Som mange andre i december genser jeg Matador (igen igen), og i det lærer Andersen bliver fyret, erklærer han, at hans arbejde er umuligt, “fordi de pylrede forældre ikke vil lade skolen opdrage deres forkælede unger”. Lyder det bekendt for andre end mig?

Måske er det der med børn, der reagerer på deres omgivelser, ikke en ny ting. Selv Jesus stak af fra sine forældre for at tage i templet. Måske var Josef og Maria også bare elendige forældre? Hvad ved jeg?

Mit ønske for det nye år er i hvert fald, at vi bliver nysgerrige på, hvorfor børnene reagerer – i stedet for hvordan. Måske vil vi opleve, ligesom med Jesus, at der faktisk er en god grund.

Glædelig jul!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Undskyld er et af de ord, jeg har brugt længst tid på i opdragelsen af mine børn. Det kan være en meget lang proces at komme hen til det lille, store ord. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der er blevet sagt undskyld på den mest trodsige og provokerende måde. Det involverer både forvrængede stemmer, tungerækning og hvisken ned i puder.

Det er en kunst at kunne sige undskyld. Vi bliver konfronteret med vores eget mørke, når vi skal sige undskyld. Både det, at vi selv begår fejl og gør andre ondt, men også det, at vi er blevet såret af andre og måske mangler et undskyld.

Til gengæld kan et oprigtigt undskyld fra et såret hjerte til et andet være det smukkeste. En omfavnelse af, at vi alle er sårbare, fejlbarlige mennesker, som har brug for hinanden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

På mange måder er vi mere frimodige i dag, men samtidig er vi stadig bundet af en vis berøringsangst. Derfor har jeg talt med en spejderfører, et forældrepar og en ungdomsleder om, hvordan de hver især forholder sig til disse tematikker, og hvordan de taler med de unge om dem.

En spejder er en spejder

Sarah Basnov er 35 år, tropsfører (4.-6. kl.) for baptistspejderne i Holbæk, og så sidder hun i korpsrådet, som er den øverste ledelse i Danske Baptisters Spejderkorps. Hun siger:

“På den ene side er vi spejdere rigtig gode til at sørge for, at alle deltager i alle opgaver. Og det er ikke sådan, at det kun er pigerne, der står for madlavning eller oprydning i lejren. Vi praktiserer langt hen ad vejen en form for praktisk ligestilling – det er bare ikke noget, vi taler om. En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet. En spejder er en spejder uanset køn, alder eller erfaring. På den anden side er det nok alligevel sådan, at det oftest er drengene, der hugger brænder – her kunne vi godt være bedre til at få pigerne på banen.

Sarah Basnov

Plads til alle

Jeg tror ikke, at vi som spejderførere skal tage initiativ til samtaler om seksualitet og kønsidentitet. Det ville virke utrolig unaturligt, hvis vi hen over lejrbålet begyndte at spørge ind til de unges tanker om den slags. Vi er mere optaget af handling fremfor ord. Derfor prøver vi hele tiden at vise, at spejderbevægelsen er en åben bevægelse, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og seksualitet. Vi har derfor heller ingen problemer med at have førere, der er homoseksuelle – de er der jo ikke som homoseksuelle, men som spejdere. På den måde er vi forhåbentlig med til i praksis at vise de unge spejdere, at de er okay, som de er.

En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet.

Spejderens ansvar

Den internationale spejderbevægelse lægger vægt på ’Duty to God, duty to others, duty to yourself’ – ’Ansvar over for Gud, ansvar over for andre, ansvar over for dig selv’. Deri ligger et klart kald til mig. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at jeg som spejderfører tør gå ind i en samtale med nogen, der fx oplever at føle skam eller skyld. For mig er skam forbundet med afmagt i forhold til noget, du ikke selv er herre over, fx din seksualitet, og skyld er udtryk for, at du godt ved, at du har handlet forkert. I begge situationer er det vigtigt, at jeg lytter og møder dem uden fordømmelse eller skæld ud og i stedet retleder og viser, at der er andre måder at tænke og agere på, som er sundere for dem selv og deres omgivelser.”

Vi klæder dem på til livet

Merethe og Jordan Sonne

Merethe og Jordan Sonne er hhv. 46 og 45 år; de tilhører Roskilde Baptistkirke, og så er de forældre til Samuel (18), Sarah (16), Silas (12) og Silke-Maj (1½). De siger:

“Som forældre ønsker vi at udruste vores børn til at tage på deres livsrejse med de rigtige værktøjer i rygsækken. Vi ønsker, at de skal være rummelige og favnende uanset køn, race og kultur; at de skal være tro mod sig selv trods input fra samfundet. Det er i vores hjerter, at de skal sætte Gud først, og derfor begynder vi hver dag med at bede sammen. Vi gør ikke forskel på drengene og pigerne, men vi lægger nok et forskelligt fokus, når vi taler om, hvad de vil stå overfor mht. valg og konsekvenser. De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor, hvor de færdes, men det er imellem dem og Gud, hvad de vælger på deres vej. Og så er det vores opgave at støtte, tilgive, bede for og guide dem – både bibelsk og menneskeligt, og både som forældre og som åndelige vejledere.

De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor hvor de færdes.

Åbenhed er en øvelse

Vi taler gerne åbent om både ligestilling, seksualitet, skyld og skam. Nogle gange er de åbne for snakken, andre gange er det: ’Nej mor, den snak har vi to ikke …’. Derfor bliver det tit, når de kommer til os, at vi kan nå ind til hinanden. Men det vigtigste er, at vi hele tiden er tilgængelige for samtalen. Livet har givet os en masse erfaringer, og vi tror på, at hvis vi deler dem åbent med vores børn, så kan de lære af os. Fx har vi i samtalen om sex, som vi har haft med vores unge, talt med både vores drenge og pige om, at de skal lære at sætte grænser og være tydelige i dem.

Den svære samtale er ofte den vigtigste

Vi er som forældre enige om, at unge i dag har det sværere, end vi havde det, som unge kristne – nok er der mere åbenhed, men der er også flere tabuer. Vi mindes ikke, at der var meget fokus på afholdenhed, alkohol, det at bo sammen før ægteskab, afprøve grænser osv. Men vi var rigtig heldige at have gode ungdomsledere, som turde vejlede og konfrontere os som kærestepar omkring rette valg og livsbane. Derfor er vi også blevet de forældre, som selv taler om de svære emner – selvom vores børn nok vil sige, at vi nogle gange er lidt for direkte og blander os lidt for meget.”

Ligestilling eller ligeværd

Hanna Daugaard er 23 år, hun studerer retorik på Københavns Universitet, og så er hun ungdomsleder i Roskilde Baptistkirkes ungdomsarbejde ’Under Construction’ (UC). Hun siger:

Hanna Daugaard

“Egentlig har jeg det ret ambivalent med ordet ligestilling. Jeg kan bedre forholde mig til fortællingen om alle personers ligeværd. I skabelsesberetningen er der en klar vekselvirkning mellem ental og flertal: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”[1] Det er altså i relationen, vi er i Guds billede. Derfor gør vi os også umage i UC, når vi skal sammensætte en ny ledergruppe. Teenagere hungrer efter nogen at se op til og ligne. De søger identifikation. Og det er fjollet ikke at bestræbe os på at gøre dét muligt. Måske netop også for at anerkende, at vi kan noget forskelligt.

Kirken skal nuancere billedet

Vi må nok erkende, at den kristne kultur og historie kan give anledning til et kritisk blik på ligestilling. Jeg har i hvert fald hørt mange ’kvinder-skal-tie-i-forsamlinger’-jokes, og derfor er det vigtigt, at vi står klar til at nuancere billedet. Jeg oplever en generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af, og derfor er det ikke sjældent, at vi ender med at diskutere alt fra strikkeopskrifter til politik og også ligestilling henover kaffen og giflerne. Ofte har nogen hørt noget i skolen eller læst en spændende artikel, og det virker helt naturligt at forsætte dén snak, når de træder ind ad døren mandag aften til ungdomsmøde og dermed invitere flere perspektiver ind i samtalen.

En generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af.

Vigtigt at prædike kærlighed

Det piner mig, når unge mennesker slår sig på kirken. Jeg længes sådan efter, at kirken må være det rum for heling, som den var tiltænkt. Gennem ordene ”Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden”[2] læser jeg, at det er min opgave at pege mod sandhed som en del af det at elske mennesker. Men nogle gange er vi så fokuserede på at prædike sandhed, at vi glemmer kærligheden. Og det er måske dét, der kan gøre det svært at være menighed – og ungdomsleder: For hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden med at bedømme – uden at begynde at fordømme hinanden?”

[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 27

[2] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 6

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Har vi i menighederne de samme holdninger til køn, kærlighed og seksualitet, som præger det omliggende samfund?

Skal vi tale om sex?

Det kan være meget overvældende at skulle lytte til debat eller tale om seksualitet, kønsroller eller sexisme, hvis man stammer fra en konservativ, religiøs baggrund. Det ubehag ved et emne, der historisk har været tabubelagt, er til stede i de danske (fri)kirkemiljøer, men også mange sekulære danskere føler det.

Hvis vi ønsker at give vores teenagere og unge en realistisk og tidssvarende mulighed for at tale om seksualitet og ligeværd med udgangspunkt i et næstekærligt værdigrundlag, skal vi turde lytte med åbne hjerter.

Porno eller dig?

Som moderne mennesker burde vi kunne lytte til vores børn og unge og tale med dem uden at fastholde uhensigtsmæssige mønstre. Alle undersøgelser viser, at de nysgerrige vil søge viden fra porno og andre uhensigtsmæssige kilder, hvis vi ikke er klædt på til at møde dem der, hvor de er. Er du klar til at lytte til dem med åbenhed?

Spørgsmål til ligeværdige dialoger i tre forskellige og fortrolige sammenhænge

… til de unge i teenageklub eller spejderarbejde ca. 12-18 årige

1. Hvordan kan man flirte uden at overskride andres grænser?
   Hvornår er man kærester?
   Hvad er ok at gøre sammen, når man er kærester?
   Hvor går din grænse for, hvad du vil gøre?
   Hvor går din grænse for, hvad andre må gøre overfor dig?
   I hvor høj grad er du bevidst om dine egne grænser og din seksualitet?
2. Hvad betyder det for din opfattelse af kærester og sex, at du er kristen?
   Hvornår kan det være svært at sige, at du er kristen, og at det måske har en betydning for, hvad du vil være med til?
3. Hvem taler du med i forhold til din seksualitet, køn eller grænser? Lytter de til dig?

… til de voksne, forældre, bedsteforældre – fx i fællesskabsgrupper

1. Hvilken viden om sex og erfaringer med kropskontakt gav din opdragelse dig med? Hvordan møder du de unge om det emne?
2. Hvilke fordele og ulemper er der ved at være kristen eller vokse op med et mere forpligtende syn på sex, end det man ofte møder i samfundet?
3. Hvilke overvejelser har du (haft) om at overskride egne eller andres grænser? Har #MeToo-bevægelsen sat gang i dine overvejelser, også af egen ageren?
4. Har du selv følt dig forulempet? Kunne du tale åbent om det, og i så fald, hvordan blev det modtaget?

… til ungdomsledere og spejderførere ved et ledermøde

1. Hvordan sætter du grænser for andre eller dig selv i forhold til sex? Hvordan reagerer andre, når du sætter grænser for dig selv eller dem?
2. Vil du gerne være forbillede for de unge? Oplever du dig selv som et naturligt forbillede? Hvorfor/hvorfor ikke?
3. Hvis du har haft en samtale om seksualitet og samspil med det andet køn med en ung:
   Hvem tog initiativet?
   Hvad ville du gerne opnå i samtalen?
   Og hvad var det vanskeligt at tale om?
4. Hvordan kan du blive bedre til at tage samtalen med de unge om seksualitet og samspil med det andet køn?

Mere info

• Center for Familieudvikling, undervisningsmateriale til udskoling: ”Kærlig Talt” – https://www.projektkaerligtalt.dk/
• Kristeligt Dagblad, artikel om det vedvarende parforhold: Else Marie Nygaard, ”Psykolog: Begær kommer ikke bare dumpende ned fra himlen” – https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/det-kropslige-moede-er-en-genvej-til-intimitet
• Sex og Samfund, podcast til forældre: ”START SNAKKEN” – https://www.sexogsamfund.dk/

Vejledning og Rådgivning

• BørneTelefonen, tlf. 116 111 – https://bornetelefonen.dk/
• ForældreTelefonen, tlf. 35 55 55 57 – https://bornsvilkar.dk/det-goer-vi/foraeldretelefonen/
• Kristen terapi og Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte: https://kris-dk.dk/

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Rachel Turner er amerikansk familiepræst bosat i England sammen med sin engelsk mand og søn. Hun er forfatter til tre bøger: Tro i Børnehøjde, Selvværd i Børnehøjde og Tryg i mørket, som handler om at give (pleje)forældre og (pleje)bedsteforældre opmuntring og værktøjer til en børneopdragelse i Gud.

Hendes livlige undervisning gav mange tanke-kolbøtter. Hun mener, at vores egne præstationskrav overfor vores børns åndelige relation til Gud ofte fører til en uopnåelig hellighed og dermed larmende tavshed fra forældre og bedsteforældre. Samtidig fører frygten for religiøse overgreb på vores børn frem til samme tavshed. Hvad gør man så?

Tag en slapper

”Hvis du falder i søvn under vejs, er det helt ok med mig,” startede Rachel. ”Kæmp ikke imod det. Giv blot efter. For den bedste gave, man kan give til et andet menneske, er en lur,” fortsat hun til hallens forbavselse, ”Især til forældre med børn under fem!” Rachel mindede os om, at Gud også tog en lur fra sit hårde arbejde. Hun brugte de først fem minutter til netop at påpege, at Gud har skabt os med de gaver, han syntes, vi har brug for, og derfor er vi gode nok, som vi er i Guds øjne – for vi er hans børn, og vi er frelst af hans nåde. Hun trak tråden videre til, at Gud også har udvalgt netop os til at være forældre, værge eller bedsteforældre til netop de børn, vi har i vores varetægt. Og derfor har Gud en plan med os som åndelige vejvisere for vores børn.

Vi behøver ingen uddannelse

Vi overlader ikke størstedelen af børneopdragelsen til dagplejemor, pædagoger eller lærere, da børnene tilbringer det mest af deres tid hos familien. Og både som (pleje)forældre og bedsteforældre har vi en god idé om, hvordan vi kan føre vores børn og børnebørn frem til de samme værdier, som vi selv har. Vi behøver ingen uddannelse hertil. Vi prøver os frem, spørger til råds undervejs eller kloger os i bøger, når vi er i tvivl, og så justerer vi undervejs.

VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse.

”Så hvorfor overlader vi vores børns åndelig opdragelse til præster, børnegudstjenester og sommerstævnet? VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse – ikke kun til at lære vores børn at spise pænt, at blive en god kammerat og at blive en sikker cyklist, m.m.”, siger Rachel og fortsætter: ”Vi kan og bør tage os aktivt af også den del af værdigrundlaget for vores børn.”

Du dur som åndelig rollemodel

Hovedpointen med Rachels budskab var, at vi er gode nok som rollemodel til et kristent liv, for Jesus er den ansvarlige som vores børns frelser – ikke os. Men relationen og nærvær med Gud kommer ikke af sig selv. Det kommer heller ikke udelukkende fra kirken eller børnelejre. Vejen frem til en bæredygtig relation med Gud vises i de mange timer, vi tilbringer sammen med vores børn i hverdagssituationer. Og vi behøver ikke at frygte for uønskede overgreb eller teologiske huller i vores egen vandring med Gud.

For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far.

Det er jo netop en vandring, som man nemt kan tale åbent om, som man taler om sine andre relationer. Rachel opfordrede dem, som var vågne endnu, til at skabe et vindue ind til DIT eget autentisk åndsliv og nærrelation som Gud kalder DIG til. For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far. Han kender dine udfordringer som forældre, værge eller bedsteforældre, samt den stædighed, udholdenhed og tålmodighed, der nogen gange skal til at få sine børn i mål. Rachel holder fast i, at Gud udvalgte netop DIG til dine børn eller børnebørn, fordi DU er bedst til opgaven.

Praktisk prægning

”Vi ved allesammen, at børn gør, hvad vi gør, og ikke nødvendigvis, hvad vi siger,” påpeger Rachel. ”Måske gør de, hvad der bliver sagt, hvis vi er heldige eller truer med at fjerne fredagsslikken. Men opdragelse på held eller trusler holder jo ikke på sigt.” Rachel gav nogle gode praktiske fif til, hvordan du kan komme i gang allerede NU med at åbne et vindue for dit (pleje)barn eller (pleje)barnebarn ind til din åndelige vandring med Gud.

For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt.

Du behøver bestemt ikke at være perfekt, fremsige perfekte bønner i et højtideligt sprog, fremstå som det perfekte menighedsmedlem eller aldrig fejle, før du tør blive Guds vejviser for dine børn. For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt. Også med dit morgenhår! Også med din bøn i bilen, der straks belv afbrudt i det øjeblik, du fik øje på et sted, du kunne få en tiltrængt kop kaffe! Også på toilettet! Og heldigvis for den!

Brug din private Guds-relation

Hvorfor har vi dog bragt en påtaget og kunstig præstation tilbage som målestok for at kunne være åndelige vejvisere for det allermest dyrebare, vi har? Rachel opfordrer derfor alle (pleje)forældre og bedsteforældre til at se barnets åndelig opdragelse som alle andre nærrelationer og gode forhold. Vi kan lukke barnet ind i vores private relation til Gud. Vi kan fortælle, hvordan og hvornår vi bruger tid sammen med Gud og lade døren stå på klem, så barnet kan smugkigge. Vi kan fortælle barnet, hvordan vi kommunikerer bedst eller ”chatter” med Gud og invitere barnet ind i de situationer. Måske er det, mens du er ved at lufte hunden eller køre bil? Vi kan også fortælle barnet, hvordan vi ”fanger” Guds svar til os igennem billeder eller musik. Tanken er at italesætte din relation til Gud, ligesom du gør om dine andre relationer, samt italesætte dine egne glæder og udfordringer i din vandring med Gud ligesom i andre områder i dit liv.

Livslang vandring

Dit barn eller barnebarn vil opleve, at den ”du skal” og ”du må ikke” eller en tavs mystik bag lukkede døre, som de fleste af os har oplevet, bliver omdannet til en ”jeg kan lide at tale med/lytte til Gud sådan her… det kan du også prøve” og en ”jeg synes det er svært at forstå Guds ord, så det hjælper mig at skrive noter eller en logbog over mine tanker… vil du tegne et billede, imens jeg læser højt?”  VI kan og bør hjælpe den næste generation til at kende Gud personligt som fundament til deres livslange vandring med Gud og ikke blot til at kunne remse en række Gud-fakta op. For frelsen er netop mere end at være klog på Gud, fastholder Rachel. Det er at være ét med Gud. Og Rachel mener, at Gud er overbevist om, at netop DU er god nok til denne opgave, fordi han har givet den til dig frem for til andre.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere