Lad mig dø

Tekst: Stine i 2013

Gud, min kære Gud
Lyt nu til bønnen i mit indre
Tag mig væk fra dette liv
For kun det vil kunne lindre

Smerten bider indeni
og river mig itu
Ingen tilflugt at finde
for al min barndoms gru

Hver dag er en kamp
Hvert minut, hvert sekund
Kan det virk’lig være sandt?
Skal livet gøre så ondt?

Krop og sjæl er så forpint
Mine kræfter ebber ud
Kun i døden findes hvile
Så sæt mig fri, min Gud

Dette liv er alt for svært
Og smerten ikke til at bære
I din himmel, kære Gud,
vil jeg hvile og være

Kom nu og sluk min flamme
Lad mit liv ebbe ud
Jeg be’r dig, lad det slutte
Tag mig op til dig, min Gud

Stop nu blidt mit åndedræt
Lad lidelsen få ende
Kun i døden er der fred
Og pinen vil forsvinde

Kald nu min sjæl til dig
Kald mig stille ved mit navn
Spred nu dine varme arme
Hold mig tæt i din favn

Giv mig lov at tage bort
Her mens jeg ligger og sover
Lad mig ikke vågne op
Klip nu blot min livsstreng over.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at der ville komme en dag igen i morgen. Min indre smerte og lidelse var så altfortærende, at det var ganske ubærligt at være i live. Døden sås som den eneste udvej for at finde fred i mit sind. At være låst inde på lukket psykiatrisk afsnit var i lange perioder nødvendigt for at forhindre mig i at ende mit liv.

Når jeg vågnede op efter mine selvmordsforsøg, følte jeg mig snydt for døden og kunne ikke begribe, hvorfor Gud ikke ville have mig. I dag er jeg taknemmelig for, at han var stædig og holdt mig i live. Forleden sad jeg med min præst, Lone Møller-Hansen, og talte om netop denne kronik, hun havde spurgt mig om at skrive.

Tegning: Stine 

Lone har fulgt mig i mange år, og hun fortalte mig nu om en episode, hun erindrede, da hun stod ved min seng på hospitalet, hvori jeg lå bevidstløs efter et selvmordsforsøg: ”Og så tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til din begravelse”. Lones stemme knækker over, og tårerne pibler frem: ”Og nu sidder du her i dag”, siger Lone, ”og har et helt andet liv. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det er et mirakel!” Og det er det i sandhed. Ingen – slet ikke jeg selv – troede, jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.

Incest-offer

Fra jeg var ca. tre til tolv år, blev jeg udsat for incest af min psykisk syge farfar, der ind imellem også boede hos os i uger ad gangen. Så – nu er dét tabu også brudt. Der blev aldrig taget hånd om det, og jeg fik aldrig hjælp til at få bearbejdet traumerne. Jeg forsøgte derfor at lade som om, det ikke var sket. På overfladen så det fint ud. God uddannelse, godt job, rejste rundt i verden, blev gift med en udenlandsk mand osv.

Men på trods af det havde jeg det forfærdeligt, og det blev kun værre med årene. Ikke mindst tærede også fire års fertilitetsbehandlinger på krop og psyke. Mit største sammenbrud skete efter fødslen af min datter, hvor jeg for alvor blev konfronteret med min egen bagage og sårbarhed.
Jeg forstod og anerkendte dog ikke, at min barndoms traumer var skyld i, at jeg havde det så forfærdeligt, så jeg gjorde mig hård og bagatelliserede det. Jeg måtte jo bare være mærkelig, når jeg havde det så dårligt over dét. Jeg var blot et forkert, usselt menneske – en forfejlet mor, der ikke fortjente mit barn – hun var bedre tjent uden mig. Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.

Flashbacks

I 2012 blev jeg derfor indlagt på psykiatrisk center og fik endelig intens hjælp, men det var en ekstrem barsk tid. Jeg kæmpede bl.a. med Kompleks PTSD, depression, dybt selvhad, selvskade og grumme selvmordstanker og -forsøg. Mange gange om dagen – igennem fem år – genoplevede jeg med alle sanser voldsomme flashbacks af min barndoms værste overgreb. Det var som at være lille igen og gennemgå alle pinslerne på ny – mange gange dagligt. Hvordan holder man det ud?

Tegning: Stine 

Et dybt dysfunktionelt ægteskab og mangelfuld familiestøtte gjorde ikke tingene lettere. Min uforløste indre smerte åd mig op indefra og til sidst i en sådan grad, at lidelsen blev komplet ubærlig. Jeg så ingen anden udvej end døden. Det var som konstant at have hånden bundet til en tændt kogeplade. Du kan ikke komme væk, og hvis kun dét at dø kan gøre, at du slipper for smerten, er du villig til netop det.

Det kan være svært at forstå for andre, hvordan man kan nå dertil, at man ikke ønsker livet mere, især når man lige har fået en vidunderlig lille datter. Jeg tror ikke, man fuldt kan sætte sig ind i den desperate følelse og intense indre smerte, med mindre man selv har været der.

Min uforløste indre smerte åd mig op indefra.

Unormal lang indlæggelse

Det blev til en unormal lang indlæggelse på tre et halvt år, for så lang tid tog det at få bearbejdet de dybe og voldsomme traumer, nå til de rette erkendelser omkring det og få samlet mit fragmenterede jeg til et mere helt menneske. Jeg skulle lære at rumme mit indre, svigtede barn og tage hende i hånden fremfor at være vred på hende.

Lidelsen har været ubærlig, men ved at få kigget på den og delt den, har den mistet noget af sin kraft Heldigvis oplevede jeg under indlæggelsen, at jeg med hjælp tog de første skridt på min lange rejse mod heling af mit indre. Især én fantastisk dygtig og empatisk sygeplejerske, Dorte, vandt min skrøbelige tillid, og hun investerede sig selv personligt ud over det sædvanlige.

Pseudo-mor

Dorte har holdt min hånd hele vejen og turdet være i smerten med mig. Hun er stadig min faste støtte og en form for følelsesmæssig ‘pseudomor’, jeg altid kan ringe til, selvom det er tre et halvt år, siden jeg blev udskrevet. Jeg kom hjem, blev skilt og fik mit eget hus til min datter og mig. På trods af lidelsen valgte jeg heldigvis igennem hele indlæggelsen at være sammen med min vidunderlige datter hver eneste dag. Det var meget vigtigt for mig, og vi har derfor et tæt og kærligt bånd.

For lidt over to år siden skete det, jeg aldrig havde troet – jeg fandt kærligheden. En dejlig, mild og kærlig mand, der rummer mig, som den jeg er, med den bagage og de ar, jeg har med mig på krop og sjæl. Det har hjulpet mig til at gøre det samme. Mine flashbacks er nu endelig forsvundet, i og med jeg har gennemarbejdet min fortid og fundet tryghed, ro, tillid og kærlighed – følelser og begreber, der har været meget svære for mig.

Det er i erkendelsen af min sårbarhed, jeg skal finde min styrke.

Styrken i sårbarheden

Langsomt har jeg lært, at jeg skal finde min styrke i erkendelsen af min sårbarhed. Jeg har erfaret, at det ikke nødvendigvis handler om at få alt det svære til at gå væk, men om at lære at leve med det, jeg har med mig og acceptere mig selv. Jeg lever med min PTSD og min skrøbelighed og er blevet bedre til at tage hensyn til den. Min historie er blevet en mere integreret del af mig, og jeg har sluttet fred med den og dermed også med mig selv.

Jeg har en ambition om at være med til at bryde tabuer og et ønske om, at mine erfaringer ikke skal være spildte, men kan bidrage med noget. Derfor tager jeg i dag undertiden ud og holder oplæg, bl.a. for personale i psykiatrien, på akutmodtagelsen, pårørendegrupper mv.

Fred i livet

Jeg bliver stærkere dag for dag og er taknemmelig for al den hjælp og kærlighed, jeg heldigvis også har mødt i mit liv. Jeg nyder min nyvundne lille familie på fem, hvor min datter også glædes over sine to dejlige bonussøskende. Gud er god! Der er håb for selv den håbløse.

Før ønskede jeg kun at finde fred i døden – nu finder jeg fred i livet.

Hjælpeorganisationer, hvis du har været udsat for misbrug og søger hjælp

kris-dk.dk eller facebook.com/Landsorganisationen-KRIS-191946597599923/
landsforeningen-spor.dk eller facebook.com/LandsforeningenSpor/
Csm-danmark.dk

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere

Kort om FrikirkeNet:

• FrikirkeNet er en dansk paraplyorganisation for en række frikirkelige trossamfund og enkeltstående kirker
• FrikirkeNet arbejder for at
  • sikre gode vilkår for forkyndelsen af det kristne evangelium
  • fremme tillidsskabende og samfundsengagerede frikirker
  • fremme det kristne menneskesyn
• Frikirkenet har cirka 100 medlemskirker og organisationer fra trossamfund som fx Apostolsk kirke, Mosaik (nyt navn på de danske pinsekirker), Missionsforbundet, Vineyard, Hillsong samt BaptistKirken

I Guds eller en god idés navn har mennesker og miljøer opkastet sig til bedrevidende dommere over alle, der ikke fulgte deres specifikke udgave af sandheden. Også i frikirkerne har vi haft vores del – med sårede mennesker og miskreditering i samfundet til følge.

Derfor har FrikirkeNet siden sin begyndelse i 2004 haft fokus på at fremme sunde kirkelige miljøer, hvor åben dialog, gennemskuelige ledelsesstrukturer og eksternt tilsyn er kardinalpunkter. Netværkets magasin, Domino, har fx flere gange sat fokus på magtmennesker og sekteriske frikirkelige miljøer. Hver gang, en kirke eller organisation har søgt om medlemskab af FrikirkeNet, har det været en del af samtalen med ansøgeren.

Kan vi gøre mere?

Alligevel har sagen fra Byens Kirke i Silkeborg fået FrikirkeNet til at indlede et samarbejde med Red Barnet om at udarbejde nye retningslinjer for vores børne- og ungdomsarbejde, så vi ikke kun opfylder lovens krav om børneattester, men tillige har retningslinjer for samvær mellem børn/unge og medarbejdere. Dertil kommer handlingsplaner i tilfælde af grænseoverskridende adfærd samt et årligt tilbagevendende fokus på, hvordan medarbejderne kan spotte symptomer på grænseoverskridende adfærd.

Ikke at sådanne elementer er nye i vores børne- og ungdomsforeningers arbejde, men nogle gange kan et eksternt blik opdage ting, vi selv har overset. Derfor har vi bedt om Red Barnets kommentarer til, hvordan vi kan gøre det endnu bedre.

FriKirkeNet har fokus på at fremme sunde kirkelige miljøer, hvor åben dialog, gennemskuelige ledelsesstrukturer og eksternt tilsyn er kardinalpunkter.

Principper på skrift

Silkeborg-sagen har også betydet, at vi har nedfældet fem etiske principper for medlemmer af FrikirkeNet. Principperne har hele tiden været der og finder anvendelse ved samtaler med ansøgere, der ønsker medlemskab af FrikirkeNet. De kan ses på http://www.frikirkenet.dk/side/om-frikirkenet.

Især de to første principper handler om at sikre sunde kirker. De følger i kort form her:

1. Vi ønsker at leve i relationel ansvarlighed som ledere og som kirker:

• Det er sund praksis, at alle kirker og præster har rådgivere, som de vandrer sammen med i en forpligtende relation
• Medlemskirker og -organisationer skal have en organisatorisk struktur, der sikrer, at enkeltpersoner ikke kan få enerådende myndighed i kirken. Alle i lederskab skal stå til ansvar overfor nogen, som har myndighed til at fyre eller afsætte dem
• Det er sund praksis, at vi taler med mennesker eller kirker, som vi er uenige med, i stedet for om dem
• Vi ønsker at være transparente, også når vi har begået fejl. Den ønskede transparens skal dog tage hensyn til vores tavshedspligt.

2. Vi ønsker at være troværdige i vores omgang med penge:

• FrikirkeNet er medlem af ISOBRO. Dermed er alle medlemmer forpligtet på at have offentligt tilgængelige regnskaber
• Alle medlemmer skal have en klar adskillelse mellem organisationens økonomi og privatpersoners økonomi. Ved opløsning af en kirke må kirkens formue ikke tilgå medlemmer i kirken
• Der må ikke kunne rejses berettiget tvivl om, hvorvidt ledere i kirker har misbrugt deres indflydelse som åndelig rådgivere med henblik på at opnå arvemæssig begunstigelse eller donationer

Modspil bør efterspørges

I forhold til princippet om relationel ansvarlighed har FrikirkeNet understreget betydningen af, at ingen leder står alene i tjenesten. Vi har pointeret, at det at stå til ansvar over for nogen – ofte en-to akkrediterede præster fra andre frikirker – er afgørende for en kirkes mulighed for at bevare sig selv sund på den lange bane.

Det er også vigtigt at have en ledelsesmodel, hvor modspil er naturligt, nødvendigt og bliver efterspurgt. Et helt menighedsråd skal ikke være tvunget til at gå, fordi deres bekymring ikke bliver taget seriøst. Så må præsten holde for og forlade sin plads.

Man bør som leder og ledelse af en frikirke vise den ydmyghed, der er forbundet med at stå til ansvar, og man bør tilstræbe gennemsigtighed i både økonomiske, lære- og ledelsesmæssige forhold. Hvis det efterleves, vil magtsyge ledere, radikalisering og udvikling af sekteriske tendenser få trange kår.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Trokosi betyder ’gudernes slaver’. Pigerne er familiens betaling for en forbrydelse, som andre hævder, er begået i familien. Den forurettede afgør den pris, familien skal betale, og meddeler det til præsterne. Forældrene trues med gudernes straf i form af død og ulykke i familien, indtil de afleverer deres datter til præsterne i trokosi-templet. Overtro og seksuelt misbrug går hånd i hånd.

Overtro og seksuelt misbrug går hånd i hånd.

Cirkel uden ende

Pigerne tilhører herpå guderne. De lever nu i templet, afskåret fra omgang med familie og venner. Her gennemgår de indvielses-ritualer og får en speciel dragt, der fortæller, at de er trokosi-piger. Årene går med hårdt arbejde i eller omkring templet. Hvis pigerne forsøger at flygte, bliver de straffet hårdt. Og alt imens bliver de misbrugt seksuelt af præsteskabet.

Den løn, pigerne tjener, må de aflevere til præsterne. De fastholdes således i stor fattigdom. I templerne nægtes de enhver form for uddannelse. Derfor er trokosi-piger altid analfabeter. Hvis de efter præsternes misbrug føder børn, har moderen ansvaret for barnet. Pigerne fastholdes således umenneskeligt i en nedadgående spiral i flere generationer.

Forgæves lovgivning

I henhold til Ghanas forfatning fra 1992 og ifølge internationale konventioner, som Ghana har tiltrådt, er regeringen pligtig til at ophæve alt slaveri og slavelignende forhold for pigerne. Men den ene regering efter den anden – siden landet blev selvstændigt i 1957 – har savnet mod til at afskaffe trokosi-systemet. Regeringen er oppe imod en fasttømret kulturel og religiøs praksis, der har århundreder på bagen. Ikke én af præsterne i templerne eller ét familiemedlem er blevet sagsøgt.

Modstanden mod at ophæve trokosi-systemet er stor – især fra de afrikanske traditionalister, der siden 1982 er organiseret i Afrikania Mission, der arbejder for at afrikanerne skal vende tilbage til traditionel religion, kultur og åndsliv for at udvikle Afrika. Argumentet for at bibeholde trokosi-systemet er, at det er en del af den afrikanske arv.

Alt er ikke håbløst

I dag er flere NGO’er med advokater gået ind i kampen for at frisætte trokosi-pigerne og give dem en fremtid. Det gælder også flere af de lokale menigheder i Volta-regionen og de nationale kirker, de tilhører. Deriblandt er Baptistkirken i Ghana.

Trokosi

• er en gammel kulturel og religiøs tradition i sydøst-Ghana
• betyder ‘gudernes slaver’ og er seksuelt misbrug af piger
• baptister i Ghana og Danmark hjælper trokosi-ofrene fri
• Tony Acheampong fra Ghana er baptistpræst i København
• Tony Acheampong og Bent Hylleberg har besøgt projektet
• de fortæller gerne om trokosi-pigerne, som du kan hjælpe
• bidrag indbetales på konto 3201 10042879 mærket ‘Trokosi’
• gaver er fradragsberettigede efter gældende skatteregler

International City Baptist Church (ICBC) i København og Baptistkirken i Danmark er med økonomisk støtte fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling involveret i kampen. Vi samarbejder med baptister i Ghana for at bringe forvandling og håb til hundreder af de trokosi-piger, der er fanget i templerne. Samarbejdet begyndte i 2007.

Første del af projektet bestod i at få kontakt til templerne. En ung baptistpræst besøgte ét tempel og etablerede kontakt til pigerne. Ude af templet kan pigerne rehabiliteres og uddannes. Det sker på et center bygget af Baptistkirken i Ghana. Pigerne lærer her sprog og uddannes i håndværk. Derefter bosætter de sig langt fra Volta-regionen. Processen er vanskelig, og de superviseres gennem flere år fra centeret. Anden del af projektet består i at forebygge ved hjælp af oplysning om trokosi på de lokale skoler. Baptistkirken i Ghana er én af de kirker, der er længst fremme i det pionérarbejde.

Relateret

• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 26. maj. 2025 - Fra håbløshed til håb: Unge enlige mødres kamp for en ny fremtid
• 02. dec. 2023 - ”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
• 17. nov. 2023 - Velkommen i Strikkeklubben
• 18. mar. 2023 - Rwandas kvinder rejser sig

Find flere