Artiklen findes også som lydfil – lyt her:

Oplevelserne står i kø for at blive fortalt. Og Knud fortæller gerne. Men en oplevelse står stærkere end alle de andre. Aftenen og natten før folkemordet begynder i Rwanda den 7. april 1994:
”Det er den nat, præsidenternes fly bliver skudt ned. Det er den nat, Mie le Fevre dør. Jeg kører Solveig hjem, hun skal hente aftensmad. Og jeg sidder i folkevognsbussen og ser solnedgangen over Tanganyika-søen og Congos bjerge. Det er en fantastisk smuk solnedgang. Jeg siger til mig selv: ’Det her er Mies sidste solnedgang,’ og så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’[1]. Jeg sover ikke meget den nat. Vi bor i et katolsk gæstehus og får løbende information om udviklingen…”

…så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’

Brændenældesuppe og æbleskiver!

Knuds første år på Bornholm gav ikke anledning til at tro, at lille Knud senere skulle følge en teologisk løbebane ude i verden. Skolegangen var begrænset til tre dage om ugen og barndommen sluttede i 1947, da Knud kom ud og tjene bønder som 13-årig:
”Far ville have, jeg skulle være tømrer, men jeg ville hellere ud at pløje…” fortæller Knud. Kærligheden til jorden har fulgt Knud lige siden. Både i Afrika og som præst og højskolelærer i Danmark har der altid været et projekt med en have, et stykke jord eller nogle dyr, der skulle passes.

Knud ved den uundværlige VW-bus (Privat foto)

Familien blev hårdt ramt af depressionen i 1930’erne. Knud sætter selv ord på den ulykke, der ramte forældrene:
”De havde købt en ejendom, da de blev gift.  Den gik de konkurs med, da priserne faldt. Far skulle sælge en ko til terminen. I stedet for 200 kroner fik han 10 kroner. Så gik han hjem og købte en stegegryde til mor. Den havde hun så hele livet. Men de måtte flytte og så blev far socialdemokrat!”

Under krigen var familien så presset, at menuen en dag stod på brændenældesuppe. ”Det er jo vældig moderne i dag,” bemærker Knud tørt. Men hans mor græd, da hun måtte sende børnene ud for at plukke de små brændenælder.

Kaldet

Det stærke kald og viljen til at følge det, har kendetegnet Knud hele livet. Han oplever det første kald på en juniorlejr på Samsø. Han følger kaldet, bliver døbt i Rønne og engagerer sig i spejderarbejdet, først i Rønne og senere i Tølløse og Nyrup.

Julemorgen 1952 følger kaldet til at forlade landbruget og søge Guds vej i livet. Knud er som sædvanlig stået op kokken fem, han har overstået malkningen og nu skal køerne fodres:
”Der står 35 malkekøer og brøler. Der er en farlig lyd. Og lige pludselig hører jeg en stemme, der siger: ’Hvad laver du her?’ Jeg blev meget overrasket. Men der var ikke andre end mig i stalden. For mig blev det et ord fra Vorherre.”

Knud bruger den følgende tid på at lære sprog. Knud fortæller om udfordringen:
”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

Kaldet til at blive præst fører Knud gennem præliminærkursus i Tølløse, et benhårdt to-årigt studenterkursus i København og præsteseminariet i Tølløse. Men kaldet til at rejse til Afrika oplever Knud først i en drøm under en juleferie i Hjørring:
”Jeg drømte, at nogen gik og slæbte på en tung bjælke. Men de bar alle sammen i den ene ende, den tunge ende. Ingen tog ved i den anden ende af bjælken. Det blev mit kald til at rejse til Afrika i stedet for at blive præst herhjemme.”

Jytte

På skolen i Tølløse mødte Knud en ung kvinde. Hun var sygeplejerske og havde meldt sig som kandidat til missionsarbejdet i Burundi. Det blev til mange samtaler og forholdet udviklede sig. Til sidst måtte Knud informere forstander Johannes Nørgaard om forholdet. Nørgaard kvitterede med at velsigne de unge menneskers kærlighed.

Knud havde fundet sin Jytte.

Bag på originalen har Knud skrevet: “Jytte og den mindste beboer på børnehjemmet Thereza. Rubura, 18/9/93” (Privat foto)

Jytte arbejdede som sygeplejerske hele livet.
”Hun var en god medarbejder. Altid fokuseret på det faglige, aldrig kynisk, men altid nøgtern i sin tilgang til livet,” fortæller Knud. Han fortsætter med historien om en dreng på markedet, der var blevet ramt af soldaternes kugler. Udgangssåret så grimt ud, men Jyttes kommentar til ægtefællen var:
”Du kan græde, når du kommer hjem – her skal arbejdes.”

På den sidste tur til Afrika oplevede Jytte og Knud at blive fanget i krydsild udenfor Burundis hovedstad, Bujumbura. Det var voldsomt. Knud fortæller:
”Da vi havde fået 25 kugler gennem folkevognsbussen, kiggede Jytte op og sagde: ’Jeg tror, vi blev ramt.” En af kuglerne passerede tre centimeter fra Jyttes hoved. Knud fortæller, at han stadig har resterne af en kugle i skulderen:
”Jeg har haft en kone, der aldrig blev nervøs! Men hun skulle altid se, hvor kuglerne kom fra!”

Jytte dør den 4. august 2011. Det er hårdt at miste sin livsledsager gennem mere end 50 år.
”Ens rejselyst går jo i stå.  Man går i stå. Det tager et stykke tid, før man får rettet sig op og kommer i gang med at lave sin egen aftensmad,” fortæller Knud, der kigger på dugen på bordet og fortsætter: ”Den her dug med Van Goghs solsikker, den købte Jytte i Arles – hvor Van Gogh malede de berømte solsikker. Sådan er mit hjem: Der er spor efter Jytte allevegne.”

Man fornemmer, at det ikke kun er Knuds hjem, men hele hans liv, der bærer spor efter Jytte.

Afrika

Jytte og Knud er udsendt til Afrika i tre omgange. I 1961 kommer de til Burundi endnu inden landet er blevet selvstændigt. BaptistKirken driver mission, skole og klinik på kolonimagtens vilkår. Det erfarer både Knud og Jytte allerede inden de kommer til Afrika: Det er endog meget svært at bestå kurset i tropemedicin. Jytte lykkes i tredje forsøg, og kun derfor kan hun arbejde som sygeplejerske i Burundi. Knud må gennemføre en obligatorisk læreruddannelse i Bruxelles for at få lov til at undervise.

Det stærke kald har personlige omkostninger for den lille familie: Datteren Lena på 13 måneder tilbringer 8 måneder hos familien på Bornholm.
”Enten holdt vi fast tjenesten eller også kom vi ikke ud,” forklarer Knud.

25 kugler gik der igennem VW-bussen, da Jytte og Knud blev fanget i krydsild uden for Bujumbura. Knud bærer stadig et fragment i skulderen. Den belgiske kaptajn for faldskærmstropperne i Bujumbura kommenterede hændelsen: “Denne bil er under særlig beskyttelse!” (Privat foto)

I 1965 bliver det klart, at ambitionen om at drive præsteskole kræver en universitetsuddannet underviser. Turen går til de europæiske baptisters seminarium i Rüschlikon og tre års studier.

Missionærer modtager ikke løn under uddannelse. Familien må klare sig med ”studenterhjælp” og Knuds lørdagsjob som bogbinder i biblioteket. Ferien i Danmark tilbringer Knud som lagermedarbejder på Plumroses lager i Odense. I 1968 går turen til Rwanda, hvor Knud er med til at etablere og undervise på præsteskolen i Nyantanga. Urolighederne og de omfattende massakrer i Burundi i 1972 betyder, at mange af familiens venner kommer til Rwanda som flygtninge – eller endnu værre – helt forsvinder. Det er mange år siden, men minderne er tæt på. Knud holder en pause, inden han siger:
”Når soldaterne havde været der, var der kun hønsene og grisene tilbage – menneskene var døde.”

Midtsjælland og højskolen

I 1975 vender familien tilbage til Danmark. For Knud er det tilbage til det Midtsjælland, hvor han arbejdede som bonde og oplevede kaldet til tjeneste. Igen er pengene små og tøjet slidt efter mange år under Afrikas sol. Et lån fra menighedens forstander og et besøg hos en skrædder i Nykøbing Falster: Så kan menigheden lytte til Knuds prædikener uden at blive distraheret af præstens slidte jakkesæt.

Baptisternes højskole i Tølløse nyder også godt af Knuds kald til at undervise og dele sin viden. Da stillingen som højskoleforstander bliver ledig i 1983, er Knud det oplagte valg. Men højskole er ikke moderne i 1980’erne og i 1986 beslutter bestyrelsen, at det er slut. Knud er skuffet over beslutningen og sammen med Jytte drager han på en privat tur til Afrika. I en skinnende rød VW, model ”Boble” krydser de gennem Tanzania til Rwanda. Knud arbejder i foråret 1987 på skolen i Butare, hvor han tolker Johannesevangeliet for de teologiske studenter.

Hjem til Frederikshavn

Det er menigheden i Frederikshavn, der får glæde af det hjemvendte missionærpar.
”Vi lærte efterhånden sproget,” griner Knud og fortæller om tiden i Vendsyssel:
”Jeg kunne have en gudstjeneste om formiddagen i Frederikshavn, om eftermiddagen i Jerup og om aftenen i Skagen. Men når jeg så kørte hjem sådan en vinteraften med månen ud over Aalbæk Bugt – så var Vendsyssel så smukt.”

Afrika kalder – en sidste gang

I 1992 bliver Jytte og Knud bedt om at rejse ud igen. Turen går til Rubura i Burundi. Med udsigt til demokratisk parlamentsvalg i 1993 er der spirende optimisme i Burundi. Men som andre gange bliver håbet kvalt i blod. Militæret tager magten og den følgende tid handler arbejdet om at hjælpe flygtninge over grænsen til Rwanda og senere om at hjælpe Burundi-flygtninge i Rwanda.

Endnu mens der er flygtninge fra Burundi følger nedskydningen af præsidenternes fly og folkemordet i Rwanda begynder.

“For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op”

Det er begivenheder, der fylder for Knud. Uanset om det er hæren, der myrder befolkningen eller grupper i befolkningen, der myrder hinanden, handler det altid om den etniske konflikt mellem hutu og tutsi.
”For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op,” reflekterer Knud stille.

Efterspillet og endnu et kald

Efter en artikel i Kristeligt Dagblad bliver både Knud og BaptistKirken beskyldt for at benægte folkemordet. Knud følte sig dengang fejlciteret og mistolket. Sådan har han det stadig:
”Jeg sagde, at når krigen engang er slut, så troede jeg, at der var lige mange døde på begge sider. Det blev udlagt som benægtelse af folkemordet. Jeg har aldrig benægtet folkemordet!” Der er fuldt udslag på den digitale lydoptager på køkkenbordet. Det handler om en næsten 30 år gammel uretfærdighed, der stadig gør ondt.

“Det blev måske mere kaktus end fødselsdagsbillede” er Knuds kommentar til billedet fra hans 60 års fødselsdag den 15. maj 1993 (Privat foto)

I 1995 kommer Jytte og Knud hjem fra Afrika. Pensionen venter i Benløse. Inden der er gået et år, har Knud købt en kolonihave. Man kan ikke være af bondeslægt og nøjes med en prydhave.

Allerede året efter tager gamle højskoleelever initiativ til at opstille Knud til formandsvalget i BaptistKirken. Endnu et kald til tjeneste og mange lange arbejdsdage i fire år inden pensionen for alvor venter i 2000.

Men Knud bliver aldrig rigtig pensionist. Han engagerer sig i kirkebyggeri i Ringsted, holder træf for forhenværende formænd i BaptistKirken og så rejser han – med Jytte og med hele familien.

Rejselederen

Lige siden de første år som missionær har Knud arbejdet som rejseleder. I sommerferier har han rejst Europa tyndt med bønder, baptister, studerende, højskoleelever og andet godtfolk. Med entusiasme har Knud delt ud af sin store viden om europæisk kultur til utallige danske busturister på Europas landeveje.

Livet skal fortsat leves

Knud fylder 90 år. Livet har sat sine spor, men det skal fortsat leves. Det er Knuds stærke overbevisning:
”Jeg har et fællesskab med meget gode naboer her i Benløse, jeg deltager i sangkvarter i den gamle skole i Benløse – alle pladser er optaget, jeg har fællesskabet i menigheden. Så har jeg fællesskabet med familien i København, et fællesskab på Bornholm, hvor min søster bor og så har jeg et fællesskab i Frederikshavn og endelig er der spejdergildet.”

Familien er vigtig, og den er blevet stor. To børn og seks børnebørn:
”Vi er jo 15 – 20 mennesker, når vi samles og jeg har otte oldebørn. Når oldebørnene er syge, så ringer jeg jo og spørger til dem. Jeg forsøger at følge med i deres liv, så godt jeg kan.”

Som en bror

Fra de første missionærer kom til Burundi i 1928 og helt op til selvstændigheden i 1962 foregik alt arbejde på kolonimagtens præmisser.
”Missionærerne var en del af kolonimagten” fortæller Knud: ”Men det ændrer sig, da vi sender missionærer ud, der er vokset op i Afrika. De har lært sproget som børn og forstår kulturen.”

Knud er ikke meget for at tale om sin egen indsats. Det er svært at lokke ud af ham, hvad han helst vil huskes for. Men efter lidt tid til eftertanke kommer det:

”Jeg fik lov til at blive en bror for afrikanerne. De første missionærer var arbejdsgivere. De gjorde et stort arbejde, men de havde kolonimentaliteten og de var afrikanernes overordnede. Jeg fik lov til at blive en del af fællesskabet.”

[1] ”Lille Guds barn, hvad skader dig?” (vers 8, nr. 411 i Salmebog for de danske baptistmenigheder) 

Læs om “Burundis glemte folkemord”
Rasmus Hylleberg har skrevet artiklen.

Andre artikler om folkemordet og dets konsekvenser:

Ny generation er klar til udfordringerne.
Kirketage, folkemord og fremtid i Burundi

Læs om Theo, der måtte flygte fra massakren i Burundi:
My Country Wept – Mit land græd

Den lille insisterende stemme – om kaldet til Afrika
Lise og Jep Emming fortæller om kaldet til at arbejde i Burundi og Rwanda..

Læs om en uafklaret retssag mod dansk baptist med anklager om deltagelse i folkemordet:

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Torben vidste allerede som 12-årig, at han skulle være missionær i Afrika. Han var vokset op i en baptistfamilie og syntes, at besøgene af missionærerne var rigtig spændende. Derfra var kursen lagt, han valgte lægestudiet af samme grund. Det førte ham fra Odense til Aarhus, hvor han mødte Rita i baptistmenigheden. Hun fik hurtigt et godt øje til ham, men han var mere sendrægtig.

”Jeg vandt ham ved lodtrækning”, har Rita fortalt. Det var ved et fælles natløb for drenge og piger. Rita var med på, at hun så også skulle være missionær, og selvom hun havde en uddannelse som laborant, valgte hun at videreuddanne sig til sygeplejerske.

Et umuligt valg

Da Torben var færdig med sine studier, blev de gift i 1960. Med deres kun seks uger gamle søn, Anders, tog de til Belgien for at studere tropemedicin – det gjorde alle sundhedsmissionærerne dengang.

I juli 1962 tog de til Burundi, hvor de havde en fælles tjeneste ved sygehuset i Musema. De fik datteren Mette, som led af en alvorlig blødersygdom. Det førte til, at Torben tog med Mette til Danmark, hvor hun kom på sygehuset. Imens blev Rita og Anders i Burundi. På et tidspunkt måtte Torben træffe et svært valg; ”Uanset, hvad jeg gjorde, var det forkert”, sagde han i 2018 til baptist.dk.

Han valgte at lade Mette blive i Aarhus hos Ritas forældre – tæt på sygehuset og tage tilbage til Rita og Anders i Burundi. Det var uholdbart, så hele familien rejste tilbage til Danmark i 1965, hvor Mette senere døde som treårig. I de år, de var på orlov i Danmark, fik de yderligere to børn, Peter og Hanne. Og Torben videreuddannede sig indenfor kirurgi.

Arresteret i Burundi

I 1967 tog de tilbage til Burundi, og deres tjeneste sluttede brat i 1972 i forbindelse med en borgerkrig. Først forsøgte familien at flygte til Rwanda, hvor Anders var på kostskole. Det blev forhindret ved grænsen. De fik besked på at tage tilbage til de syge på sygehuset, som Torben var beskyldt for at stikke af fra.

I Musema blev Torben under dramatiske omstændigheder fængslet. Anklagen mod ham lød, at han havde ”startet krigen”. Ved hjælp af den danske ambassade blev han løsladt og udvist, og Rita fik få minutter til at pakke. Men hun fik vished om, at Torben ikke var slået ihjel, som hun havde frygtet.

Forenet med Anders i lufthavnen i Bujumbura, Burundis hovedstad, vidste de ikke, om det var sorg eller lettelse, de følte.

De fik forbud mod at komme tilbage til Burundi.

Bosatte sig i Viborg

Efter hjemkomsten til Danmark i 1972 rejste Torben rundt i menighederne i et halvt år. Familien slog sig ned og byggede hus i Viborg. Torben og Rita var blandt de bærende kræfter i Viborg Baptistmenighed i mange, mange år.

Som læge var han ansat på Viborg Sygehus på øre, næse og halsafdelingen, senere på kirurgisk afdeling en kortere tid. Efter et par år startede han i en praksis med to kolleger i Højslev ved Skive frem til pensioneringen.

I 1992 blev Torben valgt som formand for BaptistKirken, hvilket han var i fem år.
I en årrække frem til da var Torben også International Missions, dengang Ydre Missions, læge.
Torben efterlader sig hustruen Rita, fire børn, svigerbørn og børnebørn.

Læs portræt af Torben Roulund i avisen Informations serie “Et liv er forbi”

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Kristian blev født 9. januar 1926 i Gudumholm, døbt 23. maj 1956 i Central Free Church, Minneapolis Minnesota og gik hjem til Jesus d. 4. maj 2020 I Frederikshavn.

I Brønderslev Avis stod der i 1951 om en ung ekspedient hos isenkræmmer Jens Stagsted, at han var rejst til Amerika for at læse til missionær. ”Sørensen blev indfanget af KFUM, mens han var i Brønderslev. Han fortsatte indenfor bevægelsen efter at være kommet til Aalborg, hvor han fik nye venner. Kommisens gode sprogkundskaber jævnede vejen for studieophold hos en amerikansk præst”.

Edna Sørensen

I KFUM i Aalborg træffer han Edna Eriksen, gårdmandsdatter fra Farsø og nyuddannet sygeplejerske, som han gifter sig med. Avisen fortsætter: ”De to blev enige om at optage en missionærgerning og efter adskillige års uddannelse i Minneapolis, Minnesota, vil turen gå som lægemissionær til Indien for den amerikanske Santalmission.”

Edna og Kristian blev døbt som baptister i Minneapolis. Her fik de også to børn, Hans, der bor i Roskilde nu, og Anne-Marie i Frederikshavn. Hanne blev født Aalborg i 1958.

Det går dog ikke altid, som præsten prædiker og avisen skriver!

Regnskaber og præst

Edna og Kristian Sørensen rejste tilbage til Aalborg i 1956, hvor de boede i området indtil 1970. I de mellemliggende år arbejdede Kristian som bogholder i forskellige virksomheder og fungerede som lægprædikant i hele Nordjylland. Efter tre måneder som præst i Bethelkirken Aalborg kom kaldet endelig til at rejse til Afrika.

1.januar 1970 blev Kristian ansat som regnskabsansvarlig af Danida på byggeriet af en gymnasieskole for drenge i Runyombyi i det sydlige Rwanda i BaptistKirkens missionsområde. Hele familien fulgte med og indgik i BaptistKirkens arbejde gennem fire år.

Fra 1974-79 var Edna og Kristian Sørensen præstefolk i Lolland-Falster Baptistmenigheder, hvor han var voksenunderviser i dansk ved siden af.
Derefter fulgte sprogstudier i Frankrig og senere udsendelse som missionærer til Burundi og Rwanda i 1980.

Læste teologi i Paris

Kristian afsluttede sine teologiske studier, som han ikke fik færdiggjort i USA, med en kandidat i teologi på Faculté Libre de Théologie Evangélique lidt udenfor Paris samt Sorbonne.

Edna og Kristian Sørensen

I Rwanda underviste Kristian i teologi og regnskabsførelse i ca. 10 år på Evangelistskolen i Nyantanga og på præsteskolen Petit Séminaire i Butare. Kristian var systematiker og en god underviser, som var stærkt interesseret i egen og sine elevers læring.

Fra 1992-96 var Edna og Kristian præstepar i Rødekro og Egernsund Baptistmenigheder på halv tid og i Holstebro Baptistmenighed på halv tid. Præsteparret kendte og holdt af mennesker rundt omkring i det meste af verden.

Oversættelse fra fransk

Kristian gik på pension i 1996 og brugte herefter megen tid på at oversætte fransk teologisk litteratur lige indtil for få år siden, hvor syn og sammenhængskraft svigtede. Kristian var især optaget af Eskatologien, læren om de sidste tider.

Edna døde i 2016. Herefter flyttede Kristian til en datter i Frederikshavn og tilsluttede sig Vrå Baptistmenighed.

Et langt og rigt liv i tjeneste er slut. Kristian Sørensen er gået hjem til sin Herre og mester.

Bisættelsen vil først finde sted omkring Kristians urne lørdag den 15.8 2020 i Vrå baptistkirke grundet Corona-epidemien. Herefter stedes Kristian til hvile i sin families gravsted i Støvring. På gravstenen, som han deler med sine forældre og sin hustru står: ”På gensyn hos Jesus”.

Æret være Kristians minde!

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere