Af Per Arne Dahl
264 sider, 249,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag

Den norske forfatter og tidligere biskop Per Arne Dahl løftede sidste sommer på Sommerstævnet i Lindenborg sløret for den bog, der nu er udkommet på dansk; ”Sårbarhedens kraft – At finde styrke i svagheden”.

Det er en bog, som er gennemstrømmet af sårbare erfaringer og masser af kloge citater. Ikke kun fra nordmænd, men i højeste grad også danskere. Det lader til, at Per Arne er lige så fortrolig med danske som norske forfattere og personligheder.

Per Arne Dahl, der i 2011 blev kendt som Utøya-præsten, måtte stoppe som biskop efter bare fire år, fordi han blev døv på det ene øre, det man kalder sudden deafness. Han fik tinnitus i stedet, så han har også mistet stilheden. Han fortæller hudløst om, hvad det gjorde ved ham; Om angsten for helt at miste hørelsen, om skam, sorgen over også at være blevet noget tonedøv og ikke længere at kunne synge klart og rent eller spille klaver som før, og om det at miste position og indflydelse i samfundet. Men bogen viser, at han er så meget mere end en halvdøv biskop emeritus, og han har stadig så meget at give.

Gud valgte sårbarheden

Først og fremmest ønsker han at give stemme til dem, der har et skjult handicap, som høreskadede jo har. Men også andre, der bærer på skjulte lidelser. Han folder det ud omkring ordet sårbarhed. Mange mennesker er sårbare, og det er svært i et samfund, som handler om at være stærk og kunne præstere.

Mange mennesker er sårbare, og det er svært i et samfund, som handler om at være stærk og kunne præstere.

Han hænger det at have sår og være bar op på en teologisk knagerække, hvor vi genkender sårbarheden i Jesus’ liv, også før korsets sår og nøgenhed. Og i Paulus’, som taler om at leve med en ’torn i kødet’, som vi ikke ved, hvad er, men som kan være en usynlig sygdom.

Konklusionen er, at Gud valgte at blive sårbar, da han blev menneske. Derfor kan vi også tillade os – ja vælge – at turde være sårbare mennesker. Det er først da, vi er hele mennesker, for vi har alle skrøbeligheder, hvis vi vil stå ved dem og ikke bruger et helt liv på at skjule dem. Og så skriver han om kunsten at finde ud af at bruge svagheden til en styrke. ”Sårbarhed er ikke svaghed, men en ny styrkes begyndelse. Det kræver styrke og mod at vise svaghed.”

Sårbarhed og håb

Per Arne kan samtidig noget med sproget… folder det ligesom ud, når han reflekterer over ord som at resignere. Han skriver: ”Jeg drømmer om et samfund og en kirke, hvor det er muligt at gøre comeback efter et nederlag og dermed give kvinder og mænd en oplevelse af re-signering i stedet for resignation.” (resignering betyder at blive signet, velsignet, igen – som Bibelens fortabte søn, der fik en ring på fingeren, da han vendte hjem til sin far og bare bad om at blive daglejer, red.).

Per Arne Dahl. Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Han taler om desperation og forklarer, at det betyder afhåbning, at miste håbet.

Er det noget, Per Arne Dahl gør, er det det modsatte, nemlig at give håb. Han har et helt afsnit, ”Et sårbart håb at læne sig op ad”.

”Vi skal ikke idyllisere eller dyrke sårbarheden. Sårbarheden rummer en smerte, som får os til at søge lindring, noget at håbe på og læne os op ad. Når vi er fortvivlede, råber vi efter hjælp. Normalt er der mennesker, der hører råbet og ser den, der ligger ned, og hjælper og støtter os, men sådan er det desværre ikke altid. Vi bliver skuffede, når vi ikke bliver set, ikke forstået og ikke mødt omkring det, der er vores dybeste behov. Men alligevel: det forunderlige, at lyset følger smerten, og at et sammenbrud kan være til berigelse, er et mysterium forankret i det lille ord: håb.”

Sårbarheden rummer en smerte, som får os til at søge lindring, noget at håbe på og læne os op ad.

På omslaget står: ”Det kan kræve mod at turde vise sin sårbare side i vor tid, som det ofte kræver ganske meget at leve i. Fællesskab, forbundethed og åbenhed er nøgler, for ofte er det i relationen til andre, til ægtefællen, forælderen, barnet, vennen – eller Gud – at håbets helbredende lys bryder frem.”

Apati, empati og sympati

Han leger med de tre ord, der alle ender på -pati; nemlig apatien, som betyder fravær af lidelse, empatien, der betyder at være på indersiden af andres lidelse og endelig sympatien, som betyder at være sammen om eller mod lidelsen. Også her har han hentet inspirationen fra Moltmann. Og det gode ved Per Arne Dahls bog er, at han flere gange kommer med en personlig beretning om den, han citerer. Han fortæller således om Moltmann, der som 16-årig blev tvunget ind i den nazistiske hær og mistede sit håb for menneskeheden – men fandt det igen som krigsfange i Skotland, hvor kristne skotter overrumplede ham med deres godhed og omsorg.

Sådan beretter han indlevende om bl.a. Grundtvig, Bach og Händel.

De mange one-liners

Bogens pointe er, at sårbarhed kan blive en styrke, når den bliver delt. Og der er mange one-liners i bogen, som jeg har lyst til at dele med jer:

”Vi er mere end vores livs nulpunkt”, Per Arne Dahl
”Den, der tør bede om hjælp, er aldrig hjælpeløs”. Per Tveit
”Den, der kaster masken, taber ikke ansigt, men viser sit sande jeg.” Per Arne Dahl
”De tre pinligste ord i det danske sprog er from, frelst og hellig” Parminder Singh i Kristeligt Dagblad
”Guds søn kom ikke for at fjerne vores lidelse, men for at lide med os.” Paul Claudel
”Kun en lidende gud kan hjælpe lidende mennesker”. Dietrich Bonhoeffer
”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Gud ifølge Paulus
”Han har mere sans for ærlighedstelogi end herlighedsteologi”. Dahl om Henri Nouwen
”Mens vores klode er truet af overopvarmning, er vores indre miljøer truet af kulde og frost.” Erik Dammann
”Der er pessimister nok i verden. Men jeg er optimist. Det er bedre at blive skuffet end at opgive håbet.” Jürgen Moltmann
”Håb er et lille ord med stor kraft, på samme måde som sårbar er et lille ord med stor smerte” Per Arne Dahl
”Så bliver da disse tre: tro, håb og kærlighed… Hvis vi har svært ved at tro, kan vi håbe. Hvis vi kæmper med at håbe, kan vi lade os elske og vise godhed.” Tomas Sjödin

Piet Hein, Peter Bastian og flere

Han citerer også Piet Hein, Søren Kierkegaard, Peter Bastian og Tor Nørretranders, Karen Blixen, K.E. Løgstrup, Johannes Møllehave og fra en bog af Daniel Øhrstrøm. Så tænker jeg: Hvorfor er det, at Norden ikke er ét land? Vi har så meget kultur og forståelse til fælles.

Men nu kan vi i hvert fald læse Per Arne Dahls bog også på dansk, udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag – og måske han faktisk får avisen tilsendt, når han flere gange refererer til artikler i den danske avis.

Læs også ’Fællesskab er det mest dyrebare, vi har!’ Det er et interview med Per Arne Dahl skrevet af Lars Midtgaard til baptist.dk nr. 4, 2019.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag

Find flere

Per Arne Dahl afsluttede i 2018 sin tjeneste som biskop i Tønsberg bispedømme i Norge. Inden han blev biskop var han først knyttet til Modum Bad som leder af Institutt for Sjelesorg og Samlivssenteret. Derefter var han Stortingspræst og præst i Trefoldighetskirken og Domkirken. Det var gennem den tjeneste, at han i 2011 blev kendt som ”Utøyapræsten”. I øjeblikket skriver Per Arne på en bog om ”Sårbarhedens kraft og risiko”, som udkommer til efteråret. Det var også dette tema, som sommerstævnets programudvalg havde bedt ham tage udgangspunkt i torsdag aften og fredag formiddag på sommerstævnet.

Per Arne, når du ser på vort samfund i dag – og her har jeg den antagelse, at der ikke er så stor forskel på Norge og Danmark – hvilke trusler mod det gode fællesskab, ser du så?

Jeg tror, den norske miljøforkæmper, Erik Dammann, har helt ret i sit fokus på de store trusler mod det ydre miljø. At vores klima er ved at blive overophedet. Men Dammann siger også, at samtidig trues vores indre miljø af kulde og frost – af splid. Det er som om, vi tror, at gode fællesskaber og relationer kan klare sig helt af sig selv. Og hvis det ikke går af sig selv, så må vi bare forlade relationen og fællesskabet. Men virkeligheden er meget mere kompleks end som så. Det handler ikke bare om et dårligt match, hvis en relation ikke fungerer. Gode fællesskaber kommer og lever ikke af sig selv. Men de kan forsvinde helt af sig selv! Hvis ikke vi gør noget aktivt for at forhindre det. Derfor er det godt, at I tager temaet om fællesskabet op på dette stævne. Men I må også tage det op på de kommende stævner. For netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har. Gode relationer og gode fællesskaber er så vigtige for vores trivsel, uanset om det er i familien, på jobbet eller i menigheden. Når vi er i gode relationer, har vi det godt, og vi kan opleve overskud.

Men kommer der sår, problemer og kriser ind i relationer – uanset hvor det er, så tager dette opmærksomheden og skaber stor energilækage i vores relationer. Derfor er det så vigtigt, at vi tager dette alvorligt og altid fokuserer på fællesskabet.

Netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har.

Du berører sårbarhedens muligheder, kraft og risici. Og netop sårbarhed er noget, vi i kirken gerne taler om. F.eks. citerer vi ofte Paulus om at være stærk i svagheden osv. Men hvordan ser du, at vi som kirke er udrustet til at leve det ud og vove at være i sårbarheden?

Vi taler i kirken meget om svaghed, sårbarhed, ærlighed og åbenhed. Men det er lettere sagt end gjort. Meget af det, vi kæmper med i den menneskelige eksistens – helt fra tidernes morgen – er en indbygget modstand i os til at gøre det, vi godt ved, er det rigtige. Derfor er Dietrich Bonhoeffers bogtitel ”Modstand og hengivelse” en rigtig god titel. For vi ønsker jo at leve i fred og fordragelighed med vores familie og nabo. Hvorfor har vi så så stor modstand i os mod at tale om det vanskelige, når det dukker op? Bonhoeffers svar er dette: Alt, som er værdifuldt, har en pris! Derfor tror jeg, at kirkens store udfordring er, at vi hjælper hinanden til at komme over denne barriere og besejre den iboende modstand, og ikke lade os ødelægge ved at give efter for modstanden. Og ikke bare fortsætte med at tage livet for givet, men i stedet tage det som givet!

Bonhoeffer taler jo også om den billige nåde og den dyre nåde. Det ligger måske i os at stræbe efter det, som ikke koster så meget. Er det også en del af det?

Ja, det er præcis det, du siger. Den billige nåde, siger Bonhoeffer, er nåden uden opgør. Det er tilgivelse uden omkostning. Det er den nåde, vi giver os selv, siger han. Så det er vores egenbehandling, vores billige trøst. Hvorimod den kostbare nåde er den nåde, som koster os noget. Fordi vi må give noget. Vi må smide masken og vise ansigt. Vi må ydmyge os, række hånden frem og sige: ”Undskyld, bror! Undskyld søster!” Derfor er jeg overbevist om, at det er den kostbare nåde, som er kirkens hovedkilde. Men samtidig er det den billige nåde, hvor det ses som en menneskeret at følge sit hjertes lyst, uanset hvad det koster for et andet menneske, som er fremherskende i vores kultur.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere