Sex. Vi taler ikke meget om det. Lidt med hinanden – selvfølgelig, fristes man til at tilføje, når vi nu er hinandens seksuelle partnere, men det har taget tid at lære. Og mod. Det er – for os – ikke særligt naturligt at tale om sex. Jo, vi kan sagtens snakke om, hvad sex er, og hvordan børn bliver til. Som forældre oplever vi i tide og utide at blive sat i situationer, hvor de temaer dukker op. Så at tale om mekanikken i sex falder os ikke svært. Men at tale om vores sexliv. Det er en ganske anden sag.

Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst. De kristne teenagelejre og efterskoler, vi har været på, har ellers ofte opmuntret os til at tale om vores personlige liv. Det er, som om vi mere lærte at tale om vores personlige bønsliv, familieliv og kirkeliv end vores sexliv. Måske var det, fordi teenagere ikke skal have et sexliv. Afholdenhed var altid udgangspunktet for samtaler om sex. Sex hører til i ægteskabet. Punktum. Så behøver vi ikke tale mere om det.

Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst.

Sex blev ellers italesat meget fint

Gud har skabt mennesket – også med krop og lyst. Sex er godt og smukt, hvis det sker sammen med den, man er gift med. Set i bakspejlet kom snakken om sex dog altid meget hurtigt til at handle om, hvordan vi skulle passe på, at sex ikke blev grimt og forkert.

At sex er en smuk oplevelse mellem to mennesker, er jo det sexliv, vi ønsker os, men vi har i hvert fald måttet øve os for at opleve den skønhed.

Det sprog for sex, som vi blev givet i vores teenageår, kom til at bygge på idealer. At vi er skabt præcis, som vi skal være, elskede og værdifulde, er jo det selvbillede, vi ønsker os, men ikke altid ejer. At sex er en smuk oplevelse mellem to mennesker, er jo det sexliv, vi ønsker os, men vi har i hvert fald måttet øve os for at opleve den skønhed.

At sex udleves i et trygt, kærligt og respektfuldt forhold, er jo sådan, vi ønsker det, men nogle gange kommer vi til – også i et ægteskab – at overskride hinandens grænser. Det er misforstået, når idealet om afholdenhed afholder os fra at tale om, hvordan sex i virkeligheden er – især med teenagere og unge.

Seksuel afholdenhed

Som teenagere og unge voksne var vi begge helt afklarede: Seksuel afholdenhed var vejen frem for os. Vi ville vente med sex til ægteskabet, men da vi havde besluttet at gifte os, faldt standhaftigheden dramatisk. Det var en spændende, skøn, ny side af livet, som viste sig, i og med at de seksuelle oplevelser rykkede mere og mere fra fantasiens verden og ind i virkeligheden.

Vi oplevede nye følelser, som gav os sommerfugle i maven, men som var meget svære at tale om, fordi det sprog, vi havde for sex, var tæt forbundet med skam. Vi oplevede, at bare det at føle lyst blev skamfuldt, fordi det potentielt truede vores beslutning om at være afholdende. Vi tænker stadig, at seksuel afholdenhed er et godt valg for teenagere. Bl.a. fordi det tit er svært at være teenageforældre.

At tale om sex

Vi forsøger, når vi taler med mennesker om sex og samliv, at omfavne hele dem, sådan som Gud omfavner hele dem, så intet er skamfuldt at tale om. Og vi mener, at alle mennesker bør passe på sig selv og dem, de elsker –  også når det kommer til sex.

Det betyder for os især, at vi øver os i at tale om vores seksuelle oplevelser, følelser og tanker for at komme skammen til livs. Sex er naturligt og godt, og de seksuelle impulser er ofte overrumplende og ukontrollerbare. Det gør dem ikke forkerte, men faktisk endnu vigtigere at lære at tale om. Måske især i en tid, hvor vi konstant bliver konfronteret med sex i alle afskygninger, så er det vigtigste, vi som kirke kan lære vores teenagere og unge om sex, at det er noget, vi taler om.

Læs også: Kærlighed på kursus.

Relateret

• 05. feb. 2021 - Sex i Det nye Testamente
• 05. feb. 2021 - Hvad med kærligheden?
• 05. feb. 2021 - Den svære samtale
• 05. feb. 2021 - Den vigtige samtale om køn, sex og kærlighed  
• 25. jun. 2018 - Lad os mødes…

Find flere

‘Henrys Hus’ er oprindeligt Kaspers bedsteforældres hus. Her boede hans morfar, Henry, indtil han døde for et år siden: ”Huset har altid været ramme om fællesskab og gæstfrihed, da mine bedsteforældre boede her”, fortæller Kasper og fortsætter: ”Mine bedsteforældre var gode til at åbne deres hjem for andre, og den ånd kunne vi godt tænke os at føre videre. Det er noget helt særligt at få lov til at gøre det her i deres hus.”

Kasper, Maria og børnene flyttede sammen med et vennepar – ligeledes med to børn – ind i huset i maj. Indtil da boede Kasper og Maria på Nørrebro i en andelslejlighed, og i deres opgang havde der i årenes løb udviklet sig en slags bofællesskab med 12-18 mennesker.

Mindre og lidt kan blive til mere

”Vi spiste sammen ca. fem aftner om ugen og kom og gik hos hinanden”, fortæller Maria. ”Mens vi var ved at renovere vores eget køkken, boede vi på et tidspunkt i underboens køkken, da det støvede for meget hos os selv. Derfra udviklede det sig mere eller mindre tilfældigt. Det var ikke noget, vi havde planlagt – det skete bare gradvist. Men vi fandt ud af, at det var en ideel måde for os at bo på”.

Vi begyndte for første gang at overveje, at vores liv måske ikke behøvede at handle om at stræbe efter vækst eller efter større og mere.

Allerede tidligt i Kasper og Marias ægteskab fik de øjnene op for fordelene ved en anden måde at leve på. ”Vi var næsten lige blevet gift og ledte efter et sted at bo. En veninde spurgte, om vi ville flytte ind hos hende. Der boede vi på 18 m2 og delte bad og køkken med hende, og selvom det ikke umiddelbart var sådan, vi havde tænkt os at bo, fik vi alligevel øjnene op for, hvad det betød at bo mindre og have råd til mere både økonomisk og tidsmæssigt. Her begyndte vi for første gang at overveje, at vores liv måske ikke behøvede at handle om at stræbe efter vækst eller efter større og mere”.

”Man får mere tid til at gøre noget andet, fordi man ikke hver især står i sin lejlighed og laver mad og vasker op”, supplerer Kasper. ”De fleste aftener kan man sætte sig til et bord, hvor andre har lavet maden og rydder op bagefter. Det er til at tage at føle på, når man i stedet for at købe ind og lave mad har tid til at tage sine børn med ud at gøre noget andet om eftermiddagen”.

Vi er vant til at sætte os selv i spil, og fordi vi har fået slebet nogle kanter af i fællesskab med andre, bliver det lidt lettere.

Et andet kald

For Maria og Kasper handler det også om at gøre noget andet: ”Vi længes efter tid til familie og til at prioritere børnene i vores liv. Lige som de fleste andre”, siger Kasper. ”Det handler om, hvad det er for en historie, vi gerne vil have, at vores børn fortæller om os om 20 år. Hvad er det for nogle forældre, vi gerne vil være, og hvilke valg gør vi for at blive dem? Hvordan kommer vi derhen, hvor vores børn forstår den mission, vi er på? Det tænker vi meget over”, siger Kasper og fortsætter: ”Det er en anden slags kald end det, vi selv var vidne til som børn, hvor vi måske oplevede tro, kirke og hverdagsliv som mere opdelt. Det handler for os om, hvordan vi skaber sammenhæng i hele vores liv og om, hvordan vi har børnene med i det, sådan at de også forstår og oplever det”.

At tilbyde andre fællesskab

”Vi ønsker at bruge vores tid sammen med andre og for andre. Det er et bevidst valg, at vi ikke vil bo et sted, uden vi kender dem, vi bor dør om dør med, eller dem vores børn går i børnehave med”, fortæller Kasper. ”Da vi var flyttet til Tårs, inviterede vores bofællesskab forældre og børn fra børnenes børnehave og skole hjem til os. Vi fandt ud af, at der var mange af de andre forældre, som havde boet i byen i mange år, som heller ikke kendte hinanden, og at vi kunne være med til at skabe fællesskab sammen med dem”, fortæller Maria. ”Selvfølgelig er det en udfordring også for os bare at invitere andre. Vi skal også overvinde vores umiddelbare frygt for, hvad de andre tænker, eller hvad de synes om os. Men fordi vi er vant til at sætte os selv i spil, og fordi vi har fået slebet nogle kanter af i fællesskab med andre, bliver det lidt lettere”, siger Maria.

Jeg er i hvert fald kommet et bedre sted hen af at blive spejlet og få vist mig selv, som andre ser mig.

At spejle sig i andre

”Fordi vi har haft ’tilskuere’ til vores liv, er vi blevet nødt til at reflektere over, hvorfor vi hver især gør, som vi gør, og hvorfor virker det nogen gange dårligere? Man får øje på, at man nogle gange ikke gør sig umage, at man er doven, har dårlige vaner osv. Og man arbejder med det”, fortæller Maria. ”Det er da hårdt, men man bliver en bedre udgave af sig selv. Jeg er i hvert fald kommet et bedre sted hen af at blive spejlet og få vist mig selv, som andre ser mig. Så jeg ikke bare får lov at blive i min egen verden. De store belønninger kommer af, at de andre alligevel vælger mig til – på trods af at jeg gør fejl. Og jeg finder ud af, hvordan jeg lever sammen med andre på deres præmisser og ikke kun på mine”.

”Man behøver ikke at flytte i bofællesskab for at praktisere fællesskab. Det handler om at gøre noget sammen med dem, der bor omkring én. Det kan være fællesspisning én eller flere gange om ugen eller noget andet. Vi behøver ikke alle sammen bruge tid på det samme eller eje hver vores udgave af samme køkkenmaskine, grill eller plæneklipper. Det handler om at bringe sig selv i spil og lade det udvikle sig derfra”, slutter Kasper.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere