baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Sat, 25 Jul 2026 08:25:24 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk ”Vær ikke forfærdede” https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/ Sat, 04 Apr 2026 20:25:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21138 Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/feed/ En overvældende afsked https://baptist.dk/en-overvaeldende-afsked/ Tue, 13 Jan 2026 20:42:33 +0000 https://baptist.dk/?p=20707 Ole Lundegaard sluttede søndag 22 års tjeneste i Korskirken, og mere end 200 kom for at takke ham og ønske ham et godt otium


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/en-overvaeldende-afsked-for-ole-lundegaard.mp3

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Ole Lundegaard sluttede søndag 22 års tjeneste i Korskirken, og mere end 200 kom for at takke ham og ønske ham et godt otium


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/en-overvaeldende-afsked-for-ole-lundegaard.mp3

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/en-overvaeldende-afsked/feed/ En oversætters overvejelser https://baptist.dk/en-oversaetters-overvejelser/ Sat, 05 Jul 2025 06:18:34 +0000 https://baptist.dk/?p=19581 Om den nødvendige, vanskelige og fantastiske opgave det er at bidrage til oversættelsen af den nye autoriserede Bibel, som skal udkomme i 2036


Det går ikke stille for sig i vores familie. Børnene går i skole og børnehave. Dertil kommer gymnastik, spejder og legeaftaler. Far Christian passer sit arbejde som præst i Tølløse Baptistkirke og sin post som næstformand i BaptistKirken i Danmark. Mor Louise, som står bag denne artikel, passer sit arbejde som udviklingskonsulent og projektleder hos KFUM-Spejderne.

Et tilbud, man ikke kan sige nej til

Alligevel var det slet ikke en mulighed at sige ”nej”, da Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, ringede en eftermiddag for halvandet år siden og spurgte, om jeg ville være med til at oversætte Markusevangeliet, der skal være en del af den nye oversættelse af Bibelen, som skal udkomme i 2036. Jeg sprang til med det samme.

Når man, som jeg, er en teologiuddannet bibelnørd, der har undervist i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet, ved man, at den mulighed kun opstår én gang i karrieren. Og når Markusevangeliet ovenikøbet er mit yndlingsevangelium, virkede en propfuld kalender og familielogistik som småting. Jeg kastede mig derfor hovedkulds og uforfærdet ind i opgaven.

Det sidste års tid er det blevet tydeligt for mig, hvor stor en opgave dette bibeloversættelsesprojekt er. Oversættelser er i alle tilfælde både nødvendige og vanskelige. Når det kommer til Bibelen, er oversættelse tilmed særdeles nødvendig og særdeles vanskelig.

Louise Heldgaard Bylund

er cand.theol. og ph.d. i teologi. Hun arbejder som udviklingskonsulent og projektleder for Detmedgud.dk – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK. Louise er også medlem af Bibelselskabets bestyrelse, medlem af redaktionen for tidsskriftet Bibliana og en del af Bibelselskabets oversættergruppe på Biblen 2036.

Louise Heldgaard Bylund på Synode2025, hvor hun bl.a. talte om børns tro (Foto: Henrik Andersen)

Den nødvendige bibeloversættelse

Oversættelse af Bibelens tekster er nødvendig, da de færreste danskere kan læse de bibelske tekster på originalsprogene hebraisk og græsk. Teksterne må oversættes. Men, kunne man indvende, hvorfor er det nødvendigt at oversætte igen og igen? Det er det primært, fordi det danske sprog hele tiden bevæger sig. Nye ord kommer til, betydninger forskubber sig, og verden ændrer sig. Ordet ”spotte” betyder ikke længere ”at håne”, men ”at få øje på.” At ”byde over” betyder ikke længere ”at have magten til at bestemme over,” men at man er villig til at give en højere pris for genbrugsguldet på Den Blå Avis eller Facebook Marketplace.

Dertil kommer formålet med den enkelte oversættelse. Oversættelser bliver forskellige afhængig af, hvad de skal bruges til. I 2020 udkom Bibelen 2020, en ny dansk bibeloversættelse, som dygtige oversættere har oversat til et nutidigt dansk, som alle danskere skulle kunne forstå, også hvis de ikke kender det kristne og kirkelige ordforråd. Det er altså Bibelen 2020’s formål og opgave at undgå de kirkelige og traditionsrige gloser som fx nåde og synd, så den kan forstås af et bredere publikum.

Nu oversætter vi så Bibelen igen her fem år efter, og det kan virke som dobbeltarbejde, men nu er opgaven en anden. Denne bibel, som skal udkomme i 2036, skal være en bibel, som skal autoriseres og dermed være den officielle Bibel, som skal bruges i folkekirken og meget gerne i andre kirkesamfund. Den nuværende autoriserede bibel udkom i 1992, og den forhenværende udkom i 1948. Det er derfor rettidig omhu at begynde arbejdet med den kommende.

En autoriseret bibel skal modsat Bibelen 2020 bruge de kristne vendinger og inddrage de kristne traditioner, samtidig med at oversættelsen skal være på et nutidigt dansk, som tager højde for sprogets udvikling.

Det er altså nødvendigt, at vi oversætter igen og igen, fordi vores verden og sprog udvikler sig, men også fordi forskellige oversættelser skal bruges i forskellige sammenhænge.

Den vanskelige bibeloversættelse

Det er nødvendigt at oversætte, men det er også vanskeligt. I enhver sætning fra fx Det Nye Testamente på græsk kan ingen af de græske ord bruges. Alle ord må oversættes til et dansk ord, som har en betydning, der kommer så tæt på det græske ords betydning som overhovedet muligt. Dertil skal den samlede danske sætning ende med at have den mening, som vi vurderer, at den originale sætning har. Men det kræver selvfølgelig, at vi først bliver enige om, hvad den oprindelige mening er. Desuden skal den danske sætning have et smukt og nutidigt sprog. Den skal være behagelig at læse op og lytte til, og den skal tage højde for kirkelige traditioner. Bibelen indeholder 35.690 vers, så alle disse hensyn og kompromisser skal altså afvejes mindst 35.690 gange. Det er godt, at der er længe til 2036.

Der er brug for god tid, men der er også brug for mange forskellige kompetencer. Derfor er der mange mennesker involveret i oversættelsesprocessen. Ligesom processen er inddelt i forskellige faser og grupper.

Oversættelsen af hver enkelt tekst begynder med, at en førsteoversætter laver den første oversættelse af fx Markusevangeliet kapitel 1. Denne første oversættelse sendes så til to kolleger, nemlig en dansksprogsekspert og en eksegetisk sparringspartner, dvs. en kollega, som kan give sparring på forståelsen af den græske tekst. Det er netop denne rolle, jeg udfylder i oversættelsen af Markusevangeliet.

Når de tre personer er nået til enighed om en oversættelse, sendes den til en redaktionsgruppe, hvor adskillige fagligheder nu diskuterer den. I gruppen sidder mennesker med forskellige sproglige og kirkelige baggrunde og fagligheder. Herefter sendes teksten til en chefredaktion, som gennemgår teksten. Endelig bliver teksten udgivet i en prøveudgivelse, så alle kan læse den og give deres besyv med. Alle er på den måde indbudt til at tage del i processen. Det gælder også jer, der læser denne artikel. Netop nu kan man købe de første prøveoversættelser af Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Filipperbrevet. I er meget velkomne til at læse dem og give jeres mening til kende.

Den nødvendige bibeloversættelse og endnu et uimodståeligt tilbud

Det er en omstændelig og vanskelig proces at oversætte Bibelen. Men inden man helt taber pusten eller bliver forarget over det store ressourcetræk, må vi igen minde os selv og hinanden om nødvendigheden af oversættelsen. Bibelens tekster er til alle tider blevet genfortalt og genoversat. Det ligger dybt i Bibelens DNA. Den kan sagtens holde til det. Det er faktisk nødvendigt, for at nye generationer kan mærke og forstå Bibelens tekster og tage dem til sig. Og det er jo lige præcis det, der er det overordnede formål med det store arbejde.

Derfor tøvede jeg heller ikke et øjeblik, da min telefon ringede for et halvt år siden, og Johannes Baun igen var i røret og spurgte, om jeg ville være med til at oversætte Matthæusevangeliet? ”Ja tak, meget gerne.”

Prøveoversættelserne hos Bibelselskabet

Klik her for at komme direkte til Bibelselskabets webshop

Tips til mere læsning – af  Louise Heldgaard Bylund:

Kirkens kald i en ”platformskultur” – oplæg på Synode2025
Den store historie Bibel – en boganmeldelse
En Gud med en plan, en drøm og mange ideer – om børnebibler

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Om den nødvendige, vanskelige og fantastiske opgave det er at bidrage til oversættelsen af den nye autoriserede Bibel, som skal udkomme i 2036


Det går ikke stille for sig i vores familie. Børnene går i skole og børnehave. Dertil kommer gymnastik, spejder og legeaftaler. Far Christian passer sit arbejde som præst i Tølløse Baptistkirke og sin post som næstformand i BaptistKirken i Danmark. Mor Louise, som står bag denne artikel, passer sit arbejde som udviklingskonsulent og projektleder hos KFUM-Spejderne.

Et tilbud, man ikke kan sige nej til

Alligevel var det slet ikke en mulighed at sige ”nej”, da Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, ringede en eftermiddag for halvandet år siden og spurgte, om jeg ville være med til at oversætte Markusevangeliet, der skal være en del af den nye oversættelse af Bibelen, som skal udkomme i 2036. Jeg sprang til med det samme.

Når man, som jeg, er en teologiuddannet bibelnørd, der har undervist i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet, ved man, at den mulighed kun opstår én gang i karrieren. Og når Markusevangeliet ovenikøbet er mit yndlingsevangelium, virkede en propfuld kalender og familielogistik som småting. Jeg kastede mig derfor hovedkulds og uforfærdet ind i opgaven.

Det sidste års tid er det blevet tydeligt for mig, hvor stor en opgave dette bibeloversættelsesprojekt er. Oversættelser er i alle tilfælde både nødvendige og vanskelige. Når det kommer til Bibelen, er oversættelse tilmed særdeles nødvendig og særdeles vanskelig.

Louise Heldgaard Bylund

er cand.theol. og ph.d. i teologi. Hun arbejder som udviklingskonsulent og projektleder for Detmedgud.dk – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK. Louise er også medlem af Bibelselskabets bestyrelse, medlem af redaktionen for tidsskriftet Bibliana og en del af Bibelselskabets oversættergruppe på Biblen 2036.

Louise Heldgaard Bylund på Synode2025, hvor hun bl.a. talte om børns tro (Foto: Henrik Andersen)

Den nødvendige bibeloversættelse

Oversættelse af Bibelens tekster er nødvendig, da de færreste danskere kan læse de bibelske tekster på originalsprogene hebraisk og græsk. Teksterne må oversættes. Men, kunne man indvende, hvorfor er det nødvendigt at oversætte igen og igen? Det er det primært, fordi det danske sprog hele tiden bevæger sig. Nye ord kommer til, betydninger forskubber sig, og verden ændrer sig. Ordet ”spotte” betyder ikke længere ”at håne”, men ”at få øje på.” At ”byde over” betyder ikke længere ”at have magten til at bestemme over,” men at man er villig til at give en højere pris for genbrugsguldet på Den Blå Avis eller Facebook Marketplace.

Dertil kommer formålet med den enkelte oversættelse. Oversættelser bliver forskellige afhængig af, hvad de skal bruges til. I 2020 udkom Bibelen 2020, en ny dansk bibeloversættelse, som dygtige oversættere har oversat til et nutidigt dansk, som alle danskere skulle kunne forstå, også hvis de ikke kender det kristne og kirkelige ordforråd. Det er altså Bibelen 2020’s formål og opgave at undgå de kirkelige og traditionsrige gloser som fx nåde og synd, så den kan forstås af et bredere publikum.

Nu oversætter vi så Bibelen igen her fem år efter, og det kan virke som dobbeltarbejde, men nu er opgaven en anden. Denne bibel, som skal udkomme i 2036, skal være en bibel, som skal autoriseres og dermed være den officielle Bibel, som skal bruges i folkekirken og meget gerne i andre kirkesamfund. Den nuværende autoriserede bibel udkom i 1992, og den forhenværende udkom i 1948. Det er derfor rettidig omhu at begynde arbejdet med den kommende.

En autoriseret bibel skal modsat Bibelen 2020 bruge de kristne vendinger og inddrage de kristne traditioner, samtidig med at oversættelsen skal være på et nutidigt dansk, som tager højde for sprogets udvikling.

Det er altså nødvendigt, at vi oversætter igen og igen, fordi vores verden og sprog udvikler sig, men også fordi forskellige oversættelser skal bruges i forskellige sammenhænge.

Den vanskelige bibeloversættelse

Det er nødvendigt at oversætte, men det er også vanskeligt. I enhver sætning fra fx Det Nye Testamente på græsk kan ingen af de græske ord bruges. Alle ord må oversættes til et dansk ord, som har en betydning, der kommer så tæt på det græske ords betydning som overhovedet muligt. Dertil skal den samlede danske sætning ende med at have den mening, som vi vurderer, at den originale sætning har. Men det kræver selvfølgelig, at vi først bliver enige om, hvad den oprindelige mening er. Desuden skal den danske sætning have et smukt og nutidigt sprog. Den skal være behagelig at læse op og lytte til, og den skal tage højde for kirkelige traditioner. Bibelen indeholder 35.690 vers, så alle disse hensyn og kompromisser skal altså afvejes mindst 35.690 gange. Det er godt, at der er længe til 2036.

Der er brug for god tid, men der er også brug for mange forskellige kompetencer. Derfor er der mange mennesker involveret i oversættelsesprocessen. Ligesom processen er inddelt i forskellige faser og grupper.

Oversættelsen af hver enkelt tekst begynder med, at en førsteoversætter laver den første oversættelse af fx Markusevangeliet kapitel 1. Denne første oversættelse sendes så til to kolleger, nemlig en dansksprogsekspert og en eksegetisk sparringspartner, dvs. en kollega, som kan give sparring på forståelsen af den græske tekst. Det er netop denne rolle, jeg udfylder i oversættelsen af Markusevangeliet.

Når de tre personer er nået til enighed om en oversættelse, sendes den til en redaktionsgruppe, hvor adskillige fagligheder nu diskuterer den. I gruppen sidder mennesker med forskellige sproglige og kirkelige baggrunde og fagligheder. Herefter sendes teksten til en chefredaktion, som gennemgår teksten. Endelig bliver teksten udgivet i en prøveudgivelse, så alle kan læse den og give deres besyv med. Alle er på den måde indbudt til at tage del i processen. Det gælder også jer, der læser denne artikel. Netop nu kan man købe de første prøveoversættelser af Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Filipperbrevet. I er meget velkomne til at læse dem og give jeres mening til kende.

Den nødvendige bibeloversættelse og endnu et uimodståeligt tilbud

Det er en omstændelig og vanskelig proces at oversætte Bibelen. Men inden man helt taber pusten eller bliver forarget over det store ressourcetræk, må vi igen minde os selv og hinanden om nødvendigheden af oversættelsen. Bibelens tekster er til alle tider blevet genfortalt og genoversat. Det ligger dybt i Bibelens DNA. Den kan sagtens holde til det. Det er faktisk nødvendigt, for at nye generationer kan mærke og forstå Bibelens tekster og tage dem til sig. Og det er jo lige præcis det, der er det overordnede formål med det store arbejde.

Derfor tøvede jeg heller ikke et øjeblik, da min telefon ringede for et halvt år siden, og Johannes Baun igen var i røret og spurgte, om jeg ville være med til at oversætte Matthæusevangeliet? ”Ja tak, meget gerne.”

Prøveoversættelserne hos Bibelselskabet

Klik her for at komme direkte til Bibelselskabets webshop

Tips til mere læsning – af  Louise Heldgaard Bylund:

Kirkens kald i en ”platformskultur” – oplæg på Synode2025
Den store historie Bibel – en boganmeldelse
En Gud med en plan, en drøm og mange ideer – om børnebibler

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/en-oversaetters-overvejelser/feed/