Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Faktaboks:

Jens Olsen er 68 år, gift med Anni, der er 69 år. Sammen har de tre voksne børn og fem børnebørn.

Begge er uddannede lærere og medlemmer af Nørresundby Baptistmenighed.

Du blev alvorligt syg af lymfekæft i 1970, 24 år gammel, gift og far til et lille barn
Efter operation og strålebehandling sad jeg på stranden og legede med min lille søn. Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, hvor blå himlen var. Jeg tænkte, mon det her er min sidste sommer?

Men vi levede videre i et indholdsrigt hverdagsliv med familie og yderligere to børn samt et dejligt arbejdsliv. Vi havde et godt liv både i kirken og mange andre steder, så frygten for kræft blev en skygge, vi levede med. Der var så meget andet at tale om. Livet var dejligt på trods.

Jeg var i den periode engageret i mange ting. Jeg følte mig ovenpå. Tankerne myldrede med ideer, afvekslende med depressioner. Jeg var ikke klar over, at jeg havde en bipolar lidelse.[1]

I 1979 blusser sygdommen op igen
Operation, strålebehandling og derefter kemo i 1 1/2 år med efterfølgende voldsomme angstanfald af kemoen. Der var ingen hjælp og forståelse hos lægerne. ’Vi kan indlægge dig på Psykiatrisk Hospital!’, lød det.

Jeg synes, forbøn rejser mange problemer.

Vi kontaktede så Radiumstationen i Århus, som – vidste vi – havde tilknyttet en psykolog. Der fik vi god hjælp begge to. Anni var jo også i krise. Hvordan skulle hun forholde sig til en alvorligt syg mand? Hos psykologen lærte jeg afslapningsteknikker og stiftede bekendtskab med visualiseringsteknik – en teknik, hvor man under en dyb afspænding fremkalder bestemte indre billeder og sansninger.

Jeg skulle tegne min sygdom – kræftceller og forsvarsceller. Jeg tegnede store kantede kræftceller og små forsvarsceller. Psykologens reaktion lød: ’Du tror ikke ret meget på, at du bliver rask!’ Det måtte jeg lave om, så mit billede af kræftcellerne blev mindre og forsvarscellerne større – og så visualisere dette billede! Og jeg blev rask!

Fik I hjælp i den situation?
Der var mange fra menigheden, der ville hjælpe, især de mere modne. De kørte med mig til kemo, ringede, besøgte os, tog sig af børnene. Jeg ville ikke altid belaste Anni med mine problemer omkring sygdommen. Annis bror og hans kone hjalp også meget med børnene. Især pigerne, som var små, fik et ekstra hjem hos dem.

Vi havde en aftale med vores præst, Kjeld Grarup, om, at jeg måtte ringe, når jeg fik et slemt angstanfald. Så kom han og ofte også Mary Kay i løbet af en halv time! Han har denne ro. Den havde jeg brug for. Den samme ro, som Annis bror har.

Kunne menigheden hjælpe dig med forbøn?
Tilbage i 79/80 gik jeg til megen forbøn, også andre steder end i Baptistkirken, men jeg oplevede ikke nogen kontakt med nogen Gud. Jeg troede ikke på bøn – hvilket jeg fortsat ikke gør. Jeg synes, forbøn rejser mange problemer: Gør Gud forskel, når han redder nogle og ikke andre? Hvorfor skulle Gud sætte naturlovene ud af spil?

Jeg er vokset op i et ikke-kristent hjem, men kom i Baptistkirken efter vi blev gift. Her fik jeg tillidsposter og besluttede mig for dåb – også i et forsøg på at kunne komme til at tro. Men jeg kom ikke til tro. Jeg kan ikke se Guds kærlighed, når jeg ser mig om i verden eller historien. Der, hvor jeg ser Guds kærlighed, er i det, Jesus sagde, det han gjorde, og ikke mindst i de holdninger han havde. Det kan jeg bruge til noget. Jeg betragter Bibelens tekster som litteratur. Hvad vil Jesus sige til mig? Hvad kan jeg bruge det til i mit liv – som livsoplysning, gode livgivende ord og som livets pejlemærker?

2008 får du kræft igen – denne gang lungekræft!
Ja, rigtig alvorligt denne gang, med dårlige udsigter til at overleve, så hvad nu? Jeg valgte i samarbejde med Anni at lave en handlingsplan. Det var vigtigt for mig at få kræften til at fylde mindst muligt i mine tanker og at undgå angstanfald, hvilket lykkedes.

Jeg spurgte mig selv: ’Når jeg står foran min død om X antal år, hvordan vil jeg så se tilbage på mit liv?’

Der, hvor jeg ser Guds kærlighed, er i det, Jesus sagde.

Dét liv måtte jeg leve her og nu, det gode liv med mening. Forsøge at leve efter Jesus’ eksempel, ikke fylde mit liv med livets dårligheder, fx dårlige og voldelige nyheder fra TV og andre medier. Der skulle være plads til livet med Anni, til mine sociale relationer, plads til familie og venner. Leve hver dag, som om det var den sidste, hente skønhed, kunst, musik, litteratur, naturen osv. ind i livet. Det blev rige dage, og det er lykkedes for mig ikke at tænke sygdom hele tiden.

Jens har for nylig gennemgået en stor hjerteoperation, men fortæller, at Anni er rigtig god til at pege på de gode ting i livet, så han oplever stadig, at der er mening med livet.

[1] Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning. Diagnose stillet i 2007.

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere