”Der er vigtigere ting her i verden, end at du kan gå på dine ben!” udbrød en frustreret mand til kvinden, som sad i kørestol med spastiske træk – efter en mislykket helbredelsesforbøn. Tænker vi over, hvad kun delvis helbredelse betyder, når vi beder for helbredelse? Anerkender vi det, vi opnår?

Et barn er født

Lægen vidste ikke, at der var to, da mine enæggede tvillingebrødre, Curtis og Douglas, blev født flere måneder for tidligt. De klippede Curtis’ navlestreng, og tre minutter senere stak Douglas sit hoved frem, helt blå. Lægerne mente, at han kun ville leve et par dage eller uger, og formentlig som blind, døv og stum. Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

Der blev bedt mange bønner for hans overlevelse og helbredelse.

”Dougie” overlevede og var hverken blind, døv eller stum, men fejlede til gengæld alt muligt andet, herunder spasticitet, og han var voldsomt udviklingshæmmet. Megen tid blev tilbragt på hospitaler og hos forskellige læger. Mine forældre blev skilt halvandet år senere.

Tro flytter bjerge

Teenageren Dougie elskede at køre bil – jo flere bump og huller jo bedre.

Kort efter skilsmissen deltog vi i adskillige kristne helbredelsesmøder for min bror. Min mor tog ham endda til dæmonuddrivelse hos en katolsk præst. Jeg fik påpeget, at min tro var afgørende for, at Dougie ville kunne lære at tale og gå, fordi tro kunne flytte bjerge!

Som barn hørte jeg ofte i de kredse, at helbredelsen nok udeblev, fordi vi ikke bad ofte nok eller ikke troede nok på det. Jeg levede med den skam i mange år – men ikke længere. Jesus gjorde også op med den overtro og indoktrinering, som de ”urene” blev behandlet med på hans tid. For ægte helbredelse sætter fri.

Hvorfor udebliver helbredelsen?

Hvorfor oplever nogle overnaturlige helbredelser, mens andre må lide? Det har jeg søgt svar på i mange år. Jeg lever nemlig med en livsvarig rygmarvsskade, konstante smerter og kronisk træthed, som har efterladt mig med en stor, usynlig funktionsnedsættelse. Jeg følte, at den livsbevarende operation, jeg var igennem, efterlod mig ude af stand til at leve det liv, jeg ønskede at leve, som gymnasielærer og fysisk aktiv kvinde sammen med min datter.

Desuden gør usynligheden af mine skånehensyn mig til et ufrivilligt offer for diskrimination og fordømmelser fra både ”systemet” og omverdenen. Jeg følte, at jeg var tilbage dér, hvor jeg startede og havde kæmpet for at komme væk fra – sygdom og handicap!

Jeg har mange gange ønsket, at Gud havde taget mig hjem til sig i stedet. Accept af mit vedvarende behov for vedligeholdende træning, smertestillende medicin og førtidspension for at sikre, at min hjerne, krop og psyke ikke brænder fuldstændigt sammen, var ikke planen. Og det startede forfra: ”Du skal tro på, at du bliver rask, ellers bliver du ikke rask!”

Hvad er ”rask”?

Jeg lærte mig selv at gå igen uden hjælpemidler, men jeg har fået at vide, at jeg mindst burde være lammet fra livet og nedad. Mine hænder er værst ramt, og det er teknisk set mere invaliderende end uduelige ben, selvom de færreste er klar over det. På et tidspunkt gik det op for mig, hvad specialisterne mente med udtrykket ”en videnskabelig uforklarlig sag”.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter.

Jeg er et mirakel, dog med et usynligt handicap og smerter. Men mange kristne mener stadig, at jeg fortsat bør gå til forbøn for at blive helbredt fuldstændigt. Men – hallo?! Hørte du mig ikke? Jeg burde være lammet! Jeg kan gå! Uden hjælpemidler! Gud har vist gjort sit!

Ingen i lægeverdenen kunne forklare, hvorfor min bror levede så længe, som han gjorde. Og på trods af smerter, medicin, fysioterapeuter og talepædagoger igennem 37 år var Dougie som udgangspunkt glad. Han havde en helt særlig indvirkning på mange med sine vilde lyde, klaskende armbevægelser og kæmpe smil. Mit liv som storesøster til ham lærte mig at kæmpe for dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, og til at se, hvor samfundet udelukker folk.

Lidelsen er altid meningsløs og upersonlig, men det er Gud ikke

Det var ikke en dans på roser, især ikke for Dougie, og min familie har lidt meget. Efter Dougies død i oktober 2019 talte mange om, at nu var han hel i Himlen, hvor han kunne gå og tale. Det gjorde mig vred. For min lillebror var et helt menneske hele sit liv. Han var allerede et mirakel, den dag han kom levende hjem fra hospitalet. Hvorfor havde alle så travlt med at diskvalificere hans eksistens, endda efter hans død?

Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar.

Lidelse og død er garanteret i det øjeblik, et barn bliver født. Men Gud, Kærligheden, Livet er større end dem. Jesus viste sig efter sin opstandelse MED ar. Vi kan også stå frem med vores ar og fysiske og psykiske smerter og blot være i denne verden. For uanset hvilket funktionsniveau, andre har vurderet os til, er vores eksistens et mirakel.

Når vi indser, at vi allerede er et helt Guds barn, som er elsket og værdsat, som vi er, indser vi samtidig, at Guds nåde var begyndelsen på vores helbredelse og genoprettelse, inden vi bad om det. Bjerge kan flyttes igennem millioner af år, sten for sten, uden at vi iagttager processen. Vi må have håb og tillid til, at Skaberen kan tage de værste byrder og forvandle, helbrede og genoprette igennem flere generationer og folkeslag – både fysisk, psykisk og relationelt – for at opnå sit mål.

Relateret

• 15. sep. 2025 - At leve paradokset – en profetisk vej for kirken?
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 27. feb. 2025 - Hvem skal du kæmpe for?
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”

Find flere

Christopher Aagaard, cand. theol. og præst i Græsted Frikirke – Mosteriet

En samtale mellem to betydningsfulde teologer i det 20. århundrede belyser et meget centralt område af handicapteologien. Samtalen er mellem Karl Barth og Heinrich Vogel, hvor de taler om Heinrichs datter med et multihandicap. I samtalen udtrykker Vogel sin lykkelige forventning om at se sin multihandicappede datter uden handicap i evigheden. Hertil svarer Barth: ”Er det ikke et smukkere og mere kraftfuldt håb, at dér bliver det åbenbart, hvad vi nu slet ikke forstår – nemlig at dette liv ikke var forgæves, idet Gud ikke omsonst har talt til mennesket: Netop dig har jeg elsket!?” – Dét beskriver, hvor forskelligt vi kan tænke om mennesket, handicap og evigheden.

Vi kender nok alle til Vogels tilgang, at det, som falder uden for normalen, vil blive fixet i evigheden. Det er et håb, vi kan holde fast i på denne side af forhænget; at på den anden side skal alt blive godt igen. Men Barths refleksion åbner op for nye tanker om dette liv og livet efter døden: Hvad nu, hvis det er vores forestilling om, hvad der er normalt og unormalt, der er handicappet? 

Det vækker lysten til at dykke længere ned i, hvordan teologien, verden og vi selv ser på handicap. Om det er mennesket med handicap, der bliver helbredt på den anden side, eller det er dit og mit syn på mennesker med handicap, der bliver helbredt? Det er godt at tale om og reflektere over. Og det er dét, handicapteologien gør.

Hvem er de ”raske”?

Vores opfattelse af, hvem der er raske og hvem der er syge, er meget styret af, hvad denne verdens krav til mennesket beror på. Fordi vi lever i et individualistisk, effektiviseret og profitorienteret samfund, bliver mennesket også set på med det blik. De mennesker, som ikke kan klare sig på de parametre – oftest mennesker med særlige behov og handicap – bliver ikke regnet for bidragsydere, men samfundsbyrder. Det er et problem!

Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for.

Samfundet er bygget op omkring best case antropologi, hvor det perfekte menneske er i centrum, og alle andre ender i periferien eller uden for kategori. Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for: Vi har alle en iboende værdi, fordi vi er mennesker, og som sådan er vi elsket af Gud. Det skal vi slå på tromme for, for ellers værdsætter vi kun præstationer, effektivitet og fart. Og før eller senere falder alle mennesker igennem på de parametre.

Jean Vanier, som var handicapteolog, fik sat disse refleksioner på det teologiske landkort. Han sagde mange gange, at vi alle i bund og grund er ens. Vi er alle mennesker med sårbare hjerter og længes efter at blive elsket og værdsat. Mennesker med særlige behov har ikke særlige behov, de har de samme behov som alle andre mennesker. De har bare brug for hjælp til at nå dem.

Kristi legeme er handicappet

Kirkens fællesskab er kaldet til ikke at gøre forskel på jøder og grækere, mænd og kvinder, mennesker med handicap og uden. Alle er vi lige i kirken og ind for Gud. Derfor er der en sandhed i at sige, at en kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke. Mennesker med handicap tvinger kirken til at tænke over, hvilken syn vi har på mennesket og på kirken – ja, på Jesus Kristus, der sætter tonen i fællesskabet.

En kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke.

Hvordan ser vi generelt på menneskes kommen til kort, begrænsninger, skrøbeligheder og svagheder – og ikke kun på mennesker med handicap? Mennesker med handicap kan være en trædesten til at tænke over skabelse, helbredelse og Guds design, men det skulle gerne ende med at inkludere alle menneskers svagheder – altså vores menneskelighed.

Når vi tager Paulus’ ord alvorligt om, at ’Kristi legeme’ – kirken – består af mange lemmer, så er ’Kristi legeme’ ikke fuldt funktionsdygtigt, før mennesker med handicap får deres plads på legemet.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Dét, alle kristne har til fælles
• 03. maj. 2024 - Gudsbillede – og menneskesyn
• 25. apr. 2024 - Bøn bryder mure
• 06. aug. 2023 - John McGinley: ”Høsten er stor, men der mangler arbejdere til at høste”
• 25. jul. 2023 - Sendt ud af vores komfortzone

Find flere

Vi kan glemme, at mange af de centrale personer i de bibelske fortællinger har skavanker, som Gud ikke helbreder. Tænk fx på Moses, der stammede; Timotheus, der havde noget med maven; og Paulus, der havde sin ”torn i kødet” at kæmpe med. Det glemmer vi måske i vores perfekthedskultur, hvor vi efterstræber lykke og perfektion, og hvor sygdom og svaghed ofte er noget, der pakkes væk.

Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme.

Men kirken skal være et sted, hvor der er plads til mennesker i alle livsvilkår – også selvom de mirakuløse oplevelser med helbredelser udebliver. Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme. Kirken er ikke primært et fællesskab om succesoplevelser og positivt livsindhold, men et fællesskab, der har erfaringen af forgængelighed, død og lidelse som forudsætning. Gud møder os netop, hvor der kun er håb på trods.

Sandheden er jo, at Gud ofte ikke svarer på vores bønner, som vi kunne have tænkt os. Kirkehistorien er fuld af mennesker, der har bedt om helbredelse uden at blive hørt, som de kunne have ønsket sig. Tænk blot på Julian af Norwich, Simone Weil, William Stringfellow, der lærte Gud at kende i sygdom og lidelse. Og Jesus, der selv var Gud, måtte erfare, at Gud ikke altid skåner os for lidelse, selvom vi beder om det.

”Min nåde er dig nok”

Korset er ikke bare et bump på vejen, der skal overstås, så Jesus kan komme videre med sin succesfulde karriere som mirakelmager og helbreder. Korset er kulminationen på Guds åbenbaring af sig selv i Jesus. Det er i lidelsen, vi kender Gud, for Guds kærlighed virker paradoksalt nok i afmagt, ikke i magt.

Det var dét, Paulus måtte erfare, da han fik en ”torn i kødet”, for at han ikke skulle blive hovmodig. Hvad det betyder, fremgår ikke af teksten. Det væsentlige er Guds svar på Paulus’ bøn om at blive befriet fra sin plage: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”[1]

Guds magt virker i afmagt.

Vi skal ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser.

Guds svaghed er stærkere end mennesker, som Paulus også skriver, og netop derfor har Gud kaldet det, som er svagt i verden, det uperfekte, som verden ser ned på. Derfor skal vi ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser. I bibelen er mirakuløse helbredelser tegn på, at Guds rige er nær, men netop kun tegn. Jesus advarer derfor sine disciple mod at snakke for meget om hans mirakler. Det er ikke miraklerne, det handler om, men ham selv.

Det er afgudsdyrkelse at gøre nådegaverne, fx helbredelse, til troens genstand, snarere end Gud, der giver. Det er vantro at ville have tegn og beviser. Måske er Guds barmhjertighed, at vi nogle gange alligevel får de tegn, vi kræver, netop fordi vi har så svært ved at tro. Men målet må være, at vi skal tro og håbe på Gud selv.

Et nødråb

Ordet ”Gud” er i sidste ende et nødråb, som tidehvervsteologen K. Olesen Larsen i sin tid udtrykte det. Guds nåde er ikke et mirakelmiddel, der med et snuptag befrier os fra vores problemer, men Guds nåde findes der, hvor Gud virker allermest fraværende, der hvor alt håb slipper op. Guds nåde er, at vi overhovedet har lov at have en Gud. Gud giver os ikke nødvendigvis perfekt helbred og succes i livet, men i Jesus giver Gud sig selv – og dermed alt.

Vores håb skal rette sig mod Gud selv.

At følge Jesus ind i lidelse og død trods perfekthedskultur må betyde at tro og håbe på Gud, trods den lidelse vi erfarer. Vores håb skal ikke rette sig mod helbredelser, for de kan udeblive, men håbet skal rette sig mod Gud selv. Det håb kan vi samle os om i kirken trods alle bristede idealer om perfektion og succes.

[1] Paulus’ 2. brev til Korintherne kap. 12 vers 9.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Niels Vestergaard var som ung en hårdkogt type. Som ung landmand blev han en kristen, og han oplevede, at han kunne begynde at mærke andre menneskers nød. Efter han i en årrække havde tjent mennesker fra samfundets udkant på hjemmet Bethesda ved Blåhøj nær Brande – sammen med hustruen Hansa og en voksende familie – fik Niels et nyt livkald. I 1990 startede de Specialefterskolen Sdr. Bork i Sydvestjylland.

Info:
Om Specialefterskolen i Sdr. Bork, se https://www.sdrborkefterskole.dk/
Om Sdr. Bork Nødhjælp, se https://godcares.dk/

I julen 1995 mistede ægteparret to af deres syv børn i en brand på deres gård. Gennem kamp, bøn og mange venners hjælp kom familien videre, og startede herefter Sdr. Bork Nødhjælp. Da de gik på pension fra Efterskolen, førte Niels’ store passion for Frederiksborghesten til at have stutteri. Niels er evangelist, en flittig prædikant og ægteparret er kendt viden om.

Få dage at leve i

I oktober 2020 blev Niels træt og sløj. Han tabte sig hurtigt og gik til lægen, der bad ham se tiden an. På sin fødselsdag 24. november blev Niels akut indlagt i Herning. Lægens besked lød: ”Det ser rigtigt skidt ud, Niels. Du har tre knuder i bugspytkirtlen og så høje levertal, at du kun kan regne med få dage at leve i”. Niels valgte at komme hjem til Hansa.

Gud siger til dig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv.

En kvinde, der lå på akutmodtagelsen, sagde til ham: ”Undskyld, men jeg hørte lægens besked til dig, Niels. Jeg gik i panik og råbte til Gud. Og Gud sagde til mig, at han ikke har forladt dig, men har hånd om dit liv”. Der kom en dyb fred over Niels. Han tænkte, at enten griber Gud ind, jeg bliver rask eller dør snart, så nu må jeg forberede mig.

Forberedte sin død

Hjemme hos Hansa forberedte ægteparret sig på, at Niels’ liv kunne blive meget kort. Hansa sagde: ”Hvis du ikke er her i morgen, så hils Levi og Tikva!” – deres døde børn. De forberedte begravelsen, og Niels bad Gud om, at Hansa kunne sidde i uskiftet bo, at gården og hestene måtte blive solgt og hans firma afhændet.

Hansa spurgte, om det var i orden at lægge Niels’ sygdom ud på Facebook og bede om forbøn. I den efterfølgende tid væltede det ind med tilkendegivelser fra mennesker, der bad for Niels. Mange ringede til Hansa og spurgte, hvad forbøn er, bl.a. en del hestefolk i parrets bekendtskabskreds. Og Hansa vejledte mange i, hvordan man helt enkelt fortæller sine ønsker til Gud og beder om hans hjælp.

Drømmen

En nat fik Niels en voldsom drøm. Han så sig selv ligge i sengen, og han så forfærdelig ud. Han tænkte: ”Er jeg mon død?” Han var i en åndelig verden og hørte stemmer, der sagde: ”Hvordan lukker vi munden på ham?”. Andre stemmer fortsatte: ”Slå ham ihjel!”. Han var også på et stort stadion: ”Er det mon himlen?”. Der lød et råb: ”Bed for ham nu!”. Mange bedende mennesker fik fakler i hænderne, og de mørke kræfter fortrak.

Niels vågnede helt forkomment, og han var i tvivl om, hvorvidt han var i live. Klokken var ca. tre om natten. Niels fik en stærk tilskyndelse til at læse Salme 118, vers 17 i sin Bibel. Her står: ”Herren vil, at du skal leve og ikke dø.” Hansa sagde resolut: ”Så har Gud grebet ind. Du kan godt lægge dig til at sove, Niels!” Senere fortalte en ven, at han samme nat kl. tre fik en stærk tilskyndelse til at bede for Niels, og at han skulle bede ham læse Salme 118, vers 17.

Vi havde opgivet dig

Fire dage efter var Niels tilbage på sygehuset, hvor hans levertal var forbedrede, hvilket ellers ville tage seks-otte måneder. Niels kom på operationsbordet i Skejby. Hans indvolde var så angrebne, at en stor del af dem skulle fjernes. Derfor lukkede lægen ham igen. En ung læge valgte dog at lægge dræn i Niels’ bughule for at aflaste galdeblæren. Efter operationen sagde lægen, at han fik en tilskyndelse til dette. Niels svarede: ”Man skal følge sine indskydelser, de kan være fra Gud. Han vejleder os til at gøre det rigtige”. Lægen svarede: ”Vi havde faktisk opgivet dig, Niels, men hvor var det godt, vi ikke gjorde det!”

Hjemme igen bristede Niels’ bughinde. Han blev akut indlagt, nu i Herning og opereret. Her tog de prøver, der viste, at Niels ikke mere havde kræft. Da han kom hjem til Hansa, viste det sig, at han havde blodforgiftning. Ny operation – og lægen sagde til ham: ”Jeg troede kun, det var katte, der havde ni liv!”.

Min lidelse betyder ingenting

Niels Vestergaard fik det efterhånden bedre på mirakuløs vis. Gården blev solgt godt og den sidste avlshingst afhændet. Hansa og Niels flyttede til det hus, de selv havde sat i stand gennem nogle år. Og det aktive liv blev genoptaget – bl.a. til gavn for ukrainske flygtninge i nærområdet.

Niels siger i dag: ”Al min lidelse betyder ingenting, blot mennesker kommer til tro!”. Og folk, der tidligere stak til Niels for hans gudstro, fortæller nu, at Jesus har helbredt Niels. Hestefolk, som før har haft et helt perifert forhold til tro, fortæller begejstrede om, hvad Jesus kan. Og en af lægerne siger: ”Jeg ville ønske mange flere havde det som dig, Niels. Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre”.

Kærlighed og omsorg er den bedste medicin, vi kan give andre.

Niels har været nedslået og forvirret under det hårde sygdomsforløb, men ”Gud bruger, hvem han vil. Han bruger almindelige mennesker som dig og mig til at bede for andre. Når mange beder, bliver mange også velsignet af Guds svar på bøn. Husk på, at Gud siger: Den, der beder, han eller hun får”, slutter han samtalen.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Forfatteren Herdis Larsen har i juli måned udgivet sin anden bog. En god ven, Erik Boye, har lagt design til omslaget, og Herdis Larsen takker en del trofaste venner for deres støtte omkring bogens tilblivelse. Temaet ‘taknemmelighed’ synes at gennemsyre hele bogen, selv om Herdis Larsen sætter fokus på nogle svære oplevelser og på spørgsmålet: ‘Hvorfor helbreder Gud mig ikke?’

Der er en selvbiografisk tråd igennem bogen, men et studie i teologi vægtes højt.

Forfatteren har tidligere udgivet en mindre andagtsbog: På trods – at leve med lidelsen, men det er snart 22 år siden. Hendes nyeste bog er inddelt i 14 kapitler plus forord, fakta om sklerose og lidt om hende selv. Den skulle minde en del om den tidligere udgivelse, da den tager udgangspunkt i samme emne, dog med uddybende karakter.

Af Herdis Larsen, ProRex 2019
ISBN: 9788770681629
106 sider, kr. 129,95

Bogen er let at læse og kan med glæde læses af alle både som andagtsbog og som bibelstudium. Den lægger op til refleksion og dialog, da alle kapitler følges af ‘Spørgsmål til overvejelse’, hvor man sagtens kan være med, selv om man ikke selv lider af en kronisk sygdom.

Der er en selvbiografisk tråd igennem bogen, men et studie i teologi vægtes højt. Herdis Larsen citerer løbende fra Bibelen for at understøtte sine synspunkter og erfaringer omkring sygdom og tab, da lidelse nok er noget af det sværeste at forklare, når man tror på en kærlig og skabende Gud. Således får bogen også ballast og universel værdi – måske især for pårørende og andre, der har med de svageste i samfundet at gøre. Bogen giver et kristent bud på livets svære spørgsmål – selv længslen efter liv efter døden.

Læs også dette portræt af Herdis Larsen.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere