Ole Skjerbæk Madsen, 72 år

• præst ved dialog- og retrætecentret Tao Fong Shan i Hong Kong fra 2017
• præst, ansat i missionsselskabet Areopagos 2000-2017
• teolog, sognepræst i København 1976-2000
• stifter i 1995 ‘I Mesterens Lys’

Også kristendommen er synkretistisk, selvom vi har et tydeligt budskab om Gud, som i Jesus Kristus er blevet en af os for at befri os fra alle livsødelæggende kræfter. Gud måtte møde os som et menneske, hvis vi skulle kunne se Gud og få fællesskab med Gud. Gud er Gud, og mennesket er menneske og ikke Gud, men i Jesus Kristus forenes Gud og Menneske. Det er en gud-menneskelig synkretisme.

Evangeliet på sin plads i kulturen

Vi må forkynde evangeliet på en måde, som passer ind i den sammenhæng, hvor vi bringer det. Derfor taler vi ikke dansk til en afrikaner, når vi forkynder evangeliet, men vi må lære hans eller hendes sprog. Vi må tilpasse kirkens udtryksformer til kulturen. Vi kalder ofte den proces for kontekstuel forkyndelse, og vi taler om, at kirken ’inkultureres’ i den nye sammenhæng. Det er synkretisme.

Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest.

Synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest

Ser vi på kirkens historie, forenes forskellige kulturer hele tiden. Former blandes, for at den enkeltes kristnes tro kan være autentisk i enhver given sammenhæng. Mens jeg skriver, er vi i december måned. Men Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest. Det, at lyset vender tilbage, og dagen tager til, bringer håb. Det gjorde det for de gamle hedninger, og det blev fejret med lys og festligt lag. Det var naturligt for kirken at knytte til ved den fest og give den en ny tolkning. Håbet knytter sig ikke kun til solhverv, men til Jesus Kristus, som fødes ’som solopgangen fra det høje’ med lægedom under sine vinger.

Autentisk kristen tro

Problemet er ikke synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest. Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham. Her handler det ikke om grænsesætning – men om orientering. Guds Søn blev født ind i en verden, hvor vi var optaget af os selv. Vi havde glemt Gud og skabt os guder i vores eget billede. Vi havde stirret os blinde på os selv, vores lykke eller ulykke, det vi begærede, og det vi frygtede. Guds Søn blev menneske for at møde os, hvor vores opmærksomhed var bundet. Vi følger i hans fodspor, når vi forkynder evangeliet, og derfor sætter vi ikke grænser mellem os og det menneske, vi møder. Vi kommer ikke som en fremmed, men som en ven.

Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham.

OK med religionsblanderi?

Er det så ligegyldigt, hvad mennesker tror, og hvad de blander sammen i deres selvforståelse og i deres åndelige liv? Nej, selvfølgelig ikke, men vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Et helt nyt tros-værk

Et andet ord for synkretisme er bricolage. Ordet kommer af bricoller = at sammenflikke, og det bruges bl.a. om kunstværker, hvor kunstneren skaber et helt nyt værk af forhåndenværende materiale uanset dets oprindelige formål. Det ord foretrækker jeg, når jeg taler om synkretisme i spørgsmålet om livssyns og tro. Her handler det om en ny syntese af gamle ideer og forestillinger og af de praksisser, historier og metaforer, som knytter sig dertil.

Men også tros-bricolagen er som et nyt, helt kunstværk, som er med til at give den enkelte en ide om mening eller i det mindste en bevarelse af personlig identitet i en kulturel situation præget af fremmedgørelse, usikkerhed, multireligiøsitet, pluralisme, globalisering. Meningen i bricolagen ligger ikke i elementerne, men i det, som den enkelte får ud af dem i den nye komposition. Bricolagen er trods elementernes forskellighed og tilsyneladende uforligelighed for den enkelte selv et helt og sammenhængende ‘kunstværk’.

Selvom iagttageren ser det som et udtryk for ‘indkøb’ på det åndelige forbrugsmarked, så er det for det menneske selv et spørgsmål om at skabe mening i sit liv.

Vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.

Åbenhed overfor andres tro

Så hvordan møder vi det andet menneske og dets synkretisme? Vi glæder os med det menneske over det åndelige kunstværk, som giver dets liv mening. Vi lytter efter: ‘Hvad er det for en livshistorie, det vidner om? Hvad er det for spørgsmål, den anden har tumlet med?’ Vi spørger nysgerrigt ind til nogle af elementerne i bricolagen. Måske indgår bøn i den andens trosliv. Vi spørger: ‘Hvad betyder bøn for dig? Hvordan beder du? Hvilke erfaringer har du gjort dig? Hvem beder du til?’ Og når vi har lyttet, kan vi dele erfaringer med den anden fra vores eget bønsliv. Og måske når vi dertil, hvor vi kan bede sammen – og på den måde har vi inviteret den anden ind i vores egen relation til Jesus Kristus. Det kan blive et frelsende møde med Gud-i-Kristus, fordi det har givet rum for Helligåndens virke.

Altså ikke grænsesætning, men Jesus’ nærvær i mødet med mennesker!

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Ole Skjerbæk Madsen

• ansat som missionspræst i Areopagos
• grundlægger af ‘I Mesterens lys’
• idémand bag konceptet Christfulness
• tidligere sognepræst
• cand. theol. fra Københavns Universitet

‘I Mesterens Lys’ (IML) er et arbejde, som søger at bygge bro mellem kristne og åndeligt nysgerrige mennesker i ny-åndelige miljøer. IML præsenterede udtrykket Christfulness første gang på messen ‘Mystikkens Univers’ i november 2011 i København. Vi tilbød at bede med mennesker om Christfulness og fik nogle opmuntrende tilbagemeldinger.

Identitet og livsforvandling

På messen ‘Krop Sind Ånd’ i København i 2012 havde jeg et seminar om identitet og livsforvandling, hvor deltagerne blev introduceret til Christfulness. I forbindelse hermed guidede jeg en Christfulness-meditation. En deltager udbrød: ”Jeg har altid vidst med hovedet, at jeg er elsket, men nu har jeg erfaret det i hjertet!”

Christfulness rummer en proces, som bevæger sig fra en individuel erfaring til en vision for menneskehedens forløsning og planetens heling – i en stadig vekselvirkning mellem det individuelle og det relationelle, det personlige og det universelle. I Det nye Testamente omtales målet for vores liv i efterfølgelse af Kristus som at nå det mål af vækst, hvor vi kan rumme Kristus’ fylde.[1]

Christfulness som udviklingsvej

Begrebet er udviklet for at tilbyde mennesker, der søger inspiration i Mindfulness og andre sekulariserede former for østligt inspireret spiritualitet, en velprøvet praksis, som samtidig har Jesus Kristus som sit fokus.

Kristus med mig

Guds kærlighed i Kristus omgiver os til alle sider. Jesus Kristus talte om Gud som sin Far for at sige, at vi i forhold til Gud kan være lige så trygge som børn med deres forældre. Jesus har lovet at være med sine venner altid og overalt. ‘Kristus med mig’ er en erfaring af tryghed og vished om at være et Guds barn.

Kristus i mig

Mystikeren Paulus taler om en indre virkelighed, en hemmelighed, som nu åbenbares: ”Kristus i jer, herlighedens håb!” ‘Kristus i mig’ handler om, at hvert menneske er skabt i Guds billede med det formål at vokse til Guds-lighed. Jesus Kristus har virkeliggjort det formål for menneskelivet. I hans menneskeliv får vi en fornemmelse af, hvordan et liv ser ud, som er gennemstrømmet af Guds nærvær, og som leves indefra og ud – altså ud fra Guds billede i hjertet.

Kristus i dig

Når Kristus bor i os, oplever vi altså virkeligheden af, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Derfor begynder vi at se andre mennesker og vores medskabninger med nye øjne. Christfulness fører til opmærksomt nærvær i verden og hjælper os til at møde den anden uden dom. Vi spejder efter Guds billede i den anden.

Det er derfor, Jesus lærer os at elske vores fjender og at bede for dem, der forfølger os. Dybest set har vi ingen fjender. Andre kan optræde som fjender af os og betragte os som fjender, men i vores øjne er der ingen fjender – kun medmennesker, skabt til at være Guds børn.

Jeg i Kristus

Mere viden

• se christfulness.dk/ressurser/ om meditations- og undervisningsvideoer, der giver fornemmelse for praksis indenfor Christfulness
• se areopagos.dk
• se imesterenslys.dk
• se christfulness.dk

Christfulness begynder som en erfaring af, at Kristus er med os og munder ud i et liv i Kristus. Ligesom Guds Ord blev menneske i Jesus Kristus, får vi i Kristus delagtighed i guddommelig natur. Visionen for Christfulness er en fornyet og forløst menneskehed, som er Kristus’ legeme. Den virkelighed gribes i håbet og finder et udtryk, når kristne samles til nadver og deler brødet med hinanden med Jesus’ ord: ”Dette er mit legeme!”[2]

[1]    Efeserbrevet kap. 4, vers 13

[2]    1. Korintherbrev kap. 11, vers 24

Relateret

• 26. feb. 2020 - Synkretisme – har den kristne tro en grænse?

Find flere