Lyt til artiklen her:

Temaet var gennemført ved alle gudstjenester og de store taler. Hvad sker der, når Jesus inviterer os til at spise sammen, nyde nadveren sammen og rykke sammen? Og hvem er i det hele taget til stede ved bordet? Hvem er velkommen – og er der nogen, der ikke er det?

Artiklens forfatter, Lone Møller-Hansen på talerstolen ved BWAs årsmøde i Toronto, Canada. (Foto: Jeff Peck).

Over 500 baptister fra 65 lande deltog, og 435 var til stede, da Baptist World Alliance holdt årsmøde på Tyndale University i Toronto i begyndelsen af juli under temaet: ’At the table of Christ, one gospel, many people’, på dansk ’Ved Jesu bord, ét evangelium, mange mennesker’.

Generelt var opfordringen, at alle var velkomne ved bordet. I hvert fald fra talernes side. Men når man så diskuterede rundt i de små grupper, kom det frem, at der er menigheder, hvor kun menighedens medlemmer kan modtage nadver – eller hvor man skal have bekendt sin tro på Jesus offentligt, før man kan modtage nadver.

Konservativ eller liberal?

Vi er en meget sammensat verdenskirke. Det er helt klart, at den voksende kirke i Afrika er ret konservativ, og at amerikanerne er splittede i mange teologiske spørgsmål. Alligevel siges det, at BWA er for liberal, fordi vi anerkender kvinder som præster og ledere. Sydstatsbaptisterne, som ikke er med i BWA længere, har netop taget en beslutning om, at det ikke er bibelsk! I BWA er vi enige om, at Jesus skal være i centrum. Og han spiste netop med alle dem, ingen andre ville være sammen med! Og kvinderne var jo de første prædikanter, der kunne fortælle om hans opstandelse. På prædikestolen i Toronto var der stort set lige mange mænd og kvinder.

Lone ved den røde stol sammen med Valérie Duval-Poujol, der er BWAs ambassadør i kampen mod vold mod kvinder. (Foto: Jeff Peck).

”Den røde stol”

Den nye struktur i BWA indebærer blandt andet, at der kan udnævnes ambassadører til specifikke emner. Foreløbig er der tre BWA-ambassadører: Én til Mellemøsten, én til forkyndelse og voksende kirker, og én til kampen mod vold mod kvinder. Valérie Duval-Poujol fra Frankrig er den sidstnævnte. Hun gør en indsats for de kvinder, der bliver slået ihjel af én af deres nærmeste. Hver eneste dag bliver 137 kvinder slået ihjel af en partner eller et familiemedlem. Baptist-kvinderne har hvert år et projekt, de kalder ’den røde stol’. I det offentlige rum placeres en rød stol; det kan være en helt almindelig stol med et rødt klæde over. Stolen symboliserer de kvinder, der kunne have siddet med om bordet og i snakken, men som er blevet slået ihjel af nogle af deres nærmeste. Og så handler det om at opdrage ikke mindst vores drenge og unge mænd til, at vold ikke er i orden. At der er andre løsninger end at slå hende ihjel. Og at de, der slår kvinder ihjel, skal retsforfølges. Den undervisning skal starte hjemme, men den skal støttes i kirken. Vold mod kvinder er bare ikke i orden. Det er vold mod mænd selvfølgelig heller ikke.

BaptistKirken som rollemodel! Mange var interesserede i at høre om vores arbejde med Acts2Movement og Bibel-app’en. (Foto: Jeff Peck).

Vi er rollemodeller

Et andet stort tema på årsmødet i Toronto var selvfølgelig kampagnen Acts2Movement. Det er et fokus på missionale tiltag frem mod 2000-året for Jesu død og opstandelse, Helligåndens komme over mennesker og kirkens opståen. Året er 2033. Ikke kun baptistkirker sætter sig for, at det er nu, vi skal prøve at opfylde Missionsbefalingen (Mattæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20). At budskabet om Jesus skal ud i hele verden.

Andre verdenskirker arbejder mod samme mål. Måske lykkes det denne gang.

Det viste sig, at vi i BaptistKirken bliver set som en rollemodel. Jeg fik lov til at præsentere, hvad vi har gjort så langt: oversættelse af Acts2Movement-korset, det lille hæfte, der er sendt ud til alle kirker, som skal klæde ikke mindst menighedernes ledere på til at fortælle om Acts2Movement, som vi også kalder ’Tro i bevægelse’.

Lone sammen med Julio fra USA ved den smukke nadverceremoni, der afsluttede årsmødet. ( Foto: Jeff Peck).

Oplægget til syv prædikener om den bibelske baggrund for Acts2Movement, og den bibel-app, som alle opfordres til at downloade inden 30. august. Med den og din bibel kan du komme igennem hele Bibelen – eller Det Nye Testamente og udvalgte tekster i Det Gamle Testamente i løbet af to år – alt efter om du vil læse to eller et kapitel om dagen. Bibelappen vakte interesse i flere delegationer, så måske er der potentiale for, at andre vil købe den af Michael Frost, der har udviklet den. Det afgørende i denne app er, at du kan få en læsegruppe, der kan støtte dig til at holde ud, og som du kan dele dine læseoplevelser med.

I øvrigt vil vi gerne have en Acts2Movement-ambassadør i alle menigheder …

Chad Pillon ledte forsamlingen i lovsang i det smukke kapel på Tyndale University (Foto: Jeff Peck).

Rørt til tårer

Der var meget varierende musik og sang ved dette årsmøde. Mest rørende var det, da en musiklærer i kørestol, Chad Pillon, ledte forsamlingen i det smukke kapel på Tyndale University. Universitetet har i øvrigt tidligere været et kloster. Vi sang, mens vi græd, og hårene rejste sig på armene.

Og så er der alle de små samtaler, møderne med gamle og nye venner, opmuntring og forbøn. Helligånden var i den grad til stede.

Næste år er årsmødet i Caribien. Vi må vente til 2030. Da er der verdenskonference i Europa. Inden næste sommer ved vi, hvor.

Læs mere på BWA’s webside: https://baptistworld.org/annual-gathering/table-of-christ/

Den smukke klosterkirke er fra 1961. Klosteret blev overtaget af Tyndale universitet i 2003 (Foto: Lone Møller-Hansen).

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Man slutter pagt med hinanden på mange måder, blandt andet i militær sammenhæng – Nato-pagten for eksempel. Og som regel er der også et tegn eller en handling, der hører til pagten.

I de fleste tilfælde er parterne, der slutter pagten, ret ligeværdige.

Men den pagt, vi taler om ved nadveren – den nye pagt, er af en helt særlig karakter.

Pagten er sluttet en gang for alle fra Guds side. Og han har betalt en helt ufattelig pris for indgåelse af pagten ved at ofre sin søn. Så alt er klart. Men hver gang vi spiser brødet og drikker vinen som et tegn på Jesu legeme og blod, indgår vi i pagten. Og vi kan mindes hans offer og mærke hans ufattelige kærlighed.

Hvilken gave vi får, når vi slutter den nye pagt med Ham!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Teksten til Palmesøndag handler i år om et mærkeligt optrin i Simon den Spedalskes hus. Her sidder Jesus til bords, da en kvinde giver sig til at hælde kostbar Nardusolie over hans hoved for at ”salve” ham.1

Reaktionen fra Jesus’ disciple falder prompte: Hvorfor ødsle med sådan en kostbar olie, som kunne være solgt for mange penge til gavn for de fattige? Men Jesus forsvarede kvinden: Hun gjorde, hvad hun kunne – og de fattige har I jo alligevel altid hos jer, forklarer han disciplene. Det var måske ikke lige det mest rationelle og nyttige, sådan at hælde dyr olie ud over Jesus, men hendes gerning var nu alligevel god nok. ”Hun har på forhånd salvet mig til min begravelse”, uddyber Jesus.

Ofte kan vi, ligesom disciplene, gøre hensynet til det nyttige til det væsentligste, mens Jesus må vente. Når der er krise i samfundet, som nu på grund af virus-pandemi, lukker vi kirkerne og lader i stedet supermarkederne holde åbent påskedag. Det er sikkert ganske fornuftigt. Vi kan ikke som kirke tillade os at sætte menneskers liv og sundhed på spil, i hvert fald ikke, hvis det bare handler om at dyrke vores egen fromhed.

Alligevel bør vi måske lære noget af historien om kvinden, der salver Jesus. Det var ikke det nyttigste og mest fornuftige at gøre, men alligevel var hendes handling god, siger Jesus. Det betyder ikke, at vi skal blæse på fornuften, og holde normal gudstjeneste alligevel, trods smittefare – uanset om der åbnes for det eller ej. Men kan vi alligevel finde plads – midt i frygten – til at fejre påsken og mindes Jesus?

Det behøver ikke at foregå i kirkebygningerne, for kirken er heldigvis ikke bundet af mursten. Kirken er ikke lukket, så længe, der er kristne, der fejrer gudstjeneste! Ny Testamente beretter om, hvordan de første kristne mødtes i hjemmene, og holdt nadver sammen. Det kan vi også gøre – holde nadver sammen derhjemme i påsken (og er du alene, kan vi heldigvis også være sammen på afstand – Gud lader sig ikke begrænse af digitale medier).

Når vi holder nadver, forkynder vi Jesus og hans død, skriver Paulus. Når vi holder nadver sammen, gør vi på vores måde det, som kvinden gjorde, da hun salvede Jesus til hans begravelse – ikke på forhånd, som da hun gjorde det, men som generindring af det, som han én gang for alle har gjort for os med sin død og opstandelse.

Påsken afhænger heldigvis ikke af os – der er meget vi kan gøre, ligesom disciplene også kunne gøre meget for de fattige iblandt dem – men det afgørende kan vi ikke selv gøre. Påsken handler om, at Gud selv er gået vejen for os gennem lidelse og død.

Når vi har gjort hvad vi kan, er der i grunden intet andet at gøre, end at fejre påskens budskab: At det afgørende slet ikke afhænger af os, men af den konge, som palmesøndag ”kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”2 Det skal nok blive påske, trods alt.

1Markusevangeliet 14,3-9

2Zakarias’ Bog 9,9-10

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere