Lyt til artiklen her:

”Hvad laver du, hvis jeg møder dig en helt tilfældig aften?” Spørgsmålet får Sebastian til at grine højt:
”Hvis jeg ikke laver et eller andet bestyrelsesarbejde eller sidder til møde, kan jeg godt lide bare at være social sammen med andre. Min kæreste spiller klaver og nogle gange synger vi sammen, selvom det ikke altid lyder så godt, når jeg synger med.”

Liv i fællesskab fylder meget for Sebastian. Ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet handler livet om kæresten, bofællesskabet, fællesskabet i den kristne fodboldklub FC Udfordringen og vennerne. Men lige nu er det især én opgave, der trækker: Sebastian er ny formand for BBU. Og han har et mål med arbejdet:
”Jeg tror meget på fællesskaber, der er inkluderende og attraktive, som er trygge og sjove at komme i. Det er det, der skal få børn og unge i kirken, fastholde dem, og få dem til at vokse i tro.”

“Der fik jeg lidt formandskasketten…”

Sebastian blev valgt til formandsposten i september 2025, men hans vej ind i BBU-ledelsen begyndte tidligere. I 2023 blev han næstformand, og da den daværende formand, Nicolas Fromsejer, rejste til Honduras i et halvt år, fik Sebastian “formandskasketten” i praksis.

“Der fik jeg prøvet det. Jeg kunne godt fornemme, at Nicolas godt ville give posten videre på en god måde. Så valget kom lidt naturligt. Jeg har svært ved ikke at engagere mig, når jeg først er i det,” siger han.

Sebastian Bækgaard

• Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund siden september 2025.
• 24 år gammel, bor i København i et bofællesskab og læser statskundskab på 4. semester på Københavns universitet.
• Har rødder i Roskilde Baptistkirke, var ung i Pinsekirken i Odense i gymnasietiden og er i dag medlem af Kristuskirken på Nørrebro.
• Har gennem flere år været en del af BBU’s miljø – sommerstævner, ledertræning og som næstformand.
• Bestyrelsesmedlem i den kristne fodboldklub FC Udfordringen.
• Forsøger at dyrke sport, når lektierne ikke fylder for meget.

BBU som hjem – og en vej tilbage

Sebastian er vokset op i Roskilde Baptistkirke og BBU er næsten skrevet ind i familiehistorien. Både hans far og storebror har været engageret:
”Min far var med i ’gamle dage’, og min bror har også siddet som næstformand i en periode. Det var nok allerede dengang, da jeg var barn og teenager og kom med på Sommerstævne, at jeg for alvor fandt ud af, hvad BBU var”.

Sebastian peger på Sommerstævnerne og discipelskabs- og lederkurset SHIP som oplevelser, der har bidraget til hans udvikling som leder. Men også oplevelser, der har givet relationer på tværs af landet og oplevelsen af at være en del af noget større end kun den lokale hverdag.

Sebastian bruger sig selv som eksempel, da han peger på vigtigheden af at fastholde unge i foreningsarbejdet. ”Jeg flyttede med familien til Odense i 2019 og skiftede kirkesamfund til Pinsekirken. Men fordi BBU altid har været en del af mit tros- og kirkeliv, var det ikke svært at vende tilbage, da Nicolas opfordrede mig til at gå ind i arbejdet.”

“Det kan godt være, jeg sidder for bordenden…”

Sebastian er meget bevidst om sin manglende erfaring som formand. Netop derfor har han allerede gjort sig en del tanker om udfordringerne. På spørgsmålet: ”Hvilken type leder vil du gerne være?” svarer han:
”Det er vigtigt for mig at være inkluderende, når vi mødes i ledelsen. Jeg er nysgerrig på, hvad andre har at sige, og hvad vi hver især kan byde ind med. Det kan godt være, at det er mig, der sidder for bordenden, men det betyder ikke, at det er mine ord, der skal vægtes højst, eller at det er mig, der har ret”.

BBU rammer plet! (Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Han er bevidst om sine egne kompetencer i forhold til økonomi og drift, men lige så bevidst om, at han ikke har den store erfaring fra livet i lokalforeningerne eller som leder på Sommerstævnerne:
”Det er jo noget af det, jeg som leder skal være god til: At se de kvaliteter, som vi hver især har i ledelsen, sådan at de kan blive brugt. Det tænker jeg over, hver gang jeg sidder og styrer en dagsorden eller et møde”.

Hvad er BBU? “Alt sammen starter jo ude lokalt”

Når Sebastian skal forklare formålet med BBU, har han fokus på det lokale arbejde. Det er i lokalforeningerne, i menighederne, de unge møder fællesskabet første gang:

”Jeg synes, at vi nogle gange overser det lokale arbejde: Det, der sker ude i kirkerne. Det er jo der, langt de fleste har det første møde med BBU. Sådan skal det også være! Vi er jo en organisation for lokalforeninger”.

Sebastian fortæller videre om bestyrelsens arbejde, der har fokus på to spor: et nationalt spor med kurser og lederskabstilbud – og et internationalt spor med projekter, der rækker ud over Danmark.

Men logikken er den samme, uanset om man vil noget i sin egen by eller i et andet land: BBU skal hjælpe med at gøre det muligt. “Vi har et slogan,” siger Sebastian, “der hedder: Vi tror på det, du brænder for.” Han folder betydningen ud: BBU er forbundet, der har midler, ansatte og kompetencer, som kan sættes i spil og understøtte lokale drømme, dér, hvor nogen vil noget.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Frivillige og synlighed

Mange ungdomsorganisationer er presset på medlemstal. Når Sebastian kigger fremad i “100 dage, 1 år, 3 år” er det ikke medlemstal, der bekymrer ham mest.

Udfordringen er det frivillige engagement.

”Det er noget, vi snakker meget om. Vi har et lederskabstræningskursus, KEFAS, hvor vi lige nu mangler en stab. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne tænke mig, var at finde en god løsning til at få engageret nogle flere frivillige. Vi har mange gode tilbud, men vi mangler nogle gange de frivillige til at køre dem”.

Sebastian peger også på synlighed som et andet fokusområde for bestyrelsen:
”Der er nogle lokalmenigheder og foreninger, som er rigtig gode til at bruge BBU, både vores støttepuljer og andre tilbud. Der mange foreninger, som har deres lokale liv, men måske mangler engagement i de nationale og internationale tilbud, som BBU har”.

Sebastian peger på, at BBU især har haft svært ved at engagere lokalforeningerne i Chin-menighederne på nationalt plan, selv om de er meget velfungerende lokalt.
”Det er noget af det, jeg drømmer om, at vi har fokus på hen over det næste år, måske to år. Vi har allerede fået to repræsentanter med i ledelsen, som også er aktive Chin Christian Association Denmarks (CCADK) ungdomsafdeling”.

Samarbejde

Sebastian glæder sig over samarbejdet med Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) om YEGOs arbejde i Rwanda. ”Der er faktisk lige blevet underskrevet et nyt projekt” fortæller han.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

”I forhold til BaptistKirken var det et lidt turbulent tidspunkt, jeg kom ind i ledelsen på. Sommerstævnet, som jo ikke er der længere, var jo der, hvor vi havde vores primære samarbejde. Men jeg oplever, at vi stadig holder kontakten. BaptistKirkens ledelse har en kontaktperson til BBU, som jeg for nylig har haft møde med. Men vi skal finde en ny måde at samarbejde på, når nu Sommerstævnet ikke er der længere.”

Et nyt samarbejdsområde er Inspirationsdøgnet den 24.-25. april 2026 på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia:
”Vi har en ansat med i planlægningen af Inspirationsdøgnet, og vi giver tilskud til deltagelse,” fortæller Sebastian, der fortsætter: ”Vi reklamerer for Inspirationsdøgnet på vores sociale medier og håber, at mange vil deltage.”

Demokrati som en del af traditionen

Til sidst i interviewet vender Sebastian tilbage til kultur og tro: det handler om demokrati. BBU har arbejdet med, hvordan flere kan deltage i demokratiet, når alt for få fx møder op til landsmødet. Nu er vedtægterne blevet ændret, så delegerede skal repræsentere de enkelte lokalforeninger. For Sebastian handler det om at værne om en demokratisk tradition – også i en baptistisk forstand, hvor forskellige stemmer bliver hørt og ansvaret løftet i fællesskab. Derfor sender Sebastian en opfordring til sine medlemmer: Mød op, når der er generalforsamling, når der skal tages beslutninger, både lokalt og nationalt.

En organisation, der vil dig og dit trosliv

”Hvis jeg kun møder BBU en enkelt gang: Til en konference eller ved et besøg i en lokalforening – hvad ønsker du så, jeg skal tage med mig videre i livet?” Sebastian bliver en smule overrasket over spørgsmålet, men svaret kræver ikke meget refleksion. Det kommer hurtigt:
”Jamen, så vil jeg gerne have, at du tager med, at du har mødt et forbund, en organisation, som gerne vil dig og vil dit trosliv, som støtter og underbygger det, du brænder for. Jeg tror, at vores slogan, at vi tror på det, du brænder for, fanger det meget godt: Vi skal være med til at understøtte alle de gode aktiviteter og alt det gode trosliv, som er forskellige steder, lokalt eller internationalt.”

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen:

”Vi har det godt med hinanden og vi er så interesserede i at skabe noget sundt i København,” fortæller Emil Lavsen om samarbejdet i Kristuskirken.
”Derfor handler det også om at kunne stille op og sige: ’Det er den her vej, vi skal gå sammen.’ Det er sådan en præst, jeg gerne vil være.”

Fest i Kristuskirken

Søndag den 15. september var der fest i Kristuskirken. Emil Bredahl Lavsen blev indsat som præst under stor festivitas, med lovsang, smukt violinspil af Emils hustru Yu-Min Seo og velkomstord fra nabomenigheder og BaptistKirkens ledelse. Tjek Kristuskirken på Facebook og Instagram: Der er masser af festbilleder! Nogle af billederne kan du se i denne artikel.

Fra Ry til Korea første gang

Emil har boet i Korea i 16 år. Han møder første gang den koreanske kultur, da han som 18-årig udvekslingsstudent rejser ud med International Cultural Youth Exchange (ICYE):
”Efter en sygdomsperiode, hvor jeg har haft svært ved at være glad for livet, bliver jeg meget glad for Korea i det år, jeg er der. Det er i Korea, jeg første gang møder det kristne fællesskab. Jeg bliver en del af en metodistmenighed, hvor jeg møder mennesker, der er helt vildt søde og venlige,” fortæller Emil.

Oplevelsen af kristent fællesskab fascinerer Emil. Han er vokset op i Ry i det jyske søhøjland uden særlig kontakt til kirken:
”Den måde, man kan være sammen på som mennesker i kirken, hvor alle holder af dig som menneske, bare fordi du er et menneske, som Gud elsker, gjorde, at jeg oplevede en frihed, som jeg aldrig havde oplevet før.”

Under opholdet i Korea tænker Emil meget over livet. Han reflekterer og overvejer, hvad det er, han oplever:
”Jeg synes, at jeg fik svar på det hele. Jesus gav mig svar. Jeg oplevede en mening med mit liv, som jeg ikke havde mærket før.”

Yu-min spiller (Foto: Stephen Sandoval)

Historien – ganske kort

Før rejsen til Korea har Emil uddannet sig til social- og sundhedshjælper. Nu får han igen mulighed for at rejse til Korea, denne gang for at studere sprog. Han griber muligheden og begynder at læse i Seoul, hovedstaden i Sydkorea. I begyndelsen af studiet bliver han opfordret til at skifte spor til en teologiuddannelse på engelsk, der også findes på universitetet. Emil følger opfordringen og begynder at læse teologi.

Hjemme i Danmark er især Emils far lidt utryg ved det koreanske eventyr:
”Det er jo et fire-årigt studie og min far bliver så bekymret, at han er lige ved at rejse til Korea for at hente mig. Han er bange for, at jeg er kommet med i Moon-bevægelsen eller noget værre! Efter jeg selv har fået børn, kan jeg bedre forstå hans bekymring,” ler Emil.

Emil fortæller, at teologistudiet på mange måder var godt for ham. Mange spørgsmål blev besvaret, og han oplevede at finde en glæde og en ro, han aldrig havde oplevet før.

Færdig med sin bachelor møder Emil sin kommende hustru Yu-min Seo:
”Hun er den mest populære pige på hele skolen. Alle drengene er helt vilde med hende. Hun er god til stort set alting. Alle mine drengevenner drømmer om, at Yu-min skal være deres ’pastors wife’: Hustruen, der spiller klaver og holde selskaber. Sådan gik det ikke, for vi blev kærester: Jeg mistede næsten alle mine drengevenner på den konto,” ler Emil inden han pointerer, at forholdet fra begyndelsen var alvorligt ment. Yu-mins far arbejdede for den sydkoreanske regering og havde sort bælte i kampsporten taekwondo. Ikke en mand, der accepterede hvem som helst som svigersøn.

En fyldt kirke (Foto: Stephen Sandoval)

Emil fik sin Yu-min. De blev gift i 2012 og siden er familien udvidet med døtrene Lina og Loa.

I 2015 blev Emil færdig med sin Master of Divinity fra Asian Center for Theological Studies and Mission (ACTS).

Allerede under studierne havde Emil erfaret, at præstelønninger ikke rækker langt i en storby. Han etablerede derfor en virksomhed, der hjalp danske virksomheder ind på det koreanske marked. Mange satte pris på at kunne få hjælp af en dansker, der talte flydende koreansk og kendte kulturen.

Det kristne liv er en vandring

Allerede det første år i Korea begyndte Emil at opfatte livet med Jesus som en vandring:
”Kristenlivet er jo en vandring, hvor man træffer forskellige valg, der måske ikke alle er lige heldige. Men det, der er så fascinerende ved det kristne liv, er, at man har Jesus, der bare elsker mig fuldstændig vanvittigt og døde for mig på korset. Den relation og den vandring har været svær for mig, men også dybt fascinerende. Og jeg vidste efter det første år, at jeg havde lyst til at gøre mere ud af kristenlivet.”

Derfor var det en gave for Emil at få mulighed for at komme tilbage til Korea og begynde på teologistudiet.

Emil foran Kristuskirken (Foto: Kristuskirken)

Gadepræsten

Under bachelorstudiet er det et krav, at Emil involverer sig i  kirkeligt arbejde. Han arbejder med mennesker, der lever på gaden i storbyen:
”Mit job er at gå rundt på gaden og prædike evangeliet, men også bare at være der. Når alle andre går væk fra personen, så går jeg hen mod personen. En ven i nøden for gadens folk. Når jeg ser tilbage på mit liv, er det måske der, jeg har fundet allermest glæde. Jeg har altid haft en kæmpe kærlighed for gadens folk, for de udsatte, for dem, der kæmper i samfundet. Dem, der virkelig har det svært i livet.”

Emil følte et kald til at arbejde med og hjælpe gadens folk. Og samtidig erfarer han, at han har fået en gave til netop at møde mennesker på gaden på en måde, som er svær for mange andre.

Corona rammer

Corona-pandemien ramte hårdt i Danmark, men endnu hårdere i Korea. Landet blev lukket ned i et omfang, det er svært at fatte. Stort set alt socialt samvær med andre mennesker ophørte. Familien Lavsen var presset:
”Det var meget barsk under coronaen i Korea. Og vi ender faktisk med, at alt lukker ned. ’Overnight’, som man siger. Også min lille virksomhed. Alt stopper. En meget mørk tid for koreanerne. Og ganske forfærdeligt at være i. Vi kan heller ikke mødes i kirkerne. Mennesker bliver sat i fængsel og skal betale bøder, hvis de mødes i kirken. Jeg kan ikke gøre mere i Korea. Corona har lukket ned for det hele. Jeg har været sådan et kreativt kirkemenneske, og jeg har også fungeret som præst, men pludselig er der ikke mere at lave som præst.”

Emil spørger sin hustru Yu-min, om hun kan tænke sig at rejse til Danmark. Hun siger ’ja’ med det samme.

BaptistKirkens generalsekretær, Torben Andersen, taler (Foto: Stephen Sandoval)

Kulturchok

Det er hårdt at komme til Danmark. Efter 16 år i Korea opdager Emil, at ’dansk’ er et relativt begreb. ’Kulturchok?’ er en nærliggende tanke, når Emil fortæller:
”Jeg skal nærmest lære forfra, hvordan man gør ting: Hvem ringer man til hos kommunen? Hvordan bruger man MobilePay? Og hvad er MobilePay? Jeg har været vant til at betale 10 procent i skat – og nu trækker min arbejdsgiver pludselig 45 procent! Der var meget, der skulle læres, men vi kæmpede og lærte det.”

Det er ikke kun det praktiske hverdagsliv, der giver udfordringer i Danmark:
”Det var hårdt at komme hjem til Danmark. I Korea var jeg vant til ’den åbne dør’, altså sådan en åbenhjertelig måde at være sammen på, hvor man siger: ’Hej, kommer du over, så drikker vi lidt kaffe sammen’. I Danmark, skulle vi vænne os til, at danskerne var på en helt anden måde. En helt anden kultur og ikke helt, som jeg huskede den. Det var interessant og spændende, men også meget anderledes.”

Familien slog sig ned i Korsør. Emil fik nogle forskellige jobs: Som deltidspræst, SOSU-hjælper og underviser i koreansk på en international efterskole. Yu-min begyndte at lære dansk og inden længe fik hun også opholdstilladelse i Danmark.

På et tidspunkt bliver Emil gjort opmærksom på en jobmulighed som præst på fuld tid i Kristuskirken. Emil søger jobbet. Kristuskirken har fundet deres præst.

Forbøn (Foto: Stephen Sandoval)

Drømmen om Kristuskirken

”Jeg har hele tiden haft en brand i mig, et kald til det pastorale. Jeg har stor kærlighed til kirken og brænder for at gøre en forskel for kirken. Men jeg har også den her storbykærlighed. Altså, jeg har levet i en storby i 16 år og kender til livet i storbyen. Selv om jeg ikke boede i København. For mig handler det om at søge Gud med spørgsmålet: ’Hvilket kald har du over mit liv? Gud, hvad ønsker du jeg skal? Hvilke mennesker ønsker du, der skal sendes ind i mit liv?”

Emil pointerer, at han ønsker at fastholde respekten for tradition, for kultur og for baptisme i Kristuskirken. Selv om kultur og tradition fylder meget for den klassisk uddannede teolog er der noget, der er vigtigere:
”Det vigtigste for mig, det er at være med til at skabe en kirke og være en del af en kirke, som elsker Jesus. En kirke, hvor man elsker Gud og hinanden. Det lyder måske flyvsk og højtflyvende, men det er jo sandheden. At elske Gud og elske hinanden. Med respekt for den kultur, man er i.”

Emil peger på, at Kristuskirken er et fyrtårn midt i København. En fantastisk kirke, der har gennemgået så meget historie siden 1839, at man, med Emils begejstrerede ord:
”Tror det er løgn!” – og Emil fortsætter: ”Der er så mange mennesker, der har været inde over den kirke. Og de kirkeplantninger, der har været ud fra Kristuskirken, gør også, at det er en ære at være herinde. Med respekt for den kultur og traditionerne skal vi finde ud af at være en kirke i 2024.”

Samvær og velkomst (Foto: Stephen Sandoval)

Bønnen og søgen efter Jesus skal komme først

Vi vender tilbage til udgangspunktet. Emil fremhæver det gode samarbejde med menighedsrådet og ambitionen om at sætte en retning, at kunne sige i fællesskab: ”Det er den her vej, vi skal gå.”

Emil er klar over, at nogle mennesker kan blive udfordret af en klar retning:
”Det handler også om at kunne tage svære beslutninger, selv om de ikke er populære. Jeg står på mål for mine meninger. Men altid med respekt for andre mennesker. Jeg er absolut ikke interesseret i konfrontatorisk retorik. Det er jeg meget i mod. Jeg går ind for, at vi kan være uenige, men se hinanden i øjnene og have respekt for hinanden.”

Tiden er ved at løbe ud. Nye opgaver venter os begge. Emil trækker vejret, samtalens sidste budskab er klar:
”Uanset hvad, så kan det ikke gå galt så længe bønnen og vores søgen efter Jesus kommer først. Mit kald som præst er at være præst for folket: At alle mennesker kan komme til mig og vide, at Emil, han er der for mig.”

(Foto: Stephen Sandoval)

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere