Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Hvad laver du, hvis jeg møder dig en helt tilfældig aften?” Spørgsmålet får Sebastian til at grine højt:
”Hvis jeg ikke laver et eller andet bestyrelsesarbejde eller sidder til møde, kan jeg godt lide bare at være social sammen med andre. Min kæreste spiller klaver og nogle gange synger vi sammen, selvom det ikke altid lyder så godt, når jeg synger med.”

Liv i fællesskab fylder meget for Sebastian. Ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet handler livet om kæresten, bofællesskabet, fællesskabet i den kristne fodboldklub FC Udfordringen og vennerne. Men lige nu er det især én opgave, der trækker: Sebastian er ny formand for BBU. Og han har et mål med arbejdet:
”Jeg tror meget på fællesskaber, der er inkluderende og attraktive, som er trygge og sjove at komme i. Det er det, der skal få børn og unge i kirken, fastholde dem, og få dem til at vokse i tro.”

“Der fik jeg lidt formandskasketten…”

Sebastian blev valgt til formandsposten i september 2025, men hans vej ind i BBU-ledelsen begyndte tidligere. I 2023 blev han næstformand, og da den daværende formand, Nicolas Fromsejer, rejste til Honduras i et halvt år, fik Sebastian “formandskasketten” i praksis.

“Der fik jeg prøvet det. Jeg kunne godt fornemme, at Nicolas godt ville give posten videre på en god måde. Så valget kom lidt naturligt. Jeg har svært ved ikke at engagere mig, når jeg først er i det,” siger han.

Sebastian Bækgaard

• Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund siden september 2025.
• 24 år gammel, bor i København i et bofællesskab og læser statskundskab på 4. semester på Københavns universitet.
• Har rødder i Roskilde Baptistkirke, var ung i Pinsekirken i Odense i gymnasietiden og er i dag medlem af Kristuskirken på Nørrebro.
• Har gennem flere år været en del af BBU’s miljø – sommerstævner, ledertræning og som næstformand.
• Bestyrelsesmedlem i den kristne fodboldklub FC Udfordringen.
• Forsøger at dyrke sport, når lektierne ikke fylder for meget.

BBU som hjem – og en vej tilbage

Sebastian er vokset op i Roskilde Baptistkirke og BBU er næsten skrevet ind i familiehistorien. Både hans far og storebror har været engageret:
”Min far var med i ’gamle dage’, og min bror har også siddet som næstformand i en periode. Det var nok allerede dengang, da jeg var barn og teenager og kom med på Sommerstævne, at jeg for alvor fandt ud af, hvad BBU var”.

Sebastian peger på Sommerstævnerne og discipelskabs- og lederkurset SHIP som oplevelser, der har bidraget til hans udvikling som leder. Men også oplevelser, der har givet relationer på tværs af landet og oplevelsen af at være en del af noget større end kun den lokale hverdag.

Sebastian bruger sig selv som eksempel, da han peger på vigtigheden af at fastholde unge i foreningsarbejdet. ”Jeg flyttede med familien til Odense i 2019 og skiftede kirkesamfund til Pinsekirken. Men fordi BBU altid har været en del af mit tros- og kirkeliv, var det ikke svært at vende tilbage, da Nicolas opfordrede mig til at gå ind i arbejdet.”

“Det kan godt være, jeg sidder for bordenden…”

Sebastian er meget bevidst om sin manglende erfaring som formand. Netop derfor har han allerede gjort sig en del tanker om udfordringerne. På spørgsmålet: ”Hvilken type leder vil du gerne være?” svarer han:
”Det er vigtigt for mig at være inkluderende, når vi mødes i ledelsen. Jeg er nysgerrig på, hvad andre har at sige, og hvad vi hver især kan byde ind med. Det kan godt være, at det er mig, der sidder for bordenden, men det betyder ikke, at det er mine ord, der skal vægtes højst, eller at det er mig, der har ret”.

BBU rammer plet! (Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Han er bevidst om sine egne kompetencer i forhold til økonomi og drift, men lige så bevidst om, at han ikke har den store erfaring fra livet i lokalforeningerne eller som leder på Sommerstævnerne:
”Det er jo noget af det, jeg som leder skal være god til: At se de kvaliteter, som vi hver især har i ledelsen, sådan at de kan blive brugt. Det tænker jeg over, hver gang jeg sidder og styrer en dagsorden eller et møde”.

Hvad er BBU? “Alt sammen starter jo ude lokalt”

Når Sebastian skal forklare formålet med BBU, har han fokus på det lokale arbejde. Det er i lokalforeningerne, i menighederne, de unge møder fællesskabet første gang:

”Jeg synes, at vi nogle gange overser det lokale arbejde: Det, der sker ude i kirkerne. Det er jo der, langt de fleste har det første møde med BBU. Sådan skal det også være! Vi er jo en organisation for lokalforeninger”.

Sebastian fortæller videre om bestyrelsens arbejde, der har fokus på to spor: et nationalt spor med kurser og lederskabstilbud – og et internationalt spor med projekter, der rækker ud over Danmark.

Men logikken er den samme, uanset om man vil noget i sin egen by eller i et andet land: BBU skal hjælpe med at gøre det muligt. “Vi har et slogan,” siger Sebastian, “der hedder: Vi tror på det, du brænder for.” Han folder betydningen ud: BBU er forbundet, der har midler, ansatte og kompetencer, som kan sættes i spil og understøtte lokale drømme, dér, hvor nogen vil noget.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Frivillige og synlighed

Mange ungdomsorganisationer er presset på medlemstal. Når Sebastian kigger fremad i “100 dage, 1 år, 3 år” er det ikke medlemstal, der bekymrer ham mest.

Udfordringen er det frivillige engagement.

”Det er noget, vi snakker meget om. Vi har et lederskabstræningskursus, KEFAS, hvor vi lige nu mangler en stab. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne tænke mig, var at finde en god løsning til at få engageret nogle flere frivillige. Vi har mange gode tilbud, men vi mangler nogle gange de frivillige til at køre dem”.

Sebastian peger også på synlighed som et andet fokusområde for bestyrelsen:
”Der er nogle lokalmenigheder og foreninger, som er rigtig gode til at bruge BBU, både vores støttepuljer og andre tilbud. Der mange foreninger, som har deres lokale liv, men måske mangler engagement i de nationale og internationale tilbud, som BBU har”.

Sebastian peger på, at BBU især har haft svært ved at engagere lokalforeningerne i Chin-menighederne på nationalt plan, selv om de er meget velfungerende lokalt.
”Det er noget af det, jeg drømmer om, at vi har fokus på hen over det næste år, måske to år. Vi har allerede fået to repræsentanter med i ledelsen, som også er aktive Chin Christian Association Denmarks (CCADK) ungdomsafdeling”.

Samarbejde

Sebastian glæder sig over samarbejdet med Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) om YEGOs arbejde i Rwanda. ”Der er faktisk lige blevet underskrevet et nyt projekt” fortæller han.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

”I forhold til BaptistKirken var det et lidt turbulent tidspunkt, jeg kom ind i ledelsen på. Sommerstævnet, som jo ikke er der længere, var jo der, hvor vi havde vores primære samarbejde. Men jeg oplever, at vi stadig holder kontakten. BaptistKirkens ledelse har en kontaktperson til BBU, som jeg for nylig har haft møde med. Men vi skal finde en ny måde at samarbejde på, når nu Sommerstævnet ikke er der længere.”

Et nyt samarbejdsområde er Inspirationsdøgnet den 24.-25. april 2026 på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia:
”Vi har en ansat med i planlægningen af Inspirationsdøgnet, og vi giver tilskud til deltagelse,” fortæller Sebastian, der fortsætter: ”Vi reklamerer for Inspirationsdøgnet på vores sociale medier og håber, at mange vil deltage.”

Demokrati som en del af traditionen

Til sidst i interviewet vender Sebastian tilbage til kultur og tro: det handler om demokrati. BBU har arbejdet med, hvordan flere kan deltage i demokratiet, når alt for få fx møder op til landsmødet. Nu er vedtægterne blevet ændret, så delegerede skal repræsentere de enkelte lokalforeninger. For Sebastian handler det om at værne om en demokratisk tradition – også i en baptistisk forstand, hvor forskellige stemmer bliver hørt og ansvaret løftet i fællesskab. Derfor sender Sebastian en opfordring til sine medlemmer: Mød op, når der er generalforsamling, når der skal tages beslutninger, både lokalt og nationalt.

En organisation, der vil dig og dit trosliv

”Hvis jeg kun møder BBU en enkelt gang: Til en konference eller ved et besøg i en lokalforening – hvad ønsker du så, jeg skal tage med mig videre i livet?” Sebastian bliver en smule overrasket over spørgsmålet, men svaret kræver ikke meget refleksion. Det kommer hurtigt:
”Jamen, så vil jeg gerne have, at du tager med, at du har mødt et forbund, en organisation, som gerne vil dig og vil dit trosliv, som støtter og underbygger det, du brænder for. Jeg tror, at vores slogan, at vi tror på det, du brænder for, fanger det meget godt: Vi skal være med til at understøtte alle de gode aktiviteter og alt det gode trosliv, som er forskellige steder, lokalt eller internationalt.”

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

Emmanuel Cinzah Van Ceu
kom til Danmark den 11. september 2008. ”Det er ikke en dato, man glemmer”, bemærker Emmanuel. De seneste 15 år har han gjort tjeneste som præst i Chin Bethel Church i Skjern. Emmanuel er gift med Joy og sammen har de tre børn.

”Det er vigtigt, at vi har en ’menneskeorienteret’ ledelsesstil”, siger Emmanuel og fortsætter: ”Vores ledelsesstil skal have fokus på det enkelte menneske. En bibelorienteret ledelsesstil betyder fokus på den enkelte.”

Omfattende ledelseserfaring

Emmanuel har ledelseserfaring fra Chin Christian Association in Denmark (CCADK), hvor han var generalsekretær i perioden 2015-2018. Siden 2024 har han været assisterende generalsekretær i organisationen. Emmanuel har også international ledelseserfaring som administrerende generalsekretær i Chin Christian Association of Europe (CCAE).

Den personlige tro i centrum

Emmanuel fortæller, at kulturen selvfølgelig betyder meget i chin-menighederne. Men det er ikke det vigtigste: ”Det betyder meget for mig at tjene menigheden her i Skjern. Men det er vigtigt for mig, at vores kristne værdier ikke er baseret på kultur, men på troen på Kristus.”

Det er vigtigt for mig, at vores kristne værdier ikke er baseret på kultur, men på troen på Kristus.

Ledelse med fokus på det enkelte menneske er en moderne tilgang til ledelse. Et andet område, hvor Emmanuel gerne vil styrke fornyelsen, er i forhold til liturgien ved gudstjenesterne. Generelt er der ikke særlig stramme krav til liturgien i chin-menighederne: ”Da jeg kom til Danmark, kunne jeg godt se, at der var forskel på danske og chin-menigheder”, ler Emmanuel og fortsætter: ”Det er vigtigt, at der er plads til alle. Det er vigtigt, at alle føler sig inkluderet. Jeg tror, at alle har gaver og kompetencer, som kan bruges i menighedens liv.”

Det er vigtigt, at der er plads til alle. Det er vigtigt, at alle føler sig inkluderet.

Uforpligtende fællesskab duer ikke

Emmanuel peger på børn og unges tro, som en opgave, vi skal tage alvorligt: ”Det handler om, at de unge kommer til personlig tro på Jesus. Hvilken kirke, de tilhører, er mindre vigtigt. Det handler om den personlige tro.” Emmanuel udtrykker bekymring for, at mange unge bliver en slags ’kulturkristne’, der tilhører en menighed, men sjældent deltager. Emmanuel leder efter det rigtige udtryk på dansk, men siger så: ”Der findes et engelsk udtryk: Convenient Fellowship eller No Commitment Fellowship.” Det kan måske bedst oversættes til ’uforpligtende’ medlemskab. ”Det skal vi undgå”, siger Emmanuel: ”Det handler om, at de unge kommer til personlig tro.”

BaptistKirken om ti år?

En slags kommunesammenlægning for baptistkirker!

På spørgsmålet om, hvordan BaptistKirken ser ud om ti år, er Emmanuel ret præcis. Han peger på, at der nogle steder er relativt tæt mellem menigheder, der ikke ser ud til at være levedygtige på længere sigt: ”Vi skal indstille os på, at der kan være længere mellem baptistkirkerne. Vi bliver nødt til at slå os sammen i større levedygtige menigheder. En slags kommunesammenlægning for baptistkirker!”

Zumba?

På spørgsmålet om, hvordan præsten i Skjern lader op og finder energi til hverdagens udfordringer, lyder svaret: ”Jeg går til Zumba!” Emmanuel griner højt, da han er nødt til at gentage og tilføjer så med et grin: ”Jeg er den eneste mand på holdet. Jeg danser med en hel masse danske kvinder!” Emmanuel morer sig tydeligvis over at rykke lidt ved fordommene.

Fællesskab – på den enkle måde

Inden vi slutter samtalen, er der en enkelt ting, det er vigtigt for Emmanuel at få med i interviewet: ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske. Det kan vi blive, hvis vi bliver bedre til at møde hinanden som menigheder. Hvorfor er vi ikke en fem-seks unge fra min menighed i Skjern, der besøger din menighed i Aalborg? Vi kan inspirere og opmuntre hinanden. Og så kan I komme til Skjern og besøge os.”

”Det er meget enkelt. Vi kan begynde i morgen”, ler Emmanuel i telefonen fra Skjern.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

Lyt til artiklen:

Flemming Vesth Nielsen, 57 år:

• gift med Bodil siden 1991. Sammen har de fire sønner og en plejesøn
• bor i Pandrup og tilhører Bethelkirken i Aalborg
• født på Mellemgård i Ingstrup, hvor baptisterne holdt møder fra 1894 til kirken i Ingstrup blev bygget i 1916
• motionerer helst med en ketcher – badminton og tennis er de foretrukne sportsgrene

”Det betyder meget for mig at komme i min egen kirke og i kirkesamfundet og blive fyldt på i et miljø, hvor jeg hviler, glæder mig og bliver opbygget.” Flemming lægger vægt på, at han søger kompromiset og helst arbejder med konsensusbeslutninger. Han ved, at begge dele er svære i BaptistKirken i øjeblikket: ”Det er ikke realistisk, at alle bliver enige om alting. Jeg ved ikke, hvor ’smertegrænsen’ for uenighed går. Men jeg vil arbejde for at skabe en ramme, som flest muligt kan se sig selv i.”

Nåden er det største

”Jeg oplever, at Gud taler til mig i hverdagen, og at Jesus er nærværende. Jeg har oplevet vilde ting i mit liv. Fra et menneskeligt synspunkt er noget af det overnaturligt, men i Guds perspektiv er det naturligt overnaturligt”, fortæller Flemming og beretter, at Bodil engang blev kontaktet af en kvinde i bussen: ”Jeg kender dig ikke”, sagde kvinden til hende og fortsatte: ”Jeg ved, det er grænseoverskridende, men jeg er nødt til at fortælle dig noget. I står i nogle overvejelser med et barn. Det bliver til stor glæde og stor velsignelse for jer.” Hun stod af bussen, og Bodil har aldrig set hende siden. Men på det tidspunkt var Bodil og Flemmings plejesøn på vej til at blive en del af familien.

Tænk, hvis vi fik som fortjent! Jeg er så taknemmelig for Guds kærlighed til os.

Flemming fremhæver nåden som det største, der findes: ”Tænk, hvis vi fik som fortjent! Jeg er så taknemmelig for Guds kærlighed til os. Jeg føler mig privilegeret, fordi han elsker lige præcis mig – trods alt. Nåden er det største.”

Fra velkommen i døren til fællesskab i kirken

Flemming fremhæver to områder, der kræver ledelsens opmærksomhed i fremtiden: børn og unge samt gæster i kirken.

For Flemming handler det ikke kun om at komme til tro: ”Hvis vores børn og unge ikke får relationer inden for kirken, så dropper de ud. Det er få, der får så stærk en trosmæssig omvendelse, at den kan bære alene.” Flemming vil arbejde for flere ungefællesskaber, hvor lokale menigheder samarbejder – fællesskaber, der styrker relationerne mellem unge, der endnu ikke er rodfæstede i deres tro.

Det andet emne, der også optager Flemming, er: ”Jeg brænder for at finde ud af, hvordan gæster eller nye i menigheden kommer fra det første ’velkommen’ i kirkens indgangsparti til at være en fast del af en cellegruppe.” Nogle menigheder har ’knækket koden’. Deres erfaring vil Flemming arbejde for, at andre får glæde af.

Samtalen er nødvendig, hvis vi vil bevare fællesskabet

Behovet for enhed optager Flemming. Han peger på, at debatten om kirkelig vielse af personer af samme køn også var aktuel i BaptistKirken for 12–13 år siden: ”Nu har vi i en lang periode levet med uenigheden. Når vi så tager uenigheden frem, peger på den og ønsker at fremhæve det ene synspunkt frem for det andet, så opstår der et modpres.”

Behovet for enhed optager Flemming.

Samtalen er nødvendig. Flemming vil gerne være med til at facilitere en samtale, hvor vi aftaler rammerne og tænker: ’Hvad ville Jesus gøre eller sige her?’, inden vi handler.

Flemmings bud på god ledelse

Flemming har sin ledelseserfaring fra ungdommen i Ingstrup og Pandrup, fra tiden som formand for NBUF[1] og medlem af ledelsen i DBUF[2] (senere BBU[3]). Som menighedsrådsmedlem og -formand har han også erfaring med ledelse af det nære fællesskab. Adspurgt svarer Flemming: ”God ledelse er at være god til både at kommunikere og informere. Den gode ledelse forstår at lytte, derefter overveje og beslutte for så at udføre det, der er besluttet.”

[1] NBUF – Nordjyske Baptisters Ungdoms Forbund

[2] DBUF – Danske Baptisters Ungdoms Forbund

[3] BBU – Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

Lyt til artiklen her:

På Verdenskongressen 2025 i Australien blev Lone Møller-Hansen, tidligere generalsekretær for Baptistkirken i Danmark, valgt til en betroet opgave. Hun er sammen med 14 andre valgt til Baptist World Alliance, BWAs nye forretningsudvalg, kaldt Trustee Committee. Oversat betyder det Tillidskomiteen, på dansk vil vi kalde det forretningsudvalget.

Ved verdenskongressen blev en helt ny struktur virkelighed, og den største ændring er netop dette udvalg. De sidste ti år har Lone været en del af verdensrådet, kaldet Executive Committee.

”Men det har stort set ikke været brugt imellem de to årlige møder. Nu vil forretningsudvalget løbende påtage sig ansvar og støtte generalsekretæren og de ansatte områdechefer, der hver især har ansvar for de fem områder, BWA arbejder med.

De fem områder er ’Tilbedelse, fællesskab og enhed’, ’Mission og evangelisering’, ’Nødhjælp og udviklingsarbejde’, ’Religionsfrihed, menneskerettigheder og retfærdighed’ samt ’Teologisk refleksion og lederudvikling’,” fortæller Lone.

BWA vokser

Det nye ansvar betyder sikkert en yderligere rejse til Washington DC om året for Lone. Ellers har der de sidste ti år været et årligt møde på BWAs kontor, der ligger i Falls Church lige udenfor Washington DC, og et årsmøde i en af BWAs seks regioner på skift. Næste år er årsmødet i Sydamerika.

Der er de seneste fem år kommet 44 nye medlemsorganisationer i BWA – både nye lande, hvor der ikke før har været baptister, og baptistorganisationer. 17 er alene optaget i år.

Det betyder, at BWA er vokset med 32 pct de sidste 10 år og tæller mindst 55 mio. baptister verden over.

En anden grund til væksten er, at baptistorganisationer som universiteter og missionsorganisationer nu kan blive medlem. I år blev også et medie og en økonomisk rådgivningsorganisation medlemmer. Forudsætningen er, at det er en baptistorganisation, der søger op optagelse. ”Dermed bliver BWA meget mere slagkraftig, fordi vi samler en masse stærke ressourcer,” forklarer Lone.

Væksten i baptistkirkerne er primært i Afrika, hvor medlemstallet på ti år er mere end fordoblet. Både i Europa og Nordamerika har der været tilbagegang.

Ny struktur

De mange forskellige slags medlemmer kunne ikke rummes i den gamle organisation, som oprindelig kun talte nationale baptistsamfund. Nu bliver der et årligt Leadership Council, hvor alle ledere i BWA, formænd og -kvinder for alle kommissioner og udvalg, mødes og tager beslutninger. Alle disse arbejder frivilligt.

De mange forskellige udvalg bliver nedsat for fem år ad gangen, så nye udvalg træder i kraft efter verdenskongressen. Der er bl.a. to nye udvalg, som skal arbejde med ”tro og teknologi” – meget aktuelt med, hvordan vi forholder os til bl.a. AI, kunstig intelligens – og ”tro og forretningsliv”.

I alt er der 330 baptister, som ulønnet er en del af de mange komiteer og kommissioner.

Global Council er årsmødet, hvor alle 266 medlemsorganisationer kan deltage. Her knyttes der bånd på kryds og tværs af verden.

Trustee Committee mødes for første gang til september for bl.a. at fordele arbejdsområder. ”Jeg regner med, at jeg fortsat skal have ansvar for HR, Human Ressources, altså de ansatte. Jeg har fx de sidste fem år været den, der har tager den årlige medarbejdersamtale med generalsekretær Elijah Brown,” fortæller Lone.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Ved alle anledninger havde fællesskab en fremtrædende plads med efterlysning af friheden og respekten i samtalen. Kirkesamfund på tværs på Himmelske Dage, samtalen os imellem på synoden og alle samfundskonstruktioner på folkemødet – alle steder var de centrale ønsker, at mennesker i frihed og respekt opbygger fællesskaber.

Hvem mere end kristne og kirken burde kunne bidrage til opbygning af fællesskaber, hvor den enkelte mødes med respekt? Ikke fordi alle mener det samme, men fordi friheden til at mene og give udtryk herfor er i centrum og mødes med forståelse.

I de kirkelige fællesskaber burde vi være i front med at møde mennesker med respekt for friheden, men samtidig er de kirkelige fællesskaber så vigtige for os, at det kan gøre ondt, hvis meninger er meget forskellige. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på fællesskabets udtryksmåde.

I en debat på folkemødet i kirketeltet (Himmel og jord) beskrev Michael Wandt Laursen udfordringen med bl.a. to udtryk (i min beskrivelse):

– Vi kan være så bange for at blive beskyldt for ikke være tro mod Ordet, at vi binder og begrænser hinanden i at møde mennesker.

– Hvis vores fællesskaber er usikre, er vi tilbøjelige til, at holdninger kan være hugget i sten (fordi vi er usikre), så det begrænser os i mødet med næsten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Det er bare et tankespind. Men jeg tror, Jesus ville vælge en anden vej. Ingen farvestrålende præsentationer med hoppende figurer. Ingen nøgletal eller Key Performance Indicators, som det hedder på nudansk. Færre floskler og mere mening i samtalen.  Ingen stive hierarkier. Men en tydelig retning. Et formål større end profit.

Jesus ville sætte mennesker i centrum – ikke som ”Human Ressources”, men som elskede individer.

Jesus talte sjældent om magt, men ofte om tjeneste. Da disciplene diskuterede, hvem af dem der var størst, sagde han:

“Men den største blandt jer skal være jeres tjener.  Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” (Mattæus 23, 11-12).

Det vender op og ned på meget af den traditionelle ledelsestænkning, vi kender. I vores samfund er lederne altid de største. De har kontrollen, styringen – magten. Jesus’ ledelse er uden kontrol, men alligevel ansvarlig. Jesus tager ikke æren, men giver den gerne videre. Han sætte sig selv i tjenerens sted, da han vasker disciplenes fødder skærtorsdag aften. Han vasker endda Peters fødder, selv om han ved, at Peter svigter ham. Og han vasker Judas’ fødder. Judas, forræderen.

Jesus stillede spørgsmål og lyttede. Meget mere end han gav ordrer. Og han gik foran, selv da vejen førte til Golgata.

Hvis Jesus skulle lede os i dag, ville han nok ikke være den mest populære chef. Han ville udfordre medarbejderne til at se kolleger som medmennesker, ikke som konkurrenter til en mere attraktiv stilling. Han ville spørge lederne: Elsker du dem, du leder? Handler du som om, du elsker dem?

Det er ikke en nem ledelsesstil. Nærmest håbløs. Medarbejderne vil råbe på klare svar, ledelsen vil efterspørge mere handlekraft og bestyrelsen vil spørge ledelsen om ikke ansættelsen af Jesus er et fejlskud?

Men – praktiseret med respekt, tror jeg, Jesus’ ledelsesstil over tid vil skabe varig tillid, gensidig forståelse, håb for fremtiden, forandring og indbyrdes kærlighed.

Naiv tanke i en verden, der er væltet om på siden og ligger og spræller hjælpeløst? Måske, men vi kan jo ikke lade verden ligge uden at hjælpe den op at stå igen!

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det var Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken i Herlev og medlem af BaptistKirkens ledelse, der havde kastet sig over undervisningsopgaven. Det skete, mens hun besøgte Burundi og Rwanda fra den 19. februar til den 4. marts 2024. Besøget bragte Bodil vidt omkring: Fra præsteskolen i Rubura over Korskirkens projekter i Musema til BaptistKirkens projekt for unge enlige mødre nær Butare.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Afrika begejstrer

Der går kun få sekunder fra Bodil svarer på opkaldet, til telefonforbindelsen er fyldt med begejstring. Hun har oplevet mere varme, glæde og begejstring på sin tur til Afrika, end hun nogensinde havde drømt om. Det smitter af på hele interviewet.

Mange interesser skulle plejes

”Jamen, det var jo nærmest sådan en ’joint-venture’-tur,” fortæller Bodil, og tilføjer hurtigt: ”Nej, det må du altså ikke skrive!” Men det gør vi alligevel. For der var tale om en tur, hvor mange interessenter og mange interesser skulle tilgodeses.

I to landsbyer uden for Musema er Korskirken med til at drive et projekt blandt batwaerne: De fattigste blandt de fattige i Burundi. Menigheden i Musema blev selvfølgelig også besøgt og Bodil prædikede ved gudstjenesten.

Herhjemme havde Bodil holdt et oplæg for Kvindenetværket om at bringe evangeliet til marginaliserede grupper. Det ville Kvindenetværket gerne, at Bodil delte med samarbejdspartnerne i Burundi. Derfor havde de – sammen med BaptistKirkens ledelse – opfordret Bodil til at undervise på præsteskolen i Rubura.

BaptistKirken arbejder også for, at flere kvinder får en mere synlig plads i menighederne i Burundi. Præsteskolen er et godt sted at så frø, der måske senere kan spire og skabe forandring.

BaptistKirkens ledelse har en særlig forpligtelse

Bodil peger også på, at BaptistKirken har en forpligtelse som organisation til at følge op på de projekter, vi støtter. Det sker, når Lise Emming Weber-Hansen rejser rundt i Burundi og Rwanda og besøger projekterne og når Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed, rejser ud og møder partnere og projektansvarlige. Men ledelsen er også nødt til selv at rejse ud og få førstehåndskendskab og vise samarbejdspartnerne, at BaptistKirkens ledelse prioriterer samarbejdet.

Undervisning på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Hårdt arbejde

Selv om solen skinner og klimaet er mere behageligt end i Danmark, så er det hårdt arbejde at være rejsende repræsentant for BaptistKirken. Besøget hos batwaerne og undervisningen på præsteskolen fyldte meget i programmet. Undervisningen havde også fyldt meget inden rejsen, fortæller Bodil. Det tager tid at forberede tre dages undervisning. Både fordi det hele skulle foregå på engelsk og der skulle være tid til oversættelse, og fordi undervisningen skulle give mening og være relevant for mennesker i en helt anden kultur. Men Bodil oplevede også en udfordring af en helt anden karakter:

”Jeg var faktisk nervøs for at undervise på præsteskolen. Mig bekendt var jeg den første kvindelige teolog fra Danmark, der skulle undervise. Og jeg tror ikke, at de tidligere har modtaget undervisning af en kvindelig teolog,” fortæller Bodil om sine overvejelser og fortsætter: ”Jeg vidste på forhånd, at både mit budskab og det, at jeg er kvinde, ville være udfordrende.”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Evangeliet er virkelig gode nyheder

Bodils undervisning på præsteskolen stillede spørgsmålet: ”Hvordan er evangeliet virkelig de gode nyheder – for alle?” Bodil uddyber budskabet:
”Jeg spurgte: Hvordan er evangeliet ”truly the good news”? For jeg mener virkelig, at evangeliet er gode nyheder – også for alle marginaliserede grupper. Men det er bare ikke altid det budskab, kirken kommer ud med.”

Bodil spørger retorisk og glemmer helt, at det er hende, der skal svare på spørgsmålene:
”Hvornår er evangeliet virkelig de gode nyheder? Fx for kvinder i et mandsdomineret samfund? Eller for batwaerne, der virkelig er marginaliserede. Mennesker som ingen andre i samfundet bryder sig om. Kvinderne i Young Single Mothers-projektet, der er blevet smidt ud af kirken og familierne: Hvordan kan evangeliet nogensinde blive en god nyhed for dem, hvis kirken bruger det til at undertrykke dem?”

Bodil og de præstestuderende i Rubura (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Udfordrede præstespirer

Det er ikke svært at forstå, hvis eleverne på præsteskolen blev udfordret af spørgsmålene. Og de fik mere at tænke over, for Bodil udfordrede også ved at spørge dem, hvad det var, Jesus kom med? Var Jesus’ evangelium ikke også et opgør mod den kultur, der var på hans tid? Og er meningen med evangeliet i dag ikke fortsat at udfordre den styrende kultur? Hvis kulturen fx er at udelukke og se ned på kvinder, der bliver gravide udenfor ægteskab, så er evangeliet den modkultur, der prædiker omsorg og tilgivelse.

”Vi må jo ikke tilpasse evangeliet, så det passer ind i vores kultur. Som kirke er vi kaldet til at være en modkultur og holde fast i det oprindelige budskab,” siger Bodil.

Det samme budskab overalt

Bodil fremhæver, at hendes undervisning selvfølgelig var rettet mod de mænd, der studerer på præsteskolen i Rubura. Alle studerende på præsteskolen er mænd, for man kan kun være baptistpræst i Burundi, hvis man er mand – og gift. Men budskabet kan ikke isoleres til kulturen i Burundi og Rwanda. Budskabet gælder også i Danmark:
”Vores udfordring herhjemme er, at Jesus taler rigtig meget om nøjsomhed. Jesus er jo ikke fortaler for overforbrug eller for, at vi ikke deler med de fattige. Det er jo det, der gør ondt hos os. Vi er ikke bedre end præsteaspiranterne, men vi har forskellige udfordringer at kæmpe med i forhold til at være modkultur.”

Inspirationen fra Galaterbrevet

Bodil fortæller hvor inspirationen til undervisningen kom fra:
”Jeg er meget optaget af Paulus’ budskab i Galaterbrevet, kapitel 3, fra vers 27-28, hvor der står ’Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til…’. Det har vi slet ikke taget alvorligt som vestlig kirke. Hos os har der sandelig været forskel på, om man var ’jøde eller græker’ eller sort eller hvid. Så vi har bestemt ikke nogen grund til at hæve os over vores brødre og søstre i Afrika. Det var vigtigt for mig at undervise i, at for Jesus er der ikke forskel på mennesker.”

Et intenst forløb

Bodil fortæller, at forløbet på præsteskolen var meget intenst. Det var hårdt at være ”på” i adskillige timer. Flere gange undervejs blev hun bevæget over elevernes engagement og lyst til at forstå budskabet:
”Det gjorde enormt stort indtryk på mig. Når man prædiker, prædiker man jo også for sig selv. Og jeg kom undervejs til at reflektere over de eksempler i vores kultur, hvor vi heller ikke behandler de marginaliserede ordentligt. Jeg blev ramt af tanken om, hvor stærkt og hvor kærligt evangeliet vitterligt er.”

Anerkendelse på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Anerkendelse

Eleverne på præsteskolen var virkelig overraskede over undervisningen. Både over at modtage undervisning af en kvinde, men også over budskabet. Efter den første dag med undervisning, hvor alle var ved at pakke sammen, er der en af de studerende, der siger: ”She is really a pastor” – ”hun er virkelig en præst…”.

”Jeg opfattede det som en anerkendelse. At man godt kunne have respekt på trods af, at jeg er kvinde. Dagen efter spurgte jeg, om det havde været for stor en mundfuld og alt for udfordrende. Så er der en, der rejser sig op og siger, at ja, det havde været en udfordring, men han ville bare ønske at jeg kunne blive der under hele deres uddannelse.”

Efter et par sekunder fortsætter Bodil med et tydeligt smil i telefonen: ”Bum! Den skulle lige synke ind…. Men så gav jeg den også gas resten af tiden!”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Batwaerne

Burundi er et af verdens fattigste lande målt på næsten alle kendte parametre. Bodil besøgte to batwa-landsbyer udenfor Musema, hvor Korskirken støtter forskellige projekter:
”Når man besøger de fattigste mennesker i det fattigste distrikt i verdens fattigste land… Så er folk vitterligt meget fattige. Selv om jeg har set billeder og været involveret i arbejdet meget længe, så gjorde det et ufatteligt stort indtryk at besøge de her mennesker.”

Selv om vores økonomiske bidrag kan virke beskedne, så gør det en meget stor forskel for en batwa-familie, om de bor i en hytte af jord og palmeblade eller en lerklinet hytte med fast tag og ildsted.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

De sendte en dame

Bodil fortæller om en hændelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards ikoniske bogtitel. Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelses-komiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne. Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om kendskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?” Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

På falderebet

– ligger det Bodil meget på sinde, at vi husker Young Single Mothers-projektet i Huye nær Butare:
”Det handler både om menneskesyn og ansvarsforflygtigelse: Kulturen er, at man ekskluderer de gravide kvinder og lader mændene stikke af fra ansvaret. Mens jeg var der, var flere skoleledere inviteret på besøg for at åbne op for en samtale om, at det ikke løser nogle problemer at smide pigerne ud af skolerne – tværtimod. I den sammenhæng er projektet med syskolen, som blandt andre Bethelkirken støtter, også et virkelig vigtigt arbejde.”

Så er vi tilbage ved evangeliet som modkultur. For dem, der udstøder de unge kvinder fra kirken og familien er evangeliet, at det skal de holde op med – de må ændre kulturen. For os er evangeliet at møde denne kultur med tilgivelse og kærlighed og hjælp til forandring i stedet for fordømmelse.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere