Lyt til artiklen her:

Martin Karyo Bentsen fortæller, at hans mor på 16 år ”kastede ham på badeværelsesgulvet”, da han var spæd. Han kom på sygehuset og fik formentlig en hjerneskade. Om det er årsagen til, at han fik en skæv start på livet, er uvist, men han voksede op hos sin mormor, blev kropumulig i skolen, og i 3. klasse blev han smidt ud, blev tvangsfjernet og kom på et hjem for utilpassede unge. Her kom han i det, nogle vil kalde ’dårligt selskab’, og den kriminelle løbebane blev lagt.

Jeg forsøgte at imponere vennerne ved at gøre det, der var værre end det, de gjorde.

”Jeg forsøgte at imponere vennerne ved at gøre det, der var værre end det, de gjorde. Smadrede de fem vinduer, smadrede jeg ti. Selvom min samvittighed i begyndelsen protesterede, så var anerkendelsen vigtigere.”

Med i Bandidos

Martin var 15 år, da han første gang kom i fængsel, og indtil han var 33 år, sad han 13 år bag tremmer. Han har en straffeattest så lang som en smørrebrødsseddel. Tævede både fængselspersonale, læger og indsatte. Han havde et voldsomt temperament, som han slet ikke kunne styre.

I en af perioderne ude blev han medlem af Bandidos: ”At være med i en bande er det højeste, man kan opnå, når man er kriminel”, forklarer han. I spjældet igen var det sidste, han gjorde at slå en medfange halvt fordærvet med en stegepande og overhælde ham med kogende vand. Så kom han i isolationscelle.

Han begyndte at læse i den eneste bog, han fik lov til at få med i cellen. Bibelen.

I cellen nåede han bunden og var træt af sit liv. Han begyndte at læse i den eneste bog, han fik lov til at få med i cellen. Bibelen. Han læste seks, otte, op til 12 timer om dagen. Og læsningen forvandlede ham, uden at han selv vidste det. Det var omgivelserne, der først spurgte: ”Hvad sker der?” Han var ikke længere opfarende, når han ikke fik sin vilje.

Mødte sin kone på bibelcamping

Her så han stillingsannoncen fra Herning Oasekirke, og de blev ikke afskrækket af hans fortid. Måske tværtimod.

Martin besluttede, at han ville være præst. Han tog HF og en bachelor i teologi på Mariager Højskole. Her så han stillingsannoncen fra Herning Oasekirke, og de blev ikke afskrækket af hans fortid. Måske tværtimod. Så de sidste fire år, har Martin været præst i den frikirke. Han er gift med Farah, som han mødte på en bibelcamping, og sammen har de datteren Mira på to år, og da jeg interviewer ham, kan en søn komme til verden når som helst.

Hvorfor endte du derude på kanten?

”Jeg tror, det er et samspil af flere ting. Allerede første skoleår følte jeg mig forkert. Jeg fik megen skæld ud, fordi jeg havde flyvske tanker. Jeg glemte alt om det, jeg egentlig skulle. Blev distraheret. I 3. klasse opsøgte jeg min mor, og flere gange var hun ved at tage sit eget liv. Når jeg spurgte: ’Hvorfor?’, sagde hun, at det var på grund af mig. Og jeg tænkte: ’Er det virkelig så galt med mig?’ Jeg troede, at jeg ikke var værd at elske.”

Den institution, han boede på, fra han var 10 til 13 år, er senere blevet lukket pga. børnemishandling. Halvdelen af drengene dér skulle have været i fængsel. ”Man bliver præget af sine opgivelser”, forklarer Martin.

Intakt samvittighed

”Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg fortryder mest. Faktisk var det, da jeg som 14-årig stjal penge fra min bedstefar. For dengang var min samvittighed stadig intakt. Hvis nogen havde sagt til mig dengang, hvor langt jeg skulle komme ud i misbrug og kriminalitet, ville jeg have sagt ’No way’. Første gang jeg stjal en bil, rystede min hånd så meget, at skruetrækkeren ikke kunne ramme låsen. Men jo flere gange, man har gjort det, jo nemmere er det. Det er vanvittig skræmmende. Da jeg kom til mig selv i fængslet, tænkte jeg: ’Hvordan kom du så langt ud?’ Jeg er egentlig glad for, at alle instanser havde opgivet mig. Psykologen sagde, at jeg var uden for pædagogisk rækkevidde. For så var det kun Gud, der kunne frelse mig”, siger Martin.

Da jeg kom til mig selv i fængslet, tænkte jeg: ’Hvordan kom du så langt ud?’

 Folk dør da hele tiden

Hvordan er livet på den kriminelle kant af samfundet?

”Det er sindssygt stressende. Hvis jeg fik en dom på tre til seks måneder, glædede jeg mig til at komme i fængsel. For der var ikke samme usunde miljø og kaos. Det første år, jeg var gift med min kone, døde 12 i min tidligere omgangskreds. Hun spurgte: ’Er du ligeglad?’. Og jeg svarede, at folk da dør hele tiden – af en overdosis, ved at køre galt, når de er stukket af fra politiet, slået ihjel af andre… Jeg har ikke styr på, hvor mange jeg har kendt, der er døde. Nu kan jeg se, at på de syv år, jeg har været sammen med Farah, er der to, vi kender, der er døde – af kræft. Det er det.”

Det første år, jeg var gift med min kone, døde 12 i min tidligere omgangskreds.

Kvinde bad for ham i 25 år

Martin har bevæget sig fra den ene kant til den anden. I dag elsker han at fordybe sig i Bibelen, i grundteksterne på græsk og hebræisk. Måske fordi det var ved at læse Bibelen, Gud nåede ind til ham.

Faktisk tror han, at han blev kristen, fordi en kone i de blokke, han voksede op i, bad for ham. Da han var 18 år, opsøgte han hende, fordi han havde hørt, at det hjalp, når hun bad for folk.

”Det eneste, der kan hjælpe dig, er, at du giver dit liv til Jesus”, sagde hun til Martin, og så brugte han halvandet år på at prøve at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Til sidst opgav han og tænkte, at han nok var dømt til fortabelse. Men da han mange år senere kom tilbage til denne kristne kvinde, fortalte hun, at deres første møde faktisk var, da han var seks-syv år gammel og gemte sig i busken ved hendes lejlighed. ”Jeg har bedt for dig hver dag lige siden,” fortalte hun.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen her

”Vær seriøs, mand! Du er bagefter med betalingerne!” SMS-beskeden tikkede ind på Carlos telefon, mens han sad i Andreas Daugaards bil. Carlos var gennemblødt af sved, selv om airconditionanlægget kørte på maksimal effekt. Han var endnu et offer for organiseret afpresning: Ofte udført af bander, der afpresser med trusler og vold. En forbrydelse, der rammer flere end 200.000 familier i Honduras hvert år.

Andreas Daugaard arbejder for den kristne menneskerettighedsorganisation The Association for a More Just Society (ASJ). Organisationen har som mål at skabe strukturelle ændringer i sikkerheds-, sundheds- og uddannelsessektorerne for at skabe et mere retfærdigt samfund for de svageste i Honduras.

Andreas Daugaard

”Jeg er opvokset I Roskilde Baptistkirke, hvor vi gennem hele min barndom har støttet børnehjemmet Emmanuel i Honduras. Vi hørte ofte i søndagsskolen og i kirken om børn, der led nød på grund af fattigdom, sygdom og manglende uddannelse. Det har altid gået mig på og udfordret min retfærdighedssans.

Da jeg var 21 (2014) fik jeg endelig mulighed for at rejse til Honduras, hvor jeg boede ni måneder på Emmanuel og efterfølgende to måneder hos gadepræsten Alvin Anderson, der arbejder i fængsler og i nogle af de mest udsatte områder i landet.

På børnehjemmet fik jeg gode venner og mødte Dulce, der senere skulle blive min kone. Jeg erfarede, at mange af de udfordringer børnene stod overfor, opstod på baggrund af uretfærdighed: Børn blev udsat for vold, fordi der ikke er et effektivt retssystem, familier har ikke adgang til medicin, fordi korrupte politikere stjæler sundhedsvæsenets penge osv.

Jeg tog derefter hjem til Danmark, hvor jeg læste jura. Men Honduras, min dengang forlovede, mine venner og den uretfærdighed, de var ofre for, var hele tiden i mine tanker. Jeg rejste til Honduras en eller flere gange om året og lærte The Association for a More Just Society (ASJ) at kende. Det virkede for mig som den eneste organisation i Honduras, der for alvor forsøgte at tackle de systematiske problemer som landet stod overfor og som mine venner (og nu også familie) i Honduras led under.

ASJ er en kristen organisation, der passer godt til mine værdier. I dag er jeg afdelingsleder for vores forskningsenhed, der forsker i alt fra adgang til skole, medicin på hospitalerne og organiseret kriminalitet. Min kone, Dulce, er direktør for en organisation, der giver støtte, uddannelse og juridisk hjælp til børn, der er vokset op på børnehjem.”

”Carlos” historie

Andreas fortæller om manden, som han af sikkerhedsmæssige årsager kalder Carlos:
”Et år før jeg interviewede Carlos i min bil havde han modtaget en SMS-besked om, at afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold. De kendte hendes træningstider i klubben og nu ville de bare fortælle, at de ikke ønskede, at der skulle ske hende noget. Carlos fortalte, at han planlagde at sælge sin forretning og flygte til USA. Han havde absolut ingen tillid til retssystemet i Honduras.”

Afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold.

Selv om trusler af denne karakter kan få selv de modigste kristne til at miste modet, besluttede ASJ at kæmpe videre.

Forskningsprojekt om organiseret afpresning

I efteråret 2022 fik de omfattende problemer med afpresning ASJ til at sætte gang i et forskningsprojekt. Andreas ledte arbejdet med at interviewe 47 ofre, politifolk, dommere og endda fængslede forbrydere. 149 retssager blev gennemgået minutiøst. Alt sammen for at forstå omfanget af forbrydelserne og kortlægge myndighedernes indsats.

Resultatet var værre end frygtet

Andreas fortæller, at resultatet var meget værre end frygtet:
”Vi anslår, at 206.623 honduranske familier (9 procent af befolkningen) betalte 737 millioner dollars til afpressere i 2020. Særligt transportsektoren var udsat: I perioden 2010 – 2019 blev 1.781 ansatte i sektoren myrdet i forbindelse med afpresning.

Vi opdagede også, at afpresserne var meget kreative: I stedet for blot at kræve betaling, blev buschauffører tvunget til at vaske deres busser på bandeejede vaskepladser eller købe mad fra bandernes restauranter. I stedet for kontant betaling krævede afpresserne fx betaling via lokale telefonapps. Vi konstaterede også, at regeringens reaktion var fuldstændig utilstrækkelig: Kun nogle få hundrede sager, og udelukkende med kontanter involveret, kom for retten hvert år.”

Andreas og to kollegaer fra hans team foran en domstolsbygning

Offentliggørelse var nødvendig

Andreas forklarer, at resultaterne var så alvorlige, at ASJ var nødt til at offentliggøre dem, uanset at myndighederne ikke ville bryde sig om det. Ved et privat arrangement den 15. november 2022 blev resultaterne offentliggjort for en kreds af busejere, forretningsfolk, politi, anklagere, dommere, repræsentanter for FN, den amerikanske ambassade og præster, der arbejder i udsatte områder.

Den nationale politienhed mod afpresning deltog også og efterlod indtryk af, at de ville handle på oplysningerne. Alle deltagerne håbede, at mødet var indledningen til at et opgør med bandernes afpresning af helt almindelige mennesker.

Historien gik viralt

En uge senere, den 22. november 2022, offentliggjorde ASJ forskningsresultaterne. Det honduranske erhvervsråd udsendte straks en offentlig erklæring om, at afpresning var “kommet ud af kontrol”. På dagen for offentliggørelsen blokerede en samlet transportsektor trafikken rundt om hovedstaden med deres køretøjer. Andreas fortæller om forløbet:
”Vi lancerede vores rapport, og den gik straks viralt: Nyhedsprogrammerne gjorde den til tophistorien, og næste dag var vores rapport på forsiden af alle større aviser. Vi blev inviteret til det mest sete tv-debatprogram i Honduras og fik 90 minutter til at præsentere vores resultater og anbefalinger.”

Honduras præsident Xiomara Castro fremlægger den nye strategi mod afpresning to dage efter ASJ offentliggjorde deres rapport (Foto: Privat)

Præsidenten tog initiativ

Som forventet var myndighederne ikke begejstrede. Politidirektøren beskyldte Andreas og hans kolleger for at lyve og overdrive problemets omfang. Men budskabet havde alligevel ramt regeringskontorerne. På en pressekonference få dage senere lancerede Honduras præsident Xiomara Castro en anti-afpresningsstrategi, der var næsten identisk med ASJ’s anbefalinger. Enkelte sætninger så endda ud til at være kopieret direkte fra ASJ’s rapport.

Elendigt resultat trods undtagelsestilstand

Desværre betød præsidentens ”krig mod afpresning”, at der blev indført en slags undtagelsestilstand med begrænsning i almindelige borgeres rettigheder. Blandt andet fik politiet adgang til at ransage boliger og anholde vilkårligt uden dommerkendelse. På trods af indførelsen af undtagelsestilstanden så præsidentens plan ikke ud til at virke. Efter seks måneder lancerede ASJ endnu en rapport. Denne gang med de dårlige resultater af politiets indsats. Kun 86 tilfælde af afpresning var blevet bragt for retten, og mindst 27 flere bus- og taxaejere var blevet dræbt.

Udsigt til det smukke Honduras i omegnen af hovedstaden Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Intet er sket

Rapporten nåede verden rundt. Den blev citeret i aviser fra Spanien til Japan og endda i New York Times. Honduras kongres kaldte politidirektøren i høring for at holde ham ansvarlig. På den baggrund kunne man forvente en forstærket indsats mod afpresning, men fire måneder senere er situationen ikke blevet bedre.

Honduras’ befolkning lever fortsat med undtagelsestilstand, mens ofrene for afpresning stadig ikke får hverken retfærdighed eller beskyttelse af myndighederne.

Andreas fortæller, at ASJ planlægger udgivelsen af endnu en rapport, der skal markere et-års-dagen den 6. december 2023 for vedtagelsen af præsidentens anti-afpresningsplan og undtagelsestilstanden.

Andreas’ refleksion

Andreas har gjort sig mange tanker om sit engagement i efterforskning af organiseret bandekriminalitet og politiets manglende indgriben. Det kan være virkelig skræmmende. Andreas fortæller:
”Jeg kommer til at tænke på Moses, som Gud befalede at gå til Farao og bede ham om at lade israelitterne gå. Moses protesterede og bønfaldt Gud om at sende en anden. ”Hvad hvis de ikke vil tro mig eller siger, at jeg lyver?” spurgte Moses Gud i 2. Mosebog, kapitel 4, vers 1.

Da Moses først var gået til Farao begyndte en forhandling om det israelske folks frihed. Når Moses argumenterede strammede Farao blot sit jerngreb, og Moses tvivlede på, om hans indsats hjalp eller gjorde situationen værre (2. Mosebog, kapitel 5, vers 22). Mellem de plager Gud sendte, skiftede Farao mellem at love at lade folket gå og fortryde igen. Til sidst blev Guds plan fuldført, men Moses må have tvivlet meget undervejs.”

Udsigt over Honduras’ hovedstad Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Hvad Moses lærte Andreas

Andreas fortæller, at han sammenligner ASJ’s kamp mod afpresning med Moses’ kamp for frihed for sit folk på flere punkter:

”For det første vil vi ofte blive udsat for modstand mod at sige sandheden. Faraoer, politidirektører og præsidenter kan beskylde os for at lyve. Men det bør ikke afholde os fra at tale sandt og fremme retfærdighed.

For det andet vil myndighederne ikke altid gøre det, vi vil have dem til. ASJ ønskede en stor plan mod afpresning i Honduras, men ønskede bestemt ikke at suspendere forfatningsmæssige rettigheder og sætte fx sårbare teenagere i fare for vilkårlig tilbageholdelse. Moses ønskede heller ikke, at Farao skulle stramme sit greb yderligere om Israels folk. Vi kan nogle gange frygte, at vi i stedet for at hjælpe forværrer situationen.

For det tredje gør myndighederne ikke altid, hvad de siger, de vil gøre. Den honduranske præsident lancerede en god plan mod afpresning, men ser ud til at have glemt den i de følgende måneder. Farao lovede flere gange at frigive slaverne, men fortrød hver gang.”

Hold fokus på det, du kan gøre

Andreas slutter med en opfordring til at holde fokus:
”Vi må identificere de sårbares behov, arbejde flittigt for at søge retfærdighed og fortælle sandheden til de mennesker, der har magten til at skabe forandring. Hvad magthaverne vælger at gøre med sandheden, er stort set ude af vores hænder. Alt, hvad vi kan gøre, er at bede Gud om, at de bringer retfærdighed.

Gud endte med at dele et hav for at lede hans folk ud af Egypten. Vi håber og tror på, at han kan gøre det samme i Honduras. Hos ASJ vil vi fortsætte med at forske og modigt råbe op. Men vi vil også bede og kæmpe for et mere retfærdigt Honduras. Vi håber, at du vil slutte dig til os.”

Læs mere om Dulce og Andreas

“Du er er ingen”

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 30. jun. 2026 - Når et stille liv bærer mere, end man tror
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere