Heldigvis deltog jeg bare i et dilemmaspil på museet en almindelig onsdag eftermiddag i september i år. Men efterhånden som spillet stillede os over for stadig vanskeligere beslutninger, gik det op for mig, at uanset hvad vi valgte, fik vores beslutninger uoverskuelige konsekvenser for tusindvis af mennesker.

Der var ingen nemme løsninger. Måske ikke engang nogen gode.

Da jeg senere reflekterede over oplevelsen, læste jeg Jakobsbrevet: ”Men hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede om at få den fra Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.” (Jak. 1,5)

Vi mennesker vil gerne have kontrol og vide, at vi vælger rigtigt. Men vi kan ikke altid overskue konsekvenserne af vores beslutninger.

Måske begynder visdom med erkendelsen af vores begrænsninger. At vi må handle efter bedste overbevisning, lytte til andre og bede Gud om vejledning.

Da vi forlod museet, var spillet slut. Vi kunne vende tilbage til vores hverdag. Og vi slap for at leve med konsekvenserne af vores beslutninger.

Den luksus har verdens ledere ikke.

Jeg håber, de tvivler en gang imellem. Og at de søger visdom hos Gud. For verden har ikke brug for flere magthavere, der er skråsikre på, at de altid har ret.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud

Find flere

Lyt til kommentaren:

Baptistkirkens sprog ændrer sig. Titlerne forandres: pianisten bliver lovsangsleder, udvalg bliver til teams, og menighedsrådet bliver til ledelsen. Det lyder moderne og effektivt – og nogle gange er det sikkert også praktisk.

Når vi låner sproget, låner vi også logikken

Men sproget er ikke neutralt. Ord skaber mening, og ordene former vores forestilling om, hvad kirken er, og hvad vi er for hinanden. Spørgsmålet er, hvad der sker med en kirke, der lærer den sekulære verdens ledersprog så godt, at den taler det helt uden mislyde.

Guds rige vender magten på hovedet

Den sproglige glidning blev tydelig for mig, da jeg læste Johannes Aakjær Steenbuchs bog ’The Kingdom of God is Anarchy’ – på dansk ’Guds rige er anarki’.[i] Normalt forbinder vi anarki med uorden og konflikt. Johannes beskriver Guds riges anarki som frihed fra, at mennesker sætter sig over andre. Guds rige er et fællesskab, hvor søgen efter magt og status ikke er de drivende kræfter. I Guds rige er det værdighed, respekt og tjeneste, der bærer fællesskabet. Hvis det er et billede på Guds rige, må det også udfordre den måde, vi taler om og er kirke på.

Kirke nedefra  – ikke oppefra

I den baptistiske tradition vokser kirken nedefra. Baptister ser ikke kirken som et velorganiseret hierarki, der skal på plads, før kirken kan vokse. De første baptistmenigheder var ikke topstyrede projekter med en fjern ledelse. De bestod af mennesker, der tog ansvar for forkyndelse og menighedsliv sammen – med deltagelse, gensidigt ansvar og tjeneste som ideal.

Storhed måles i tjeneste

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Gør vi ledelse til et ideal i sig selv, risikerer vi at importere en kultur, hvor tempo, synlighed og gennemslagskraft giver status – og magt. Evangeliet peger en anden vej: styrke viser sig i at tjene, og storhed viser sig i at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Guds riges anarki er ikke et romantisk ideal, det er en konkret måde at være menighed på, hvor vi ikke bruger position, erfaring eller talegaver til at presse vores vilje igennem, men til at skabe rum for hinanden.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at ’Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.’[ii]

Købner skrev ’kirkens grundlov’

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev”, siger Johannes Steenbuch i et tidligere interview med baptist.dk, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Påvirkningen kommer med ordene

Tabet af fortidens fokus på tjeneste har ikke en enkel forklaring. Men påvirkningen kommer med sproget. Når vi bruger sekulære ord og begreber i kirken, lader vi os påvirke. Tjeneste er ikke et ord, der bliver brugt ret meget i verden uden for kirken, måske er det derfor, vi er ved at glemme det i kirken. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, hvis den lytter mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’ end til Jesus’ ord om at tjene.

Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer, som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

[i] ‘The Kingdom of God is Anarchy’ er omtalt på baptist.dk her: https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/

[ii] Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Skriftsted: Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1 til 14

Rigtig mange spørgsmål om magthaveres mål med deres magthandlinger kan besvares med ordene: ”Bare fordi han kunne!” Det handler ikke nødvendigvis – måske endda sjældent om – at magten udøves til folkets bedste, eller for den sags skyld fordi folket ønsker det. Nej, den der holder magten i sin hånd, udøver sin magt og hersker måske fordi, han har arvet den fra sin forgænger, eller fordi han har taget den med magt.

I begyndelsen kan det have set godt ud – mennesker har måske endda håbet på forbedringer i forhold til forgængeren.

Måske så magthaveren venlig ud – måske var magthaveren veluddannet, måske tandlæge som i Syrien – men viste magtens sande ansigt af undertrykkelse og tvang ved sin måde at fastholde magten på.

Den grusomme magt

Og måske tænker du nu på Syriens afsatte hersker, Bashar al-Assad. Afsættelsen af ham tydeliggjorde hans forkvaklede menneskesyn i form af fængsler med celler til tortur og ikke mindst massegrave. Her finder vi nu mennesker, der først mistede værdigheden gennem ydmygelse og tortur, for til sidst at dø, ukendt for alle i dette grusomme system.

”Fordi han kunne”

Og hvorfor gjorde han det? ”Fordi han kunne!” Hvorfor sendte Putin russiske styrker ind i Ukraine? Svaret kender du: ”Fordi han kunne!” Og fordi ingen kunne eller turde stå op mod Putins magt. Demokratisk valgt, men hersker gennem sin egen magt og forståelse af demokrati. Hvorfor: ”Fordi han kunne!” og ingen hindrede ham i at gøre det.

Ret ind eller tag konsekvenserne

Dybe sår skabt gennem uoverensstemmelser og udøvelse af ubegrænset magt er virkeligheden mellem mennesker i sådanne regimer.

Ret ind eller tag konsekvenserne.

Folkets længsel

Hvad er folkets længsel? Hvad drømmer mennesket om? Se tilbage i tiden til dengang ”det skete i de dage” og tag tidsrejsen til vores tid. Længslen og håbet bor dybt i mennesket. Håbet om frihed! Håbet om selv at forme sit liv! Håbet om fred! Men midt i dette findes også mennesker, der er tilpas med dominerende magt – måske fordi de er tæt på magthaveren. Jeg siger dette, for at læse juleevangeliet ind i dagens situation, som vi kender den med en vis grad af utryghed og angst for fremtiden.

Juleevangeliet indledes med et dekret, en befaling!

Der kan nok ikke tales om ”ret ind eller forsvind!” Men befalingen betød, at folk skulle tælles. Det var ikke nok, at hver familie – hver slægt – vidste, hvor mange de var. Magthaveren, Augustus, udstedte en befaling, der uden hensyn krævede at folk rejste til det sted slægten stammede fra. Og du kender beretningen! Det var ikke et yndlingsscenarie, der opstod for den gravide Maria.

Igen må svaret være ”Fordi han kunne!”

Afstanden mellem Nazaret og Betlehem er ifølge Google cirka 150 km og rejsetiden er omkring 2 timer – i dag. Sæt det i forhold til Josef og Marias vandring med datidens strabadser og udfordringer. Når Maria fødte i Betlehem ved slutningen af rejsen, så handlede det om, at en højgravid kvinde blev offer for magthaveren Augustus’ befaling. Og hvorfor? Igen må svaret være ”Fordi han kunne!” Og den slags magt tager sjældent hensyn til andre end magthaveren – ”fordi han kan!”

Det er stadigvæk scenariet i en verden, der aldrig har været mere oplyst, aldrig har været mere udviklet end vores.

Scenariet i en verden, hvor beregninger af trusselsbilleder skaber mørke og frygt for fremtiden.

Julens budskab er vigtigere end nogensinde

Ind i den virkelighed forkyndes julens budskab også i år. Måske vigtigere end nogen sinde er budskabet om barnet i krybben og i år, som et kæmpe crescendo, englenes sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Giver det mening?  Finder du i dit mørke – med angst for fremtiden – fred og trøst? Ind i den virkelighed skal budskabet om ham, der blev født til verden, forkyndes: At lyset var ved at komme til verden; at i ham findes intet mørke; og at mørket ikke kan gribe det lys og gøre det til mørke. Det er håb!

Håbet

Martin Luther blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste at denne dag var den sidste. Han svarede: ”Jeg ville plante et træ!” Det er forkyndelse af håb! Et håb, der midt i mørket tænder lys i form af en stjerne, og et håb gennem englens proklamation: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Evangeliets tale tænder et lys ind i verdens mørke

Evangeliets tale tænder et lys ind i verdens mørke. En tale, der skal hviskes som trøst, til de forsagte og bange. En tale, der skal tales med vægt og overbevisning hos magthaverne, som markering af menneskets dybe ønske og længsel: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!”  En tale, der skal råbes ud i hele verden, som forkyndelse af fred som noget indre. En vilje og en måde at møde medmennesket på, fordi han er din lige og tænker, drømmer og elsker som du. Fred, der ikke blot er fravær af krig, men fred som en indre tilstand og en måde at møde mennesker på. Som evangeliets lys ikke blot er fravær af mørke, men et lys, der skinner og som mørket ikke kan gribe. Det lys blev født til verden og i en verden, hvor magt satte og fortsat sætter dagsordenen. Ikke fordi mennesker ønsker at afgive magten og friheden, freden i eget liv, men fordi nogen tiltog sig en magt: ”Fordi han kan!”

Gud handler ikke, blot fordi han kan

Det er ikke baggrunden for evangeliets tale om ham, der blev født til jord.

Det handler ikke om, at Gud gør ”fordi han kan!”

Gud kom ikke til verden og lod ikke sin søn føde undergivet en menneskelig magt for at demonstrere sin egen magt. Evangeliet om Jesus Kristus forkynder om ham, at han gav afkald, tog en tjeners skikkelse på sig og blev menneske, for at dele vilkår med dig og mig.  Og her er kernen. ”Fred til mennesker med Guds velbehag!” er ikke en ny magt, men en indre kraft til frelse for enhver som tror. Fred givet som en indre virkelighed og glæde – juleglæde, livsglæde – og fred som noget fundamentalt, en indre fred, en fylde af Gud.

Intet menneske får, hvad det drømmer om af en magthaver, der trækker noget ned over hovedet på andre ”fordi han kan!”

Kan Gud kaldes ”magthaver”?

– og er hans handling en magthandling?

Måske stiller du spørgsmålet i dit indre: ”Hvorfor gør Gud dette?” Svaret er ikke: ”Fordi han kan!” Svaret er at Gud gør dette, fordi han elsker! Og det er en helt anden vinkel på magt – en helt anden måde at gøre op med denne verdens magthavere på.

”Fred til mennesker med Guds velbehag.”

Fred til dig.

Amen

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys

Find flere

Lasse Åbom:

• præst i Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
• leder af BASIS – teologisk grunduddannelse
• har studeret teologi på SALT og universiteterne i Aarhus og København

Mens disse linjer skrives, er den store debat den nye regerings mål om at afskaffe Store Bededag. Der er brug for penge til at opruste forsvaret, siger man, og pengene skal jo komme et sted fra …

På den måde har man – nok ufrivilligt – stillet sig i en ældgammel teologisk debat. For hvad er vigtigst: Bøn eller våben? Argumenterne fra kirkerne i dag handler mere om regeringens manglende inddragelse af kirken og logistikken omkring konfirmationer end det langt større spørgsmål: Hvordan har vi det som kirker med, at vi opruster og køber våben, der er designet til at slå mennesker ihjel?

Arven fra Jesus

Den tidlige kirke ser ikke ud til at have haft samme berøringsangst overfor forholdet til krig. Der er utallige eksempler på, at kirkefædrene i traditionen fra Jesus kritiserede brugen af vold og især det at berøve et andet menneske livet. Man citerede Jesus fra Bjergprædikenen og advarede mod, at kristne deltog i krig og tjente som soldater. Ikke mindst, fordi det kunne drage den enkelte kristnes loyalitet i tvivl. Skulle man være loyal overfor Jesus eller overfor kejseren/staten?

Der er utallige eksempler på, at kirkefædrene i traditionen fra Jesus kritiserede brugen af vold og især det at berøve et andet menneske livet.

Magtens sprog

Der sker et radikalt skifte i den kristne tradition, da kejser Konstantin i 312 bliver kristen og begynder en omkalfatring af Romerriget for at gøre det til et kristent rige. Men der sker også en radikal forandring af kristendommen fra at have været en – til tider – forfulgt mindretalsreligion i opposition til imperiets kejserdyrkelse til at blive statsreligion og ideologisk underbygning for den selvsamme kejsermagt. Fra at have været de marginaliseredes stemme skulle man nu øve sig i at tale magtens sprog. Nu kunne man ikke længere tillade sig så skråsikkert at kritisere krigsudøvelsen – for den tjente jo også til at holde riget trygt og grænserne sikre.

Fra at have været de marginaliseredes stemme skulle man nu øve sig i at tale magtens sprog.

Den retfærdige krig

Især den store og indflydelsesrige teolog Augustin af Hippo lægger grunden til læren om den retfærdige krig. For Augustin er ønsket om fred den eneste retfærdige grund til at gå i krig. Han fastholder, at krig og vold stadig er synd, og derfor altid må bruges med sorg, men han anerkender, at volden kan være et redskab til at skaffe fred eller til at gøre op med synd, hvis den bruges af de rette autoriteter.

Hermed lægges grunden til middelalderens fusionering af magt og kristendom, og der går en lige linje fra Augustins teologi til korstogene, inkvisitionen og den magtudøvelse, kirken har været en del af nærmest lige siden. Augustin kender udmærket den pacifistiske tradition fra oldkirken – det er netop derfor, han har brug for så eksplicit at gøre op med den.

Næstekærlighed handler om, hvad der sker i vores hjerte.

Et af de greb, han bruger, er at skabe et skel mellem det, vi gør, og det, vi tror. Næstekærlighed handler om, hvad der sker i vores hjerte, siger Augustin, og derfor er det muligt, at vi stadig elsker vores fjende med hjertet, mens vi samtidig slår ham ihjel med sværdet. Det er jo bare for at hjælpe ham med at holde op med at handle ondt, at vi slår ham ihjel.

Krigens første offer

Man siger, at sandheden er krigens første offer, men måske kunne man ændre det til, at næstekærligheden er krigens første offer. For Augustin blev det absolutte krav om at elske sin næste til et spørgsmål om at have den rette indstilling i hjertet og tjene et højere formål. Det enkelte menneske forsvinder og bliver i stedet til et problem, der skal håndteres, eller et middel, der skal bruges i en højere sags tjeneste. Den retorik er krigens stemme.

Der er ikke plads til nuancer i krig. Vi opdeler verden i os og dem, og vi fastholder fjendebilleder og stereotyper af hinanden. Vi umenneskeliggør hinanden for at kunne handle umenneskeligt mod hinanden. Prøv at lægge mærke til, hvordan den mekanisme også lynhurtigt er på færde i de krige, vi oplever i dag. Måske derfor har vi stadig brug for bønnens sprog – for at blive mindet om det, der egentlig betyder noget og at lytte til andre stemmer end magtens tale.

Læs også ‘Israels Gud er vores borg – om krigsførelse i Det Gamle Testamente’.

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred

Find flere

Henrik List:

• psykoterapeut MPF
• aktiv i Fredens-Nazaret Kirke på Østerbro i København
• skriver også for ’Parvis’, der er en del af Agapes diakonale arbejde. https://www.agape.dk
• på sin hjemmeside henriklist.com lægger han ofte svar ud fra Agape som blogs.

”God dav, Henrik!” Jeg får straks ondt i maven. Jeg hører Bentes stemme bag mig ved kaffebordet i pausen til et foredrag. Jeg vender mig langsomt om og siger: ”Hej, Bente”. Samtidig tænker jeg på en måde at slippe væk på. Jeg ser for mig mit tilbagetog til salens fjerneste hjørne, imens hun ihærdigt fastholder kontakten. Den ældre kvinde kan ikke holde en passende fysisk afstand. Jeg føler mig klaustrofobisk og forsøger at skyde en stol ind imellem os på vejen mod et forløsende helle. En stol er ingen hindring for Bente, der næsten står på mine sko og billedligt talt er på vej ind i min krop, så jeg vælger at sige, at jeg skal på toilettet.

Grænseoverskridende

Hvad har det at gøre med seksuel grænseoverskridende adfærd? På den ene side absolut ingenting. Bente er hverken seksualiserende eller krænkende, som vi normalt forstår det. På den anden side viser eksemplet, at vores krop er langt mere end et hylster. Med den sanser vi, hvad der opleves rart, og hvad der er truende. Her mærker vi også, om der er overensstemmelse mellem vores værdier og vores valg – vores ja’er og nej’er.

Vores krop er langt mere end et hylster.

Det er vigtigt, for vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende. Det er dét, der sker i historien ovenfor, hvor jeg – uden held – først forsøger at flytte mig og bagefter skærmer mig mod Bentes indtrængen i min intimsfære. Jeg håndterer det ved at gå på toilettet, da jeg véd, at hun ikke vil kunne forstå en verbal grænsesætning. Historien tager også udgangspunkt i, at jeg er et voksent og frit menneske, som råder over egen krop og har mulighed for at sætte nødvendige grænser op om den.

Positiv magt

I en ideel verden er det ikke særlig svært, men verden er mere kompleks. Vores værdier og vores kropssansninger er private og harmonerer ikke altid med andres. Når vi er meget tæt på et andet menneske fysisk – især i en magtrelation – skal vi italesætte det, når normale grænser af gode grunde bliver overskredet. Det kan fx være som patient og sygeplejerske[1], som terapeut og klient, som svend og lærling. Samtidig er det min erfaring, at åbenheden om den fysiske kontakt næsten altid bliver modtaget med ”Selvfølgelig, det kan ikke være anderledes – det er helt ok”. Man kan sige, at det at være bevidst om asymmetrien bør tvinge os til at anvende magten positivt. Vi har et medansvar for et andet menneskes trivsel.

Destruktiv magt

Siden 2017 har der været stort fokus på, hvordan magten i stedet har været anvendt meget destruktivt. I efteråret 2020 er eksemplerne kun tiltaget i antal og konkretisering. I næsten alle tilfælde er krænkeren pr. definition en mand og offeret en kvinde. Men kvinder krænker også, viser bl.a. undersøgelser blandt norske sygeplejersker[2] og danske læger[3].

Vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende.

Uanset chikanens art og krænkerens køn er det godt, at der sættes fokus på, at vores krop er vores egen, og at det er OK at sige fra. Man kan altid spørge, hvor grænsen går, og enkelte eksempler virker patetiske og selvhøjtidelige. Samtidig er der ingen tvivl om, at alt for mange ledere har nydt at udnytte medarbejdernes manglende mod, evne eller muligheder til at sige fra. Skal kulturen på arbejdspladserne for alvor ændres, er det ikke nok med hensigtserklæringer eller retningslinjer. Medarbejderne bliver også nødt til at stå op for sig selv og stå ved deres kropsfornemmelser og værdier – også selv om det kan være svært.

Alkohol og fester

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur. Alkohol er eminent til ’det lille svæv’. Den gør os sjove og uovervindelige; og så ’hjælper’ den os til at undertrykke vores sansninger. Vores ja’er og nej’er bliver knapt så tydelige – hverken for os selv eller andre. Det sker i alle miljøer. Prisen kan være høj, fordi alkoholen medvirker til at forplumre og sløre invitationer og afvisninger, og fordi alkoholen bedøver eller forstærker kroppens signaler.

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur.

Den typiske historie er mænd og drenge, der er mere insisterende end normalt, og kvinder og piger, der ikke får sagt fra, som de ville. Derfor ser vi så mange eksempler på forskellige opfattelser af, om det var voldtægt eller ej. Den nye samtykkebaserede voldtægtslov, hvor begge parter aktivt skal give samtykke, er en konsekvens af det. Uden at forholde mig til det juridiske eller forståelsen af samtykket ser jeg loven som en konsekvens af alkoholkulturen.

Hvor det burde være oplevelsen af lyst eller ulyst, der styrer, hvem vi har sex med og hvornår, er loven sat ind som en ekstra nødbremse for at kompensere for overgreb og uklare signaler. Det kan man glæde sig over eller begræde. Allerbedst vil det være, hvis vi selv tager ansvar for eget liv og alkoholindtag, så vi kan vælge selv. Det skylder vi både os selv og vores medmennesker.

[1] Sygeplejersken årgang 2018 nr. 2: ”Du har taget vare på min blufærdighed”

[2] Sygeplejen årgang 2018 nr. 2: ”Mannlige sygepleiere mer utsatt for trakassering”

[3] Sundhedspolitisk tidsskrift 30/10 2020: ”Mænd i hospitalssektoren også udsat for sexchikane”

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 23. dec. 2024 - Kærlighedens magt over kærlighed til magten

Find flere

Anmeldelse af Guds rige er anarki. Evangeliet mellem magt og afmagt. A/politisk teologi. København: Fønix (Palmeserien nr. 13), 2019. 193 sider.

Johannes Aakjær Steenbuch (JAaS) (formand for BaptistKirkens Teologiske Forum), har skrevet en udfordrende bog om kristentroens forhold til magt og afmagt – om kristen praksis i lyset af Jesus’ forkyndelse af Guds rige. Bogen dækker et stort materiale, er velargumenteret og fyldt med prægnante teologiske udsagn. Jeg vil i det følgende opridse bogens vigtigste pointer og håber dermed at inspirere til læsning og studie af den. Det fortjener den.

Umiddelbart vil mange studse over bogens titel. Anarki? Anarki forstår vi almindeligvis som lovløshed, men Guds rige handler vel ikke om at sætte sig uden for loven? JAaS gør opmærksom på, at ordet har rod i det græske archê, der betyder ”magt”, ”myndighed”, men også ”begyndelse”. An-archê (anarki) betyder således ”ikke-magt” eller ”uden begyndelse”, og det er i den betydning, det bruges i bogen. Guds rige er det magtfrie rum, et rum, hvor kærlighed og frihed hersker, et rige der ikke er skabt gennem voldelige handlinger – som denne verdens riger normalt er. Denne forståelse af Guds rige som anarki er inspireret af den russiske politiske og religiøse filosof, Nikolai Berdjajev.[1]

Bibelens vidnesbyrd

Bogens første hoveddel gennemgår den bibelske forkyndelse af Guds rige, fra dets rødder i Det Gamle Testamente, med sit centrum i Jesu forkyndelse og sin videre udfoldelse hos Paulus. Jesus´ guddommelighed kommer ikke til udtryk gennem overmenneskelige egenskaber eller i magt og pomp og pragt, men i at alle magtforhold i Jesus vendes på hovedet, og det gudsrige, der bringes med Jesus, er radikalt anderledes end ”denne verdens” riger (s. 43). Jesus falder ikke for fristelsen til at indføre Guds rige med politiske magtmidler, for riget bygger netop på alternativet til magt: kærlighed og tilgivelse. Ikke sådan forstået, at kærlighed er en ny form for magt, tværtimod er det netop alternativet til magt (s. 73). Gudsriget er ikke blot en ”indre”, en ”psykologisk” tilstand, og det er ikke en flugt ind i en ”åndelig sfære”. Gudsriget søger virkelig at omstøde verdens magtsystemer, men ikke gennem magt, men gennem kærlighed.

At Guds rige ikke er ”af denne verden” betyder ikke, at det hører til i det hinsides, men at det her og nu kæmper med andre midler end denne verdens magter. Jesu bud om at ”vende den anden kind til” er heller ikke et spørgsmål om passivt at acceptere vold, men en opfordring til ikke-voldelig, kreativ, civil ulydighed med forsoning som mål.

Centralt i denne del – og i bogen som helhed – er forståelsen af Jesus´ død. Jesus tager den gamle, magtsyge menneskehed med sig i døden, og ved hans opstandelse skabes en ny forsonet menneskehed, der har del i Guds rige. Det er det kristne evangelium i en nøddeskal. Ved sin død på korset gør Jesus det umulige og går ad den snævre sti, ”som ingen af os er i stand til at træde ind på, fordi vi er faret vild på den brede vej, magtens, pengenes, bekymringernes, dømmesygens og voldens vej” (s. 68). Det er ikke et tilfælde, at Jesus bliver korsfæstet. Korsfæstelsen var for outsidere, slaver og politiske oprørere. Jesus dør, fordi han sætter sig op mod politiske og religiøse magter. ”Ved hans død er vi principielt sat fri fra den spiral af vold og gengældelse, vi har lagt os ind under med vores uretfærdighed” (s. 70). Jesus´ død sætter os fri fra at blive slaver under magt, begær efter ejendom, og fra frygten for døden. Han døde for os, og vi er døde med ham og oprejst med ham, dvs. sat fri til at leve et liv ikke i lydighed mod magterne, men mod Gud. Synd er netop ”… at ville tjene de magter og myndigheder, som Kristus har besejret” (s. 75).

Teologiske perspektiver

Bogens anden hoveddel er viet de teologiske perspektiver, som denne læsning lukker op for. Jesus´ forkyndelse og – gennem sin død og opstandelse – legemliggørelse ­af Guds rige betyder en radikal kritik af al religion, herunder alle sekulære religioner som humanisme, kapitalisme, forbrugerisme og teknologi, idet disse bliver afguder, der betjener sig af magtens midler (det gælder i øvrigt også Kristendom som religion betragtet), og det er netop disse magter, Jesus´ død afvæbner. ”Også kristendommen selv må derfor løbende udsættes for kristen religionskritik, hvis evangeliet skal stå klart frem. Evangeliet er en frisættelse fra religion, uanset om der er tale om den `overnaturlige´ af slagsen, eller om der er tale om humanismens, civilreligionens eller kapitalismens dyrkelse af mennesket, staten, det folkelige fællesskab, nationen og Mammon, vækst og velstand” (s. 85-86). Der er brug for en langt bredere religionskritik end den, der blot går ud at anfægte, at der er en Gud i det høje, skriver JAaS.

JAaS betoner med Karl Barth, at vi alene kender Gud gennem åbenbaringen i Jesus Kristus, og ikke gennem nogen filosofisk, abstrakt forståelse. Kristus er nøglen. Derfor kan Kristendommen heller ikke lægges til grund for et politisk projekt. Det er ikke os, der skal bygge riget (ud fra nogle overordnede principper eller såkaldte værdier). Vi skal følge Kristus. Gud bygger selv sit rige, og det indebærer frasigelsen af magt, og hengivelse til kærlighed (s. 90).

Gud er ikke vred

I et afsnit om den ikke-voldelige Gud, tager JAaS et opgør med forståelsen af Gud som vred, en Gud hvis vrede kun kan stilles gennem et blodigt offer. I denne teologi, der har været og stadig er fremherskende i store dele af kristenheden, frelser Gud så at sige gennem vold. Forståelsen har i kristen tradition været brugt som legitimering af voldsanvendelse. Kan Gud være voldelig, kan vi også, lyder logikken. JAaS betoner, at Jesu død netop er et opgør med vold, ikke en sanktionering af den. ”Jesus dør for at besejre magt og myndighed ved at frasige sig magten – ikke for at tilfredsstille en voldelig og magtsyg Gud” (s. 93). Derfor er ikke-vold den eneste mulige praksis for kristne. Det handler dog ikke om at bekende sig til en principiel pacifisme, og heller ikke indtage rollen som underkuet, der søger at ægge voldsmanden til medlidenhed, men i efterfølgelse af Kristus i enhver konkret situation at vælge ikke at bruge magt. Ikke-vold handler om at se den enkelte (også sin fjende) som en ny skabning (s. 96). ”Anarki som trospraksis skal (…) forstås som konkrete forsøg på at skabe magtfrie rum, snarere end et politisk projekt eller ideal” (s. 97).

Ved korset er vi sat fri fra den gamle verden og dens magter og myndigheder. Ved Kristus´ opstandelse er en ny verden blevet til, som står over enhver nations folkeånd, et rige hvor mennesket afstår fra at søge rigdom og magt. Hvor der før var vold og magt, fyldes tomrummet nu af Guds rige. Det onde, det dæmoniske, er områder med fravær af kærlighed. Det er kirkens kald at fylde hullerne med kærlighed (s. 101).

Kaldet er til at elske, ikke dømme

Et afsnit med overskriften ”Frihedens etik” rummer et centralt tema for JAaS. Kristus´ død og opstandelse betyder frihed, og denne frihed betyder, at man selv fries fra ønsket om at dømme andre. Dommen over synden er afsagt én gang for alle ved Jesus´ død på korset, og det er ikke den kristnes opgave at dømme nogen. Kaldet er at elske, ikke dømme. Enhver dom over andre er at tiltage sig magt og myndighed, som alene er Guds. ”At være `praktiserende kristen´ betyder hverken mere eller mindre end at elske andre” (s. 104). Kristen næstekærlighed er ikke et moralsk ideal og kan ikke gøres til en ideologi eller et politisk program, for kristen næstekærlighed er at afstå fra at dømme sin næste, men til gengæld elske vedkommende i det konkrete. Gud er ene den, der befrier os, og vi dem, der er sat fri og derfor afstår fra vores egne moralske, ideologiske eller politiske projekter.

Pengeguden og hans fætter

Den sidste del af andet hovedafsnit er viet til en række kultur- og samfundskritiske betragtninger. Under overskriften ”pengeguden og hans fætter” og ”ejendom er tyveri” retter JAaS sigtekornet mod den afgudsdyrkelse, som penge og private ejendomsret er blevet. Skytset hentes ikke mindst hos flere af kirkefædrene, der forholdt sig kritisk til privat ejendom. Der er ikke nok, at vi bliver mere godgørende med det, vi kalder ”vores eget”. Der er brug for, at vi helt skifter perspektiv og forstår, at alt er givet os. Vi har kun ”ret” til at bruge det, vi har behov for. Afsnittene ”En anden verden er mulig” og ”Håb for alle” runder andet hovedafsnit af med en række vigtige overvejelser om kirkens mulighed for at være en stemme i samfundet. ”Vi kan og skal ikke indføre gudsriget på jorden, men evangeliet om gudsriget (som er en realitet i Kristus) kan inspirere til kritik af den uretfærdighed, ufrihed og ulighed, som vi konkret bevidner. Det betyder ikke passivitet i forhold til vores rolle i samfundet. Tværtimod. Jesus har med sin død og opstandelse ”sat os fri af dødens magt – og det betyder, at vi er fri fra at bekymre os for, hvad der sker, når vi dør, så vi i stedet kan engagere os radikalt her og nu” (s. 133-34).  Opgaven består i at engagere sig i verden og gøre det klart for verden, at dens fyrste er dømt (Joh 16,11) – og at det er godt nyt” (s. 139).

Kirken og dens opgave

Tredje og sidste del af bogen handler om kirkens opgave. ”Gudsrigets anarki er ikke kaos og uorden, men forligelse og forsoning, frihed og kærlighed, som gør magtanvendelse overflødig, hvor det vinder frem” (s. 147). Kristendom er uforenelig med uforsonlighed, had, splittelse og uretfærdighed, og det er kirkens opgave at vidne om dette anderledes liv gennem sin praksis. Dog må kirken ikke forfalde til moralsk idealisme, hvor kristendommen bliver en god ”idé”, en drøm som kirken skal realisere. Derfor kan det paradoksalt nok være, når kirken ikke bliver aktivistisk, at den tydeligst vidner om gudsriget, mener JAaS (s. 149). Kirkens opgave er først og fremmest at afsløre magtinteresser, og at øve religions- og ideologikritik, sådan at mennesker kan sættes fri af falske magter og finde en ny identitet i gudsriget, som ikke er knyttet til magt, myndighed og herredømme (s. 151).

Ledelse er tjeneste

Under overskriften ”Kirkens grundlov” retter JAaS en skarp kritik af det fokus på lederskab, der har præget især frikirkelige kredse i en del år, og som ofte har ført til lederdominerede menighedsmodeller. Når man overtager erhvervslivets ledelsesstrukturer og idealer om ”stærk” ledelse, underlægger man kirkens liv et paradigme, som den netop er kaldet til at være et alternativ til, fremhæver JAaS. Kirkens opgave er ikke at ”sælge et produkt”, men at være vidnesbyrd om et anderledes liv. ”Kirken skal i sin form og organisation afspejle det evangelium, den er sat i verden for at forkynde” (s. 154).

Jesus taler om, at den, der vil være leder, må være alles tjener (Matt 20,28). Netop dette kaldte den dansk-tyske baptistpioner, Julius Købner, for ”kirkens grundlov”. I menigheden er ingen over andre, og ingen mellem os og Gud. Ledelse handler ikke om status, men om tjeneste. ”Den sociale kontrol, der kendetegner mange sekteriske religiøse miljøer, er udelukket for den kirke, der vil vidne om gudsrigets magtfrie rum ved at værne om den enkeltes myndighed og samvittighedsfrihed” (s. 157).

Det skal ikke forstås sådan, at alle i kirken har lige meget ret, men snarere at ingen har ”ret”, for det har kun Gud. Ifølge JAaS betyder denne lighed ikke automatisk, at vi skal tilstræbe konsensusdemokrati, som han mener ofte kan blive for konservativ og favorisere de veltalende og ”karismatiske”. Ligheden kan ligeså vel – eller bedre – realiseres i mere formelle strukturer. Bundlinjen er dog altid, at ingen struktur og ledelsesmodel er absolut og ”svarer til” gudsriget. ”Det nærmeste, vi kommer den perfekte kirke, er et fællesskab, der realistisk og selvkritisk er opmærksom på sine fejl og mangler, og som netop derfor giver plads til frisind og frimodighed” (s. 162).

Kirken skal ikke agere politisk

Kirkens forhold til stat og politik tages op i det følgende afsnit. Her mærker man JAaS’s gæld til både anabaptister og til Karl Barth og den dialektiske teologi. Kirkens rolle er at vidne om gudsriget, ikke at blive politisk. Det betyder ikke, at kirken ikke har en stemme i det offentlige, men kirken skal ikke agere gennem politik, men gennem forkyndelse og sit eget liv. Kirken må anerkende, at staten har en midlertidig rolle (i modsætning til kirkens som er knyttet til det evige, gudsriget), som også indebærer at voldsanvendelse – men kirkens rolle er en anden. Kristne skal ikke flygte ud af samfundet, men være tilstede med et vidnesbyrd om, ”at der er en enhed og et fællesskab, som er vigtigere end alle skel mellem mennesker” (s. 169).

Kirkens ”udenfor-hed”

JAaS betoner i et afsnit om det globale og økumeniske over for det lokale, at kirkens rolle altid er at være tro over for det konkrete, det lokale. Mennesket har et begær efter at samordne alt i totalitære enheder, hvad end det handler om ideologier, politik eller religion. Kirken må modsætte sig dette begær og være tro over for den eneste, som er over alt: Kristus. Kirkens enhed består, når vi lokalt vidner om Ham. Dette gør kirken ved konkret at stå samme med alle, der er ”udenfor”. Vi skal snarere erkende kirkens ”udenfor-hed” – at vi er fælles med alle, der er udenfor ­– end etablere kirken som et ”indenfor”, som skal rumme alle. Jesus gik selv til samfundets yderste margener og døde som udstødt og kriminel (s. 173). JAaS advarer gentagne gange mod lysten til at gøre kirken til en magtfaktor, og gøre gudsriget eller kærligheden til et projekt, vi vil have til at lykkes. For kirken er der ikke et middel (fx at elske) som tjener et mål (kirkens vækst), men middel og mål er det samme.

Helligånden skal overbevise

JAaS’ grundforståelse af gudsriget som det, der er i modsætning til denne verden, fører i et afsnit om apologetik (forsvar for troen) til en advarsel mod at føre forsvar for troen på denne verdens præmisser, dvs ved argumentation og retorik. Kirkens opgave er at forkynde evangeliet og stole på, at Helligånden gør sit arbejde med at overbevise. Det er fristende at søge at argumentere mod fx ateisme og andre ideologier på rationalitetens præmisser, men det er en fælde, for det ender netop i den magtudøvelse, som gudsriget ikke kan have noget med at gøre. ”… jo stærkere argumenter, jo større risiko er der for, at trosforsvar bliver åndelig magtudøvelse. Det eneste kirken kan gøre er at fortælle om det gudsrige, der står i modsætning til menneskelig magt og herredømme, og som derfor stiller kirken selv i øjenhøjde med resten af verden” (s. 179-80).

Anarki er frihed, ikke kaos

Det sidste afsnit i bogen handler om bøn og gudstjenesteliv. På samme måde som kirken aldrig må blive del af verdens ”magter og myndigheder” ved at betjene sig af dens virkemidler (magt og manipulation), må bønnen og gudstjenesten ikke blive en del af et religionsvæsen i den forstand, at det bliver midler, vi bruger for at opnå noget. Vi beder ikke for at forandre Gud (efter mål vi selv definerer), men vi beder som et gensvar på Guds tiltale. Vi holder heller ikke gudstjeneste for at tilfredsstille Gud med vores lovsang, men for at praktisere de tegn på gudsriget, som står i modsætning til denne verden: forkyndelse, dåb, nadver, diakonalt arbejde, der vidner om Ham som herre. Den kristne liturgi ”må svare til Helligåndens frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22-23). Helligånden skaber fællesskab, forståelse og indsigt – velordnet anarki, frihed, ikke kaos” (s. 190). Fra gudstjenesten går menigheden ud i verden med evangeliet om gudsrigets grænsesprængende forsoning og forligelse. Her viser det sig i praksis, at ”Guds rige er nær” (s. 190).

En afsluttende bemærkning opsummerer bogens hovedanliggende: Gudsrigets anarki som kristen trospraksis bygger på en grundholdning, en strategi, en metode, en tilgang til magt og lederskab, der er radikalt anderledes end ”denne verdens”.

Bedømmelse

Her slutter JAaS. Man kan sige, lige når det skal til at blive interessant. For det er den konkrete udfoldelse i menighedsliv og kristen efterfølgelse, der afgør om tankerne i denne bog er andet end det. Det, der til gengæld udfoldes i bogen, er både bydende og indbydende. Her har vi fået en fremstilling af gudsriges-tanken i Det Nye Testamente, som man både i klarhed og perspektiv har svært ved at finde en parallel til i dansk teologi. Det er en bog, der fortjener at blive læst og studeret af teologer såvel som lægfolk. Den er en kærkommen kritik af meget moderne kirkeliv og bogen vil – uanset om man er enig eller uenig i dens udgangspunkt og udsyn – føre til centrale samtaler om, hvordan vi forbliver tro over Jesus’ forkyndelse af gudsriget midt i en verden, der forguder magt, uanset om denne er politisk, religiøs, økonomisk eller af anden art.

[1] JAaS står i øvrigt på skuldrene af kirkefædre og er præget af både Karl Barth, Jürgen Moltmann, ikke-voldstraditioner som man finder dem hos anabaptister, social gospel-traditionen, og tænkere som William Stringfellow og Jacques Ellul.

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Korskirkens Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Den voldelige Gud 

I Det Gamle Testamente er der forskellige forestillinger om Gud. Nogle tekster beskriver Gud som en voldelig Gud. Det er fx historierne om syndfloden[1] og om Sodoma og Gomorra, der udslettes[2]. Der er drabet på de førstefødte i Egypten[3] og udryddelsen af kanaanæerne[4]. På samme måde får Saul besked om at udrydde amalekitterne – mænd, kvinder og børn. Ingen må overleve[5].

Men der er andre tekster i Det Gamle Testamente. Her er visionen et fredsrige, der skal omfatte alle folkeslag[6]. Hos Esajas hører vi om barnet, der skal fødes, og som skal kaldes Fredsfyrste[7]. Visionen hos Esajas er universel og omfatter hele skaberværket. Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen[8]. Der skal ikke længere findes drab, ikke engang på dyr: ”Den, der slagter en okse, er en manddræber”[9].

Vold eller ikke-vold på Jesus’ tid

Der findes altså både en voldstradition og en ikke-voldstradition i Det Gamle Testamente. Begge traditioner levede gennem folkets historie og ind i Jesus´ tid, hvor zeloterne ønskede at gennemtvinge Israels befrielse fra romerne gennem en voldelig opstand. Måske tilhørte Judas Iskariot oprindelig den gruppering og angav Jesus til ypperstepræsterne, fordi han var skuffet over, at Jesus ikke ville tage magten med vold.

Der findes altså både en voldstradition og en ikke-voldstradition i Det Gamle Testamente.

Jesus afviser voldsanvendelse

I kristen tradition læser vi Esajas’ ord om barnet, der skal fødes, og som skal kaldes Fredsfyrste, som ord, der går i opfyldelse med Jesus. Derfor læser vi hver jul Esajas’ ord sammen med englenes ord til hyrderne på marken: ”Fred til mennesker med Guds velbehag”[10]. Julen handler om Guds fred, der med fødslen af Marias barn, nu er kommet til verden.

Jesus afviser meget kategorisk vold.

Jesus afviser meget kategorisk vold[11]. Dermed undsiger han de elementer i Det Gamle Testamente, der handler om at indtage land med vold – eller anvende vold i det hele taget. ”Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, lyder hans forudsigelse[12], og fjender skal ifølge Jesus ikke slås ihjel, men elskes[13]. Det er de ikke-voldelige traditioner, bl.a. hos profeten Esajas, som Jesus stiller sig i forlængelse af. Det kommer bl.a. til udtryk i Bjergprædikenen, hvor Jesus klart siger: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”[14]. Jesus gør fredsstiftelse til en kernesag for sine disciple – måske endda et sakramente.

Fjender skal ifølge Jesus ikke slås ihjel, men elskes.

Jesus’ død – den endegyldige dom over volden

Da Peter ved Jesus’ arrestation griber et sværd for at forsvare ham, siger Jesus, at han, hvis han ville, kunne bede sin Far sende tolv legioner engle til hjælp[15]. Men det ville være mere af det, verden allerede kender. Guds vej er en anden: Ikke-voldens vej. Jesus’ død på korset er tegnet på, at Guds vej til fred for mennesker, mellem mennesker samt mellem Gud og mennesker, ikke går gennem magt og voldsanvendelse, men gennem opgivelsen af magt[16].

Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren.[17]

Hvad med os?

Nogle teologer mener, at det er forkert eller umuligt at basere en social etik på Jesus’ budskab, men det er det ikke. Fredens Fyrste kaldte disciple til at følge sig på fredens vej, og vi må gå den samme vej som han. Der er ikke brug for mere af det, verden allerede har set nok af: Magt og vold. Vores vej skal være at praktisere fred og forsoning i og ud fra vores menigheder: ”Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Amen”.

[1] 1. Mosebog kap. 6-8

[2] 1. Mosebog kap. 18-19

[3] 2. Mosebog kap. 11-12

[4] 4. Mosebog kap. 21, vers 2-3; 5. Mosebog kap. 20, vers 16-17; Josvabogen kap. 6, vers 17 og 21

[5] 1. Samuels bog kap. 15

[6] Esajas´ bog kap. 2, vers 1-5

[7] Esajas´  bog kap. 9, vers 5

[8] Esajas´ bog kap. 65,vers 25

[9] Esajas´ bog kap. 66, vers 3

[10] Lukas-evangeliet kap. 2, vers 14

[11] Det samme gør hans forløber, Johannes Døber, se Lukas-evangeliet kap. 3,vers 14

[12] Matthæus-evangeliet kap. 26, vers 52

[13] Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 44

[14] Matthæus-evangeliet kap.  5, vers 9

[15] Matthæus-evangeliet kap.  26, vers 53

[16] Formand for Baptistkirkens Teologiske Forum, Johannes Aakjær Steenbuch har netop udgivet en bog, der bl.a. behandler dette, Guds rige er anarki. Evangeliet mellem magt og afmagt A/Politisk teologi, Fønix 2019. Bogen vil jeg anmelde ved en senere lejlighed.

[17] Hebræerbrevet kap. 12, vers 14

Relateret

• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

PS: Pippi siger også: ”Hvis man er stille for længe, visner tungen.”

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter

Find flere