Lyt til artiklen:

Den nikænske trosbekendelse, år 325:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, alle synlige og usynlige tings skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen, enbåren og det vil sige: af Faderens væsen, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, samme væsen som Faderen, ved hvem alt blev til, både i himlen og på jorden, som for os mennesker og for vores frelses skyld steg ned og blev kød og blev menneske, led og opstod på den tredje dag, og opfor til himlen, hvorfra han kommer for at dømme levende og døde.

Og på Helligånden.

I den tidlige kristne teologi blev Jesus Kristus, Guds Søn, ofte opfattet som en slags kosmisk mellemleder. Det ændrede sig, da kirkelederne fra store dele af den kristne kirke mødtes i Nikæa år 325 og forfattede en trosbekendelse. Man var ikke enige om, hvad og hvem Jesus var. Den første trosbekendelse havde én sætning om Gud som skaber, og et langt afsnit om Jesus som Guds Søn. Og så kom de i tanke om Helligånden, som også lige fik én sætning. 56 år senere samlede kejser Theodosius igen kirkelederne – denne gang i Konstantinopel, og de blev bl.a. enige om, at Helligånden er Herre og Levendegører.

Man var ikke enige om, hvad og hvem Jesus var.

I de protestantiske kirker bruger vi mest Den Apostolske Trosbekendelse, hvis vi overhovedet bruger én. ”Men Nikænum er mest udbredt – dét, som stort set alle kirker har til fælles”, siger Johannes Aakjær Steenbuch. Bogen ”Lys af lys” rummer mange af de gode citater, Johannes har samlet i sin notesbog, når han har skrevet de andre bøger om oldkirken: ”Min tanke var, at i anledning af Nikænums 1700 års jubilæum i 2025 ville jeg skrive en kort indledning om treenighedslæren. Andre bøger om emnet fylder op mod 900 sider. Min blev så 160 sider…”, forklarer han.

Lys af lys

”Teologisk set er kernen i evangeliet, at Jesus er Gud, samme væsen som Faderen”, forklarer Johannes.

Jesus er Gud, samme væsen som Faderen.

Han valgte titlen ”Lys af lys” – hentet fra Nikænum – fordi det er en metafor for forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn. Hvis man tænder et stearinlys med et andet stearinlys, er begge stadig lys. Det kan jo lyde ret poetisk.”

For Johannes Steenbuch er en masse brikker faldet på plads: ”Jeg har arbejdet med det i mange år, og det er komplekst at formulere forholdet mellem de tre personer i Gud. Tænk, at det tog så lang tid at nå frem til treenighedslæren. Man kan ikke bare uden videre hente det ud fra Bibelen.”

Hvad er frelse?

”Frelsen er det vigtigste spørgsmål. At frelsen allerede er realiseret, fordi menneske og Gud er blevet ét i Kristus. Det, vi skal frelses fra, er den brudte relation til Gud. Vi har vendt os væk. Den relation er genoprettet i og med, at Gud blev menneske. Derfor begynder frelsen i inkarnationen. Men det kan ikke adskilles fra fuldendelsen. Jesus tager vores død på sig langfredag, og i opstandelsen opstår vi med ham.” Jul, påske og pinse hænger sammen, og intet af det kan undværes.

At frelsen allerede er realiseret, fordi menneske og Gud er blevet ét i Kristus.

En anden pointe i trosbekendelsen fra Nikæa er, at Jesus ikke skal gøre noget for at blive Gud Søn. Det er han fra evighed af. Når han bliver døbt, gør han det ikke for sin egen skyld, men for os. Alt, hvad der sker med ham, sker for vores skyld: ”Som mennesker har vi en tendens til at miste, hvad vi modtager, men skal Guds nåde være umistelig, må Gud selv modtage den på menneskers vegne, som menneske.”[1]

Et ligeværdigt menneskesyn

Endelig er en tredje pointe, at Gud er tre ligeværdige personer. Som skabt i Guds billede er vi også ligeværdige. Det slår en af kirkefædrene, Gregor af Nyssa, fast i slutningen af 4. århundrede, hvor han er kritisk overfor magt og slaveri: ”Når et menneske gør sig til herre over et andet menneske, ødelægges enheden i menneskeheden. Den indsigt kommer fra treenighedslæren. At Guds tre personer er ligeværdige”, fortæller Johannes og nævner endnu en indsigt, der handler om Guds omsorg for os: ”Gud blev moder, da han ’fødte’ sin Søn for vores skyld.”[2]

Et amerikansk forlag udgiver i øvrigt hans bog. Johannes Steenbuch er ved at lægge sidste hånd på oversættelsen, da jeg besøger ham i Nylars.

[1] Johannes Aakjær Steenbuch: ”Lys af lys”, side 61

[2] ”Lys af lys”, side 37

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen her:

Johannes Aakjær Steenbuch:

• medlem af Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene, og cand.mag. i filosofi
• tilhører Baptistkirken Bornholm

Spørgsmålet, om hvordan Gud kan være god, retfærdig og almægtig, når så meget ondt sker i verden, dukker naturligt op, når vi konfronteres med nyheder om krig, men problemet er langt fra nyt. Også oldtidens kristne måtte bakse med troen på Guds godhed i mødet med verdens ondskab. De kristne var jævnligt udsat for forfølgelser, de blev kastet for løverne, og det må have ført til grublerier over, hvordan den gode Gud kunne tillade den slags.

Problemet, som sidenhen kendes som theodicé-problemet, formuleres ofte som et abstrakt spørgsmål om, hvordan Gud både kan være god og almægtig, når der nu findes ondt. Det er dog næppe et spørgsmål, der kan besvares rent rationelt og filosofisk. Kun ved at tage omvejen ad evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, kan vi forholde os til det onde og samtidig tro på, at Gud er god.

Hvad er det onde?

Det handler om gudsbillede, men også om menneskesyn. En række såkaldt ’gnostiske’ bevægelser hævdede i oldkirken, at den materielle verden var skabt af en ond og uduelig skabergud. Verden er derfor også ond, mente de. Frelse betyder at blive udfriet af verden, kroppen er et fængsel, som sjælen skal udfries af. Kristne teologer var uenige. Irenæus (ca. 125-202) og Teofilus (død ca. 185) gjorde det klart, at Gud har skabt verden god, og ikke ud af en ond materie. Vi kan derfor med glæde se frem til kødets opstandelse, for kroppen er ikke et fængsel for sjælen.

Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode.

Origenes (ca. 185-253) insisterede også på, at Gud er god, ligesom verden er skabt god. Det onde kommer fra mennesket, der har vendt sig væk fra Gud. Synd betyder fremmedgørelse fra Gud, der fører det onde med sig. Gud har skabt mennesket godt, men givet os mulighed for at vælge det onde. Det onde må derimod være ’intet’. Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode. Det onde er med andre ord ødelæggelse af Guds gode skaberværk, brudte relationer, manglende tillid og uvilje til at tage imod livet som en gave.

Det onde er som sådan ikke Guds vilje, mente Origenes, men Gud kan bruge det onde til at opdrage mennesker. Gud lader mennesker mærke syndens konsekvenser, for at de kan erkende behovet for Gud. Gud straffer ikke for straffens skyld, men altid kun for at opdrage og frelse. Det skurrer måske nok i moderne ører, der er vant til en anden pædagogik, men pointen er god nok, for det onde er begrænset, mens kun det gode varer evigt. Målet er altings genoprettelse, hvor alle bliver frelst. Når enden er god, er alting godt.

I Jesus går det op

Korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt.

Når vi spørger, hvordan en god og retfærdig Gud kan tillade ondskab i verden, er det ikke til at komme uden om evangeliet. Det er så meget sagt, at Gud tillader det onde, for korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt. Der er masser af ondt i verden, men i sin død og opstandelse har Jesus overvundet det onde. Vi er forsonede med Gud én gang for alle, selvom vi stadig kan leve på den løgn, at det ikke er tilfældet.

Det er også en tankegang, der findes i oldkirken. Athanasius (ca. 296-373) insisterede på, at Gud nu engang har indrettet verden sådan, at menneskets synd fører døden med sig. Det er der ikke noget at gøre ved, for Gud er retfærdig. Gud er også god, og gør derfor det, der skal til for at frelse mennesket. Guds Ord tager selv syndens konsekvenser på sig ved at blive menneske og dø på vores vegne. Guds godhed og retfærdighed går på korset op i en højere enhed.

Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt.

Gregor af Nyssa (ca. 335-395) er inde på noget lignende. Skal Guds retfærdighed, almagt og godhed gå op i en højere enhed, må frelsen udfolde sig historisk. Guds godhed kommer til udtryk i hans vilje til at frelse mennesker. Guds retfærdighed i, at han er villig til at betale den pris, som mennesket skylder døden på grund af sin synd. Guds magt kommer til udtryk i livets sejr over døden. Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt. Derfor er det stadig muligt for mennesket at vende sig væk fra Gud.

Syndens vilkår

Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp.

Da Romerriget blev invaderet af barbarer, blev spørgsmålet aktuelt igen. Det var måske en fornemmelse af krise, der gav Augustin (354-430) et pessimistisk syn på mennesket. Synden er et grundvilkår i menneskelivet, og det vil sige, at vi ikke formår at frelse os selv. Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp. Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet. Vi kan ikke udrydde alt ondt af menneskelivet, men risikerer at gøre det hele meget værre, hvis vi tror, vi kan skabe det perfekte menneske eller det perfekte samfund.

Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet.

Det minder os om, at vi stadig har brug for Gud. De mange forsøg på at forklare det onde rationelt, kommer til kort. Forsøget på at give en tilfredsstillende forklaring, der kan få os til at acceptere det onde, er vel nærmest en undvigemanøvre. Det nærmer sig ansvarsfraskrivelse at ville forklare det onde med et ondt princip i verden, fx en mytologisk størrelse som ’djævelen’. Det er at lægge ansvaret for det onde fra sig.

Kun ved at holde fast i evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, er det muligt at se det onde i øjnene og samtidig tro på, at Gud er god og retfærdig.

Læs også “Gud – og kampen om Guds køn og personlige pronominer”.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 03. maj. 2024 - Sådan oplever jeg Gud

Find flere

Christopher Aagaard, cand. theol. og præst i Græsted Frikirke – Mosteriet

En samtale mellem to betydningsfulde teologer i det 20. århundrede belyser et meget centralt område af handicapteologien. Samtalen er mellem Karl Barth og Heinrich Vogel, hvor de taler om Heinrichs datter med et multihandicap. I samtalen udtrykker Vogel sin lykkelige forventning om at se sin multihandicappede datter uden handicap i evigheden. Hertil svarer Barth: ”Er det ikke et smukkere og mere kraftfuldt håb, at dér bliver det åbenbart, hvad vi nu slet ikke forstår – nemlig at dette liv ikke var forgæves, idet Gud ikke omsonst har talt til mennesket: Netop dig har jeg elsket!?” – Dét beskriver, hvor forskelligt vi kan tænke om mennesket, handicap og evigheden.

Vi kender nok alle til Vogels tilgang, at det, som falder uden for normalen, vil blive fixet i evigheden. Det er et håb, vi kan holde fast i på denne side af forhænget; at på den anden side skal alt blive godt igen. Men Barths refleksion åbner op for nye tanker om dette liv og livet efter døden: Hvad nu, hvis det er vores forestilling om, hvad der er normalt og unormalt, der er handicappet? 

Det vækker lysten til at dykke længere ned i, hvordan teologien, verden og vi selv ser på handicap. Om det er mennesket med handicap, der bliver helbredt på den anden side, eller det er dit og mit syn på mennesker med handicap, der bliver helbredt? Det er godt at tale om og reflektere over. Og det er dét, handicapteologien gør.

Hvem er de ”raske”?

Vores opfattelse af, hvem der er raske og hvem der er syge, er meget styret af, hvad denne verdens krav til mennesket beror på. Fordi vi lever i et individualistisk, effektiviseret og profitorienteret samfund, bliver mennesket også set på med det blik. De mennesker, som ikke kan klare sig på de parametre – oftest mennesker med særlige behov og handicap – bliver ikke regnet for bidragsydere, men samfundsbyrder. Det er et problem!

Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for.

Samfundet er bygget op omkring best case antropologi, hvor det perfekte menneske er i centrum, og alle andre ender i periferien eller uden for kategori. Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for: Vi har alle en iboende værdi, fordi vi er mennesker, og som sådan er vi elsket af Gud. Det skal vi slå på tromme for, for ellers værdsætter vi kun præstationer, effektivitet og fart. Og før eller senere falder alle mennesker igennem på de parametre.

Jean Vanier, som var handicapteolog, fik sat disse refleksioner på det teologiske landkort. Han sagde mange gange, at vi alle i bund og grund er ens. Vi er alle mennesker med sårbare hjerter og længes efter at blive elsket og værdsat. Mennesker med særlige behov har ikke særlige behov, de har de samme behov som alle andre mennesker. De har bare brug for hjælp til at nå dem.

Kristi legeme er handicappet

Kirkens fællesskab er kaldet til ikke at gøre forskel på jøder og grækere, mænd og kvinder, mennesker med handicap og uden. Alle er vi lige i kirken og ind for Gud. Derfor er der en sandhed i at sige, at en kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke. Mennesker med handicap tvinger kirken til at tænke over, hvilken syn vi har på mennesket og på kirken – ja, på Jesus Kristus, der sætter tonen i fællesskabet.

En kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke.

Hvordan ser vi generelt på menneskes kommen til kort, begrænsninger, skrøbeligheder og svagheder – og ikke kun på mennesker med handicap? Mennesker med handicap kan være en trædesten til at tænke over skabelse, helbredelse og Guds design, men det skulle gerne ende med at inkludere alle menneskers svagheder – altså vores menneskelighed.

Når vi tager Paulus’ ord alvorligt om, at ’Kristi legeme’ – kirken – består af mange lemmer, så er ’Kristi legeme’ ikke fuldt funktionsdygtigt, før mennesker med handicap får deres plads på legemet.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Dét, alle kristne har til fælles
• 03. maj. 2024 - Gudsbillede – og menneskesyn
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone

Find flere

Han hentydede her til de mange danskere, der bygger deres liv og menneskesyn på det normale ægteskab mellem kvinde og mand, og som har det svært ved at forstå de holdninger, som med voldsom energi markedsføres af Copenhagen Pride bevægelsen.

Det menneskesyn og de værdier, vi i Danmark har indrettet vores kultur på, bygger i høj grad på kristendommen. Det er de værdier, vi selvfølgelig også ønsker at lære vores børn. Vi skal ikke fordømme anderledes tænkende, men vi vil selvfølgelig have ret til at holde fast i vores værdier og kræve, at der udvises respekt om vores livssyn. Vi kan ikke acceptere hensynsløse angreb fra landets statsminister, der måske allerede er i gang med det kommende folketingsvalg.

Jeg tror, vi er stærkt i gang med et endnu vigtigere valg: Valget om vores værdier og det kristne livs- og menneskesyn med respekt for hinanden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Baptister diskuterer for tiden, hvordan man bør forholde sig til fejringen af reformationen.[1] Står vi i den reformatoriske arv som protestanter i linje med Luther og Calvin, eller bør vi som baptister identificere os med reformationstidens radikale – døberne (”anabaptisterne”) – der unægtelig har visse lighedstræk med senere baptister? Der kan dog være gode grunde til at holde en vis sikkerhedsafstand til disse diskussioner, for baptister står, når det kommer til stykket, i gæld til den lutherske såvel som den radikale fløj af reformationen.

Den europæiske frihedstradition

Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.

I den almindelige fortælling var det som resultat af reformationen, at individet kom i centrum så den enkelte fik trosfrihed til at tolke bibelen og de teologiske dogmer efter sin egen overbevisning. Det er muligt, at den europæiske frihedstradition i nogen grad kan spores tilbage til reformationen, men i fortællingen glemmes det dog ofte, at det kun var et fåtal af reformationens hovedpersoner, der forsvarede en egentlig religions- og trosfrihed.

Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.[2] Myndighederne havde pligt til at straffe ”gendøbere” med ”sværdet”, ikke kun på grund af deres i flere tilfælde voldelige og revolutionære fremfærd, men også på grund af deres teologiske synspunkter. Efter reformationen blev det almindelige princip, at landets myndigheder afgjorde indbyggernes religiøse bekendelse (jf. princippet cuius regio, eius religio). Et egentligt forsvar for religionsfrihed skal derimod findes hos de døbere, der afviste brugen af ”sværdet” i trosanliggender samt hos de første engelske baptister i det syttende århundrede.

Det betyder ikke, at baptister i dag ikke kan lære noget af reformationen. Selvom vi nok kan være skeptiske overfor den officielle fortælling om lutherdommens velsignelser, er der ingen tvivl om, at baptister historisk skylder Luther samt Zwingli og Calvin æren for centrale dele af deres troslære.

Forskellige menneskesyn

Hvor reformationstidens døbere ofte forsvarede et menneskesyn, hvor mennesket i høj grad selv var ansvarlig for sin egen frelse, var senere baptister i højere grad enige med Luther og Calvin om, at frelsen alene er Guds gave. Især de tidlige engelske partikular-baptister[3] radikaliserede de reformatoriske fem hovedsætninger (”solaerne”) om nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene (sola gratia, sola Christus, sola fide osv.).

Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli.

For døbere som Balthasar Hübmaier og senere Menno Simons var Guds nåde frit tilgængelig for alle mennesker, men den afhang dog af menneskets aktive tilvalg og efterfølgelse. Netop den opfattelse synes at være populær især i frikirkemiljøer i dag. Men hvor døberne i mange tilfælde så troen som menneskets aktive tilvalg, så de første baptister ligesom Luther tværtimod troen som en nådegave udvirket af Gud i den troende.

Guds nåde afhang for baptisterne som for Luther hverken af menneskets tro, valg eller gerninger, som snarere måtte forstås som tegn på nåden. Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset. Bekendelsesdåben var således ikke en måde at tilvælge Gud på, men tværtimod en bekendelse til evangeliet om Guds betingelsesløse nåde.

Reformationens betydning for baptister

Når vi i dag diskuterer reformationens betydning for baptister, kan vi nogle gange glemme den side af baptisters historiske arv. Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli. Som baptister – og kristne i det hele taget – skylder vi reformatorerne meget. Deres hårde slid for at få kirken på rette kurs igen, er noget vi alle bør være taknemmelige for. Også katolikkerne fik på flere punkter øjnene op for teologiske huller og fejlagtige praksisser, som blev justeret.

Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset.

Vi kan lære af reformationens princip om en tilbagevenden til kirkens kilder – ’ad fontes’ – og vægtningen af den personlige tro og kærlighed til Gud. Med reformationen kom der, teologisk set, et større fokus på Guds faderrolle, og mindre på dommerrollen – vores forhold til Gud afhænger ikke af bod, aflad, gerninger eller mishandling af os selv, men af hans barmhjertighed.

Baptisters dobbelte opgave

Det handler ikke om, at baptister skal vælge den ene eller anden ”side” i debatten om reformationen. Vigtigere er det at være opmærksom på den dobbelte arv. Fra Luther og Calvin har baptister historisk arvet den klare overbevisning, at det ikke er os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. At alt er af nåde. Fra døberne har baptister arvet det umiskendelige fokus på tros- og samvittighedsfrihed.

I dag kan det være baptisters opgave at minde om, at den så ofte fejrede religionsfrihed ikke så meget er et produkt af den lutherske reformation som af den radikale reformation, døberne og frikirkebevægelsen. Samtidig kan det være baptisters opgave overfor de frikirkesamfund, der ikke i samme grad er forankret i historisk protestantisme, at minde om vigtigheden af reformationens måske vigtigste principper: Nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene.

[1] Se fx http://baptistteologi.dk/2016/07/03/consortium-of-european-baptist-theological-schools-cebts-i-elstal/

[2] Martin Schwarz Lausten, ”En forvrænget omtale. Jo, Luther godkendte dødsstraf mod gendøbere” i Kristeligt Dagblad 30. august 2010 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/en-forvr%C3%A6nget-omtale.-jo-luther-godkendte-d%C3%B8dsstraf-mod-gend%C3%B8bere)

[3] De baptister der, som de reformerte, lærte, at forsoningen i Kristus med sikkerhed udvirker frelse for de udvalgte, men som derfor også typisk mente, at den kun gjaldt for netop de udvalgte (partikulært) – modsat general-baptisterne, der hævdede, at forsoningen skete til bedste for alle mennesker (generelt), men at den dog kun fører til frelse for dem, der selv vælger det. En tredje mulighed, der også er blevet forsvaret af baptister, er den, at alle mennesker er udvalgt i Kristus, og at forsoningen derfor med sikkerhed virker til frelse for alle i sidste ende.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Dét, alle kristne har til fælles
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 25. aug. 2024 - Når krigen bliver menneskers virkelighed

Find flere