Læs også Poul Asgers artikel: Hvor er vi på vej hen og hvorfor? og Mads Lindholms artikel Kirken og de nye fællesskaber.

Mine tanker stak af til børneværelset, da ca. 160 deltagere drøftede BaptistKirkens fremtid. Ikke fordi, det var en barnlig samtale. Men fordi de nye klodser ikke passer til den gamle skabelon, vi sad med. Passer de nye trosfælleskaber ind i vores organisationsform, når vi fx tænker på fredagsfamilier, pilgrimsvandrere, spiritualitetsfolk og gospelsangere? Og hvad med de nye idébårne handlingsfællesskaber: Venligboerne og andre diakonale tiltag, fx blandt socialt udsatte og misbrugere? Der blev refereret til de nævnte og flere til. Og der blev spurgt: Hvorfor organiserer de sig alle sammen udenom de etablerede kirkeformer? Og så gik tanken til børneværelset, hvor de små forgæves kæmper med skabeloner og figurer, der ikke vil …[1].

De nye fænomener

Hvis de nye fællesskaber har en fællesnævner, må den bestå af to ting: De er for det første opbygget omkring en enkelt idé, og for det andet er de oftest organiseret som løse netværk, der virker i kraft af kommunikation på de sociale medier. Anderledes forholder det sig med vores ‘traditionelle menigheder’. Her samles vi omkring ‘hele evangelie-pakken’, og vi kommunikerer ansigt til ansigt via relationer, der holdes sammen af nærvær, omsorg og tjeneste. Denne spænding mellem nyt og gammelt kom frem i samtalen på flere måder:

• Som kristne må vi altid være på vej – åbne for den nutid, hvor vi ser Helligånden arbejde …
• Vi bliver kun rigere ved at give dét, vi modtog, til andre – ellers har vi kun minderne tilbage!
• Hvad vil de nye fællesskaber med os? Er der gode grunde til, at de ikke spørger om inklusion?

Magter vi at udtrykke evangeliet på en tidssvarende måde, der giver mening for andre?

Er vi åbne for selvkritik?

Gudstjenesten og menighedslivet forlades ofte af dem, der finder ind i de nye former for ‘menighedsliv’. Det er en virkelighed, der rammer os i disse år. ‘Kristen identitet’ blev tidligere skabt i bibelundervisningen og i gudstjenesten. Her finder de nye ‘flydende’ fællesskaber ikke umiddelbart nogen mening. Sådan en tendens må få os til at se med selvkritik på vores menighedsliv.

Skal vi som kirke kunne rumme alt det nye? Eller skal vi blot glæde os over alt det, andre magter?

Det er afgørende, at vi ikke støder mennesker fra os, men prøver at forstå dem og leve i dialog med dem. Og det er vigtigt, at det sker, selvom de anfægter livet i vores lokale menigheder – altså undlader at tilvælge et regelmæssigt og traditionelt menighedsliv. I vores drøftelse kom selvkritikken til orde på forskellig vis:

• Magter vi at udtrykke evangeliet på en tidssvarende måde, der giver mening for andre?
• Bliver de nye fællesskaber skuffede i mødet med vores traditionelle samværsformer?
• Går vi for meget op i ‘dét, vi tror’ snarere end at ‘være tro’ i reelle handlinger overfor andre?
• For at mennesker bliver kristne, må de have mulighed for at indøve et sprog og færdigheder, der hører den kristne tro til. Sker det i højere grad i de nye sammenhænge end hos os?

Hvad bør ‘det nye’ gøre ved vores organisationsformer i det traditionelle menighedsliv?

Hvad med strukturerne?

Vores organisationsform i et traditionelt menighedsliv stak ofte hovedet frem i samtalen. Vores kirkeliv er indlejret i demokratiske strukturer. Vi mødes med lange dagsordener. Vi diskuterer længe, inden vi handler. Vi arbejder med tjenester, der er grænseløse i tid. Vores valgperioder binder os til engagement over flere år. Vores menighedsliv fungerer med andre ord som dét ‘forenings-Danmark’, der er i opbrud mange andre steder. Spørgsmålet om vores organisationsform kom til udtryk i udsagn af denne art:

• Hvad bør ‘det nye’ gøre ved vores organisationsformer i det traditionelle menighedsliv?
• De ‘nye fællesskaber’ falder udenfor vores skabeloner. Skal de gamle skabeloner fornyes?
• Skal vi som kirke kunne rumme alt det nye? Eller skal vi blot glæde os over alt det, andre magter?
• Mange engagerer sig i nye netværk. Men er det nok? Har vi ikke brug for pligt til udholdenhed?
• Rundt om os tales der om ‘disruption’, dvs. forstyrrelse eller sammenbrud. Rammer det også os?
• Vi har brug for ‘omvendelse’ – langt mere end en ny ‘strukturreform’ …
• Vi må ud af komfortzonen! Kun hvis vi forsøger nye ‘store ting’, sker der ‘store ting’!
• Hvad er vores succes-kriterium? Er vi parat til at give slip på dét, vi kender? Og sige: Tænk, hvis …

Fortsætter samtalen mon?

Samtalen må fortsætte derhjemme i vores traditionelle menigheder.

Folk, der arbejder med kirkehistorien, kan fortælle, ‘at forstyrrende former for nyt liv’ altid har været på spil. Det er vel det, vi forsøger at udtrykke, når vi netop i år har sagt: Kirken må altid lade sig reformere! Derfor var det passende, at Lone Møller-Hansen rundede samtalen af på denne måde: Det er befriende at tage hjem med ubesvarede spørgsmål! Samtalen må fortsætte derhjemme i vores traditionelle menigheder. Vi må arbejde med, hvad det vil sige at være Jesu Kristi kirke – både i og til tiden.

[1]  Idéen med puttekassen er jeg Mads Lindholm tak skyldig

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Sådan skriver Paulus til menigheden i Korinth[1]. Det var vel ikke alt det, der kom i brug, men gennem hele samværet var der en følelse af samhørighed. Vi ville alle det bedste for det kirkesamfund, som vi er en del af, da vi mødtes på Rosborg Gymnasium i Vejle den 18. november.

Ordstyrerne gik til tjenesten med et smil, selv om det ikke altid var lige let at styre de talelystne. Basisbudgettet blev enstemmigt vedtaget, selv om det ender med et underskud på 166.700 kr. Det er voveligt af vores ledelse at komme med sådan et budget. Men den gør det vel i tillid til, at menighederne – det er os – vil stå bag. Ved en gudstjeneste blev der bedt om, at Gud ville sende nogle penge. En rejste sig med ordene: Det er ikke noget at bede Gud om. Det kan vi klare selv. Er det rigtigt?

Dagens ordstyrere: Pia Duebjerg Andersen og Ebbe Holm

baptist.dk var også på dagsordenen, men da det behandles særskilt, kommer det ikke med her.

Præster og menigheder

Sådan lød punkt 4 på dagsordenen. Det har været et tilbagevendende emne på adskillige årsmøder: ‘Skal vores præster have en uddannelse – i så fald hvilken?’ Det resulterede i en Prædikantskole under forskellige former.

Æraen med selvstændig baptistisk teologisk uddannelse sluttede med skolen i Tølløse. Jeg havde selv glæden af at få en grundlæggende uddannelse på den skole (1963-1966). Men det har også været givende at få lidt bygget ovenpå, da vores ‘egen’ uddannelse ‘kun’ kvalificerede til tjeneste i baptistmenigheder og eventuelt i andre frikirker.

Gennem de mange år med ‘selvstændig’ præsteuddannelse først i Jylland og senere på Sjælland har Prædikantskolen stået på Baptistsamfundets budget som en nødvendig udgift. Undervisningen var gratis ligesom logi, hvis man kunne og ville bo på skolen. ‘De gamle’ havde visioner og vilje til at gennemføre dem.

3K-uddannelsen dækker ikke det teologiske behov. Det ses tydeligt af de mange baptister, der søger universitetets teologiske uddannelse.

‘SALT’-æraen var et forsøg på at skabe en fælles frikirkelig teologisk undervisning. Det lykkedes ikke. 3K-uddannelsen dækker ikke det teologiske behov. Det ses tydeligt af de mange baptister, der søger universitetets teologiske uddannelse.

Punktet var en fortsættelse af samtalen på årets sommerstævne om muligheden for at knytte de teologistuderende nærmere til en menighed. Blandt andet ved at bruge de studerende til gudstjenester, og ved at menigheden ser på sig selv som en uddannelsesmenighed. Den omtalte gruppe, som måske sigter på en tjeneste i vores fællesskab, tæller ca. en halv snes. Deres navne fremgår af Håndbogen 2017.

Skal vi bindes for stramt på grund af anerkendelsen, så må vi sige farvel og tak til den. Jesus’ menighed kan leve – måske endda bedre – uden statsanerkendelse.

Trossamfundsloven

Lovgivningen for ’de fra folkekirken afvigende trossamfund’ var også oppe at vende. Den kan i yderste fald komme til at skabe store vanskeligheder for os. Jeg tror, at de rette personer retter de rette indsigelser på de rette tider til de rette ministerier.
Skal vi bindes for stramt på grund af anerkendelsen, så må vi sige farvel og tak til den. Jesus’ menighed kan leve – måske endda bedre – uden statsanerkendelse.

Rejsekost

De senere år har vi sluttet konferencen med at deltage i nadveren som rejsekost til hjemrejsen. Det er godt at vide sig omsluttet af Guds kærlighed, men det skurrer i mit ører, i mit sind og i min teologi, at det bydes med ordene: ’Det er Jesu legeme og blod’. Er vi ved at se på nadveren som et sakramente og ikke et mindemåltid?

[1] 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26

Relateret

• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 03. jul. 2025 - Revision af trossamfundsloven: Hvad betyder ændringerne for din menighed?
• 06. feb. 2025 - Trossamfundsloven til revision: Balance mellem kontrol og frihed
• 12. jun. 2024 - SCMT lukker: Seks års økumenisk samarbejde om præsteuddannelse slutter
• 01. jun. 2024 - Kirkepolitisk topmøde med ministerbesøg i Danske Kirkers Råd

Find flere