På mange måder er vi mere frimodige i dag, men samtidig er vi stadig bundet af en vis berøringsangst. Derfor har jeg talt med en spejderfører, et forældrepar og en ungdomsleder om, hvordan de hver især forholder sig til disse tematikker, og hvordan de taler med de unge om dem.

En spejder er en spejder

Sarah Basnov er 35 år, tropsfører (4.-6. kl.) for baptistspejderne i Holbæk, og så sidder hun i korpsrådet, som er den øverste ledelse i Danske Baptisters Spejderkorps. Hun siger:

“På den ene side er vi spejdere rigtig gode til at sørge for, at alle deltager i alle opgaver. Og det er ikke sådan, at det kun er pigerne, der står for madlavning eller oprydning i lejren. Vi praktiserer langt hen ad vejen en form for praktisk ligestilling – det er bare ikke noget, vi taler om. En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet. En spejder er en spejder uanset køn, alder eller erfaring. På den anden side er det nok alligevel sådan, at det oftest er drengene, der hugger brænder – her kunne vi godt være bedre til at få pigerne på banen.

Sarah Basnov

Plads til alle

Jeg tror ikke, at vi som spejderførere skal tage initiativ til samtaler om seksualitet og kønsidentitet. Det ville virke utrolig unaturligt, hvis vi hen over lejrbålet begyndte at spørge ind til de unges tanker om den slags. Vi er mere optaget af handling fremfor ord. Derfor prøver vi hele tiden at vise, at spejderbevægelsen er en åben bevægelse, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og seksualitet. Vi har derfor heller ingen problemer med at have førere, der er homoseksuelle – de er der jo ikke som homoseksuelle, men som spejdere. På den måde er vi forhåbentlig med til i praksis at vise de unge spejdere, at de er okay, som de er.

En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet.

Spejderens ansvar

Den internationale spejderbevægelse lægger vægt på ’Duty to God, duty to others, duty to yourself’ – ’Ansvar over for Gud, ansvar over for andre, ansvar over for dig selv’. Deri ligger et klart kald til mig. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at jeg som spejderfører tør gå ind i en samtale med nogen, der fx oplever at føle skam eller skyld. For mig er skam forbundet med afmagt i forhold til noget, du ikke selv er herre over, fx din seksualitet, og skyld er udtryk for, at du godt ved, at du har handlet forkert. I begge situationer er det vigtigt, at jeg lytter og møder dem uden fordømmelse eller skæld ud og i stedet retleder og viser, at der er andre måder at tænke og agere på, som er sundere for dem selv og deres omgivelser.”

Vi klæder dem på til livet

Merethe og Jordan Sonne

Merethe og Jordan Sonne er hhv. 46 og 45 år; de tilhører Roskilde Baptistkirke, og så er de forældre til Samuel (18), Sarah (16), Silas (12) og Silke-Maj (1½). De siger:

“Som forældre ønsker vi at udruste vores børn til at tage på deres livsrejse med de rigtige værktøjer i rygsækken. Vi ønsker, at de skal være rummelige og favnende uanset køn, race og kultur; at de skal være tro mod sig selv trods input fra samfundet. Det er i vores hjerter, at de skal sætte Gud først, og derfor begynder vi hver dag med at bede sammen. Vi gør ikke forskel på drengene og pigerne, men vi lægger nok et forskelligt fokus, når vi taler om, hvad de vil stå overfor mht. valg og konsekvenser. De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor, hvor de færdes, men det er imellem dem og Gud, hvad de vælger på deres vej. Og så er det vores opgave at støtte, tilgive, bede for og guide dem – både bibelsk og menneskeligt, og både som forældre og som åndelige vejledere.

De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor hvor de færdes.

Åbenhed er en øvelse

Vi taler gerne åbent om både ligestilling, seksualitet, skyld og skam. Nogle gange er de åbne for snakken, andre gange er det: ’Nej mor, den snak har vi to ikke …’. Derfor bliver det tit, når de kommer til os, at vi kan nå ind til hinanden. Men det vigtigste er, at vi hele tiden er tilgængelige for samtalen. Livet har givet os en masse erfaringer, og vi tror på, at hvis vi deler dem åbent med vores børn, så kan de lære af os. Fx har vi i samtalen om sex, som vi har haft med vores unge, talt med både vores drenge og pige om, at de skal lære at sætte grænser og være tydelige i dem.

Den svære samtale er ofte den vigtigste

Vi er som forældre enige om, at unge i dag har det sværere, end vi havde det, som unge kristne – nok er der mere åbenhed, men der er også flere tabuer. Vi mindes ikke, at der var meget fokus på afholdenhed, alkohol, det at bo sammen før ægteskab, afprøve grænser osv. Men vi var rigtig heldige at have gode ungdomsledere, som turde vejlede og konfrontere os som kærestepar omkring rette valg og livsbane. Derfor er vi også blevet de forældre, som selv taler om de svære emner – selvom vores børn nok vil sige, at vi nogle gange er lidt for direkte og blander os lidt for meget.”

Ligestilling eller ligeværd

Hanna Daugaard er 23 år, hun studerer retorik på Københavns Universitet, og så er hun ungdomsleder i Roskilde Baptistkirkes ungdomsarbejde ’Under Construction’ (UC). Hun siger:

Hanna Daugaard

“Egentlig har jeg det ret ambivalent med ordet ligestilling. Jeg kan bedre forholde mig til fortællingen om alle personers ligeværd. I skabelsesberetningen er der en klar vekselvirkning mellem ental og flertal: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”[1] Det er altså i relationen, vi er i Guds billede. Derfor gør vi os også umage i UC, når vi skal sammensætte en ny ledergruppe. Teenagere hungrer efter nogen at se op til og ligne. De søger identifikation. Og det er fjollet ikke at bestræbe os på at gøre dét muligt. Måske netop også for at anerkende, at vi kan noget forskelligt.

Kirken skal nuancere billedet

Vi må nok erkende, at den kristne kultur og historie kan give anledning til et kritisk blik på ligestilling. Jeg har i hvert fald hørt mange ’kvinder-skal-tie-i-forsamlinger’-jokes, og derfor er det vigtigt, at vi står klar til at nuancere billedet. Jeg oplever en generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af, og derfor er det ikke sjældent, at vi ender med at diskutere alt fra strikkeopskrifter til politik og også ligestilling henover kaffen og giflerne. Ofte har nogen hørt noget i skolen eller læst en spændende artikel, og det virker helt naturligt at forsætte dén snak, når de træder ind ad døren mandag aften til ungdomsmøde og dermed invitere flere perspektiver ind i samtalen.

En generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af.

Vigtigt at prædike kærlighed

Det piner mig, når unge mennesker slår sig på kirken. Jeg længes sådan efter, at kirken må være det rum for heling, som den var tiltænkt. Gennem ordene ”Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden”[2] læser jeg, at det er min opgave at pege mod sandhed som en del af det at elske mennesker. Men nogle gange er vi så fokuserede på at prædike sandhed, at vi glemmer kærligheden. Og det er måske dét, der kan gøre det svært at være menighed – og ungdomsleder: For hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden med at bedømme – uden at begynde at fordømme hinanden?”

[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 27

[2] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 6

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Økonomiske donationer til religiøse foreninger skal reguleres for at skabe gennemskuelighed og forhindre, at demokratiet undergraves. Det kan ingen have noget imod.

Til demokratiet henregnes også ligestilling mellem kønnene. Hvis en religiøs forening er imod kvindelige forkyndere, vil det kunne føre til, at ”Udlændingestyrelsen beslutter at undersøge organisationen nærmere”.

Det vil ramme en del moskéer, skønt trosfriheden vel også gælder muslimer. Men også den jødiske synagoge og en række folke- og frikirkelige grupperinger, vil komme under tilsyn af Udlændingestyrelsen, skønt medlemmerne er danske.

Dette er udtryk for skribenten egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

I mange kulturer er vold mod kvinder stadig et stort problem. Det kan være fysisk vold i hjemmet, men det kan også være psykisk vold, en sproglig ringeagt for det kvindelige eller marginalisering af kvinder i kirkeliv, kulturliv og samfundsliv. I BaptistKirken arbejder vi på at ændre det!

Vi redder hinanden

I Burundi har BaptistKirken og vores partnerorganisation Dutabarane et stort familieprojekt, ‘Families for Life’, som bekæmper GBV (Gender Based Violence)[1] og opbygger gode relationer og værdighed i familielivet for tusindvis af familier.

“Dutabarane betyder ‘vi redder hinanden’, og i alle de familier, som er involveret i familieprojektet, fortæller de, hvordan de er blevet reddet ved at gå fra en voldskultur til en kærlig familiekultur. Familien bliver genoprettet som et kærligt fundament for de voksnes og børnenes liv”, fortæller Claudine, projektleder i Dutabarane.

‘Families for Life’ åbner mændenes øjne for voldens ødelæggende natur. Mændene forstår, erkender og søger tilgivelse for deres voldelige adfærd og manglende respekt for kvinder. De begynder at opbygge en bedre relation, hvor kvinderne ikke bare er mindreværdige tjenere for mændene, men de bliver venner i et fælles bedre liv.

’My dear’

I Rumonge i det sydlige Burundi besøgte vi en af de mange landsbyer, hvor BaptistKirken og Dutabarane bekæmper kvindevold og arbejder for bedre familieliv. Og vi mødte fire par, som fortalte vidnesbyrd.

Den ene hustru fortalte, hvordan hjælpen ændrede hendes mands syn på kvinder, så han stoppede med vold og tvungen sex og begyndte at behandle hende med respekt, som ligeværdig, og fx delte de økonomiske forhold med hende.

‘Families for Life’ lærer mændene, at de skal gøre deres koner til deres bedste ven; i samtaler, i økonomi, i sengen og i forhold til børnene. Målet er, at de går fra et instrumentelt forhold, hvor konen er til for manden, til et ligeværdigt forhold.

”Min mand gav mig en mobiltelefon og begyndte at ringe hjem og sige ’My dear’[2] til mig,” sagde kvinden med glædestårer i øjnene. Hun fortalte også, hvordan hun nu kunne glæde sig til, at han kom hjem og glæde sig til at sove sammen.

Kvinder er verdensmål

Ifølge FN er vold mod kvinder udbredt: 35% af alle kvinder i verden oplever fysisk og/eller seksuel partnervold eller seksuel vold af en ikke-partner i deres liv.

FN har derfor gjort ’ligestilling mellem kønnene og en styrkelse af alle kvinder og piger’ til et af de såkaldte 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling af jorden.

Kirken som kvindeundertrykker?

De fleste kristne vil i dag tage stærkt afstand fra kvindeundertrykkelse, men kirken har ulykkeligvis historisk set spillet en medvirkende rolle til at forkynde og udbrede et nedværdigende syn på kvinder.
“I Afrika er en traditionel stammekultur, med manden som den dominerende, mange steder blevet blandet med en kristendom, hvor missionærer også udbredte en kristendom med et forvrænget syn på kvinder, seksualitet og ægteskab”, fortæller Vicomte, leder af Dutabarane.

Kirken har derfor ifølge Vicomte et ansvar for og en forpligtelse til at forkynde det frisættende budskab om, at alle mennesker er skabt af Gud og i Guds billede, i frihed og værdighed, og skabt til at leve i ligeværdige og kærlige relationer i ægteskabet.

Det er en stor opgave og kulturkamp: “Men vi kan jo alle starte med at gøre vores ægtefælle til vores bedste ven”, lyder det opfordrende fra projektleder Claudine.

[1]    ‘Familie for livet’ bekæmper vold baseret på køn

[2]    ‘My dear’: Min kære

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Françoise Ndayisenga er 39 år. Hun er gift med Julien, og sammen har de 5 børn – 4 piger og 1 dreng. Françoise har en bachelor i økonomi.

“Med kvinderne som ligeværdige medlemmer går kirken og samfundet på to ben; hurtigere, stærkere og mere stabilt,” siger Françoise, den første kvinde, som er valgt ind i ledelsen for UEBB, BaptistKirken i Burundi.

Efter gentagende forsøg på at få kvinder i ledelsen for UEBB, blev Françoise Ndayisenga, som den første kvinde nogensinde, i 2016 valgt ind i ledelsen. Ledere vælges ind i en periode på fire år, hvor de primære opgaver er kirkens ledelse og liv, herunder økonomi, vejledning, forkyndelse, administration, kirkens ejendomme, udviklingsprojekter mm.

“Grundlaget for, at jeg havde chancen for at blive valgt, var min tidligere position som præsident for kirkens kvindearbejde. Igennem det arbejde opnåede jeg tillid og troværdighed overfor særligt mændene i UEBB. Jeg beviste, at jeg, som kvinde, var lige så egnet, som en mand ville være,” fortæller Françoise.

Traditionelle kønsroller i forandring

Francoise er mor til fem børn og gift med Julien – tidligere præsident for UEBB – og så er hun meget aktiv i kirkens kvindearbejde. Udviklingen af ligestilling, som har forvandlet vores nordiske samfund de seneste generationer, er også ved at forvandle de afrikanske samfund. Med deres egen tid, takt og tone, men for fuld udblæsning.

Kvinderne i Afrika er noget helt særligt, enestående stærke i deres bærende rolle og arbejde i og udenfor hjemmet. Kvinderne er traditionelt dem, der passede både markerne, hus og børn.

Kvinderne i Afrika er noget helt særligt, enestående stærke i deres bærende rolle og arbejde i og udenfor hjemmet.

“Den afrikanske kvinde har bogstaveligt talt båret livet. Det bedste billede er de millioner af afrikanske kvinder, du ser med vand på hovedet, en ged i hånden, et barn på ryggen og et i maven; sådan har afrikanske kvinder i århundrede vendt hjem efter en dag i marken. Mens mændene, lidt forenklet og hårdt sagt, hang ud og drak bananøl. Det er på tide, at det ændrer sig. For både kvindernes, mændene og børnenes skyld,” fortæller Françoise på en både kontant og kærlig måde.

Stol til kvinderne

Françoise kan fortælle adskillige anekdoter om, hvordan hun som kvindelig leder bliver behandlet og set på.

Hendes erklærede mål er at være en inspiration for andre og at blive anerkendt som leder på lige fod med mænd.

“Når jeg rejser rundt til møder, konferencer el.lign. oplever jeg, at der ikke bliver vist samme respekt, og ofte at der ikke engang bliver stillet en stol frem til mig,” fortæller Françoise og fortsætter: “Det er fortsat et problem, at kvinder ikke bliver anerkendte som egnede til stillinger med ansvar og som ledere.”
Françoise gør det alligevel klart, at der hele tiden sker fremskridt, og hun tror på, at det for det meste blot er en vanesag. Hendes erklærede mål er at være en inspiration for andre og at blive anerkendt som leder på lige fod med mænd. Sådan at der i fremtiden er mange flere kvinder, der vil have mod til at tro på og kæmpe for netop denne sag.

BaptistKirken i Danmark gør og kan gøre en stor forskel i den udvikling ved at støtte kvinder, finansielt såvel som teologisk og moralsk og med uddannelse.

“BaptistKirken i Danmark gør og kan gøre en stor forskel i den udvikling ved at støtte kvinder, finansielt såvel som teologisk og moralsk og med uddannelse”, siger Françoise.

For Françoise er der ikke mange sekunders tøven, når hun skal svare på, hvad der rykker og ændrer mest: “Selvom det, ulykkeligvis, ikke er et privilegie alle har, er uddannelse klart en af de, hvis ikke den, mest vigtige prioritet for at opnå ligeværd og ligestilling.”

Kirke i vækkelse og vækst

BaptistKirken i Burundi oplever en stor kirkevækst og planlægger at starte 30 nye kirker om året i de kommende år. Nogle steder vokser kirkerne ud af det sociale og diakonale arbejde, som når fx en spare-låne-gruppe beslutter også at starte kirke. Andre steder vokser det diakonale og sociale arbejde ud af kirkerne, når de får overskud til og større hjerte for integreret kirkeliv og mission, som løfter alle forhold i livet; både de åndelige, fysiske og sociale.

Nye kirker betyder også større behov for veluddannede præster og kirkeledere og økonomi til at bygge kirkerne og drive arbejdet.

Der er brug for kvinderne, hvis kirken skal gå stærkt på to ben og holde balancen!

“Kirken oplever i disse år stor vækst og vækkelse i Burundi. Uanset hvor meget det kan tilskrives kvindernes nye, større og stærkere rolle i kirkelivet, er der ingen tvivl om, at der er brug for kvinderne. Kirken vokser hurtigere end den kan uddanne præster. Kirkeledere, præster og gode, veluddannede kirkeledere er en mangelvare. Der er brug for kvinderne, hvis kirken skal gå stærkt på to ben og holde balancen!”, slår Françoise fast.

Fremtidsønsker og familiemønstre

I Burundi har BaptistKirken oplevet det som en velsignelse, at kvinderne spiller en stadig større og stadig mere ledende rolle i kirke- og samfundslivet. Og håbet for Françoise er, at hendes egen opdragelse i familien lægger sporene til en kirke og et samfund i bedre balance.

“Jeg håber virkelig, at mine døtre kan vokse op i et samfund, hvor de ved, at de er lige så meget værd og har det samme potentiale som deres bror,” siger Françoise. “Hvis jeg kan opdrage mine børn på lige fod, med lige vilkår, tror jeg, det bliver reflekteret i deres opfattelse af kønsroller og ligestilling i både kirken og samfundet.”

Se et par videoklip fra mødet mellem Oline og Françoise på et opslag på Facebooksiden ‘Baptistkirkens arbejde i Burundi og Rwanda‘.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

’Hvem passer så dine børn, mens du er væk?’ bliver jeg typisk spurgt, når jeg er med job på rejse i Afrika. Og til modtagerens undren og bestyrtelse kan jeg oplyse, at den opgave varetages fremragende af børnenes far!

I min lille familie er far altså akkurat lige så god som mor, når det handler om at drage omsorg for børn.

Lige muligheder

Kønsligestilling handler ikke nødvendigvis om, at vi skal behandles ens. Men vi skal behandles lige. Med lige muligheder. Og det er ofte her, problemerne opstår – fordi mænd og kvinder ikke har lige muligheder. Situationen ude i verden først: Mange kvinder og piger har ikke de samme muligheder som mænd og drenge – fx for at tage uddannelse, få lån i banken, bestemme over eget liv og krop. Udgangspunktet er en opfattelse af, at mænd er mere værd end kvinder; at kvinder har en bestemt plads i samfundet – typisk i hjemmet.

Kønsligestilling handler ikke nødvendigvis om, at vi skal behandles ens. Men vi skal behandles lige. Med lige muligheder.

Også i Danmark går bølgerne ofte højt i debatter om ligestilling mellem kønnene. Det er et faktum, at kvinder og mænd ikke får lige løn for det samme arbejde. Kvinder får mindre. Det er et faktum, at der er færre kvinder på topledelsesposter og bestyrelsesposter end mænd. I den politiske verden er billedet det samme; særligt i kommunalpolitik er andelen af kvinder lav.

Barselsorlov er et kapitel for sig. Kvinder tager langt størstedelen af barslen, og forslag om at øremærke barsel til mænd kan endnu ikke mønstre flertal i Folketinget. Utroligt nok har mændene endnu ikke krævet deres ret til øremærket barsel – selvom mænds barsel har åbenlyse fordele i familiemønstre og for kvinders muligheder på arbejdsmarkedet.

 Køn og kristendom

Vi taler ofte om islam som den kvindeundertrykkende religion. Om Saudi-Arabien, burka, niqab og imamer. Men køn og kristen tro hænger også uløseligt sammen. Desværre er det sjældent for det positive – i mange lande kan kvinder endnu ikke blive præster, tale i forsamlinger (ej heller i kirken), og de er i kirkelivet ’forvist’ til et kvindedepartement, som varetager sociale omsorgsopgaver eller håndarbejde. Ikke at forklejne de opgaver, men kvinder er ofte forment adgang til magtens centrum, hvor beslutninger træffes – også i kirkelige sammenhænge.

Jesus behandlede kvinder som ligeværdige. Det er et forbillede, vi må huske også i vores moderne verden.

Men verden burde se anderledes ud. Kirken burde være frontløber for ligestilling mellem kønnene. Alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor præcis lige meget værd. Mand såvel som kvinde.
Jesus var en radikal fortaler for kvinders rettigheder. Han omgav sig ofte og gerne med dem, som ingen andre ønskede. Han behandlede kvinder som ligeværdige. Det er et forbillede, vi må huske også i vores moderne verden. Jesus gjorde ikke forskel på, om han hjalp og helbredte mænd eller kvinder eller omgav sig med kvinder, der blev betragtet som ’urene’ eller var prostituerede. Jesus var radikal – nærmest rebelsk – i sin måde at behandle alle lige. Det ønsker jeg, at alle kirker ville efterleve i dag. I Det Ny Testamente og i Paulus’ breve finder vi ganske få sætninger om kvinder – fx at kvinder skal underordne sig og tie i menigheden[1]. Desværre har de få sætninger fra Paulus fået større vægt end Jesus’ konkrete handling.

Nej, mor. Drenge er bare seje på en anden måde.

Hvis præster rundt omkring i verden brugte deres taletid på prædikestolen til at understrege, at kvinder er lige så meget værd som mænd, kunne vi for alvor rykke verden. For præster og religiøse ledere er afgørende stemmer, som taler direkte til millioner af mennesker og har adgang til at forme deres holdninger og handlinger. Fx burde kvinders rettigheder, vold mod kvinder og pigers adgang til uddannelse være øverst på agendaen for kirken , hvis vi vil være ægte efterfølgere af Jesus.

 Vi er ikke ens

En dag havde jeg taget en bluse med teksten EQUAL på. Min 4-årige datter spurgte mig, hvad der stod, og jeg svarede, at piger og drenge er lige seje. Efter lidt tid i tavshed siger hun til mig: ”Nej, mor. Drenge er bare seje på en anden måde.”

Ligestilling handler ikke om, at mænd og kvinder er ens. Vi er ikke ens. Og det er helt i orden. Men vi skal have de samme muligheder for at opnå det, vi ønsker os, i tilværelsen. Det er langtfra alle steder i verden, hvor mennesker har mulighed for at opnå alt, hvad vi ønsker, i tilværelsen – men vores køn må ikke begrænse os. Lige muligheder og lige behandling for mænd og kvinder er indbegrebet af ligestilling.

Ligestilling:

• gennemsnitlig barselsorlov i 2015 for mænd: 20,8 dage; for kvinder: 297,6 dage
• andelen af kvindelige medlemmer af Folketinget er 37,1%
• ved kommunalvalget i 2017 var kun 32,9% af de valgte kvinder
• Mænd tjener i gennemsnit 13% mere end kvinder (2017)

Kilde: Danmarks Statistik

Jeg har fået to piger. Jeg håber, de vokser op med overbevisningen om, at de er lige så meget værd som drenge og mænd. At de tror på og oplever, at intet begrænses for dem på grund af deres køn – at de får lige muligheder og lige behandling. Fordi vi alle sammen har uendelig værdi; som mennesker – mænd og kvinder. 

[1]    1. Korintherbrev kap. 14, vers 34

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere