Lyt til artiklen:

I bakkerne ved Butaganzwa kommune i Musema sundhedsdistrikt rejser en usynlig hær sig – det er ikke soldater med våben, men mødre med viden og omsorg. Det er ”Care Group Volunteers” (på dansk omsorgsgruppefrivillige). Udstyret med notesbøger, undervisningsmaterialer og egne erfaringer er kvinderne blevet lokalsamfundets første forsvarslinje mod børnesygdomme og mødredødelighed.

En forvandlingsproces

Historien om de frivillige er en fortælling om en forvandling af helt almindelige mødre til sundhedsambassadører, der lærer naboerne at holde børn i live og sikre, at de trives. Deres mission begyndte i 2022, da projektet ”Undersøgelse af trivsel for børn under 5 år i Butaganzwa Kommune” blev lanceret. Projektet blev drevet af Burundis Baptistsamfund (UEBB) i partnerskab med BaptistKirken i Danmark (BiD) og World Relief Burundi (WRB). Initiativet opstod på baggrund af et akut behov for at bekæmpe en høj forekomst af underernæring, forebygge børnesygdomme og mødredødelighed i en af Burundis mest sårbare regioner.

Livets og håbets vogtere

De frivillige mødre i ”Care Group Volunteers” er ikke professionelle. Men de er blevet stærke forandringsagenter, fordi de er dedikerede og tæt på deres naboer. Uddannet i ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og mødreomsorg går de nu fra hus til hus og bringer livreddende viden derhen, hvor der er mest brug for den. I en hverdag præget af fattigdom, store familier og begrænset adgang til sundhedsklinikker, bygger ”Care Group Volunteers” bro mellem sundhedssystemet og familiernes hverdagsliv. Kvinderne ændrer adfærden i lokalsamfundet: De fremmer amning og håndvask, hjælper til mere sikre fødsler og lærer familier at genkende faresignaler hos syge børn. De er blevet livets og håbets vogtere for tusinder i Musema.

Care Group-modellen forklaret

Care Group-modellen er enkel, men kraftfuld. Hver frivillig mor bliver oplært i centrale sundheds-, ernærings- og hygiejnepraksisser. Hun organiserer derefter små grupper af 10 – 12 husholdninger i nabolaget. På regelmæssige møder videregiver hun sin viden til deltagerne.

På den måde kommer viden om sundhed ud af klinikkerne og direkte ind i køkkener, haver og baggårde.

Efter kirketid kan man opleve, at mødrene samler sig under mangotræerne og diskuterer:

• Amning og spædbarnsernæring
• Forebyggelse af diarré og dehydrering
• Håndvask og hygiejne
• Genkendelse af faresignaler hos syge børn
• Hvorfor selvmedicinering er risikabelt

Livreddende information, der kan forstås

Denne ”kvinde-til-kvinde”-undervisning sikrer, at alle mødre får adgang til livreddende information på et sprog og i en ramme, de forstår. Endnu vigtigere: Det skaber tillid – budskabet kommer ikke fra en fremmed, men fra en anden mor, der har oplevet de samme udfordringer. Hver frivillig bliver en bro mellem sundhedssystemet og landsbyen. Kvinderne er udstyret med visuelle hjælpemidler, sange og rollespil, der hjælper med at formidle det, der er svært at forstå. Ud over at dele viden viser de frivillige mødre, hvordan man får sikre vaner selv med få ressourcer. Effekten spreder sig hurtigt til hele landsbyen, når en enkelt frivillig påvirker ti familier.

Josiane Irankunda (Foto: Privat)

Josiane Irankundas rejse: Fra lærling til lærer

Josiane er 34 år og mor til tre. Hun kæmpede engang for at holde sine børn raske. Hendes første barn led ofte af diarré og underernæring. Da hun blev inviteret med i en Care Group, lærte hun om balanceret kost med lokale fødevarer, kogning af vand og vigtigheden af at søge sundhedshjælp tidligt.

I dag er Josiane gruppeleder. Hun samler sine naboer to gange om måneden og underviser med rollespil og sange. Hun siger:

“Jeg er ikke sygeplejerske, men jeg er mor ligesom dem. Når jeg viser, hvad jeg gør i mit eget hjem, ser de, at det er muligt. Det giver dem mod.”

Naboerne stoler på hende, fordi hun kender deres udfordringer. Hendes forvandling inspirerer andre. Over tid har hun set tydelige resultater: Færre syge børn, renere omgivelser og flere fædre, der støtter i børnepasningen. Hendes hjem er blevet et læringscenter, hvor mødre lærer at tilberede næringsrig grød eller vaske hænder korrekt. Hendes rejse afspejler Care Group-modellens succes: Almindelige kvinder, engang tavse ofre for fattigdom, står nu som respekterede ledere, der former en sundere fremtid for deres lokalsamfund.

Ngendakubwayo Violette (Foto: Privat)

At bryde barrierer gennem tillid

I landområderne tøver mødrene ofte med at opsøge sundhedsklinikken. Forhindringerne er mange: Afstanden er for stor, behandlingen for dyr eller der er kulturelle overbevisninger mod at bruge sundhedssystemet. Men når sundhedsrådene kommer fra en kendt nabo, falder modstanden.

Care Group Volunteers bruger hverdagssprog, lokale eksempler og ordsprog. Det gør sundhedsviden tilgængelig, genkendelig og brugbar.

Ngendakubwayo Violette, der deltager i projektet, fortæller:

“Når Josiane forklarer, hvorfor vi kun skal give modermælk de første seks måneder, forstår jeg det bedre, end når lægen siger det. Hun taler som en søster.”

Tillid er en central del af projektet

Tilliden er blevet en hjørnesten i projektets succes. Kendte stemmer har overvundet skepsis overfor sundhedsvæsnet og modstand mod forandring. Frivillige går lange afstande for at møde familierne og viser, at sundhedspraksis kan tilpasses lokale vilkår. Også mænd og bedstemødre inddrages, så mødrene ikke står alene med vigtige sundhedsvalg. Med tiden er indstillingen skiftet – familier ser nu sundhedscentre som partnere, ikke som fjerne institutioner.

Indvirkning på børn under fem år

Resultaterne er tydelige og målbare:

• Ernæring: Flere familier dyrker køkkenhaver og får sundere måltider. Underernærede børn bliver ”genoprettet” med lokale fødevarer på få uger.
• Sygdomsforebyggelse: Mødre kender nu til forebyggelse af diarré og malaria. Brugen af myggenet og rent drikkevand har reduceret infektioner drastisk.
• Sundhedssøgning: Familier kontakter hurtigere klinikker, gravide går til undersøgelser, og de fleste vælger nu at føde på klinikker.

Efter otte måneder viste undersøgelser, at 80 % af børn under fem år i projektområderne havde bedre helbred. Dødsfald af sygdomme som diarré, lungebetændelse og malaria faldt markant. Landsbyer, der før oplevede hyppige børnebegravelser, fejrer nu legende, livlige børn.

Forvandlingens historier

Violettes familie: Hendes første barn var konstant sygt. Efter at have lært om amning og hygiejne trives hendes andet barn.

Rent vand: Inspireret af Care Group byggede en landsby kildebeskyttelse for at sikre rent vand. Et råd blev til kollektiv handling og varig forandring.

Mænds deltagelse: Fædre er begyndt at støtte i børnepasning og ernæring samt deltage i spare- og lånegrupper. Det har lettet kvindernes byrder og styrket familiernes sundhed.

NSABIMANA Claudette (Foto: Privat)

Samarbejde med præster og sundhedspersonale

Frivillige står ikke alene. Præster styrker sundhedsbudskaber i prædikener, og sundhedsarbejdere giver træning og støtte. Samarbejdet danner en stærk trekant af tro, fællesskab og sundhed.

Sygeplejerske NSABIMANA Claudette siger:

“Når frivillige bringer mødre til os, ved de allerede, hvorfor de er her. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt.”

Præster og sundhedsarbejdere har sammen med frivillige styrket tilliden til sundhedsvæsnet og vist, at tro og viden kan gå hånd i hånd.

Udfordringer og udholdenhed

På trods af fremskridt står de frivillige stadig overfor udfordringer:

• Nogle familier holder fast i traditionelle midler af frygt for moderne medicin.
• Fattigdom begrænser adgang til varieret kost.
• Frivillige går lange afstande i svært terræn.

Men de frivillige fortsætter – drevet af kald, solidaritet og synlige resultater. Når blot ét barn bliver reddet fra underernæring, eller en mor føder sikkert, får de ny styrke til at fortsætte.

En model for Burundi og videre

Succesen i Butaganzwa viser, at Care Group-modellen kan skaleres. Små mødregrupper er blevet til en bevægelse, der ændrer folkesundhed på tværs af kommuner. Naboområder beder allerede om træning, og Sundhedsministeriet har bemærket resultaterne. Med lav pris og høj effekt har modellen potentiale til at brede sig i hele Burundi og nabolandet Rwanda.

Konklusion: Mødrene er blevet livets vogtere.

Viden og tillid forandrer samfund

”Care Group Volunteers” er ikke lønnede fagfolk, men deres indflydelse er enorm. De har omsat personlige kampe til tjeneste for fællesskabet og sikret, at ingen børn dør af uvidenhed eller forsømmelse.

Deres historie beviser, at når kvinder får viden og tillid, kan de forandre hele samfund. Disse mødre er ikke blot omsorgsgivere – de er sundhedsambassadører, livreddere og fremtiden for Burundis børn. Ved først at forvandle deres egne hjem forvandler de hele lokalsamfund.

Artiklen er skrevet af Jean-Marie Bukeyeneza i samarbejde med projektleder Zacharie Minani. Den er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det var Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken i Herlev og medlem af BaptistKirkens ledelse, der havde kastet sig over undervisningsopgaven. Det skete, mens hun besøgte Burundi og Rwanda fra den 19. februar til den 4. marts 2024. Besøget bragte Bodil vidt omkring: Fra præsteskolen i Rubura over Korskirkens projekter i Musema til BaptistKirkens projekt for unge enlige mødre nær Butare.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Afrika begejstrer

Der går kun få sekunder fra Bodil svarer på opkaldet, til telefonforbindelsen er fyldt med begejstring. Hun har oplevet mere varme, glæde og begejstring på sin tur til Afrika, end hun nogensinde havde drømt om. Det smitter af på hele interviewet.

Mange interesser skulle plejes

”Jamen, det var jo nærmest sådan en ’joint-venture’-tur,” fortæller Bodil, og tilføjer hurtigt: ”Nej, det må du altså ikke skrive!” Men det gør vi alligevel. For der var tale om en tur, hvor mange interessenter og mange interesser skulle tilgodeses.

I to landsbyer uden for Musema er Korskirken med til at drive et projekt blandt batwaerne: De fattigste blandt de fattige i Burundi. Menigheden i Musema blev selvfølgelig også besøgt og Bodil prædikede ved gudstjenesten.

Herhjemme havde Bodil holdt et oplæg for Kvindenetværket om at bringe evangeliet til marginaliserede grupper. Det ville Kvindenetværket gerne, at Bodil delte med samarbejdspartnerne i Burundi. Derfor havde de – sammen med BaptistKirkens ledelse – opfordret Bodil til at undervise på præsteskolen i Rubura.

BaptistKirken arbejder også for, at flere kvinder får en mere synlig plads i menighederne i Burundi. Præsteskolen er et godt sted at så frø, der måske senere kan spire og skabe forandring.

BaptistKirkens ledelse har en særlig forpligtelse

Bodil peger også på, at BaptistKirken har en forpligtelse som organisation til at følge op på de projekter, vi støtter. Det sker, når Lise Emming Weber-Hansen rejser rundt i Burundi og Rwanda og besøger projekterne og når Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed, rejser ud og møder partnere og projektansvarlige. Men ledelsen er også nødt til selv at rejse ud og få førstehåndskendskab og vise samarbejdspartnerne, at BaptistKirkens ledelse prioriterer samarbejdet.

Undervisning på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Hårdt arbejde

Selv om solen skinner og klimaet er mere behageligt end i Danmark, så er det hårdt arbejde at være rejsende repræsentant for BaptistKirken. Besøget hos batwaerne og undervisningen på præsteskolen fyldte meget i programmet. Undervisningen havde også fyldt meget inden rejsen, fortæller Bodil. Det tager tid at forberede tre dages undervisning. Både fordi det hele skulle foregå på engelsk og der skulle være tid til oversættelse, og fordi undervisningen skulle give mening og være relevant for mennesker i en helt anden kultur. Men Bodil oplevede også en udfordring af en helt anden karakter:

”Jeg var faktisk nervøs for at undervise på præsteskolen. Mig bekendt var jeg den første kvindelige teolog fra Danmark, der skulle undervise. Og jeg tror ikke, at de tidligere har modtaget undervisning af en kvindelig teolog,” fortæller Bodil om sine overvejelser og fortsætter: ”Jeg vidste på forhånd, at både mit budskab og det, at jeg er kvinde, ville være udfordrende.”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Evangeliet er virkelig gode nyheder

Bodils undervisning på præsteskolen stillede spørgsmålet: ”Hvordan er evangeliet virkelig de gode nyheder – for alle?” Bodil uddyber budskabet:
”Jeg spurgte: Hvordan er evangeliet ”truly the good news”? For jeg mener virkelig, at evangeliet er gode nyheder – også for alle marginaliserede grupper. Men det er bare ikke altid det budskab, kirken kommer ud med.”

Bodil spørger retorisk og glemmer helt, at det er hende, der skal svare på spørgsmålene:
”Hvornår er evangeliet virkelig de gode nyheder? Fx for kvinder i et mandsdomineret samfund? Eller for batwaerne, der virkelig er marginaliserede. Mennesker som ingen andre i samfundet bryder sig om. Kvinderne i Young Single Mothers-projektet, der er blevet smidt ud af kirken og familierne: Hvordan kan evangeliet nogensinde blive en god nyhed for dem, hvis kirken bruger det til at undertrykke dem?”

Bodil og de præstestuderende i Rubura (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Udfordrede præstespirer

Det er ikke svært at forstå, hvis eleverne på præsteskolen blev udfordret af spørgsmålene. Og de fik mere at tænke over, for Bodil udfordrede også ved at spørge dem, hvad det var, Jesus kom med? Var Jesus’ evangelium ikke også et opgør mod den kultur, der var på hans tid? Og er meningen med evangeliet i dag ikke fortsat at udfordre den styrende kultur? Hvis kulturen fx er at udelukke og se ned på kvinder, der bliver gravide udenfor ægteskab, så er evangeliet den modkultur, der prædiker omsorg og tilgivelse.

”Vi må jo ikke tilpasse evangeliet, så det passer ind i vores kultur. Som kirke er vi kaldet til at være en modkultur og holde fast i det oprindelige budskab,” siger Bodil.

Det samme budskab overalt

Bodil fremhæver, at hendes undervisning selvfølgelig var rettet mod de mænd, der studerer på præsteskolen i Rubura. Alle studerende på præsteskolen er mænd, for man kan kun være baptistpræst i Burundi, hvis man er mand – og gift. Men budskabet kan ikke isoleres til kulturen i Burundi og Rwanda. Budskabet gælder også i Danmark:
”Vores udfordring herhjemme er, at Jesus taler rigtig meget om nøjsomhed. Jesus er jo ikke fortaler for overforbrug eller for, at vi ikke deler med de fattige. Det er jo det, der gør ondt hos os. Vi er ikke bedre end præsteaspiranterne, men vi har forskellige udfordringer at kæmpe med i forhold til at være modkultur.”

Inspirationen fra Galaterbrevet

Bodil fortæller hvor inspirationen til undervisningen kom fra:
”Jeg er meget optaget af Paulus’ budskab i Galaterbrevet, kapitel 3, fra vers 27-28, hvor der står ’Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til…’. Det har vi slet ikke taget alvorligt som vestlig kirke. Hos os har der sandelig været forskel på, om man var ’jøde eller græker’ eller sort eller hvid. Så vi har bestemt ikke nogen grund til at hæve os over vores brødre og søstre i Afrika. Det var vigtigt for mig at undervise i, at for Jesus er der ikke forskel på mennesker.”

Et intenst forløb

Bodil fortæller, at forløbet på præsteskolen var meget intenst. Det var hårdt at være ”på” i adskillige timer. Flere gange undervejs blev hun bevæget over elevernes engagement og lyst til at forstå budskabet:
”Det gjorde enormt stort indtryk på mig. Når man prædiker, prædiker man jo også for sig selv. Og jeg kom undervejs til at reflektere over de eksempler i vores kultur, hvor vi heller ikke behandler de marginaliserede ordentligt. Jeg blev ramt af tanken om, hvor stærkt og hvor kærligt evangeliet vitterligt er.”

Anerkendelse på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Anerkendelse

Eleverne på præsteskolen var virkelig overraskede over undervisningen. Både over at modtage undervisning af en kvinde, men også over budskabet. Efter den første dag med undervisning, hvor alle var ved at pakke sammen, er der en af de studerende, der siger: ”She is really a pastor” – ”hun er virkelig en præst…”.

”Jeg opfattede det som en anerkendelse. At man godt kunne have respekt på trods af, at jeg er kvinde. Dagen efter spurgte jeg, om det havde været for stor en mundfuld og alt for udfordrende. Så er der en, der rejser sig op og siger, at ja, det havde været en udfordring, men han ville bare ønske at jeg kunne blive der under hele deres uddannelse.”

Efter et par sekunder fortsætter Bodil med et tydeligt smil i telefonen: ”Bum! Den skulle lige synke ind…. Men så gav jeg den også gas resten af tiden!”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Batwaerne

Burundi er et af verdens fattigste lande målt på næsten alle kendte parametre. Bodil besøgte to batwa-landsbyer udenfor Musema, hvor Korskirken støtter forskellige projekter:
”Når man besøger de fattigste mennesker i det fattigste distrikt i verdens fattigste land… Så er folk vitterligt meget fattige. Selv om jeg har set billeder og været involveret i arbejdet meget længe, så gjorde det et ufatteligt stort indtryk at besøge de her mennesker.”

Selv om vores økonomiske bidrag kan virke beskedne, så gør det en meget stor forskel for en batwa-familie, om de bor i en hytte af jord og palmeblade eller en lerklinet hytte med fast tag og ildsted.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

De sendte en dame

Bodil fortæller om en hændelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards ikoniske bogtitel. Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelses-komiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne. Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om kendskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?” Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

På falderebet

– ligger det Bodil meget på sinde, at vi husker Young Single Mothers-projektet i Huye nær Butare:
”Det handler både om menneskesyn og ansvarsforflygtigelse: Kulturen er, at man ekskluderer de gravide kvinder og lader mændene stikke af fra ansvaret. Mens jeg var der, var flere skoleledere inviteret på besøg for at åbne op for en samtale om, at det ikke løser nogle problemer at smide pigerne ud af skolerne – tværtimod. I den sammenhæng er projektet med syskolen, som blandt andre Bethelkirken støtter, også et virkelig vigtigt arbejde.”

Så er vi tilbage ved evangeliet som modkultur. For dem, der udstøder de unge kvinder fra kirken og familien er evangeliet, at det skal de holde op med – de må ændre kulturen. For os er evangeliet at møde denne kultur med tilgivelse og kærlighed og hjælp til forandring i stedet for fordømmelse.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

Topbilledet viser opstart af en spare- lånegruppe i en batwalandsby.

Mange menigheder og enkeltpersoner støtter og engagerer sig vores arbejde i Myanmar, Rwanda og Burundi. Roskilde Baptistmenighed er eksempelvis blevet venskabsmenighed med Rubura og Korskirken er blevet venskabsmenighed med Musema i det nordlige Burundi.

Området Musema er stedet, hvor BaptistKirkens mission begyndte tilbage i 1928. Siden da har BaptistKirken været aktive i Burundi med både udsendte missionærer, projekter støttet af offentlige midler og projekter, hvor pengene er indsamlet blandt private og menigheder i det danske.

Roskilde og Rubura

Under et tre-måneders ophold for familien Vagner i Rubura i 2017 blev kimen til Roskilde Baptistkirkes store engagement i den lille landsby Rubura sået. Rubura huser præsteskole, flere skoler, landsbrugsskole og en sundhedsklinik. Familien Vagners ophold har sat sig varige spor i familiens hjerter, og da Jakob Vagner senere blev kaldet til tjeneste i Roskilde, tog familien deres engagement og hjerte for Rubura med sig.

Jakob prædiker i en menighedsplantning i Rubura med Vianney, der er præst i Rubura, som oversætter.

Grupper fra Roskilde har siden årligt besøgt Rubura og engageret sig i sundhedsarbejde på byens klinik, træning af lærerne i landbyens skoler, undervist på præsteskolen, støttet et hønseprojekt og batwalandsbyen og evangelisation i området. Der er plantet to nye menigheder, bl.a. i en batwalandsby.

De seneste år er der foregået et stort arbejde netop blandt batwa’er i området. Batwa’erne er traditionelt marginaliseret og lever isoleret, hvilket betyder, at børnene sjældent kommer i skole. Lokale kræfter begyndte arbejdet, der siden er blevet forfinet og støttet af Roskilde, private givere, kvindenetværk m.fl.

Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd.

“Vi er involveret i mission, fordi Gud er i mission. Han er på færde i vores verden, og han har inviteret os med på rejsen. Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd. Gud er på det sted – og hvem skulle så ikke have lyst til være der også. Missionen i Rubura giver os perspektiv. Vi bringer viden ud og tager tro med hjem. Viden derud til præsteskolen, sundhedsklinikken og skolen – og tro på Gud, mennesker og fremtiden med hjem,” fortæller Jakob Vagner.

Korskirken og Musema

Alle familier i batwa-landsbyerne ved Musema har fået sundhedsforsikring og dermed adgang til lægehjælp og medicin.

Korskirken i Herlev har indenfor det seneste år også engageret sig stærkt i mission i Burundi, og der er kommet godt gang i aktiviteterne i Musema. I Danmark kommunikerer en meget engageret gruppe i menigheden direkte med folkene i Musema om aktiviteterne. Korskirken støtter dels udsatte børn og dels to små batwalandsbyer tæt på Musema.

Korskirken er med til at forbedre batwa’ernes levevilkår efter samme model som i Rubura. Der etableres spare- og lånegrupper, undervises i hygiejne og forbedrede landbrugsmetoder. Ligeledes købes der sundhedsforsikringer og der skaffes rent vand. På længere sigt, vil man også gerne i gang med husbyggeri, når basis er på plads.

Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have fingeren på pulsen.

Louise Hentze Jørgensen, tidligere ungdomsleder i Rwanda, fortæller: “I Korskirken har vi valgt at fokusere vores missionsarbejde i og omkring Musema. Det er fordi, vi gennem missionsarbejde i Rwanda og Burundi på nærmeste hold har oplevet den dybe fattigdom og de trange kår i Rwanda og Burundi og specifikt et stort behov for hjælp i Musema. Et samlet fokus i ét område har medført et større engagement gennem venskabet mellem to kirker. Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have en finger på pulsen og følge med i udviklingen.

Louise fortsætter: “For os giver det et samlingspunkt, på tværs af alder og interesser. Om det er til spejder, børnekirke, gudstjenesten eller i fællesskabsgruppen, så kan vi alle hjælpe i Musema. Gennem events, indsamlinger og beretninger øges engagementet for arbejdet i Musema, samtidig med at sammenholdet i Korskirken styrkes.”

Og det nytter

Støt BaptistKirkens missionsarbejde
ved at sende en gave til konto 3201 10042879 eller MobilePay 90519 mærket ’IM-mission’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

At den nære og konkrete måde at hjælpe på nytter og virker bakkes op af tidligere ambassadør og Danida-chef Ole Lønsmann Poulsen. I Kristeligt Dagblad den 13. maj 2020, siger han:

”…små, nære projekter, der gør direkte gavn blandt de fattigste. De små landeveje, sundhedsklinikker og butikker, vandbrønde…. De gør en direkte forskel for de fattiges hverdag og økonomi. De er også lettere at beskytte mod misbrug og korruption.”

Den tidligere ambassadørs vurdering rammer meget godt ind i BaptistKirkens måde at arbejde på. Vi har mange gode Danida-finansierede projekter, der også hjælper, men fælles for både Roskilde og Korskirkens engagementer og BaptistKirkens andre projekter er, at det er nære menighedsbaserede projekter, der dygtiggør, myndiggør og omfavner de udsatte i samfundet, samtidigt med at det giver sammenhængskraft i de danske menigheder og perspektiv for vores mission.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere