Ole Jørgensen

Generalsekretær i BaptistKirken 1989-2002. Præst i Odense, Lyngby, Broholmkirken/ Korskirken/Lyngby og på Midtsjælland.

For mig er livet Guds gave og opgave. Som kristne inddrages vi som medarbejdere i Guds kærlighed til verden: ”Således elskede Gud verden …”[1] Den kristne menighed er ikke målet for Guds gerning i verden. Den er et middel – et redskab – som stiller sig til rådighed for det Guds Rige, som er midt iblandt os. Vi er ‘stifindere’ på udkig efter Guds igangværende gerning.

Borger i Guds rige eller i menneskers?

Menigheden er på samme tid en udpost og et tilflugtssted, hvor vi udrustes, trøstes og sendes tilbage til hverdagen. ”Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde”, bad Jesus.[2] Og i konflikten med magthaverne siger han: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”[3]

Fra de første kristne til i dag har der været spændinger mellem Guds Rige, der er midt iblandt os, og vores liv og færden i vores menneskeskabte riger. Det spændingsfelt kaldes ’det dobbelte borgerskab’. Hvilket rige gælder vores loyalitet? ”Døm selv”, sagde disciplene, ”om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham”. Men selv var de ikke i tvivl: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”.[4]

At være kristen er ikke at have fået fribillet til livet i verden og heller ikke at have opnået neutralitet i forhold til dette liv. Vi er bundet til tilværelsen på godt og ondt, og vi må forholde os til, hvad der sker omkring os – ikke at forholde sig er også en stillingtagen. Se fx, hvordan sabbatten fra at være Guds omsorg for både mennesker og dyr blev forvredet til, at man for at tilfredsstille Gud ikke måtte hjælpe næsten på en helligdag – neutralitet og intet at gøre er også en handling. Vores valg viser noget om, hvad vi tror, og hvad der betyder noget for os – altså hvor vores loyalitet er.

Fra de første kristne til i dag har der været spændinger mellem Guds Rige, der er midt iblandt os, og vores liv og færden i vores menneskeskabte riger.

Politisk holdning og ansvar

Som kristne er vi forpligtet til at tage del i livet omkring os. Jesus siger: ”I er jordens salt og verdens lys.”[5] Målet forekommer mig at være rimeligt klart, men vi kan så opfatte og mene forskelligt om, hvordan vi når målet: Fred og retfærdighed – Guds gode liv i verden.

Vores politiske positioner handler om midlerne til at nå det mål, og derfor må vi tale åbent om dem. Desmond Tutu siger fx, at ’Gud er en partisk Gud’. For ham betyder det, at Gud altid er på de svagestes side. Det synspunkt deler jeg, men vi kan stadig være uenige om, hvordan vi når målet. Vi har kun ét liv – ikke et privatliv, et arbejdsliv, et fritidsliv, et familieliv, et kirkeliv eller andre liv – kun ét liv. Det skal leves og udfoldes i alle vores menneskelige relationer, ellers kan hverken vi eller vores medmennesker finde ud af, hvem vi er, og hvad vi står for.

Vi er ‘stifindere’ på udkig efter Guds igangværende gerning.

Hvad truer Guds gode liv?

Det spørgsmålet kan være en hjælp til at afklare en kristen position. Der er meget, der truer Guds gode liv. Ét forhold er, at et mindretal af klodens beboere, herunder den kristne kulturkreds, er ramt af oplevelses- og nydelsessyge. De har mistet evnen til at skelne mellem behov og begær og lever i et utæmmet forbrug. Hvordan passer det sammen med vores bekendelse af ’Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber’?[6]

Skaberværket som helhed, vores næste, naturen og alt på kloden er truet af vores livsstil, fordi den tager kvælertag på alt liv. For mig at se er det blevet tid til at forkynde omvendelse. Vi må omvende os, så vores livsstil bekræfter Guds herredømme i verden og Jesus´ herredømme i vores liv.

[1]  Johannes-evangeliet kap. 3, vers 16

[2]  Johannes-evangeliet kap. 17, vers 15

[3]  Matthæus-evangeliet kap. 22, vers 21

[4]  Apostlenes Gerninger kap. 4, vers 19 og kap. 5, vers 29

[5]  Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 13-14

[6]  Den apostolske trosbekendelse, Salmebog for de danske baptistmenigheder, 1989, nr. 697

Relateret

• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 27. nov. 2025 - Kommunalvalgets skampletter
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber

Find flere

Simon Jul Boeriis, 18 år:

• Gymnasieelev
• Butiksassistent
• Børne- og ungdomsmedarbejder

Ole Jørgensen, 73 år:

• ulønnet hjælpepræst
• tidligere præst og generalsekretær i BaptistKirken

Simon begynder med at sige, at det umiddelbart har med uddannelse at gøre, men det behøver ikke at være det samme. En dannet person har erkendt, hvem han er og hviler i sig selv. En dannet person er en høflig person.

Ole supplerer med, at dannelse beskriver vores forhold til andre mennesker. Med slet skjult latter hentyder han til ikke navngivne politikere: ”Man kan godt være et højt intellektuelt, uddannet menneske og alligevel være højst udannet”. Der skal være plads til andre mennesker end os selv, også selvom vi ikke er enige.

”Engang”, fortæller Ole, ”uddannede man sig til livet, mens der i dag er for meget fokus på det intellektuelle, som om alt er godt, blot der opnås høje karakterer. Det er svært at være et dannet menneske, når alt drejer sig om konkurrence.”

Hvornår stopper dannelsen?

Ole er hurtig: ”Når den sidste skrue er skruet i kisten! Hvis vi tror, vi har alle svarene, kommer problemerne, ikke mindst i kirken. Hvilken statisk Gud, er det vi tror på? Jeg kender mine begrænsninger – skulle jeg kende Den Ubegrænsede og tro, jeg ved alt?”

Simon bekræfter: ”Hvis ikke vi er åbne for at lade os danne, ender vi jo med at være snæversynede, stædige og bestemmende. Det er ikke den dannelse, jeg søger.”

Hvis ikke vi er åbne for at lade os danne, ender vi jo med at være snæversynede, stædige og bestemmende.

Vi er dannet af Gud, hvor kommer kirken ind?

Simons opvækst i kirken har helt klart formet ham. Næstekærligheden fylder meget og er afgørende for hans syn på dannelse: ”Jeg er jo elsket af Gud, min Far, derfor smiler jeg til min næste og er hjælpsom – men jeg er jo også bare et menneske, så jeg kan godt glemme det. Men jeg prøver på det, og Gud har lovet mig, at jeg engang får det igen.”

Ole kommer i kirken i erkendelse af Guds nåde. Vi har lov til at være dem, vi er. Guds nåde gør, at vi ikke skal hænge med hovederne, fordi vi ikke slår til. Vi må igen og igen starte forfra: ”Det er ikke problematisk at lave fejl. Det bliver først problematisk, hvis vi forsvarer os og vores ret til at fejle.”

”Viljen til at ville evangeliet. Det er dannelse. Derfor går jeg i kirke. Jeg har brug for, at evangeliet taler til mig og udfordrer mig til at prøve igen, til at tænke om.”

Er du bevidst om, hvad der er godt for din dannelse?

Simon har lige haft brug for en pause til at finde sig selv igen: ”Det er som at have en dåse med modellervoks. Jeg ønsker at tage den op og forme den, men det vil andre også, og så må låget blive på lidt længere. Det må være min beslutning, hvornår låget skal fjernes, og hvem der skal være med i formningen. Dannelse er også at holde pause. Jeg har travlt med Børnekapow, fordi jeg gerne vil være med til at forme børnene, som jeg selv blev formet. ‘LYT’ er mødestedet for de unge, hvor vi kan være os selv og tale sammen om mange forskellige emner. Det er også dannelse.”

Guds nåde gør, at vi ikke skal hænge med hovederne, fordi vi ikke slår til.

Ole supplerer: ”Modellervoksbilledet passer også senere i livet. Perioderne, hvor man er ved at miste sig selv, kommer igen og igen. Måske bliver man stivere med alderen, for det bliver sværere at acceptere, at der skal omformning til. Det kræver opmærksomhed og vilje.”

Til tiltag, der trækker i en forkert retning, siger Simon klart: ”Så må dåsens låg blive siddende”, og Ole påpeger, at vi – i vores længsel efter at gøre det rigtige overfor Gud – nogle gange kommer til at fejle. Måske kommer vi til at isolere os, men det er vigtigt at holde fast i, at der kun er én verden, som Gud har smidt os ud i for at være lys og salt.

Ydmygheden overfor Gud og overfor livet generelt er afgørende i dannelsen til det, Han ønsker, vi skal blive til: ”Vi når det nok ikke helt, men det er jo også det spændende!”

Hvordan er man en god samfundsborger?

”Jesus opfordrede til at give kejseren, hvad kejserens er. Så selvfølgelig skal vi betale skat,” siger Simon. ”Når vi viser venlighed og hjælpsomhed, er vi med til at præge samfundet.”

Ole er enig og citerer Paulus: ”Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind”.[1] Når vi lader os forvandle, får vi indflydelse.

Ole mener, det er vigtigt at tale imod uretfærdighed, men den almindelige venlighed og omsorg for de mennesker, vi møder, er væsentlig i samtalen om at være til stede i verden. Alle kan bidrage med noget.

Måske bliver man stivere med alderen, for det bliver sværere at acceptere, at der skal omformning til.

Mødrene dannede os

Til slut taler vi om Simons og Oles mødre, og den kolossale indflydelse, de har haft på deres drenges dannelse. Uden at underkende fædres og andres bidrag er det alligevel Simons mor, der med sin facon, har givet ham tillid til at turde være sig selv, og Oles mor gav ham den bevidste og ubevidste erkendelse, at i kirken kunne der findes kræfter, så livet kom til at hænge sammen igen, og livet kunne fortsættes.

[1]    Romerbrevet kap. 12, vers 2

Relateret

• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 21. feb. 2019 - Kristentro – politisk holdning
• 03. sep. 2018 - Åndelig prægning frem for pres eller passivitet
• 22. jun. 2018 - Tro, det er noget, vi deler med hinanden – også vores børn!
• 04. jul. 2017 - Oplæring til tro

Find flere

Den pentekostale eller karismatiske praksis, som den er kommet til udtryk siden dens frembrud omkring år 1900, har haft en eksplosiv udvikling med indflydelse på alle kirkeretninger. Af klodens 7.3 mia. udgør de kristne omkring 2.4 mia., og af dem er 350-500 mio. pentekostale eller karismatiske kristne. ’Karismatisk’ kommer af det græske ord kharisma, der betyder nådegave. ‘Pentekostale’ henviser til det engelske ord for pinsen, der har fokus på Helligånden.

Da den kristne menighed blev dannet pinsedag, bevirkede Helligånden, at ordet stak dem i hjertet, så de spurgte, hvad de skulle gøre. Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave’.[1]

Baptister tror, at Helligånden gør Guds tiltale levende. Det skal ses i sammenhæng med vores forståelse af Bibelen. Vi tror, at det enkelte menneske kan få et personligt forhold til Gud. Det kan ske som på den første pinsedag, hvor mennesker omvendte sig til Gud. Og det kan være en virkelighed, vi vokser ind i, idet vi tager imod Jesus og svarer med dåb.

Vi tror også, at Helligånden er nærværende for at gøre Jesus’ ord levende for os, når vi behøver at finde vej i livets omskiftelige forhold. I menighedens fælleskab står vi under Åndens tiltale – ’Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer’.[2]

Det karismatiske bidrag

Den indflydelse, som den pentekostale og karismatiske kirkepraksis har haft, må vi også forholde os til i vores tradition. For mig blev den karismatiske fornyelse vejen tilbage til et aktivt menighedsliv med en uddannelse til præstetjeneste. Her mødte jeg igen den glæde og iver – for at bringe evangeliet til andre – som jeg tidligere havde kendt, men var kommet på afstand af.

Erfaringen blev som en forelskelse, hvor det kun drejer sig om dig og mig. Men det stod ret hurtigt klart, at et aktivt liv som efterfølger af Jesus behøver forankring i fællesskabet i en menighed, så evangeliet får krop og nærvær i verden, hvor Ånden primært virker.

Mange af de udfordringer, vi mødte i den karismatiske påvirkning, havde sin rod i, at vi understregede den ene person i treenigheden på bekostning af de andre. Billedet af malkeskamlen i balance på tre ben er stadig brugbart. De tre personer i treenigheden – Fader, Søn og Helligånd – er ligeværdige. Gud er én, dvs. at Faderens gerning ved Ånden altid må bedømmes på det, vi ved om hans gerning i Sønnen.

De karismatiske stridigheder

Nogle pentekostale tager tungetalen som udtryk for Helligåndens fylde, altså et ydre tegn, man vil bruge til at (be)vise en indre virkelighed. Men tungetale er ikke et eksklusivt kristent fænomen. Paulus’ undervisning om nådegaver og tjenester forstås af nogle som færdige kataloger, mens andre forstår den som eksempler på Åndens virke.[3] Endelig er der nogle, der skelner mellem nådegaver og vuggegaver, mens det er uden betydning for andre.

Mange diskussioner har været golde, fordi vi ikke ville lytte til hinandens erfaringer. Tjenester og gaver, der er givet til fælles opbyggelse – ’Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn’[4] – bliver alt for let nedbrydende, fordi vi fokuserer mere på ’mine gaver og tjenester’ end på giveren. Åndens gaver og tjenester er udtryk for Guds generøsitet – nådegaver og vuggegaver er alle givet for at tjene Guds Rige.

Åndens ledelse eller lederens ånd?

Baptister er ikke ’færdige’ eller ’nået frem’, men vi er på vej – åbne for det, Ånden siger til os. Min konklusion er, at ingen person, gruppe eller tid får styr på Helligånden i den forstand, at vi kan tale udtømmende om ham. Det, der betyder noget, er, at Helligånden får styr på os ustyrlige mennesker, så Guds gerning kan ske.

Helligåndens virke i et menneskes og en menigheds virke viser sig tydeligst i kærligheden, der er ’størst af alt’.[5]

1 Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 38
2 Johannes-evangeliet kap. 14, vers 26
3 Se fx 1. Korintherbrev kap. 12-14 og Romerbrevet kap. 12.
4 1. Korintherbrev kap. 12, vers 7
5 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 10. apr. 2025 - Tidsånden

Find flere