Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

For mig er bestemt liturgi (selvom det kan give tryghed og ro til fordybelse) ikke = gudstjeneste.

Gudstjeneste er når Gud tilbedes, når vi samles i Hans navn (hvor Han selv vil være til stede) om fællesskabet og søgen efter Hans kald til os, så er den ydre form eller navngivningen ret ligegyldig.

Måske vigtigere end at diskutere liturgien, er det for kirken, at samtale om, hvordan vi med Paulus kan løse, at ”Den kristnes livsførelse skal være en gudstjeneste”, (Romerbrevet 12,1) – også det at tage sig af faderløse, ensomme og andre udsatte.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Ulrick Refsager Dam p.Ba. 3K, Kristendom, Kultur og Kommunikation, er i gang med en Master i Ledelse og Menighedsudvikling (cand.theol.). Ulrick har erfaring fra bl.a. Amagerbro Frikirke, hvor han var præsteaspirant, og fra Brorsons Kirke, hvor han har været frivillig og projektleder.

Der har været meget debat om, hvorvidt kirker skal betale Koda-afgift. Senest er Vor Frue og Trinitatis kirker i København blevet idømt at betale Koda for deres natkirkearrangementer. Københavns Byrets dom lyder, at det væsentligste i natkirkearrangementerne er musikken, og de kan derfor ikke anses som gudstjenester.

Spørgsmålet er, hvorvidt kirker er begyndt at lægge for meget vægt på musikken og underholdningen og for lidt fokus på forkyndelsen, traditionen og det sakramentale? Mens mange kirker arbejder meget målrettet med at skabe moderne udtryk og inkludere populærmusikken, er der samtidig en del, der peger mod, at det, der efterspørges, ikke er nyere musik og bedre underholdning, men derimod dybde og tradition. Sådan er det i hvert fald i USA.

Stop med at gøre kirken ”cool”

I 2015 skrev den amerikanske forfatter og blogger Rachel Held Evans en leder til The Washington Post, med titlen Want millennials back in the pews? Stop trying to make church ’cool’, hvor hun netop sætter fokus på tendensen med at gøre kirken mere trendy, og hvorfor dette kan være problematisk. I denne leder, pointerer Evans, at du jo sagtens kan tage en kop kaffe med dine venner på en hvilken som helst café, men kirken er det eneste sted, hvor du kan få aske smurt på panden som en påmindelse om din dødelighed. Du kan få masser af gratis brand loyalty swag[1] online, men kirken er det eneste sted, hvor du benævnes Guds elskede barn gennem et koldt dyk ned i vandet. Du kan dele mad med den sultne på ethvert hjemløse-herberg, men kirken er stedet, der lærer os, at et delt måltid bringer os ind i selveste Guds nærvær.

Millenials

Evans har selv rødder i den evangelikale kirke og hendes leder bygger på hendes egne erfaringer, samt en undersøgelse af amerikanske Barna Group, der udkom i 2014 under titlen Making Space for Millennials. De satte sig for at undersøge millennials og deres forbindelse til kirke og tro. Millennials, også kaldet generation Y, er generationen, der er født ca. fra 1980 til slutningen af 90’erne. Millennials er en ret interessant generation, da de er den første generation, der stort set er født med og har været naturlige brugere af internettet og mobiltelefoner. De har altså fået hele denne nye eksplosion af informationsteknologi ind med modermælken. Det betyder også, at de har lært, at de helt naturligt kan standse op og lynhurtigt få en second-opinion fra Google. Hvad end det så handler om, hvad de skal have til aftensmad, lægens diagnose eller præstens prædiken.

Fællesskab er det vigtigste

Barna Groups undersøgelse af relationen mellem millennials og kirken har enormt mange spændende pointer. Men især én hæfter jeg mig ved; Man bad nemlig interviewpersonerne beskrive deres ideelle kirke. Det spørgsmål viser nogle meget interessante svar. Nogle af de vigtigste værdier for millennials er nemlig: Community (78%) over Privacy (22%), Sanctuary (77%) over Auditorium (23%), Classic (67%) over Trendy (33%) og Quiet (65%) over Loud (35%)[2].

Disse svar er tankevækkende i en tid, hvor mange søger at gentænke gudstjenesten. Hillsong søger f.eks. mod at være trendy kirke i auditorie-omgivelser, store lysshows, røgmaskiner og projektorer. I Hillsong sigtes der efter store bands og koncertstemning. Gudstjenesten skal være et højt og flot show. Selvom stilen er en anden, kunne natkirkerne nogle gange ligge under for noget af samme kritik, hvor indholdet af gudstjenesten baseres på musik og flot lys.

Dette lægger op til en selvrefleksion. Det er oplagt at spørge: Hvorfor skal kirkens musik ud og byens musik ind? Hvorfor vælger vi mere moderne og trendy udtryksformer? Hvad er det egentlig, vi vil tilbyde menigheden? Og hvorfor?

Søgte sakramenterne

I hendes førnævnte leder, reflekterer Rachel Held Evans over, hvad der bragte hende tilbage til kirken, efter hun selv havde afskrevet denne i nogle år. Evans siger at, det der endeligt bragte hende tilbage, efter flere års flugt fra kirkelivet, var ikke café lattes eller skinny jeans; det var sakramenterne. Dåben, bekendelsen, nadveren, forkyndelsen af Ordet, salvelsen af de syge. Alle de der sære og skøre ritualer og traditioner, som har overlevet i den kristne kirke og er blevet praktiseret gennem de sidste 2000 år. Evans hævder, at det netop er sakramenterne, der gør kirken relevant. Uanset kultur eller tid. Traditionerne og sakramenterne skal ikke pakkes ind på ny eller rebrandes – de har blot brug for at blive praktiseret, udført og forklaret i konteksten af et kærligt, autentisk og inkluderende fællesskab.

Liturgi, der giver sjælen sprog

Evans’ egen oplevelse taler fuldstændigt ind i undersøgelsen fra Barna Group. Hele 67% ser hellere traditionel kirke end trendy. Det var netop sakramenterne og traditionerne, der bragte Evans tilbage til kirken. I vores verden, hvor alt skal ske i dobbelttempo, og vi alle er på vej mod at blive totalt historie- og rodløse, søger millennials rodfæste i traditionen. Det, Evans udtrykker, er, at hun længtes efter noget større at tage del i. En liturgi, som kunne hjælpe med at give sjælen sprog.

Det kunne for eksempel være at fejre kyndelmisse, mindes lyset og livet i foråret, og også fejre Allehelgen og mindes om mørket og døden i efteråret. Millennials ønsker dybde og ’bas-toner’ i livet. Ikke bare overflade og skrattende diskant.

At dele liv – hele livet

Barna Groups studie viser også vigtigheden af fællesskab. Hele 78% foretrækker ’Community’ frem for ’Privacy’. Derfor må det være helt i centrum for en kirke, der ønsker millennials i menigheden, at sætte fokus på fællesskabet. Det kunne for eksempel være at have nære, små grupper, som menigheden mødes gennem. Netop at have det løbende fællesskab gennem livets forandringer og udfordringer. Det fællesskab, hvor man kan dele liv, dele sine udfordringer og få støtte, feedback og åndelig omsorg.

Dermed bliver også sjælesorg vigtig. Ikke bare den sjælesorg, der går fra præsten til menighedsmedlemmet, men særligt også den der går fra medlemmet til medlemmet. For netop her bliver menigheden til en slags udvidet familie. Et sted, vi kan vende os mod, når livet bliver svært og vi har brug for støtte, omsorg og hjælp. Men samtidig også et sted, hvor vi kan fejre de store ting sammen og dele glæden. Det er altså vigtigt, der er en støttende og forpligtende kultur, hvor vi internt står klar til at tage en kop kaffe, bede sammen, dele nadver, salve den syge eller hvad der ellers måtte være nødvendigt. Menigheden skal være som en familie uden for familien, som er koblet op på den større dimension, der findes i Gud.

Tilbage til traditionerne

Nu ser vi Københavns byret komme frem til: ”at det væsentlige ved natkirkearrangementerne er musikken, og at arrangementerne i ophavsretslovens forstand ikke kan anses som gudstjenester.” Bør der så være en lille alarmklokke, der begynder at ringe? Er det et tegn på, at vi er dykket for langt ned i postmodernismens aftraditionalisering? Nærmer denne type gudstjeneste sig mere et koncert- eller kulturhus-event?

Hvis man skal tage Evans’ leder og Barna Groups studie for troende, så bør vi retraditionalisere kirken og i større grad søge at skabe fællesskab end events. Jeg sidder absolut ikke med et endelig svar på, hvordan dette skal gøres, men denne dom bør i hvert fald være en reminder om, at vi altid skal have formålet i fokus.

[1] Det, du får smidt i hovedet, hvis du er loyal overfor et firma.

[2] Fællesskab mere end privatliv, helligdom mere end auditorium, klassisk mere end smart, stille mere end højt.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 27. jun. 2025 - “Hvis ikke du mener det samme som mig, så…” – og andre måder at ødelægge fællesskabet på
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere