Flaget står og blafrer udenfor Østervrå Frikirke denne 1. mandag i september, og indenfor er dækket op til festligt kaffebord. Det er nemlig det halvårlige møde for Strikkedamerne. Det vidner et utroligt farverigt skue også om. Rundt omkring på bordene ligger enorme mængder af farvestrålende små og store kreationer.

Strikkeinitiativet begyndte i 2009

Én trøje om ugen i de år, de har deltaget.

Det var en udløber af KvindeNetværket almindelige nødhjælpsarbejde. Der er i øjeblikket ca. 20 damer i projektet. Strikkeriet foregår hjemme, og de mødes to gange årligt, hvor deres strik bliver afleveret. I dag er i øvrigt en særlig festdag. To af damerne – Lis Boelskifte og Conny Jensen – har jubilæum. Det er ikke et jubilæum i år, selv om de begge har deltaget fra henholdsvis 2009 og 2010. Nej, det er såmænd et jubilæum, hvor de nu begge har afleveret trøje nr. 500 – eller én trøje om ugen i de år, de har deltaget. Det er imponerende!

Næstformand i KvindeNetværket Susanne Andersen holder en lille tale, hvor hun fortæller om strikkeprojektet. Hun hylder selvfølgelig også 500-trøje-strikkerne og siger: ”Vi kan godt lide, at der bliver konkurreret, bare I altid husker, at I konkurrerer udelukkende med jer selv. To trøjer er lige så velkomne som 500. Husk altid det!”

Tag en ekstra kuffert med

Snakken går livligt over kaffen og det ret overdådige kagebord, hvor damerne samstemmende giver udtryk for, at det er dejligt, at deres strikkeglæde går hånd i hånd med et nyttigt formål. En af damerne bemærker: ”Det er dejligt, at vi har så stor tillid til dem, der afleverer vores varer. Vi hører så tit andre steder fra om snyd og svindel. Uanset, om det er sandt eller ej, er det godt at vide, at vores bidrag går til det, som det skal. Jeg har set et billede af et lille barn med en af mine trøjer. Der blev jeg godt nok lidt rørt!”

Trøjerne til Burundi og Rwanda bliver transporteret med folk, som skal til landet alligevel. Der er jo ganske ofte mennesker fra BaptistKirken, som rejser til Burundi og Rwanda. Der må medbringes så mange kilo i bagage, at der tit kan blive til en ekstra kuffert med strik. Denne gang er det Susanne selv, som skal af sted med andre kvinder fra KvindeNetværket, og alle har en ekstra kuffert med lunt strik fra Danmark. Det meget lune – strikket af uld – sendes til Letland, som mange år efter løsrivelsen stadig har brug for hjælp.

Finansiering

Det er dejligt, at vi har så stor tillid til dem, som afleverer vores varer.

Hvordan bliver sådan et projekt finansieret? Der går jo store mængder garn til de mange lækre ting. Spørgsmålet bliver besvaret med lidt forundring: ”Det gør vi da selv!” Her er altså kvinder, som ikke kun lægger arbejde i deres svar på verdens nød, men ovenikøbet selv betaler for det.

Dokumentation af uddelingen

Eftermiddagen slutter vi med nogle billeder fra Burundi og Rwanda, hvor vi ser på forskellige missionsprojekter. Vi ser også små børn med smukke trøjer og huer. Igen et bevis for at projektet har fundet de rette og glade ejere.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Østervrå Frikirke:

• Stiftet i 2005
• 28 medlemmer i alderen 16 til 92 år
• Fællesskabet omkring menigheden udgør ca. 60-70 personer
• Medlemmernes gennemsnitsalder er ca. 60 år
• I gennemsnit 27 til gudstjenesterne

Flere af menighedens medlemmer er over 70; der er hverken børnearbejde eller ungdomsarbejde, for enten er de unge på efterskole eller også søger de sammen med andre unge i andre menigheder.

Udvikle eller lukke?

For tre-fire år siden gjorde vi os tanker om vores fremtid. Det var let at fremskrive vores alder med + 10 og se, at menigheden ville lukke i år 2025. Vi kunne i stedet tro på en fremtid for menigheden og udvikle vores stærke sider. Jan Kornholt hjalp os til at se muligheder frem for begrænsninger, og vi så et potentiale i den kontaktflade, vi allerede havde i byen. Ikke et børne- og ungearbejde, men den store gruppe 50+, der allerede brugte kirken.

Østervrå

• Knap 1.300 indbyggere med stort opland midt i Vendsyssel
• Trafikknudepunkt med ca. 20 km til Frederikshavn, Sæby, Hjørring og Brønderslev
• Byen har skole, daginstitution, kulturhus, idrætsfaciliteter med hal og svømmehal, to dagligvarebutikker og syv-otte specialbutikker, flere servicevirksomheder og industri
• Der er to andre kirker og et missionshus

Det er tydeligt, at vi netop er en kirke og ikke et forsamlingshus.

Byens bank blev til kirke

Mens menigheden arbejdede på at blive mere synlig gennem film- og samtaleaftner samt friluftsgudstjeneste sammen med byens øvrige kirker, så vi en ny mulighed. Byens bank ville lukke og afhænde bygningerne. Målet var ikke egne bygninger, men beliggenheden var perfekt, lokalerne lyse og anvendelige – og prisen overkommelig. Det fik os i gang med at drømme, og det blev klart for os, at det var det, der skulle til for endnu et spring ind i fremtiden.

Efter en mindre ombygning af lokalerne er vi helt sikre på, at det netop er, hvad vi trængte til for at udvikle menigheden. Vi låner lokalerne ud til Anonyme Alkoholikere og en gruppe af hobby-entusiaster for at gøre dørtrinet ind i kirken endnu lavere. Nu er der lys i kirken mange af ugens dage. Det signalerer, at kirken er tilgængelig.

Kirken er vores fælles hjem

Det er vigtigt for os, at vi kan mødes dér ugen igennem. Man kan komme i menighedens fællesskab uden at være gæster i et privat hjem. Man føler sig velkommen og taget godt imod – siger folk i byen – og heldigvis er vi så mange, at vi ikke kan være i et af menighedens hjem. Vi har flere spisefællesskaber, og gode rammer gør arbejdet med maden let. Med egen kirke kan vi selv sætte det præg, vi ønsker, og med den nye placering på byens torv er vi kommet frem i lyset. Derfor er vi mere blevet en del af byens liv.

Man føler sig velkommen og taget godt imod – siger folk i byen – og heldigvis er vi så mange, at vi ikke kan være i et af menighedens hjem.

Investering af tid og nærvær

Som menighed har vi valgt at satse mere end penge. Hver torsdag – også på helligdage – tilbyder vi fællesskab og varm mad for at give folk en mulighed for at se, om kirke er noget for dem. Hver gang har vi ‘Fem minutter om Jesus’, en sang og et fælles Fadervor, så det er tydeligt, at vi netop er en kirke og ikke et forsamlingshus. Men det er en svær balance.

Filmaften som gudstjeneste

Vores filmaften gør det ud for gudstjeneste en gang om måneden. Vi prøver at finde film med et etisk dilemma, som vi taler om bagefter. Film uden direkte kristent indhold, trækker flest til, og samtalen kan være svær at få i gang. Men vi får flere nye i kirke end til en almindelig gudstjeneste, og det er nemmere at invitere mennesker med. Vi er blevet mere bevidste om at være kirke for andres skyld, men det er lettest at få det, vi selv brænder for, til at fungere.

Ingen garanti for en fremtid

Vi er ikke lovet succes eller at menigheden eksisterer i 2025, men vi har valgt at satse vores ressourcer og gå et skridt videre for at tiltrække nye brugere af kirken. Vores nye synlighed i bybilledet har allerede givet resultat, og vi ser nye mennesker og gamle kontakter til vores arrangementer.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere