Sociale normer og social kontrol er indbygget i alle kulturer. Det kan udmønte sig i både fysisk og psykisk vold – især mod piger og kvinder. Kirken har et medansvar, da den kan være normbevarende, fordi den ikke ser alle samfundets behov. Omvendt har kirken en enestående mulighed for at ændre det.

Langvarigt fokus på forandringer

Siden 2013 har vi og vores partner i Burundi – Dutabarane – arbejdet målrettet med at sætte fokus på kønsbaseret vold i samfundet og kirkerne. Via tre Danida-bevillinger har vi sammen flyttet grænser og holdninger. En ekstern konsulentrapport skriver bl.a., at ’kirken har stort potentiale til at lave adfærdsændringer gennem udfordring af sociale normer’…[1]

Det bibelske grundlag for vores undervisning har transformerende virkning.

I praksis ændres familiernes adfærd, så synet på kvinders rettigheder og plads i familien, kirken og samfundet forandres. I rapporten hedder det bl.a.: ’Bibelen bruges som reference for, hvorfor det er hensigtsmæssigt at ændre adfærd og årsagen til ændringerne’. Leder af Dutabarane Vicomte Nkunda fortæller: ”Det bibelske grundlag for vores undervisning har transformerende virkning. Når gode vaner, der er i tråd med Bibelens budskab, sættes i stedet for dårlige vaner, og det går op for mændene, at de ikke mister noget, men vinder på det, så har vi fundamentet for varige ændringer.”

Ligeværdige relationer

At opbygge ligeværdige relationer tager tid, men gennem undervisning, som sættes i perspektiv af Bibelen, sker en transformation langsomt, men sikkert. Sylvere fra landsbyen Shango fortæller: ”Før regnede jeg ikke min kone for noget. Hun var bare en ting. Nu er hun ikke længere min cykel. Nu er hun min bedste ven! Nu taler vi sammen om børneopdragelse og samliv og træffer beslutninger om økonomi og investeringer i fællesskab.” Undervisningen følges op af medlemskab i spare- og lånegrupper. Og det er med til at understøtte ligeværdige relationer, at kvinderne bidrager til økonomien.

Det er med til at understøtte ligeværdige relationer, at kvinderne bidrager til økonomien.

Danner deltager

I tredje fase af projektet deltager Danner.[2] med undervisning og konsulentassistance. Danner er bedst kendt for dets arbejde med voldsudsatte kvinder i Danmark, men har i en årrække også haft et internationalt engagement og afviklet projekter blandt Mellemøstens muslimer. Den erfaring tager Danner med ind i arbejdet i Burundi.

Ifølge FN er vold mod kvinder udbredt:

35% af alle kvinder i verden oplever fysisk og/eller seksuel partnervold eller anden seksuel vold. FN har derfor gjort ’ligestilling mellem kønnene og en styrkelse af alle kvinder og piger’ til ét af de 17 Verdensmål for en bæredygtig udvikling af jorden.

Med stor viden og erfaring bidrager Danner til uddannelse af frivillige i menigheder og lokalsamfund. Sammen afholder Dutabarane og Danner træninger og giver de frivillige en række faglige redskaber, som de kan bruge i rådgivning og undervisning sammen med projektets øvrige værktøjer. Pga. Corona er træningen ind til videre foregået online via Zoom og lignende. Med øget viden bidrager Danner ligeledes til indsamling af data, så vi efterfølgende kan måle effekten af arbejdet.

Danner deltog også i evalueringen af et af de tidligere projekter og fik derved øjnene op for vores arbejde.

”Fra BaptistKirkens side betragter vi det som en anerkendelse af vores diakonale arbejde, at vi kan tiltrække sekulære organisationer i Danners klasse som samarbejdspartnere i vores vigtige arbejde”, fortæller missionssekretær Morten Kofoed, og han slutter: ”Med Danner på holdet, kan vi forbedre det gode arbejde, som Dutabarane allerede udfører i Burundi.”

[1] I 2019 besøgte konsulenter fra DMRU, Danner og Nordic Consulting Group flere af BaptistKirkens projekter som led i et review af DMRUs projekter indenfor kvinders rettigheder.

[2] Danner hed tidligere Grevinde Danner Stiftelsen og er i dag Krisecenter for kvinder i København.

Relateret

• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 10. jul. 2024 - Unges engagement i internationalt missionsarbejde
• 05. mar. 2023 - Lises rejsedagbog fra Rwanda
• 02. jun. 2021 - Skal vi trække os ud af International Mission?

Find flere

I Aarhus boede Christian og hans kone Louise i kirkens lejlighed lige ved siden af kirkerummet og de indgik begge i et team med Immanuelkirkens præst, Lasse Åbom. Foruden at være pedeller. Louise, Christians kone, er også cand.theol. og PhD-studerende, så de var tre, der kunne sparre omkring gudstjenester og teologi.

Nu har de købt deres eget hus centralt i Tølløse, og Christian er præsten. Ikke at han står alene omkring det teologiske, for ingen andre steder i Danmark er der så mange teologer i en baptistmenighed som i Tølløse. Det giver dog ikke Christian præstationsangst.
”De har jo ansat mig til at være mig, ikke til at være en kopi af en tidligere præst. Jeg har lært, at det, jeg skal som præst, er at indgå i en samtale om tro, som allerede er,” siger Christian.

Man skal ikke opfinde gudstjenesten hver søndag. Det eksperimenterende skal være et supplement.

Velkendt er også godt

Det med, at gudstjenesten skal inspirere til samtalen omkring tro, er noget, han har eksperimenteret med i Aarhus. At ændre liturgien så gudstjenesten bliver en dialog. Så man ikke kun kommer i kirke for at modtage, men også for at sætte ord på sin egen tro.

”Men jeg har fundet ud af igennem eksperimenterne, at der er noget trygt og godt ved det velkendte. Man skal ikke opfinde gudstjenesten hver søndag. Det eksperimenterende skal være et supplement,” slår Christian fast og fortæller, at hvor han tidligere ikke havde meget tilovers for den faste folkekirke-liturgi, så har han det sidste halve år på pastoralseminariet fundet ud af, at dét også kan noget. ”Det skaber et flow, som vi afbryder med vores regibemærkninger”, siger han og forklarer videre.

”Gudstjenesten i Folkekirken er genkendelig fra Skagen til København. Til gengæld har vi friheden, som er både en gave og en forbandelse. Det bedste af det værste. Vi har et kæmpestort ansvar, som vi skal forvalte for at skabe de bedste menigheder.”

Kendt i lokalsamfundet

Noget han glæder sig til er at være præst i en menighed, som er kendt og respekteret i lokalsamfundet. I Aarhus er kirken én blandt mange, hvor i Tølløse behøver man ikke fortælle, hvad baptister er.

”Folkekirkepræsten sad på bænken til min første gudstjeneste i Tølløse sidste år. Det var nok lidt af et tilfælde, for hun skulle prædike dér et par uger senere. Men bare det, at hun bruger en frisøndag på at gå i baptistkirken… Og folk i Tølløse kender kirken, går til julegudstjeneste hér eller synger i koret.
Det er en meget ressourcestærk menighed, som er åben og velkommende, som har gå-på-mod og vil noget i lokalsamfundet. Det er en stor menighed i en lille by til forskel for Aarhus, som er en lille storbymenighed.”

“Jeg vil bruge det første år på at finde ud af menigheden. Der er mange ansigter og navne, og så er halvdelen i familie med hinanden. Jeg vil se, hvad der foregår, før jeg vil foreslå noget nyt, og det skal altid ske i samarbejde med menigheden.”

Christian Bylund og Tølløse menighedsråd 2020

Universitetsuddannet

Christian er altså uddannet på Aarhus Universitet. ”Der var ikke så mange andre muligheder, da jeg startede i 2010. SALT var lukket, og jeg har været glad for universitetet. Dygtige undervisere og engagerede medstuderende.”

Der har de sidste år været flere baptistpræster, der er blevet folkekirkepræster. Hvad gør dig til baptist?
”Det nemme svar er, at jeg er vokset op i en baptistfamilie. Men når jeg læser Bibelen, så står det baptistiske dåb og nadversyn klarest frem. Og så holder jeg af menighedens fællesskab. Vi vil hinanden på godt og på ondt. Det mangler Folkekirken.”

Forbilledet fra Hjørring

Noget af det, han tager med sig fra opvæksten i Hjørring Baptistmenighed, er et forbillede som præst, nemlig Kjeld Grarup.

”Præsten kom hjem til os hvert år på vores fødselsdag. Jeg kan se, at mine kammerater fra Hjørring stadig er i kirkerne rundt om i landet. Det tror jeg bl.a. skyldes, at vi følte os set af præsten. Og at vi havde det sjovt sammen i kirken. Et fællesskab, hvor vi kunne fjolle, men også tale om tro.”

Børn og unge ligger netop derfor på Christians hjerte. Han og Louise har datteren Carla på tre år og venter barn igen til marts.

”Jeg har fået så meget godt som barn og ung, bl.a. igennem spejder- og ungdomsarbejde. Det vil jeg gerne give videre til mine egne – og andres – børn.”

Præsten kom hjem til os hvert år på vores fødselsdag.

Ligeværdighed

For Christian er ligeværdigheden vigtig. Han blev spurgt under samtalerne med menigheden før ansættelsen, hvordan han har det med vielser af personer med samme køn.

”Det er vigtigt for mig, at man kan være den, man ér.  Det er ikke ligeværdigt, at man er velkommen som medlem, men ikke kan være lovsangsleder, hvis man er homoseksuel. Jeg ved, at det er kontroversielle spørgsmål på landsplan, og jeg bringer dem ikke selv på bane, fordi jeg ved at vi ikke er enige om det. Men bliver jeg spurgt, er det mit svar, at man ikke skal fratage et menneske dets identitet. Jeg kan ikke læse Paulus og Bibelen anderledes, end at Guds kærlighed trumfer alt.”

Selvom Christian er en ung præst i en gammel menighed, har han både ledelseserfaringer og erfaringer fra et job udenfor kirken. Han har bl.a. været handicaphjælper i fire år og siddet i DUFs forretningsudvalg, som også var en lønnet opgave. Derfor tog hans teologistudier også ti år. Nu er de færdige og skal stå sin prøve.

Glimt fra indsættelsen:

Bent Hylleberg uddybede med en mere teologisk vinkel: “Vi forventer at høre Guds Ord fra din mund, Christian. Du er ikke ene, men du har en fremskudt plads blandt søstre og brødre og du skal hjælpe os med at pejle os ind på Guds mission her hos os.”

Generalsekretær Torben Andersen bød velkommen til tjeneste i Tølløse – og i det større fællesskab i BaptistKirken i hele Danmark. “Der er velsignelse i det store fællesskab, som er Guds store og ene kirke.”

Prædikestolen er din, Christian!

Det var temaet ved indsættelsesgudstjenesten i Tølløse, hvor Christian Bylund tiltrådte som menighedens nye præst.

“Rolf og Rita” sagde det meget klart, da de lovede at give plads, så Christian kunne bruge prædikestolen til de kedelige voksenord. Til gengæld ville de have garanti for, at han deltog i familieaftnerne – og at han huskede at tage Louise og Karla med. Så fik Christian overdraget prædikestolen:

Relateret

• 04. dec. 2019 - Et åbent sted

Find flere