Det tænker jeg på, mens jeg laver frokost til min søn, og kommer i tanke om de børn, der ikke har mad nok, og mens jeg putter ham, og kommer i tanke om de forældre, der putter deres børn med bomber flyvende om ørene. Jeg tænker på det, når han græder efter mig, og jeg kommer i tanke om de børn, hvis gråd, der ikke er nogen til at høre. Og så tænker jeg på den regering vi forhåbentligt snart får, og så beder jeg til, at de må huske alle de børn og voksne, der lever med utrygheden og usikkerheden meget tættere på, end jeg gør.

Jeg beder for, at dem, der skal lede vores land, kommer til at gøre det med barmhjertighed og næstekærlighed, der rækker ud over grænser og skel.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Samtidig ved kristendommen, at verden ikke altid er fredelig. Mennesker begår fejl og lader sig styre af vrede, magt og frygt, hvilket kan føre til krig. Derfor understreger kristendommen tilgivelse, næstekærlighed og forsoning som veje til at overvinde konflikter.

Fællesskab er også en vigtig del af den kristne tro. Kirken ses som et fællesskab, hvor mennesker støtter hinanden og lever efter Jesus’ bud om at elske sin næste som sig selv. Når mennesker mødes i tro, omsorg og respekt, kan de skabe stærke fællesskaber, der fremmer fred.

Set fra et kristent syn hænger krig, fred og fællesskab derfor tæt sammen. Ved at leve efter Jesus’ lære om kærlighed og tilgivelse kan mennesker være med til at skabe mere fred i verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

“Du skal tære på din samvittighed
Du skal kæmpe andres kamp hvor de går ned
Du skal ud og mærke efter:
Hvem har brug for mine kræfter?”

Et vers, der ikke kun kalder os som kristne til at gøre vores bedste, men som særligt i disse tider kalder på vores næstekærlighed.

De højreradikale bevægelser er i foruroligende fremgang i vores del af verden. I USA tilbagerulles kvinderettigheder, fri forskning, støtte til udvikling mm. Vi går en urolig tid i møde. Og hvad er vores rolle så? Hvor står vi som kirke? Som kristne? Som medmennesker?

Had og hadtale tilhører ikke nogen bestemt religion, etnicitet eller køn. Det tilhører mennesker. Og hvis du spørger mig, så har vi, ikke kun som kristne men som medmennesker, en ufattelig vigtig opgave i at kæmpe andres kamp, hvor de går ned, som vi synger i Ibens Krogsdals salme. Vi må tale for dem, der ikke selv kan. Så jeg udfordrer dig: Hvem har brug for dine kræfter?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Få karnevalsstemningen med og lyt til artiklen her:

De færreste forbinder karnevallet i Aalborg med kirken. Ikke desto mindre har fri- og folkekirker siden 2011 mødt karnevalsgæsterne på gaden. Initiativet hedder Englevagt, og formålet er netop at være engle og stå vagt om de mange karnevalsgæster. Især dem, hvor den gode oplevelse går i stykker undervejs.

Et tværkirkeligt initiativ fra begyndelsen

Kasper Rahbek Pedersen er præst i Aalborg Menighedscenter og formand for foreningen Englevagt. Kasper fortæller:
”Det var David og Michelle Lundsteen, præstepar i Apostolsk kirke, der startede Englevagt. Det var deres hjerte og vision, der blev taget med ind i Præstenetværket. (Et netværk af præster fra folke- og frikirker i Aalborg, red.) Derfor var Englevagt allerede fra begyndelsen tænkt som et økumenisk initiativ. Det har altid været DNA’et. Englevagt har været en af de samlende ting i Præstenetværket og måske også været med til at skubbe andre gode ting i gang.”

Kasper Rahbek Pedersen (tv.) og Jakob Martens (th.) (Foto: Henrik Andersen)

”Fordi mennesker har værdi!”

Sammen med Jakob Martens, næstformand og til daglig børne- og teenageleder i Bethelkirken, har Kasper fundet fem minutter i den stramme tidsplan. Mens sambarytmerne og tusinder af menneskers jubel får vinduerne til at vibrere ud mod Nyhavnsgade, finder de to formænd et roligt hjørne i det store mødelokale hos Kompas Hotel. Kasper og Jakob fortæller, at de er engageret i Englevagt, fordi mennesker har værdi. Det er derfor, det giver det så god mening at passe på dem!

”Forpligtelsen til at passe på hinanden gik for alvor op for mig, da jeg fik børn. Da jeg var yngre var jeg en del af et fællesskab, hvor man ofte glemte at passe på sig selv og hinanden. Jeg vil gerne opleve, at vi har en sikker by under karnevallet,” siger Jakob og fortsætter: ”Det er for nemt bare at stikke af. Jesus gik gennem Samaria! Han gik ikke udenom. Der er brug for, at vi som kirker tager ansvar for livet i byen.”

Kasper supplerer:
”Man får en glæde ved at hjælpe andre. Man bliver glad, når mennesker på gaden vil give ”high fives” og når man oplever at være ønsket i gadebilledet.”

Peter Würtz – praktisk mand på Englevagt (Foto: Henrik Andersen)

”Filialerne” i Guds kirke mødes til karnevallet

I et tilstødende lokale forsøger Peter Würtz at overdøve endnu en karnevalsvogn, denne gang med sømandstema og fri bar. Peter skal have dirigeret morgenbrød, kaffe, ost og Nutella på plads på buffeten. Kompas Hotel leverer ikke bare lokaler til Englevagt, de sponserer også forplejningen.
”Det er slet ik’ så ringe,” lyder det fra vendelboen Peter. Sømandsrytmerne vandt første omgang, men da lydniveauet er faldet et par decibel, er Peter klar til at erklære sin begejstring for det tværkirkelige engagement i Englevagt:
”Jeg vild med økumenien. At vi er her fra en masse af byens kirker. I min optik har Gud kun en kirke, men så er der forskellige filialer. I dag er vi samlet fra en række af filialerne og tjener sammen. Det er jeg helt vild med!”

Engelvagterne holder pause inden næste tur (Foto: Henrik Andersen

Peters glæde over at mødes på tværs af Vorherres filialer betyder, at han får mulighed for at leve sin tro ud i praksis: At være Jesus’ hænder og fødder. Hvor det at følge Jesus ikke blot er ord i en bog eller noget man siger ved passende lejligheder:
”Mit yndlingssted i Bibelen er Jakobs brev: Englevagt er sådan en dag, hvor vi lever Jakobs Brev ud (Kapitel1, vers 22:  Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv, red.).”

Forventningens glæde inden det går løs ”på gaden”

Ved et af bordene er Iben Kragh Nørlund og Søren Berg Pedersen ved at gøre sig klar til at ”gå på gaden”. Englevagterne er inddelt i grupper, der igen er inddelt i tomands-teams: ”Ingen Englevagt går alene” – man passer på hinanden. Iben fortæller om planen:
”Klokken 11 tager vi sandwich og vand og bliver briefet. Så tror jeg Bønneteamet beder for os og så går vi på gaden. Vi derude i et par timer og så kommer vi hjem, og tanker op igen.”

Søren Berg Pedersen og Iben Kragh Nørlund (Foto: Henrik Andersen)

Iben er er ligesom formændene og Peter i køkkenet glad for at mødes på tværs af kirkerne i Aalborg:
”Det er fedt at være med i det tværkirkelige fællesskab. Jeg har været med i mange år og de første par år sad jeg lidt alene for mig selv. Men så blev jeg en del af det her store tværkirkelige fællesskab som skaber netværk, inspiration, motivation til at blive brugt af Jesus.”

Kærligheden gør en forskel

Søren er glad for at være ”på gaden” for dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Og for at bidrage med noget, der har værdi for andre:
”Den ubetingede kærlighed: At vi får sået den og får vist den. Så tror jeg, at ungdommen kan stå bedre både i forhold til uddannelse, digitale medier, mistrivsel og meget andet. Hvis vi kan plante nogle gode værdier, så kan det måske gøre en forskel.”

Englevagt har værdi for mennesker

Ligesom Søren har Iben også fokus på, at Englevagterne er med til at give livet mere værdi, for dem de hjælper:
”Jeg elsker karneval. Den store fest, hvor mennesker bare er glade sammen. Jeg elsker at være et redskab, hvor jeg kan hjælpe, så festen ikke kun ender i druk. Ungdommen hungrer efter noget, og den ved ikke hvad det er! Jeg kan være et redskab. Jesus kan bruge mig til at så noget der, hvor ungdommen hungrer efter mening.”

Fest i gaden – karneval i Aalborg (Foto: David Dahl)

Dagens første oplevelser ”fra gaden”

Mens Iben og Søren gør sig klar til at tjekke ud fra ”basen” dukker Claus Knudsen op ved buffeten og forsyner sig med sandwich og drikkevarer. Han er lige blevet færdig med sin første vagt ”på gaden”. Det var gennem Nyhavnsgade sammen med paraden fra øst.  Claus har allerede høstet dagens første erfaringer med de rigelige mængder alkohol, der flyder i karnevallet. Han fortæller om en karnevalsdeltager, der trængte til hjælp:
”Vi fik lige stoppet ham og spurgt om han var okay og givet ham nogle vådservietter og noget vand. Han var ved godt mod, men også glad for, at vi var der. Så har vi talt med nogle, der stod alene og efterladt og nogle, der havde mistet kontakten til deres venner. Ellers er der er en fed stemning, folk har det godt og de værdsætter vores tilstedeværelse.”

Uddeling af kildevand og masser af kærlighed til karnevalsgæster (Foto: Iben Kragh Nørlund)

”Næstekærlighed er noget af det vigtigste, vi har”

Som de andre Englevagter finder Claus stor tilfredsstillelse ved at stille sig til rådighed og hjælpe andre. Uanset at de ofte selv er skyld i at have bragt sig i en udsat situation: Måske beruset, uden mobiltelefon og uden kontakt til de venner, der havde lovet at passe på dem. Claus siger:
”Jeg synes, at næstekærlighed er noget af det vigtigste, vi har. Jeg synes, det er vigtigt at vise mennesker, at de er elsket i den verden, vi lever i. Englevagt er et sted, hvor vi kan møde mennesker, der har sat sig i en situation, der ikke er fordelagtig for dem. I stedet for at fordømme, så kan vi vise dem kærlighed og at de er værdifulde – selv om det bare er med en flaske vand.  Jeg får at vide af mange af dem, at det fylder mere end man skulle tro. Det er også flere af dem, der går med store smil, når de går fra os.”

Claus vender formiddagens oplevelser med de andre ved bordet. ”Debriefing” er nok det moderne ord for det, de unge Englevagter gør, når de passer på hinanden, beder for hinanden og deler oplevelserne på gaden med hinanden.

Rikke Rismøller (tv.) og Sanne Würtz (th.) fra Forbønstemaet (Foto: Henrik Andersen)

Bøn giver fokus på opgaven og på hinanden

Lidt nede ad hotelgangen står der ”stillerum” på et flot messingskilt. Her holder forbønsteamet til. Det ligger dybt i Englevagtkonceptet, at man ikke blot kaster sig hovedkulds ud i opgaven. Man beder for hinanden og man beder for dem, man skal hjælpe.

Rikke Rismøller og Sanne Würtz holder frokostpause. Men ikke mere end at der er tid til at fortælle om den oplevelse, man kan have ved at bede sammen. Rikke sætter ord på tankerne:
”Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke skulle med i år. Men til lovsang og bøn i går følte jeg, at Helligånden prikkede til mit hjerte og sagde at jeg skulle være med på bønneteam. Det er virkelig fedt at bede for hvert enkelt gadeteam, der skal gå ud. Vi står sammen i bøn inden de går ud og vi beder for dem i stillerummet.”

Forbøn i fællesskab inden team’sne går “på gaden” (Foto: David Dahl)

Sanne forklarer lidt mere om forbønskonceptet:
”Vi er så heldige, at vi er syv på teamet i år. Det er rigtig dejligt, sidste år var der kun tre. Vi har fået en skabelon til måder, vi kan gøre det på. Den har vi brugt som vejledning.  Vi deler oplevelser og erfaringer med hinanden.”

Rikke supplerer og fortæller, at man får noget ud af det på det personlige plan, hver gang man beder sammen:
”Vi opmuntrer hinanden og man har et fællesskab, når man beder sammen.”

Oprydningen begynder

Ude på Nyhavnsgade er paraden forbi. Det tog et par timer. Stilheden nydes et øjeblik. Til hverdag er Nyhavnsgade en af de mest trafikerede indfaldsveje mod centrum i Aalborg. Nu er der helt stille og karnevallet høres kun i baggrunden. Stilheden varer indtil de første entreprenørmaskiner dukker op for at skrabe affaldet sammen. Hurtigt begynder fejemaskinerne at patruljere frem og tilbage.

Der pakkes inden teams’ne går “på gaden” (Foto: Jakob Martens)

Englene vender tilbage

Mens Englevagterne følger karnevalsoptogene hele vejen op til festen i Kildeparken, er Sanne og Rikke på vej tilbage til stillerummet og forbøn for det næste hold ”på gaden”:
”Vi glæder os til at høre nogle beretninger senere i dag fra dem, der har været ude. Vi plejer at få nogle gode meldinger: Hvordan de har mærket, at Gud var der i situationen og gav dem ord i rette tid.”

Der er karneval i Aalborg igen til næste år. Og englene er klar til at stå vagt igen – med kildevand og Guds kærlighed og en praktisk hånd til unge mennesker, der trænger.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Lyt til artiklen

Menigheder i hele landet er engageret i julehjælp på mange forskellige måder. Der er den lokale indsats, hvor menigheden uddeler julekurve til dem, der trænger i nabolaget. Der er de ældre kvinder i ”strikkecafeen”, der pakker julegaver til rumænske børn. Alle steder er der fokus på at hjælpe mennesker i nød. Alle steder bidrager arbejdet til at styrke det sociale fællesskab i menighederne. Baptist.dk har fundet fire historier, der viser bredden i arbejdet.

Juleaften i Pandrup

Skal du være alene juleaften? Eller har du bare lyst til at fejre juleaften sammen med andre? Det er spørgsmålet – og tilbuddet i Pandrup. Vibeke Dalsgaard er en af tovholderne og hun fortæller:
”Jeg tror, vi har arrangeret juleaften en fem – seks gange. Sådan lidt ”on and off”. Indimellem har vores børn haft et ønske om at se os!”

I Pandrup er det Laust Dalsgaard, der står for julemiddagen. ”Han har vist købt en kalkun,” ler Vibeke og fortsætter: ”Men flæskestegen har vi fået sponsoreret.”

At Laust står for maden, er vist lige så meget tradition som resten af programmet. Deltagerne er inviteret til julegudstjeneste i baptistkirken. I indbydelsen står der: ”Hvis du gerne vil til gudstjeneste i din egen kirke, så kommer du bare senere.”  Efter gudstjenesten er der kaffe, fælles juletræspyntning og ”de sidste forberedelser,” inden Laust serverer middagen.

Deltagerne betaler for at være med, men hvis pengene ikke rækker, støtter menigheden. ”Det har der nu aldrig været brug for,” siger Vibeke. Menigheden støtter også med gaver til det traditionelle gavespil. Ellers er der kun gaver til børnene, sponsoreret af den lokale forening ”Giv en julegave”.

I år regner Vibeke med 20 – 25 deltagere: Menighedens egne medlemmer, flygtninge fra Ukraine og nogle, der bare har lyst til godt selskab juleaften.

Julekurve i Frikirken i Sæby

I Frikirken i Sæby har man valgt at tilslutte sig initiativet Julekurv.nu. Et lokalt nordjysk initiativ startet af pinsekirken Aalborg Citykirke. I dag er der menigheder med fra Mariager i syd til Frederikshavn i nord.

Julekurvene i Frikirken i Sæby fylder en del (Foto fra Facebook)

Hans Thomsen, præst i Frikirken, fortæller, at der blev delt 30 julekurve ud: ”Jeg siger kun 30, for vi havde ansøgere til 40 eller flere. Det samlede antal julekurve i projektet var 1.400, men der var ansøgere til mange flere. Jeg er glad for, at vi kunne dele 30 julekurve ud, men jeg er ked af, at behovet er så stort. Selvom der er også andre, der deler ud i Sæby.”

Hans skal lige trække vejret inden han svarer på spørgsmålet om julekurvens indhold:
”22 kilo madvarer! Og så var der endda en pose ved siden af med flæskesteg, medister og piskefløde. Der var chips, sodavand, rødkål – alt hvad man kan forestille sig til et dansk julebord. Endda fire stearinlys!”

Julekurv.nu er et meget professionelt koncept. Hans fremhæver, at man som en lille deltagende menighed ikke skal kæmpe med logistik og sponsorer. Konceptet med at give mad til hele julen tiltaler også Frikirken. Med gavekort eller kontante donationer er der altid en risiko for, at hjælpen bliver omsat til andet end julemad.

Klar til at modtage gæsterne i Frikirken i Sæby

Der er ikke fuldstændig enighed om, hvor mange der lagde vejen forbi Frikirken i Sæby ved uddelingen. Hans var parkeringsvagt og forsøgte at tælle. Et sted mellem 90 og 100 er parkeringsvagtens bud. Der var mulighed for at få julekurven bragt, men de fleste valgte at hente selv. Måske fordi der så var julegaver til børnene. Hans bemærker, at der kun var et enkelt ægtepar uden børn:
”Det er vigtigt at få med, at børnefamilierne har det skidt. Det kan vi se på dem, der kommer her.”

20 frivillige var engageret i uddelingen. Det foregik med stor glæde og begejstring beretter Hans og tilføjer: ”For flere af os blev det en oplevelse for livet.”

Julegaver til rumænske børn fra “Strikkecafeen” i Brovst

”Strikkecafeen” i Brovst

Bodil Sørensen fortæller, at ”strikkecafeen” i Brovst har pakket 30 julegaver til børn i Rumænien. Der er tale om et samarbejde med Aktive Kristnes Omsorgsarbejde (AKO), der står for transporten til Rumænien. Modtagerne er børn i udsatte familier.

”Vi fik en ønskeseddel på forhånd. Kasserne skulle gerne indeholde skriveredskaber, tegneblokke, huer, vanter, sokker, sæbe, shampoo og lidt slik. Vi havde samlet det hele på forhånd. Kasserne blev pakker pænt ind og mærket med dreng eller pige og alder,” fortæller Bodil.

”Strikkecafeen” har eksisteret i 15 – 17 år. I begyndelsen var formålet udelukkende at strikke trøjer til Rwanda og Burundi. Der strikkes fortsat trøjer til Afrika, men produktionen er udvidet en smule:
”Vi har fået nogle nydanskere med, der ikke strikker i bomuld. Men så strikker de store skoletrøjer til Rumænien.” De spilder ikke tiden i ”Strikkecafeen”: I alt syv store sportstasker blev fyldt med hjemmestrikkede trøjer og tæpper.

“Strikkecafeen” pakker julegaver i Brovst

”Strikkecafeen” samler både menighedsmedlemmer og andre med interesse for håndarbejde og godt selskab. Julegaveudfordringen var med til at styrke det sociale sammenhold.

250 kasser julehjælp i Roskilde

Lena Christensen er projektleder på Roskilde Baptistkirkes julehjælp. Og her er virkelig brug for en projektleder: 250 flyttekasser sponsoreret af Bauhaus blev fyldt med julehjælp. 175 børnefamilier og 75 enlige fik en kasse. I alt regner Lena med, at menigheden er i kontakt med flere end 700 mennesker gennem julehjælpen.

Julehjælpen er finansieret af indsamlinger i menigheden sammen med donationer fra fonde og sponsorer:
”Det er helt bibelsk. Jo mere vi selv kan samle ind, desto større er villigheden fra andre til at hjælpe,” siger Lena og fortsætter: ”Ud over flyttekasserne fra Bauhaus, så giver vores leverandør BC Catering flæskestege – fra personalekassen! Alt legetøjet til børnene er også doneret.”

Julehjælpskasserne indeholder flæskesteg eller and (efter eget valg), kartofler, brun sovs, mandler, nougat, marcipan, kirsebærsovs, risalamande, vanilje, marmelade, æbler, rugbrød, krydderboller, sodavand, chips og en masse slik og alt muligt andet. Lena kan tilsyneladende hele listen udenad. Det går i hvert fald stærkt med at remse op.

”Vi kalder det et tilskud til en juleaften. Det kan godt være, at man selv bliver nødt til at købe et eller andet, hvis man er mange. Men formålet med kassen er, at man skal kunne holde jul. Der er også en indpakket mandelgave i kassen. Den skal man ikke bruge penge på at købe,” lyder det bestemt fra projektlederen.

Julehjælpen engagerer næsten 80 mennesker i menigheden. Alene på udleveringsdagen er der 55 beskæftiget. Foruden de otte café-medarbejdere, der har til opgave at gøre det hyggeligt for gæsterne.

Det betyder meget for de frivillige at være med, siger Lena: ”Jeg oplever, at folk melder sig, fordi det er et arbejdsfællesskab. Og jeg mærker jo, at folk bliver glade. Det går i hjertet på dem. Der er nogle, der kommer – både på de to pakkedage og på udleveringsdagen – og siger: ”Lena, man bliver helt høj af det her.” Det er jo helt fantastisk at opleve.”

Næstekærlighed i praksis

I 2022 levede 3,7% af befolkningen i Danmark under fattigdomsgrænsen[1]. I 2021 viste 12,4% af befolkningen tegn på ensomhed[2]. Menighedernes julehjælp fjerner ikke samfundets problemer. Statistisk set bliver der hverken færre fattige eller færre ensomme af den frivillige indsats. Men indsatsen gør en forskel for det enkelte menneske og den enkelte familie. Det er næstekærlighed i praksis.

[1] https://www.statistikbanken.dk/LABY07, hvor der også er links, der forklarer det danske fattigdomsbegreb.

[2] https://www.danskernessundhed.dk/ indeholder mange oplysninger om danskernes sundhed bl.a. statistik for ”tegn på ensomhed”.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere

Lasse Åbom:

• præst i Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
• leder af BASIS – teologisk grunduddannelse
• har studeret teologi på SALT og universiteterne i Aarhus og København

Mens disse linjer skrives, er den store debat den nye regerings mål om at afskaffe Store Bededag. Der er brug for penge til at opruste forsvaret, siger man, og pengene skal jo komme et sted fra …

På den måde har man – nok ufrivilligt – stillet sig i en ældgammel teologisk debat. For hvad er vigtigst: Bøn eller våben? Argumenterne fra kirkerne i dag handler mere om regeringens manglende inddragelse af kirken og logistikken omkring konfirmationer end det langt større spørgsmål: Hvordan har vi det som kirker med, at vi opruster og køber våben, der er designet til at slå mennesker ihjel?

Arven fra Jesus

Den tidlige kirke ser ikke ud til at have haft samme berøringsangst overfor forholdet til krig. Der er utallige eksempler på, at kirkefædrene i traditionen fra Jesus kritiserede brugen af vold og især det at berøve et andet menneske livet. Man citerede Jesus fra Bjergprædikenen og advarede mod, at kristne deltog i krig og tjente som soldater. Ikke mindst, fordi det kunne drage den enkelte kristnes loyalitet i tvivl. Skulle man være loyal overfor Jesus eller overfor kejseren/staten?

Der er utallige eksempler på, at kirkefædrene i traditionen fra Jesus kritiserede brugen af vold og især det at berøve et andet menneske livet.

Magtens sprog

Der sker et radikalt skifte i den kristne tradition, da kejser Konstantin i 312 bliver kristen og begynder en omkalfatring af Romerriget for at gøre det til et kristent rige. Men der sker også en radikal forandring af kristendommen fra at have været en – til tider – forfulgt mindretalsreligion i opposition til imperiets kejserdyrkelse til at blive statsreligion og ideologisk underbygning for den selvsamme kejsermagt. Fra at have været de marginaliseredes stemme skulle man nu øve sig i at tale magtens sprog. Nu kunne man ikke længere tillade sig så skråsikkert at kritisere krigsudøvelsen – for den tjente jo også til at holde riget trygt og grænserne sikre.

Fra at have været de marginaliseredes stemme skulle man nu øve sig i at tale magtens sprog.

Den retfærdige krig

Især den store og indflydelsesrige teolog Augustin af Hippo lægger grunden til læren om den retfærdige krig. For Augustin er ønsket om fred den eneste retfærdige grund til at gå i krig. Han fastholder, at krig og vold stadig er synd, og derfor altid må bruges med sorg, men han anerkender, at volden kan være et redskab til at skaffe fred eller til at gøre op med synd, hvis den bruges af de rette autoriteter.

Hermed lægges grunden til middelalderens fusionering af magt og kristendom, og der går en lige linje fra Augustins teologi til korstogene, inkvisitionen og den magtudøvelse, kirken har været en del af nærmest lige siden. Augustin kender udmærket den pacifistiske tradition fra oldkirken – det er netop derfor, han har brug for så eksplicit at gøre op med den.

Næstekærlighed handler om, hvad der sker i vores hjerte.

Et af de greb, han bruger, er at skabe et skel mellem det, vi gør, og det, vi tror. Næstekærlighed handler om, hvad der sker i vores hjerte, siger Augustin, og derfor er det muligt, at vi stadig elsker vores fjende med hjertet, mens vi samtidig slår ham ihjel med sværdet. Det er jo bare for at hjælpe ham med at holde op med at handle ondt, at vi slår ham ihjel.

Krigens første offer

Man siger, at sandheden er krigens første offer, men måske kunne man ændre det til, at næstekærligheden er krigens første offer. For Augustin blev det absolutte krav om at elske sin næste til et spørgsmål om at have den rette indstilling i hjertet og tjene et højere formål. Det enkelte menneske forsvinder og bliver i stedet til et problem, der skal håndteres, eller et middel, der skal bruges i en højere sags tjeneste. Den retorik er krigens stemme.

Der er ikke plads til nuancer i krig. Vi opdeler verden i os og dem, og vi fastholder fjendebilleder og stereotyper af hinanden. Vi umenneskeliggør hinanden for at kunne handle umenneskeligt mod hinanden. Prøv at lægge mærke til, hvordan den mekanisme også lynhurtigt er på færde i de krige, vi oplever i dag. Måske derfor har vi stadig brug for bønnens sprog – for at blive mindet om det, der egentlig betyder noget og at lytte til andre stemmer end magtens tale.

Læs også ‘Israels Gud er vores borg – om krigsførelse i Det Gamle Testamente’.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Og i vores menigheder landet rundt har vi faste traditioner. Det er rart, at livet nogle gange er forudsigeligt. Og især i december er denne forudsigelighed nærmest helt hyggelig.

En fast tradition er julehjælp. En helt fantastisk tradition for mange, en oplagt mulighed, hvor vi kan blive konkrete. Række ud til vores medmennesker og gøre en forskel for dem, som ikke bare forbinder december måned med hygge og en glæde, fordi det bliver ekstra tydeligt, at midlerne ikke helt slår til. Derfor er det fantastisk at kunne hjælpe nogle få og gøre en forskel for dem.

Men for første gang er jeg måske også lidt skeptisk – for er vores næstekærlighed gjort med det? Hvad med resten af året? Inviterer vi de mennesker ind i vores fællesskaber? Gør vi noget, når det også er svært i juni?

Derfor er min bøn, at vi også resten af året husker at gøre en forskel for lige netop disse mennesker, som vi kommer i kontakt med i december.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

I september så jeg de første artikler om årets juleudsmykning – skulle der vælges SLUK ELLER TÆND for lyskæder m.m. i byen?

Mange handler på krisen og slukker alt overflødigt lys i deres hjem, og alle kasserne med lyskæder bliver stående på loftet.

Men hvorfor ikke fejre Jesus’ fødsel – verdens lys, der jager mørket væk – med lys baseret på solceller i udsmykningen? Og samtidig vise næstekærlighed i overflod.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere