Lyt til artiklen:

Før 1992 læste jeg også i Bibelen, men ikke så disciplineret. I min barndom var jeg vant til, at vi sluttede dagen med en bibeltekst og en bøn, så det var ikke nyt for mig at beskæftige mig med Bibelen.

Daglig vane

Den daglige bibellæsning begyndte på Nordisk Baptistspejderlejr 1992 på Øksedal. Der var et bedetelt, som jeg gik og kiggede på, og det talte til mig om, at der var noget, jeg skulle. Et stærkt møde med Gud umiddelbart efter, fik mig til at læse kontinuerligt, og siden har jeg holdt fast i den vane.

Jeg læser hver dag den tekst, der er foreslået af Bibelselskabet i Bibellæseplanen. På den måde kommer jeg i løbet af tre år igennem alle Bibelens læsestykker. Mosebøgerne er dog en tung omgang!

Jeg oplever tit, at bibelteksterne hjælper mig i min hverdag. De er trosstyrkende og gør ofte mine bekymringer for dagen til skamme.
Et af mine mange yndlingsstykker lyder: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd”.[1] Lignelsen om vintræet og grenene siger mig meget om livet med Gud.[2]

Livsnødvendighed

Læsningen hjælper mig med livet, så det er ikke svært at læse i Bibelen.

For mig er bibellæsningen lige så vigtig som det daglige brød, og det er nemt for mig at have disciplinen i dagligdagen, men lidt vanskeligt, når dagligdagen forandres fx i ferien. Men læsningen hjælper mig med livet, så det er ikke svært at læse i Bibelen. Det er en livslang nødvendighed for mig, og jeg håber at kunne inspirere andre til at gøre det samme.

”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”[3] Det har været mit livsmål gennem hele livet, og det har hjulpet mig også i svære tider. Med den aktive handling, som bibellæsningen og bønnen er, følger oplevelsen af, at Gud er nærværende og leder mig skridt for skridt, dag efter dag.

[1] Zakarias’ Bog kap. 4, vers 6
[2] Johannesevangeliet kap. 15, vers 1-8
[3] Matthæusevangeliet kap. 6, vers 33

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Der er ikke én løsning på problemet, og vi, som er gamle, kan godt tænke, at her kan vi ikke være med. Vi ved ikke, hvordan det er at være ung i dag, så hvad kan vi bruges til?

Det er forkert! Alle undersøgelser viser, at unge har brug for voksne uanset alder at være sammen med og tale sammen med. Vi skal ikke gøre os kloge eller trække løsninger ned over hovedet på dem, men lytte og tale med dem med nysgerrighed og nærvær.

Ægte samvær og samtale med de unge kan vi tilbyde i familien og i menigheden og alle andre steder, hvor vi færdes. Og det gode er, at det kræver hverken træning eller uddannelse. Det kræver kun os, så det er bare at komme i gang.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Vrå Baptistkirke ligger med sine nyrenoverede lokaler, spejderhytter, bålplads og grønne arealer i hjertet af byens nyetablerede kulturområde. Her står kirken side om side med det topmoderne idrætscenter og Vrå Børne- og Kulturhus, der fik prisen som ’Årets skolebyggeri 2022’.

Selv børnene kan bygge kvalificeret.

Kaffe, Bibelen og fællesskabet

Vrå gemmer på flere succeshistorier. Menigheden blev stiftet i 1886 og har været igennem flere omstillinger, men selv corona-nedlukningen har ikke kunnet kvæle menighedens mange aktiviteter. Statistikken viser 108 medlemmer og menigheden har en interessant aldersfordeling. De har nemlig mange flere aktive medlemmer i den ressourcestærke midaldrende gruppe, end de har i aldersgruppen 60+. Og mange har hænderne skruet helt rigtigt på.

Som regel ses 30-50 personer til søndagsgudstjeneste, og over 50 personer får kirkens mange aktiviteter til at køre på skinner. Hvem ville ikke ønske sig et madhold med en tidligere konditor, en teknikgruppe med lyd, lys og teknik styret af en kvalitetsbevidst elektriker og en kirkebygning med kunst, møbler og indretning præget af renovation i 2020, foretaget af flere kreative håndværkere og designere?

Kvalitetssikring

Menigheden nyder hinandens selskab på tværs af generationerne, især udendørs.

Menigheden nyder hinandens selskab på tværs af generationerne, især udendørs. Gåtur-gruppen traver ugentligt, og nogle naturglade mænd har udvidet konceptet til andagt, en overnatning i shelter og rundstykker. Her tales under den åbne himmel med andre end dem, man plejer, og om mange forskellige emner – ud over hvilken rute man skal tage helt til Hirtshals!

Spejderne, Danmarks tredjestørste baptistspejderkreds, nyder de gode faciliteter både inde og ude. De er en integreret del af Vrås kirkeliv. Alle i byen kender kirken, for mange af byens børn kommer her i værkstedet, hytterne og ved bålpladsen hos baptistspejderne.

Der er brug for flere hænder for at kvalitetssikre aktiviteterne for de ca. 70 spejdere. Familiespejd er kommet på programmet siden 2020, og menigheden har store forventninger til det nye præstepar, Maria og Gert Bjørsted, i forhold til udvikling af børne- og ungearbejdet. Et stort håb om at etablere fast børnekirke kan tydeligt ses af børnelokalets nye klatrevæg og miniteater. De større børn har fået store lædersofaer og bordfodbold samt et lille tekøkken, når der skal hygges.

Særligt nærvær

Jeg er mere nærværende, når vi er kun få, frem for at jeg zapper rundt.

Menighedslejr og fællesskabsgudstjenester er også meget populære. Flere oplever en større tilslutning, siden pandemien gjorde det nødvendigt at tænke kreativt. Og de sociale og åndelige tiltag i menigheden har også været med til at styrke sammenholdet, selv om mange fortæller, at de altid har oplevet en særlig omsorg for hinanden i kirken. Flere beretter endda om et helt særligt nærvær under nogle af de anderledes aktiviteter under corona-nedlukningen. ”Det har ændret min måde at være på. Jeg er mere nærværende, når vi er kun få, frem for at jeg zapper rundt”, siger et aktivt medlem. Og de oplevelser har fået flere til at sænke tempoet og komme hinanden nærmere.

Især i to husgrupper mærker man et særligt bånd til hinanden. Hos det nyligt pensionerede præstepar, Anne-Marie Winther og Søren Højbak Jonasen, mødes seniorgruppen med mindst tre slags af alt: Bibeludgaver, ost, kaffe m.m. ”Medmindre fasten gør, at vi skærer ned til en slags ost”, griner de. ’Pigegruppen’ deler også liv og bøn, når de ikke er i gang nede i kirken.

Læs også

Bodil Lanting: “Maria og Gert bliver præstepar i Vrå Baptistkirke”, Udfordringen 4. aug. 2023 eller på https://udfordringen.dk/2023/08/maria-og-gert-bliver-praestepar-i-vraa-baptistkirke/

Og harmonien i kirken mærkes derudover, når lovsangsgruppen synger for i kirken. Der er et fælles håb om et tættere samarbejde kirkerne imellem i Vrå. Og der var 100% enighed, da det nye præstepar blev valgt. Og det er ik’ så ring endda.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Det er den første lørdag i skoleferien, og jeg er på vej på børnelejr. Bilen er pakket med tusser, sakse og et par kasser med ting til underholdning og sjove lege. I tasken ligger Biblen sammen med et par bøger med bibelfortællinger. Soveposen er på plads, og jeg kører glad og forventningsfuld af sted. Jeg har brugt et par uger på at færdiggøre bibeltimerne, som jeg skal holde på sommerlejren.

Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

God stemning

Vel ankommet til lejren er de første ledere kommet, stemningen er god og alle glæder sig til, at lejren bliver fyldt med glade børn og teenagere.

Solen skinner, og inden længe er der en summen af liv, mens der bliver sat telte op og pakket ud. Der bliver hilst på gamle og nye venner, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med programmet, mens der bliver vinket farvel til mor og far. Så er vi i gang.

Fem dage senere bliver den sidste sang sunget, og vi kan sige farvel og på gensyn. Forældre og venner er kommet for at hente børnene, og lejren bliver afsluttet med et lejrbål, hvor forældre får et lille glimt af, hvad der er sket i løbet af dagene.

Tænk – at få lov at fortælle om Jesus.

Ultimativ glæde

Men hvad får mig til at pakke og forberede mig til fem hektiske dage med for lidt søvn og trætte ben? Ja, det er helt enkelt: ’Tænk, at få lov at fortælle om Jesus. At Han elsker os og vil være vores ven!’

At få lov at dele det vigtigste i mit liv, så børnene og de unge kan få et lille glimt af Jesus’ kærlighed og få at vide, at de er værdifulde. Det er stort. Mange af børnene er vant til at gå i kirke, og de har taget deres venner med – måske en kusine eller en fætter. Men for andre er det nyt at være i et forum, hvor det centrale er ’det glade budskab’. Nærvær, sjov og leg bidrager rigtig meget til formidlingen.

Hanna Ringgaard

Så når bildøren bliver lukket, og vi ser et fornøjet barneansigt og hører et højt ’På gensyn!’ samtidig med, at vi kan høre børnene synge højt.

For Gud har gjort mig fri
ufattelig fri
da kærligheden vandt for mig.
For Gud har gjort mig fri
ufattelig fri
da kærligheden baned’ vej.

– hvad kan man så ønske sig mere!!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Det er en konfrontation med den virkelighed, at vi nogle gange er magtesløse overfor onde kræfter her i verden. At Gud ikke altid griber ind og retter op på menneskers ondskab. Det får mig til at føle, at jeg slet ikke ved noget om Gud, når han kan lade den slags ske – og så alligevel.

Jeg tror ikke, at alting sker af en grund. Jeg kan ikke se, hvad grund der skulle være til at lade mennesker dø i krig. Men jeg bliver nødt til at tro på, at Gud sørger med os midt i det mest ubærlige.

For når jeg fristes til at lade magtesløsheden få overhånd, kan jeg tro på den Gud, som græder med os. Den Gud, der blev menneske – ikke for at gøre os fri af smerte, men for at gå ved siden af og sige: ”Jeg er hos dig”.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Kristian Bonde-Nielsen:

• præst i Købnerkirken
• uddannet fra SALT (Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi)
• en del af podcasten ’Spadestik’

Personligt har jeg de sidste 12 år mere eller mindre uden undtagelse en gang om måneden mødtes med min åndelige medvandrer for at blive opmærksom på, hvilke processer der er i gang i mit liv, og hvor Gud er til stede i det. Det lyder fromt og godt – men jeg skal være ærlig og sige, at så fromt er det slet ikke i virkeligheden. I stedet er det ærligt, uden filter, realistisk og jordnært.

At være medvandrer

Som præst kastede jeg mig også hurtigt selv over det at være medvandrer for andre, og det er noget af det, jeg nyder mest i min tjeneste. Det var dog en tjeneste, som i løbet af flere omgange med nedlukning blev udfordret af omstændighederne. For mit vedkommende blev løsningen en hel masse gåture rundt i kvarteret og rundt om Damhussøen. Det i sig selv gør, at forskellige steder i Vanløse, hvor jeg arbejdede og stadig bor, minder mig om livsvigtige ting, der er blevet sagt. Derved har jeg også (gen)opdaget, hvordan ethvert sted kan være hellig grund og mødeplads mellem himmel og jord.

Virtuelle samtaler

Under den første nedlukning forsøgte jeg mig også med virtuelle samtaler. Men ret hurtigt måtte jeg konkludere, at det så langt fra var det samme. Nogle var bedre til at være i samtalen end andre, men uanset hvad var min oplevelse, at der manglede noget. Selvom en hel del ting er meget nemmere at ordne virtuelt, så er der, tror jeg, også noget der afhænger af, at vi er fysisk til stede på det samme sted.

Virtuel kirke

Jeg har brug for mennesker af kød og blod. Jeg har brug for, at vi trækker den samme luft.

I kirkerne var vi hurtige til at hoppe ombord i de forskellige muligheder for at være virtuel kirke. Personligt befandt jeg mig ekstremt dårligt i det. Jeg har brug for mennesker af kød og blod. Jeg har brug for, at vi trækker den samme luft, og at vi kan tale sammen uden forsinkelse. Og sådan tror jeg, der er en del, der har det.

Nærværets gave

Så når vi nu lige så stille – og for anden gang – vænner os til, at livet minder om noget, vi kender, så tror jeg, vi har brug for at genopdage nærværets gave. Undersøgelser viser, at særligt unge mennesker har et mentalt (og åndeligt?) efterslæb. Og jeg synes næsten, jeg kan mærke det hos de mennesker, jeg møder, og hos mig selv. Vi har vænnet os til at være alene, og vi har vænnet os til at gå selv med hver vores. Og måske har vi endda også vænnet os til i endnu højere grad at holde effektiviteten frem som det altoverskyggende mål.

Vi har brug for at genopdage nærværets gave.

Derfor tror jeg, at vi har brug for at genopdage nærværets gave. I den kirkelige tradition findes det særligt i sjælesorgssamtaler og åndelig vejledning. Sidstnævnte er altså det, vi er nogle, der kalder åndelig medvandring. I en åndelig medvandrings-samtale er effektiviteten irrelevant. Vi skal ikke nå noget, og vi skal ikke nødvendigvis flytte os. I åndelig medvandring tager vi os god tid til at lytte, til at være stille, til at tænke og til at føle. Vi giver plads til, at man kan sige det, som er svært at sige højt, og til at Gud ved sin Ånd kan sige os det, vi ikke kan sige os selv. Men alt det kræver tid, ro og nærvær!

Tid til den enkelte

En af de ting, der ofte slår mig, når jeg læser igennem evangelierne er, at Jesus har tid til den enkelte. Muligvis foregår kulminationen på Jesus’ liv i påsken, men forud for det er der gået et liv og en tjeneste med tid til at være nærværende. Jesus lader sig forstyrre af mennesker fra alle samfundslag og tager sig tid til at se dem i øjnene. Og selvom Jesus’ tjeneste på en måde er ganske målrettet, er den også samtidig virkelig ineffektiv målt efter moderne standarder. Måske vil Jesus vise os, at tempo, effektivitet og produktivitet ikke er et mål i sig selv? Det er værdifuldt i sig selv at bruge tid sammen og måske bare at trække vejret sammen.

Nærvær er tegn på kærlighed

Intet kan erstatte nærværet mellem mennesker! Det står stadig tilbage som den største lærdom for mig gennem to år med pandemi. Når vi er nærværende overfor hinanden, viser vi med vores liv og vores tid dét, som nogle af os prøver at prædike: ”Du er elsket. Du er værdig til livet. Du har værdi. Du betyder noget.” Det er langt lettere at prædike end at praktisere. Det er langt lettere at prædike om alle menneskers ukrænkelige værdi og plads i Guds favn, end det er rent faktisk at tage sig tid til at lytte til de selvsamme mennesker. Men når vi gør det, og vi faktisk tager os tid, så er det så uendeligt værdifuldt.

Der findes ikke nogen ordentlig substitut for nærvær.

Nærvær kræver tid sammen

Mine egne erfaringer er primært med åndelig medvandring. Og selv holder jeg uendeligt meget af den tradition og måde at være sammen. Det betyder ikke, at principperne fra åndelig medvandring ikke også virker under lidt andre former. For jeg tror faktisk på, at der ikke findes nogen ordentlig substitut for nærvær. Og nærvær kan jo findes i alle mulige former og afskygninger. Det kunne være to venner, der aftaler at mødes regelmæssigt og følges ad. Det kunne være i de små grupper, der findes i mange af vores kirker – og som vi ikke er helt enige om, hvad vi skal kalde. Det kunne også hjælpes på vej gennem noget så enkelt som altid at lægge telefonen væk, når vi er sammen. Nærvær findes i alle mulige afskygninger, men fælles er, at det ikke kan jages frem, men det kræver, at vi tager os tid til hinanden.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Vi lever i et samfund, hvor sorgen skal pakkes væk. Hvor vi forventes at komme os over den, nærmest før vi har haft mulighed for at føle den. Hvor vi for alt i verden ikke må tale om den.

Men som mennesker har vi brug for at føle vores sorg, og vi har brug for andre at dele den med.

Vi er ikke bedre i kirken. Også hos os, er det svært at tale om sorgen, svært at tale med dem, vi ved sørger – og svært at sige, at vi er i sorg. Alt for ofte tyer vi til halvtomme floskler, fremfor virkeligt nærvær.

Jesus græder med de grædende, han sørger med de sørgende. Jeg er blevet mindet om, at det skal jeg også gøre.

Så min opfordring er – hvis du kender en, der er i sorg – spørg dem, hvordan de har det. Og lyt til dem, når de siger, at de ikke har det godt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

”Kære Jesus. Tak for mad og tøj og min seng. Gør lige dit og dat … I Jesu navn amen.” Det var min barndoms bøn. Det var ikke svært – lige indtil jeg selv og andre gjorde bønnen besværlig.

Nogle lærte mig, at man skulle begynde hver dag med en bøn – og hvis der ikke var tid om morgenen, skulle man bare stå en halv time tidligere op. Tre dage – så blev de gode forsætter afløst af dårlig samvittighed. Jeg snød jo dig, Gud.

Jeg ved ikke, hvor jeg fik det fra, men på et tidspunkt blev det vigtigt for mig, at jeg skulle huske at minde dig om alt det, du skulle huske. Du må da være blevet grumme træt af mine kilometerlange opremsninger af familie, venner og al verdens nød og fortræd. Du vidste jo det hele i forvejen. Måske var det mig, der blev træt at remserne, for de løb også ud i sandet for mig – ligesom alle forsøg på at systematisere min bøn, for jeg er et kaotisk rodehoved. Men det ved du jo også godt.

Mit rod rodede stadig, men det var sat i perspektiv og omsluttet af din grænseløse kærlighed. Tak!

Stilhed

Engang, da mit liv var ekstra rodet, førte du mig ind i stilheden. Det var ikke let. At få omgivelserne og mine egne tanker til at tie var ikke så galt. Men den tykke, sorte, ubestemmelige støj, som derefter pulsede ud fra mit indre – den var skræmmende! Jeg véd ikke, hvad det var – det ved du sikkert. Derefter blev der stille – smukt, dybt, højt, bredt – der var kun dig, Gud. Mit rod rodede stadig, men det var sat i perspektiv og omsluttet af din grænseløse kærlighed. Tak!

Guds nærvær

Den stilhed har jeg siden kun fundet glimtvis. Men jeg véd nu, at dit nærvær, din grænseløse kærlighed favner mig og alt det, jeg før mente at skulle minde dig om. Når min bøn finder ord i dag, er det som om du giver mig dem for at rette min opmærksomhed på min næste og den verden, du elsker. Jeg var barnlig, naiv, selvoptaget, opgivende, søgende – men det var skridt på en pilgrimsvandring i bøn sammen med dig. Du var der.

Nu står vi her – hvor skal vi hen herfra? I Jesu navn, amen!

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Lola Jensen
Uddannet socialpædagog
Har tre børn og fem børnebørn
Har arbejdet som familievejleder i 30 år

Hvordan forholder vi os som forældre til vores børn og deres brug af sociale medier?

Når man taler med forældre i dag, så er de på tankeplanet generelt rigtig, rigtig gode. Men når det kommer til handlingen, halter det tit lidt efter. Dagen kan have været lang og jobbet hårdt, og elektronikken kan være en rigtig nem løsning, der kan skabe umiddelbar ro. Så handlingen stemmer ikke overens med de gode tanker.

Så det handler om at følge det, vi siger?

Ja, eller at følge op på den holdning, vi har, for den er faktisk rigtig god. De fleste forældre kan jo godt mærke, når de kigger hen på deres børn, at de måske ikke skulle sige ja til iPad’en igen. Så det er simpelthen noget med at mærke efter. Det gælder jo også på alle mulige andre områder: Sundhed, slik, motion, rengøring. Man får så meget ro, når man følger sine tanker, og handlingen passer til. Det kan godt betale sig.

Kan man sætte en grænse for, hvor meget børn må bruge på de sociale medier?

Det, man skal være opmærksom på, er, at det ikke er teknikken som sådan, der er problemet. Det er det, at den stjæler barndommen. Hvis du fx ved, at du har morgenstunden, inden du tager afsted med dit barn, til at få givet den grunddannelse, oprydning i deres tanker, forberedelse på det, der skal ske – hele værdidannelsen, praktiske kompetencer osv. – og du lader noget af den tid gå fra til teknik, så har du jo haft mindre tid til de opgaver. Den øvelse, man laver med sine børn, når de er små, slår altså igennem, når de bliver teenagere. Hvis man har sovet i timen, kan man godt ende med en teenager, der bare sidder der og har fået en afhængighed.
Børn under to år, synes jeg, skal overhovedet ikke sidde med elektronik. Fra toårs-alderen kan man måske se en tegnefilm en halv times tid om dagen. Og stod det til mig, var den halve time kun på fjernsynet, indtil de er omkring seks år, for du har en meget bedre kontakt med dit barn, hvis det ser noget på den store skærm på væggen, end hvis det er bøjet over iPad’en.

Det er ikke teknikken som sådan, der er problemet. Det er det, at den stjæler barndommen.

Hvad så, når børnene bliver ældre og får profiler på de sociale medier?

For det første skal man være bevidst om, hvornår man giver sine børn den første telefon, der kan gå på internettet. Jo tidligere de får den, jo sværere bliver det at styre. Jeg synes, den bedste vej er, at man i forældrerådet i skolen forsøger at lave en fælles ramme for, hvilke spil børnene må spille, hvornår de må få første telefon osv. Og så er der en grund til, at Facebooks aldersgrænse er 13 år.

Må man holde øje med sine børns sociale profiler?

Man må gerne interessere sig ved at komme lidt tilfældigt forbi og være nysgerrig på at få noget viden. Hvis vi virker kontrollerende, så viser vi mistillid. Og det er meget teenage-typisk, hvis man oplever mistillid fra sine forældre at gøre det, som forældrene alligevel tror, man gør. Man må ikke lure som forældre, men man skal også passe på sine børn. Vis dem nysgerrighed og tillid.

Hvad gør det ved vores børn, at de altid er online og tilgængelige?

Teenagerne bliver i særdeleshed ramt. Man kan ikke blive glad i dag, man kan ikke leve op til det, man forventer, livet skal bringe, hvis man skal være kæreste med en fra One Direction, ligne en fotomodel, være med i X Factor osv. Og hvis du ikke kan det – hvis du ikke har den der 15-minutters narcissistiske berømmelse på den ene eller anden måde – så er du ikke noget værd. Det er smadder uhyggeligt. Det er frit fald. Og så er det farligt, at det skrevne er meget nemmere at misforstå, end det man siger mundtligt.

Ja, og så er der likes! Det er jo en meget konkret anerkendelse, som man kan stræbe efter.

Ja, nemlig. Man skal hele tiden hen og kontrollere – og hvorfor fik noget kun 5 likes, når man havde gjort sig så umage? Og så fortæller man ikke, når man har det svært.

Den måde, hvorpå vi som forældre iscenesætter os selv på de sociale medier – det smitter vel også af på vores børn?

Ja, i høj grad! Forældre poster, når deres børn har fået et 12-tal, men ikke hvis det er et 10-tal. Så nogen børn kan føle, at et 10-tal ikke er ligeså værdifuldt som et 12-tal. Eller den søskende, som ved sin allerbedste flid hver dag fik et 4-tal – dét er jo et fantastisk flot 4-tal – men det bliver bare ikke lagt på Facebook, og det er et signal til barnet, som du kan tro, det lægger mærke til.

Men hvad så – er der noget som helst godt at hente på de sociale medier?

Jeg prøver virkelig at holde øje med de gode ting også, og jeg synes, at de børn, som livet har givet en særlig udfordring, kan have stor gavn af medierne. Både i forhold til at søge informationer om en given sygdom og kontakt gennem foreninger osv. Og generelt til at skabe kontakt til andre mennesker – fx sms’er om legeaftaler på legepladsen. Og selvfølgelig til børn, der fx har svært ved at læse. I sådan nogle forhold er det brugbart. Men der er ingen videnskab, der beviser, at man lærer bedre på en iPad. Tværtimod. Hele 3D-dimensionen går tabt ved skærmen, og man lærer altså meget af at se, hvordan de ord, man bruger, påvirker andre mennesker.

Det bliver bare ikke lagt på Facebook, og det er et signal til barnet, som du kan tro, det lægger mærke til.

Er det så sværere at være barn og ung i dag?

Ja, det synes jeg. Det var lettere før, fordi valgene var færre. Du valgte at gøre, som din familie havde gjort før. I dag har du så mange valg, at de unge er bange for at vælge forkert. Tænk nu, hvis jeg tager et forkert valg eller laver en fejldisposition? Tænk, hvis jeg vælger en forkert kæreste? En forkert uddannelse!

For ikke at tale om dokumentationskravet! Alt bliver lagt op på de sociale medier.

Ja, selv når barnet har kastet op. Og så bevidstheden om, at man skal tage billeder hele tiden. Inden for det sidste års tid eller to, synes jeg, det er blevet værre. Telefonen er alle steder, og alt skal dokumenteres. I stedet for at vi bare er til stede, dér hvor vi er. Fællesskab kan ikke have den samme kvalitet og nærvær på en iPad, som ægte samvær med andre mennesker kan tilbyde.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Daniel Øhrstrøm, f. 1979

• Kulturjournalist på Kristeligt Dagblad
• Forfatter til bl.a. ‘Vejen til værdighed’, ‘Den forbudte frelse’, ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’ og salmesamlingen ‘Det bedste er i vente’
• Medlem af Missionskirken i Rønne, som er en del af Det danske Missionsforbund

Det gjorde mig meget stresset og urolig, for jeg ville gerne have et godt forhold til hende, men det lykkedes aldrig. Og i stedet for kom jeg til at skælde børnene ud hver gang, der – naturligt nok – kom lyd på deres lege. Så var det nemmere at lade dem hænge over deres iPads.

Det ærgrer jeg mig mest over nu, hvor vi er flyttet tilbage til Bornholm – lykkeligt befriet for underboer. Børnene kigger stadig alt for meget ned i deres IPads, som de oven i købet har fået af deres nye folkeskole ud fra en moderne læringstanke.

De nye hjælpemidler er også smarte, men de skal jo bruges med måde. Og jeg er bange for, at jeg selv har været et dårligt forbillede for mine børn på det punkt. Jeg bruger også meget tid med min mobil. En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham. For jeg kiggede mere på den! Det gjorde ondt!

En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham.

Jeg øver mig derfor i at være mere nærværende – selvom denne tekst også er skrevet på min mobil! Men når jeg kigger rundt i gadebilledet, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der kigger for meget ned. Overalt hænger folk over deres skærme. Det fik mig sidste år – mens vi stadig boede på Frederiksberg – til at skrive en lille bysalme om at kigge op i stedet for ned.

Kirkespir peger opad

Dengang brugte jeg ofte min daglige cykeltur fra Frederiksberg til Kristeligt Dagblads redaktion på Strøget til at bede – og sommetider også til at skrive små salmer. En del af dem er med i min samling ‘Det bedste er i vente’, men den her har ikke været trykt før. Jeg fik inspirationen til den, da jeg en dag opdagede, at der overalt på min cykelrute var kirkespir, der peger op mod himlen, mens alle, jeg så på min vej, i stedet kiggede ned i deres mobiltelefoner – tilsyneladende uden at opdage hinanden eller Gud på vejen.

Min tanke var, at Gud aldrig har for travlt til os, så vi bør heller ikke have for travlt til ham. Siden har jeg ofte brugt denne lille salme, når jeg holder foredrag om dannelse. For som Meir Goldschmidt sagde, er dannelse den udvidede evne til opmærksomhed. Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.

Det er også den blinde vinkel ved meget selvudvikling. Der kommer ironisk nok sjældent meget ‘selv’ ud af at være ‘selvoptaget’, som Joakim Garff siger i min lille interviewbog ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’. Selvet styrkes nemlig også i samspil med andre og Gud. Og ‘man kommer først til sig selv’ i mødet med andre, og når man lægger sig tilbage i Guds hånd – ved at kigge op.

Et dannelsesprojekt

Det er blevet et stadig vigtigere dannelsesprojekt i vores digitale tid, hvor vi hurtigt afskærmer os fra andre med vores små skærme og alle de såkaldt sociale medier, som jeg selv er storforbruger af.

Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.

Det har desværre ikke ændret sig, selvom vi er flyttet til Bornholm, hvor man ikke – som på Strøget – nærmest bliver betragtet som psykisk syg, hvis man søger øjenkontakt med et medmenneske på gaden. Men her er jo også IPads og mobiltelefoner, der er skabt til at skabe kontakt med andre – men altså i hvert fald for mig typisk gør det modsatte. Og så prøver jeg at huske at kigge op i stedet for ned.

Du travle Gud, der kender milliarder
Mel: I Danmark er jeg født (i Sebastians version)
Tekst: Daniel Øhrstrøm

Du travle Gud, der kender milliarder,
der be’r til dig i stor elendighed;
du ser mig cykle over boulevarder,
mens byens kolde byger siler ned.
Du ser mig gå i stå på løbetur på Broen,
jeg løber for at løbe fra uroen.
Dér beder jeg:
Jesus, vis vej for mig!

Se kirkespir, der peger mod din himmel,
mens biler iler hvileløst forbi.
I busser nusser folk med flade skærme;
mobiler gør, at ingen holder fri.
Og alle kigger ned med kunstigt lys i øjet
og ignorerer tiggerne på Strøget.
Dér glemmer jeg,
Jesus, at det er dig!

Du fødtes i en stald, men kom til byen,
hvor du blev svigtet, dræbt og overhørt,
men kærligheden rejste dig til skyen,
og frelserplanen fik du gennemført.
Nu gør du Himlen klar med boliger til mange,
så dem, der tror, skal ikke være bange.
Dig takker jeg,
Jesus, så husk på mig!

Beton og stål og glas er vores verden,
men himlen pakker stadig byen ind.
Du følger kærligt vores travle færden
og blæser liv i byen med din vind.
Se træerne i blomst i maj i Kongens Have,
de viser smukt, at livet er din gave.
Dér mærker jeg,
Jesus, du elsker mig!

De gamle huse husker os på fædre,
der byggede, men nu er gået bort.
Nu prøver vi at bygge alting bedre,
men livet er en rejse, der er kort.
Men når vi køres rundt med kistelåg i biler,
så åbner Himlens porte, hvor du smiler.
Da vågner jeg,
Jesus, og møder dig!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere