Ja, selv der insisterer jeg på pacifisme og fred frem for krig. På den ene side er der ikke noget nyt i det – det ønsker alle – men samtidigt er det langt sværere at føre en samtale om, når vi i de forgangne par år har oplevet udefrakommende aggressorer, der tvinger mænd og kvinder i trøjen og udfordrer vores vestlige demokratier.

Hvordan kan man så overhovedet insistere på at være pacifist, når andre magter angriber, dræber og udfordrer vores levemåde? Det kan man, fordi den stemme altid skal lyde! Vi må aldrig ende i en tanke om, at krig er normalen. Vi må aldrig tillade en eneste krigshandling, som kunne forhandles til fred. Vi må aldrig lade umenneskelige handlinger overtage, hvad vores hjerter er i stand til. Vi må aldrig acceptere krig!

Vi må aldrig nå dertil, hvor vi ser umenneskeligheden i fjenden frem for menneskeligheden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch:

• formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Da de sidenhen lod sig ’gendøbe’, og da barnedåben var lovpligtig, var den nye dåbspraksis et udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed – en ikke-voldelig modstand mod politisk og religiøs undertrykkelse. For mange af døberne var konsekvensen, at de måtte lade livet.

En tid præget af konflikter

Baggrunden for døberbevægelserne var ikke kun ikke-voldelig. Tiden var fuld af konflikter og uro. I 1525 indledte bønder i Syd- og Midttyskland et oprør mod magthaverne, som følge af udbredt fattigdom og undertrykkelse.

Det tyder på, at mange af dem, der tilsluttede sig de døberbevægelser, der opstod i årene derefter, havde deltaget i bondeoprøret. Oprøret var præget af endetids-forventninger. Selvom bondeoprøret blev nedkæmpet, så mange stadig frem til et kommende tusindårsrige, hvor Kristus skulle herske med sine 144.000 udvalgte.

Døbernes ulydighed

Døbernes ulydighed mod sociale og religiøse magthavere var udtryk for en afvisning af den samfundsorden, der havde hersket i store dele af middelalderen, hvor kirke og statsmagt var tæt forbundne, men som nu var på nippet til at få sit dødsstød.

Nogle døbere som fx Hans Denck (d. 1527) opfattede troen som et rent åndeligt anliggende – det enkelte menneskes indre død og opstandelse med Kristus. Det førte til et stærkt individualistisk syn på troen, hvor kirken som institution måtte vige til fordel for den enkeltes direkte erfaring af Guds ord. Det betød en skepsis overfor påtvungen religion og et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Pacifisme

De schweiziske døbere gjorde mere ud af menighedens fællesskab, som de så som det konkrete alternativ til det verdslige samfund. En stærk dualisme prægede synet på kirke og samfund. De vantro er en ‘vederstyggelighed’ for Gud, hed det i Schleitheim-bekendelsen[1] fra 1527.

Man kunne derfor ikke have fællesskab med mennesker uden for kirken, men skulle i stedet afsondre sig fra ’det onde, og den ondskab, som djævelen har plantet i verden’. Det indebar en afstandtagen fra pavekirken, men også et afkald på at bruge vold. I stedet for at gengælde ondt med ondt, skulle ondt gengældes med godt, jævnfør Jesus’ bud i bjergprædikenen.[2]

Modstand mod edsaflæggelse

Også modstanden mod edsaflæggelse var udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed. Da Jesus forbød sine disciple at aflægge ed, kunne kristne ifølge døberne heller ikke aflægge ed. Deri lå en klar markering af, at kristnes loyalitet lå hos Gud alene. Det er den opfattelse, der var i sigtekornet, da den lutherske bekendelse, Confessio Augustana, fra 1530 fordømte ’gendøberne’, som forbyder ’borgerlige pligter for kristne’. For Luther var myndighederne indsat af Gud. Derfor var det kristnes pligt at adlyde magthaverne.

Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne.

Pacifismen var mere end blot teoretisk. De muslimske tyrkere havde indledt en offensiv og belejrede Wien i 1529. Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne, og det gjorde den alt andet end ufarlig. Den schweiziske døber Michael Sattler (d. 1527) understregede, at kristne ikke af den grund skulle hjælpe tyrkerne, men modstandskampen var åndelig. Kristne, der bruger vold mod andre kristne, er derimod i grunden værre end tyrkerne, mente Sattler.

Grænser for statsmagten

Andre døbere var knap så afvisende overfor verdslig magt. Balthasar Hübmaier (d. 1528) forklarede, at den verdslige magt har til opgave at straffe dem, som gør skade på svage og forsvarsløse. Myndighederne var, jævnfør Paulus[3] indsat af Gud, og kristne har derfor pligt til at støtte samfundsmagten – fx ved at betale skatter og om nødvendigt at tage del i magtudøvelse.

Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger.

Der var dog grænser for, hvad den verdslige magt kunne blande sig i. Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger: ’Den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet’, skrev Hübmaier i sit forsvar for principiel trosfrihed. Derfor kunne civil ulydighed i nogle tilfælde komme på tale.

Arven fra døberne

De apokalyptiske forventninger om et forestående 1000-års-rige fik ny næring, da hollandske døbere hævdede, at ‘det ny Jerusalem’ snart skulle oprettes med magt. Det skulle ske i den nordtyske by Münster, hvor døberne fik magten i 1534. De, der ikke lod sig døbe, blev smidt ud af byen. De ‘civilt ulydige’ var nu dem, der modsatte sig døbernes ideologi.

Da døberkongeriget i Münster i 1536 var blevet nedkæmpet af lutherske og katolske tropper, antog døberbevægelsen igen en mere fredsommelig karakter. Den stærke dualisme mellem kirke og samfund blev påny central, da Menno Simons (d. 1561) forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Menno Simons forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Det er den grundholdning, der trods alt står tilbage som arven fra døberne: Kristnes loyalitet ligger hos Jesus alene, og civil ulydighed kan være nødvendig, når samfundsmagten vil regere over menneskers tro og samvittighed.

[1]     Schleitheim-bekendelsen er de schweiziske døberes bekendelse, der primært handler om kirkens karakter

[2]    Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 39

[3]   Romerbrevet kap. 13, vers 1 ff.

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Korskirkens Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Den voldelige Gud 

I Det Gamle Testamente er der forskellige forestillinger om Gud. Nogle tekster beskriver Gud som en voldelig Gud. Det er fx historierne om syndfloden[1] og om Sodoma og Gomorra, der udslettes[2]. Der er drabet på de førstefødte i Egypten[3] og udryddelsen af kanaanæerne[4]. På samme måde får Saul besked om at udrydde amalekitterne – mænd, kvinder og børn. Ingen må overleve[5].

Men der er andre tekster i Det Gamle Testamente. Her er visionen et fredsrige, der skal omfatte alle folkeslag[6]. Hos Esajas hører vi om barnet, der skal fødes, og som skal kaldes Fredsfyrste[7]. Visionen hos Esajas er universel og omfatter hele skaberværket. Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen[8]. Der skal ikke længere findes drab, ikke engang på dyr: ”Den, der slagter en okse, er en manddræber”[9].

Vold eller ikke-vold på Jesus’ tid

Der findes altså både en voldstradition og en ikke-voldstradition i Det Gamle Testamente. Begge traditioner levede gennem folkets historie og ind i Jesus´ tid, hvor zeloterne ønskede at gennemtvinge Israels befrielse fra romerne gennem en voldelig opstand. Måske tilhørte Judas Iskariot oprindelig den gruppering og angav Jesus til ypperstepræsterne, fordi han var skuffet over, at Jesus ikke ville tage magten med vold.

Der findes altså både en voldstradition og en ikke-voldstradition i Det Gamle Testamente.

Jesus afviser voldsanvendelse

I kristen tradition læser vi Esajas’ ord om barnet, der skal fødes, og som skal kaldes Fredsfyrste, som ord, der går i opfyldelse med Jesus. Derfor læser vi hver jul Esajas’ ord sammen med englenes ord til hyrderne på marken: ”Fred til mennesker med Guds velbehag”[10]. Julen handler om Guds fred, der med fødslen af Marias barn, nu er kommet til verden.

Jesus afviser meget kategorisk vold.

Jesus afviser meget kategorisk vold[11]. Dermed undsiger han de elementer i Det Gamle Testamente, der handler om at indtage land med vold – eller anvende vold i det hele taget. ”Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, lyder hans forudsigelse[12], og fjender skal ifølge Jesus ikke slås ihjel, men elskes[13]. Det er de ikke-voldelige traditioner, bl.a. hos profeten Esajas, som Jesus stiller sig i forlængelse af. Det kommer bl.a. til udtryk i Bjergprædikenen, hvor Jesus klart siger: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”[14]. Jesus gør fredsstiftelse til en kernesag for sine disciple – måske endda et sakramente.

Fjender skal ifølge Jesus ikke slås ihjel, men elskes.

Jesus’ død – den endegyldige dom over volden

Da Peter ved Jesus’ arrestation griber et sværd for at forsvare ham, siger Jesus, at han, hvis han ville, kunne bede sin Far sende tolv legioner engle til hjælp[15]. Men det ville være mere af det, verden allerede kender. Guds vej er en anden: Ikke-voldens vej. Jesus’ død på korset er tegnet på, at Guds vej til fred for mennesker, mellem mennesker samt mellem Gud og mennesker, ikke går gennem magt og voldsanvendelse, men gennem opgivelsen af magt[16].

Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren.[17]

Hvad med os?

Nogle teologer mener, at det er forkert eller umuligt at basere en social etik på Jesus’ budskab, men det er det ikke. Fredens Fyrste kaldte disciple til at følge sig på fredens vej, og vi må gå den samme vej som han. Der er ikke brug for mere af det, verden allerede har set nok af: Magt og vold. Vores vej skal være at praktisere fred og forsoning i og ud fra vores menigheder: ”Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Amen”.

[1] 1. Mosebog kap. 6-8

[2] 1. Mosebog kap. 18-19

[3] 2. Mosebog kap. 11-12

[4] 4. Mosebog kap. 21, vers 2-3; 5. Mosebog kap. 20, vers 16-17; Josvabogen kap. 6, vers 17 og 21

[5] 1. Samuels bog kap. 15

[6] Esajas´ bog kap. 2, vers 1-5

[7] Esajas´  bog kap. 9, vers 5

[8] Esajas´ bog kap. 65,vers 25

[9] Esajas´ bog kap. 66, vers 3

[10] Lukas-evangeliet kap. 2, vers 14

[11] Det samme gør hans forløber, Johannes Døber, se Lukas-evangeliet kap. 3,vers 14

[12] Matthæus-evangeliet kap. 26, vers 52

[13] Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 44

[14] Matthæus-evangeliet kap.  5, vers 9

[15] Matthæus-evangeliet kap.  26, vers 53

[16] Formand for Baptistkirkens Teologiske Forum, Johannes Aakjær Steenbuch har netop udgivet en bog, der bl.a. behandler dette, Guds rige er anarki. Evangeliet mellem magt og afmagt A/Politisk teologi, Fønix 2019. Bogen vil jeg anmelde ved en senere lejlighed.

[17] Hebræerbrevet kap. 12, vers 14

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere