Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere

Lyt til artiklen her:

Du kan se Bent L. Hansens video om “Repair Caféen” i Korskirken på BaptistKirkens Youtube-kanal.

Mens ”44” summer af liv fra de mange frivillige har menighedens præst Ole Lundegaard fundet et roligt hjørne på kontoret. Ole skal medvirke i en video, hvor han fortæller om menighedens medvirken i den første ”Repair Café” i Herlev.

Præst i Korskirken, Ole Lundegaard (Foto: Bent L. Hansen)

Korskirken er en ”Grøn Kirke”

Korskirken er en del af det økumeniske initiativ ”Grøn Kirke”. Formålet er – ud fra et kirkeligt og teologisk udgangspunkt – at inspirere og motivere blandt andet kirker til at tage et medansvar for de klima- og miljøudfordringer verden står overfor.

I Korskirken betyder ”grøn kirke”, at man arbejder aktivt med at reducere kirkens affaldsmængde og CO2-udledning. Ole Lundegaard fortæller:
”Det lå lige til højrebenet at starte en ”Repair Café”. Et sted, hvor folk kommer med ting, som de ellers ville have smidt på lossepladsen. Men i et sidste forsøg på at redde ting og reparere, i stedet for at smide væk, så kommer de her med det, og så prøver vi at reparere det.”

Repair Café?

Korskirkens Repair Café er en del af non-profit-foreningen Repair Café Danmark, der har Repair Caféer i hele landet.

Foreningens formål er at facilitere og motivere frivillige, forbrugere, foreninger og kommuner til afholdelse af og deltagelse i Repair Cafeer og derved reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling.

Du kan læse mere om initiativet på https://repaircafedanmark.dk/.

Det frivillige fundament

Ole pointerer, at der er en masse frivillige engageret i at ”fixe” ting. Det er i høj grad mennesker fra lokalområdet, der på denne måde har fundet vej til kirken. Menigheden har også engageret sig i arbejdet, lyder det fra Ole:
”Vi har en masse frivillige fra kirken, som stiller op som værter, laver kaffe og skaber hygge for dem, som måske ikke selv kan fikse noget, men har sat andre i gang. Så kan de sætte sig ind i en sofa og få en kop god kaffe.”

Lokalt samarbejde

Da Korskirken begyndte at undersøge mulighederne for at lave en ”Repair Café” opdagede de, at der på det lokale Frivillighedscenter var en gruppe mennesker, der gik med de samme tanker. Ret hurtigt blev det også klart, at det kommunale affaldsteam også var interesseret i at få en ”Repair Café” til Herlev Kommune.

I løbet af kort tid var der fundet flere end 30 frivillige, med ekspertise i elektronik, mekanik og syning. En hel del ”handymænd” med evner til at ”fixe” ting dukkede også op.

De frivillige i arbejde i “Repair Caféen” (Foto: Bent L. Hansen)

Økonomien er på plads

Initiativet har modtaget 10.000 kroner fra Herlev Kommune til etablering. Kommunen har også lovet at støtte driften i fremtiden. Ud over den kommunale støtte har en række sponsorer bidraget, så værkstedet ifølge Ole er ”velassorteret og kan reparere utrolig mange ting.” Indtil videre har menigheden ikke haft udgifter til ”Repair Caféen”.

En kaffemaskine får nyt liv (Foto: Bent L. Hansen)

Mandat til at passe på kloden

Korskirkens engagement i ”Repair Café” sker ikke udelukkende ud fra et ”grønt” synspunkt. Det forklarer Ole:
”Vi har et mandat som kirke til at passe på den klode, vi har fået. Vi er sat til at vogte og dyrke den. Det hører til vores mandat, som vi læser om allerede i 1. Mosebog. Så vi synes, det passer godt ind i hele vores tænkning som kirke.”

Prøv det selv

Ole slutter med at fortælle om den synergi, der er opstået med lokale aktører. Der er kommet en hel ny berøringsflade mellem kirken og byen. Og kirken oplever en utrolig velvilje fra lokalmiljøet:
”Det har alt i alt været en meget, meget positiv oplevelse, som jeg kun kan anbefale, at andre kirker i landet prøver kræfter med.”

Spejderhuset “44” – Rammen om Korskirkens “Repair Café” (Foto: Bent L. Hansen)

Relateret

• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 01. jun. 2025 - Forskellige – men sammen i troen
• 25. mar. 2025 - Repræsentanter fra et bredt kirkelandskab udgør lokalledelsen ved dette års Himmelske Dage

Find flere

Baptistkirkens ledelse har bedt Ole Lundegaard, præst i Korskirken, om at gennemføre undersøgelsen. Resultatet er en 52 sider lang og meget detaljeret rapport, der kommer vidt omkring. 38 af 51 menigheder har svaret på et omfattende spørgeskema. 20 nuværende og tidligere præster i BaptistKirken har deltaget i interviews. Svarene afslører, at præstesituationen ikke er en isoleret problemstilling. Den hænger sammen med menighedens liv og ledelse.

Se video med Ole Lundegaard, der fortæller om undersøgelsens konklusioner.

Hent rapporten her

De mange spørgsmål

Hvad tænker menighederne om at have eller ikke have ansat præst? Hvor kommer den kommende præst fra? Hvordan løser man præstens opgaver, når man ikke har en ansat præst? Hvordan opleves det at være menighedsledelse? Vil mindre menigheder arbejde sammen i regionale menigheder? Det er blot nogle af de spørgsmål, menighederne har svaret på.

Præsterne er blevet konfronteret med spørgsmål som: Hvad fik dig til at gå fra baptistkirkesammenhæng til et andet kirkesamfund? Hvilken betydning har det for dig, hvilket kirkesamfund, du tjener i? Har du på noget tidspunkt seriøst overvejet at stoppe din tjeneste? Alvorlige spørgsmål, det også har krævet overvejelse at svare på. Det fremgår tydeligt af de mange citater i rapporten.

“Ansattes trivsel er på menighedsrådets dagsorden ved hvert møde”

Analyserne

Rapporten indeholder to omfattende analyser: En af menighedernes svar og en af præsternes svar. Ole Lundegaard gør opmærksom på, at analyserne er et forsøg på at ”give et tværsnit af de vigtigste observationer”, men at de ”i enkelte tilfælde indeholder mine personlige vurderinger og anbefalinger.” Ole opfordrer til, at man selv læser rapporten og gør sig sine egne observationer og vurderinger.

Menighedernes svar

Menighedernes svar bekræfter i mange tilfælde den opfattelse, vi som baptister har af os selv, fx at ”Baptistkirken (er) en kirke, der har stor fokus på lægfolkets tjeneste.”

De problematiske unge

Det er heller ikke overraskende, at analysen viser, at ”de mest udførlige svar i spørgeskemaundersøgelsen er knyttet til spørgsmålene vedrørende menighedens omsorg for de unge.” Lige så lidt overraskende er det, at mange samtidig ”udtrykker … frustration og bekymring, fordi det ikke i højere grad lykkes at skabe grobund for ungdomsarbejde til trods for det, man selv oplever som stor imødekommenhed over for at give de unge plads.”

“Vi har desværre ikke nogen unge pt. Men tidligere har vi – med blandet held –
søgt at spore menighedens unge ind på at tjene i menigheden.”

”Second Career”

Menighederne er også blevet spurgt, om der er personer i menigheden, der – med passende efteruddannelse – er åbne for et karriereskift i retning mod præstegerningen. En fjerdedel af menighederne med ansat præst mener, der er muligheder. Kun en enkelt menighed uden ansat præst ser optimistisk på denne løsning. Det får Ole Lundegaard til at konkludere:
”Der er behov for yderligere fokus på second-career-området, da det ikke synes at være noget, der i nævneværdig grad endnu er indgået i menighedernes overvejelser om kommende ansatte.”

Generelt ser de mindre menigheder uden en ansat præst ret mørkt på fremtiden. Man taler om ”håb for fremtiden”, ”mange udfordringer” og at ”det ligger i Guds hånd”. En enkelt menighed fortæller, at man har indledt en ”afviklingsproces.”

Netværk? Nej tak

En del bemærkninger fra menighederne beskæftiger sig med ”vigtigheden af netværk med andre menigheder og deres præster.” Det får Ole Lundegaard til at bemærke, at ”Dette kunne tale for, at der bør fokuseres mere på at skabe gode regionale strukturer med mulighed for samarbejde ikke blot mellem små menigheder, men også mellem en stor og en eller flere små menigheder.” Alligevel anser halvdelen af menighederne uden ansat præst ikke samarbejde med en nabomenighed som en realistisk mulighed!

”Hvis vi ikke lykkes med forandringer nu, så vil menigheden hurtigt forsvinde.”

En særlig udfordring

Chin-menighederne har et specielt problem at kæmpe med, idet ”tre af fire chinmenigheder udtrykker bekymring for fremtiden på baggrund af, at deres børn i stigende grad ikke taler chin og forstår sig selv som danskere.”

Menighedernes svar – en konklusion

Konklusionen på menighedernes svar er trist, men klar: ”Overordnet tegner menighedernes svar et billede af et kirkesamfund med nogle få, primært større menigheder (med en eller flere ansatte), der ser positivt på fremtiden og en række mindre menigheder, der ikke har haft præst i mange år, … som ser overvejende dystert på deres fremtid. Men selv blandt menigheder med ansat(te) præst(er) er der udbredt bekymring.”

”Har på menighedsrådsniveau snakket om fællesansættelse i tre menigheder,
men det blev ikke til noget.”

En særlig detalje er, at 88% af de menigheder, der i dag har en ansat præst, ikke tager det for givet, at deres næste præst har baptistbaggrund. Ole Lundegaard beskriver dette som ”en svækket konfessionel identitet”. Sammenholdt med den manglende lyst til regionalt samarbejde får det Ole til at konkludere: ”Det bestyrker billedet af et kirkesamfund med en række meget forskelligartede menigheder, hvor man kan spørge, hvad det forenende egentlig er, når heller ikke det konfessionelle synes stærkt mere.”

Præsternes interviewsvar

De 20 deltagende præster er inddelt i fire grupper:

• Præster, der tidligere var præster i en menighed i BaptistKirken, men i dag gør tjeneste i et andet kirkesamfund.
• Præster, der i dag er præster i en menighed i BaptistKirken, men har baggrund i et andet kirkesamfund.
• Præster, der har baggrund i BaptistKirken og som inden for de seneste fem år er trådt ind i tjeneste.
• Præster, der stoppede deres tjeneste i en menighed i BaptistKirken og som ikke senere er søgt ind i ny præstetjeneste.

Præsternes svar er meget forskellige: Nogle har oplevet at få meget støtte fra BaptistKirken, andre synes, at BaptistKirken er helt usynlig. Nogle præster efterlyser netværk og efteruddannelse, andre deltager allerede i veletablerede netværk. Nogle har forladt BaptistKirken af konfessionelle årsager, andre har af samme årsager søgt netop BaptistKirken.

Præsternes interviewsvar – analysen

Ole Lundegaards analyse peger på følgende vigtige punkter:

Kirkesamfund betyder mindre: Det er en lokal menigheds kald, der er afgørende for, om man enten forlader BaptistKirken eller kommer til at tjene i en menighed i BaptistKirken. Det konfessionelle betyder mindre – ligesom ved menighedernes valg af præst.

Der er en klar opfattelse af, at kirkesamfundet bør spille en større rolle i forhold til præsterne i form af vejledning i forbindelse med ansættelse, mentoring, efteruddannelse mv.

”Nogle ville have alvor, nogle humor, nogle ville have fornyelse, nogle ingen
forandringer osv.”

Både blandt de præster, der i dag er præster i en menighed i BaptistKirken, og hos dem, der gør tjeneste i andre kirkesamfund, er der en udbredt tilfredshed med at være præst. Kun få har overvejet at stoppe.

Præsterne kan opdeles i tre karakteristiske grupper:

• dem, der trækker i retning af de karismatiske menigheder med det, der opleves som en ”tydelig” ledelsesstil og karismatisk spiritualitet,
• dem, der trækker i retning af Folkekirken og dens struktur og spiritualitet, og
• dem, der betragter sig som solidt plantet i det baptistiske.

Konklusionen

Ole Lundegaards rapport slutter med en overordnet konklusion, der fokuserer på muligheden for at finde præster i fremtiden, muligheden for fællesskabets overlevelse og forskellen mellem menighedernes og præsternes svar.

Konfessionel svækkelse?

Vi står som kirkesamfund over for en væsentlig udfordring. Der er ikke mange, der søger uddannelse som præst og menighederne er kun i stand til at pege på i alt 12 personer som mulige præsteemner. Skulle de blive præster, er der imidlertid ingen garanti for, at de vil tjene i en menighed i BaptistKirken. Til gengæld viser historien også, at baptistmenigheder er i stand til at tiltrække præster fra andre kirkesamfund. Dette får Ole Lundegaard til at konkludere: ”Dette vil næsten med sikkerhed styrke den konfessionelle svækkelse yderligere (hvilket ikke nødvendigvis er en ulempe, kan man mene, men det rejser spørgsmålet, hvad man skal gøre som et lille kirkesamfund).”

Er der en fællesmængde

Undersøgelsen har ikke haft som mål at kortlægge menighedernes teologiske standpunkt. Men Ole peger på, at svarene giver stof til eftertanke. Der er en konfessionel udfordring i at nogle menigheder og præster trækker i en mere konservativ og karismatisk retning – andre i en liberal retning. Dette faktum får Ole til at bemærke: ”Dette er ikke nyt, men givet den konfessionelle svækkelse kan man ikke lade være med at fundere over, hvad den baptistiske fællesmængde er i dag?”

Præster og menigheder har forskellige ønsker

Hvor menighederne ikke efterspørger yderligere samarbejde, har præsterne tydelige ønsker om netværk: De fleste anser det som en fordel, hvis man kan arbejde sammen med andre præster i forskellige typer netværk! Ole kommenterer forskellen: ”Her mødes, efter min vurdering, ønsket (hos præsterne) om en mere moderne arbejdsfacon (team-work, partnerskaber) med en mere traditionel forståelse (hos menighederne) af at være menighed.”

Endelig ønsker præsterne, at BaptistKirken spiller en større rolle i forhold til menighederne, når det handler om præstens funktion, muligheder for mentoring og efteruddannelse. Menighederne derimod: De forventer ikke ret meget af BaptistKirken. Man vil gerne tage mod hjælp, når den bliver tilbudt. Men særlig ønsker har menighederne ikke.

En overset udfordring?

Og så er der lige efterskriftet, som ikke fylder meget i rapporten. Men set i lyset af fordelingen mellem etnisk danske og ikke etnisk danske medlemmer i BaptistKirken burde det måske have mere opmærksomhed: ”Det (er) blevet ganske tydeligt, at der består en betydelig opgave i at få bundet de internationale menigheder sammen med resten af BaptistKirken, da både de få besvarelser, såvel som nogle af svarene antyder, at båndene til BaptistKirken er forholdsvis løse.”

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser i Ny Testamente, græsk, homiletik og liturgik på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Læs fx John Howard Yoder:

• ‘Kirke med Krop’, Unitas 2005
• ‘The Politics of Jesus’, 1981

Havde ‘Guds rige’ en politisk dimension i Jesus’ liv og forkyndelse?

Spørgsmålet kan besvares enkelt ved at minde om, at Jesus blev slået ihjel som en politisk oprører.  Hans ord, handlinger og liv affødte altså politiske svar i form af forfølgelse og til sidst henrettelse (man korsfæstede ikke folk for religiøse forseelser). Over Jesus´ hoved hang et skilt, som Pilatus havde fået skrevet: ‘INRI’, forbogstaverne for ‘Jesus af Nazaret, jødernes konge’. Den romerske statholder bekendtgjorde dermed, at han korsfæstede den jødiske konge. Jesus gik ikke ‘ind i politik’ på den måde, vi forstår det i dag, men hans ord og handlinger var åbenbart så politisk farlige, at man hellere ville have en morddømt zelotleder,[1] Barabbas, gående frit end Jesus.

Templet – den bærende samfundsinstitution

Da Jesus kom til Jerusalem, fulgte store skarer ham, og han skabte uro i templet ved at smide vekselererne og de handlende ud derfra.[2] I templet var man nødt til at veksle sine penge til templets egen møntfod, hvis man skulle købe fx et dyr til ofring. Templet tjente godt på at veksle penge og sælge dyr. Det hører med til historien, at templet også fungerede som nationalbank og var det sted, man opbevarede skøder på ejendomme. Derfor vakte Jesus’ ord om at ’rive templet ned’ furore, og det er ikke en tilfældighed, at der i rettergangen mod Jesus netop henvises til det.[3]

Når Jesus var sammen med urene mennesker og fx spiste sammen med ‘toldere og syndere’, udfordrede han samfundets balance og svækkede dets struktur.

Konflikten med myndighederne

Jesus’ henrettelse var et resultat af hans konflikt med de ledende kræfter i samfundet. De samfundsbærende jødiske grupperinger – især farisæere og saddukæere – mente, at han underminerede samfundets etablerede strukturer, som bl.a. bestod i, at man rubricerede mennesker i klare kategorier:

• de urene – spedalske, toldere, syndere, hedninger uden for system og indflydelse
• de rene – farisæere, skriftkloge, saddukæere inden for med indflydelse

Når Jesus var sammen med urene mennesker og fx spiste sammen med ‘toldere og syndere’,[4]  udfordrede han samfundets balance og svækkede dets struktur. Det er den mest sandsynlige forklaring på deres fjendtlighed mod ham.

Politik og religion som samme virkelighed

Christiansborg med Slotskirken i forgrunden.

I det jødiske samfund delte man ikke tilværelsen op i en religiøs og en politisk sfære, som vi gør. Alt religiøst var politisk og omvendt. Det hele havde at gøre med livet sammen som mennesker. Moseloven var ikke snævert en lov om religiøse forhold, men en lov om menneskers liv sammen – under Gud.

En spirituel læsning

Vi har vænnet os til at tolke mange af Jesus’ ord spirituelt. Når Jesus i synagogen i Nazaret taler om at bringe syn til blinde, frihed for fanger, og godt nyt til fattige, har vi vænnet os til at tænke på ’blinde’, ’fanger’ og ’fattige’ i overført betydning. Men der er ingen grund til ikke at forstå det konkret. Sådan tolkede de første kristne ifølge Apostlenes Gerninger det netop også. Jesus’ lignelser handler ofte om menneskers liv sammen – for Guds ansigt. Tænk bare på lignelsen om den uretfærdige godsforvalter,[5] arbejderne i vingården,[6] lignelsen om den rige bonde[7] og flere andre.

Vi har vænnet os til at tolke mange af Jesus’ ord spirituelt, men der er ingen grund til ikke at forstå det konkret.

Har Jesus’ forkyndelse af Guds rige en politisk dimension i dag?

Jesus var utvivlsomt klar over de politiske konsekvenser af sit budskab. Han udpegede en særlig vej for sine disciple, en vej præget af ikke-vold, økonomisk lighed og et fællesskab, der ikke var baseret på køn, etnisk eller social gruppe. Er vi tro over for Jesus´ forkyndelse af Guds rige, hvis vi lukker evangeliet inde i kirken? Hører det ikke til som en kraft, der forandrer liv for mennesker – under Gud?
Hvis vi antager, at Jesus faktisk mente, hvad han sagde og gjorde, må vi erkende, at vi som kirke ofte nedtoner eller helt udelader de politiske konsekvenser af Jesus’ budskab. Vel sagtens fordi det er svært at håndtere. Mange har prøvet at omforme evangeliet til et partiprogram. Det kan man ligeså lidt, som man kan tjene to herrer. I den baptistiske tradition har det altid heddet, at vores loyalitet er mod den ene Herre, vi tror på og bekender os til. Og den måde, vi følger ham efter på, vil altid have politiske konsekvenser, for troen handler om menneskers liv med hinanden – for Guds ansigt.

[1] Zeloterne var en jødisk oprørsgruppe

[2] Se fx Matthæus-evangeliet kap. 21, vers 12-17

[3] Se fx Matthæus-evangeliet kap. 26, vers 61

[4] Se fx Lukas-evangeliet kap. 15, vers 1-2

[5] Se Lukas-evangeliet kap. 16, vers 1-13

[6] Se Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 1-16

[7] Se Lukas-evangeliet kap. 12, vers 13-21

Relateret

• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 27. nov. 2025 - Kommunalvalgets skampletter

Find flere

”Uden planlægning lider et folk nederlag, med mange rådgivere vinder det sejr.”

Ordsprogenes Bog kap. 11, vers 14

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser i Ny Testamente, græsk, homilektik og liturgik på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Det Gamle Testamente fortæller mest om, hvordan et folk styres. Det tidligste var et forbund af tolv stammer, ledt af deres slægts overhoved og med en overbygning i form af dommerinstitutionen. Senere kom kongedømmet – oprindelig imod Gud Herrens vilje. Herrens anke mod Israels ønske om at få en konge var, at konger ville undertrykke folket og tvinge det til at kæmpe kongemagtens krige. Det kom til at holde stik! Med kong David blåstemples kongedømmet, og profeterne tjente både som politiske rådgivere og revsere.

Det lader sig altså ikke gøre at slå op i Bibelen og finde entydigt svar på, hvordan et samfund skal indrettes og ledes, eller hvordan en menighed skal.

Menigheden

Det Nye Testamente taler ikke meget om samfundsmodeller, men vi får et indblik i, hvordan de første kristne menigheder organiserer sig. I Apostlenes Gerninger ser vi, at der efter jødisk skik udpeges ‘ældste’.1 I Paulus’ breve er der flere forskellige modeller fra husmenigheder ledet af den, der enten ejede huset eller den, der først var kommet til tro,2 over en mere nådegavebaseret model3 til egentlige kirkelige embeder.4 Men det ser ud til, at Paulus ville inddrage hele menigheden i beslutninger.5

Det lader sig altså ikke gøre at slå op i Bibelen og finde entydigt svar på, hvordan et samfund skal indrettes og ledes, eller hvordan en menighed skal. Kirkesamfundenes forskellige styreformer taler deres eget sprog.

Spørgsmålet vendt på hovedet

Når nu Bibelen ikke foreskriver én nøjagtig bestemt styreform af samfund eller menighed, kunne vi i stedet spørge: Hvordan sikrer vi, at den demokratiske styreform, vi har i Danmark og i vores menigheder, bliver bedst mulig? Hvilke bibelske principper kan vejlede os i den styreform, vi nu en gang har?

Hvordan sikrer vi, at den demokratiske styreform, vi har i Danmark og i vores menigheder, bliver bedst mulig?

Vigtige pejlemærker:

Ikke-vold

Jesus tvang ingen. Han besvarede ikke vold med vold, og han bad sine venner beholde sværdet i skeden.6 Jesus omtalte tidens magthavere, der øvede tvang over for deres undersåtter, som dårlige eksempler.7 Den, der vil lede, skal lede ved at tjene, ikke ved at øve tvang.8 Kernen i fristelsen af Jesus i ørkenen9 er netop, at han afviser magt i dens verdslige, institutionelle form, der gør brug af manipulation og tvang.

Den mindste er vigtig

Jesus beskyttede børn, kvinder og andre grupper i samfundet med ingen eller ringe magt. Han legitimerede aldrig de stærkes ret til at tvinge den svage. Det mest radikale udtryk for det var hans identifikation med den svage. Han sagde, at det, vi gør imod fangen, den fremmede, den syge og den udstødte, det gør vi imod ham. Og undlader vi at stå på den svages side, er det ikke Jesus, vi tjener.10

Den samfundstype, vi har udviklet i de nordiske lande, kan i høj grad ses som en institutionalisering af principper, vi finder i Det Nye Testamente.

Inklusion

Jesus’ særegne undervisningsmodel var at fortælle lignelser for at få folk til at tænke selv. På samme måde hos Paulus. Flere gange i sine breve beder han menigheden om selv at overveje og dømme om det, han skriver. Han beder om, at hans breve bliver læst op for menigheden, ikke blot for ledelsen.11 Hele menigheden i Antiokia synes at stå bag Paulus’ udsendelse som missionær.12

Praksis

Det rejser spørgsmålet: Hvordan kommer det bedst til udtryk i vores styreform?

• Lever vores menigheds styreform – demokratisk eller ej – op til at være ikke-voldelig? Der er næppe håndgemæng ved ret mange menighedsmøder, men vold skal forstås bredt som tvang, manipulation, partidannelser.
• Værner vores fællesskab om de svageste, og fremmer vi et syn på ledelse, der svarer til det, vi finder hos Jesus?
• Sikrer vores menigheds styreform inklusion af alle, og at hele menigheden bliver hørt ved beslutninger?

Artiklens henvisninger til Bibelen:

1. Apostlenes Gerninger kap. 14, vers 23
2. 1. Korintherbrev kap. 16, vers 15-16
3. 1. Korintherbrev kap. 12, vers 28
4. 1. og 2. Timotheus-brev og brevet til Titus
5. 1. Korintherbrev kap. 5, vers 4
6. Matthæus-evangeliet kap. 26, vers 52
7. Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 25
8. Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 26-28
9. Matthæus-evangeliet kap. 4, vers 1-11
10. Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46
11. Kolossenserbrevet kap. 4, vers 16
12. Apostlenes Gerninger kap. 13, vers 1-2

Institutionaliseret ikke-vold

Ideelt set er et demokrati en institutionaliseret ikke-voldspraksis. Slagsmål erstattes af debatter, krige af folkeafstemninger, stridigheder af domstolsafgørelser og borgerinddragelse – og voldelige oprør af strejker, demonstrationer og civil ulydighed. Desuden har demokratiske samfund vist sig at være stabile, fremgangsrige og fredelige. Den samfundstype, vi har udviklet i de nordiske lande, kan i høj grad ses som en institutionalisering af principper, vi finder i Det Nye Testamente, om end flere af dem i disse år er under pres.

Ingen styreform – hverken af et samfund eller af en menighed – er garanteret mod fejltagelser. Hvis man ønsker at manipulere og tvinge, kan det også lade sig gøre inden for demokratiets rammer. Det er bare lidt sværere. Det afgørende er ikke, hvad vi kalder vores styreform, men om den er tro over for det, vi møder hos Jesus og i Det Nye Testamente.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Ole Lundegaard

• præst i Korskirken, Herlev
• indtil 2004 underviser (Ny Testamente, græsk, homiletik, liturgik) på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi‘ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Til trods for den betydning Jesus’ død har fået senere, kom henrettelsen tydeligvis som en overraskelse for hans disciple og tilhængere. Det var ikke den skæbne, de havde regnet med for Israels Messias. Jesus har tilsyneladende ikke selv været tilstrækkelig tydelig over for sine disciple til, at de ventede hans død eller forstod, hvordan den indgik i Guds plan. Men da Gud rejste sin søn fra døden påskedag, da de så den tomme grav, og de mødte ham lyslevende – om end forvandlet – begyndte de at forstå både rækkevidden af hans liv og betydningen af hans død.

’Jeg har set Herren!’

I Ny Testamente indtager kvindernes, disciplenes og senere Paulus´ møde med den opstandne Herre den afgørende plads i forkyndelsen af Jesus’ opstandelse. Påskemorgen kommer nogle kvinder til graven for at salve Jesus’ legeme, fordi de ikke nåede det før sabbatten. Ifølge Johannesevangeliet er det Maria Magdalene, der først opdager, at noget ikke er, som det skal være. Hun får hentet Peter og ’den anden discipel’, sandsynligvis Johannes, og de kommer og konstaterer, at Jesus’ legeme ikke er i graven mere. Johannes fortæller, at ’den anden discipel’ troede – Peter er altså stadig ikke helt med på, hvad der er sket. Maria Magdalene heller ikke. Hun bliver ved graven, og hun græder. Først da en mand, hun tror, er gartneren, siger hendes navn, opdager hun, at Jesus lever, og hun går til disciplene og siger: ’Jeg har set Herren!’

Det er ikke det faktum, at graven var tom, der skaber den kristne tro.

Marias oplevelse bliver herefter modellen for, hvordan troen spreder sig blandt disciplene og de første kristne. Jesus viser sig for disciplene, der stadig holder sig inde bag lukkede døre af frygt, og da de senere fortæller om oplevelsen til Thomas, gentager de Marias ord: ’Vi har set Herren!’ Derefter får Thomas selv lov at se, da Jesus viser Thomas sine sår.[1]

Er den tomme grav ikke et bedre bevis?

Måske skulle man tro, at det var mere overbevisende at pege på den tomme grav, men det er ikke det faktum, at graven var tom, der skaber den kristne tro. Englen, der ifølge Matthæusevangeliet fortæller Maria Magdalene og en anden Maria, at Jesus ikke er i graven, men er opstået, siger, at i Galilæa skal disciplene ’se Jesus’. Senere møder kvinderne Jesus, der gentager og siger, at ’de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig’.[2]

De første kristne var ikke nær så optaget af at bevise noget, som at vise noget – eller se noget.

Paulus resumerer senere den første tid ved at opremse alle dem, der ’så Jesus’, først Kefas (Peter), derefter de tolv, derefter femhundrede brødre, derefter Jakob og en større kreds af apostle og til sidst også Paulus selv.[3]

Bevise – vise – se

Fordi vi er så naturvidenskabeligt anlagte, ville vi måske opfatte det faktum, at graven var tom, som det bedste ’bevis’ for Jesus’ opstandelse. Men det ser ikke ud til, at de første kristne var nær så optaget af at bevise noget, som at vise noget, eller se noget. Se, at Jesus lever, og han rækker sit liv til mig i dag, som han gjorde det til mennesker, han dengang gik iblandt. I mødet med ham er jeg lige så tæt på Gud, som de var, da de gik med ham dengang.

Det er Jesus af Nazaret, den henrettede, der opstår

En anden afgørende del af Ny Testamentes forkyndelse er, at Jesus’ opstandelse hænger sammen med hans liv og hans død. Med andre ord, det er Jesus af Nazaret, den henrettede, der opstår. Det er bl.a. det, vi får at vide gennem referencen til ’Galilæa’, hvor den opstandne vil møde sine disciple – altså det sted, han havde levet med dem.

Det er også betydningen af historien om Thomas, der vil se Jesus’ sår, så han kan vide, at den opstandne er den samme som den henrettede. Det er også betydningen af historien om de to, der vandrer til Emmaus og undervejs møder Jesus. Da han bryder brødet, opdager de, at ham, der nu lever og er sammen med dem, er den samme, som de tidligere gik med, Jesus af Nazaret.[4]

Det er en vigtig forkyndelse, for den betyder, at Jesus’ opstandelse sætter et evigt stempel på Jesus’ liv og hans selvopofrende død: Dette er guddommeligt! Evangeliet er budskabet om Jesus’ liv, død og opstandelse.

Jegets fortrøstningsfulde håb eller egoets paniske selvopfyldelse?

I dag er det, som det var i den første tid:
Det er mødet med Jesus som en levende virkelighed gennem Helligånden, der føder troen i os. Det er erfaringen af, at han er nær, og han er mer’, der kan løse os fra egoisme og befri os fra at leve med næsen begravet i de spor, vi selv har lagt ud.
Det er mødet med ham, der løfter vores hoved og føder det håb, der bærer os gennem liv og død.

Når vi mærker håbet spire i os, der hvor vi troede al glæde og livskraft var forbi,
når kærligheden får overtaget i os,
når vi ikke længere er panisk optaget af at realisere os selv,
når vi ikke længere ser race, køn, etnicitet, men mennesker,
når vi ikke længere føler behov for at skrabe til os, men takker for det, vi har,
så véd vi, at den opstandne lever, og han stadig går blandt os. 

1 Johannes-evangeliet kap. 20

2 Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 1-10

3 1. Korintherbrev kap. 15, vers 3-11

4 Lukas-evangeliet kap. 24, vers 13-35

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere