Bent Hylleberg:

• formand for Baptistkirken i Danmark
• tidligere studieleder på Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi og rektor på BaptistKirkens teologiske Seminarium

• cand. theol. fra Aarhus Universitet

De første danske baptister blev af myndighederne i 1840´erne afkrævet svar på, hvad de troede.  P.C. Mønster ville ikke skrive en trosbekendelse for baptisterne. Derimod fastslog han, at ‘Det nye Testamente … helt og holdent er vor eneste Trosregel’. Samtidig afleverede han ‘Den lutherske Bekendelse’ (CA) fra 1530 til myndighederne med sine egne kommentarer. Vi véd altså, hvordan Mønster vurderede den vigtigste af de lutherske bekendelser. Heraf fremgik bl.a.:

• Mønster anerkendte CAs udsagn om Gud, om Jesus og om frelsen. Luthers grundlæggende lære om frelsen, der alene gives af Guds nåde, var også baptisternes tro.
• Mønster så ikke CAs omtale af kirken som ‘de helliges forsamling’ virkeliggjort i det danske folk. Den stats- og kongekirke, han erfarede, tog han afstand fra. Tanken om kirken som ‘en fri kirke’ udtrykte han ved at hævde, at hverken kongen eller dennes biskopper, men ‘alene Menigheden har Ret til, lovlig og redelig, at beskikke til embederne i Kirken’.
• Når det gælder sakramenterne – et begreb, Mønster brugte! – var han enig med CA om, at disse ‘skal være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, fremsat til at vække og styrke troen i dem, der bruger dem’. Derimod var han ikke enig i den lutherske kirkes praksis. Dåben er ikke for børn, og nadveren må kun nydes af dem, der er døbt efter Det nye Testamentes forskrift – derimod ikke forskelsløst af alle barnedøbte.[1]

Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie.

I den danske baptisme blev der snart stridigheder om, hvorvidt man skulle bekende sig til den calvinsk prægede udgave af baptismen, der kom hertil fra udlandet med J.G. Oncken og J. Købner. De medbragte en trosbekendelse fra 1847, som Købner havde forfattet. To år senere blev den formelt alle danske baptisters officielle bekendelse – bortset fra Mønsters menighed. Menigheden i Aalborg rettede senest ind og opgav kun hårdt presset deres lutherske tolkning af nadveren som et sakramente, der formidler Guds nåde, til fordel for en mere calvinsk nadveropfattelse.

For 100 år siden – i 1917

For 100 år siden, da 400-året for reformationen nærmede sig, skrev dansk baptismes mest betydende teolog P. Olsen et lejlighedsskrift med titlen: Martin Luther og hans Reformation. Han begyndte således: ”Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie. Deri ligger baade dens Fortrin og dens Begrænsning.” Allerede her antyder P. Olsen, hvor han står i gæld til Luther, og hvor han ikke kunne følge ham. Han skriver bl.a.:

• ”Meget i Luthers Væsen forklares ud fra hans Afstamning og Barndomsoplevelser. Strengheden i Hjemmet og i Skolen hjalp til at skabe i ham ‘Angst’ – Angst for Gud og den dybeste Respekt for Myndigheder af enhver Art.” Også ”Luthers Grovhed i Tale og hans Voldsomhed over for Modstandere kan føres tilbage til alt dette.” (s. 5)
• Luthers opdagelse af betydningen af Romerbrevet 1,17[2] forvandlede ham ifølge P. Olsen: ”Det var det, Skriften kalder Genfødelse, Luther oplevede, da han ved Troen kunde gribe Guds Naade i Kristus, og det forvandlede ham til en fri og glad Kristen. Hele hans følgende Liv er særpræget af denne store Oplevelse.” (s. 8)
• Efter bondekrigen i 1525, hvor titusinder af bønder blev dræbt med Luthers billigelse, fastslår P. Olsen kritisk om den reformator, der fulgte tiden mere end Skriften: ”Sin Reformations aandelige Karakter reddede han ud af Krisen; men Folket vendte sig fra ham, og han selv tabte Troen paa, at det evnede at ordne sit eget religiøse Liv. Den Ordning mente han nu at maatte overlade til Fyrstemagten.” (s. 32f) Og P. Olsen konkluderer: ”Dette hører til den halvgjorte Side af Luthers Reformationsværk.” (s. 35)
• På trods af Luthers forlis, når det gælder kirkens fornyelse, anerkender P. Olsen hans storhed som reformator af evangeliet: ”Vi staar alle i dyb Gæld til den Luther, der gennemkæmpede sin store Kamp med Gerningshelligheden og fandt frem til Troen paa Guds frie Naade og brød med Pavekirken og forkyndte Samvittighedernes og Sjælenes Frihed paa Grundlag af det guddommelige Ord. Saa langt kan vi alle istemme Løsenet: Tilbage til Luther! Thi det betyder det samme som: Tilbage til det ny Testamente!” (s.35)[3]

For 40 år siden – i 1977

Da jeg skrev mit speciale om luthersk og baptistisk dåbsforståelse[4], opdagede jeg i hvor høj grad, danske baptister er præget af Luthers teologi. Det kommer til udtryk på bl.a. disse områder:

• Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag. Blandt andet dette blev baggrunden for, at jeg i 1980´erne blev fortaler for ‘det overførte medlemskab’, hvorved en barnedøbt kan optages i en baptistmenighed uden fornyet dåb.
• Luthers påpegning af, at ‘gode gerninger ikke gør en mand god, men at en god mand gør gode gerninger’ har også sat spor hos danske baptister. Al tale om efterfølgelse og om at være Jesus’ disciple bygger på Guds gerning. Herudaf springer både spiritualitet og etik. Først når vi hviler i Guds nåde, kan vi slippe for at sætte fokus på os selv, rette troens tak til Gud og begynde at tjene vort medmenneske. Leve frit og glad – med ansvar for næsten.
• Det er en tanke værd, at danske baptister stort set har modstået både syndfrihedslære og forskellige former for herlighedsteologi. Bag det ligger, tror jeg, en ‘luthersk baptisme’, hvor Luthers realistiske syn på ‘et kristenmenneske’ er fastholdt: En kristen er ‘på samme tid både synder og retfærdiggjort’.
• Luthers berømte udsagn, om at alle kristne – ‘alt, hvad der er krøbet ud af dåben, er viet til præst, biskop og pave’ – kan træde frem for Gud for andre med bøn om tilgivelse og livsmod, har sat dybe spor hos os. Det gælder forståelsen af nådegaverne, der gives hver enkelt til fælles gavn, men også at menighedsmødet er det centrale sted, hvor ligestillede søstre og brødre inspireret af Helligånden tager beslutninger om fællesskabets liv og virke. Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag.

Hvorfor taler præsten ikke om Jesus?

Da vi opholdt os i Bosten, USA, først i 1980´erne med vores drenge på 6 og 8 år, tilhørte vi en af byens baptistkirker. Drengene forstod ikke meget engelsk, men nok til at stille dette spørgsmål en søndag, vi gik fra kirke: ”Far, hvorfor taler præsten ikke om Jesus?” Fra kirkegang i Danmark var de vant til at høre om Jesus – både i søndagsskolen og i prædikenen, der knyttede til ved ‘søndagens evangelium’. Så meget ‘luthersk baptist’ var deres far, at han som præst fulgte Folkekirkens læsninger, hvor en tekst fra evangelierne sætter fokus på Jesus. I Bosten skete det sjældent. Her blev prædikenens emne slået op foran kirken, hvor det i ugens løb skulle pirre folks nysgerrighed. Om søndagen prædikede præsten om emnet ud fra en frit valgt passende tekst – ofte fra Det gamle Testamente. Selv små drenge kunne lytte sig til denne baptist-spiritualitet, der lå langt fra en dansk ‘luthersk baptist’-prædiken – baseret på et evangelium med Guds nåde i centrum.

Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Jesus i centrum – uden varme?

Som i Bosten forholder det sig naturligvis ikke blandt baptister, som de er flest udenfor landets grænser. Generelt står Jesus centralt i de fleste baptisters forkyndelse, mens det treenige aspekt hos Gud er sjældnere at træffe. Hvis Gud som Skaber og som Helligånd præger dansk baptisme, skyldes det Grundtvig mere end Luther. Luthers virkningshistorie er generelt svag, når det gælder den treenige Guds handlen. Derimod står loven (synden) og evangeliet (frelsen) centralt.

Den klassiske danske baptist-gudstjeneste, der er bygget op med en temmelig forudsigelig liturgi, giver gudstjenesten et ‘luthersk præg’, som jeg ofte savner, når jeg besøger baptister i udlandet. Derimod præges deres gudstjeneste sædvanligvis af stor begejstring og en gæstfri atmosfære. Vores ‘lutherske baptisme’ kan vinde stort ved at blive beriget af andre baptisters åndspræg. Det behøver vi – uden at vi derfor skal opgive vores eget grundlag i den ‘lutherske baptisme’.

Summa summarum – amen!

Uden plads til de mange nuancer vil jeg svare ‘Ja’ på spørgsmålet i overskriften! I hvert fald så længe evangeliet om Guds nåde er grundlaget for troen og kærligheden hos os. Troen vender sig med tak mod Gud. Og kærligheden udfolder sig som tjeneste overfor alle, vi møder – i kirke og i mission, i hjem og i hverdag. Hvor det er ‘dansk baptisme’, har vi meget at takke Martin Luther for!

[1] Se http://baptistteologi.dk/2016/11/07/et-kirkesamfund-bliver-til-danske-baptisters-historie-gennem-150-aar/ s. 22f

[2] I evangeliet ”åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’”.

[3] I 400-året for den lutherske reformation i Danmark skrev P. Olsen en kort ‘læreopfattelse’ for danske baptister. Heraf fremgår min pointe meget tydeligt: Vi er Luther dybt taknemlige for hans reform af evangeliets kerne, men kritiske når det gælder hans manglende reform af kirken, se http://baptistteologi.dk/2016/04/25/p-olsen-danske-baptisters-almindelige-laereopfattelse-1936/

[4] ‘Én dåb. Forholdet mellem luthersk og baptistisk dåbsforståelse – den aktuelle spænding mellem det teologiske indhold i den lutherske kirkes tolkning af barnedåben og baptistkirkens tolkning af bekendelsesdåben belyst på baggrund af konfrontationen mellem Martin Luther og døberbevægelen på reformationstiden’, Århus Universitet 1977.

Relateret

• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 29. jul. 2022 - Det, vi er enige om
• 25. maj. 2022 - Kirken den er… økumenisk
• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 05. maj. 2020 - En doktordisputats værdig

Find flere

Han nåede frem til sin trosoverbevisning midt i en vedvarende troskamp. Midt på marken, oppe i klostertårnet eller foran kejseren og de pavelige udsendinge holdt han fast i, at der ikke er grund til at frygte hverken djævlen, sig selv eller ydre autoriteter. Det eneste holdepunkt i liv og død er forholdet til Kristus, der sætter os fri fra falske bindinger til alverdens autoriteter, afguder og politiske magthavere.

Hvis Luther dukker op til de mange markeringer af reformationsjubilæet i årets løb, så vil han helt klart gentage julens og påskens budskab: Frygt ikke. Hans udgangspunkt vil være det samme som for 500 år siden. Vi er blevet bange for os selv, hinanden og fremtiden.

Fanget ind af drømmen om succes

Dengang var det afladshandlens store frelses-økonomiske maskineri, som folk blev fanget ind af. I dag er det penge-økonomiens hamsterhjul, der bestemmer alt, hvad vi foretager os, og hvordan vi indretter os i samfundet. Vores gudsforhold hænger sammen med det, som vi lader vores liv bestemme af. Hvor bruger vi vores tid, hvad er vi optaget af, og hvordan bruger vi vores energi, engagement og penge? Luther ville kalde os afgudsdyrkere, fordi vi har gjort økonomi til Økonomi. Den er blevet vores Gud, som skal skænke os det, der i Økonomien svarer til kristendommens frelse: Succes. Vi lader os styre af drømmen om succes, lader vores familiemønstre, boligmønstre, uddannelsesmønstre, arbejdsmønstre, fritidsmønstre indrette efter drømmen om succes.

Luther ville kalde os afgudsdyrkere, fordi vi har gjort økonomi til Økonomi. Den er blevet vores Gud, som skal skænke os det, der i Økonomien svarer til kristendommens frelse: Succes.

Alt retter sig mod vores egen succes, fordi vi er bange for vor tids djævel: Fiasko, konkurs, social stigmatisering og økonomisk fattigdom. Den bekæmper vi ved at stå tidligt op om morgenen, arbejde til langt ud på aftenen og altid være online og i kontakt med vores arbejdsplads.

Når succes bliver vor tids udtryk for frelse, så er vi indstillet på at ville gøre alt for at opnå den. Det tydeligste eksempel er de mange reality-shows med deres mange stjerner for et døgn eller to. Men også på arbejdspladsen tillader vi i dag ting, som var utænkeligt tidligere. Velmenende kostrådgivere og coaches blander sig i vores livsstil, spisevaner og konditionsappetit, når vi er til medarbejderudviklingssamtaler. Formålet er altid, at vi selv skal præstere bedre, så vi kan få succes på arbejdet og tjene endnu mere.

Han ville udfordre kirken til at have visioner om, hvordan samfundet skal indrettes i fast tillid til, at det nok skal gå.

Stress er nutidens djævelskab

Luthers kritik af et samfund, der tolererer, at mennesker går ned med stress, ville være teologisk, fordi han ville betragte stress som udtryk for nutidens djævelskab. Stress gør mennesker bange, ensomme, udsatte og handlingslammede. At være skabt i Guds billede er præcis det modsatte af den menneskeopfattelse, der ligger til grund for, at vi ikke laver grundlæggende om på et samfund, hvor stress er en livsødelæggende realitet.

Kirken må have visioner for samfundet

”Frygt ikke”, ville Luther sige til en kirke, der er kommet i tvivl om sin egen bestemmelse og opgave i et globaliseret og multikulturelt samfund. Han ville udfordre kirken til at have visioner om, hvordan samfundet skal indrettes i fast tillid til, at det nok skal gå. Luther ville være meget kritisk over for ethvert forsøg på at begrunde kirkens nødvendighed med hensynet til et forsvar for kristne værdier, danskhed eller en særlig politisk ordning.

Sondringen mellem at tro og have én Gud ville Luther bringe ind i nutidens debat og udfordre kirken til at gennemtænke, hvad den betyder i religionssamtalen.

Nok er ordningerne vigtige, men de må aldrig stå i vejen for, at evangeliet om Guds retfærdighed og frelse i troen på Kristus skal forkyndes og efterleves i næstekærlighed. Han ville ikke nødvendigvis hilse det multikulturelle samfund velkomment, men han ville tage det som en kærkommen lejlighed til at få forkyndt budskabet om troen på Kristus.

Vi har den samme Gud – også jøder og muslimer

Selv var han umådelig kritisk – for ikke at sige fjendtlig – over for muslimer og jøder. Set i et religionsteologisk perspektiv er det i midlertidig interessant, at vi hos Luther ikke så meget møder en diskussion, om vi tror på den samme Gud, men en betoning af, at vi alle har den samme Gud. Han forfægter i Den Store Katekismus, at alle – også jøder og muslimer – har den samme Gud, for der er kun én Gud, selvom de ikke tror ham eller dyrker ham. Uden Kristus ser vi ifølge Luther kun Gud som den vrede dommer, og uden Helligånden kan vi ikke forvente Guds kærlighed og velsignelse.

I dag er det penge-økonomiens hamsterhjul, der bestemmer alt, hvad vi foretager os, og hvordan vi indretter os i samfundet. Vores gudsforhold hænger sammen med det, som vi lader vores liv bestemme af.

Sondringen mellem at tro og have én Gud ville Luther bringe ind i nutidens debat og udfordre kirken til at gennemtænke, hvad den betyder i religionssamtalen. Dermed vil han forsøge at betone både mission og religionssamtale, selvom netop disse to begreber ikke optræder i hans oprindelige tekster. Men selv en reformator må vel være i stand til at reformere sig selv og sine egne synspunkter under indtryk af, hvad der tjener evangeliets sag?

Og så til sidst

Jeg tror, vi skal være glade for, at Luther er død og borte. Nok virker han som en inspirationskilde, og hans skrifter virker fortsat ferske og udfordrende på flere områder. Men vil det ikke være i reformatorens ånd, at vi på eget og hinandens ansvar i fællesskab udfolder, hvad der i dag er den kristne tro, og hvorfor vi ikke kan undvære at høre og leve evangeliet på tværs af reformationstidens kirkeskel? Det tror jeg.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Luthers 95 teser udgjorde en kritisk kommentar til kirkens liv og teologi. Enhedskirken i Vesteuropa blev splittet på kritikken og delt i fire hovedstrømninger: Den katolske, den lutherske, den reformerte og anabaptisterne. En anden konsekvens var 30-års krigen. Det er 500 år siden, og det er stadig ikke lykkedes at klinke skårene. Er det værd at fejre?

Måske ikke at fejre, men der er god grund til at fastholde bevidstheden om reformationens betydning, for den præger i dag alle kirker. Den blev skelsættende for kirkens liv. De protestantiske kirker blev etableret med reformationen som forudsætning, og den katolske kirke gennemførte en gennemgribende fornyelse. Konklusionen er, at reformationen bar frugt – også god frugt.

Rettidig omhu

Luthers ærinde var ikke en splittelse af kirken, men et ønske om, at kirken skulle vende sig til Bibelen og på den baggrund tage sin teologi og trospraksis op til revision. Havde kirken reageret positivt på reformatorernes synspunkter fremfor at afvise dem totalt, var kirkens opsplitning – og ikke mindst 30 års krig – måske blevet undgået.

Mod til uenighed

”Der er nogen, der skal dø først”, lyder det undertiden, når vi privat taler om udvikling. Det er ikke holdbart. Ingen organisation – heller ikke en menighed – kan udvikle sig, hvis muligheder parkeres på ubestemt tid, fordi man ikke har mod til samtalen om uenighed.

500-året for reformationen er en påmindelse til enhver menighed og kirke om, at det er vigtigt at tage kritik alvorligt. Ingen nok så kærlig kritik har ret i alt, men al seriøs kritik rummer en kerne, der er berettiget og må føre til revision af praksis og teologi.

Relateret

• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 29. sep. 2017 - Et stævne med rødder og retning
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro
• 23. maj. 2017 - Fokus på fællesskabet

Find flere

Baptister diskuterer for tiden, hvordan man bør forholde sig til fejringen af reformationen.[1] Står vi i den reformatoriske arv som protestanter i linje med Luther og Calvin, eller bør vi som baptister identificere os med reformationstidens radikale – døberne (”anabaptisterne”) – der unægtelig har visse lighedstræk med senere baptister? Der kan dog være gode grunde til at holde en vis sikkerhedsafstand til disse diskussioner, for baptister står, når det kommer til stykket, i gæld til den lutherske såvel som den radikale fløj af reformationen.

Den europæiske frihedstradition

Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.

I den almindelige fortælling var det som resultat af reformationen, at individet kom i centrum så den enkelte fik trosfrihed til at tolke bibelen og de teologiske dogmer efter sin egen overbevisning. Det er muligt, at den europæiske frihedstradition i nogen grad kan spores tilbage til reformationen, men i fortællingen glemmes det dog ofte, at det kun var et fåtal af reformationens hovedpersoner, der forsvarede en egentlig religions- og trosfrihed.

Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.[2] Myndighederne havde pligt til at straffe ”gendøbere” med ”sværdet”, ikke kun på grund af deres i flere tilfælde voldelige og revolutionære fremfærd, men også på grund af deres teologiske synspunkter. Efter reformationen blev det almindelige princip, at landets myndigheder afgjorde indbyggernes religiøse bekendelse (jf. princippet cuius regio, eius religio). Et egentligt forsvar for religionsfrihed skal derimod findes hos de døbere, der afviste brugen af ”sværdet” i trosanliggender samt hos de første engelske baptister i det syttende århundrede.

Det betyder ikke, at baptister i dag ikke kan lære noget af reformationen. Selvom vi nok kan være skeptiske overfor den officielle fortælling om lutherdommens velsignelser, er der ingen tvivl om, at baptister historisk skylder Luther samt Zwingli og Calvin æren for centrale dele af deres troslære.

Forskellige menneskesyn

Hvor reformationstidens døbere ofte forsvarede et menneskesyn, hvor mennesket i høj grad selv var ansvarlig for sin egen frelse, var senere baptister i højere grad enige med Luther og Calvin om, at frelsen alene er Guds gave. Især de tidlige engelske partikular-baptister[3] radikaliserede de reformatoriske fem hovedsætninger (”solaerne”) om nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene (sola gratia, sola Christus, sola fide osv.).

Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli.

For døbere som Balthasar Hübmaier og senere Menno Simons var Guds nåde frit tilgængelig for alle mennesker, men den afhang dog af menneskets aktive tilvalg og efterfølgelse. Netop den opfattelse synes at være populær især i frikirkemiljøer i dag. Men hvor døberne i mange tilfælde så troen som menneskets aktive tilvalg, så de første baptister ligesom Luther tværtimod troen som en nådegave udvirket af Gud i den troende.

Guds nåde afhang for baptisterne som for Luther hverken af menneskets tro, valg eller gerninger, som snarere måtte forstås som tegn på nåden. Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset. Bekendelsesdåben var således ikke en måde at tilvælge Gud på, men tværtimod en bekendelse til evangeliet om Guds betingelsesløse nåde.

Reformationens betydning for baptister

Når vi i dag diskuterer reformationens betydning for baptister, kan vi nogle gange glemme den side af baptisters historiske arv. Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli. Som baptister – og kristne i det hele taget – skylder vi reformatorerne meget. Deres hårde slid for at få kirken på rette kurs igen, er noget vi alle bør være taknemmelige for. Også katolikkerne fik på flere punkter øjnene op for teologiske huller og fejlagtige praksisser, som blev justeret.

Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset.

Vi kan lære af reformationens princip om en tilbagevenden til kirkens kilder – ’ad fontes’ – og vægtningen af den personlige tro og kærlighed til Gud. Med reformationen kom der, teologisk set, et større fokus på Guds faderrolle, og mindre på dommerrollen – vores forhold til Gud afhænger ikke af bod, aflad, gerninger eller mishandling af os selv, men af hans barmhjertighed.

Baptisters dobbelte opgave

Det handler ikke om, at baptister skal vælge den ene eller anden ”side” i debatten om reformationen. Vigtigere er det at være opmærksom på den dobbelte arv. Fra Luther og Calvin har baptister historisk arvet den klare overbevisning, at det ikke er os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. At alt er af nåde. Fra døberne har baptister arvet det umiskendelige fokus på tros- og samvittighedsfrihed.

I dag kan det være baptisters opgave at minde om, at den så ofte fejrede religionsfrihed ikke så meget er et produkt af den lutherske reformation som af den radikale reformation, døberne og frikirkebevægelsen. Samtidig kan det være baptisters opgave overfor de frikirkesamfund, der ikke i samme grad er forankret i historisk protestantisme, at minde om vigtigheden af reformationens måske vigtigste principper: Nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene.

[1] Se fx http://baptistteologi.dk/2016/07/03/consortium-of-european-baptist-theological-schools-cebts-i-elstal/

[2] Martin Schwarz Lausten, ”En forvrænget omtale. Jo, Luther godkendte dødsstraf mod gendøbere” i Kristeligt Dagblad 30. august 2010 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/en-forvr%C3%A6nget-omtale.-jo-luther-godkendte-d%C3%B8dsstraf-mod-gend%C3%B8bere)

[3] De baptister der, som de reformerte, lærte, at forsoningen i Kristus med sikkerhed udvirker frelse for de udvalgte, men som derfor også typisk mente, at den kun gjaldt for netop de udvalgte (partikulært) – modsat general-baptisterne, der hævdede, at forsoningen skete til bedste for alle mennesker (generelt), men at den dog kun fører til frelse for dem, der selv vælger det. En tredje mulighed, der også er blevet forsvaret af baptister, er den, at alle mennesker er udvalgt i Kristus, og at forsoningen derfor med sikkerhed virker til frelse for alle i sidste ende.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Dét, alle kristne har til fælles
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 25. aug. 2024 - Når krigen bliver menneskers virkelighed

Find flere

  Jørn Henrik Petersen

• Professor, dr.phil. & lic.oecon
• Knyttet til Center for Velfærdstatsforskning på Syddansk Universitet
• Forskningsområder:
  Den danske velfærdsstats historie
  Social- og velfærdspolitik
  Velfærdsstatens normative grundlag

• Tidligere medlem af menighedsrådet i Odense Domsogn

Folketingets nu afdøde formand, socialdemokraten Erling Olsen så den demokratiske socialisme som en verdslig og kollektiv udgave af den kristne næstekærlighed. Det er kernen i en civilreligion med fokus på, hvordan den enkelte skal handle som ‘god statsborger’. I en gudløs argumentation blev Gud reduceret til næstekærlighedsbuddet. Det blev grundlag for en velfærdslære, der gjorde næstekærligheden synonym med lighed, fællesskab, solidaritet, tryghed, universalisme og barmhjertighed.

Men vægtlægningen på næstekærlighed og omsorg for ‘den anden’ kan man næppe forstå uden århundreders kristen forkyndelse som bagtæppe; men det er gjort verdsligt, så buddet i en gudløs verden snarere betegner skellet mellem godt og ondt, rigtigt og forkert.

Velfærdsstaten – et barn af Luther?

Uden frelsen i troen på Kristus som det bærende kan man ikke tale om velfærdsstaten som et barn af Luther, men århundreders forkyndelse af ‘kærlighedens gerninger’ danner klangbund for de begreber, der i næstekærlighedens navn indgår i civilreligionen.

Hos Luther var ansvaret for ‘den anden’ indbygget i fællesskabet. Det bærer ansvaret for næsten.

Luther byggede på en tanke om alles ansvar for og alles solidaritet med alle. Han ville næppe forstå den tanke, som bærer den nordiske velfærdsstat: At velfærdsstaten omfatter alle borgere. Selv om han skelnede mellem ‘værdigt’ og ‘ikke værdigt’ trængende, nærmer hans syn på fællesskabet sig velfærdsstatens kerne.

Fuldbyrdelse eller idé

For Luther var næstekærligheden både individuel og kollektiv. Det svarer til skellet mellem næstekærlighed som fuldbyrdelse og som idé. I fuldbyrdelsen fastholdes den enkelte på det personlige ansvar for næsten, mens idéen nedskriver buddet om næstekærlighed til et korrektiv af det forhold, at mennesker har det svært med fuldbyrdelsen.

Vi finder også Luther i velfærdsstatens krav om mådehold, generøsitet og arbejdsvilje:

• Mådehold – at man kun søger det, man har brug for
• Generøsitet – at man opfylder sin pligt til at drage omsorg/betale for sin næstes behov
• Arbejdsvilje – at man både arbejder for sit daglige brød og til gavn for andre, men ikke arbejdsvilje som kapitalistisk dyd.

Surrogat for næstekærligheden

Vi lever ikke som Luther i et feudalt samfund. Velfærdsstaten er ikke noget, ‘øvrigheden’ har trukket ned over os, men et resultat af politiske beslutninger om at tøjle vores selviskhed – det Luther kaldte vores ‘indkrogethed’. I det perspektiv bliver velfærdsstaten et ‘som om’-samfund, hvor vi i fællesskab har påtaget os ansvaret for ‘den anden’, som om vi udøvede ‘kærlighedens gerninger’. Den bliver næstekærlighedens surrogat, der skal overvinde den menneskelige trang til at smyge sig uden om ‘tjenesten for næsten’. Velfærdsstaten løfter helt luthersk forsørgelsesopgaven som et kollektivt ansvar – også selv om dens midler er anderledes.

Velfærdsstaten bliver næstekærlighedens surrogat.

Velfærdsstaten er luthersk, fordi den hviler på, at mennesket har værdi i sig selv som skabt i Guds billede, og fordi Luther i kraft af sin opfattelse af det almene præstedømme måtte se en social sikkerhed for alle som en god ting. Men det er et problem ved velfærdsstaten, at den er skabt af de samme, som lever i den. De ville tøjle selviskheden, men nissen er flyttet med. Det ytrer sig i ‘krævementalitet’, skatteunddragelse og mangel på arbejdsvilje.

For Luther kunne der ikke bygges samfund på næstekærligheden. Og det er måske heller ikke muligt på ‘næstekærlighedens surrogat’, men under alle omstændigheder befinder vi os i en ændringsproces med ’konkurrencestaten’ som mål. Hvordan ser den så ud i et luthersk perspektiv?

Mennesket i konkurrencestaten

De ville tøjle selviskheden, men nissen er flyttet med.

Mens velfærdsstaten så mennesket som enestående og med værdi i sig selv, ser konkurrencestaten menneskets værdi som bestemt af dets nytte på arbejdsmarkedet. Mennesket er økonomisk eller opportunistisk. Det skyr arbejdet, men elsker dets frugter. Derfor skal det detailstyres gennem økonomiske incitamenter og rammes af sanktioner, hvis det ikke reagerer som ønsket. Tillid til menneskets gode vilje erstattes af kontrol og overvågning. Derfor bliver de ‘afhængige’, de ‘sårbare’ og de ‘udsatte’ gjort til syndebukke og genstand for fortørnelse og vrede.

Fællesskabet bærer ansvaret

Hos Luther var ansvaret for ‘den anden’ indbygget i fællesskabet. Det bærer ansvaret for næsten. Det er vanskeligt at forene med tanken om et fællesskab knyttet til arbejdsmarkedet.

Uden frelsen i troen på Kristus som det bærende kan man ikke tale om velfærdsstaten som et barn af Luther.

Når den enkelte handler individualistisk og selvisk uden solidaritet med de fattige og svage, taler Luther om ‘indkrogethed’ eller ‘kødets klogskab’. Det er langt fra værd at idealisere eller gøre til norm for menneskelig handling. For Luther var den egeninteresse, der spejlede sig i en religiøs eller økonomisk selvcentrering, en modsætning til den kærlighed, der ikke søger sit eget, men først og fremmest ‘de andres’.

Derfor kan egennytten eller opportunismen aldrig gøres til norm i luthersk tænkning, for skabelsen er ikke sket med egennytten for øje, og fordelingen af ejendom skal altid vurderes i et omfordelingsperspektiv. Derfor ville Luther givetvis have det svært med tanken om en konkurrencestat. Se, det er jo nok værd at tænke over!

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget

Find flere