Lyt til artiklen her:

”For to år siden sad vi i BaptistKirkens ledelse og konstaterede, at der var ting i vores fællesskab, der ikke var hensigtsmæssige. Vi ”begravede” flere menigheder, end vi plantede nye. Vi oplevede, at demokratiet ikke handlede om samtale, men var blevet degraderet til at handle om at tage stemmehæfterne frem. Vi talte ikke sammen, der var intet på spil – og ingen gejst,” sagde Christian Bylund, da han indledte fremlæggelsen af ledelsens planer for Genstart2025-processen.

Christian fortsatte: ”Hvordan kan vi være kirkesamfund, når så mange ting brænder?” Christian forklarede, at ledelsen oplevede, at de sad seks ledelsesmedlemmer omkring bordet på hver sin brændende stol – med endnu flere brande omkring sig, end de kunne slukke.

Ingen færdige løsninger fra toppen

Fra begyndelsen af Revitaliseringsprojektet, der senere blev til Genstart2025, var BaptistKirkens ledelse klar over, at den ikke ville forsøge at komme med færdige løsninger. Derimod ville man forsøge at skabe en proces, hvor alle interesserede kommer til at arbejde med spørgsmålet: ”Hvad vil det sige at være baptist og baptistkirke?”

Proces, principper og kronjuveler

Processen frem mod det tidspunkt, hvor menighederne skulle deltage aktivt, var planlagt til at tage fire ledelsesmøder. Det blev hurtigt til fem og senere seks møder. Et af de vigtigste resultater af ledelsens arbejde er tre principper for det videre arbejde.

Principperne er

• At vi har lyttepligt! Fordi Gud leder os, når vi lytter til hinanden og især lytter til dem, der mener noget andet end os.
• At vi er stærkere sammen! Som enkeltpersoner har vi brug for menighedsfællesskabet, og som menigheder har vi brug for hinanden: Lytte til hinanden og bruge hinanden.
• At vi har taleret i hinandens menighedsliv

De tre punkter taler ind i nyfortolkning af to ”baptistiske kronjuveler”:

• Den demokratiske opfattelse, der skal udvides med samtaledemokrati frem for afstemningsdemokrati og
• Udfordringen af den enkelte menigheds suverænitet, ved at lade andre – menigheder eller udenforstående enkeltpersoner fx mentorer – få taleret i menighedens liv.

”Plejer” er ikke længere nok

Det er nødvendigt at udfordre det, vi plejer at gøre. Plejer rækker åbenlyst ikke til at være baptistkirke i fremgang længere. De tre principper kendetegner den kultur, som ledelsen ønsker at fremme i BaptistKirken.

Vejen mod den fælles kultur med lyttepligt, sammenhold og taleret i hinandens liv går via fælles værdier. Derfor er det ledelsens plan, at den proces, der sættes i gang med udsendelse af materiale til menighederne i august 2024, skal bringe os nærmere en række fælles værdier.

Synoden beslutter værdierne

På synoden i pinsen 2025 er det planen, at vi endeligt beslutter, hvilke værdier, der skal kendetegne BaptistKirken i fremtiden.

”Baptister har ikke tradition for at skrive tykke lærebøger eller samle sig om trosbekendelser. Vi samler os om at gøre noget, om at handle, om den mission, vi har i verden. Derfor skal vi også samle os om processen med at skabe fælles værdier,” lød det fra Lasse, inden han gav ordet videre til Christian, der gennemgik det praktiske forløb.

Læs mere om Genstart2025

Find alle artikler om Genstart2025 på baptist.dk i denne artikel: Artikler og information om Genstart2025.Her finder du også komplet oversigt over processen med datoer

Samtalen begynder i det små

”Det er vigtigt, at arbejdet begynder med samtale ude i menighederne. Derfor kan det materiale, vi sender ud til august også bruges i cellegrupper, smågrupper eller bibelgrupper. Det er vigtigt, at det er ude i menighederne I begynder at gå på den vej, i den retning, der fører os frem til fælles værdier,” fortsatte Christian.

Præsterne er kulturbærere

”Men vi har også brug for kulturbærere: Nogle der tager de tre principper på sig og siger. ”Det er det her, der skal kendetegne vores proces. Derfor har vi inviteret præsterne på en tre-dages ”arbejdslejr”, hvor alle præsterne bliver uddannet i en lytteproces. Præsterne skal kunne lede og undervise andre i lytteprocessen.”

Senere bliver alle menighedsledere inviteret til en tilsvarende undervisningsdag i Tølløse eller Rebild:
”Det er dem der arbejder aktivt med ledelse i menighedsråd og andre sammenhænge, vi skal have fat i: De mennesker, der fremadrettet skal tegne de menigheder og det kirkesamfund, vi ønsker,” forklarede Christian.

På baggrund af processen, der begynder i de mindste grupper og fortsætter i menighederne, kan vi i fællesskab på synoden i juni 2025 finde de værdier, der giver den retning, vi skal gå som BaptistKirke og menigheder i fremtiden.

Udfordrende proces

Christian påpegede, at processen vil være en udfordring, fordi anvendelse af de tre principper gør op med en kultur, som er indarbejdet i os over mange år:
”Men vi er i gang med at bryde en kultur ned, som åbenlyst har været usund for os. Vi har præsenteret nogle nye og bedre principper, som vi skal arbejde hen i mod: Det kræver både tid og tilvænning. På synoden skal vi have værdierne på plads. Vi får ikke en færdig plan for alting på synoden, men måske en plan, der angiver nogle vigtige handlinger, der kan bringe os videre i den rigtige retning.”

Inden debatten præciserede Lasse, at synode ikke er ”for enkelte kloge mennesker, der sidder og samtaler.” Det er meningen, at synoden i Sæsing skal være en kirkefest med oplæg, samtale og fejring sammen – i fællesskab.

Spændende debat

I den efterfølgende debat var talelysten stor. Op mod tyve af landskonferencens deltagere tog ordet i en debat, der var præget af ros til ledelsen for at have taget initiativ. Men også et traditionelt baptistisk ”bare det nu fører til noget”-forbehold i flere af indlæggene.

Det blev påpeget, at værdier er umistelige: De værdier, vi når frem til på synoden, skal være så væsentlige for os, at vi ikke kan leve uden som menigheder og kirkesamfund.

Udsagnet var i tråd med at par indlæg, der fremhævede, at vi skal gå ind i processen med øjnene åbne for, at vi ikke når til enighed om værdierne. Og at netop værdiernes umistelighed for nogle kan føre til brud mellem os. En situation, som flere fremhævede som en mulighed, der vil kalde på forståelse for hinandens synspunkter.

Fokus var også på, at taleret ind i hinandens menighedsliv ikke må forveksles med beslutningsret. Det kan være ”surt” at forsøge at vejlede andre, der så vælger ikke at ville vejledes alligevel!

Flere pegede på, at fælles bibellæsning og fortolkning i større eller mindre fora er en nødvendighed i processen. Vi kan ikke lade beslutningerne hvile på enkeltpersoners udlægning, vi må tilbage til den baptistiske tradition med at læse bibelen og udlægge teksten i fællesskab.

Der blev også opfordret til at inddrage både børn og unge. Spørge dem, hvordan de opfatter menighedsfællesskabet og hvad, der skal til, for at de forbliver en del af fællesskabet. Her kunne Lasse oplyse, at projektet allerede har etableret ”lytteposter” med unge mennesker, der skal give deres mening til kende.

Arbejdsmodellen

Som afslutning på debatten gennemgik Lasse kort modellen, der danner grundlag for de kommende samtaler, uanset om det foregår i cellegruppen eller på synoden. I al sin enkelhed kommer den enkelte deltager til at lytte cirka tre gange så lang tid, som deltageren taler under arbejdet. Givetvis en udfordrende tanke for en del af de tilstedeværende på LK1!

BaptistKirkens formand Vibeke Dalsgaard afsluttede debatten med løfte om, at alle forslag, forbehold og forvirringer var noteret til brug i den kommende proces.

Læs mere om Genstart2025

På baptist.dk vedligeholder vi en oversigt over alle artikler, der indeholder information om Genstart2025: Artikler og information om Genstart2025. Her finder du også en oversigt over processen – med datoer.

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 02. okt. 2025 - Uenig enhed?
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?

Find flere

Lasse Åbom:

• præst i Aarhus Baptistmenighed
• tidligere ansat i Odense og Herlev Baptistmenigheder
• medlem af ‘Tjeneste og Uddannelses-udvalget
• cand. theol.

Bibelen er historien om Guds svar på vores råb. Kirkehistorien er historien om vores svar på Guds kald.
Guds svar på menneskers råb er i Det gamle Testamente udvælgelsen af jøderne som sit folk, som et kongerige af præster og et helligt folk for Gud. Den tanke fortsættes i Det nye Testamente, hvor de kristnes fællesskab – menigheden – kirken skildres som Guds folk. Paulus siger det meget stærkt: de kristne er Kristus’ legeme i verden, og han taler om, at vi iklæder os Kristus og lever i Kristus.[3]

Vi er Guds svar på verdens kald

Vi er budskabet. Når verden råber: ”Gud, hvor er du?” Er svaret: ”I de kristnes fællesskab – menigheden – kirken er jeg nærværende hos jer”. Gud inkarneres i verden som menneske i Jesus’ fødsel, og kirken er en gentagelse af inkarnationen. Gud er til stede i verden gennem kirkens eksistens.
Derfor lyder Guds spørgsmål, Guds kald til de kristne: ”Menneske, hvor er du?”

Læs også artiklen:
Er det muligt at få og holde på præsterne?

Kaldet til efterfølgelse

På Jeremias-studietur til London blev kirkens kald til diakoni meget klart, fortalte Christian Sofussen, der læser teologi på Aarhus Universitet. Efter en række dage med fokus på det åndelige besøgte gruppen Frelsens Hær. Her oplevede de kirken i tjeneste for de udsatte. Det blev tydeligt, at kirken – menigheden – de kristnes fællesskab er kaldet til efterfølgelse, til at være nær hos mennesker i verden.

Kirken er et middel

Nyere missionsteologi har lært os, fortsatte Lasse Åbom, at kirken er ikke er målet, men snarere midlet i Guds mission. Kirken arbejder ikke selvstændigt med mission, men arbejder med på Guds mission, MISSIO DEI. Der er kirke, fordi der er en mission og ikke omvendt.[4] Bonhoeffer sagde det således: ”Kirken er kun kirke, når den er til for andre.”

Yoder og andre anabaptister opfatter kirken som tegn på Guds Rige. Man tager ikke til Paris for at se et skilt til Eiffeltårnet. Skiltet er ikke et mål i sig selv, men skiltet hjælper os til at finde og se Eiffeltårnet. På samme måde er kirken ikke et mål i sig selv, men hjælper os til at finde og se Gud.

Præsterne har dobbelt arbejdsgiver

Opgaven – og visionen – er altså, at menigheden skal være tegn på Guds rige. Den skal være et skilt, der viser videre til Gud.

Det er mandatet, og det betyder jo i grunden, at som ansatte i menighederne har vi en dobbelt arbejdsgiver. Vi har en konkret menighed og en sammenhæng, vi skal fungere i, men vi har også et mandat – et kald – en tjeneste, der ikke flyder fra ansættelsekontrakten, men fra det, vi tror, Gud vil, vi skal i verden.

Det er en særlig fare i vores tradition, at kirken, opretholdelsen af menigheden, bliver målet i sig selv.

Den gyldne cirkel af hvad, hvordan – og især hvorfor

Ved ethvert initiativ er det væsentligt at overveje, hvorfor (why) man gør det. Det er budskabet i Simon Sineks ’The Golden Circle’, som Charlotte Friis præsenterede os for. Vi ved alle, hvad (what) og hvordan (how) vi gør, men ved vi også, hvorfor vi gør det?

Når vi ved hvorfor, er det nemmere selv at bevare fokus på opgaven og at motivere andre til at være med. Derfor opfordrede Charlotte Friis menighederne til at finde frem til, hvorfor de handler, og til at sørge for at holde fokus på årsagen, evt. gennem forbedringer eller forandringer. Charlotte Friis læser ’Professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation’ (3K) på Diakonhøjskolen i Aarhus.

I et spændingsfelt

Det er altid en udfordring, fortsatte Lasse Åbom, og alle former for kirker er svar på at leve den udfordring ud. I vores tradition er den særlige udfordring, at præstens stilling er udsat, og alles mening er vigtig. Derfor bliver hvert menighedsmedlems holdning rettesnor for det, vi skal gøre, hvordan gudstjenesten skal udformes, og de aktiviteter, vi skal sætte igang i kirken. Men rettesnoren må aldrig være menneskers – den er Guds.

Det spændingsfelt står vi i som præster – og jeg skal ikke fortænke nogen i at knække halsen på det, for det er udfordrende. Det, vi gør, skal være baseret på vores mission – ikke vores smag – for ellers er vi ilde stedt. Når vores preferencer – og ikke vores passion eller mål – styrer vores valg, er vi ilde stedt som kirke.

Det er ikke kun en kritik af det gamle, men i lige så høj grad en kritik af det nye. Som Teun van der Leer sagde i sommer: ”Vi deler os langt hellere på baggrund af smag og stil end dogmatiske forskelle”.

Heling er nødvendig

Kirken er inkarnationens sted i nutiden. Menigheden bærer Guds nærvær blandt mennesker. Det drejer sig om at reparere verden; at være til velsignelse. Den funktion kræver en heling af os og af vores verden.

Måske skal vi ikke være så bange for at tænke i sæsoner og skift. Der er måske en tid til at dø, eller der er en tid til genopstandelse. Heling betyder at vokse i dybden og at begynde med os selv. Heling af os selv og verden. Ikke bare fastholde og tillade vores spiritualitet at forblive forkrampet.

Læs også artiklen:

Gud kalder – men hvad kalder Gud til?

Mission i et bredere perspektiv

”Tjeneste er ikke kun at være ude blandt mennesker. Tjeneste er også at arbejde med de bagved liggende strukturer og opgaver”, sagde Cecilie Mølbæk Jørgensen, der også læser på 3K. Hun fortalte om sit arbejde med YEGO: ”Jeg har ikke særlig meget kontakt med de mennesker, jeg arbejder for at hjælpe, men uden alt det arbejde, der ligger bag et udviklingsprojekt, ville der slet ikke være noget projekt. Jeg er i tjeneste, når jeg prøver at gøre verden til et bedre sted at være – også selvom det ikke er for dem, der er tæt på mig lige nu og her.”

Vi er kaldet til kollektiv tjeneste; til i fællesskab at reparere verden, sluttede Lasse Åbom sit oplæg. De kristnes fællesskab er kaldet til at tage del i MISSIO DEI – Guds mission. Hvis vores tænkning om det at være de kristnes fællesskab – menighed – kirke ikke går tilbage til Abraham, så er vi ilde stedt. Vi er velsignet, for at vi kan være til velsignelse.

[1] 1. Mosebog kap. 3, vers 9

[2] Salmernes Bog kap. 10, vers 1

[3] Salmernes Bog kap. 10, vers 1; 1. Peters brev kapo. 2, vers 9-10; 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12 og 27

[4] David Bosch: ‘Transforming Mission’.

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lasse Åbom:

• præst ved Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
• teologiske studier ved universiteterne i København og Aarhus

Reformationen cementerede det ægteskab mellem kirke og stat, som begyndte allerede i Romerriget, da kejser Konstantin[1] med et slag gjorde kristendommen til statsreligion. Luther havde brug for fyrsternes beskyttelse i sit opgør med pave- og kejsermagten, og derfor knyttede han og reformatorerne i mange tilfælde båndene mellem kirke og stat endnu tættere. Men dele af den anabaptistiske tradition udviklede andre måder at være kirke på, hvor man søgte at være kirke uden tilknytning til magthaverne. Måske kan vi lære af deres erfaringer og tanker, når vi forsøger at være kirke i det 21. århundrede, hvor kirken igen befinder sig på kanten af samfundet.

En stemme fra marginen

I anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition.

Et interessant forsøg på at formulere en teologi for det 21. århundrede inspireret af reformationstidens anabaptister er gjort af den engelske præst og teolog Stuart Murray. Udgangspunktet for hans tænkning og arbejde er, at den kristendom, der i stærk alliance med magthaverne har domineret Europa i mere end 1.000 år, er i opløsning. Samfundet er i stadig stigende grad fremmed over for en religiøs tradition, og kirkerne befinder sig i marginen af kulturen frem for i centrum. Men Stuart Murrays pointe er, at det ikke er en trussel for kirken, men derimod en gave, for det er kirkens naturlige plads i samfundet ikke at tale fra en magtposition, men fra marginen.

En moderne anabaptisme

Murray mener, at i anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition, og at anabaptismen derfor har en særlig vigtig rolle at spille i det 21. århundrede. Vi kan ikke sætte præcist lighedstegn mellem 1500-tallets anabaptisme og nutidens. Dertil er den historiske anabaptisme en alt for broget og mangetydig størrelse, men vi kan finde inspiration til at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede. Stuart Murray peger selv på følgende syv kerneværdier fra den anabaptistiske tradition:

• Efterfølgelse

Tro handler ikke om at have de rette læresætninger, men om at følge Jesus som det centrale forbillede for vores tro, vores måde at leve på og vores engagement i verden.

• Jesus i centrum

Jesus viser os, hvem Gud er, og hvordan Gud er. Derfor er det også Jesus, der er den linse, vi læser og tolker Bibelen igennem.

• Kirke er mennesker

Kirken består af dem, der sammen søger at følge Jesus, og kirken kommer på afveje, hvis den er mere interesseret i at fastholde sin institutionelle magt eller alliere sig med magthavere end i at være tegn på det, Gud gør i verden.

• Alle er velkomne

Gud har et særligt øje for de sårbare, de udstødte og de magtesløse. Kirkens opgave er altid at være på deres side og invitere dem ind i fællesskabet omkring Gud.

• Et broget fællesskab

Kirken er et broget fællesskab af mennesker, hvor vi ser vores forskellighed som en styrke og et vidnesbyrd om Guds forsonende kærlighed, og ikke som en svaghed, der skal bekæmpes.

• Omslutter hele livet

Vores tro har betydning for hele vores liv, herunder hvordan vi forvalter vores ressourcer, vores tid og vores evner. Målet er at leve enkelt og mådeholdent, så vi ikke er bundet til det materielle, men så vi kan være generøse med det, der virkelig betyder noget.

• Søger freden

Guds fred er det centrale tema i evangeliet, og de, der følger efter Jesus, er forpligtet på at arbejde for fred og forsoning i deres eget liv og i verden.

Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden.

Et levende alternativ

Med de værdier søger Stuart Murray og folkene omkring ham at formulere en troværdig alternativ fortælling til den fortælling, kristendommen har fortalt i mange år, og den fortælling, vi ellers hører i vores omverden. Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden. Som sagt går der ikke en direkte linje til den oprindelige anabaptisme, men inspirationen er tydelig, særlig når det gælder forholdet til magthaverne og fokuseringen på, at tro og liv hører sammen.

Læs mere

• om anabaptismen på anabaptist.dk
• om Stuart Murray og hans arbejde på anabaptistnetwork.com
• af Stuart Murray: ‘The naked Anabaptist – the Bare Essentials of a Radical Faith’ og ‘Church after Christendom’

Du kan møde Stuart Murray på BaptistKirkens Lederkonference d. 21.-22. april 2017.

Inspiration til liv

Spørgsmålet er, om vi i Danmark kan hente inspiration i Stuart Murrays forsøg på at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede? Når vores politikere er optaget af at tale om kristne værdier, og underlægge religionen deres politiske dagsordner, vil vi så også lytte til stemmerne fra marginen og forsøge at være troværdige tegn på, hvad Gud gør i dag?

[1] Romersk kejser år 306-37

Relateret

• 06. jan. 2021 - Gud har aldrig vigepligt
• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 25. jun. 2018 - Frihed til at tro?
• 25. jun. 2018 - Religionsforskel

Find flere