Lyt til artiklen og musikken her:

Søndag den 4. januar inviterede Karmelkirkens Baptistmenighed til nadvergudstjeneste for sidste gang som selvstændig menighed. Gudstjenesten og det efterfølgende samvær blev en vemodig afsked alt det, der var. Men gudstjenesten og de mange hilsner på dagen blev også et budskab om, at det fællesskab, der har båret menigheden siden stiftelsen i 1952, ikke går i opløsning og forsvinder blot fordi rammerne ændrer sig.

Efter gudstjenesten var der kaffe og Othellolagkage i kælderen (Foto: Henrik Andersen)

Hanne Kiel sluttede sin prædiken med et stærkt budskab om, at livet i Kristus ikke er bundet til vedtægter eller bygninger: ”Hver for sig kommer I til at gå videre ad Kristus-vejen, ud i verden. Gå efter lyset! Hvor det lys skinner, er Jesus Kristus centrum for mennesker.”

Beslutningen om at stoppe – truffet med rettidig omhu

Under gudstjenesten gav menighedsrådsformand Per Beck et samlet overblik over de beslutninger, der har ført frem til Karmelkirkens ophør som selvstændig menighed. Han pegede på, at samtalerne om fremtiden over flere år gradvist havde samlet sig om, at kræfterne blev færre.
”Det er alder og kræfter, der har været afgørende,” sagde Per og understregede, at beslutningen var truffet med rettidig omhu.

Menighedsrådsformand Per Beck redegjorde for forløbet (Foto: Henrik Andersen)

Forhandlingsmøderne førte til to hovedbeslutninger: sammenlægning med Østhimmerlands Baptistmenighed og salg af kirkebygningen.
”Vi kunne se, at en fortsættelse ikke var realistisk,” lød det fra Per.
Samtidig fremhævede han, at bygningen får nyt liv gennem salget til Youth For Christ Danmark (YFC). Per afsluttede sit indlæg med et klart budskab: Processen havde ikke handlet om mursten, men om mennesker:
”Det her skulle ikke handle om en bygning. Det var menigheden, det handlede om.”

En levende kirke i forandring

Hanne Kiel holdt den sidste prædiken i Karmelkirkens Baptistmenighed (Foto: Henrik Andersen)

I sin prædiken knyttede Hanne Kiel afskeden med Karmelkirkens Baptistmenighed sammen med et håb, der rækker videre. Hanne tog udgangspunkt i en fortælling om en kjole, der gennem årene er blevet slidt, blevet væk bag fryseren og fornyet flere gange:
“Det er med kirken og menigheden her som med min kjole: Den har været flittigt brugt og er højt elsket. Den er blevet skubbet til side, er gået i stykker, men er opstået igen til fornyet brug,” sagde hun.
Hanne mindede om den betydning, Karmelkirken har haft for mange mennesker, og understregede, at arbejdet ikke har været forgæves:
“I har rakt troen på Kristus videre til mange mennesker.”
Med afsæt i Johannesevangeliets ord om lyset, der skinner i mørket, pegede Hanne på Jesus Kristus som den, der fortsat samler og bærer.
”Menigheden lukker,” lød det, men “Kristusvejen snor sig stadig gennem verden”, og derfor går medlemmerne ikke mod tomhed, men videre ind i nye fællesskaber med samme grundlag og samme kald.

“Ungdomsbordet” fortalte om overvejelser i forbindelse med kirkens ophør (Foto: Henrik Andersen)

Valg, overvejelser og nye fællesskaber

Ud af menighedens 57 medlemmer har 23 valgt at flytte til Østhimmerlands Baptistmenighed. Ved et af bordene er det fire gamle spejderkammerater og venner gennem mange år, der deler Othellolagkagen: Karin Anesen, Lars Tørholm og Anne Tørholm sammen med ægtefællen Søren og deres datter Ida. Menighedens lukning har givet mange overvejelser, som Karin sætter ord på: ”Jeg flytter til folkekirken. Mine børn kommer i den lokale folkekirke og har fundet et fællesskab der. Jeg oplever, at folkekirken har mange tilbud, vi som familie har glæde af. Vi havde ikke længere kræfter til at fortsætte.” Anne tager ordet: ”Vi har ikke formået at fastholde vores børn i et fællesskab i Karmelkirken. Men vi er glade for det fællesskab, de har fundet i folkekirken. Det vil vi gerne støtte.”

Hilsener fra nær og fjern

Under kaffen havde ordstyrer Louise Varberg et fast greb om mikrofonen: der var alt for mange præster på talelisten! De forsikrede dog alle, at de ville fatte sig i korthed. For flere lykkedes det faktisk!

Inger Margrethe Andersen fortalte om sin barndoms oplevelser på kirkebænken (Foto: Henrik Andersen)

Hilsenerne strømmede ind. Klaus Abildgaard takkede både for samarbejdet på vegne af Baptistkirken Nørresundby – Vodskov og på egne vegne for modtagelsen, da han for 30 år siden kom til Aalborg. Og ikke mindst takkede han for, at Karmelkirken havde fundet en hustru til ham!

Inger Margrethe Andersen fortalte, hvordan hun som barn havde siddet på kirkebænken og talt murstenene i korbuen og lamellerne i radiatorskjuleren. På vegne af dem, der var vokset op i Karmelkirken, men senere havde fundet andre kristne fællesskaber, hilste Inger Margrethe: ”Tak fra alle os, der flyttede hjemmefra!”

Baptistkirkens formand, Vibeke Dalsgaard, kom med et godt råd: ”Kom glad i jeres nye menighed. Fornem stemningen og glæden det nye sted. Ræk efter et stykke tid hånden frem og tilbyd at bidrage, med det I kan give. Det er en gave at komme med evner og vilje til at arbejde.”

Vibeke Dalsgaard, formand for BaptistKirken, bragte også en hilsen (Foto: Henrik Andersen)

Fra menigheden i Østhimmerland ønskede menighedsrådsformand Sinne Christensen: ”Vores ønske som menighed er, at vi fortsat kan finde gejsten og kræfterne til at berige hinanden med fælles oplevelser.”

Et komma – ikke et punktum

Da kaffen var drukket, Othellolagkagerne spist og hilsenerne bragt, var det tydeligt, at dagen ikke kun var en afslutning, et punktum. Dagen blev et komma, for selv om Karmelkirken lukker som selvstændig menighed, så lever fællesskabet videre i de mennesker, der var menigheden og som nu går videre – ad Kristusvejen.

“Velsignet er det bånd, som os forener her…”

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Kjeld Gudmandsen, 58 år:

• bankuddannet, er nu socialpædagog
• har i 11 år arbejdet med mønsterbrydning, bl.a. omkring selvværd, sorg, forkastelse og vrede

Kjeld skulle lave en hovedopgave på Handelshøjskolen og var meget stresset. Hans mor kom med nogle sten, der skulle give ham ro. Det blev vejen ind i det, han selv betegner som en okkult verden. Han har prøvet reiki healing, transcendental meditation, studeret teosofi og Martinus, fået læst i palmeblade og hænderne, prøvet kinesiologi og en healer, der kunne sende energi ind igennem huden.

”Jeg fik så meget energi i kroppen, at jeg ikke kunne sove”, fortæller han. Han deltog i et kursus – en sammenblanding af alt muligt. Derefter blev han så dårlig, at han måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.

Skræmmende lys og mørke

”Jeg kunne se lys og mørke i mennesker. Det var skræmmende!” Han måtte have medicin for at lukke af. I Sverige besøgte han Birgittas kloster i Alvestad og fik bønnen: ”Herre vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.” Den bad han hver dag i et år, når han havde mediteret. Hans søgen sendte ham ud på pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien og til et Hans Berntsen-møde, dog uden at blive helbredt. Det blev han så til gengæld ved et møde med Charles Ndifon på Drejervej, København. Han deltog i et Alpha-kursus og blev kristen for 16 år siden. ”Siden har jeg ikke været indlagt”, fortæller han glad.

Man skal frasige sig alt det, man har været involveret i. Dér lærte jeg at stå fast.

Smed alt okkult ud

”Først da jeg tømte mit hjem og helt afsvor det okkulte, blev jeg fri”, fortæller han. Efter han blev kristen, følte han, at der var ting i hans hjem, han skulle skille sig af med. Han kom i ”Åndens Klinik”, der blev drevet af Apostolsk Kirke i Hillerød. ”Man skal frasige sig alt det, man har været involveret i. Dér lærte jeg at stå fast. Jeg er dækket af Jesus’ blod og ved, at dét, jeg har bekendt, ikke har magt i mit liv længere.”

Han henviser til Apostlenes Gerninger kap. 19, hvor det fortælles, at ”en del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn”. Derfor siger han: ”Jeg har ryddet ud i alt, hvad jeg havde af bøger, figurer, hellig aske og billeder af en åndelig guru. Nu er der kommet fred i mit hjem.”

Han har på den hårde måde lært at skelne mellem gode og dårlige ånder. Dem, der bringer fred, og dem, der bringer ufred.

Kan skelne ånderne

Han har på den hårde måde lært at skelne mellem gode og dårlige ånder. Dem, der bringer fred, og dem, der bringer ufred. ”Jesus er Verdens Lys. Lucifer var også en lysets engel, inden han faldt, så han kan også manifestere sig i lys. Men bagefter kommer der mørke. Man får ikke Kristus’ fred. Bagefter er man lige langt.”

Kjeld ville finde Kristusvejen. Derfor har han også valgt kinesiologen fra: ”Fordi roden i det er noget andet end Jesus Kristus. Kinesiologer søger svar i kroppen i stedet for i Bibelen. De ophøjer kroppen i stedet for at ophøje Jesus Kristus. Der er mange veje til Jesus, men Jesus er den eneste vej til Gud. Vi behøver ikke andre hjælpemidler.” Det samme vil han sige om yoga.

Helligåndens kraft

Kjeld begyndte at komme i Roskilde Baptistmenighed for fire år siden, da han flyttede til Roskilde. Her bliver han bestyrket i sin tro: ”Det onde findes, men vi behøver ikke at frygte det som kristne. Det er vigtigt, at vi omvender os fra det ufrugtbare og afguderne. Nogle bliver skræmt og spørger: ’Hvordan kan vi møde mennesker, der kommer ind i vores verden med det her?’ Svaret er bøn og Helligåndens kraft. Vi skal vide, at vi ikke kan overbevise dem med argumenter. Helligånden kan. Nogle læser selv Bibelen og bliver overbevist. Vi skal ikke starte med at fortælle dem, at de skal omvende sig. Det skal Gud selv overbevise dem om.”

Relateret

• 26. feb. 2020 - Blandede bolsjer eller ren chokolade?
• 26. feb. 2020 - CrossYoga
• 26. feb. 2020 - ‘Krop-Sind-Ånd’-messer
• 26. feb. 2020 - Synkretisme – har den kristne tro en grænse?
• 26. feb. 2020 - Al tro er synkretisme

Find flere