Lyt til artiklen her:

Henning Aardestrup har malet et billede af Jesus’ korsnedtagelse. Det hænger på mit kontor. Og jeg ser hen på det fra mit skrivebord.

”Langfredag var hjerteskærende og tærende.”

For nogen tid siden holdt jeg foredrag for en menighed i Nørre Aaby på Fyn. På opslagstavlen i sognehuset læste jeg vers, som kommende konfirmander havde skrevet over lidelseshistorien i forbindelse med Jesus’ tilfangetagelse og død.

En ung dreng havde om Langfredag skrevet nogle vers, hvoraf én linje rørte og ramte mig. Han skrev: ”Langfredag var hjerteskærende og tærende.”

Langfredag korsfæstes Jesus. Hans gravlæggelse er godt bevidnet i Det Nye Testamente. Josef af Arimatæa får tilladelse hos Pilatus til at tage Jesus’ lig ned fra korset og begrave det. Han lagde det i en klippegrav, som hverken Markus- eller Johannesevangeliet nævner skulle være hans egen. Johannesevangeliet nævner også, at der var endnu en ven, som bistod Josef af Arimatæa med Jesus’ gravlæggelse. Det var Nikodemus. Han havde taget duftolie med, som det er skik hos jøderne ved begravelse.

Langfredag var nederlagets døgn for de mennesker, der havde knyttet deres skæbne til Jesus.

Håb og nederlag

”Korsnedtagelse og opstandelse” – Henning Aardestrups billede af Jesus’ korsnedtagelse.

I forbindelse med et folketingsvalg, hvor Socialdemokratiet havde lidt et sviende nederlag, sagde politikeren Mogens Lykketoft: ”Sejren har mange fædre; nederlaget er forældreløst”. Langfredag var nederlagets døgn for de mennesker, der havde knyttet deres skæbne til Jesus. Da Jesus trådte i karakter efter sin dåb, havde han vakt håb; der var tændt et lys. Mange mennesker havde samlet sig om ham, hver med deres smerte, hver med deres krænkelser og savn, og hver med deres forventning til, hvordan Jesus skulle benytte sin magt til deres fordel:

’Jesus vil give mig rigdom, han er min ven.’
’Jesus vil give mig sundhed, han er min ven.’
’Jesus vil give mig magt over andre, for han er min ven.’

Jesus var ’ånden i flasken’. Flere håbede på at kunne styre og tøjle hans åbenlyse autoritet til egen fordel. Problemet var bare, at Jesus ikke lod sig styre. Han ville ikke lytte til fornuft. I sin sidste tid var han tørnet direkte imod afgrunden. Han nægtede at være smart og diplomatisk; han insisterede på at være sandhed og lys, også selv om lyset skar magthaverne i øjnene. Han insisterede på at være sand Gud. Kunne ikke nøjes med at være sandt menneske.

Jesus insisterede på at være sandhed og lys, også selv om lyset skar magthaverne i øjnene.

Det er klart, at de, der havde verdslig magt, ikke kunne finde sig i det. Det ville jo betyde, at en opkomling, en Hr. ingenting, ville være over konge og kejser. Nej, han skulle dø, og mange af Jesus’ venner så i øjnene, at nederlagets time var nær, så de forsvandt i mængden. Man måtte hytte sig selv og sine egne.

De trådte til

Men der var nogen, der blev tilbage. Jesus havde venner. Også i nederlagets stund. Blide hænder løftede ham ned fra korset. Uden håb og uden forventning om belønning trådte de til og tog vare på Jesus’ lig.

Der er noget, der er større end det at hytte sit skind. Det er stort at gøre sin pligt og følge sin overbevisning også i den mørkeste time, for der er lyset allervigtigst.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere