Lyt til artiklen:

Det er fredag aften i Købnerkirken. Der bliver tændt levende lys som en del af en liturgi for mennesker, der kommer med træthed, sorg og længsel i kroppen.

Fredag aften rummer bibelmeditationer, bøn, lovsange, Taizé-sange, gamle salmer, digte, stilhed og musik. Der er plads til det, der er brudt, og til håbet om, at noget nyt kan spire frem.

“Fredag aften var mere til hjertet,” fortæller præst i Købnerkirken, Kristian Bonde-Nielsen, der var en af initiativtagerne til Genklang.

Kristian fortæller, at aftenen gav sorg, træthed og længsel et sted at være. For at kunne lægge det svære i livet frem for Gud.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

“Det er jo kristendommens grundidé, at når vi lægger noget i jorden, så spirer der noget nyt frem,” siger han.

Lørdag var mere “til hovedet”, som Kristian formulerer det: oplæg, samtaler og gruppedrøftelser om spørgsmål, der fylder for mennesker, som stadig har troen og vil kirken – men som har svært ved at finde sig til rette i de kendte former.

“Det handlede om mødet mellem mennesker. Det var det vigtigste,” siger Kristian.

For dem, der fortsat søger kirkens fællesskab

Genklang var arrangeret af ’3rd way collective’, et dansk græsrodsfællesskab, der er inspireret af postevangelikale bevægelser i USA.

Postevangelikal? Kristian forklarer det enkelt:
”Det handler om mennesker med rødder i evangelikale, frikirkelige eller folkekirkelige miljøer, som ikke længere kan se sig selv i de kirkeformer, de kender – men som stadig ønsker at holde fast i troen og fællesskabet.”

Genklang?

Genklang fandt sted i weekenden fredag 17. og lørdag 18. april 2026 i Købnerkirken i København.

Genklang blev arrangeret af ’3rd way collective’ – et dansk græsrodsfællesskab inspireret af postevangelikale kristne og ønsket om at udforske en tredje vej for kirken. Efter samlingen har initiativtagerne talt om, at fællesskabet fremover skal hedde Genklang: Et rum, hvor mennesker kan genkende deres egen længsel efter tro, fællesskab og kirke hos andre.

Invitationen til Genklang blev delt i forskellige onlinefora, blandt andet på Facebook og i artiklen “En tredje vej for kirken?” på kirkeforalle.dk.

“Det er mennesker, der siger: Den måde at være kristen på kan vi ikke se os selv i. Men vi er ikke færdige med kristendommen,” siger han.

I USA er bevægelsen i høj grad vokset frem som en reaktion på en evangelikal kristendom, som mange synes er for tæt forbundet med bestemte politiske dagsordener. Dansk kirkeliv er meget anderledes, men Kristian og de øvrige initiativtagere genkender noget af længslen.

Nogle har dekonstrueret den tro, de voksede op med. For nogle har svar, de engang fik, mistet mening. Nogle føler sig hjemløse i kirken, selv om de stadig længes efter fællesskab, bøn, nadver, sang og efterfølgelse af Jesus.

“Genklang er drømmen om at skabe et sted, hvor dem, der tror, de sidder alene rundt omkring i kirkerne eller uden for kirkerne, kan mærke, at de ikke er alene,” siger Kristian.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En tredje vej

’3rd way collective’ begyndte for nogle år siden med samtaler mellem mennesker fra forskellige kirkelige sammenhænge. Baptister, metodister, folk fra Evangelisk Frikirke Danmark, pentekostale og karismatiske miljøer og lutherske sammenhænge.

”Det er ikke tænkt som et nyt kirkesamfund! Det kan jeg berolige alle med: Det er vi slet ikke organiserede nok til,” siger Kristian med et smil.

’En tredje vej’ er en søgen efter et nyt rum for mennesker, der ser noget værdifuldt i forskellige kirkelige traditioner, men mangler rum for deres tro i de kendte former.

“Der er nogle ting fra den frikirkelige tradition og kultur i Danmark, vi er rigtig glade for. Og der er nogle ting fra den lutherske folkekirkelige tradition, vi er enormt glade for. Men der er ikke noget, der rigtig passer til os,” siger Kristian.

Han pointerer, at der ikke er tale om et opgør med det eksisterende eller en dom over andre kirker. Men en søgen efter et sted, hvor længsler kan få sprog og fællesskab.

Værdier frem for facit

Fællesskabet ’3rd way collective’ har formuleret en række fælles værdier i forhold til: nåde, socialt ansvar, generøs ortodoksi, discipelskab og fuld inklusion.

Med andre ord: Et kristent fællesskab, hvor nåden bærer, hvor troen har sociale konsekvenser, hvor man lærer af andre traditioner, følger Jesus i praksis og arbejder for, at alle kan høre til.

Kristian understreger, at alle i princippet er inviteret. Værdierne giver fællesskabet retning:  “Hvis man synes, det lyder spændende, så er det nok noget for en. Og hvis man synes, det lyder mærkeligt, så giver man det nok bare lov til at blive liggende,” siger han.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

Skuldre, der sænkede sig

Efter Genklang beskrev en deltager samlingen på Facebook som “et lettelsens suk”. En anden som “et afvæbnet fællesskab”. Et sted uden facitliste for tro. Hvor ingen skulle præstere, men hvor man kunne stille sig åben for Guds nærvær sammen med andre.

Kristian genkender oplevelsen:
“Jeg har sjældent stået for noget, hvor jeg har haft en så god fornemmelse af atmosfæren undervejs. Og jeg har fået så mange udelukkende positive kommentarer,” siger han.

Det, der overraskede ham mest, var tilliden blandt deltagerne:
“Jeg var meget overrasket over, hvor trygt og tillidsfuldt folk, jeg ikke havde mødt før, gik ind i rummet. Det var nærmest sådan, at vi bare lige sagde hej og sang en sang, og så var man klar til at dele ud af sit indre,” siger han.

Der blev grædt. Der blev lyttet. Der blev lavet kaffeaftaler. “Det var en del af drømmen,” siger Kristian: at mennesker, der troede, de stod alene, opdager andre med samme længsel.

Når kirken gør ondt

Nogle kom til Genklang, fordi de havde slået sig på kirken. Nogle kom af nysgerrighed. Nogle af længsel efter et bredere kirkeligt samtalerum. Nogle, fordi de genkendte værdierne.

Kristian fortæller, at mange samtaler kredser om kirkelige sår:
“Jeg har masser af eksempler med mennesker, som har slået sig så meget på kirke, at deres krop reagerer fysisk, bare de træder ind til en gudstjeneste,” siger han.

Han nævner skuffelser over ledelse, dogmer, bibelsyn, spørgsmål om himmel og helvede, erfaringer med ’purity culture’ – stærk kontrol med seksualitet – og kirkers syn på LGBT+.

For Kristian handler det om at tage de mennesker alvorligt, som stadig længes efter kirke, selv når kirken har gjort ondt.

“De mennesker, som har slået sig på kirken, men stadig vil kirken, det er jo dem, jeg brænder for,” siger han og fortsætter:
“Det er godt for os alle at lægge os de mennesker på sinde. For det kunne jo være os selv. Vi må arbejde med, hvordan kirken ikke er et sted, hvor man kommer til skade.”

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En kirke at invitere venner med i

For Kristian handler arbejdet om at være med til at skabe noget nyt:
“En af mine drivkræfter som præst i Købnerkirken er at være med til at skabe en kirke, jeg ville have lyst til at komme i, hvis jeg ikke var præst – og som jeg ville være stolt af at invitere mine venner med i,” siger han.

Noget, der giver genklang

’3rd way collective’ og Genklang er vokset frem nedefra. Det er åbent, offentligt og tilgængeligt – og stadig småt. Fællesskabet vokser gennem samtaler mere end gennem kampagner. Der er mere mund til øre end kommunikationsstrategi.

Den tredje vej begynder med mennesker, der længes efter noget andet – og opdager, at længslen giver genklang hos andre.

Fredag aften i Købnerkirken blev der tændt lys.

Nogle kom trætte. Nogle kom tvivlende. Nogle kom med kærlighed til kirken. Nogle kom med sår fra den. Nogle kom måske uden helt at vide, hvad de kom efter.

Men i stilheden, sangene, samtalerne og de sænkede skuldre opstod der et rum, hvor der var plads til at være på vej.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Hvad er det bedste ved en gave” spurgte Mette Sloth fra Stævneudvalget et af børnene på scenen.
”… det er det, der er inden i,” lød svaret prompte. Og sammen pakkede de gaven ud midt på scenen til Sommerstævnets åbningsgudstjeneste: Et meget stort rødt hjerte. For at huske os på, at NÅDEN er Guds gave til hver eneste af os.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Det handler ikke kun om noget – men om nåde

Mettes medvært, Jakob Martens, forklarede, at han var glad for temaet. Som nordjyde var det nemt at forstå: Det handler om noget. Mette var ikke helt sikker på, at Jakob helt havde forstået: For temaet handler selvfølgelig om noget. Det handler om nåde. Med lidt hjælp fra publikum fandt Jakob til sidst ud af, at nåde er mere og andet end bare noget.

Med sprogforvirringen løst på scenen var Jakob nødt til at høre sit nordjyske bagland, om de var helt med på forskellen på noget og nåde. Det var jyderne – ubetinget. Ligesom resten af salen.

To stærke vidnesbyrd

To unge mennesker gav korte, meget præcise og tankevækkende vidnesbyrd.

Maja fortalte om følelsen af at kigge på sig selv i spejlet og få øje på alle fejlene. Det er alt for nemt. Det er alt for nemt at blive hængende i sin egen utilstrækkelighed. Men så er der morgenandagten. Hvor bibelen fortæller Maja, at Gud elsker på trods. På trods af Maja’s mangler og fejlene i spejlet. Det er ligesom med pakken: Det er det, der er inden i, der betyder noget. Guds nåde rækker længere end blot til at dække fejl og mangler i spejlbilledet.

Philip fortalte om sin barndoms kilde – Den hellige Kilde på Thyholm. Et sted Philip kom i sin barndom og som dengang virkede magisk. Som voksen ville han dele den magiske oplevelser med sine børn, men fandt kun en helt almindelig kilde. Barndomsmindet krakelerede, men Philip fandt trøst i Johannesevangeliet, kapitel 7, vers 38: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’” Det handler om at stille sig i Guds kildevæld og finde kraft til livet, selv om det af og til krakelerer.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Sendt ud med løfte om nåde og trofasthed

Mette Sloth sendte os ud på stævnet og ud i verden med to skriftsteder. Fra Romerbrevet, kapitel 3, vers 24: ”… og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus,” og fra Klagesangene, kapitel 3, vers 22 og 23: ”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.”

Jakob fulgte op med en opfordring til os alle om at huske, at kirkerne er et af de sidste ”generationshuse” i samfundet. Et af de få steder, hvor man mødes på tværs af generationer – fra de yngste til de ældste. Hvor livet får et formål for alle generationer.

Inden nadveren skulle Jakob lige høre om, om vi havde det ligesom ham: ”Yes!! I dag har Gud noget nyt til mig.” Sådan havde vi det alle sammen.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Fest i gaderne

I et sommervarmt og solbeskinnet Mariager fortsatte dagen med kaffe i menighedsgaderne. Flere menigheder havde inviteret gæster hjemmefra for at fejre fællesskabet. Mange steder var bagværket af luksuriøst tilsnit og serveringen næsten overdådig. Kaffe og kage blev suppleret af mange ord: Det var en sommerdag, hvor hastværket var pakket væk og der var tid til samtale.

Mød din næste

– var overskriften på eftermiddagens sidste arrangement. I grupper på cirka 10 – bredt sammensat på tværs af alder og geografisk tilhørsforhold – strømmede stævnedeltagerne ud på et stjerneløb, som baptistspejderne fra Vrå havde sat sammen til dagen.

Ti forskellige poster skulle holdene igennem. Det spændte vidt: Fra kast med redningsreb og tårnkonstruktion af skumfiduser til at tælle stolerækker i Hallen og tage gruppefoto med fjorden som baggrund.

Der blev gået til opgaven med stort engagement både blandt unge og ældre.

Foto: Astrid Melkær Andersen

Grønningen

Mange kender Grønningen fra Lindenborg. Selv om græsset er skiftet ud med fliser er Grønningen flyttet med til Mariager. Et stort ”afslapningsområde” for efterskoleeleverne er indtaget af Bethelkirkens Streetfood og Mad og Missions Marked. For mange deltagere sluttede eftermiddagen på Grønningen. Enten med aftensmad fra madboderne eller til stævnets aftensmad, der blev serveret i Efterskolens spisesal, hvor Grønningen trækker ind, hvis sommeren bliver våd.

Søndag aften

– slutter med aftenmøde i Hallen, hvor Svend Vestergaard Jensen fra Din Frikirke i Haderslev taler over emnet: ”Min nåde er dig nok”. Senere er der fællesskab på Grønningen, når Joachim Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg udfordrer til musik-quiz.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

I løbet af en hel almindelig dag er der så mange situationer og så mange problemstillinger, som i stort og småt kan lykkes. Og mon ikke de fleste af os grundlæggende godt kan lide, når ting lykkes?

Fokus på præstationer

Vi lever i en præstationskultur, hvor der er et stadigt større fokus på at præstere og være en succes. Og en af de ting, vi fejrer, er mennesker, der slider og er vedholdende. Vi elsker at fejre historien om dem, der nærmest slider sig selv halvt fordærvet for at opnå noget.

Midt i det lander Bibelens måske vigtigste ord: Nåden. Jeg tror, vi har brug for først og fremmest at lære nådens rytme og natur at kende. Og et af de vigtigste kendetegn ved nåden er, at den som regel kommer lige dér, hvor vi selv giver op. I en tid, hvor man både skal være en succes og slide sig til selvsamme succes, så er det et radikalt budskab, at Guds nåde kommer, når vi selv giver op.

Nåden er gratis

Den lutherske teolog Nadia Bolz-Weber taler om, at nåden grundlæggende er næsten alt for provokerende for os, fordi vi ikke bryder os om at få noget gratis. Vi vil gerne gøre os fortjent til det, vi får, og vi dyrker fortællingen om den fortjente succes. Der er sågar et tysk ordsprog, der lyder: ”Intet er gratis, udover døden, og den koster livet.”

Men nåden er gratis. Nåden kommer, når vi giver op. Og nåden begynder dér, hvor vi selv kommer til kort. Så måske er grunden til, at vi kan have svært ved helt at gribe og begribe nåden, at vi faktisk ikke tror på, at noget kan være helt gratis. Måske har vi lyst til at kunne gøre os fortjent til nåden?

For mig er den bedste hjælp til at træde ind i nådens rytme at lære at give op. For når vi giver op, så erkender vi, hvor vi selv kommer til kort – og inviterer Gud til at komme til.

Relateret

• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 05. dec. 2019 - Når tiden gør os syge
• 30. jul. 2019 - Skam er prisen for fællesskab
• 07. maj. 2019 - Sammen om at bære

Find flere

”Fy, skam dig”! Sådan kan man måske høre en hundeejer sige til sin hund, efter den har bidt ejerens nye sko i stykker, – men ellers tænker jeg ikke, at ordet ’skam’ særlig tit indgår i vores daglige tale. Så jeg var spændt på at høre, hvad eftermiddagens foredragsholder havde på hjerte om dette emne…

Det må jeg huske ikke at gøre næste år.

Allerede i forbindelse med sin præsentation af sig selv – hvor Krista måtte indrømme, at hun havde sagt ja til at holde foredraget uden at huske på, at det netop denne dag var hendes mands fødselsdag – kom hun ind på forskellen på skam og skyld: Skyld kan sættes i forbindelse med vores gøren, og skam kan sættes i forbindelse med vores væren. ”Så at booke et foredrag på min mands fødselsdag fylder mig med skyld. Det må jeg huske ikke at gøre næste år”.

Ringede til mor

”Da jeg skulle vælge emne for mit speciale i forbindelse med mit psykologistudie, havde jeg en vild helligåndsoplevelse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle vælge at skrive om, og hvad gør man, når man trænger til et godt råd? Ringer til sin mor! Hun fortalte, at min moster netop havde læst en spændende bog om skam – og det emne valgte jeg så!

Jeg oplever, at det her er blevet lagt mig på sinde. Gud har forberedt mig på at skulle sige noget om dette emne, om skam, når vi i Danmark var klar til det. Den norske TV-serie SKAM fik os så pludselig til at finde det relevant at tale om, hvad dette ord betyder”.

Skam er prisen for fællesskabet

Vi har mistet ordet og forståelsen af ordet. Skam tænker vi mest på f.eks. i forbindelse med, at én har slået en anden ihjel. Men skam er en følelse, som vi alle kender til – en følelse vi bærer indeni os selv, og ofte ikke taler om. Følelsen af at være forkert og ikke være værd at elske.

Skam er først og fremmest en personlig følelse.

Skam er først og fremmest en personlig følelse. Den kommer indefra og er ikke påduttet af andre. Skam kan også beskrives som frygten for at ryge ud af fællesskabet. Skamfølelsen er den pris, vi betaler for, at fællesskabet er vigtigt for os.

Men den fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert/normalt og unormalt er der ikke længere. Vi har fået en frit-valgs-rodebutik på dette område, og det gør det svært for os at navigere i.

Ikke Gud, der har trukket sig

Vi bombarderes gennem medierne og verden omkring os med, hvordan vi bør være eller se ud, for at være rigtige og være succesfulde. Men faktisk er det også vores egne drømme og idealer, der dømmer os.

Bag enhver skam står der et uopnåeligt ideal. Du kommer aldrig til at kunne opfylde dine idealer. De kan være gode rettesnore, men at opfylde dem alle, kommer vi aldrig til at kunne.

Bag enhver skam står der et uopnåeligt ideal.

Vi kender vist alle til at gøre ting, vi egentlig godt ved er forkert, men vi har lyst til det – og bagefter fyldes vi med skam… Bibelen taler om skam, allerede hvor vi hører om Adam og Eva – det er ikke nogen ny følelse eller noget nyt ord. Efter Adam og Eva har spist af æblet, fyldes de med skam.
Men vigtigt er det så at lægge mærke til, at det er Adam og Eva, der trækker sig fra Gud – IKKE omvendt! Når vi har gjort ting i vores liv, som fylder os med skam, så trækker Gud sig IKKE, men møder os med sin nåde – uden at vi har gjort os fortjent til det.

Gud møder os med sin kærlighed og elsker os præcis som vi er – også når vi falder! Et vigtigt budskab for os alle at kende til, uanset hvor gamle vi er – modsvaret på skammen er Guds nåde!

Relateret

• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 22. jun. 2023 - Kom og del Guds glæde
• 29. jul. 2022 - Giv op!
• 19. jan. 2022 - Sex uden skam
• 05. feb. 2021 - Når seksualitet bliver til skam

Find flere

Tomas hviler i sig selv, det mærker man. Han spøger fra scenen, virker vennesæl og afslappet. Men det, han siger, skaber en stilhed og taler ind i en forventning, som er skabt af de sidste tre bøger, han har skrevet og som er oversat til dansk, udgivet på Boedals Forlag.

”Det sker, når du hviler”, ”Der er så meget, vi ikke er nødt til” og ”Den, der finder sin plads, optager ikke en andens.”

Flere har sagt om hans bøger, at titlen er nok. De sætter tankerne i gang. Han har en evne til at fange en dyb sandhed i en enkel sætning.

Klummer, der hitter

Tomas er præst i pinsekirken Smyrna i Göteborg på 30. år. Han er et trofast menneske, for samtidig har han været klummeskribent i Göteborg-Posten i 22 år. Bogen om alt det, vi ikke behøver at gøre, er netop en samling af hans klummer. Og han er højt værdsat af avisen. For nyligt var en af hans klummer den mest delte (nyheder, vitser, youtube – alt) i løbet af et døgn i hele Sverige. Den handlede om, at ”det går så stærkt”.

Han evner at tale ind i mange menneskers livssituation på en enkel og livsbekræftende måde.

Han evner at tale ind i mange menneskers livssituation på en enkel og livsbekræftende måde.
”Det handler ikke om mig, men det er vigtigt, at der er kristne stemmer i medierne”, siger han.
Han skriver om det hverdagsagtige, men på en måde, så det løftes op på et højere plan.

Troen er i alle kapitler

Der var en mand, som standsede ham på gaden og spurgte, om han ikke i sin næste bog kunne tage alt det med tro og bibelcitater ud og samle det til sidst i et kapitel. Så kunne han og andre, der ikke var troende, læse de første 23 kapitler, og så kunne de mest interesserede læse det sidste også.

”Men det kan man jo ikke. Man kan ikke udbene troen, som om det var en fisk. Troen er som en væske, den er trængt ind i mig og mit liv. Den gennemsyrer hele det materiale, vort liv er bygget på. Den kan man ikke lægge sidst i bogen. Troen findes i hvert kapitel i vort liv.”

Ludvig tog scenen

Tomas og Lotta har fået tre drenge. To af drengene var født med et stort handicap, der gjorde at de begge døde som teenagere. Den søn, de har tilbage, er i dag 27 år.

Ludvig, den yngste af drengene, blev hovedperson i den undervisning, Tomas leverede på sommerstævnets tirsdag formiddag.

Ludvig havde noget at sige til baptisterne og missionsforbunderne.

Dagen før havde været Ludvigs dødsdag, og han og Lotta havde talt om Ludvig hele vejen i bilen fra Øland, hvor de havde haft et par feriedage. Og undervejs blev det meget nærværende, at Ludvig havde noget at sige til baptisterne og missionsforbunderne.

Nåden er som kropsvarmt vand

Formiddagens tema var ”nåden alene”, og det er så meget ”tomask”. Stort set alle mails og sms’er, som vi har udvekslet de sidste ni måneder, ender med ”nåden rækker”.

Den udlægger han nu fra scenen på Lindenborg. Nåden er at vi ikke skal præstere noget, men bare tage imod. Og det er først, når vi slapper af og slipper det, vi har prøvet med vold og magt at få til at lykkes, at vi får hul på det, der virker fastlåst og umuligt.

Her blev Ludvig billedet på, hvordan vi kan flyde på Guds nåde og lade os omslutte af det som vand.

Vi kan flyde på Guds nåde og lade os omslutte af det som vand.

Ludvig var meget bevægelseshandicappet, men i svømmehallen mandag morgen forvandledes hans krop. Han kunne flyde og endda sove på vandet, kun med sin fars hånd under hans nakke. Musklerne slappede af og han viste fuld tillid til elementet, vandet. På samme måde bør vi (og så synes det som om, det igen bliver en præstation…) lade os omslutte af Guds nåde, som kropsvarmt vand, der bærer os.

Gud i lidelsen

”Vi skal ikke tage let på lidelsen,” siger han fra scenen og kan tale med den erfarnes myndighed. Ikke kan fratage hans mandat til at tale om lidelse. ”Men efter en tid kan det ske, at det, der kun virkede meningsløst og smertefuldt, kan – ved Guds nåde – blive til noget, vi ikke kun tænker negativt om. Gud omslutter lidelsen. Det fjerner ikke smerten, men der kan komme en eller anden mening ind i det. Det har han selv og Lotta erfaret.

Relateret

• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 29. jul. 2022 - Giv op!
• 26. maj. 2022 - Har du husket at hvile dig?
• 30. jul. 2020 - At gøre det bedste man kan
• 08. aug. 2019 - Hvile er et bibelsk princip

Find flere