I efteråret 2025 har der været debat i flere menigheder om, hvorvidt homoseksuelle kan være fuldgyldige medlemmer af menigheden.

Da jeg for mange år siden sad i menighedsrådet, var også en fraskilt kvinde medlem af rådet. Der blev dengang snakket i krogene, om det nu også gik an. Nu til dags er den slags snak heldigvis forstummet i de bredere kredse, og mig bekendt er der i dag ingen opgave, som fraskilte ikke kan få lov til at varetage rundt omkring i de danske baptistmenigheder. Bibelen siger mere om skilsmisse, end den siger om homoseksualitet. Folk må mene, hvad de vil om homoseksualitet, men når man begynder at bruge Bibelen som facitliste til at udelukke enkeltpersoner fra dele af menighedens liv og virke, så må man i det mindste bede om, at man læser hele Bibelen.

At være homoseksuel er ingen straf
Jeg ville vælge at være homo igen, hvis man ellers kunne vælge det til eller fra. Jeg lever et rigt velsignet liv, som jeg er Gud taknemmelig for hver eneste dag. Jeg ser homoseksualitet som en kuriositet i skaberværket på linje med venstrehåndethed. Det kan mange heteroseksuelle kristne helt sikkert have en anden mening om – grundigt understøttet af velvalgte bibelcitater – men her vil jeg lige minde om, at det er mig, der er homoen, og det er mig, der må folde hænderne og bede Gud om vejledning til at tackle netop det livsvilkår.

Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet.

At være homo er nemlig et livsvilkår, uanset om man kan lide det eller ej. Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet. Jeg lever i stor og barnlig tillid til, at Gud altid står klar med hjælp og vejledning til den, der efterspørger den, og at Gud kommer den enkelte i møde personligt – og ikke via stedfortræder i form af bedrevidende medkristne. Til dem, der kunne finde på at bede for mig, så jeg kan blive omprogrammeret og lære at elske kvinder, så der igen kan komme orden i penalhuset, må jeg bare sige: Glem det! I beder og beder og helmer ikke før, det bliver, som I kunne tænke jer. I hører jo ingenting. Måske har Gud allerede svaret jer: nemlig at alt er, som det skal være. Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Skulle det ødelægge mit gode humør, at der rundt om i menighedernes ledelser sidder nogle, der vil mene noget om mit seksualliv? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er den måde, Kirken har undertrykt masserne på i århundreder. Det værste, der kunne ske, var, at de smed mig ud af kirken, og den risiko lever jeg fint med, men jeg bryder mig ikke om at blive betragtet som et andenrangsmedlem, der ikke længere kan varetage bestemte opgaver i menigheden, udelukkende fordi jeg er homo. Jeg har som allerede nævnt siddet i menighedsrådet, sunget i lovsangsgruppen og været redaktør af det lokale kirkeblad i over 10 år – alt sammen længe før jeg delagtiggjorde andre i min seksuelle orientering – så jeg har allerede gjort min indflydelse gældende (åben homo eller ej) på nogle af de områder, som jeg nu ikke længere vil kunne varetage. Gud ske tak og lov, at jeg ikke også var søndagsskolelærer – så ville rædselsfantasierne da have nået nye højder om letpåvirkelige småbørn, der var blevet besudlet af min blotte tilstedeværelse.

”Vi er alle præster”
Jeg har ingen grund til at tro, at den igangværende drejning mod en mere konservativ og bogstavtro tolkning af Bibelen skulle være drevet frem nedefra i menighederne. I nogle menigheder har præsten i dag en næsten pavelignende status, hvor præsten sætter menighedens dagsorden. Det er faktisk meget ubaptistisk. Tidligere lød baptist-mantraet: ’’Vi er alle præster”, både mht. den udbredte brug af lægprædikanter og mht. den åndsfrihed (smag lige på det ord), der altid har været baptismens kendetegn, nemlig at enhver må læse og tolke Bibelen, som de vil, uden at blive ugleset af den grund. Selvfølgelig må man kritisere præster, for hvem er det egentligt, de tror, der bliver glade, hvis de føler sig kaldet til at pålægge en homoseksuel m/k at leve i cølibat? Er det Gud? Dem selv? Den homoseksuelle? Er det min frelse, der ligger dem sådan på sinde? Er det, fordi de vil savne mig i Himlen, selvom de helst vil være fri for mig her på jorden? Er det i stedet et lidt kikset, men dog velment forsøg på at være ’jordens salt’?

Jeg kan ikke regne ud, hvad de konservative og bibeltro præster, søstre og brødre har i klemme, eller hvilken overtrædelse de gør sig skyldig i, hvis de bare lod mig passe min butik. Det overgår simpelthen min forestillingsevne, hvor de vil hen med al den nidkærhed, og hvad der er drivkraften bag. Tror de, at de får et klap på skulderen og ordene: Min ven, sæt dig højere op!1, når de engang skal mødes med Jesus ansigt til ansigt? Jeg tror, der er nogen, der vil få sig en slem overraskelse, når de ser den endelige bordplan. Strejfer det dem ikke i bare et enkelt klarsynet øjeblik, at det kunne forholde sig sådan? De bringer sig selv faretruende tæt på at ende i samme gruppe som farisæerne og de skriftkloge. Måske skulle de genlæse Bibelen med de briller og afgøre med sig selv, om det virkelig er der, de gerne vil befinde sig.

Hvor blev Lasse Åboms nådegave af?
Man talte meget om nådegaverne, dengang jeg sad i menighedsrådet – og nej, hvor var jeg rigt velsignet her. Det var mit indtryk, at jeg var kommet på den rette hylde som lem på legemet og gren på vintræet, og at folk var glade for min indsats og syntes, at jeg gjorde fyldest i de opgaver, jeg påtog mig. Nu kan jeg så forstå, at nådegaverne først og fremmest bliver tildelt efter seksuel orientering (den eneste rigtige, naturligvis), og at de ydermere kan geninddrages, hvis der på et senere tidspunkt skulle dukke noget op, som menighedens ledelse ikke bryder sig om. Der er næppe nogen i ledelsen, der ville løfte et bryn, hvis jeg deltog i rengøringen og den årlige havedag i kirken, men jeg kan nu forstå, at der er så vitale funktioner på legemet, at kun de helt særligt udvalgte kan få lov at varetage dem, men hvordan hænger det lige sammen med, at alle lemmer på legemet er lige meget værd, og at vi hver især udfylder en gudgiven funktion? Jeg kan ikke få det til at stemme overens med ordene om, at det er Ånden, der tildeler nådegaverne til den enkelte: ”Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” og videre ”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det”2. Hvis Lasse Åbom har været en gudsbenådet præst indtil nu, skulle det da være højst mærkværdigt, at han pludselig over en nat har mistet enhver evne til at udlægge teksten, fordi han har fået en mandlig kæreste. Jeg tror ikke, det er sådan, nådegaverne fungerer.

Hvad bliver det næste?
Indimellem hører man så det sædvanlige om, at Gud hader synden, men elsker synderen. Hvad vil andre par sige til, at de i løbet af et splitsekund får stemplet deres mest intime samliv som syndigt? Jeg ved ikke hvilke kulørte forestillinger, der kører for deres indre blik, men de må have en betænkelig livlig fantasi på området, siden de så hurtigt kan fælde dom over mit. Jeg kan godt blive en anelse pikeret, hvis homoseksuelle som den eneste gruppe i kirken skal tvinges til at redegøre for de mest intime artigheder fra privatlivet foran hele eller dele af menigheden, men det må vel være vilkåret, når man i menighedsrådet vil skelne så skarpt mellem homoseksuel orientering og homoseksuel praksis, fx i forbindelse med valgbarhed til menighedsrådet. Hvordan har man tænkt sig, det rent praktisk skal foregå? Jeg synes godt, man kan efterlyse blot en smule god, gammeldags anstændighed i omgangen med andre mennesker her. Det forekommer mig uhyrligt og grænseløst nævenyttigt, at nogen overhovedet føler sig kaldet til at udtale sig og fælde dom over folks private aktiviteter i sovekammeret. Jeg er en voksen mand uden tildelt værgemål og med forstand inden for normalområdet. Skal vi en gang for alle have et Vogternes Råd, der kan vejlede os om, hvad vi må og ikke må på lagnerne? Tiden må være kommet til, at ganske almindelige baptister rejser sig op og tilkendegiver, at det vil vi ganske enkelt ikke være med til. Det er åndsforladt og ubaptistisk og hører ingen steder hjemme.

I det hele taget er der ikke meget at grine af ved den igangværende udvikling. Jeg synes, det er en farlig vej, vi begiver os ind på, når vi begynder at sortere i mennesker efter forgodtbefindende. Umiddelbart har jeg svært ved at se, at jeg personligt skulle udgøre en trussel for noget som helst – selv som menighedsrådsmedlem i fri dressur. Personligt skal jeg nok overleve både som glad homo og som glad kristen med frelsesvisheden i behold, men når jeg tænker på fremtiden, så er det desværre med meget bange anelser om, hvor dette paradigmeskift omkring et af baptismens allermest hæderkronede principper, nemlig åndsfriheden, vil føre os hen som kirke. Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Det personlige vidnesbyrd er ikke til diskussion
Det personlige vidnesbyrd har altid stået stærkt, fordi det er et indiskutabelt bidrag om, hvordan Gud arbejder i den enkelte. Nu har Christian (stammer fra det latinske Christianus, som betyder “tilhænger af Kristus” – blot nævnt her som bonusinfo) og jeg holdt sammen i næsten 25 år. Jeg vil nødig leve uden Guds velsignelse, og hvis man tager Guds velsignelse blot det mindste alvorligt, må man antage, at den har betydning, ja endda gør en væsentlig forskel på, om ens liv flasker sig. Så med de 25 gode år sammen med Christian kan jeg intet andet end at være glad og taknemmelig. At nogle kristne ikke kan få øje på Guds kærlighed i det, men i stedet ligefrem råder mig til – hellere i dag end i morgen – at gøre forholdet forbi, fylder mig mest af alt med dyb medlidenhed. Det er bare så trist. Tænk, at gå igennem livet så stæreblind for Guds nærvær i verden. (I parentes bemærket tænker jeg også, at det må være et tungt ansvar at bære, at man som præst eller anden kirkelig autoritet fremkommer med så radikale og sorgfremkaldende råd til andre, men lige den side af sagen forstyrrer tilsyneladende ikke deres nattesøvn).
Tænk, hvis mine brødre og søstre i Herren i stedet havde turdet tage mit vidnesbyrd for pålydende og udbrudt et dybfølt ’Amen’ og et højlydt ’Halleluja’ til det, fordi det kunne være dem et vidnesbyrd om, ”hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det”3. Det forekommer mig at have været en noget mere opbyggelig vej end det udskillelsesløb, man nu har sat i gang flere steder.

Troen overtrumfer alle skel
Hvorfor er det lige kombinationen ’homo – menighedsråd’, der problematiseres i nogle menigheder? Kombinationen er jo grebet ud af den blå luft uden skygge af bibelsk belæg. Hvis man endelig skal udelukke nogen fra særlige opgaver i menigheden, undrer det mig, at hor og utroskab slet ikke bliver nævnt. Det er nok ellers hyppigere forekommende.

Uanset om det er homoseksuelle, fraskilte, mænd i dametøj, personer, der kæmper en daglig og oftest ensom kamp mod en ufrivillig seksuel tiltrækning til børn, skatteunddragere med forkærlighed for sort arbejde, veganere, tatoverede med piercinger i unævnelige kropsdele, hidsigpropper, lystløgnere, pralhalse og topegoister – kun fantasien sætter grænser her – så kan det ikke være kirkens opgave at holde nogen ude fra fællesskabet.

”Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”4. Den fælles tro på Jesus må overtrumfe alle andre skillelinjer, som vi kunne have lyst til at bruge mod hinanden efter forgodtbefindende. Da jeg var ung, sang vi med stor entusiasme med på: ” Til det mørke fængsel aldrig mer jeg går; al mit hjertes længsel mod din Himmel står”. Jeg agter at fortsætte med at leve mit liv i den dyrekøbte frihed, som jeg med evangeliet har fået del i. Jeg har ikke til sinds – hverken frivilligt eller ufrivilligt – at trisse tilbage til fængslet, og det er helt ude i hampen, når vi nu som kirke begynder at sætte nye fængselsmure/begrænsninger op for hinanden. Måske skulle vi i stedet prøve at komme lidt videre i teksten, og med sidste del af verset kan vi passende minde hinanden om, hvad der er vores egentlige kerneopgave: ”Glad jeg til de andre vinker, som jeg kan: Kom med os at vandre til det frie land”5.

Ingen bør udelukkes
Tænk, hvis vi alle sammen fra lokalmenighed til landsledelse i stedet for det, der foregår nu, havde taget den beslutning, at vi ville bruge al vores flid, tid og energi på at få alle med i fællesskabet. Tænk, hvis ledelsen fra start havde meldt klart ud, at de ikke ville bruge så meget som fem minutter på at udarbejde retningslinjer og paragraffer, der har til formål at udelukke nogen. Tænk, hvis vi i kirken havde haft noget reelt at tilbyde alle dem, der allerede nu møder marginalisering og dæmonisering andre steder. I stedet valgte vi at satse på loungemodellen, hvor der kun er fuld adgang for dem med guldkort.

Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil.

En fælles farbar vej
Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil. I debatten kan det svirre med mere eller mindre velvalgte skriftsteder, men lad os samles om én bibeltekst, nemlig lignelsen om rajgræsset og hveden6. Lad os minde hinanden om, at rajgræsset og hveden skal blive stående side om side indtil høsten. Det vil kræve selvbeherskelse fra begge sider, men er dog ikke en umulig opgave, hvis viljen er til stede. Hvis der skulle herske nogen som helst uklarhed om rollefordelingen, skal jeg gerne påtage mig den indledende rolle som rajgræs, selvom det på den yderste dag skal kastes i ovnen og brændes. På den dag vil det måske vise sig, at ikke alle var så superdygtige til botanik, som de selv gik rundt og troede.

Niels Lunding Andersen
Pensioneret farmaceut, for nyligt tilflyttet Korskirken i Herlev – hvor alle er velkomne, præcis som de er.

________________________________________________________

1 Lukasevangeliet kap. 14, vers 10

2 1. Korintherbrev kap. 12, vers 11 og 18

3 1. Johannesbrev kap. 3, vers 1

4 2. Korintherbrev kap. 3, vers 17

5 H.P. Mollerup: Du, som bryder lænker, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989, nr. 448

6 Matthæusevangeliet kap. 13, vers 24-30

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”

Find flere

I mange af baptistmenighederne byder efteråret også på valg til menighedsråd og andre opgaver, og selvom deltagelsen er mange gange større end 1,3%, så ved vi, at det også her en række steder kniber med at få alle pladser besat.

Det direkte medlemsdemokrati har altid været en afgørende faktor i baptisters DNA, og det skal vi bevare. Derfor håber jeg, at mange vil følge kaldet til engagement i menighedernes ledelse og arbejde.

Vi skal også være åbne for at finde de rigtige arbejdsformer, som alle kan se sig selv i, og ikke lade faste strukturer binde de enkelte: Er mødetidspunkt og mødehyppighed en barriere; bruger vi for meget tid på de forkerte emner; sikrer vi, at den enkelte kan arbejde med sit interessefelt og opleves den demokratiske samtale som ægte og lyttende?

I de lokale sammenhænge må vi alle svare på spørgsmålet om, hvordan engagementet bliver stærkere.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen her:

Lea Næsby Kyed og Jakob Zimmermann er begge medlemmer af menighedsrådet i Brande. De er en del af ”det nye menighedsråd”. Her fortæller de om den præsteløse tid, der tærede på kræfterne og sammenholdet.

Tilflytteren og den indfødte

Jakob fortæller, at han kom til menigheden for fem år siden, da han sammen med sin familie flyttede fra Sjælland til Vejle. Menigheden var dog ikke et helt nyt bekendtskab for Jakob: I årenes løb har han deltaget i en del gudstjenester og arrangementer i forbindelse med besøg hos svigerfamilien i Brande. Lea har til gengæld levet det meste af sit liv i Brande, og menigheden har altid været en stor del af hendes liv.

Der er plads til fest igen i Brande (Foto: Privat)

Historien – ganske kort

Brande menighed var ”præsteløs” i en del år. For otte til ti år siden år siden forsøgte menighedsrådet at finde en ny præst. Man søgte både ved opslag og annoncer, men det lykkedes ikke at finde en præst.

Derefter forsvandt fokus på ønsket om en præst. Måske fordi menigheden valgte en menighedsleder, måske fordi menigheden var betænkelig ved, om økonomien rakte til en præsteløn.

Op til 2021 var menigheden udfordret. Det var ikke muligt at finde det minimale antal menighedsrådsmedlemmer. Vedtægterne blev tilpasset til færre medlemmer i menighedsrådet, men i flere år var det ikke muligt at få nogen til at stille op til menighedsrådet.

I løbet af 2020 og først i 2021 fortalte de fleste af menighedsrådets medlemmer, at de ønskede at gå på orlov eller helt at stoppe i rådet. I begyndelsen af 2021 havde menigheden ikke længere en ledelse, der levede op til vedtægterne. Uden en juridisk gyldig ledelse var menigheden i fare for at lukke.

Menigheden brugte sommeren 2021 på at holde gang i søndagsgudstjenesterne og indkalde til flere “samtalegudstjenester” og ”samtaleanledninger”. Her drøftede menighedens medlemmer, om de ønskede at fortsætte og hvordan de kunne fortsætte. På møderne blev det klart, at menigheden fortsat ønskede at eksistere og være menighed. I efteråret 2021 sagde flere ja til at blive valgt ind i et nyt menighedsråd – blandt andre Lea og Jakob. Ledelsesarbejdet kom i gang igen og tiden efter blev meget givende for fællesskabet.

”Det klarer menighedsrådet…”

Jakob fortæller om tiden op til 2021, at menigheden ”sad fast i en rille og havde lidt den holdning, at ’det klarer menighedsrådet bare’.” Jakob fortsætter:
”Menighedslederen løste en del af præstens opgaver. Menighedsrådet tog sig af den daglige drift. Jeg oplevede, at vi ikke havde mange muligheder for udvikling.”

Lea supplerer:
”Vi havde forskellige arbejdsgrupper, som varetog nogle af de opgaver, præsten plejede at tage sig af. Men der var også ting, vi måtte undvære på grund af manglende kompetencer eller ressourcer. Vi oplevede, at specielt sjælesorgsarbejdet var en svær opgave at løfte.”

Gudstjeneste i Brande (Foto: Privat)

Sammenholdet var udfordret

Før 2021 var livet og sammenholdet i menigheden også påvirket af den manglende præst. Jakob beretter om flere medlemmer, der blev trætte i deres tjenester, uden at der stod afløsere parat:
”Jeg tror, at den største årsag var den manglende ”motivator,” som en præst ofte er. Det medførte, at flere tjenester blev skåret ned, hvilket igen havde en negativ konsekvens, især på omsorgsområdet. Heldigvis er tingene stille og roligt ved at vende tilbage igen.”

Hyrden var savnet

I den præsteløse tid savnede Lea især en hyrde. Hun er lidt bange for at male lidt ”for lyserøde forventninger” til, hvad man kan forvente af en præst, men siger alligevel:
”Der har helt sikkert manglet en hyrde. En tryghedsperson. En der kunne varetage det nære åndelige fællesskab. En, der kunne hjælpe os med at dele vores kristne tro med hinanden. Vi har manglet en person i hvis selskab, man kunne føle sig åben, tryg, ærlig og naturlig i en samtale om livet med Gud, om tvivl og tro.”

Gudstjenesterne

I de fleste menigheder, der har en præst ansat, er gudstjenesterne en vigtig del af præstens arbejdsopgave. I den præsteløse tid i Brande har man både brugt egne lægprædikanter og prædikanter ’udefra’. Lea fortæller om erfaringerne:
”Prædikanterne ’udefra’ har både været fra andre baptistkirker og fra andre kirkesamfund. Den positive erfaring er, at det har givet dejligt forskellige gudstjenester. Den negative erfaring er, at der har manglet en rød tråd i gudstjenesterne.”

Menigheden har forsøgt at holde fast i de prædikanter, der lagde vægt på det glade budskab om Jesus, som ven, følgesvend og Frelser. Prædikanter, der gav inspiration til fortsat tjeneste i Hans rige.

Der er gang i børnene i Brande (Foto: Privat)

En meget VITAL forandring

Efter den turbulente tid uden et fuldtalligt menighedsråd fik menigheden også gang i et VITAL-kursus med Jan Kornholt som tovholder. Menighedens medlemmer lærte hinanden at kende på en ny måde. Gennem samtalen opstod ønsket om en ny præst.

VITAL førte også til, at menighedsrådsarbejdet kom op i omdrejninger igen. Og menigheden begyndte at fungere bedre. Samtidig blev samtalerne om en ny præst mere konkrete.

Jakob sætter lidt flere ord på processen:
”Vi stillede blandt andet spørgsmål som: ”Hvordan kan vi få kirken til at vokse? Både ved at få nye medlemmer, men også ved at den enkelte voksede i troen? Gennem menighedsmøderne blev menigheden involveret og menighedsrådet fik lov til at arbejde videre med præstespørgsmålet, selv om alle vidste, at økonomien kunne være en udfordring.”

Opbakning til menighedsrådet

Menighedsrådet fik lagt en plan for økonomien og menigheden bakkede op om budgettet. Inden stillingen blev slået op, havde menighedsrådet brugt lang tid på at formulere ønsker og drømme for menigheden, for derigennem at finde den rigtige profil for en præst. I processen blev der selvfølgelig også lyttet til medlemmernes tanker og ideer.

BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen taler ved velkomstfesten for Anne-Marie Højbak Winther og Søren Højbak Jonasen (Foto: Privat)

Den rigtige profil

Der var enighed om, at man ønskede en præst, der ville forkynde med fokus på en kærlig og altomfavnende Gud. Gennem den præsteløse tid havde man enkelte gange oplevet prædikanter med løftede pegefingre, fordømmende tale og lige lovligt meget fokus på menneskets synder.

”Vi ville gerne have en ny retning, så vi kan fastholde vores børn og unge. Ikke fordi disse emner ikke skal tages op. Det er selvfølgelig vigtigt, men det skal gøres som en opmuntring til at komme til Gud med sine oplevelser,” siger Jakob og Lea supplerer:
”Vi kom også frem til den rigtige profil ved at tænke over, hvad vi ikke selv kan, men manglede og savnede meget. Vi ønskede en gennemgående person. En samlende, rummelig, interesseret og visionær person.”

Vi ønskede en samlende, rummelig og visionær person

Vi fandt den rigtige!

Fokus ændrede sig også under processen. Der kom mere fokus på de ting, der havde manglet og måske mindre fokus på ønskerne.

”Vi indså, at vi har brug for en præst, der har fokus på generel vækst. Men også fokus på omsorg for både ældre og unge: Det har manglet i den præsteløse tid. Derfor er det fantastisk, at vi nu er i en situation, hvor vores nye præst, Anne-Marie, kan klare alt det og mere til!” slutter Jakob med et smil.

Relateret

• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt
• 20. feb. 2025 - Er kirken – og vi som kristne – ved at svigte igen?
• 08. jan. 2025 - Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket
• 03. okt. 2024 - Valg

Find flere