baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk En stor kvinde med et usædvanligt mod https://baptist.dk/en-stor-kvinde-med-et-usaedvanligt-mod/ Tue, 05 Dec 2017 12:08:40 +0000 https://baptist.dk/?p=3379 Kausila Subba taler stille og med ydmyghed om sit liv, mens datteren Mamta tolker. Det bliver hurtigt tydeligt, at hun hverken er en almindelig kvinde eller har fået et almindeligt liv. Når jeg betragter den milde og venlige kvinde, er det svært at forstå, at hun har prøvet at blive fordrevet fra sit land, har tilbragt 18 år i en flygtningelejr, været i fængsel og er blevet torteret for sin tro. Jeg føler mig rørt og beæret over at have fået lov til at møde Kausila Subba, en nepaleser fra Bhutan.


Kausila er 62 år og har levet i et nepalesisk mindretal i nabostaten Bhutan. For mange år siden rejste en del nepalesere til Bhutan, fordi der var mangel på arbejdskraft – særligt i landbruget. Nepaleserne holdt fast i deres kultur og hinduistiske tro, og på et tidspunkt i 1980’erne oplevede styret i Bhutan, at de var blevet for mange og for besværlige. Det blev først forbudt at tale nepalesisk og gå klædt efter deres egne skikke. Dernæst blev befolkningsgruppen mere og mere chikaneret og forfulgt, indtil de endte med at blive drevet på flugt til Nepal.

Hun søgte forbøn og blev helbredt. Herefter valgte hun at blive kristen og blev døbt.

De blev ikke modtaget med glæde

Nepal er et meget fattigt land, og man ønskede ikke at modtage de fordrevne, selv om de reelt stammede fra landet. Derfor blev disse fordrevne fra Bhutan anbragt i lejre under usle forhold. Her tilbragte de mange år i ingen-mands-land, udstødt af begge nationer og glemt af verden. Kausila og hendes familie tilbragte 18 år i en sådan lejr, indtil de med hjælp fra FN kom til Danmark for seks år siden som kvoteflygtninge.

Helbredelse førte til tro

Kausila mødte allerede Jesus, mens hun boede i Bhutan. På et tidspunkt blev hun meget syg med stærke blødninger fra hals og næse. Ingen tilgængelige behandlinger hjalp. Kausila hørte, at man kunne blive rask ved at bede til Jesus. Hun søgte forbøn og blev helbredt. Herefter valgte hun at blive kristen og blev døbt.

Kausilas kammerater i fængslet hjalp hende med at lære at læse.

I fængsel for mission

Efter flugten til Nepal besluttede hun og 10 venner en dag at gå ud til en lille landsby for at deltage i en gudstjeneste. Ved den lejlighed blev de arresteret for at missionere. I fængslet fik de en meget ydmygende behandling og blev flere gange udsat for tortur. De blev behandlet ekstra hårdhændet af politi og fangevogtere, fordi de blev betragtet som bhutanere. Nepaleserne fandt det meget alvorligt, at de som fremmede forsøgte at omvende folk. Til sidst blev gruppen tvunget til at underskrive tilståelser om forbrydelser, som de aldrig havde begået, men på trods af tortur og den ydmygende behandling holdt alle i gruppen fast i deres tro.

Spillefilm om kristne i Nepal

På YouTube kan man se filmen ‘Nepali Christian Movie – Mokti’, der viser gruppens oplevelser i fængslet og eksempler på behandlingen af kristne i det nepalesiske samfund. Mokti betyder i øvrigt frelse.

Kausila brugte meget af tiden i fængslet i bøn. Hendes højeste ønske var at kunne læse. Kausila var analfabet og havde til sin store sorg aldrig kunnet læse Bibelen. Hun fik igen bønnesvar, og der skete et fantastisk mirakel. Det nepalesiske styre besluttede at give tilladelse til, at de indsatte i fængslerne, som ikke kunne læse, fik mulighed for at lære det. Der blev ikke ansat lærere, men indkøbt bøger, som fangerne kunne bruge selv, og Kausilas kammerater i fængslet hjalp hende med at lære at læse. Stor var hendes glæde og taknemmelighed, da hun selv kunne åbne Bibelen og læse Jesus’ ord.

Hædersbevisning

Kausila har ført mange mennesker til tro i Nepal. Hun kom også til at betale en høj pris for sin beslutning om at arbejde i tjeneste for Jesus. Derfor blev hun i 2016 hædret af Bhutanese-Nepalese Church of America for sit mod til at missionere i Nepal – se hendes diplom. 

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kausila Subba taler stille og med ydmyghed om sit liv, mens datteren Mamta tolker. Det bliver hurtigt tydeligt, at hun hverken er en almindelig kvinde eller har fået et almindeligt liv. Når jeg betragter den milde og venlige kvinde, er det svært at forstå, at hun har prøvet at blive fordrevet fra sit land, har tilbragt 18 år i en flygtningelejr, været i fængsel og er blevet torteret for sin tro. Jeg føler mig rørt og beæret over at have fået lov til at møde Kausila Subba, en nepaleser fra Bhutan.


Kausila er 62 år og har levet i et nepalesisk mindretal i nabostaten Bhutan. For mange år siden rejste en del nepalesere til Bhutan, fordi der var mangel på arbejdskraft – særligt i landbruget. Nepaleserne holdt fast i deres kultur og hinduistiske tro, og på et tidspunkt i 1980’erne oplevede styret i Bhutan, at de var blevet for mange og for besværlige. Det blev først forbudt at tale nepalesisk og gå klædt efter deres egne skikke. Dernæst blev befolkningsgruppen mere og mere chikaneret og forfulgt, indtil de endte med at blive drevet på flugt til Nepal.

Hun søgte forbøn og blev helbredt. Herefter valgte hun at blive kristen og blev døbt.

De blev ikke modtaget med glæde

Nepal er et meget fattigt land, og man ønskede ikke at modtage de fordrevne, selv om de reelt stammede fra landet. Derfor blev disse fordrevne fra Bhutan anbragt i lejre under usle forhold. Her tilbragte de mange år i ingen-mands-land, udstødt af begge nationer og glemt af verden. Kausila og hendes familie tilbragte 18 år i en sådan lejr, indtil de med hjælp fra FN kom til Danmark for seks år siden som kvoteflygtninge.

Helbredelse førte til tro

Kausila mødte allerede Jesus, mens hun boede i Bhutan. På et tidspunkt blev hun meget syg med stærke blødninger fra hals og næse. Ingen tilgængelige behandlinger hjalp. Kausila hørte, at man kunne blive rask ved at bede til Jesus. Hun søgte forbøn og blev helbredt. Herefter valgte hun at blive kristen og blev døbt.

Kausilas kammerater i fængslet hjalp hende med at lære at læse.

I fængsel for mission

Efter flugten til Nepal besluttede hun og 10 venner en dag at gå ud til en lille landsby for at deltage i en gudstjeneste. Ved den lejlighed blev de arresteret for at missionere. I fængslet fik de en meget ydmygende behandling og blev flere gange udsat for tortur. De blev behandlet ekstra hårdhændet af politi og fangevogtere, fordi de blev betragtet som bhutanere. Nepaleserne fandt det meget alvorligt, at de som fremmede forsøgte at omvende folk. Til sidst blev gruppen tvunget til at underskrive tilståelser om forbrydelser, som de aldrig havde begået, men på trods af tortur og den ydmygende behandling holdt alle i gruppen fast i deres tro.

Spillefilm om kristne i Nepal

På YouTube kan man se filmen ‘Nepali Christian Movie – Mokti’, der viser gruppens oplevelser i fængslet og eksempler på behandlingen af kristne i det nepalesiske samfund. Mokti betyder i øvrigt frelse.

Kausila brugte meget af tiden i fængslet i bøn. Hendes højeste ønske var at kunne læse. Kausila var analfabet og havde til sin store sorg aldrig kunnet læse Bibelen. Hun fik igen bønnesvar, og der skete et fantastisk mirakel. Det nepalesiske styre besluttede at give tilladelse til, at de indsatte i fængslerne, som ikke kunne læse, fik mulighed for at lære det. Der blev ikke ansat lærere, men indkøbt bøger, som fangerne kunne bruge selv, og Kausilas kammerater i fængslet hjalp hende med at lære at læse. Stor var hendes glæde og taknemmelighed, da hun selv kunne åbne Bibelen og læse Jesus’ ord.

Hædersbevisning

Kausila har ført mange mennesker til tro i Nepal. Hun kom også til at betale en høj pris for sin beslutning om at arbejde i tjeneste for Jesus. Derfor blev hun i 2016 hædret af Bhutanese-Nepalese Church of America for sit mod til at missionere i Nepal – se hendes diplom. 

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/en-stor-kvinde-med-et-usaedvanligt-mod/feed/ Gud førte os til Danmark https://baptist.dk/gud-foerte-os-til-danmark/ Fri, 27 Nov 2015 12:17:53 +0000 https://baptist.dk/?p=454 Arjun Ghatani kom til Danmark sammen med sin kone Kritika og deres 3 døtre som flygtninge fra Nepal. Efter 11 måneder på asylcenter blev de placeret i et hus i Halvrimmen – en lille by fyldt med pensionister. Alligevel kunne den aktive familiefar ikke drømme om at flytte.


 

 Arjun Ghatani

  • Gift med Kritika og har 3 døtre
  • Uddannet som lærer i Nepal
  • Uddannet i Danmark som serviceassistent med elevplads på First Hotel i Aalborg 

Arjun er en travl mand. Han har arbejde, er uddannet serviceassistent, er engageret i sin lokale kirke, nyder at passe sin store køkkenhave og hjælper gerne til, når nye flygtninge kommer til Brovst eller Halvrimmen. Hans aktivitetsniveau står i stor kontrast til aktivitetsniveauet i Halvrimmen, hvor de bor. Netop det lave aktivitetsniveau og den gode tid sætter Arjun stor pris på. ”Halvrimmen er fyldt med pensionister, men det betyder, at folk har tid til at komme og snakke med os. Vi elsker at bo der!”

Fællesskab førte til kristentro
I Nepal var Arjun fra en hindu-baggrund, men da familien kom til Danmark, fik de på asylcentret besøg af mennesker fra Pandrup Baptistkirke. Herigennem stiftede Arjun og hans familie kendskab med kristendom, og da de siden kom til at bo i Halvrimmen, fortsatte besøgene – denne gang fra Brovst Baptistkirke.

I Nepal var Arjun fra en hindu-baggrund, men da familien kom til Danmark fik de på asylcentret besøg af mennesker fra Pandrup Baptistkirke.

”Erik og Inger Tørholm kom og besøgte os, men de forventede ikke, at vi kom med i kirke. De brugte tid sammen med os, og det gjorde, at vi ikke følte os ensomme. Vi foreslog selv, at vi kunne komme i kirke, men da vi ikke havde bil, hjalp de os med at arrangere kørsel til og fra gudstjeneste.”

Arjun fortæller, hvordan han frygtede, at det ville være svært at kommunikere med folk, når man kom som fremmed til et nyt land, men især i kirken oplevede de det stik modsatte – de følte sig velkomne og accepterede, selvom de ikke kunne forstå dansk i starten: ”Da vi begyndte at komme i kirken, havde vi svært ved at forstå dansk. Men her fik vi hjælp til at oversætte til engelsk, og derigennem begyndte vi at forstå Guds ord. Der var ingen pres om at blive kristen, men i august 2010 blev jeg døbt som personlig kristen.”

Frihed i kirken
I Nepal levede familien underlagt et kastesystem, der kunne gøre dagligdagen besværlig. Arjun selv var fra den laveste kaste, mens Kritika var fra en høj kaste. Den frihed og ligeværdighed, de oplevede i kirken i Danmark, gjorde en stor forskel for dem som familie: ”Vi var ikke vant til at sidde og snakke sammen, fx over maden, som man gør i Danmark. I kastesystemet var det meget mere opdelt – først spiser manden, så spiser børnene, og til sidst spiser konen. I Danmark sidder vi og snakker og hygger os over maden.”

Og netop at øve det danske sprog, fx over maden, er en nødvendighed for Arjun: ”Min kone og jeg lærer ikke dansk lige så hurtigt som børnene, men vi bliver nødt til at blive ved med at lære det – ellers ender det med, at vi ikke kan kommunikere med vores børn! I kirken er der mange, der kommer og snakker med os, så der får vi øvet vores sprog. Vi synger også alle sammen med i familiekoret om onsdagen, og der er folk gode til at forklare, hvis der er ord, vi ikke kender.”

Der var ingen pres om at blive kristen, men i august 2010 blev jeg døbt.

Fællesskabet og åbenheden i kirken er noget af det, Arjun sætter mest pris på, og han nyder selv at være engageret i menigheden, bl.a. gennem hans engagement i menighedsrådet og hans arbejde med andre flygtninge i kirken.

Guds plan
Arjun er ikke i tvivl om, at det er Gud, der førte dem til Danmark tilbage i 2009: ”Vi var i Thailand og skulle vælge, hvilket land vi ville videre til. Vi fik at vide, at det ville blive meget svært for os i Danmark. Da vi talte engelsk, fik vi at vide, at vi skulle vælge et engelsktalende land. Men vi følte, at vi skulle til Danmark, så det besluttede vi, og det takker vi Gud for i dag. Jeg er taknemlig for, at mine døtre kan bo i frihed i Danmark. Det er Guds plan, at vi er her i dag.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Arjun Ghatani kom til Danmark sammen med sin kone Kritika og deres 3 døtre som flygtninge fra Nepal. Efter 11 måneder på asylcenter blev de placeret i et hus i Halvrimmen – en lille by fyldt med pensionister. Alligevel kunne den aktive familiefar ikke drømme om at flytte.


 

 Arjun Ghatani

  • Gift med Kritika og har 3 døtre
  • Uddannet som lærer i Nepal
  • Uddannet i Danmark som serviceassistent med elevplads på First Hotel i Aalborg 

Arjun er en travl mand. Han har arbejde, er uddannet serviceassistent, er engageret i sin lokale kirke, nyder at passe sin store køkkenhave og hjælper gerne til, når nye flygtninge kommer til Brovst eller Halvrimmen. Hans aktivitetsniveau står i stor kontrast til aktivitetsniveauet i Halvrimmen, hvor de bor. Netop det lave aktivitetsniveau og den gode tid sætter Arjun stor pris på. ”Halvrimmen er fyldt med pensionister, men det betyder, at folk har tid til at komme og snakke med os. Vi elsker at bo der!”

Fællesskab førte til kristentro
I Nepal var Arjun fra en hindu-baggrund, men da familien kom til Danmark, fik de på asylcentret besøg af mennesker fra Pandrup Baptistkirke. Herigennem stiftede Arjun og hans familie kendskab med kristendom, og da de siden kom til at bo i Halvrimmen, fortsatte besøgene – denne gang fra Brovst Baptistkirke.

I Nepal var Arjun fra en hindu-baggrund, men da familien kom til Danmark fik de på asylcentret besøg af mennesker fra Pandrup Baptistkirke.

”Erik og Inger Tørholm kom og besøgte os, men de forventede ikke, at vi kom med i kirke. De brugte tid sammen med os, og det gjorde, at vi ikke følte os ensomme. Vi foreslog selv, at vi kunne komme i kirke, men da vi ikke havde bil, hjalp de os med at arrangere kørsel til og fra gudstjeneste.”

Arjun fortæller, hvordan han frygtede, at det ville være svært at kommunikere med folk, når man kom som fremmed til et nyt land, men især i kirken oplevede de det stik modsatte – de følte sig velkomne og accepterede, selvom de ikke kunne forstå dansk i starten: ”Da vi begyndte at komme i kirken, havde vi svært ved at forstå dansk. Men her fik vi hjælp til at oversætte til engelsk, og derigennem begyndte vi at forstå Guds ord. Der var ingen pres om at blive kristen, men i august 2010 blev jeg døbt som personlig kristen.”

Frihed i kirken
I Nepal levede familien underlagt et kastesystem, der kunne gøre dagligdagen besværlig. Arjun selv var fra den laveste kaste, mens Kritika var fra en høj kaste. Den frihed og ligeværdighed, de oplevede i kirken i Danmark, gjorde en stor forskel for dem som familie: ”Vi var ikke vant til at sidde og snakke sammen, fx over maden, som man gør i Danmark. I kastesystemet var det meget mere opdelt – først spiser manden, så spiser børnene, og til sidst spiser konen. I Danmark sidder vi og snakker og hygger os over maden.”

Og netop at øve det danske sprog, fx over maden, er en nødvendighed for Arjun: ”Min kone og jeg lærer ikke dansk lige så hurtigt som børnene, men vi bliver nødt til at blive ved med at lære det – ellers ender det med, at vi ikke kan kommunikere med vores børn! I kirken er der mange, der kommer og snakker med os, så der får vi øvet vores sprog. Vi synger også alle sammen med i familiekoret om onsdagen, og der er folk gode til at forklare, hvis der er ord, vi ikke kender.”

Der var ingen pres om at blive kristen, men i august 2010 blev jeg døbt.

Fællesskabet og åbenheden i kirken er noget af det, Arjun sætter mest pris på, og han nyder selv at være engageret i menigheden, bl.a. gennem hans engagement i menighedsrådet og hans arbejde med andre flygtninge i kirken.

Guds plan
Arjun er ikke i tvivl om, at det er Gud, der førte dem til Danmark tilbage i 2009: ”Vi var i Thailand og skulle vælge, hvilket land vi ville videre til. Vi fik at vide, at det ville blive meget svært for os i Danmark. Da vi talte engelsk, fik vi at vide, at vi skulle vælge et engelsktalende land. Men vi følte, at vi skulle til Danmark, så det besluttede vi, og det takker vi Gud for i dag. Jeg er taknemlig for, at mine døtre kan bo i frihed i Danmark. Det er Guds plan, at vi er her i dag.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/gud-foerte-os-til-danmark/feed/