Morten Lerstrup Hylleberg:

• Familiefar med hustru og tre børn og gør det selv entusiast
• har selvstændig virksomhed med formidling og iværksætteri
• en fortid som økologisk landmand og politibetjent
• halmhusbygger og lokalsamfundsaktivist!

For mange år siden sad jeg på en traktor med en sprøjte bagefter og sprøjtede Roundup på en græsmark, mens jeg lyttede til P1. En forsker og en Monsantomand (dem der sælger Roundup) drøftede, om aktivstoffet i Roundup glyphosat var til fare for jordkloden, herunder grundvandet. De var ikke enige, og min frygt var, at forskeren ville få ret i, at det ville blive et problem for grundvandet, mens mit håb var, at Monsantomanden ville få ret i, at vi nu endelig havde fundet et ’planteværnsmiddel’, som kunne bruges til at slå al den natur, vi ikke ønskede os, ihjel uden konsekvenser for jordkloden – og med store udbytter i landbruget til følge.

Jeg var i gang med min uddannelse til landmand og arbejdede derfor på forskellige gårde i Danmark og udlandet. Uanset, hvor jeg kom hen i verden, var sprøjtning af afgrøderne en helt central del af dyrkningsformen.  At opleve det skønne forår og sommer fra en traktor med lukkede vinduer med en giftsprøjte efter blev til sidst mere, end jeg kunne klare. Den agro-kemiske industri havde og har et fast greb om verdens fødevareproduktion, og jeg var lønslave i den pengemaskine.

At opleve det skønne forår og sommer fra en traktor med lukkede vinduer med en giftsprøjte efter blev til sidst mere, end jeg kunne klare

Jordkloden var forsøgskanin, og enhver tvivl – om de mange kemikalier, der blev hældt ud i naturen, var et problem for miljø og mennesker – kom industrien til gode i den hellige mammons navn! Det fik mig til at kigge efter andre måder at producere fødevarer på. Min søgen endte på den økologiske landbrugsskole, hvor jeg mødte nye tankesæt og måder at gribe både fødevareproduktion og tilværelsen i det hele taget an på.

Planetære grænser og natursyn

Det er over årene gået op for mig, at vi i den vestlige verden har et natursyn, der ikke respekterer skaberværket, men derimod driver rovdrift på det i vores stræben efter større materiel velstand og mere komfort. I den bedste mening er det lykkedes os at udvikle en økonomisk model, som er voldsomt effektiv til at skabe velstand og økonomisk fremgang, men som ikke har indtænkt skaberværket og planetens grænser som naturlige begrænsninger. Derfor har vi nu krydset mange af disse grænser, og skaberværket er ude af balance på en måde, der truer vores civilisation.

Derfor blev jeg nysgerrig på, hvordan jeg kunne gribe tilværelsen an, så jeg lever indenfor skaberværkets rammer – så godt jeg nu kan – og det vil jeg forsøge at beskrive.

Ånd eller materialisme

Mit udgangspunkt var at forsøge at frigøre mig fra det, som vores kultur og tradition i vesten byder os og forventer af os – nogen kalder det ’hverdagens centrifuge’. Vi uddanner os til en plads på arbejdsmarkedet, tager store lån for at få hus, bil, familie m.m. – og så bruger vi de næste 30 år på at betale det hele tilbage og nyder forhåbentlig livet imens. Pave Frans påpeger, at den livsstil ofte er forbundet med manglende åndelighed, og en sådan mangel opvejes i mange tilfælde af ’materiel trøst’ i form af et unødvendigt overforbrug.

CO2-lager som bolig

Derfor var det første trin at forsøge at komme til at leve uden at være bundet af gæld og dermed styret af at skulle skrabe et givet – og ofte stort – beløb sammen hver måned. Det forsøgte min hustru Hanne og jeg at indfri ved selv at bygge vores eget hus i natur- og genbrugsmaterialer som halm, ler, ålegræs, hør, træ, tækkerør af lokalt dyrket elefantgræs, gamle betonfliser og mursten, brugte stilladsplader, brugte vinduer og døre osv.

Mange af de materialer har brugt CO2 ved deres tilblivelse, og når de bliver en del af et hus, fungerer de som CO2-lager, indtil huset en dag genbruges og/eller komposteres. Når man benytter genbrugsmaterialer i stedet for at kassere dem, sparer det planeten for udledning af ny CO2 for at producere nye materialer. CO2-besparelsen ved fx at genbruge betonfliser og mursten er ret stor sammenlignet med at producere nye, for produktionen af nye materialer er ret CO2-krævende.

Desværre lykkedes det ikke udelukkende at benytte genbrugsmaterialer, så jeg vil ikke påstå, at vores hus slet ikke belaster kloden.

En væg bygget af halm – og dermed også isolereret – giver faktisk en CO2 -reduktion sammenlignet med fx rockwool, fordi halmen både skåner miljøet for CO2-udledning sammenlignet med produktion af rockwool og i sig selv er den et CO2-lager. Desværre lykkedes det ikke udelukkende at benytte genbrugsmaterialer, så jeg vil ikke påstå, at vores hus slet ikke belaster kloden, men det peger i en bæredygtig retning, og jeg glæder mig over, at biobaseret byggeri vinder frem, om end det går langsomt.

“Arkitekten” Hanne og Anton.

Huset er rart at bo i, og det har været lærerigt at bygge, men indimellem også en hård proces. Det tog tre år at få tag over hovedet og vand i hanen til en pris på ca. 350.000 kr. og tre årsværk. Det lykkedes også at gøre det uden at stifte gæld i finansverdenen, og den er jeg glad for ikke at bakke op om med månedlige rentebetalinger.

Spildevand

Vi håndterer selv vores spildevand i et pilefordampningsanlæg. Det er tilfredsstillende at trække ud i toilettet og vide, at mine næringsstoffer bliver sendt direkte ned til pilen, som gror lystigt. Vi fælder den om efteråret og bruger den til opvarmning af vores huse, til kompostmateriale og lignende. Det er et fint eksempel, på at vores ’affald’ bliver til en ressource, når det håndteres rigtigt – og på at en helt lokal løsning mindsker transport af store mængder næringsmættet vand og i samarbejde med naturen forvandler næringsstofferne til nye brugbare materialer.

Et fint eksempel er, at vores ’affald’ bliver til en ressource, når det håndteres rigtigt.

El og varme

Vores solceller svarede i mange år til vores forbrug, men det gør de ikke helt længere, og vores strømforsyning er en del af elnettet. Pt. er vi ekstra motiverede til at spare på strømmen, og vi gør os umage med at begrænse vores elforbrug ved at sætte timere på kontakterne, så der ikke er forbrug kl. 17-21, hvor transportprisen på el er ekstra høj. Derudover forsøger vi at forbruge el, når solen skinner, for da er vi selvforsynende.

Vi har masseovn i huset, men er også tilsluttet Egebjerg Nærvarme, der er et lille lokalt varmeværk baseret på afbrænding af lokalt produceret flis. Det har vi meget af i Odsherred, så det er indtil videre lykkedes at holde varmeprisen i ro.

Frihed eller forbrug

Langt hen ad vejen er der en snorlige sammenhæng mellem indtjening og forbrug: Jo flere penge jeg har mellem hænderne, jo flere bruger jeg. Det betyder, at jo ’rigere’ vi er på penge, jo mere forbruger vi. Meget af forbruget er ikke foreneligt med skaberværkets grænser, og derfor opstår de kriser, vi befinder os i.

Det betyder, at jo ’rigere’ vi er på penge, jo mere forbruger vi.

Derfor er det også gået op for mig, at det faktisk kan være en fin ting ikke at tjene så mange penge, og gældfriheden har i vores lille familie betydet, at vi gennem en del år har levet for ca. 250.000 kr. brutto om året. Det er tæt på fattigdomsgrænsen, inden den blev afskaffet. Det interessante er, at jeg faktisk ikke synes, at vi for alvor har manglet noget. Ikke noget vigtigt i hvert fald.

Vi er ydermere så heldige, at vi bor i et lille økosamfund, hvor der er legekammerater for både børn og voksne, og hvor vi har lidt jord at gøre godt med. Og her kommer så andet trin.

Tilbygningen, værelser til børnene, 2020. Strå som klimaskærm.

Jordens gaver

For mig giver det mening at dyrke jorden omkring mig på en måde, så jordens frugtbarhed og artsrigdom bevares, samtidig med at jeg producerer fødevarer. De sammenhænge ser jeg ikke bliver bevaret i det landbrug, vi kender i dag. Derfor forsøger jeg at dyrke den jord, jeg har adgang til, efter permakultur- og skovhave-principper. Den produktionsform modvirker klimaforandringerne ved at lagre kulstof, samtidig med at den er robust overfor tørke og skybrud. Gjort rigtigt kan metoderne producere mere mad pr. arealenhed eller pr. energienhed end vores traditionelle fødevareproduktion.

Jeg forsøger at dyrke den jord, jeg har adgang til, efter permakultur- og skovhave-principper.

Permakultur kræver dog flere hænder, men for mig er det kun et gode at have mulighed for at gå i haven og passe og pleje buske, træer, bier, grønsagsbede m.m., og samtidig få vedligeholdt min jordforbindelse, få frisk luft og motion – alt imens maden gror rundt om mig. Og det i et omfang, så jeg i perioder af året dårligt kan nå at høste al den mad, der vælter op af jorden. Med til permakultur hører også dyrehold, men altid tilpasset i antal og på en måde så dyrene har flere funktioner i produktionen end blot at skulle spises.

Flerårige grønsager er også en væsentlig del af permakultur, og selv på friland sætter nogle grønsager blade til salat m.m. allerede i det helt tidlige forår, fordi de har overvintret i haven med fuldt udvokset rodnet, så de begynder at gro, så snart der kommer lys og lidt varme.

Vand

For at kunne sikre en fødevareproduktion i haven er vand en væsentlig og til tider uregerlig størrelse. Indimellem regner det slet ikke, og andre gange styrter det ned, og ingen af delene er særlig ideel for planterne. Derfor er en vandreserve vigtig, og her har jeg gravet en vandtank på godt 16 m3 ned i jorden. Jeg samler regnvand fra taget og bruger det pt. til toiletskyl, som faktisk er knap ¼ af en husstands vandforbrug! Når jeg får mere styr på farven i vandet (jeg har græstag), er planen at bruge det til vaskemaskine og måske opvaskemaskine. Derudover har jeg med vandtanken sikret en fornuftig mængde vand til brug i have og drivhus.

Besparelser

Drivhuset bygger jeg lige om lidt, og dermed bliver der skabt vækstbetingelser, som ellers kun findes mange km sydpå. Det betyder, at sæsonen for hjemmedyrket mad udvides. Det er også planen at lave en biomile i drivhuset hver vinter. Ved at kompostere lokal biomasse kan vi så producere varme om vinteren og kompost til brug for den kommende vækstsæson. Produktion af egen mad mindsker mængden af transport og emballage, og råvarerne er helt friske.

Jeg minder ofte mig selv om, at de nemmeste reduktioner er dem, vi undlader at skabe, og derfor er besparelser på alt fra emballage til streaming værd at være opmærksom på.

Sidste station for maden er, at vi spiser den. Vi spiser lidt af hvert og forsøger at handle så lokalt som muligt, når vi ikke henter maden i haven. Derudover begrænser vi mængden af kød uden dog at være hverken vegetarer eller veganere, selv om jeg har stor sympati for begge dele. Faktisk har jeg ofte oplevet, at både vegetarisk og vegansk mad smager virkelig lækkert, når det har været i hænderne på en kyndig kok som min hustru Hanne.

Madrester, vi ikke selv kan bruge, får ænderne og hønsene i haven æren af at konvertere til dejlige æg, gødning og kød.

Ressourcekredsløb

I ’Fri & Fro’[1] har vi fællesspisning 1-3 gange om ugen, og det er også en rigtig fin måde at mindske madspild og energiforbrug på, samtidig med at vi dyrker fællesskabet. Madrester, vi ikke selv kan bruge, får ænderne og hønsene i haven æren af at konvertere til dejlige æg, gødning og kød. Et glimrende eksempel på et cirkulært ressourcekredsløb.

Værd at læse:

• theol. Ole Jensen: ’I vækstens Vold’ og ’På kant med klodens klima – behovet for et ændret natursyn’
• Pave Frans: ’Laudato Si – lovet være Du’
• Mira Illeris og Esben Schult: ’Permakultur’ – især side 34
• Karoline Nolsø Aaen & Tycho Holcomb: ’Permakulturhaven – om flerårige grønsager, skovhaver og gravefri dyrkning til selvforsyning og en levende fremtid’

Genbrug

Når man har fået styr på de basale behov som ly, læ og mad, kan man bevæge sig videre til det tredje trin, som for mig handler om det forbrug, jeg i øvrigt har. Det er tøj, transportmidler, ferier, legetøj, digitale dimsedutter osv. Så længe vi lever i et overflodssamfund, kan de ting ofte skaffes både brugt og billigt. Det giver mening for mig at købe brugt, fordi det sparer jordkloden for en del CO2-udledning, når ting bruges helt op.

Vi går altovervejende i genbrugstøj, køber brugte cykler, biler, mobiltelefoner osv. Heldigvis er bevidstheden om at bruge ting helt op stigende, og dermed er udbuddet af genbrugsting stort og nemt at finde i både fysiske og digitale butikker. Jeg har ofte haft held med at efterlyse ting, jeg skulle bruge, på vores lokale facebookgruppe. Indenfor få timer og i cykelafstand har jeg skaffet de dimser, jeg skulle bruge, og undgået at købe nyt.

Hvad ferier angår, prioriterer vi at undgå flyvning så vidt muligt, og der er overraskende mange skønne steder i Danmark, når man begynder at lede efter dem. Hvis vi tager udenlands, forsøger vi at planlægge, så vi er væk i mindst to uger og gerne længere.

Tanke og ord skaber handling

Al form for tiltrængt forandring begynder i det enkelte menneskes sind. Vi tænker tanker og drager slutninger ud fra dem, og det bliver herefter til vores handlinger. Derfor er det helt afgørende, hvordan vi tænker. Det bedste bud på at tænke bæredygtighed er følgende:

En given handling er bæredygtig, hvis du kan gentage den igen og igen og igen generation efter generation, uden at handlingen fratager kommende generationer samme muligheder. Den definition af bæredygtighed er til at huske, og den forsøger jeg at filtrere min gøren og laden igennem for at tjekke, om jeg er på rette vej.

Et andet filter er hele tiden at tænke det ’affald’, vi står med ét sted som en ressource et andet sted. Altså en cirkulær tankegang, hvor en given ting, som er output et sted, bliver anvendt som input et nyt sted og dermed bevarer sin værdi. Fx vil det hus, vi bor i, være nemt at pille fra hinanden, når den dag kommer. Mange af materialerne kan genbruges direkte i et andet byggeri. Andre materialer kan komposteres og blive til næring for ny vækst af fx byggematerialer, mad eller lignende.

Problemet er løsningen

Et sidste filter er ideen om, at problemet ofte er løsningen. Hvis du tænker det problem, du står overfor, som en del af løsningen, vil du ofte se muligheder, du måske ikke lige så ved første øjekast. Vi har fx i flere vintre haft mere og mere blankt vand i haven. Problemet var jo ikke vandet, men håndteringen af det. Endelig fik jeg gravet omtalte vandtank ned og ledt tagvandet hen til den, og nu er problemet blevet til en ressource, som bl.a. nedsætter vores grundvandsforbrug, mindsker tilkalkning af toilettet og sikrer os et vandlager, som vi kan tappe fra, når behovet opstår.

Afslutningsvis oplever jeg det som en spændende øvelse at arbejde med mine nære omgivelser og få mest muligt ud af dem med mindst muligt input, bortset fra min egen passion og skabertrang.

[1] ’Fri og Fro’: økologisk andelsforening bestående af 16 familier. Se https://sites.google.com/site/friunderhimlen/

Relateret

• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 20. feb. 2025 - Oversvømmelser i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 16. maj. 2024 - Det dufter lysegrønt af græs

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Alt synes at gå hurtigere og hurtigere. Kravene bliver større og større. Vi skal nå mere på kortere tid. Alt skal effektiviseres. Behøver jeg minde om ord som fastfood, speed-dating, power-nap, kvik-lån, drop-in-barnedåb? I følge sociologen Max Weber er det særlig tydeligt i protestantiske lande, hvor vores etik er baseret på en streng tidsdisciplin, hvor ‘tidsspilde’ er den værste dødssynd. Derfor er det heller ikke overraskende, at forskere har konstateret, at vi sover gennemsnitligt to timer mindre pr. døgn end i det 19. århundrede, og alene siden 1970 er der skåret en halv time af vores sovetid. Den amerikanske sociolog Peter Conrad siger ligefrem, at modernitet handler om tidens acceleration.

Det accelererende samfund

Den tyske sociolog Hartmut Rosa peger på, at accelerationen sker på tre niveauer. For det første den teknologiske acceleration. Tænk fx på hastighedsforøgelsen indenfor kommunikation. Før i tiden skrev man på sit arbejde måske fem breve. I dag skal man svare på 70 e-mails, og hvis ikke svaret kommer prompte, bliver man rykket.

Dernæst er der den sociale acceleration, der er kendetegnet ved, at vores relationer (ægteskab, venskaber, arbejdsplads) i stigende grad er flygtige og ustabile.

Endelig peger han på accelerationen af livstempoet helt generelt. Det er noget, vi alle mærker tydeligt. Vi skal hele tiden nå mere på kortere tid. Social- og sundhedsassistenten må max. bruge et givet antal minutter på hvert besøg, uanset om man har nået at yde den hjælp, borgeren tydeligt har brug for, osv.[i]

Accelerationens konsekvenser

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration. Mange i den offentlige sektor (sosu’er, sagsbehandlere, læger, lærere, sygeplejersker m.fl.) giver op eller går ned med stress, fordi de ikke føler, at der er tid til at gøre det, de egentlig skal. Mange præster må ned med nakken. Accelerationen ses i det evige jag efter at nå mere på kortere tid, de ubønhørlige krav til egen og andres arbejdsindsats, og det fører til overfladiskhed, mangel på refleksion og fordybelse, mangel på hvile, osv. Og så bliver vi syge.

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration.

Når accelerationen bliver herre

Jeg blev syg af det. Jeg har i høj grad levet mit liv som et barn af moderniteten, hvor den værste synd var tidsspilde. Jeg har jaget efter altid at nå mere på kortere tid, altid blive mere effektiv. For mit vedkommende endte det med depression og angst. Jeg undte aldrig mig selv ro, men skulle hele tiden gøre mere og gøre det bedre. Ikke fordi nogen tvang mig til det, men fordi jeg var grebet af accelerationen og fik et kick ud af at nå meget og gøre det godt. Det var mit succeskriterium og mit fix.
Men accelerationen blev min herre. Det var den, jeg lystrede. Jeg lyttede ikke til min krops signaler, jeg lyttede ikke til mine nærmeste, og ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig. Jeg synes, jeg har fået rettet op på meget, og i dag forstår jeg bedre at lytte til min krop og mine nærmeste, og jeg tror også mit gudsbillede er blevet vristet fri af accelerationens og præstationens jerngreb. Men mit helbred har lidt skade, og det må jeg fortsat døje med.

Ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig.

Menigheden som helle

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst tilrettelægger vores menighedsarbejde, så det bliver en helle, en oase, hvor vi lærer at leve som Guds frie børn og ikke som slaver af tidsånden. Vores menighedsliv har været centreret om forskelligt arbejde, der krævede stor indsats fra mange af menighedens medlemmer uge efter uge. Og vi har tænkt, at arbejdet helst skulle foregå i kirkens lokaler for at være rigtigt menighedsarbejde. I en storby som København oplever vi, hvordan det er blevet sværere for fx børnefamilier at deltage i ugentlige aktiviteter.

En menighed og dens gudstjeneste bør kunne være en helle for mennesker i vores accelererende samfund. I kirken er det ikke effektivitet og præstation, vi betoner, men nærhed. Her er vi ikke først noget, når vi præsterer tilstrækkeligt godt eller lønsomt, men vi er Guds børn, uden vi har gjort noget for at fortjene det. Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi? Min egen historie er et eksempel på, at det ikke altid er så nemt. Nogle gange kan vi med vores aktiviteter ende med at være det sted, der trækker de sidste ressourcer ud af i forvejen forjagede mennesker, snarere end at tilbyde ly og helle.

Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi?

Et andet evangelium

Når det er sagt, er der også brug for at tale tidsånden imod og ikke bare indrette os på dens præmisser. Vores kultur, præget af jag og præstation, har bl.a. sin drivkraft i forbrugerismen, og den ligger vi sikkert alle under for i større eller mindre grad. Det er jo ikke kun acceleration, der kan blive et fix.

Materialismen kan blive en guddom, for meget af jaget handler om at blive rigere og – ironisk nok – om at kunne få mere tid til at nyde diverse former for materiel forkælelse og nydelse.  

[i]      Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration, København: Hans Reitzels forlag 2014

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Er de frie markedskræfter på spil i Trumps tankespind om at ville købe Grønland? Eller er er det Grønlands politiske betydning eller kolonitidens menneskesyn, der er på spil?

Putin tillod sig at annektere Krim halvøen for år tilbage og udviser stor magtarrogance og herskesyge. Kineserne styrer Hong Kong med hård hånd.

”I er ikke af verden, men i verden”, siger Jesus til sine disciple og beder for os. Vi er kirke i en verden og kultur, hvor materialisme og magtbegær råder. Vi kaldes her til at være en modkultur. Lad Jesu bjergprædiken være en vejviser. Må vi udleve og ikke sælge ud af Jesu ord i denne verden!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere