Jytte Abildstrøm tager farverigt imod i døren i det økologiske bofællesskab Munksøgård ved Roskilde kl. otte en aften. Hun skulle lige have et foredrag i Holbæk først. Hun placerer os på en lille forhøjning i stuen, og så taler hun den næste time som et vandfald, så jeg har svært ved at følge med på tasterne. Hun strøer om sig med navne på miljø-koryfæer, hun har mødt. Hendes hukommelse er imponerende.

Når hun skal fortælle om sit forhold til skabelsen, begynder hun med at sige, at hun er vokset op med salmer og folkeeventyr. Hun elsker de gamle salmer, og fra nettet ved jeg, at hun lytter til morgenandagten i radioen hver morgen. Forældrene lærte hende, at der skal være konsekvens bag ordene.

Jytte Abildstrøm er stadig lynende klar og i fuldt vigør. Ud over sit engagement for klimaet maler den tidligere teaterdirektør i øvrigt også ikoner, der ses i baggrunden.

Jord, luft, vand og ild

Da Jytte var syv år i 1941 blev hendes far arbejdsløs. Familiens held var, at de kendte en gæstfri landbofamilie i Klippinge – på gården Lykkebæk. Her fik Jytte respekt for arbejdet med jorden: ”Vi ville være sultet uden den dejlige familie”.

Som otte-årig spurgte Jytte sin far: ”Hvor længe kan man grave tørv op?” Hun havde allerede fattet, at naturens ressourcer er begrænsede. Det var ilden. Respekten for luften fik hun, da hun som ung besøgte en veninde i England, hvor der blev gravet kul og koks til elektricitet. Der var sort støv overalt. Folk døde som fluer af tuberkulose. Og hun spurgte sig selv: ”Skal vi have lys på bekostning af helbredet?”

Hun sparer på vandet. I bofællesskabet bruger de regnvand til tøjvask. De bruger et sandfilter til at rense spildevandet: ”Det gør, at vi alle skal tænke over, hvad vi vasker tøj og kroppen i …”. Bofællesskabet vander grøntsagerne med regnvand, og urin fra toiletterne kommer ud på markerne: ”Brug aldrig fæces (afføring) til gødning”, understreger hun.

Miljøåret satte spor

Hun har altid boet i Vanløse – altså indtil hendes ældste søn, Lars, var med til at skabe det økologiske bofællesskab. Efter miljøåret skiftede Jytte spor. Forældrene hjalp hende med at købe en kolonihave, hvor hun byggede en masseovn, havde solfangere på taget til varmt vand, et multtoilet med et lille hul til urin og et stort hul til afføring, et rodzoneanlæg rensede spildevandet og en solcelle opladede et batteri til de to pærer, der var i huset. Et nul-energi-hus. Og naboerne kaldte hende ‘dit økologiske røvhul’.

I 20 år har hun boet i Munkesøgård, hvor 100 familier bor i fem enklaver: ”To små solceller på husets tag, som jeg har fået lov at sætte op, leverer halvdelen af mit årlige strømforbrug, men hvis jeg dør, skal jeg pille dem ned … – for jeg bor til leje”, siger hun. ”Hvis jeg dør?” griner jeg. Det bliver nok nogle andre, der piller solfangeren ned. Men der er alvor bag Jyttes grin.

Det er tragisk

”For 32 år siden sagde børnene: ’Er der en fremtid, når jeg bliver stor?’ Det er tragisk, at det nu er børnene, der skal stille de voksne til regnskab. Vi skulle have handlet meget før.” Jytte Abildstrøm er bange for at føle sig magtesløs og ked af det. Derfor holder hun stadig foredrag – og giver skideballer. Så sent som samme dag havde hun brugt en af sine gentagne vendinger: ”Du har vundet…” og den ældre dame spurgte, hvad hun havde vundet. ”En skideballe”. Fordi damen ikke brød sig om teglsten som solfangere, ”fordi røde tegl er pænere”. ”Skam dig”, sagde Jytte til hende.

Hun er kendt som et energibundt. Var teaterdirektør i Riddersalen i næsten 40 år. Undervejs fik hun bygget et økologisk inspirationshus i baggården til teateret, og det inspirerer endnu inde på Frederiksberg. Hun glæder sig i dag over, at der er andre børn, som hun selv, der får øjnene op for naturens sammenhæng med vores liv. Med ‘haver til maver’ er ringen sluttet til gården i Klippinge, når børn får adgang til skolehaver og viden om bæredygtighed.

Parti-fe for Alternativet

Hun kastede også sine årvågne øjne på Uffe Elbæk, allerede da han var kulturminister. Da han skabte Alternativet, blev hun deres ‘parti-fe’: ”De har kampen for miljøet øverst på dagsordenen. Det er det vigtigste!” Uffe Elbæk har i øvrigt besøgt hende i bofællesskabet.

Hun har et meget skeptisk forhold til kirkernes og skolernes indsats for miljøet: ”Jeg har boet hos mange præster, og det er da en skandale, at man ikke må sætte solfangere op på præstegårdene, kirkerne eller skolerne. De burde da være de første til at være holistiske.” Hun harcelerer også over turismen og det aftryk, både fly og krydstogtskibe sætter på verden.

Ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed

Jytte Abildstrøm har masser af slogans: ”Nu kan det kun gå fremad” fra H.C. Andersens eventyr ”Hørren”– lettere omskrevet. ”Klogskab skaber magt, og visdom krævet er ydmygt tjenersind”, siger hun og mindes en såkaldt lærd professor, der sagde, at ”giften først når ned til grundvandet om 80 år … og så er vi jo døde”.

Og Jytte fortsætter: ”Jeg kæmper for de kommende generationer.” Hun slutter med endnu et slogan: Der er tre ord, vi skal ændre: ”Forbrug, vækst og konkurrence” skal blive til ”ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed.” Hun og de unge er enige: ”Det vigtige er, at vi alle gør en indsats, som hjælper jord, luft, ild og vand. Til glæde for kommende slægter.”

Baptistiske og jødiske rødder

Og så en lille sidehistorie: Da Jytte Abildstrøm har budt velkommen, tager hun straks en bog fra hylden. Til min overraskelse er det ’Den blå’ – altså baptisternes historie. Hun har fået den af Bent Hylleberg, forklarer hun, og afslører, at hendes oldefar var en af de første baptister – eller rettere, han var ”en dygtig lægprædikant i Københavns Baptistmenighed” i slutningen af 1800-tallet, som der står i ’Et kirkesamfund bliver til’ (s. 87).

Jytte Abildstrøm har baptistiske aner. Hendes oldefar hed Hans Urban Hansen, som faktisk er afbilledet i ”Et kirkesamfund bliver til”.

Han hed Hans Urban Johansen (1851-1931) og var en driftig og ydmyg mand. Der er et billede af ham i historiebogen, hvor han sidder på ’Hammelvognen’: ”Omkring 1886 fremstillede han Danmarks første benzindrevne automobil. Han havde evner, der kunne have ført ham vidt i industrien, men han havde ingen ambitioner om meget andet end at forblive en god kristen. Han anskaffede sig i øvrigt aldrig selv en bil!”, står der i billedteksten. Han er også afbilledet på s. 201.

Bent Hylleberg fortæller, at Jytte var gæst i seniorkredsen i Tølløse i foråret, og virkelig i hopla. Hun vidste så faktisk ikke, at hendes oldefar var baptist, men det afslørede samtalen om den kreative forfar.

Og i løbet af samtalen med mig, fortæller hun så også, at hun faktisk er jøde: ”Min rigtige farfar hed Zabell og stammede fra Gystrow i Mecklenburg. Han var halvt jøde – så min mor var især nervøs under krigen. Men ingen opdagede noget, idet min farmor for længst var blevet gift Abildstrøm!”

Relateret

• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 28. sep. 2023 - Klimatosser i dømmeland
• 09. feb. 2023 - Forvalter af skaberværket

Find flere

Lyt til artiklen her:

Du kan se Bent L. Hansens video om “Repair Caféen” i Korskirken på BaptistKirkens Youtube-kanal.

Mens ”44” summer af liv fra de mange frivillige har menighedens præst Ole Lundegaard fundet et roligt hjørne på kontoret. Ole skal medvirke i en video, hvor han fortæller om menighedens medvirken i den første ”Repair Café” i Herlev.

Præst i Korskirken, Ole Lundegaard (Foto: Bent L. Hansen)

Korskirken er en ”Grøn Kirke”

Korskirken er en del af det økumeniske initiativ ”Grøn Kirke”. Formålet er – ud fra et kirkeligt og teologisk udgangspunkt – at inspirere og motivere blandt andet kirker til at tage et medansvar for de klima- og miljøudfordringer verden står overfor.

I Korskirken betyder ”grøn kirke”, at man arbejder aktivt med at reducere kirkens affaldsmængde og CO2-udledning. Ole Lundegaard fortæller:
”Det lå lige til højrebenet at starte en ”Repair Café”. Et sted, hvor folk kommer med ting, som de ellers ville have smidt på lossepladsen. Men i et sidste forsøg på at redde ting og reparere, i stedet for at smide væk, så kommer de her med det, og så prøver vi at reparere det.”

Repair Café?

Korskirkens Repair Café er en del af non-profit-foreningen Repair Café Danmark, der har Repair Caféer i hele landet.

Foreningens formål er at facilitere og motivere frivillige, forbrugere, foreninger og kommuner til afholdelse af og deltagelse i Repair Cafeer og derved reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling.

Du kan læse mere om initiativet på https://repaircafedanmark.dk/.

Det frivillige fundament

Ole pointerer, at der er en masse frivillige engageret i at ”fixe” ting. Det er i høj grad mennesker fra lokalområdet, der på denne måde har fundet vej til kirken. Menigheden har også engageret sig i arbejdet, lyder det fra Ole:
”Vi har en masse frivillige fra kirken, som stiller op som værter, laver kaffe og skaber hygge for dem, som måske ikke selv kan fikse noget, men har sat andre i gang. Så kan de sætte sig ind i en sofa og få en kop god kaffe.”

Lokalt samarbejde

Da Korskirken begyndte at undersøge mulighederne for at lave en ”Repair Café” opdagede de, at der på det lokale Frivillighedscenter var en gruppe mennesker, der gik med de samme tanker. Ret hurtigt blev det også klart, at det kommunale affaldsteam også var interesseret i at få en ”Repair Café” til Herlev Kommune.

I løbet af kort tid var der fundet flere end 30 frivillige, med ekspertise i elektronik, mekanik og syning. En hel del ”handymænd” med evner til at ”fixe” ting dukkede også op.

De frivillige i arbejde i “Repair Caféen” (Foto: Bent L. Hansen)

Økonomien er på plads

Initiativet har modtaget 10.000 kroner fra Herlev Kommune til etablering. Kommunen har også lovet at støtte driften i fremtiden. Ud over den kommunale støtte har en række sponsorer bidraget, så værkstedet ifølge Ole er ”velassorteret og kan reparere utrolig mange ting.” Indtil videre har menigheden ikke haft udgifter til ”Repair Caféen”.

En kaffemaskine får nyt liv (Foto: Bent L. Hansen)

Mandat til at passe på kloden

Korskirkens engagement i ”Repair Café” sker ikke udelukkende ud fra et ”grønt” synspunkt. Det forklarer Ole:
”Vi har et mandat som kirke til at passe på den klode, vi har fået. Vi er sat til at vogte og dyrke den. Det hører til vores mandat, som vi læser om allerede i 1. Mosebog. Så vi synes, det passer godt ind i hele vores tænkning som kirke.”

Prøv det selv

Ole slutter med at fortælle om den synergi, der er opstået med lokale aktører. Der er kommet en hel ny berøringsflade mellem kirken og byen. Og kirken oplever en utrolig velvilje fra lokalmiljøet:
”Det har alt i alt været en meget, meget positiv oplevelse, som jeg kun kan anbefale, at andre kirker i landet prøver kræfter med.”

Spejderhuset “44” – Rammen om Korskirkens “Repair Café” (Foto: Bent L. Hansen)

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 01. jun. 2025 - Forskellige – men sammen i troen

Find flere

Karin Christiansen fortæller om etableringen af OOA – Organisationen til Oplysning om Atomkraft – i 1974 og indleder med at slå fast, at hun ikke var en af dem, som hverken etablerede eller senere bar organisationen. Hun havde bare den velsignelse at være til stede: ’Vi var en del unge mennesker, som var forankrede i Forsoningsforbundet,[1] og vi var forsamlede i haven hos formanden for Pastoralseminariet og studenterpræst Jens Brøndum. Her skabtes kimen til OOA’.

Ebbe Holm

Frontfigurerne i både etableringen og det senere arbejde var bl.a. Siegfried Christiansen, Øjvind Kyrø og Ebbe Holm. De to sidstnævnte med rødder i Baptistkirken. Derfor fik OOA fra begyndelsen lokaler hos Baptisternes Ungdomscenter i København.

Oplysning, formidling og fredelig protest

En reaktion på, at der var meget lidt stillingtagen og debat i det danske samfund.

OOA blev etableret som en reaktion på, at der var meget lidt stillingtagen og debat i det danske samfund om atomkraftens negative sider. Der var skabt en solid alliance mellem folketinget, industrien og de fleste forskere om, at atomkraft var fuldstændig uproblematisk. Så i begyndelsen var hovedformålet for OOA indsamling og videreformidling af viden.

Det blev formuleret i en kort tredelt formålsparagraf:

• En kritisk vurdering af og oplysning om alle problemer ved brug af atomkraft
• Øget forskning i og fornyet vurdering af andre energiformer
• Udformning af en langsigtet energipolitik, der også tager sociale og økologiske hensyn

Senere blev indsamling og videregivelse af information suppleret med meget store, men fredelige atommarcher, men det skete først, da der gennem nogle år var skabt en konstruktiv dialog i hele samfundet om atomspørgsmålet.

En ægte græsrodsbevægelse

OOA var en ægte græsrodsbevægelse, der var baseret på selvstyrende og selvstændige lokalgrupper. For at få hele systemet til at arbejde sammen blev der holdt landsmøder flere gange årligt, hvor bevægelsens fælles initiativer blev drøftet og besluttet. Hele arbejdet byggede på gensidig tillid, og i de 26 år, bevægelsen eksisterede, blev den aldrig ‘overtaget’ af politiske fløje eller opdelt i fraktioner. En bedrift, som vist ikke har noget sidestykke i Danmarkshistorien.

OOA har en anden og mere håndfast rekord. Den smilende sol med teksten ‘Atomkraft? – Nej Tak’ er trykt i 15-20 millioner eksemplarer og oversat til 60 forskellige sprog. Det kaldes verdens mest ikoniske logo, og vi er mange, der kan huske, at det har prydet vores biler og barnevogne, jakker og tasker, døre og breve i den periode.

Engagement i samfundet

Karin Christiansen

’Det var en naturlig ting for os som kristne dengang, at vi også var samfundsmæssigt engagerede. Sådan er det ikke helt i dag, oplever jeg’, siger Karin Christiansen lidt eftertænksomt. ’Vi var selvfølgelig engagerede i et menighedsfællesskab, men vi var også virksomme andre steder til gavn for næsten’.

Det var en naturlig ting for os som kristne dengang, at vi også var samfundsmæssigt engagerede.

Ebbe Holm beskriver det samme: ’Det er troen på Gud og opfyldelse af et kald til at omsætte Jesus’ ord om næstekærlighed til praktisk handling, der har styret mit engagement i OOA. Jeg har ærligt kunne fortælle, at jeg ikke egner mig til at sidde i et fint gudshus og bede om større retfærdighed uden at omsætte det til praktisk handling!’[2]

Overflødig og derfor lukket

I år 2000 – 26 år efter oprettelsen – blev OOA nedlagt. Barsebäck var nær total lukning, og det danske Folketing havde skrinlagt alle planer om atomkraft i Danmark. OOA havde nået sit mål.

Vi kan ændre samfundet

Vi kan have godt af at erindre os selv om, hvad der kan komme ud af nogle unge, engagerede menneskers samtale på en græsplæne. Hvis der er beslutninger i vores samfund, som vi ikke er enige i, så kan det lade sig gøre at lave dem om. Det kan det især, hvis vi er seriøse og kan arbejde tillidsfuldt med mennesker med mange forskellige holdninger. Den viden kan OOA give os med i bagagen.

[1]     Tidligere: Kristeligt Fredsforbund

[2]    Kristeligt Dagblad 28. april 2000: ’Guds Kraft og atomkraften’

Relateret

• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv

Find flere

Der er stadig mennesker, som bliver forfulgt for deres tro, der er stadig mennesker, som sulter og der er stadig forandringer i klimaet.

Herre, du som gav dit liv for os, giv, at vi stadig husker, at vi har et ansvar for verden og næsten. Ikke kun her lige om hjørnet – men også globalt.

Det er vigtigt – at vi midt i vores egen krise og vore egne afsavn – husker, at vi er Guds forvaltere og globalt hjælpes ad med at finde løsninger, som gavner alle. Løsninger som gavner Danmark, Europa og ikke mindst verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 02. mar. 2025 - Jean-Marie Bukeyeneza – BaptistKirkens medarbejder i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 05. mar. 2023 - Lises rejsedagbog fra Rwanda
• 08. feb. 2023 - Ungdomsarbejdet er ramt af senfølger

Find flere

Men Mærsk Oil har aldrig undret sig over det nye effektive produkt og de hæfter heller ikke for den 500.000 kroner bøde, der er udstedt til den nye ejer, Total. Og hvorfor – ud af alle de mange tons, der blev fragtet tilbage til land igennem 12 år, blev store mængder udledt i havet?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

John Holten-Andersen er forfatter, miljøaktivist og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Har senest udgivet bogen ”Sprogets magt – magtens sprog. Et forsvar for sansernes verden”, Forlaget Hovedland 2016.

Men det er ikke blot naturen, der gisper efter vejret – det gør vi mennesker også. Det grænseløse krav om øget produktivitet presser vores kroppe til at løbe stadigt stærkere, ligesom vores stakkels hjerner skal kapere en stadigt voksende mængde af information. Det er mere, end mennesker kan holde til, og derfor går folk i hobevis ned med stress, fylder sig med anti-depressiv medicin eller ryger helt af karrusellen.

Det værste ved det hele er, at vi sådan set godt ved, at den er rivende gal, men vi har åbenbart uendelig svært ved at gøre noget alvorligt ved det. Jo, vi tager fat i nogle af symptomerne enkeltvis og isoleret og forsøger at lappe lidt hist og pist. Men den fundamentale sammenhæng mellem jagten efter stadigt større rigdom på den ene side og de stadigt mere alarmerende tegn på menneskelig og økologisk katastrofe på den anden – den lukker vi øjnene for. For at se denne sammenhæng i øjnene er det samme som at erkende, at vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

En falsk Gud

Økonomisk vækst er nemlig blevet vor tids religion – og Pengene vor tids Gud. Og det har de været i efterhånden så mange år, at hele den tænkning, der er forbundet hermed, har sat sig på tværs i vores hjerner, bemægtiget sig stort set alle bærende institutioner i vores kultur og gjort os blinde for, at det overhovedet kan være anderledes. Hvordan er vi kommet dertil?

Troen på en anden Gud

Tidligere dyrkede vi en anden Gud og var lykkelige i troen på, at verden var skabt i Hans billede. Derfor var den verden, der var os givet, god nok i sig selv. Godt nok befalede den Gud os at ”herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle vilde dyr”[1], men det tilkom ikke os mennesker at ændre denne verden, i hvert fald ikke på nogen grundlæggende måde. Det var vel nærmest gudbespotteligt at bilde sig ind, at mennesker kunne skabe en bedre verden end den, Gud havde skabt. Alt det ændrede sig med det moderne brud, hvor vi satte mennesket i Guds sted.

Vi er kommet til at tilbede en falsk Gud!

I menneskets billede

Nu skulle verden skabes i menneskets billede, dvs. indrettes efter rent menneskelige formål. For at kunne gøre det måtte den først ’oplyses’, dvs. sættes på sprogligt begreb, kategoriseres, splittes op i stadigt mere afgrænsede dele, som helst skulle kunne beskrives i tal og forenklede kvantitative sammenhænge. Heraf opstod en vifte af stadigt mere afgrænsede videnskaber, der udmærkede sig ved stor viden om detaljen, men lige så stor uvidenhed om helheden. I disse videnskabers billede udviklede man dernæst stadigt mere specialiserede teknologier, der skridt for skridt omdannede samfundet til en mægtig produktionsmaskine, som åd natur-ressourcer i den ene ende og sprøjtede ting ud i den anden.

Når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet.

Der står vi så i dag: Vi er blevet rigere – meget rigere – på ting og dermed også i penge, for ting kan man sætte en pengepris på. Det kan man ikke med liv. Problemet er, at når vi gør stadigt større dele af verden til ’ting’, hvis værdi vi måler i penge, så gør vi det samtidig af med livet. For ’ting’ er døde ting, der ikke indgår i livets kredsløb af skabelse og tilintetgørelse. Formålet med at omgive os med stadigt flere ’ting’ er vel dybest set netop at sætte os udover dette kredsløb, dvs.: At gøre os udødelige!

En dødelig løgn

Det er naturligvis en livsløgn, ovenikøbet en dødbringende én af slagsen. Derfor er tiden inde til, at vi vrister os fri af den og igen besinder os på livet, som det nu engang er os givet.

1    1. Mosebog kap. 1, vers 28

Relateret

• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 17. feb. 2025 - ”Nogle beskriver det som om, der er en helt særlig fred…”
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv

Find flere