Lyt til artiklen:

Morten Filemon Olsen, f. 1990

• faglig koordinator i en kommune
• projektkoordinator i Baptistkirken i Odenses Børne- og Ungdomsforening
• uddannet socialrådgiver og kandidat i samfundsvidenskabelig jura
• medlem af BaptistKirkens integrationsudvalg og KIT’s bestyrelse

Vi behøver ikke at kende vores naboer for at gå i gang med at bede for dem. Når vi begynder at bede for dem, begynder vi også at interessere os mere for dem. Samtidig kan vi heller ikke begrænse vores næste til alene at være vores nærmeste nabo eller kun dem, vi møder ansigt til ansigt.

Flygtninge i nabolaget

Da jeg var barn, kom der mange flygtninge fra Burma til Danmark. En stor del af dem var baptister og opsøgte kirken. Vi tog på besøg og hjalp med forskellige praktiske udfordringer. Pludselig var burmesiske flygtninge en del af mit nabolag, og vi fik hurtigt besked fra nabolaget, når der kom en ny familie til Fyn.

Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag.

En søndag efter en gudstjeneste gik jeg tilfældigt ind i en shawarmabar, der var ejet af en familie, som var flygtet fra Irak. Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag. I 2014 fik jeg mit første job som socialrådgiver i en kommune, og der gik ikke lang tid, før syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Pludselig var syriske flygtninge en del af mit nabolag.

I 2022 lærte jeg tilfældigt en sygeplejerske fra Iran at kende via det sociale medie Boblberg, før han kom til Danmark. Pludselig var iranske migranter en del af mit nabolag. I 2024 kørte jeg tilfældigt i bus med en familie, som jeg følte mig tilskyndet til at lære at kende. De stod af ved samme busstoppested som mig, og de viste sig næsten at være mine naboer. Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Bøn for mine naboer

Jeg begyndte at gå rundt i mit nabolag og bede for mine naboer. Særligt bad jeg for den familie, som jeg havde set i bussen. Jeg havde fundet frem til, hvor de boede, og da jeg i en periode næsten dagligt gik rundt i nabolaget og bad, kom jeg ofte tilfældigt i kontakt med dem. Relationen blev også hjulpet på vej af fælles bekendte, men det var essentielt, at jeg bad og var fysisk til stede.

Familiefaren fortalte mig for nylig, at han kun har tre venner, som han kan tale med om alt, og at jeg er den eneste af de tre, der er i Danmark. For nogen tid siden spurgte han, om han måtte dele noget med os til en gudstjeneste i kirken. Han fortalte, at han som barn i et muslimsk land havde hørt om Jesus og næstekærlighed i skolen, men at det først var i Danmark, at han havde erfaret det i mødet med kristne.

Udgangspunktet er bøn og nærvær

Det hele begynder med at bede for og være til stede blandt sine naboer. Derfra skal der også gerne vokse en kærlighed til nabolaget, der gør, at mennesker forvandles. Jeg var engang på en konference i Sverige, hvor jeg så en tegning, hvor der stod noget i retning af ’Elsk andre så radikalt, at de forundres.’ Det citat har jeg båret på siden.

Elsk andre så radikalt, at de forundres.

Engagement i lokalområdet

Det er også godt at engagere sig på andre måder i sit nabolag. Det kan være i et forældreråd i sit barns klasse, som frivillig i den lokale fodboldklub eller som bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen.

På et tidspunkt begyndte jeg at investere i boliger til udlejning i mit lokalområde, der primært består af ejerboliger i et meget ’kartoffeldansk’ forstadskvarter i det nordlige Odense. Pludselig var burmesere, congolesere, syrere og iranere en del af mit fysiske nabolag.

Relevant kirke

Jeg er ikke god til at bringe kirken ud til mit nabolag, men jeg prøver forskelligt for at gøre min kirke relevant for mit nabolag. Blandt andet er jeg med til at arrangere aktiviteter for børnefamilier, fællesspisninger og ferieoplevelser, hvor dørtærsklen til kirken er så lav som mulig, men hvor vi aldrig lægger skjul på, at vi er kirke.

Bønnens potentiale

Jeg har nok erfaring med bøn til at vide, at det gør en forskel at bede, men jeg har samtidig for lidt erfaring med bøn til at kende det fulde potentiale. Jeg skal blive bedre til at bede for og med mennesker i mit nabolag.

Læs også ‘At vidne‘ (Vidnestien)

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!

Find flere