Lyt til artiklen:

På græsarealet mellem de to bosteder, Tåstrup Stræde og Tåstrup Have i Holbæk, er to unge kvinder fra Solsikkepatruljen ved at tænde bål. Snart varmer bålet på den råkolde aften og duften af brænderøg breder sig.

Det er Solsikkepatruljen hos Holbæk- og Regstrupspejderne: spejdermøder for mennesker med særlige behov. Frivilligt fællesskab midt mellem to bosteder. Den sidste mandag i måneden mødes spejderne om bål, kaffe og aktiviteter, der giver noget sjældent: rollen som én, der bidrager. For lederne Betina Murphy og Hans Christian Dahl er det Baden-Powells Duty to Others omsat til praksis.

En beboer låser skuret op og begynder at hente patruljegrej. Hun har ansvaret for nøglen og tager rollen alvorligt. Hun dirigerer lidt, holder øje med at det hele går rigtigt til: Hun er med i fællesskabet.

Snart begynder flere at komme. De fleste fra de to bosteder. En enkelt kommer helt fra Hillerød, men tager trofast tager turen hver gang. Der bliver hilst, grinet, hentet lidt mere brænde og vand til kaffen.

Solsikkespejderførerne Hans Christian Dahl og Betina Murphy (Foto: Hans Christian Dahl)

Klokken 18.30 kalder Betina Murphy og Hans Christian Dahl til samling og næsten alle synger med på “Ja, vi er danske spejdere.”

“Den store lakmusprøve var den dag, himmel og hav stod i et og det øsregnede,” fortæller Hans Christian. “Og de kom alligevel – næsten alle sammen. Der er noget eksotisk over bål. Så har vi jo kaffe eller kakao, og der er altid kage. Og så har vi det bare sjovt.”

Der bliver tændt op. Trangiaerne snurrer. Jetboileren hvæser. Snart er der kaffe, kakao og te. Kagen har sin egen historie: De to bosteder har en fast kageordning, der går på skift mellem afdelingerne. Den fungerer. Det ved alle.

Man kunne kalde det lejrbål, selv om der endnu ikke er underholdning og færdige ritualer. Men der er samtaler og latter. Den særlige ro, alle spejdere kender fra lejrbålet, sænker sig. Og alle får en oplevelse af at høre til i fællesskabet.

Fra Spejdernes Lejr til Solsikkepatruljen

For Hans Christian begyndte det på Spejdernes Lejr i 2022 ved Hedehusene. Her var han dybt involveret i Projekt Lejrhjælper. 100 mennesker med særlige behov blev inviteret ind i lejrfællesskabet. Et aktivitetscenter fra Høje Taastrup flyttede endda hele sin daglige drift ud på lejren i perioden.

Der skal arbejdes for kaffen! (Foto: Hans Christian Dahl)

Borgerne blev hentet og bragt hver dag. De havde arbejdsopgaver ligesom andre frivillige og de bød ind i aktivitetskataloget: danseaktiviteten begejstrede mange lejrdeltagere. De var ikke bare gæster på lejren. De var med til at skabe lejren ligesom alle andre deltagere.

“Det var dybt inspirerende, både for mig og rigtig mange andre,” siger Hans Christian.

Men erfaringerne var ikke kun, at samarbejdet havde været inspirerende. De afslørede også noget andet.

Der er en kløft mellem institutionslivet og det frivillige Danmark. En kløft man sjældent krydser alene, hvis man har særlige behov.

Mange mennesker med særlige behov har ikke overskud eller evner til selv at opsøge nye fællesskaber i det frivillige Danmark. Men overskud og evner er langt fra hele problemet, mener Hans Christian:
”Jeg ved ikke, hvor meget den her gruppe borgere reflekterer over, hvad man kan bruge det til, når solen skinner udenfor. Mange mennesker i institutionsverdenen har jo været vant til hele deres liv at få fortalt alt, hvad de skal foretage sig.”

De er vænnet til, at andre mennesker sætter rammerne for deres fritidsliv.

“Hvis ikke der er en pædagog eller et familiemedlem, der hiver dem ud og får dem til at prøve noget nyt, så sker det jo ikke,” siger Hans Christian. Han fortæller engageret om en enkelt sætning, der er blevet et mantra i hans eget spejderarbejde:

“Alle har ret til et godt udeliv.”

At bygge bro

Til daglig underviser Hans Christian mennesker med særlige behov i sang og musik. Det har han gjort i mange år, så han kendte allerede solsikkespejds målgruppe i Holbæk. Han kendte også bostederne. Og han vidste, at der mellem bygningerne ved to af bostederne lå et grønt område med to bålpladser.

“Der er jo aldrig nogen, der bruger dem,” fortæller han.

Ikke fordi nogen er imod det. Men fordi det kræver initiativ og overskud at rykke ved rammerne.

Bålhygge hos Solsikkepatruljen (Foto: Hans Christian Dahl)

Hans Christian holdt møde med ledelsen. De to bosteder har samme afdelingsleder. Hun havde selv været spejder, så ideen fængede med det samme. Da det viste sig, at souschefen havde været været baptistspejder i Herlev og stadig gemte sin spejderbibel med Finn Basnovs hilsen, var aftalen hurtigt på plads!

“De var vilde med ideen,” siger Hans Christian med et smil. “Selvfølgelig måtte vi lave spejderarbejde. Det var også helt i orden at invitere deltagere ude fra byen med til spejdermøderne.”

Det blev begyndelsen på Solsikkepatruljen for et par år siden. I dag møder 17–20 deltagere op hver gang. Nogle kommer længe før start og begynder på lejrbålet. Andre skal hjælpes lidt i gang eller have et kærligt skub ud ad døren. Roller opstår naturligt i fællesskabet: En er nøgleansvarlig, en anden tager spontant oprydningen, mens en tredje kaster sig over kaffebrygningen.

“De påtager sig roller og tager ansvar,” fortæller Hans Christian. “Uden at have fået besked af lederne. Jeg synes næsten, det er smukt. Det er i hvert fald meget spejderligt.”

Bål, suppe og juledekorationer

Aktiviteterne er bevidst enkle. I begyndelsen handlede det om at finde det rigtige niveau. Der blev forsøgt med arbejdsstof til flok og trop. Siden er der lavet fuglefoder, patruljesærpræg og juledekorationer i december.

Solsikkespejderne laver mad over bål (Foto: Hans Christian Dahl)

Spejderne har lavet suppe over bål:
“Det er ufatteligt, så mange mennesker med særlige behov, der aldrig har prøvet at tænde et bål,” siger Hans Christian, der forklarer, at der er kommet mere fokus på at give spejderne håndgribelige erfaringer: Tænde et bål, skære grøntsager, røre i en gryde over et bål.

Spejderne får håndgribelige færdigheder. Men de får meget mere end det.

De får erfaringer gennem et frivilligt fællesskab, hvor alle får lov til at deltage. Et fællesskab med struktur og rammer, men også masser af frihed til at være sig selv.

”Men det er altid med hyggen først,” siger Hans Christian, ”og så skal aktiviteterne give mening for dem.”

”Duty to Others”

Hans Christian har været spejder i over 50 år. Når han skal forklare, hvorfor han bruger alle sine mandage på spejdermøder, vender han tilbage til Baden-Powells klassiske tre pejlemærker:

Duty to God.
Duty to Others.
Duty to Self.

Hygge! – og kaffe. To vigtige elementer i Solsikkespejd (Foto: hans Christian Dahl)

“Vi er rigtig gode til selvudvikling,” siger han. “Vi dyrker, at spejderne udvikler sig: til diamantspejdere eller ledere. Vi er et kristent spejderkorps: vi dyrker også troen. Men Duty to Others… ”

Hans Christian lader sætningen hænge et øjeblik.

“Med Solsikkepatruljen synes jeg, vi rammer noget, hvor vi gør en indsats og en forskel for andre mennesker.”

Det klassiske billede af spejderen, der hjælper en gammel dame over vejen, kan virke som en irriterende karikatur. I Solsikkepatruljen får Baden-Powells ord om at være nyttig, hjælpsom og tjene samfundet konkret indhold.

Den frivillige verden er også for dig

Erfaringerne fra Spejdernes Lejr 2022 blev samlet i en rapport fra Socialt Udviklingscenter, SUS. Rapporten pegede på det samme, som Hans Christian oplever i Holbæk:

Den frivillige verden er ikke automatisk tilgængelig for mennesker, der bor på institution.

“Bare fordi du bor på institution, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er noget til dig i den frivillige verden,” siger han. “Den er for alle, også for dig.”

Grejet er klar til en hyggelig aften (Foto: Hans Christian Dahl)

Men det kræver nogen, der går foran og tager initiativ til at skabe tilbuddene. Hans Christian lægger ikke skjul på, at Solsikkespejderne ikke kan køre af sig selv. Der skal være en drivkraft. Et engagement. En vedholdenhed.

“Et stort hjerte, specielt for den her gruppe mennesker,” siger han, da han bliver spurgt, hvilke kompetencer det kræver for at være leder for solsikkespejdere. Det kræver ikke en specialpædagogisk uddannelse eller andre faglige kompetencer. Det kræver vilje og lyst til at indgå i relationer med mennesker, der ikke altid ligner dig selv!

Når regnskabet for den frivillige indsats er gjort op, er Hans Christian ikke et øjeblik i tvivl:
“Der er altid plus på bundlinjen.”

Drømmen om 2026

Flere af solsikkespejderne har allerede blikket rettet fremad mod Spejdernes Lejr 2026.

Som en del af den store lejr med cirka 30.000 deltagere og måske 50.000 gæster, skal der i år være en solsikkelejr for mennesker med særlige behov. Lejren bliver indrettet med særlige faciliteter: mulighed for at blive skærmet og for at trække sig lidt væk, hvis de mange indtryk bliver for voldsomme.

“Spejderlejr i den størrelse virker overvældende – på os alle sammen,” forklarer Hans Christian.

Men med de rigtige rammer kan mennesker med særlige behov få del i den store spejderoplevelse.

“De skal have oplevelsen af at være med i det store fællesskab,” siger han og gentager sit mantra:
”Alle har ret til et godt udeliv!”

Mad over bål – også til Solsikkespejd (Foto: Hans Christian Dahl)

Mere end et projekt

Spejdermødet nærmer sig afslutningen. Der er oprydning, mens bålet brænder ud. Enkelte går afsted mod bussen. Andre har kun få meter til deres bolig.

Solsikkepatruljen laver ikke vilde aktiviteter eller tager på spektakulære natløb. Den har ikke store armbevægelser. Den har kaffe, kage, bål og fællesskab.

Men den har også noget andet.

Solsikkepatruljen bærer et stille vidnesbyrd om, at Guds skaberværk ikke er forbeholdt de stærke eller de perfekte. Fællesskabet med Gud og andre mennesker er ikke forbeholdt dem, der selv kan finde vej ind i det. Der er plads til alle.

Solsikkepatruljen er spejderbevægelsens løfte om ”duty to others” i praksis.

Og en påmindelse om, at alle har ret til et godt udeliv.

Læs mere om Holbæk- og Regstrupspejderne her:

“Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal””
“Grønne Hjerte i Regstrup”
“Baptistspejdere får penge til bæredygtig renovering af spejderhuse”

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Selv om naturen viser sig fra sin smukke side, så har jeg det meget stramt med den salme. Den er fin, men den minder mig så frygtelig meget om min egen høfeber. Nys, en næse der løber, og øjne der klør.

Dette forår har jeg haft privilegiet at gå hjemme et par måneder med vores lille søn og som en sidegevinst oplevet, hvordan vores have har ændret sig fra vinterfrost til en have med blomster og blade. Det har været en oplevelse, hvor der nærmest dagligt er nyt at se på. På trods af at det dufter lysegrønt af græs.

Jesus spørger i bjergprædikenen, hvorfor fokus er på splinten i andres øjne, når der samtidig er en bjælke i vores eget. Mon der er andre end mig, der kan tage sig selv i at bruge mere tid på brok over småting? Trods det, at der er rigeligt at være taknemmelig for lige foran næsen på os – selv når naboens birketræ sender byger af pollen over hækken.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Raymond Jensen:

• theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
• medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Når menneskeliv smadres i krigens gru eller når migranter dør i Middelhavets bølger, rammes vi af sorg og medfølelse. Det er ikke neutralt eller ligegyldigt, selv om det er fremmede mennesker, der sætter livet til.

Men døden har også andre ansigter. Jeg har i de seneste år mistet tre af mine allernærmeste familiemedlemmer. De var gamle af år og mætte af dage, og døden var en vemodig, men naturlig hændelse.

Menneskekroppen er natur.

Naturlig, ja. Menneskekroppen er natur. Dømt til at forgå. Kroppen dannes i mors liv, den fødes, den modnes og den dør på et tidspunkt. Det er vilkåret for ethvert menneske.

Valget

Vi har muligheden for at leve livet efter vores umiddelbare drifter, men som kristne kaldes vi til at knytte vores naturlige krop og vores liv til Kristus. Vi er inviteret med i et fællesskab, som ikke har tilfredsstillelsen af vores egne behov i centrum, men medfølelsen og kærligheden.

Jesus var født som menneske. Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Som menneske nedstammede Kristus fra Kong David, og ved hjælp af Helligånden og med guddommelig kraft blev det understreget, at han også var Guds søn, da han stod op fra de døde.”[1]

Invitationen

Vi inviteres til at knytte vores liv til Kristus: ”Vi er døde i forhold til det liv, vi før levede i afstand til Gud. Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham. I dåben blev vi begravet sammen med Kristus, og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv. Vi er døde sammen med Kristus, og vi vil stå op af graven sammen med ham.”[2]

Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus.

Hos Paulus ser vi altså, at begreberne død og opstandelse sættes fri af vores biologiske begrænsninger. Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus og den kraftanstrengelse, han gjorde for at frisætte os: ”Vores gamle jeg døde sammen med Kristus på korset, for at modstanden mod Gud og den selvoptagethed, der styrede vores krop, ikke skulle have magt over os. Nu behøver vi ikke længere at være slaver af vores selvoptagethed, for når man er død, kan man ikke længere gøre noget ondt. Vi døde altså sammen med Kristus, og derfor tror vi også på, at vi skal leve sammen med ham.”[3]

Den kristne påske

For 2000 år siden gennemlevede Jesus og hans disciple den første kristne påske. Jesus bekræftede fællesskabet med disciplene skærtorsdag; han bar selv korset mod Golgata, hvor han blev slået ihjel. Han befandt sig i dødsriget, og påskedag blev han ved Guds kraft og hellige ånd befriet fra den fysiske død og vandrede på jorden igen som et lyslevende vidne om, at dødens magt er brudt.

Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Vi er kaldede til at drikke af det liv, der strømmer fra den første kristne påske. Og netop derfor kan vi reagere med forfærdelse og medfølelse overfor vores medmenneskers nød. Ingen menneskelig lidelse er os ligegyldig. Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Hjertet i vores tro

Paulus skriver: ”Kristus stod op fra de døde og vil aldrig dø igen. Derfor har døden ikke længere magt over ham. Han døde én gang for alle, og det gjorde han på grund af vores selvoptagethed og modstand mod Gud.”[4]

Jesus er den første, som er oprejst fra de døde til evigt liv. Men ikke den sidste. Jesus´ opstandelse er vores opstandelse. Som Jesus opstod som Guds søn, sådan skal vi alle opstå som Guds børn.

Læs også

“Bøn ved bisættelse” – fra Raymond Jensens pen.

[1] Romerbrevet kap. 1, vers 3-4
[2] Romerbrevet kap. 6, vers 2b-5
[3] Romerbrevet kap. 6, vers 6-8
[4] Romerbrevet kap. 6, vers 9-10. Alle citater er fra Bibelen 2020

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Morten Lerstrup Hylleberg:

• Familiefar med hustru og tre børn og gør det selv entusiast
• har selvstændig virksomhed med formidling og iværksætteri
• en fortid som økologisk landmand og politibetjent
• halmhusbygger og lokalsamfundsaktivist!

For mange år siden sad jeg på en traktor med en sprøjte bagefter og sprøjtede Roundup på en græsmark, mens jeg lyttede til P1. En forsker og en Monsantomand (dem der sælger Roundup) drøftede, om aktivstoffet i Roundup glyphosat var til fare for jordkloden, herunder grundvandet. De var ikke enige, og min frygt var, at forskeren ville få ret i, at det ville blive et problem for grundvandet, mens mit håb var, at Monsantomanden ville få ret i, at vi nu endelig havde fundet et ’planteværnsmiddel’, som kunne bruges til at slå al den natur, vi ikke ønskede os, ihjel uden konsekvenser for jordkloden – og med store udbytter i landbruget til følge.

Jeg var i gang med min uddannelse til landmand og arbejdede derfor på forskellige gårde i Danmark og udlandet. Uanset, hvor jeg kom hen i verden, var sprøjtning af afgrøderne en helt central del af dyrkningsformen.  At opleve det skønne forår og sommer fra en traktor med lukkede vinduer med en giftsprøjte efter blev til sidst mere, end jeg kunne klare. Den agro-kemiske industri havde og har et fast greb om verdens fødevareproduktion, og jeg var lønslave i den pengemaskine.

At opleve det skønne forår og sommer fra en traktor med lukkede vinduer med en giftsprøjte efter blev til sidst mere, end jeg kunne klare

Jordkloden var forsøgskanin, og enhver tvivl – om de mange kemikalier, der blev hældt ud i naturen, var et problem for miljø og mennesker – kom industrien til gode i den hellige mammons navn! Det fik mig til at kigge efter andre måder at producere fødevarer på. Min søgen endte på den økologiske landbrugsskole, hvor jeg mødte nye tankesæt og måder at gribe både fødevareproduktion og tilværelsen i det hele taget an på.

Planetære grænser og natursyn

Det er over årene gået op for mig, at vi i den vestlige verden har et natursyn, der ikke respekterer skaberværket, men derimod driver rovdrift på det i vores stræben efter større materiel velstand og mere komfort. I den bedste mening er det lykkedes os at udvikle en økonomisk model, som er voldsomt effektiv til at skabe velstand og økonomisk fremgang, men som ikke har indtænkt skaberværket og planetens grænser som naturlige begrænsninger. Derfor har vi nu krydset mange af disse grænser, og skaberværket er ude af balance på en måde, der truer vores civilisation.

Derfor blev jeg nysgerrig på, hvordan jeg kunne gribe tilværelsen an, så jeg lever indenfor skaberværkets rammer – så godt jeg nu kan – og det vil jeg forsøge at beskrive.

Ånd eller materialisme

Mit udgangspunkt var at forsøge at frigøre mig fra det, som vores kultur og tradition i vesten byder os og forventer af os – nogen kalder det ’hverdagens centrifuge’. Vi uddanner os til en plads på arbejdsmarkedet, tager store lån for at få hus, bil, familie m.m. – og så bruger vi de næste 30 år på at betale det hele tilbage og nyder forhåbentlig livet imens. Pave Frans påpeger, at den livsstil ofte er forbundet med manglende åndelighed, og en sådan mangel opvejes i mange tilfælde af ’materiel trøst’ i form af et unødvendigt overforbrug.

CO2-lager som bolig

Derfor var det første trin at forsøge at komme til at leve uden at være bundet af gæld og dermed styret af at skulle skrabe et givet – og ofte stort – beløb sammen hver måned. Det forsøgte min hustru Hanne og jeg at indfri ved selv at bygge vores eget hus i natur- og genbrugsmaterialer som halm, ler, ålegræs, hør, træ, tækkerør af lokalt dyrket elefantgræs, gamle betonfliser og mursten, brugte stilladsplader, brugte vinduer og døre osv.

Mange af de materialer har brugt CO2 ved deres tilblivelse, og når de bliver en del af et hus, fungerer de som CO2-lager, indtil huset en dag genbruges og/eller komposteres. Når man benytter genbrugsmaterialer i stedet for at kassere dem, sparer det planeten for udledning af ny CO2 for at producere nye materialer. CO2-besparelsen ved fx at genbruge betonfliser og mursten er ret stor sammenlignet med at producere nye, for produktionen af nye materialer er ret CO2-krævende.

Desværre lykkedes det ikke udelukkende at benytte genbrugsmaterialer, så jeg vil ikke påstå, at vores hus slet ikke belaster kloden.

En væg bygget af halm – og dermed også isolereret – giver faktisk en CO2 -reduktion sammenlignet med fx rockwool, fordi halmen både skåner miljøet for CO2-udledning sammenlignet med produktion af rockwool og i sig selv er den et CO2-lager. Desværre lykkedes det ikke udelukkende at benytte genbrugsmaterialer, så jeg vil ikke påstå, at vores hus slet ikke belaster kloden, men det peger i en bæredygtig retning, og jeg glæder mig over, at biobaseret byggeri vinder frem, om end det går langsomt.

“Arkitekten” Hanne og Anton.

Huset er rart at bo i, og det har været lærerigt at bygge, men indimellem også en hård proces. Det tog tre år at få tag over hovedet og vand i hanen til en pris på ca. 350.000 kr. og tre årsværk. Det lykkedes også at gøre det uden at stifte gæld i finansverdenen, og den er jeg glad for ikke at bakke op om med månedlige rentebetalinger.

Spildevand

Vi håndterer selv vores spildevand i et pilefordampningsanlæg. Det er tilfredsstillende at trække ud i toilettet og vide, at mine næringsstoffer bliver sendt direkte ned til pilen, som gror lystigt. Vi fælder den om efteråret og bruger den til opvarmning af vores huse, til kompostmateriale og lignende. Det er et fint eksempel, på at vores ’affald’ bliver til en ressource, når det håndteres rigtigt – og på at en helt lokal løsning mindsker transport af store mængder næringsmættet vand og i samarbejde med naturen forvandler næringsstofferne til nye brugbare materialer.

Et fint eksempel er, at vores ’affald’ bliver til en ressource, når det håndteres rigtigt.

El og varme

Vores solceller svarede i mange år til vores forbrug, men det gør de ikke helt længere, og vores strømforsyning er en del af elnettet. Pt. er vi ekstra motiverede til at spare på strømmen, og vi gør os umage med at begrænse vores elforbrug ved at sætte timere på kontakterne, så der ikke er forbrug kl. 17-21, hvor transportprisen på el er ekstra høj. Derudover forsøger vi at forbruge el, når solen skinner, for da er vi selvforsynende.

Vi har masseovn i huset, men er også tilsluttet Egebjerg Nærvarme, der er et lille lokalt varmeværk baseret på afbrænding af lokalt produceret flis. Det har vi meget af i Odsherred, så det er indtil videre lykkedes at holde varmeprisen i ro.

Frihed eller forbrug

Langt hen ad vejen er der en snorlige sammenhæng mellem indtjening og forbrug: Jo flere penge jeg har mellem hænderne, jo flere bruger jeg. Det betyder, at jo ’rigere’ vi er på penge, jo mere forbruger vi. Meget af forbruget er ikke foreneligt med skaberværkets grænser, og derfor opstår de kriser, vi befinder os i.

Det betyder, at jo ’rigere’ vi er på penge, jo mere forbruger vi.

Derfor er det også gået op for mig, at det faktisk kan være en fin ting ikke at tjene så mange penge, og gældfriheden har i vores lille familie betydet, at vi gennem en del år har levet for ca. 250.000 kr. brutto om året. Det er tæt på fattigdomsgrænsen, inden den blev afskaffet. Det interessante er, at jeg faktisk ikke synes, at vi for alvor har manglet noget. Ikke noget vigtigt i hvert fald.

Vi er ydermere så heldige, at vi bor i et lille økosamfund, hvor der er legekammerater for både børn og voksne, og hvor vi har lidt jord at gøre godt med. Og her kommer så andet trin.

Tilbygningen, værelser til børnene, 2020. Strå som klimaskærm.

Jordens gaver

For mig giver det mening at dyrke jorden omkring mig på en måde, så jordens frugtbarhed og artsrigdom bevares, samtidig med at jeg producerer fødevarer. De sammenhænge ser jeg ikke bliver bevaret i det landbrug, vi kender i dag. Derfor forsøger jeg at dyrke den jord, jeg har adgang til, efter permakultur- og skovhave-principper. Den produktionsform modvirker klimaforandringerne ved at lagre kulstof, samtidig med at den er robust overfor tørke og skybrud. Gjort rigtigt kan metoderne producere mere mad pr. arealenhed eller pr. energienhed end vores traditionelle fødevareproduktion.

Jeg forsøger at dyrke den jord, jeg har adgang til, efter permakultur- og skovhave-principper.

Permakultur kræver dog flere hænder, men for mig er det kun et gode at have mulighed for at gå i haven og passe og pleje buske, træer, bier, grønsagsbede m.m., og samtidig få vedligeholdt min jordforbindelse, få frisk luft og motion – alt imens maden gror rundt om mig. Og det i et omfang, så jeg i perioder af året dårligt kan nå at høste al den mad, der vælter op af jorden. Med til permakultur hører også dyrehold, men altid tilpasset i antal og på en måde så dyrene har flere funktioner i produktionen end blot at skulle spises.

Flerårige grønsager er også en væsentlig del af permakultur, og selv på friland sætter nogle grønsager blade til salat m.m. allerede i det helt tidlige forår, fordi de har overvintret i haven med fuldt udvokset rodnet, så de begynder at gro, så snart der kommer lys og lidt varme.

Vand

For at kunne sikre en fødevareproduktion i haven er vand en væsentlig og til tider uregerlig størrelse. Indimellem regner det slet ikke, og andre gange styrter det ned, og ingen af delene er særlig ideel for planterne. Derfor er en vandreserve vigtig, og her har jeg gravet en vandtank på godt 16 m3 ned i jorden. Jeg samler regnvand fra taget og bruger det pt. til toiletskyl, som faktisk er knap ¼ af en husstands vandforbrug! Når jeg får mere styr på farven i vandet (jeg har græstag), er planen at bruge det til vaskemaskine og måske opvaskemaskine. Derudover har jeg med vandtanken sikret en fornuftig mængde vand til brug i have og drivhus.

Besparelser

Drivhuset bygger jeg lige om lidt, og dermed bliver der skabt vækstbetingelser, som ellers kun findes mange km sydpå. Det betyder, at sæsonen for hjemmedyrket mad udvides. Det er også planen at lave en biomile i drivhuset hver vinter. Ved at kompostere lokal biomasse kan vi så producere varme om vinteren og kompost til brug for den kommende vækstsæson. Produktion af egen mad mindsker mængden af transport og emballage, og råvarerne er helt friske.

Jeg minder ofte mig selv om, at de nemmeste reduktioner er dem, vi undlader at skabe, og derfor er besparelser på alt fra emballage til streaming værd at være opmærksom på.

Sidste station for maden er, at vi spiser den. Vi spiser lidt af hvert og forsøger at handle så lokalt som muligt, når vi ikke henter maden i haven. Derudover begrænser vi mængden af kød uden dog at være hverken vegetarer eller veganere, selv om jeg har stor sympati for begge dele. Faktisk har jeg ofte oplevet, at både vegetarisk og vegansk mad smager virkelig lækkert, når det har været i hænderne på en kyndig kok som min hustru Hanne.

Madrester, vi ikke selv kan bruge, får ænderne og hønsene i haven æren af at konvertere til dejlige æg, gødning og kød.

Ressourcekredsløb

I ’Fri & Fro’[1] har vi fællesspisning 1-3 gange om ugen, og det er også en rigtig fin måde at mindske madspild og energiforbrug på, samtidig med at vi dyrker fællesskabet. Madrester, vi ikke selv kan bruge, får ænderne og hønsene i haven æren af at konvertere til dejlige æg, gødning og kød. Et glimrende eksempel på et cirkulært ressourcekredsløb.

Værd at læse:

• theol. Ole Jensen: ’I vækstens Vold’ og ’På kant med klodens klima – behovet for et ændret natursyn’
• Pave Frans: ’Laudato Si – lovet være Du’
• Mira Illeris og Esben Schult: ’Permakultur’ – især side 34
• Karoline Nolsø Aaen & Tycho Holcomb: ’Permakulturhaven – om flerårige grønsager, skovhaver og gravefri dyrkning til selvforsyning og en levende fremtid’

Genbrug

Når man har fået styr på de basale behov som ly, læ og mad, kan man bevæge sig videre til det tredje trin, som for mig handler om det forbrug, jeg i øvrigt har. Det er tøj, transportmidler, ferier, legetøj, digitale dimsedutter osv. Så længe vi lever i et overflodssamfund, kan de ting ofte skaffes både brugt og billigt. Det giver mening for mig at købe brugt, fordi det sparer jordkloden for en del CO2-udledning, når ting bruges helt op.

Vi går altovervejende i genbrugstøj, køber brugte cykler, biler, mobiltelefoner osv. Heldigvis er bevidstheden om at bruge ting helt op stigende, og dermed er udbuddet af genbrugsting stort og nemt at finde i både fysiske og digitale butikker. Jeg har ofte haft held med at efterlyse ting, jeg skulle bruge, på vores lokale facebookgruppe. Indenfor få timer og i cykelafstand har jeg skaffet de dimser, jeg skulle bruge, og undgået at købe nyt.

Hvad ferier angår, prioriterer vi at undgå flyvning så vidt muligt, og der er overraskende mange skønne steder i Danmark, når man begynder at lede efter dem. Hvis vi tager udenlands, forsøger vi at planlægge, så vi er væk i mindst to uger og gerne længere.

Tanke og ord skaber handling

Al form for tiltrængt forandring begynder i det enkelte menneskes sind. Vi tænker tanker og drager slutninger ud fra dem, og det bliver herefter til vores handlinger. Derfor er det helt afgørende, hvordan vi tænker. Det bedste bud på at tænke bæredygtighed er følgende:

En given handling er bæredygtig, hvis du kan gentage den igen og igen og igen generation efter generation, uden at handlingen fratager kommende generationer samme muligheder. Den definition af bæredygtighed er til at huske, og den forsøger jeg at filtrere min gøren og laden igennem for at tjekke, om jeg er på rette vej.

Et andet filter er hele tiden at tænke det ’affald’, vi står med ét sted som en ressource et andet sted. Altså en cirkulær tankegang, hvor en given ting, som er output et sted, bliver anvendt som input et nyt sted og dermed bevarer sin værdi. Fx vil det hus, vi bor i, være nemt at pille fra hinanden, når den dag kommer. Mange af materialerne kan genbruges direkte i et andet byggeri. Andre materialer kan komposteres og blive til næring for ny vækst af fx byggematerialer, mad eller lignende.

Problemet er løsningen

Et sidste filter er ideen om, at problemet ofte er løsningen. Hvis du tænker det problem, du står overfor, som en del af løsningen, vil du ofte se muligheder, du måske ikke lige så ved første øjekast. Vi har fx i flere vintre haft mere og mere blankt vand i haven. Problemet var jo ikke vandet, men håndteringen af det. Endelig fik jeg gravet omtalte vandtank ned og ledt tagvandet hen til den, og nu er problemet blevet til en ressource, som bl.a. nedsætter vores grundvandsforbrug, mindsker tilkalkning af toilettet og sikrer os et vandlager, som vi kan tappe fra, når behovet opstår.

Afslutningsvis oplever jeg det som en spændende øvelse at arbejde med mine nære omgivelser og få mest muligt ud af dem med mindst muligt input, bortset fra min egen passion og skabertrang.

[1] ’Fri og Fro’: økologisk andelsforening bestående af 16 familier. Se https://sites.google.com/site/friunderhimlen/

Relateret

• 20. feb. 2025 - Oversvømmelser i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 16. maj. 2024 - Det dufter lysegrønt af græs
• 28. sep. 2023 - Klimatosser i dømmeland

Find flere

Klimakrisen får nogle progressive regeringer til at investere i bæredygtig økonomi. De forbyder brug af naturressourcer, der ikke kan fornys og reducerer – eller i bedste fald stopper – forurening af atmosfæren. Det ser ud til at være en uskyldig måde at sikre økonomisk vækst på. Men resultatet er stadigt voksende brutal produktion og forbrug. Det er ironisk, at vi skal løse problemerne med global forurening, tab af biodiversitet og voksende klimaforandringer, mens den grundlæggende bekymring for de fleste regeringer er økonomisk vækst eller mangel på samme.

Skabelsen som instrument

En del af problemet er faktisk det teologiske syn på naturen, som er udviklet i de protestantiske lande siden industrialiseringen. Vi har fået et instrumentalt syn på skaberværket. Vi mener, at skaberværkets primære funktion er at sikre en evig forbedring af menneskers velfærd. Det er en tilgang, der er centreret omkring mennesket, som om alt på vores planet skal opfylde vores behov.

Det er sandt, at der ikke ville været noget menneskeligt liv på jorden uden frugtbar jord, rent vand og passende vejrforhold. Men det betyder ikke, at menneskets behov er den eneste grund til, at der eksisterer et ikke-menneskeligt skaberværk.

Naturen har værdi i sig selv

Ifølge Bibelen har naturen en værdi i sig selv. Faktisk har Gud forudsat en orden, som er til gavn for både mennesker og resten af skaberværket; sabbatsreglerne sikrer hvile for både mennesker og planeten. Der står også i Bibelen, at skaberværket har et guddommeligt fællesskab med Skaberen. Skaberværket tilbeder Gud.[1] Og den nytestamentlige menighed tvivler ikke på, at Guds hensigt er både at frelse mennesker og hele den skabte orden: ”Ske din vilje, som i himlen således også på jorden”[2].

Guds hensigt er både at frelse mennesker og hele den skabte orden.

Men denne basale relation mellem Gud som Skaber og det ikke-menneskelige skaberværk er blevet overskygget af en forståelse, der adskiller krop og sind, det materielle og det åndelige. Dermed blev alt ikke-menneskeligt passivt underlagt mennesket. Det betyder, at vi har adskilt skaberværket fra frelsen, og vi begrænser dermed Guds handlinger til udelukkende at være åndelige.

Gud handler i det fysiske

Men Gud handler igennem de fysiske elementer. Eksempelvis vand, brød og vin – i dåb og nadver. I vores estiske frikirketradition anses dåben ganske vist som en symbolsk handling. Men vi anerkender, at vand bringer liv. Alt liv på jorden er afhængig af vand. Vand kan imidlertid også medføre lidelse; sømænd dør på havet, og landsbyer bliver skyllet væk.

I Det Gamle Testamente har vandet dog også en frelsende funktion, da jøderne krydser Det Røde Hav og senere Jordan. I den kristne dåb bringer vandet et ekko af denne historie. Skabelse og frelse bliver bundet sammen. Teologen Paul Tillich skriver: ”Hvis naturen mister sin kraft, bliver sakramenterne vilkårlige og ubetydelige.”[3] Derfor er der behov for, at naturen, Guds skaberværk, igen skal forstås som helligt.

Spørgsmålet er, om vand kun har en hellig betydning, når det bliver brugt til en dåb.

Vand som helligt

Spørgsmålet er, om vand kun har en hellig betydning, når det bliver brugt til en dåb. Kan vand ikke også i andre situationer være rensende og livgivende, som et forvandlende møde med en allestedsnærværende Gud? Fx i et glas vand til en tørstende?

Vi har brug for at se på naturen og skaberværket som hellig og som et mysterium. Når det sker, vil det vække respekt, ærefrygt og beundring. Vi vil opleve naturen, alt skabt, som noget, der tilhører Gud, og så vil fokus flytte sig fra skaberværket til Skaberen, kilden til alt liv.

Helle Liht:

• teolog, fra Estland, vicegeneralsekretær i European Baptist Federation, underviser på det estiske Free Church Theological Seminary, formand for BWA’s udvalg ”Creation Care”
• Artiklen bygger på en udgivelse i Journal of European Baptist Studies: ”Beyond Instrumentalism and Mere Symbolism, Nature as Sacramental”

Vi elsker skaberværket

I den estiske frikirke har vi længe haft en opfattelse af skaberværket som ’faldet’. Det mindsker skaberværkets værdi, og dermed mister skaberværket sin kraft til at være et tegn på Guds nåde.

Opfattelsen er, at jorden er forandret, siden Gud erklærede, at alt var såre godt. Dermed skiftede Guds herredømme over til Satans hånd. Hele jorden blev ramt af faldet og menneskelig synd, og det ’sande’ kristne fællesskab finder sin identitet i at skulle frelses fra denne lidende verden.

Heldigvis bliver Guds skaberværk mere og mere erfaret som god og smuk også her i Estland. I juni 2020 skrev de estiske baptister under på en fælleskirkelig resolution ’Vi elsker skaberværket’. Den bekræfter det gode i skaberværket, kalder på omvendelse fra destruktive vaner og inviterer til refleksion og bæredygtige handlinger i kirkerne.

Vi ser den fysiske verden som hellig og et sted at møde en frelsende og handlende Gud.

Gud er til stede

Et teologisk skifte er nødvendigt, så vi ser den fysiske verden som hellig og et sted at møde en frelsende og handlende Gud. Vi skal væk fra vores arrogante levevis og få øje på, at Gud er til stede i sit skaberværk – såvel i det, vi ikke kan forklare, såvel som det, vi kan. Det er et sakramentalt syn på skaberværket, som inviterer mennesket til at acceptere en mere ydmyg plads i skaberværkets fællesskab.

[1] Salme 19 og 104

[2] Matthæusevangeliet kap. 6, vers 10

[3] Paul Tillich, The Protestant Era, s. 112

Relateret

• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Django:           Vi passer på vores egen slags, Remy, for når alt kommer til alt, har vi kun os selv.

Remy:              … Nej.

Django:           Hva’?

Remy:              Nej! Far, jeg tror ikke på det. Du siger til mig, at fremtiden er, og kun kan være, mere af det her?

Django:           Det her, er sådan tingene er. Du kan ikke forandre naturen.

Remy:              Naturen er forandring, far. Og vi kan have indflydelse på den! Og det begynder, når vi beslutter os for det. (Vender sig om og går)

Django:           Hvor skal du hen?

Remy:              Med lidt held; fremad.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere