baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Mon, 24 Aug 2026 19:45:43 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Min offergave skal være at kigge lige ud https://baptist.dk/min-offergave-skal-vaere-at-kigge-lige-ud/ Thu, 05 Oct 2023 11:27:16 +0000 https://baptist.dk/?p=14970 I 1. Samuels Bog læser vi om, at Israelitterne kun sjældent hører fra Gud, men så ændrer det sig til, at Herren bliver ved med at vise sig. Nøglen er, at de igen begynder at tjene Gud med ét hjerte.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/10/22-baptist-dk-4-pkt-20-min-offergave-skal-vaere-.mp3

Begge de kirke-stævner, vi var til i år, havde som rød tråd ’enhed’. Og da jeg hørte streamingen fra Mosaiks åbningstale, var jeg ved at falde bagover. Guess what: Enhed.

I Det Gamle Testamente skildres israelitternes nærmest cykliske rytme: Tæt på Gud og væk fra Gud. Den varer ca. 400 år hver gang. Med Jesus’ indtræden splintres glasset mellem mennesket og Gud, og vi kan nærme os Gud som vores far. Ufatteligt, vi kan nærme os universets Herre, og han vil os og elskede os først. Vi skal bare elske ham tilbage. Det er vi født til. Det skal være vores livs aftryk.

Nøglen er, at vi ikke har travlt med at skæve til hinandens offergave, men selv løber for at vinde. Det ville være katastrofalt, hvis cykelrytterne begyndte at kigge på hinanden, mens de besteg Alperne. Vi skal løbe ved siden af hinanden – for at vinde – og altid og ufravigeligt se på Gud.

Fokus på opgaven

Mine bedsteforældre var missionærer i Congo, og de holdt nogle år juleaften sammen med Rose, en enlig, tysk missionærkvinde, som boede langt borte. Min mor og bedsteforældre talte om hende med dyb respekt.

Et sommerstævne blev alle missionærer inviteret frem for at modtage fælles forbøn. Der var fuldt oplyst – ingen røg eller opkogt stemning i salen. Jeg gik frem sammen med min mor og kusine, som begge var opvokset i Afrika. Og pludselig mærkede jeg en slaphed og en svag rysten i kroppen. Vi stod lige bag ved Rose. Det var den eneste gang, jeg mødte hende. Hun delte med os, at hver gang hun havde rejst et sundhedscenter og var taget videre, var det gået til grunde kort tid efter. Hele hendes tjeneste for Gud i Congo var en lang perlerække af sundhedscentre, som var gået til grunde igen.

Den historie har jeg aldrig glemt. Mødet var stærkt og forunderligt for mig personligt. Her stod jeg med tre ydmyge og nærmest usynlige Herrens tjenerinder. Og i deres nærhed rystede jeg. I mit hjerte var der ingen tvivl. Rose var en gigant i Guds rige. Hun havde hele sin opmærksomhed rettet på ét fokuseret mål.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I 1. Samuels Bog læser vi om, at Israelitterne kun sjældent hører fra Gud, men så ændrer det sig til, at Herren bliver ved med at vise sig. Nøglen er, at de igen begynder at tjene Gud med ét hjerte.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/10/22-baptist-dk-4-pkt-20-min-offergave-skal-vaere-.mp3

Begge de kirke-stævner, vi var til i år, havde som rød tråd ’enhed’. Og da jeg hørte streamingen fra Mosaiks åbningstale, var jeg ved at falde bagover. Guess what: Enhed.

I Det Gamle Testamente skildres israelitternes nærmest cykliske rytme: Tæt på Gud og væk fra Gud. Den varer ca. 400 år hver gang. Med Jesus’ indtræden splintres glasset mellem mennesket og Gud, og vi kan nærme os Gud som vores far. Ufatteligt, vi kan nærme os universets Herre, og han vil os og elskede os først. Vi skal bare elske ham tilbage. Det er vi født til. Det skal være vores livs aftryk.

Nøglen er, at vi ikke har travlt med at skæve til hinandens offergave, men selv løber for at vinde. Det ville være katastrofalt, hvis cykelrytterne begyndte at kigge på hinanden, mens de besteg Alperne. Vi skal løbe ved siden af hinanden – for at vinde – og altid og ufravigeligt se på Gud.

Fokus på opgaven

Mine bedsteforældre var missionærer i Congo, og de holdt nogle år juleaften sammen med Rose, en enlig, tysk missionærkvinde, som boede langt borte. Min mor og bedsteforældre talte om hende med dyb respekt.

Et sommerstævne blev alle missionærer inviteret frem for at modtage fælles forbøn. Der var fuldt oplyst – ingen røg eller opkogt stemning i salen. Jeg gik frem sammen med min mor og kusine, som begge var opvokset i Afrika. Og pludselig mærkede jeg en slaphed og en svag rysten i kroppen. Vi stod lige bag ved Rose. Det var den eneste gang, jeg mødte hende. Hun delte med os, at hver gang hun havde rejst et sundhedscenter og var taget videre, var det gået til grunde kort tid efter. Hele hendes tjeneste for Gud i Congo var en lang perlerække af sundhedscentre, som var gået til grunde igen.

Den historie har jeg aldrig glemt. Mødet var stærkt og forunderligt for mig personligt. Her stod jeg med tre ydmyge og nærmest usynlige Herrens tjenerinder. Og i deres nærhed rystede jeg. I mit hjerte var der ingen tvivl. Rose var en gigant i Guds rige. Hun havde hele sin opmærksomhed rettet på ét fokuseret mål.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/min-offergave-skal-vaere-at-kigge-lige-ud/feed/