Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

• siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
• i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
• fra 1995 har han undervist teologistuderende
• uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Lyt til historien her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. jan. 2026 - Den kæmpestore pære

Find flere

Lyt til fortællingen her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. jan. 2026 - Den kæmpestore pære

Find flere

Lyt til historien her:

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

• Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
• Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
• Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

• Historien om to mænd (1)
• Tro (2)
• Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3)

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. jan. 2026 - Den kæmpestore pære

Find flere