Det tænker jeg på, mens jeg laver frokost til min søn, og kommer i tanke om de børn, der ikke har mad nok, og mens jeg putter ham, og kommer i tanke om de forældre, der putter deres børn med bomber flyvende om ørene. Jeg tænker på det, når han græder efter mig, og jeg kommer i tanke om de børn, hvis gråd, der ikke er nogen til at høre. Og så tænker jeg på den regering vi forhåbentligt snart får, og så beder jeg til, at de må huske alle de børn og voksne, der lever med utrygheden og usikkerheden meget tættere på, end jeg gør.

Jeg beder for, at dem, der skal lede vores land, kommer til at gøre det med barmhjertighed og næstekærlighed, der rækker ud over grænser og skel.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 1000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Samtidig ved kristendommen, at verden ikke altid er fredelig. Mennesker begår fejl og lader sig styre af vrede, magt og frygt, hvilket kan føre til krig. Derfor understreger kristendommen tilgivelse, næstekærlighed og forsoning som veje til at overvinde konflikter.

Fællesskab er også en vigtig del af den kristne tro. Kirken ses som et fællesskab, hvor mennesker støtter hinanden og lever efter Jesus’ bud om at elske sin næste som sig selv. Når mennesker mødes i tro, omsorg og respekt, kan de skabe stærke fællesskaber, der fremmer fred.

Set fra et kristent syn hænger krig, fred og fællesskab derfor tæt sammen. Ved at leve efter Jesus’ lære om kærlighed og tilgivelse kan mennesker være med til at skabe mere fred i verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Breaking news lørdag morgen hed: “Endnu en krig i Mellemøsten er startet”.

I Danmark fylder det, at vi netop sidste uge fik udskrevet valg. Og aldrig har befolkningen været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

En gravid mor, hvis baby muligvis er meget syg spørger: “Simon, vil I ikke have os med i jeres aftenbøn?”

Når krig og ødelæggelse, usikkerhed og splittelse, modløshed og sorg fylder allermest, så er håbet stadig at finde i bøn. Iranerne beder om frihed. Danskerne beder og håber på et godt og trygt valg. Og den gravide mor beder i desperation, efter håb og lys der, hvor hun er ramt af mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

USA’s præsident Donald Trump optrådte som mægler, da præsidenterne for DR Congo og Rwanda, Félix Tshisekedi og Paul Kagame, indgik en meget omtalt fredsaftale den 4. december i Washington.

Fredsaftalen skulle være vendepunktet for tre årtiers konflikt i det østlige DR Congo. I stedet blev den – næsten øjeblikkeligt – et symbol på USA’s manglende evne til at forhandle holdbare aftaler. Få dage efter underskrivelsen rykkede den rwandisk-støttede oprørsgruppe M23 videre fra positionerne i fredsaftalen og erobrede Uvira i Sydkivu. Det militære fremstød ændrede magtbalancen i det østlige DR Congo og det udløste en akut humanitær krise, som i særlig grad har ramt nabolandet Burundi.

Faktaboks: Konflikten kort fortalt

Hvad sker der?
En USA-mæglet fredsaftale mellem DR Congo og Rwanda blev underskrevet 4. december, men kollapsede næsten øjeblikkeligt, da oprørsgruppen M23 fortsatte sin offensiv.

Hvorfor brød aftalen sammen?
M23 var ikke part i aftalen. Oprørsgruppen – som Rwanda støtter ifølge FN, USA og EU  – kontrollerer udviklingen i det østlige DR Congo.

Hvad er sket i Uvira?
M23 har erobret Uvira, en strategisk by i Sydkivu tæt på Burundis grænse. Byens fald udløste massive flygtningestrømme mod Burundi.

Hvor mange er på flugt?

• Over 500.000 mennesker er internt fordrevne i det østlige DR Congo.
• Nogle kilder oplyser, at den seneste udvikling alene har sendt 200.000 på flugt.
• Flere end 50.000 er flygtet til Burundi på få dage.
• Omkring 1.000 er flygtet til Rwanda.

Hvordan er situationen i Burundi?
Flygtningelejre mangler mad, husly, rent vand og sundhedsydelser. Hjælpeorganisationer advarer om risiko for sygdomsudbrud og alvorlige beskyttelsesproblemer – især for kvinder og børn.

Hvorfor er Burundi særligt presset?
Burundi er både militært involveret i konflikten og hovedmodtager af flygtninge – samtidig med at landet i forvejen har meget begrænsede ressourcer.

Ud over at være primær modtager af titusindvis af mennesker på flugt er Burundi også militær aktør i DR Congo på regeringens side – mod oprørsgruppen M23.

En fredsaftale uden fodfæste

Washington-aftalen havde indbyggede svagheder fra begyndelsen. Den behandlede relationen mellem regeringerne i Kinshasa i DR Congo og Kigali i Rwanda, men omtalte ikke den tungt bevæbnede oprørsgruppe M23, der reelt kontrollerer den militære udvikling i det østlige DR Congo. Oprørsgruppen var ikke part i aftalen og fortsatte sin offensiv, selv mens præsidenterne udvekslede diplomatiske håndtryk i USA. Kampene afslørede hurtigt fredsaftalen som politisk symbolik uden hold i en militære virkelighed.

Aftalens sammenbrud blev tydeligt, da M23 indtog Uvira – en strategisk vigtig by tæt på grænsen til Burundi.

Uvira som katalysator for flugt

Kampene i og omkring Uvira har skabt kaotiske forhold for civilbefolkningen. Vidnesbyrd taler om artilleri, skudvekslinger og lig i gaderne. Tusinder oplevede flugt som den eneste overlevelsesmulighed. Krigen og situationen taget i betragtning var det oplagt at flygte over grænsen til Burundi og søge mod hovedstaden Bujumbura.

På få dage krydsede flere end 50.000 congolesere grænsen til Burundi. I perioder ankom op mod 8.000 mennesker dagligt, ifølge flere humanitære organisationer. Presset blev så voldsomt, at Burundi til sidst valgte at lukke grænsen.

Burundi i en dobbeltrolle

Burundi befinder sig i en kompleks og sårbar position. På den ene side deltager landet militært i DR Congo med tusindvis af soldater som støtte for den congolesiske regering. På den anden side modtager landet hovedparten af flygtningene fra den eskalerende konflikt.

Burundis udenrigsminister beskrev M23’s offensiv som ”en lussing” og ”en langfinger” til fredsprocessen. Udtalelsen udtrykker ikke kun diplomatisk frustration: den vidner også om et voksende pres på et af verdens fattigste lande, der nu står over for en humanitær krise, det ikke har ressourcer til at håndtere uden hjælp udefra.

Flygtningesituationen i Burundi: Et system på bristepunktet

Situationen for de nyankomne flygtninge i Burundi beskrives som kritisk. I de midlertidige lejre mangler næsten alt: tag over hovedet, mad, rent vand, latriner og basal sundhedspleje. Mange familier sover under presenninger, og der er stigende risiko for sygdomsudbrud som fx kolera.

International Rescue Committee (IRC) advarer om, at der ikke er kapacitet til at modtage flygtningene. Særligt kvinder og børn befinder sig i en ekstremt sårbar situation: der er underernæring, familier bliver skilt og der er øget risiko for kønsbaseret vold. Flere hjælpeorganisationer er i gang, men behovet overstiger i voldsom grad indsatsen.

Geografien i det krigsramte område (Klik for større billede)

Konsekvenser for regional stabilitet – og for kirkeligt arbejde

Flygtningestrømmen til Burundi er ikke blot et humanitært problem. Den skaber usikkerhed for hele landet. Når flygtninge i tusindtal ankommer på få dage, bliver allerede eksisterende sociale og økonomiske spændinger hurtigt forstærket.

Da de nationale og internationale strukturer ikke er på plads, er kirkerne og andre civilsamfundsorganisationer de første til at yde hjælp. Det betyder, at behovet for hjælp til bl.a. BaptistKirkens samarbejdspartnere vokser eksplosivt: Vi må forvente, at behovet i en periode bevæger sig fra langsigtet udvikling til akut nødhjælp.

Perspektiv

Udviklingen i Burundi viser med al tydelighed, at konflikten i det østlige DR Congo ikke er et isoleret fænomen. Den kollapsede fredsaftale og militære udvikling har allerede flyttet konsekvenserne over grænsen.

Burundi er i dag et land på kanten af sammenbrud. Uden massiv humanitær støtte risikerer landet at blive det næste brændpunkt i en region, der allerede balancerer på kanten af en større krise.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Dette indlæg er ikke skrevet for at tage stilling til konflikten. Det er jeg ikke kapabel til. Til gengæld skal vi være stærkt opmærksomme på, at den har skabt en polarisering også i det danske samfund, som er utrolig farlig.

Vi er alle skabt i Guds billede og elsket af Ham. Den enkelte jøde og palæstinenser er ikke ansvarlig for, hvad hverken Netanyahu eller Hamas tænker og gør. Hvem den enkelte holder med, er egentlig også uvedkommende, så længe striden slås med ord og aldrig med vold.

Vi skal derfor møde vores medmennesker med respekt og nysgerrighed – også dem, som vi måske ikke er enige med.

Det er sådan et demokrati værnes om, og det er sådan Jesus mødte alle mennesker, da Han færdedes på jorden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Tidens svar på uoverensstemmelser synes at være at eskalere uoverensstemmelserne til konflikt og krig.

Jeg tror ikke, jeg er pacifist, selvom jeg gerne ville være det. Det skyldes, at jeg ikke er sikker på, at jeg selv kan agere udelukkende fredeligt, hvis jeg – eller mine kære – bliver truet. Men man behøver heller ikke være pacifist for at tro, at der i forhold til konflikter findes en anden vej end oprustning og gengældelse. Nu bruger vi milliarder og atter milliarder på at opruste militært i Danmark og Europa, og automat-reaktionen på trussel og aggression er gengældelse.

Tænk, hvis de samme ressourcer blev anvendt til at fremme mellemfolkelig forståelse og bygge gode, retfærdige relationer mellem folk og nationer! Men er det ren enfoldighed – eller hvem er de reelt enfoldige?

Den mennonitiske teolog, John Howard Yoder, har engang sagt:
“Kristne, der i loyalitet mod Fredsfyrsten ikke vil følge vor tids nationalistiske tendenser, fordi de nok er villige til at elske deres lands venner, men nægter at hade dets fjender, er ikke tåbelige drømmere, som regner med, at deres modstand vil føre til slutningen på alle verdens krige. Tværtimod er drømmerne dem, der tror, at de kan afslutte alle krige ved at forberede en ny.”

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Krigen i Ukraine er en frygtelig lidelse for de mennesker, som lever med den. Vi tænker og beder alle for, at den snart får en retfærdig afslutning, så det ukrainske folk igen kan leve i fred og frihed. Konflikten har været årsag til en stærk militærisk oprustning i både Danmark og andre europæiske lande. Det er sikkert en klog beslutning, men det er også destruktivt og deprimerende, fordi penge brugt på krig altid vidner om menneskeligt svigt.

Krigen i Mellemøsten er forfærdelig. Selvfølgelig særligt for de mennesker, som lever i den. Den har givet store tab og ødelæggelser på alle sider. Den har også givet en stærk polarisering i vores samfund. Det er svært at tale om krigen uden først at tilkendegive, hvem man holder med, og det er ganske svært at holde med begge parter eller måske mere korrekt – ikke at holde med nogen af dem. Denne polarisering har endda splittet familier, vennekredse og hele samfundet. Derfor er der mange mennesker, som har en stor angst for udviklingen og fremtiden, som de ikke kan tale med nogen om.  Som kirke er det vores opgave at skabe plads til samtale og fremme forsoning i en splittet tid.

Når der er nogle store brændpunkter i verden, som vi oplever truende også for os selv, så har vores medier en tendens til kun at fokusere på disse steder og konflikter. Det gør, at vi kan glemme, at der også er andre steder i verden, som har brug for vores forbøn og hjælp. BaptistKirken skal særligt være opmærksomme på den store nød, som findes i Myanmar, hvor der er borgerkrig. Mange mennesker lever i lejre i Indien, og inde i Myanmar – særlig i Chin-staten – er det svært både at leve og få mad og medicin. Selv om vi i øjeblikket ikke hører så meget om det, så lad os huske det både i vores forbøn og når vi overvejer vores bidrag til hjælpeprogrammer – både hos den enkelte og i menighederne.

Selv i Danmark er der mennesker, som mangler tryghed, nærhed og hjertevarme. Vi skal som menigheder overveje, hvordan vi åbner vores døre for mennesker, som har brug for det fællesskab, som vi kan give med højt til loftet og vidt til væggene, hvor alle uanset udfordringer kan finde plads i Guds lys og kærlighed.

Englen sagde julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Jesus’ komme til jord og Guds lys og kærlighed er for alle. Alle jorden rundt og alle her hos os lokalt.

Kirken spiller en stor rolle i en mørk verden eller kan i hvert fald gøre det, hvis vi vil. Vi er helt klar over, at i Danmark og den vestlige verden svinder kirkens indflydelse ind, men denne tendens forstærkes kun, hvis vi forholder os passive.

BaptistKirkens ledelse juli 2024. Fra venstre: Pia Duebjerg Andersen, Lasse Åbom, Tine Kragh, Christian Bylund, nuv. generalsekretær Bodil Højbak Møller, tidl. generalsekretær Torben Andersen og Vibeke Dalsgaard. Moses Peng mangler på billedet.

Kirken skal være en aktiv medspiller i det samfund, som omgiver os. Kirken skal være en aktiv modspiller, når vi oplever, at det verdslige samfund træffer dårlige beslutninger, især hvis det rammer de svageste i vores samfund.

BaptistKirken har en særlig rolle i både forkyndelsen af Jesus’ ord om frelse, men også i den samfundsdebat, som desværre i disse år drejer sig meget om perfekthed, succes og ”jeg er min egen lykkes smed”.  Med vores særlige kongregationalistiske opbygning har vi ved Helligånden besluttet, at alle betyder noget og alle har lige indflydelse. Vi taler med hinanden om både tro og liv og alle har ret til både at ytre sig og blive hørt. Vi har også mennesker i vores kirke med en særlig indsigt både teologisk og inden for andre områder. Dem lytter vi til med stor glæde, men i sidste ende er det enhver troendes både ret og pligt under Helligåndens vejledning at tage stilling til spørgsmål i både verden og kirke. Det er både en udfordring og en stor gave, som vi kan give videre.

Denne gave kan vi kun brede ud til vores medmennesker sammen. BaptistKirkens medlemmer og menigheder har mange udtryksformer og mange holdninger til både tro og verdens spørgsmål. Sådan har det altid været og vil forhåbentlig fortsætte. Vi har aldrig været og skal aldrig være ens, men skal leve i enhed og i et respektfuldt samarbejde med hinanden. Når vi gør det, kan vi være Kristi lys i verden for hele folket.

Vi går nu ind i et spændende år. BaptistKirken skal finde nye spor at gå. Det skal vi gøre ved at tale sammen, bede sammen og derigennem finde vores vej. Vi håber, at alle menigheder vil bruge tid på forberedelse både til lederdage og til synode. Samtalerne kan holdes i grupper, i menighedsrådene og i menighederne, men det er vigtigt, at de holdes. Vi har som ledelse ikke noget problem i hverken uenighed eller i det, at vi ikke er ens. Vi frygter derimod, hvad der sker, hvis menighederne mister deres engagement. Vi håber alle menigheder vil engagere sig i ”spor at gå” og spørgsmålene til lederdagene.

Vi håber derfor også, at I vil møde op til årets møder nysgerrige, åbne og velforberedte.

Vi kan kun være en aktiv, udadvendt og missionerende kirke sammen – og sammen betyder, at vi både taler sammen og arbejder sammen.

Husk at englen sagde: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er for alle. Det er os, som skal bringe den videre.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Kærlig hilsen
Baptistkirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard                Christian Peter Heldgaard Bylund
Formand                              Næstformand

Bodil Højbak Møller
Generalsekretær

Pia Duebjerg Andersen       Tine Kragh

Moses Lal Bawi Peng          Lasse Åbom

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lyt til artiklen:

Under juleferieoprydningen på redaktionens hylder dukkede en prøvekuvert med flere årgange af ”Flammen” op. ”Flammen” var medlemsblad for Danske Baptisters Drengespejderkorps’ kreds i Aalborg. I januar 1947 bringer den ene af bladets to redaktører, Jens Erik Tranholm, en nytårshilsen til drengespejderne. Det er en tankevækkende hilsen, der sætter vore dages bekymringer for verdens fremtid i historisk perspektiv og viser, at mission ikke behøver at handle om mange og store ord.

Nytårshilsen

”Saa gik 1946, det Aar, som vi alle havde sat saa store Forhaabninger til. Og naar vi nu ved Slutningen af Aaret gør op, opdager vi, at vi er blevet skuffede paa mange, mange Omraader.

Vi havde ventet, at Verden vilde falde helt til Ro efter den store Styrkeprøve, men det ulmer stadig overalt. I Kina, i Spanien, i Tyrkiet, i Grækenland og sidst, men ikke mindst i Palæstina. Vi havde ventet, at de store Statsmænd vilde skaffe os Fred, men indtil for ganske nylig, da en fremtrædende engelsk Statsmand udtalte, at man nu har faaet et Grundlag at udarbejde Freden paa, har Freden kun været en Vaabenstilstand.

Rundt omkring i Verden sulter der daglig mange Mennesker ihjel, og Nøden er næsten lige saa stor, som under Krigen. Mange Hjælpeorganisationer er oprettet, men den Hjælp, de giver, er foreløbig kun Draaber i havet. Du havde sikkert ogsaa ventet, at det vilde være blevet bedre herhjemme med alting, naar Krigen var forbi, men ogsaa her har 1946 skuffet. Rationeringerne er ikke blevet lempet synderligt, og et godt Sæt Tøj og en god Skjorte, er stadig sjældne Ting. En anden Ulempe, som 1946 har bragt, er Valutapuklen[1], som vi kommer til at føle det næste Aar ogsaa.

Er der da slet intet opmuntrende sket i 1946? Jo, men det overskygges desværre næsten helt af de mange Skuffelser. Der er blevet aabnet for Grænserne, til Dels da, saa vi kan igen rejse ud, om end i begrænset Omfang. Og vi har jo heller ikke, trods Mangel på Luksusvarer, sultet, som de har maattet i mange Lande. Og mange andre smaa opmuntrende Hændelser er passeret. Du har faaet den længe ventede Cykle, og har smagt den første Banan i mange Aar. Du har faaet de Julegaver, du ønskede dig, eller har opnaaet et godt Resultat i Skolen, eller faaet Løntillæg paa Arbejdspladsen. Jo, der er skam ogsaa Ting at glæde sig over.

Men har du i det svundne Aar faaet Fred med Gud og oplevet ham som din Frelser?

Men har du i det svundne Aar faaet Fred med Gud og oplevet ham som din Frelser? Har du det, saa har du i hvert fald en stor Begivenhed at glæde dig over. Alle de Bekymringer, som Verden giver, kan du gaa til Gud med og faa Hjælp til at bære. Og du har, midt i denne underlige og urolige Verden, faaet et fast Holdepunkt, der ikke glipper – hvad der saa end sker. Du har Fred i dit Hjerte, selv om den urolige Verden larmer omkring dig. Hvis ikke du har faaet dit Forhold til Gud bragt i Orden i det forløbne Aar, saa lad det være den første Ting, du bringer i Orden i 1947.”

Få det bragt i orden

Det var Jens Erik Tranholms opfordring til spejderne i 1947. Men det er også en opfordring, som vi hver især kan reflektere over i dag. Fulgte jeg den vej Gud opfordrede mig til at følge i 2024? Har jeg tænkt mig at gøre det i 2025? Kan jeg være lige så direkte og ærlig i min mission som spejderførerne var det i Aalborg i 1947?  Eller lader jeg verdens begivenheder være en undskyldning for ikke at handle?

I 2025 udkommer webmediet baptist.dk fortsat med stort og småt om livet i BaptistKirken. Vi tømmer postkassen webredaktion@baptist.dk hver eneste dag, så hold dig ikke tilbage med at sende forslag til artikler, navne på ildsjæle, vi kan interviewe eller historier fra din menighed

Godt nytår.

[1] “Valutapuklen” er et økonomisk begreb, der blev brugt i Danmark efter Anden Verdenskrig til at beskrive den betydelige ophobning af udenlandsk valuta, som ikke kunne bruges på grund af internationale restriktioner og mangel på adgang til frie markeder.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere