Lyt til artiklen:

For en del år siden tog en del af de indsatte mænd på dødsgangen i Riverbend Maximum Security Institution i Nashville, Tennessee, initiativ til et kollektivt projekt. De besluttede at lave en række malerier, der illustrerede korsvejsstationerne på Via Dolorosa.

”The Stations of the Cross”

Det blev til malerierne, ”The Stations of the Cross”, der beskriver Jesus’ korsfæstelse og begivenhederne, der ledte op til korsfæstelsen. I århundreder har kristne reflekteret over kunst, der illustrerer Jesus’ vandring mod Golgata. Det særlige ved ”The Stations of the Cross”-malerierne er, at de er malet af mænd, der ligesom Jesus, er blevet dømt til døden.

Red Letter Christians

– er en amerikansk bevægelse, der har til formål at mobilisere kristne til at leve Jesus’ modkulturelle lære ud og kæmpe for retfærdighed. Bevægelsen er aktiv i kampen mod udbredelsen af skydevåben og kæmper også for afskaffelse af dødsstraf i USA.

Læs mere om Red Letter Christians mission på organisationens webside.

Billederne er blevet foræret til den kristne bevægelse Red Letter Christians, der har fået lov til at dele dem til brug på internettet og til tryk. Den eneste betingelse for brug er, at billederne ikke må sælges eller på anden måde udnyttes kommercielt.

Du kan se billederne nederst i artiklen – og hente dem i høj opløsning her:

Shane Claiborne fra Red Letter Christians siger:
“Må malerierne åbne vores hjerter for Guds dybe kærlighed, og må de vække en passion i os for at dele kærligheden og nåden med andre. Det er vores håb, at refleksion over henrettelsen af ​​Jesus gør noget ved os og i os. Vi beder om, at når vi reflekterer over Guds kærlighed, forvandler den os til mennesker, der er barmhjertige, og som er forpligtet til at bringe dødsstraffen til ophør.”

Den dødsdømtes fortælling

Her er et citat fra en af de dødsdømte, der hjalp med at male billederne:

”Malerierne er en kommentar til den fortsatte kamp for vores kollektive moralske verdenssyn. Det er et samarbejde med kunstnerkolleger, som alle er indsatte på Tennessees dødsgang. Ikke alle er kristne eller religiøse. Flere har valgt at være anonyme. Jeg bad mine medfanger om at hjælpe med at skabe dette projekt for at starte en samtale om, hvordan retfærdighed ser ud.

Da Jesus blev henrettet, så retfærdigheden anderledes ud, end den gør i dag. Men retfærdighed i dag har nogle af de samme komponenter, som den havde dengang. Skyldige, såvel som uskyldige, udsættes for en proces sanktioneret af samfundet. Som vi forstår det, betyder det, at “vi folket” – samlet set – opretholder et system for at sikre retfærdighed. Baseret på borgernes støtte afspejler dette ”retfærdighedssystem” samfundets forståelse af moral og værdier.

Shane Claiborne

– er en fremtrædende foredragsholder, præst, aktivist og forfatter. Shane arbejdede med Mother Teresa i Calcutta og grundlagde The Simple Way i Philadelphia: En organisation, der blandt andet skaber lokale fællesskaber ved at hjælpe mennesker til boliger ved at overtage og renovere nedrivningstruede ejendomme. Han leder bevægelsen Red Letter Christians, en bevægelse af mennesker, der er forpligtet til at leve “som om Jesus mente de ting, han sagde.” Shane kæmper for retfærdighed og for at mennesker skal opleve Guds nåde. Han er blevet fængslet for at forsvare hjemløse og han er rejst til Irak og Afghanistan for at kæmpe imod krig. Sammen med andre Red Letter Christians kæmper han for at afskaffe dødsstraffen og hjælpe med at stoppe våbenvold.

Læs mere om Shane Claiborne på hans hjemmeside

Jeg synes, at et af de største problemer for den kristne verden er at håndtere det faktum, at Jesus ikke var kaukasisk. Problemet gik igen i vores projekt på dødsgangen, der er et mikrokosmos af samfundet udenfor fængslet. Derfor besluttede vi ikke at begrænse hinandens forståelse af Jesus’ død eller udseende.

I løbet af de mere end to måneder, det tog at fuldføre projektet, modtog vi både positiv og negativ kritik fra andre indsatte, der ikke deltog i projektet, fra religiøse og sekulære frivillige og ansatte i fængslet. Det blev til et sandt samfundsprojekt.

Jeg ved ikke, hvor mange holdninger vi ændrede i løbet af projektet, men dialogen var åben og ærlig – langt ud over, hvad jeg havde forestillet mig. Sikker, åben dialog er en forudsætning for at livet kan fungere på dødsgangen. Med billederne inviterer vi til dialog om, hvordan man ændrer paradigmerne i samfundet, så vi fremmer heling og forsoning.

I kærlighedens, barmhjertighedens og tilgivelsens ånd,

Derrick Quintero (1961 – 2021)”

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte
• 23. apr. 2024 - Børge Berntsen – fortællingen om en kunstnerisk visionær baptistpræst
• 29. mar. 2024 - Langfredag var hjerteskærende og tærende

Find flere

Lyt til artiklen her:

I 1958 ansætter baptistmenigheden i Pandrup ny præst. Børge Berntsen kommer fra Hjørring, så de gode folk i Pandrup har nok en idé om, hvordan præsten prædiker. Men de forestiller sig næppe, hvordan Berntsen de næste 13 år kommer til at forvandle deres traditionelle baptistkirkebygning til et kunstværk med glasmosaikker og kalkmalerier.

Mere end 60 år senere spørger de stadig sig selv i Pandrup, hvordan Berntsen fik ideerne og ikke mindst: Hvordan fik han overbevist menigheden om, at en af de smukkest udsmykkede baptistkirker skulle ligge i Pandrup?

Den første mosaik: Stjernen – skjult bag orglet – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

En kirke – ikke en katedral

Redaktionen er taget på udflugt. En regnfuld fredag eftermiddag er redaktøren og fotografen kørt nordpå fra Aalborg. Ud over den oversvømmede vildmose til Pandrup for at mødes med Erik Nielsen, menighedsrådsformand i Pandrup Baptistkirke og – ikke mindst – ophavsmand til denne beretning om Børge Berntsen og hans kunstneriske virke.

Baptistkirken i Pandrup ligger på byens hovedgade. Som mange andre baptistkirker på landet, syner den umiddelbart ikke af meget. Eller med Eriks ord: ”Det er jo ikke en katedral”. Mens fotografen pakker kameraet ud og vi løfter blikket en smule mod den regntunge himmel, får vi øje på det: Klokketårnet. Kirken har eget klokketårn. ”Lidt ligesom en folkekirke,” bemærker fotografen, der ikke tænker over, at netop den tanke kommer til at fylde en del i løbet af eftermiddagen.

Lige midt i kunstværket

Erik Nielsen dukker op og lukker os ind i kirken. Og der står vi så: Lige midt i kunstværket. Alle kirkens vinduer er udsmykket med glasmosaikker. Juleevangeliet breder sig i smukke farver ud over alle ruderne. På nær en – men det vender vi tilbage til.

Maria Bebudelse – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kirkebyggeri

Baptistmenigheden i Pandrup og Birkelse blev stiftet i 1856. I 1929 blev der købt byggegrund i Pandrup og i 1931 byggede menigheden kirker både i Pandrup og i Birkelse. Kirken i Pandrup blev indviet anden juledag 1931. I slutningen af 1950’erne trængte kirken i Pandrup til en kraftig renovering. Børge Berntsen gik forrest blandt de mange frivillige, der gav både tid og penge til renoveringen af kirken, der bl.a. fik ny prædikestol, ny korbygning med kalkmalerier og ny dåbsgrav.

Klokketårn og klokkespil

I forbindelse med renoveringen af kirkebygningen blev der opført et 17,5 meter højt klokketårn. I datidens presseomtaler roses klokkespillet og Vendsyssel Tidende skrev: ”Det nye klokkespil, der skal lyde morgen, middag og aften, skal løfte sindet og minde folk om, at kirken kalder.”

Hyrderne på marken – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ingen undrede sig

Tilsyneladende var der ingen i samtiden, der undrede sig over, at en baptistkirke blev udstyret med klokkespil og -tårn. En usædvanlig tilbygning til en ”landsbybaptistkirke”, der var opført for at give menigheden tag over hovedet, ikke for at være byens vartegn. Den slags ”ekstravagante” byggerier var normalt forbeholdt folkekirkerne og ikke de mere nøjsomme baptister.

I forhold til de øvrige ændringer ved kirken må klokketårnet have udgjort en betydelig udgift. Kilderne er ikke særlig gavmilde med oplysninger, hverken om ideen til eller finansieringen af klokketårnet. Måske har Børge Berntsen fundet inspiration, mens han var ungdomspræst i Købnerkirken i København i 1930’erne. Her opførte menigheden klokketårn under ledelse af den kendte præst F. Bredahl Petersen.

Maria, Josef og Jesus i krybben – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Genindvielse og klokkeklang

Genindvielsen af kirken den 28. august 1960 samlede 350 mennesker. Mens klokkerne kimede for første gang, talte Berntsen: ”Vore nye klokker skal kalde til kirke, og klokkernes melodier skal minde folk om en salmestrofe, der kan løfte sindet opad, så det er Gud, der kalder.”

Efter gudstjeneste samledes de mange gæster til kaffebord på Hotel Pandrup. Der var lykønskninger fra nær og fjern og flere takkede pastor Berntsen for hans store flid og fremhævede, at han ”havde brugt hele sin ferie og fritid som altmuligmand ved byggeriet og forandringen.”

Berntsen ville mere

Børge Berntsens kirke havde fået klokketårn og klokkespil. Men Berntsen havde ikke fået nok. Der var mere, der trængte. Menighedens fine pibeorgel var placeret ved et af de store vinduer mod syd. I sommersolskin og varme fik det hedeslag og gik ud af stemning. Efter en større indsamling i 1945 havde menigheden rejst 10.000 kroner og indledt forhandlinger med orgelbygger Zakariassen fra Aarhus om et nyt orgel. Det fine instrument blev indviet i 1947 og nu – 13 år senere havde Zakariassen forsøgt at beskytte instrumentet mod sollyset med en ”cellotex”-plade i vinduet.

Det var Berntsen slet ikke tilfreds med!

De vise mænd på kamelerne – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Pragten skallede af!

”Han sagde, at vi maatte dæmpe lyset, hvordan vi ville – blot vi ikke satte en blymosaik op, for den ville klirre, naar orglet gik for fuldt register,” fortalte Berntsen til Aalborg Stiftstidende i september 1966 om dialogen med orgelbygger Zakariassen.

Så gik Berntsen i gang: Han limede blylammeller på glasset og ”mosaikken” blev malet med glaslak mellem blylammellerne.

”Fabriksgarantien sagde, at imitationen kunne holde i mange år, men der gik kun ét, før hele pragten skallede af!” fortæller Berntsen til Aalborg Stiftstidende.

Fra præst til håndværker

Så gik Berntsen for alvor i gang. Han fortæller til avisen, at han fik hjælp fra orgelbygger Zakariassen til at lære at lodde bly. Menighedsrådsformand Erik Nielsen citerer Berntsen:

”Når en kvinde kan lære at spinde, så kan jeg også lære, hvordan man laver en blyrude,” og Erik fortsætter:

”Han kontaktede også fagpersoner. Han skriver selv ’bekendte’. Her i Pandrup havde vi et stort blytækkerfirma, Hermansens, der havde været her gennem generationer. Så jeg gætter på, han har kontaktet dem.”

De vise mænd ofrer “guld, røgelse og myrra skær” – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Den første rude

Den første rude blev sat i 1962. Orglet var beskyttet mod sollys, hedeslag og ustemte toner. Men Berntsens projekt var knap nok gået i gang. Til Aalborg Stiftstidende fortæller Berntsen, at mange syntes, det var synd, at den smukkeste rude var skjult bag orglet. Det tog han som en opfordring til at videreføre projektet.

Fortsættelsen

Erik Nielsen fortæller om fortsættelsen:

”Berntsen havde allerede lavet skitser. I hvert fald til alle ruderne på sydsiden af kirken. Så han havde et håb om at kunne fortsætte.”

Berntsens valg af motiv afslører at den langsigtede planlægning var i fuld gang. Kirken blev indviet anden juledag – og motivet på den første mosaik var stjernen over Betlehem. Senere fulgte resten af juleevangeliet. Lukasevangeliets fortælling om den første jul breder sig over fire vinduer mod syd. Mod nord er det Mattæusevangeliet, der er sat på kulørt glas. I 1966 afslører Berntsen overfor Aalborg Stiftstidende: ”Fire af de otte spidsbuede vinduer har faaet glasmosaikker nu, og resten følger.” Planen havde været klar fra begyndelsen.

Flugten til Ægypten – eller hjemrejsen? – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Menigheden sagde nej

Men der var bump på vejen. Erik Nielsen har læst op på historien i menighedens arkiv:

”Han havde jo et håb om på en eller anden måde at kunne arbejde videre. Men menigheden sagde nej! Nu har vi bygget klokketårn og vi har renoveret kirken. Og det greb om sig. Det blev langt dyrere, end vi havde regnet med. Så nu er der ikke mere til tant og fjas. Det var nok ikke sådan, de sagde det. Men det var bestemt nej. Og så måtte vores kære pastor Berntsen gå i tænkeboks endnu engang.”

Berntsen fandt en løsning

Berntsen foreslog menigheden en løsning for den næste rude: Han ville bruge sin fritid på arbejdet, hvis materialerne kunne finansieres ved en separat indsamling. Det er usikkert, hvordan resten af glasmosaikkerne blev finansieret, men efter den første mosaik i 1962 kom der en ny cirka hvert andet år. Interviewet i 1966 i Aalborg Stiftstidende afslører, at Berntsen på det tidspunkt havde finansieringen på plads til de sidste fire glasmosaikker.

Den sidste glasmosaik i fortællingen er inspireret af de sidste vers – Missionsbefalingen – i Matthæusevangeliet. Vi ser himlen eller lyser, der gløder om Jesus, når han siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Glasmosaikkerne fik ikke meget opmærksomhed i menighedens protokol

Ligesom med klokketårnet er de historiske kilder sparsomme, når vi søger efter svar på, om der var folkelig opbakning til Berntsens mosaik-projekt. Erik Nielsens gennemgang af arkivet i Pandrup giver heller ikke svar, men fører til en forsigtig undren:

”Efterhånden vænnede menigheden sig til det. Og glædede sig over det. Men nu har jeg set i de gamle referater. Det er ikke nævnt én eneste gang over den ti-årige periode. Der er gået 10 – 11 år med en rude hvert andet år. Det er ikke nævnt på ét eneste menighedsmøde i ét eneste referat, at der er sat endnu en rude i. Så jeg ved ikke, om der har været lidt delte meninger om den sag her.”

Men Berntsens drøm gik i opfyldelse. Julekirken fik sit juleevangelium på otte smukke glasmosaikker.

Om billederne og artiklen
Besøget i Pandrup foregik en regnvåd og halvmørk eftermddag sidst på vinteren. Fotografen var ikke tilfreds med lyset: Det ydede ikke glasmosaikkerne fuld retfærdighed. Men solen skinner ikke på kommando, heldigvis! Så fra redaktøren og fotografen er denne artikel også en opfordring til at tage til gudstjeneste i Pandrup og nyde kunstværkerne.

Tak for hjælpen med at finde fakta i arkiverne til Erik Nielsen, Pandrup, Bent Hylleberg og Kurt Gjerrild, Tølløse.

Tilbage til Købnerkirken

Den sidste glasmosaik blev monteret i begyndelsen af 1971 og den 1. marts 1971 sagde Børge Berntsen sin stilling op. Han havde igen fået arbejde i Købnerkirken. Berntsen var over årene blevet meget afholdt både i menigheden og i byen. Erik Nielsen fortæller om Berntsen:
”Man kan sige, at der blev lagt mærke til ham i lokalsamfundet. Til daglig gik han med den hvide krave og i sorte tøj ned igennem byen. Vi unge kaldte ham ’Pater’, fordi vi syntes, der var noget katolsk præst over ham. Men vi havde en vis respekt.”

Der manglede en rude

Børge Berntsen flyttede til København. Men projektet i Pandrup var ikke helt afsluttet. Efter at have vist glasmosaikkerne frem og fortalt historien har Erik en tilføjelse:
”Det er så den sidste rude. Og det var det så ikke helt alligevel. For vi har jo en lille en dernede, bagest i kirken med påskens budskab. Med korset. Den kom i senere. Berntsen fik det sådan, da han var flyttet herfra, at han havde det skidt med, at det kun var juleevangeliet. Han ville godt lige have lidt af påskeevangeliet med. Så han kom senere og satte endnu en rude i.

Erik Nielsen, Pandrup (tv.) fortæller artiklens forfatter om Børge Berntsens kunst i baptistkirken i Pandrup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Fotografen er færdig med at tage billeder. Vi er nået til anekdoterne om stort og småt i BaptistKirken, mens Erik viser resten af kirken frem – og styringen til klokkespillet: Vi må forbi en dag og lytte til det. På vej hjem i bilen mellem de oversvømmede marker, taler vi om Berntsen: En baptistpræst med en kunstnerisk mission og vilje til at få sit projekt gennemført. En baptistpræst, der både kunne forkynde evangeliet i kirken og møde byens borgere i deres hverdag. Men også en mand, der ikke delte alle sine tanker: Hvor kom inspirationen fra? Og hvor kom pengene fra? Klokketårn, klokker og glasmosaikker – udelukkende finansieret af ”separate indsamlinger”? Det får vi ikke at vide. Men menigheden i Pandrup fik en af de smukkest udsmykkede baptistkirker.

Et langt liv slutter

I 1981 forlod Børge Berntsen BaptistKirken for at blive sognepræst i Slemminge-Fjelde pastorat på Lolland. Han døde 79 år gammel i 1994 i Sakskøbing.

Kirkens kor med kalkmalerier (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Relateret

• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 15. apr. 2025 - Korsvejsstationerne illustreret af mænd på kanten af livet
• 20. dec. 2023 - Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul
• 09. mar. 2023 - ”Det må du ’rundstyk’!”

Find flere

Undskyld er et af de ord, jeg har brugt længst tid på i opdragelsen af mine børn. Det kan være en meget lang proces at komme hen til det lille, store ord. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der er blevet sagt undskyld på den mest trodsige og provokerende måde. Det involverer både forvrængede stemmer, tungerækning og hvisken ned i puder.

Det er en kunst at kunne sige undskyld. Vi bliver konfronteret med vores eget mørke, når vi skal sige undskyld. Både det, at vi selv begår fejl og gør andre ondt, men også det, at vi er blevet såret af andre og måske mangler et undskyld.

Til gengæld kan et oprigtigt undskyld fra et såret hjerte til et andet være det smukkeste. En omfavnelse af, at vi alle er sårbare, fejlbarlige mennesker, som har brug for hinanden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

“Kunst, det er noget, man ikke kan”, sagde Storm P, “for ellers er det ingen kunst”.

Engang var det sådan, at noveller, romaner og digte skulle man lære at forstå på den rigtige måde. Læreren vidste en masse om forfatterens liv, tanker og øvrige værker, om perioden, værket blev til i, og om andre forfattere. Med den viden kunne læreren så trænge ind i værket, om bag ordene og fortælle eleverne, hvad forfatteren i virkeligheden mente. Nogle tænkte måske: “Sådan vil jeg også lære at forstå kunst”, men andre sukkede: “Hvorfor ikke bare sige det ligeud?”

Men i al kunst er der masser af ’tomme huller’. Og de kan ikke fyldes ud af eksperter, men kun af den, der læser – eller lytter og ser. Kunsten bliver først rigtigt til, når den mødes med en læser – eller lytter eller iagttager. I mødet mellem kunstværket og den, der oplever det, bliver til gengæld noget unikt til, som ikke kunne blive til på nogen anden måde – og slet ikke ved at sige det ligeud.

Vi skal ikke have som formål, at alle skal nå frem til den samme forståelse, blåstemplet af kunstneren. Nej, vi skal være sammen om kunst for åbent at dele de indtryk med hinanden, som kunsten skaber i hver enkelt. Alle kan være med – også den, der tilsyneladende ingen forhåndsviden har. Det handler om åbent og ærligt at dele med hinanden – ikke bare tale, men også lytte til de andre, så vi stiller spørgsmål for at blive klogere på, hvordan det kan være, at de oplever, som de gør.

På den måde ligner kunst og kristendom hinanden rigtigt meget. Ingen kan studere sig frem til uimodsigelig sandhed. Men vi kan dele erfaringer, indtryk, sange, skriftsteder, bønner med hinanden, og vi kan undre os og spørge nysgerrigt, når vi møder oplevelser og forståelser, der er anderledes end dem, jeg selv er nået frem til. “Kristendom, det er noget, man ikke kan… !”

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Else Marie Andersen:

• arbejder som lærer
• se flere billeder på eaart.dk eller på Instagram: elsemarieea

”Byens bedste butik var den, hvor de solgte farver”, fortæller Else Marie Andersen, der altid har tegnet og malet. Det blev siden til læreruddannelse med linjefag i billedkunst og utallige kurser for at dygtiggøre sig – fra akvareller til akrylmaling.

Else Marie Andersen er kunstneren bag årets dåbskort, der er inspireret af citatet: ”Alle mine kilder er i dig.”[1]

Dåbsbilledet er et bestillingsarbejde for BaptistKirken, og motivet er inspireret af mange ture til Vesterhavet.

Håb og glæde gennem billeder

Else Maries hjemmeside bærer kunstnerens motto: ’Håb og glæde gennem billeder’, og den er fyldt med dejlige farvestrålende malerier. Jeg vil lade Else Marie fortælle: ”Jeg har besluttet mig for, at de billeder, jeg maler, skal være med håb, lys og glæde. Ikke at livet altid er sådan, men måske som en modvægt til noget af alt det andet. Derfor låner jeg megen inspiration i min tro – gennem fx sange, tekster, prædikener eller blot det at være i kirkerummet. Den ro, der findes der, gør mig mere åben over for at lytte. Det kan også være naturen – fx havet, som jeg bor ved”.

Det er mit håb, at mine billeder og titler bringer glæde og refleksion til mennesker.

Mottoet har en dobbelt betydning: ”Det er mit håb, at mine billeder og titler bringer glæde og refleksion til mennesker, men ordene er også rettet mod mig selv; jeg finder håb og glæde gennem at udtrykke mig i billeder, hvor andre bruger ord, sange og musik”.

Inspiration

Der ligger ofte en historie bag de enkelte billeder: ”Min første fugl blev malet under Coronaen. Torben og jeg var isoleret hjemme. TV viste forfærdelige billeder fra Italien. Folk stod på altanerne og sang, udtrykte håb. Men vi havde det jo godt, led ingen nød. En lille farverig fugl fløj mod ruden og døde. Det påvirkede mig dybt, og den fugl fik mig til at tænke på gospelsangen: ’His eye is on the sparrow’[2]. For mig blev den lille fugl et billede på, at det ikke altid går, som vi vil. Lidelse kan man ikke forklare, men vi har et håb og en tro på, at Gud ser det. Hvis jeg har det dårligt med en lille fugl, så tror jeg, Gud tænker så meget mere”. Bag på alle fuglemalerierne står ’His eye is on the sparrow’.

Glæde kommer om morgenen

’Joy comes in the morning’[3] er titlen på dette billede, hvor den lille pige danser og viser sin livsglæde: ”Inspirationen kom, da jeg hørte Brooklyn Tabernacle kor synge sangen ’My life is in your hand’[4]. De modne stemmer fra folk, der havde erfaringer fra et levet liv, talte til mig om glæden ved livet. Uanset de besværligheder, du står I, kommer der en morgen med glæde, for besværligheder varer ikke evigt, og dit liv er i Jesus´ hænder”.

Mågerne kommer flyvende ud over det storslåede hav og vender pludselig om, ligesom vi kan have brug for at vende om i vores liv.

Vendepunkt

”På et af mine kurser fik jeg at vide, at der altid skal være et hvad, hvordan og hvorfor i mine malerier. Vendepunkt er malet, fordi selve ordet er så fyldt med symbolik. Mågerne kommer flyvende ud over det storslåede hav og vender pludselig om, ligesom vi kan have brug for at vende om i vores liv. ’Du får det samme, hvis du bliver ved med det samme’ – lyder en gammel sandhed.

Menneskers vendepunkt kan være et resultat af egen vurdering og handlekraft, men det kan også være udefra kommende. Et vendepunkt kom, da en lærer tilskyndede mig til at kontakte gallerier. Galleri Munken i Løkken viste interesse, og jeg har udstillet der siden påske. For mig er der en ekstra dimension ved netop det galleri, fordi min far og hans otte søskende blev kaldt ’munkens’ og boede i området”. 

[1] Salmernes bog kap. 87, vers 7

[2] ’Hans øje hviler på spurven’

[3] ’Glæde kommer om morgenen’

[4] ’Mit liv er i din hånd’

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Korskirken i Herlev
• indtil 2004 underviser i Ny Testamente, græsk, homiletik og liturgik på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Den afgørende faktor i en gudstjeneste er fællessangen. Man kan fejre gudstjeneste uden en prædiken, men ikke uden fællessang. For i fællessangen bliver vi ét folk foran Gud, og lovprisningen af Gud er gudstjenestens egentlige formål. Når vi synger sammen, engageres vi følelsesmæssigt, fysisk og intellektuelt i lovprisningen af Gud. Vi kan læse en lovprisning fra Salmernes Bog, men der sker noget større, når vi i fællesskab synger den samme lovprisning.

I fællessangen bliver vi ét folk foran Gud.

Musik som fødselshjælper

Musikkens rolle i gudstjenesten er primært at hjælpe os med at synge sammen. At stimulere os til at åbne vores hjerter for Gud, hjælpe os med at udtrykke vores tak i fælles sang, tillære os de sandheder, som sangene taler om.

Vi bruger også musik til andet end fællessang. De fleste menigheder begynder og slutter deres gudstjeneste med musik, nogle steder fra et orgel, andre steder en sang eller musik spillet over et anlæg. Vi kan benytte meditativ musik under en tid med bøn, eller musik kan ledsage en solo. Det er alt sammen godt. Men den altovervejende funktion for musikken i gudstjenesten er at hjælpe os til i fællessangen at blive ét i lovprisningen af Gud.

Musik som pædagog

Samtidig er melodier et pædagogisk instrument. De fleste af os husker hele livet de sange, vi lærte som små. Og de fleste mennesker husker bedre den teologi, de lærer gennem sange, end den, de lytter til i prædikenen. Derfor bør den, der tilrettelægger gudstjenesten, gøre sig meget umage med at vælge gudstjenestens sange – lige så stor umage som med prædikenen.

Få – hvis noget – udtryk for menneskelig kreativitet har så stor indflydelse på os som musik.

Musik vækker stærke følelser

Musik kan gøre os glade, hjerter bliver rørt, fødder begynder at bevæge sig. Andre sange får tårerne frem hos os. Få – hvis noget – udtryk for menneskelig kreativitet har så stor indflydelse på os som musik. Af samme årsag har nogle af kirkehistoriens store skikkelser også beskæftiget sig med musikkens rolle. Det gælder fx kirkefædrene Basilios og Augustin samt reformatorerne Luther og Calvin. De både elskede musik og advarede mod, at den tog fokus fra ordet. De advarede mod manipulerende brug af musik, hvor musikken bliver mål i sig selv.

Musiksmag skifter med tiden og forbinder os også med fortiden

Efter min mening er det bedst, når musikken i en gudstjeneste er nutidig, samtidig med at der også er et element af forbindelse til fortiden. Det nytter ikke noget – i hvert fald ikke i en frikirketradition –udelukkende at bruge gammel musik i vores gudstjenester. Som frikirker er det vores opgave at forkynde og lovprise på nutidens sprog, også det musikalske sprog. Guds ord tales til os her og nu, og det er os, der her og nu lovpriser Gud.

Men samtidig er det vigtigt, at vi også bliver mindet om, at der er nogen, der er gået forud for os, at det ikke er os, der har opfundet kristendommen. Vi står på skuldrene af en lang kristen tradition, og derfor er det klogt også at bruge fortidens musikalske sprog (såvel som lyrik). Man kan på samme måde argumentere for, at gudstjenestens musik bør bære et vist præg af verdensmusik, så vi bliver mindet om, at vi er forbundet med troende i andre kulturer – at kristendommen ikke er en dansk eller vestlig opfindelse.

Derfor lyder min anbefaling: Brug nyt, brug gammelt. Brug dansk, brug udenlandsk. Brug mange instrumenter. Og hvis du er musiker – øv dig, så din musikalske ledsagelse af sangen hjælper menigheden i dens lovprisning.

Læs også på liturgi.dk under Artikler: Gudstjenestens sang og musik

Relateret

• 15. apr. 2025 - Korsvejsstationerne illustreret af mænd på kanten af livet
• 19. mar. 2025 - ”De ældre skal føle sig genkendt og på hjemmebane…”
• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 09. sep. 2024 - Fra ”bikere” i Texas til Bethelkirken i Aalborg: Irene Bjerres liv er en lovsang til Gud
• 16. jul. 2024 - Fællesskabet betyder alt på Sommerhøjskolen i Rebild

Find flere

Karl Heilesens ‘Det splintrede kors’ blev valgt til BaptistKirkens logo ved 150 års jubilæet i 1989.

Hvis der er én, der kan fortjene overskriftens karakteristik, må det være Karl Heilesen. Hans glasmosaik forkynder evangeliet i mindst syv baptistkirker, og ’Det splintrede kors’ har været BaptistKirkens logo i en menneskealder.

Karl Heilesen voksede op i Nørresundby menighed, hvor han blev døbt påskedag 1933. Hans livssyn tog altid afsæt i Jesu opstandelse, der skaber både liv og glæde. Det gjorde Heilesen på mange måder. Han var musikalsk, spillede tidligt i hornorkester og lærte sig selv at spille både flygel og orgel.

Karls morfar tog ham med på museer, hvor han tidligt blev optaget af malerkunsten. Efter realeksamen blev han ansat på kontor, hvor han lærte sig de europæiske hovedsprog, inden han blev optaget på Kunstakademiet.

Logoet blev i samråd med Heilesen moderniseret i 2014 til BaptistKirkens 175 års jubilæum.

Hans kunst omfatter mange stilarter, og den hænger både i det åbne landskab og på flere museer i ind- og udland. Han udstillede gennem 28 år på Charlottenborg. Efter akademiuddannelsen fik han flere legater, der bragte ham rundt til europæiske hovedstæder.

Herpå tog han på to år læreruddannelsen! Som lærer har Heilesen præget mange elever, bl.a. på Skolerne i Tølløse, hvor han underviste i en menneskealder. Herfra husker mange hans morgenandagter, som ofte kombinerede kristentro og kunst.

Da Karl Heilesen fyldte 80 år, hædrede BaptistKirken ham med en kunstbog, der formidler hans kunst og fortæller hans livshistorie. Titlen på kunstbogen bestemte han selv: ’Den skal hedde Vorherres yndling, sagde han og fortsatte: ’Vi er nok alle hans yndlinge, men mig har han forkælet!’
Karl Heilesen var i næsten 65 år gift med Karen, og sammen skabte de et hjem, hvor de forkælede alle, der kom indenfor, med stor gæstfrihed.

Ved Karl Heilesens død siger Bent Hylleberg: ’Vi er taknemlige for, hvad Karen og Karl Heilesen har bidraget med af praktisk kristendom og intellektuelle udfordringer, når det drejer sig om at formidle tro og livssyn i lokalmiljøet’.

Relateret

• 23. apr. 2024 - Børge Berntsen – fortællingen om en kunstnerisk visionær baptistpræst
• 09. mar. 2023 - ”Det må du ’rundstyk’!”
• 30. dec. 2021 - Kunst, det er noget, man ikke kan…
• 30. nov. 2021 - Troens indflydelse på min kunst
• 30. nov. 2021 - Musikkens rolle i gudstjenesten

Find flere