baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Forkynd evangeliet – om nødvendigt med ord https://baptist.dk/forkynd-evangeliet-om-noedvendigt-med-ord/ Tue, 08 Mar 2022 22:49:38 +0000 https://baptist.dk/?p=12038 Vi kan ikke snakke os til at være kirke. Kærligheden får beskidte hænder, når den rækkes til det lidende menneske. Hvordan er vi menighed – efter Corona?


Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

  • I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
  • De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
  • Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

  • Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
  • Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

  • Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
  • Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
  • Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

  • Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

  • Og vejen tilbage?
  • Kan vi finde tilbage?
  • Skal vi finde tilbage?
  • Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

  • det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
  • Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

  • som trofasthed mod troen
  • mod fællesskabet
  • mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

  • Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

  • Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
  • Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
  • For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Vi kan ikke snakke os til at være kirke. Kærligheden får beskidte hænder, når den rækkes til det lidende menneske. Hvordan er vi menighed – efter Corona?


Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

  • I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
  • De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
  • Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

  • Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
  • Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

  • Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
  • Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
  • Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

  • Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

  • Og vejen tilbage?
  • Kan vi finde tilbage?
  • Skal vi finde tilbage?
  • Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

  • det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
  • Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

  • som trofasthed mod troen
  • mod fællesskabet
  • mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

  • Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

  • Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
  • Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
  • For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/forkynd-evangeliet-om-noedvendigt-med-ord/feed/ Gud er blevet populær https://baptist.dk/gud-er-blevet-populaer/ Thu, 17 Feb 2022 05:00:32 +0000 https://baptist.dk/?p=10915
Det er blevet god PR at få kendte mennesker til at fortælle om deres tro på Gud.

Det kommer der mange forskellige Gudsbilleder ud af, for alle har tilsyneladende deres egen version af Gud.

Men måske former vi Gud så meget i vores eget billede, at der kun er rester tilbage af den Gud, der i biblen omtaler sig selv som JEG ER?

Selv om det hitter at tale om Gud, så får det ikke flere til at søge kirken for at møde Gud. Så er det kirken, der står i vejen for at mennesker i dag finder Gud? Eller er det en Gud-uden-kirke, mennesker søger?

Kan vi forny kirkelivet, så det opleves som et relevant sted at tale med andre om Gud og tro?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Det er blevet god PR at få kendte mennesker til at fortælle om deres tro på Gud.

Det kommer der mange forskellige Gudsbilleder ud af, for alle har tilsyneladende deres egen version af Gud.

Men måske former vi Gud så meget i vores eget billede, at der kun er rester tilbage af den Gud, der i biblen omtaler sig selv som JEG ER?

Selv om det hitter at tale om Gud, så får det ikke flere til at søge kirken for at møde Gud. Så er det kirken, der står i vejen for at mennesker i dag finder Gud? Eller er det en Gud-uden-kirke, mennesker søger?

Kan vi forny kirkelivet, så det opleves som et relevant sted at tale med andre om Gud og tro?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/gud-er-blevet-populaer/feed/ Hjælp til forældre og bedsteforældre https://baptist.dk/hjaelp-til-foraeldre-og-bedsteforaeldre/ Mon, 10 Jul 2017 08:59:15 +0000 https://baptist.dk/?p=2937 Levende Tro er et projekt, der er udsprunget af det norske Missionsforbund. Fomålet er, at forældre og bedsteforældre skal indse, hvilken plads og påvirkning de har i børnenes og de unges liv både i hjemmene og i menigheden. ”De trænger til at se, at de er de rette og de bedste til at smitte næste generation med lysten til at knytte evige bånd til Jesus Kristus”, siger Viggo Klausen.


Viggo Klausen er en dygtig og kreativ formidler, som er ansat i Misjonskirken UNG i Norge  som omrejsende børne- og familieforkynder. I over 15 år har han besøgt menigheder og arrangementer i de fleste kirkesamfund i Norge.

Han deltog i missionsstævnet i Mariager i 2012 og vender tilbage i år i Lindenborg. Han er spurgt om, hvad der er sket med projektet Levende Tro, siden han introducerede det for især baptisterne.

Viggo Klausen giver også den opmuntring til de danske forældre og bedsteforældre. Om udviklingen i Norge de senere år siger han: ”Mange af vore menigheder har fået en større bevidsthed om undervisning for både børn, unge og deres forældre. Det skyldes det massive fokus på Levende Tro i disse år. Men vi ser allerede nu næste generation af forældre, som kun ved lidt om, hvad Levende Tro er. De bør hjælpes ind i gode processer i hjemmene. Vi er altid en generation fra, at ingen har hørt om Levende Tro.”

Materiale fra 0 til 26 år

I Norge sker samarbejdet om Levende Tro på tværs af kirkesamfund. Den lutherske kirke, baptisterne og Misjonskirken Norge samarbejder nu i fælles fora om redigering og en ny udgivelse af Levende Tro-materialet på nettet og i tryksager. Over 200 frikirker i hele landet vil snart have nøjagtig ens hjælpemidler til trosoplæring. Den første plakat med en hovedoversigt over alle fem faser fra 0 til 26 år er færdigt denne sommer. Resten af det  planlagte materiale, som er en brochure for hver af de fem faser, kommer dette efterår.

Over 200 frikirker i hele landet vil snart have nøjagtig ens hjælpemidler til trosoplæring.

”Der har også udviklet sig et godt samarbejde internt mellem Misjonskirken UNG og Misjonskirken Norge om Levende Tro-arbejdet. Vi har længe kommunikeret uklart, men det er godt, at vi nu udvikler arbejdet sammen, for det gælder alle generationer”, siger han.

Bog med skræddersyede programmer

Der kommer snart en helt ny bog, udgivet af Misjonskirken UNG, som fortæller om teorierne bag Levende Tro. Den bog giver ledere en praktisk indføring i, hvordan man bedst kan arbejde målrettet og konkret med alle de forskellige aldersgrupper, man har i menigheden. Bogen giver skræddersyede samlinger til hver aldersgruppe.

Bogen giver skræddersyede samlinger til hver aldersgruppe.

”Målet for undervisningen er at få gang i de vigtige pulsslag for tro i hjemmet; bøn, bibellæsning, gode gudstjenestevaner, sang og musik og tjeneste m.m. Bogen vil vise, hvordan man i menigheden kan sætte programmer sammen i et fast århjul, som kan følges i år fremover. Der vil være et fast oplæg til samlingerne”, fortæller Viggo Klausen.

At gøre alle generationer til disciple

Bogen er skrevet af Linda Johannessen, som har ledt Levende Tro-processen i Skien Misjonskirke i mange år.

”Deres erfaringer er guld værd for alle, som ønsker at få en målrettet fasthed i trosoplæringsarbejdet i menigheden – for alle generationer. Vi venter på bogen med glæde og forventning, for Linda og jeg har taget taget bogens stof med rundt i menigheder og til større grupper af ledere. Tilbagemeldingerne er entydigt positive. Med bogen vil det gå op for mange, hvad Levende Tro i realiteten drejer sig om, og hvordan processen med at gøre disciple af alle generationer kan se ud i den enkelte menighed.”

Læs også Viggo Klausens gode råd til forældre og bedsteforældre, ledere af børnearbejde og menighedsledere i artiklen Levende Tro fra baptist.dk nr. 4/2017.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Levende Tro er et projekt, der er udsprunget af det norske Missionsforbund. Fomålet er, at forældre og bedsteforældre skal indse, hvilken plads og påvirkning de har i børnenes og de unges liv både i hjemmene og i menigheden. ”De trænger til at se, at de er de rette og de bedste til at smitte næste generation med lysten til at knytte evige bånd til Jesus Kristus”, siger Viggo Klausen.


Viggo Klausen er en dygtig og kreativ formidler, som er ansat i Misjonskirken UNG i Norge  som omrejsende børne- og familieforkynder. I over 15 år har han besøgt menigheder og arrangementer i de fleste kirkesamfund i Norge.

Han deltog i missionsstævnet i Mariager i 2012 og vender tilbage i år i Lindenborg. Han er spurgt om, hvad der er sket med projektet Levende Tro, siden han introducerede det for især baptisterne.

Viggo Klausen giver også den opmuntring til de danske forældre og bedsteforældre. Om udviklingen i Norge de senere år siger han: ”Mange af vore menigheder har fået en større bevidsthed om undervisning for både børn, unge og deres forældre. Det skyldes det massive fokus på Levende Tro i disse år. Men vi ser allerede nu næste generation af forældre, som kun ved lidt om, hvad Levende Tro er. De bør hjælpes ind i gode processer i hjemmene. Vi er altid en generation fra, at ingen har hørt om Levende Tro.”

Materiale fra 0 til 26 år

I Norge sker samarbejdet om Levende Tro på tværs af kirkesamfund. Den lutherske kirke, baptisterne og Misjonskirken Norge samarbejder nu i fælles fora om redigering og en ny udgivelse af Levende Tro-materialet på nettet og i tryksager. Over 200 frikirker i hele landet vil snart have nøjagtig ens hjælpemidler til trosoplæring. Den første plakat med en hovedoversigt over alle fem faser fra 0 til 26 år er færdigt denne sommer. Resten af det  planlagte materiale, som er en brochure for hver af de fem faser, kommer dette efterår.

Over 200 frikirker i hele landet vil snart have nøjagtig ens hjælpemidler til trosoplæring.

”Der har også udviklet sig et godt samarbejde internt mellem Misjonskirken UNG og Misjonskirken Norge om Levende Tro-arbejdet. Vi har længe kommunikeret uklart, men det er godt, at vi nu udvikler arbejdet sammen, for det gælder alle generationer”, siger han.

Bog med skræddersyede programmer

Der kommer snart en helt ny bog, udgivet af Misjonskirken UNG, som fortæller om teorierne bag Levende Tro. Den bog giver ledere en praktisk indføring i, hvordan man bedst kan arbejde målrettet og konkret med alle de forskellige aldersgrupper, man har i menigheden. Bogen giver skræddersyede samlinger til hver aldersgruppe.

Bogen giver skræddersyede samlinger til hver aldersgruppe.

”Målet for undervisningen er at få gang i de vigtige pulsslag for tro i hjemmet; bøn, bibellæsning, gode gudstjenestevaner, sang og musik og tjeneste m.m. Bogen vil vise, hvordan man i menigheden kan sætte programmer sammen i et fast århjul, som kan følges i år fremover. Der vil være et fast oplæg til samlingerne”, fortæller Viggo Klausen.

At gøre alle generationer til disciple

Bogen er skrevet af Linda Johannessen, som har ledt Levende Tro-processen i Skien Misjonskirke i mange år.

”Deres erfaringer er guld værd for alle, som ønsker at få en målrettet fasthed i trosoplæringsarbejdet i menigheden – for alle generationer. Vi venter på bogen med glæde og forventning, for Linda og jeg har taget taget bogens stof med rundt i menigheder og til større grupper af ledere. Tilbagemeldingerne er entydigt positive. Med bogen vil det gå op for mange, hvad Levende Tro i realiteten drejer sig om, og hvordan processen med at gøre disciple af alle generationer kan se ud i den enkelte menighed.”

Læs også Viggo Klausens gode råd til forældre og bedsteforældre, ledere af børnearbejde og menighedsledere i artiklen Levende Tro fra baptist.dk nr. 4/2017.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hjaelp-til-foraeldre-og-bedsteforaeldre/feed/