Lyt til artiklen:

Anne-Mette Bredahl var ikke glad for fysisk aktivitet som barn. Med hendes egne ord var hun ”klassens klodsmajor”.

Derfor havde hun glædet sig længe til sin tiårs fødselsdag. Når hun blev ti, måtte hun cykle de fem kilometer til spejdermøde i Korskirken i Herlev. Spejder var drømmen. Her vidste Anne-Mette, at der var plads til hende.

Men det første spejdermøde gik slet ikke, som hun havde håbet.

Anne-Mette Bredahl (Foto: Thale Hartmann)

”Da vi næsten var færdige, sagde de, at her til sidst skal vi spille rundbold. Jeg blev så skuffet. Jeg troede, jeg havde fundet en aktivitet, hvor jeg kunne være med, uden at nogen opdagede, hvor dårlig jeg var til fysisk aktivitet. Vi kom ud, og førerne skulle vælge hold. Der var nogle store drenge på 15 år og mange, der var meget bedre end mig. Men den spejderfører, der skulle vælge, valgte mig. Hun valgte mig allerførst. Je g fik et  chok. Det gjorde simpelthen sådan et indtryk: Tænk engang, at hun vælger mig først i stedet for alle de andre. Her vil jeg gerne være!”

”Det er nogle gange de små ting, der gør den store forskel for børn, der er usikre eller ikke trives,” siger Anne-Mette og fortsætter:
”… som at blive valgt først til en rundboldkamp, alle andre har glemt.”

Senere i livet blev Anne-Mette Bredahl kendt som guldvinder ved de paralympiske lege, Danmarks første blinde psykolog og hædret for sin forskning. Men til det første spejdermøde var hun et barn, der havde brug for at blive set. Ikke for det, hun præsterede, men for den, hun var.

”Det gjorde, at jeg blev i spejde rne i mange år. Min spejderfører kommer jo også i Korskirken. Og vi er stadigvæk gode venner.”

Korskirken blev Anne-Mettes sted: Her som Luciabrud med koret fra Korskirken (Foto: Preben Scott)

Korskirken blev Anne-Mettes sted

Her kom hun sammen med sin familie. Hun gik til spejder, spillede musik og sang i kor, og kirken blev et sted, hvor hun oplevede fællesskab.

”Selv om jeg følte mig lidt anderledes, var det et fint sted at være,” siger hun.

Barnet, der følte sig forkert

Som barn følte Anne-Mette tit, at hun var anderledes. Fysisk aktivitet mistede hun hurtigt lysten til, og som teenager blev livet kun mere kompliceret:
”Jeg var jo sådan en, der ikke kunne gribe bolden, før den ramte mig på næsen. Jeg faldt over alting. Hvad ingen vidste dengang var, at mit syn allerede var dårligt. Jeg havde dårlig selvtillid, når det handlede om min krop. Som ung turde jeg ikke danse til festerne: Når det er lidt mørkt for andre, gør min sygdom, at det er helt sort for mig.”

Anne-Mette følte sig anderledes, og hun tænkte tit over, hvorfor hun ikke var som de andre unge.

Da forklaringen kom

Først som 18-årig fik Anne-Mette Bredahl forklaringen: Hendes syn var dårligt og det ville kun blive værre. Diagnosen lød på Retinitis Pigmentosa, en genetisk betinget sygdom, der gradvist ødelægger nethinden. Senere mistede Anne-Mette synet fuldstændigt.

”Det var vældig hårdt, men det var på en måde også lidt godt at få diagnosen. Jeg fik en forklaring. De mange mærkelige situationer, jeg havde været i, gav mening. Det var derfor, at jeg var dårlig til at være med på natløb med spejderne. Pludselig stod det klart, hvorfor bolden var så svær at gribe. Hvorfor orienteringen svigtede.”

Diagnosen gav ny forståelse af det liv, hun allerede havde levet. For mange ville diagnosen betyde tab af fremtid. For Anne-Mette blev den et incitament til at finde ny retning i livet.

Anne-Mette finder retning i livet

”Jeg brugte de næste år på at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, så jeg rejste rundt i verden, indtil jeg mistede synet, da jeg var 22. Min tanke var, at jeg skulle skynde mig at opleve så meget som muligt, inden jeg mistede synet,” fortæller Anne-Mette.

Hjemme igen gik hun på kursus på Blindeinstituttet og tog senere på højskole. Et valg, der kom til at betyde alt, fortæller hun:

”Jeg havde mange lange tandemcykelture med forstanderen, som flere gange spurgte: Anne-Mette, hvad vil du med dit liv? Det ved jeg ikke rigtigt… Ja, men hvad ville du være, hvis du kunne se?… Så vil jeg være læge! Men det dur jo ikke, når man ikke kan se…. Nej, det var rigtigt… H vad kan du så være i stedet for?”

Samtalerne med højskoleforstanderen arbejdede videre i Anne-Mette. Langsomt tog en ny retning form. Måske kunne hun blive en slags læge, der ikke behøvede at  kunne se patienterne, men kun lytte til dem. Refleksionerne blev konkrete og senere blev hun optaget på psykologistudiet som den første blinde dansker.

Studiet var hårdt: Underviserne havde aldrig haft en blind studerende, der var ingen hjælpemidler til blinde studerende og Anne-Mette måtte selv finde sin egen vej gennem studiet. Alligevel elskede hun studiet og fik hurtig mange gode studiekammerater.

Hun understreger familiens betydning:
”Den støtte, jeg har fået af mine forældre og søster, har betydet utrolig meget. Jeg skulle gøre det, som gjorde mig glad. Uanset om det handlede om skiløb eller uddannelse. Alt det har de støttet mig i. De har hjulpet med at renskrive opgaver og alle de praktiske ting. Penge havde vi ikke så mange af, men der var meget kærlighed og støtte. Uanset om det gik godt eller skidt: Så længe jeg gjorde mit bedste, så var det fint.”

Anne-Mette fremhæver, at selvom det kræver meget mod og styrke at kaste sig noget nyt, så har det  været afgørende at have gode støtter:
”Jeg var heldig at have en god familie, gode venner, møde en forstående forstander og en fantastisk socialrådgiver – uden dem var det ikke gået”

Anne-Mette op ad bratte bakker med guiden Monica (Foto: Privat)

Da skiene ændrede fortællingen

Det mærkelige er, at den pige, der frygtede rundbold til spejdermødet, senere blev Danmarks største vintersportsparaatlet.

Vejen ind i skisporten begyndte ved et tilfælde. Som fattig studerende fik hun mulighed for en gratis ferie:
”Jeg så en annonce for en gratis rejse for to unge blinde danskere. Jeg elsker gratis rejser! Jeg læste den på punktskrift, og det gik nok lidt hurtigt, for jeg havde ikke lige fået med, hvad det var for en type rejse.”

Det var først senere, Anne-Mette opdagede, at det var en skirejse!

”Jeg havde hørt, at alle danskere, som tog på skiferie, brækkede et ben. Hvis man putter den største danske klodsmajor, som ovenikøbet er blind, på ski, så må hun mindst brække halsen. Jeg skulle ikke på nogen ski!”

Den korte version er, at Anne-Mette tog med til Norge. Hun kom også ud på ski. Og det viste sig, at noget helt nyt ventede hende dér.

På ski oplevede hun for første gang tryghed ved fysisk aktivitet. Kroppen svigtede hende ikke længere. Den kunne bære hende til nye oplevelser.

”Jeg havde fundet mig til rette med, at jeg var dårlig til idræt. Og så oplevelsen af, jamen, måske er jeg ikke så dårlig til i dræt alligevel. Måske er det fordi, at jeg har prøvet at gøre ting på en måde, som jeg ikke havde forudsætninger for at klare.  Der er mange måder at håndtere kriser på. For nogen er det godt at finde en ny måde at gøre noget på. For mig blev idrætten en helt ny arena. Det havde jeg altid været dårlig til, og nu var jeg faktisk bedre til det, end jeg nogensinde havde været.”

Anne-Mette blev grebet af skiløb. Biathlon (langrend og skydning) blev hendes idræt, og her viste det sig at hendes mangeårige interesse for musik og korsang var vældig nyttig. Når Anne-Mette skyder, lytter hun sig nemlig frem til centrum af målskiven. Hendes skitalent blev bemærket og hun kom på landsholdet. Hun blev støttet af Team Danmark og som forberedelse til sit tredje PL i Nagano i 1998, rejste hun til Norge for at få optimale betingelser til sin forberedelse.

Anne-Mette Bredahls PL og VM-medaljer

År	Turnering	Disciplin
1992	PL i Barcelona, Spanien	Sølv i goalball
1994	PL i Lillehammer, Norge	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 5 km klassisk teknik Bronze i 15 km klassisk teknik.
1998	PL i Nagano, Japan	Bronze i 7,5 km biathlon Guld i 5 km fri teknik.
1996	VM i Sverige	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 15 km langrend
2000	VM i Schweiz	Guld i 7,5 km skiskydning Guld i 15 km langrend

Guld, VM-titler og World Cup-sejre

Det, der begyndte som et frirum, udviklede sig til en usædvanlig karriere.

Anne-Mette Bredahl vandt sølv i goalball ved de paralympiske lege i Barcelona i 1992. Ved vinterlegene i Lillehammer i 1994 vandt hun guld i skiskydning og to bronzemedaljer i langrend. I Nagano i 1998 fulgte endnu et guld og endnu en bronze. Dertil kom fire VM-guld og tre samlede World Cup-sejre i biathlon.

Det er resultater, som i sig selv er bemærkelsesværdige. Men for Anne-Mette Bredahl blev medaljerne symbol på meget mere end sportslig triumf. Medaljerne blev det ydre tegn på en omvæltning i hendes liv:
”Det, at lykkes på et felt, hvor jeg troede, jeg var verdens dårligste, det gjorde noget ved min selvtillid. Jeg begyndte at vokse som person. Min familie sagde også, at jeg fik et helt andet kropssprog. I stedet for at være sådan en, der gik i ét med tapetet, så blev jeg en, der viftede med arme og hænder, når jeg snakkede. Jeg fik endda selvtillid nok til at danse. Jeg er ikke god til at danse, men nu er jeg jo lidt ligeglad. Jeg synes bare, det er dejligt. Jeg fik sådan en kropslig robusthed, der hjælper til at tackle livet.”

Bryllup i klitterne i Sæby (Foto: Privat)

Erfaringerne blev til et kald

For Anne-Mette Bredahl blev sporten ikke en afsluttet karrierehistorie. Den blev en del af hendes faglige kald.

Som psykolog arbejdede hun først med kræftramte mennesker og deres familier. Efter flytningen til Norge arbejdede hun som psykolog på Beitostølen Helsesportsenter. Siden kom forskning og et langt fagligt virke med fokus på psykologi, handicap, fysisk aktivitet, rehabilitering og sjældne diagnoser.

Anne-Mette har forsket i, hvad fysisk træning kan betyde for livskvaliteten for mennesker med handicap:
”Nogle gange tager vi kun udgangspunkt i diagnosen. Og tænker, at har personen den diagnose, så er det nok den her aktivitet, som er rigtig for vedkommende. Men det er vigtigt at undersøge hvad er det for mennesker? Hvor er de på vej hen i deres liv? Hvis den ene vil på landsholdet i kørestolsrace og den anden vil have gangtræning, og man kun har en løsningsmodel? Så kommer man i hvert fald til at fejle i mindst det ene tilfælde.”

Anne-Mette er også optaget af, at fysisk træning gør os mere robuste – uanset om vi er handicappede eller ej. ”Jeg har mødt mennesker, der siger: ’Det er nemt for dig, du har vundet så meget.’ Det er rigtigt, siger jeg så. Men ved du hvad? Jeg har tabt mindst ti gange så meget. Man taber en masse. Der er ingen, der altid vinder. Det kan lige så godt handle om at få gode karakterer i matematik eller i engelsk eller blive god til at spille på trommer. Det giver en robusthed at arbejde fokuseret med noget, man vil være bedre til.”

Anne-Mette med sønnen Marcus på et år på deres første skitur ( Foto: Paul Bowen)

Psykisk og fysisk robusthed er et emne, der optager Anne-Mette. Interviewet er næsten slut – men der er lige en ting mere:
”For fem år siden var jeg meget alvorligt syg af kræft. Jeg gik med rollator. Jeg plejer jo at løbe og træne hver dag, så jeg tænkte: ’Jeg kan ikke lade folk se mig med rollator!’. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen – ligesom efter en idrætsskade. Man kan ikke hvile sig i form! Så det blev intervaltræning: 100 meter hen til en bom på vejen, hvile på rollatoren og tilbage igen. Tre runder! Det var ikke på medaljeniveau! Men jeg ville have parkeret rollatoren hurtigst muligt!” Heldigvis er hun tilbage i skisporet igen.

Korskirken er stadig Anne-Mettes sted

I dag bor Anne-Mette med sin mand Paul i Oslo. Sammen har de sønnen Marcus, der er flyttet til Danmark, hvor han går på internationalt gymnasium på Viborg Katedralskole.

Gennem egen erfaring og sin forskning har Anne-Mette lært, at det ikke kun er behandling, diagnoser og viljestyrke, der former menneskers liv. Det er også familie, venner, kolleger – mennesker omkring dig, der giver livet glæde, mening og fællesskab. Det handler ikke om at overvinde alle odds og stå alene på toppen. Det handler om at lade sig bære af familie, fællesskab og tro – og finde en vej, hvor både sårbarhed og styrke kan få plads:
”At arbejde som psykolog er utrolig givende og jeg oplever, at folk som står i vanskelige situationer lettere får tillid til mig. Måske fordi de tænker, at jeg, med mit handicap, også selv har erfaring med at have det vanskeligt i perioder. Måske er det også med til at give lidt håb”.

Selv om Anne-Mettes liv i mange år har været forankret i Norge, er Danmark, og alle de mennesker hun holder af her, stadig vigtige i hendes liv.

Korskirken.

Og de mennesker, hun mødte i sin barndom og ungdom. Mennesker, der så mere på, hvem hun var, end hvad hun kunne. Anne-Mette er fortsat en del af menigheden. Når hun er i Danmark hos sine forældre, kommer hun stadig i Korskirken.

”Det er mit sted. Det er der, jeg har rod, og det er der, jeg føler mig hjemme,” siger hun.

Familien samlet til jul – Anne-Mette, hendes forældre, Paul og Marcus (Foto: Privat)

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Lyt til artiklen

At skrive menighedshistorie kan let ende i tørre årstal og kedelige referater fra menighedens protokoller. Men ”Mere end en kirke”, Torben Lunds nye bog om Korskirkens historie, viser, at det lokale menighedsliv rummer langt mere end regnskaber, årstal og støvede beretninger. Bogen giver en grundig og samtidig levende fortælling om, hvordan en baptistmenighed i storbyen fandt sin form i en tid med store forandringer i samfundet.

Mere end en kirke

170 sider, hæfte, kvadratformat (21 x 21 cm)
Tekst og redaktion: Torben Lund
Omslag, layout og redaktionel tilpasning: Anker Lundegaard
Forsidetegning: Eddy Bøgh Brixen
Korrektur: Lene Brixen
Sats: Palatino Linotype
Tryk: SOLO Grafisk A/S , Nørresundby
Udgivet af Korskirkens Baptistmenighed 2025
Pris: 200 kr. ved køb i Korskirken + fragt ved bestilling: 70 kr. I alt 270 kr. ved bestilling. Betaling til mobilepay 20575856 (Skriv i bemærkningsfeltet: Bog 2)
Bestilling: Per e-mail til Torben Lund på mail: torben@tl-lund.dk.

En fortsættelse af fortællingen

Bogen bygger videre på forgængeren ”Fra brændselskælder til Korskirke”, der udkom i 2023 og dækkede perioden 1939–1959. Den nye bog tager tråden op og fører os gennem de næste 25 år, opdelt i femårsperioder. Den kronologiske opbygning kan virke begrænsende for fortællingen om de enkelte arbejdsgrene, men den giver samtidig et opslagsværk, hvor man kan følge menighedens samlede udvikling skridt for skridt.

Klip fra kirkebladet ”Kontakt med Korskirken” og fra årsberetninger er en af bogens store styrker. Her bevæger vi os virkelig fra det støvede referat og de tørre tal til at fornemme stemningen og mærke det levede liv i menigheden.

Spejdere og førere i Herlev (Foto: Privat)

Fra protokol til fortælling

Bogen er skrevet i en meget nøgtern stil. I høj grad får anekdoter og ”øjenvidne-beretninger” lov til at fortælle, når der er dramatik. Det gælder i særdeleshed beretningen om pigespejdernes sommerlejr i 1960 på Bornholm. Torben Lund skriver: ”… lejren til Bornholm fik desværre et dramatisk forløb.”

Historien var, at næsten alle deltagerne inklusive den indbudte patrulje fra Frederiksberg fik alvorlig maveforgiftning. Nogle blev indlagt og en enkelt endda opereret for blindtarmsbetændelse inden den korrekte diagnose blev stillet! Men så tog begivenhederne fart. Solveig Østerlund fra patruljen ”Mongoerne” fortæller:
”Da embedslægen havde lukket lejren, blev de piger, der var mest syge, anbragt i en hytte, de mest syge på bordene, og resten måtte ligge på gulvet. De børn, der var mindre syge, blev sat til at pille lejren ned. Jeg var med til at pakke lejren ned i løbet af natten.”

Solveig slutter sin beretning om færgeturen hjem: ”Da vi kom ind til Københavns havn, stod min mor dernede for at hente mig. Da jeg kom hjem, havde jeg 40 i feber. Jeg var hamrende syg… ”

Ungdomskoret Tempus (Foto: Privat)

Musikkens spillede en stor rolle i hele menighedens liv

I alle bogens afsnit fylder musikken meget. Der er fortællinger om alle menighedens kor. Strengekoret begyndte allerede i Mørkhøjtiden i 1957-1958 med guitarer, mandoliner og klaver. Allerede i 1959 fulgte Kirkekoret. Som enhver ordentlig menighed med respekt for sig selv fik Korskirken også et hornorkester. Senere fulgte en utrolig række af musikinitiativer: Spejderkor, søndagsskolens musikkor, gospelkoret Tempus, spejderpatruljebandet Totems og beatgruppen Acta.

Initiativerne kom og gik. Ofte afhængig af om der var kræfter til at drive arbejdet: I 1966 skrev korleder Jørgen Riis i årbogen, at Kirkekoret talte 27 medlemmer eller 1/6 af menighedens medlemmer. I begyndelsen af 1980’erne var der godt gang i børne- og ungdomskor, men menigheden manglede et ”voksenkor”. Derfor var det glædeligt, at Lene Brixen kunne skrive i årbogen:
”1983 var året hvor kirkekoret kom op igen! Efter en pause på 3½ år tog Jørgen Riis igen gerningen op som dirigent…”

Korskirkens kirkekor (Foto: Privat)

En menighed i brydningstider

1960’erne og 1970’erne var en tid med opbrud i samfundet. Det smittede af på arbejdet i Korskirken, der blev selvstændig menighed i 1963. Der kom fokus på ungdomsarbejdet: Ungdomsforening og senere klubarbejdet, som nogle dog syntes blev for verdsligt – men børnene væltede ind. Der blev eksperimenteret med gudstjenesteformen, nye musikformer blev afprøvet, der kom strøm på guitaren og ”de unge lærte at klappe på 2. slaget, som den slags skal gøres.”

Ungdomsforeningen holdt debataftener om så forskellige emner som ”frikirkelig konfirmation” og ”for eller imod NATO”. De unge besøgte den katolske kirke i Herlev og mormonerne i Søborg og der blev holdt ”Gospel Nights” med lokale beatgrupper og et emne som ”Himmel, helvede og hash” – dog styret af menighedens præst Per Nørgaard.

I slutningen af 1960’erne gik de unge nok over stregen: Musik af Bob Dylan og Frank Zappa blev ledsaget af psykedeliske lysbilleder. Det vakte både begejstring – og forargelse. I bogen får man indtryk af, at Korskirken var en menighed med højt til loftet og mulighed for tilgivelse, når man ramte loftet!

KirkespilKredsen

Mange af de aktiviteter, der omtales i bogen, er kendt i næsten alle baptistmenigheder: Søndagsskole, spejder, ungdomsforening, kor osv. Men en enkelt aktivitet skiller sig ud fra mængden. I mere end 40 år opførte KirkespilKredsen kirkespil i menighedskredse, folkekirker, frikirker og fængsler i både indland og udland. Mange af kredsens medlemmer kom fra Korskirken og i flere årtier havde kredsen hjemsted i Korskirken. Gennem årene blev det til mere end 650 opførelser.

Tre præster – fra venstre: Finn Basnov, Per Nørgaard og Børge Bech (Foto: Privat)

Det ”Afsluttende afsnit”

Bogen er forsynet med et ”Afsluttende afsnit” med mange nyttige statistikker og kildeoversigter. Her får ”Det pneumatiske orgel” sit helt eget afsnit. Det samme gør menighedens første forstanderpar, Inga og Børge Bech. Jette og Per Nørgaard har også fået et afsnit. Per var i 22 år næsten synonym med Korskirken. Hans tilgang til jobbet kan man måske læse ud af et par passager i årbøgerne: ”Selvfølgelig giver livet også problemer. Men ser vi det med Guds øjne bliver de til muligheder,” og ”Endnu er de opgaver, Han stiller foran os, forklædte velsignelser.”

En refleksion

Det er tydeligt, at Korskirken ligesom alle andre menigheder i samme periode havde stort fokus på aktiviteter. Det var gennem aktiviteter evangeliet skulle ud til mennesker. I tiden var der en udbredt tro på, at aktiviteter automatisk skabte relationer – og gennem relationerne ville kirken vokse. Sådan er det ikke gået: Trods en stor arbejdsindsats gennem mange år har hverken Korskirken eller andre baptistmenigheder generelt oplevet voldsom vækst. Korskirkens historie som fortalt i ”Mere end en kirke” giver i høj grad anledning til refleksion over den måde, vi har været og i mange tilfælde fortsat er menigheder på.

En bog der fortjener at blive læst

”Mere end en kirke” er velskrevet i et let læseligt sprog og spækket med detaljer og anekdoter. Den er et uvurderligt opslagsværk for Korskirkens medlemmer, når historien skal fortælles. Men den rækker også ud over det lokale. For alle med interesse for frikirke- og kirkehistorie er bogen et levende vidnesbyrd om, hvordan tro, fællesskab og mod til fornyelse formede en menighed i en tid med forandring. Den viser, at Korskirken altid har været mere end en bygning. Den var fra 1959 til 1985 og er stadig et fællesskab af mennesker på vej.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

I 1939 fik den unge Thorbjørn Lund fra Kristuskirken en god idé. Thorbjørn kom fra Mørkhøj cirka 10 km nordvest for Rådhuspladsen. Her havde hans familie en villa med brændselskælder. Et udmærket udgangspunkt for at starte spejderarbejde, mente Thorbjørn. Han forelagde sin plan for menigheden – og fik nej! Spejderarbejde kunne først komme på tale, når Thorbjørn havde startet søndagsskole.

De største søndagsskolebørn. mellemklassen i Rybjerg Allé (Privat foto – fra bogen)

Thorbjørn kæmpede videre. Med hjælp fra erfarne søndagsskolelærere kom der gang i søndagsskolearbejdet i maj måned 1939. De første spæde skridt mod opførelse af Korskirken og stiftelse af en menighed var taget.

Historien skal fortælles

”Jeg syntes, tiden var kommet til at fortælle historien om Korskirken og hvordan det gik til, at der kom til at ligge en baptistkirke i Herlev,” fortæller forfatteren Torben Lund, der fortsætter:
”Min far, Harry Lund, var med fra begyndelsen i 1939. Det var min mor, Grethe,  egentlig også, for i lange perioder var de pedelpar i søndagsskolen i Mørkhøj og senere i Korskirken.”

”Fra brændselskælder til korskirke”,
95 sider, hæfte, kvadratformat (21 x 21)
Tekst og redaktion: Torben Lund
Omslag og lay-out: Anker Lundegaard
Pris: 120 kr. (Forventet)
Udgivet af Korskirkens Baptistmenighed 2023

Torbens barndomshjem var ”Baptisternes søndagsskole” – villaen på Rybjerg Allé 25, der blev købt til søndagsskoleformål i 1940. Som søn af pedelparret voksede Torben bogstavelig talt op på første række i søndagsskolen.

Spejderarbejdet kom først i 1951

Bogen tager os med gennem byudvikling omkring Mørkhøj og Herlev. Vi hører om krigsårene, hvor 250 børn var samlet til rekordstor julefest på Husum Møllekro i 1942. Mindre tilslutning var der til missionen blandt de voksne:  Ved en enkelt lejlighed var kun forstander Nørgaard og familie mødt op for at lytte til taleren P.A. Larsen.

Thorbjørn Lunds oprindelige idé om spejderarbejde blev til virkelighed med 12 års forsinkelse i 1951. Der blev etableret både pige- og drengespejderkreds. Det var svært at holde på de unge mennesker, når de voksede ud af søndagsskolen. Det spændende spejderarbejde skulle få de unge mennesker til fortsat at engagere sig i kirken. Der er spejdernostalgi med billeder over flere sider.

Aase og Inges patrulje i Hvalsø hos gårdejer Vidorf Vestergaard (Foto: Torben Lund – fra bogen)

Herlev Hovedgade 42

En sensommerdag i 1955 cykler de to ulveførere, Lillian og Ove Klarholt, som så ofte før forbi det lidt faldefærdige hus på Herlev Hovedgade 42. Men denne dag er der sat ”Til Salg”-skilt på huset. Lillian og Ove talte med Harry Lund, pedellen i Mørkhøj, og Harry gik straks til menighedsrådet. Den 18. december besluttede menighedsmødet i Kristuskirken at købe grunden. Forstander Aage Baungaard Thomsen skrev i årsberetningen: ”Vi håber, at erhvervelsen af den nye grund kommer til at betyde fremgang for missionsarbejdet derude.”

Kristuskirkens forstander Aage Baungaard Thomsen og murer Robert Sørensen ved grundstensnedlæggelsen i Korskirken Kristi Himmelfarts Dag, torsdag den 15. maj 1958

Torben Lund beretter videre om missionsarbejdet, der fortsætter i Mørkhøj og Søborg. Der er beretninger om ungdomsarbejde, børnekor og strengekor. Vi får indtryk af et missionsarbejde, hvor alle arbejde for sagen. Korskirkens historie fra byggesag til indvielse er beskrevet i detaljer. Vi får også fyldige uddrag af forhandlingerne i Kristuskirken, der førte til godkendelse menighedskredsen i Herlev i november 1958.

Fortsættelsen?

Der er gået meget tid med læsning af arkivalier både i Korskirkens eget arkiv og på Rigsarkivet. Og med et 65-års jubilæum i sigte er det oplagt at spørge, om der er planer om at følge historien videre:

”Der er flere, der har spurgt mig, om jeg fortsætter historien. Det er ikke helt utænkeligt. Jeg har lidt planer og kunne også godt tænke mig at arbejde videre. Men det bliver noget helt andet, for så er der mange nulevende, der kan bidrage,” fortæller Torben Lund.

Bogen fortjener læsere, men… den er udsolgt!

”Fra brændselskælder til korskirke” er en spændende historiebog, der fortjener at blive læst. Den fortæller historien om ”baptisterne i Mørkhøj 1939 – 1959” kronologisk med et par afsnit af lokalhistorisk tilsnit. Bagest er gengivet enkelte personlige beretninger og en omfattende kildeliste.

Det kronologiske er måske bogens svaghed, hvis målet er at nå andre end ”historienørderne”. Der er et bredere publikum til en fortælling, drejet over en god fortællemodel med nedslag, hvor historien forandrer menneskers liv.

Bogen er lige nu udsolgt. Men menigheden overvejer et genoptryk, hvis interessen er stor nok. Hvis du ønsker et eksemplar, er du velkommen til at kontakte Torben Lund på e-mail: torben@tl-lund.dk.

Torben svarer også gerne på spørgsmål til bogen.

Kig indenfor i Korskirken, som den ser ud i dag.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lotte Holm Boeriis (53) er et energibundt. Hun har fuldtidsarbejde som sælger i kemiske produkter. Samtidig virker hun til at være fuldtids frivilligt engageret i sin kirke; prædiker i sin kirke Korskirken i Herlev, har været formand for Hvidovre Gospel i ca. 20 år og som den eneste har hun siddet i BaptistKirkens ledelse i otte år – på dispensation. Derudover tager hun tid til bl.a. at være formand for støtteforeningen for den yngste søns gymnasium.

Jeg engagerer mig kun i det, jeg brænder for.

”Jeg engagerer mig kun i det, jeg brænder for. Det skal ikke være økonomi, der afholder nogen fra at gå i gymnasiet, så det giver mening at være med i støtteforeningen.”

Hun var fører for en flok spejdere frem til 2020. ”Nu hjælper jeg kun med lidt fundraising. Jeg har lige skaffet penge til en bålhytte. Jeg kan godt lide administrative ting; at søge penge – og især at få dem.”

”Det har været rigtigt, rigtigt spændende at være med i BaptistKirkens ledelse. Hvis man vil have indflydelse, må man involvere sig. Jeg var også formand for børnehavens bestyrelse i sin tid, og Allan (hendes mand), sad i skolebestyrelsen.”

Yngre i ledelsen

”Jeg vil gerne gøre noget for andre. Når andre bliver glade, er det en tilfredsstillelse. Ofte bliver vi ringet op om at give penge, og vi har meget at give af. Men jeg har også brug for at gøre noget håndgribeligt. Så da jeg så, at Coffee Beanies havde brug for hjælp, stillede jeg gladeligt op.”

Lotte er den, der koordinerer de frivillige danske strikkere for den sociale organisation, der lærer kvinder i Afrika at strikke og sælger deres huer, veste o.a. Det hjælper til selvforsørgelse.

En af de store ting, hun havde drømt for BaptistKirken, var, at der kom en yngre generation ind i ledelsen.

En af de store ting, hun havde drømt for BaptistKirken, var, at der kom en yngre generation ind i ledelsen. ”Tænk at det skulle lykkes, når jeg selv stopper.”

Hun har ønsket at få lavet om på mødestrukturen, så der er plads til, at man er arbejdsramt. Corona har hjulpet til med at gøre online møder almindelige.

Selv har hun et meget fleksibelt job, men det er ikke alle, der har det. ”Nu er de to yngste i ledelsen ganske vist præster, men alligevel…”

Cellegruppen

Når Lotte skal fortælle om et Kairos-øjeblik (en Guds-berøring), kommer hun i tanke om, da hun oplevede Guds kald til at samle en ny gruppe i menigheden.

”Jeg sad midt i et menighedsmøde, lidt kedeligt. Pludselig hørte jeg Gud sige, at jeg skulle lave en ny cellegruppe, og præcis hvilke personer, jeg skulle invitere. Det var par, der havde teenagebørn lige som os, og de kom ikke meget i kirken. Vi var allerede med i en tryg fællesskabsgruppe, som ikke ville dele sig. På vej hjem sagde jeg det til Allan, og han sagde, at det måtte jeg gerne, men han ville ikke med. To dage senere kom han og sagde, at selvfølgelig gik han med mig. ”De sagde ja alle fire par, vi mødes en lørdag om måneden til brunch kl. 10-12 på skift hos hinanden. Vi deler liv.”

Allan har altid støttet mig.

Allan har altid støttet mig. Jeg husker ikke, at han har sagt nej til noget, som nu f.eks. med lejren på Lindenborg i sommer. De manglede en kasserer. Men jeg vidste, at det ikke var mig, der skulle spørge Allan… Jeg havde sagt ja til at stå for aftensmaden, så vi endte begge to med en opgave.”

”Gud giver mig kræfter”

Gud inspirerer mig til at tage skridt, som jeg ikke selv havde tænkt på. Jeg havde rigeligt, men får kræfter til dét, jeg bliver kaldt til.”

Bliver du aldrig træt?

”Næ, det synes jeg ikke. Den bedste friaften for mig er alenetid. Jeg sætter mig ind i sengen og ser en skodfilm på iPad’en. Jeg har set en serie ”Hawaii 50” – ni sæsoner og 25 afsnit i hver sæson. Jeg blev færdig i går.”

Og så hører hun lydbøger, f.eks. når hun laver mad. Krimier især. Når de er på skiferie, står Lotte ikke på ski. Hun hygger sig i hytten og bager vafler, til de andre kommer hjem.

Basis og fodbold

Hun har også deltaget i Basis de sidste par år.

”Jeg har fået seks-syv nye bøger, og det er ret meget i mit liv. Jeg har læst de fleste af dem, i hvert fald de kapitler, vi skulle. Ingen af dem var desværre som lydbog. Jeg kan ellers også godt lide at lytte til faglitteratur. Og høre en fodboldkamp i radioen. Jeg elsker at få en kamp kommenteret. Hvis jeg hører den i bilen på vej hjem, bliver jeg siddende, til den er færdig. Så kommer Allan ud og ser, om alt er godt, når jeg ikke er kommet ind efter et kvarter.”

Ofte er hun hundepasser, og familien har også haft fire udvekslingsstudenter igennem YFU, Youth for Understanding. Hanna fra Japan har de stadig tæt kontakt med, også Xenia fra Tyskland, som nu er flyttet til Danmark og læser på DTU. De to knægte fra Frankrig var ikke samme succes.

Nå ja, så har hun og Allan også tre børn, hvoraf den ene, Louise, er i New Zealand, hvor hun er leder på en YWAM Bibelskole.

Er du også stakåndet? Men Lotte hviler i sig selv. Som energibundt.

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

For seks år siden ville hun ikke have troet, at det var muligt, det der sker for Bodil Højbak Møller netop nu. Da var hun stressramt og i vildrede med, hvad der skulle ske i hendes liv.

Hun havde været direktør i en virksomhed, som solgte værktøj. Ikke mange kvinder i den branche. Hun havde været menighedsrådsformand i Regen, som netop var fusioneret med Kristuskirken.

Så kom muren. Alting var oppe – eller nede – at vende.

Nu står hun som nyuddannet bachelor i teologi ved Københavns Universitet, nyansat som fuldtidspræst i Korskirken i Herlev og nyt medlem af ledelsen i BaptistKirken.

”Jeg kan ikke komme udenom mit stress-nedbrud i 2015. Det krævede en redefinition af mig selv. Det er det, der gør, at jeg er præst i dag,” siger hun og forklarer det med et stort Kairos-øjeblik i 2006.

”Det var Phillip Yancy, der underviste på missionsstævnet og han nævnede Salme 46, hvor der står: ”Stands og forstå, at jeg er Gud”. Indtil da havde jeg altid hørt det, som at vi skal være andægtige overfor Gud. Men nu hørte jeg Gud sige: ’Jeg har den.’ Det er Gud, der har min ryg, ikke omvendt. Det er ret væsentligt.” Men der gik altså nogle år, før Bodil var klar til redefinitionen – som så mange andre kørte hun ud over kanten. Med det i bagagen er hun nu bedre til at mærke efter, hvor kanten er. Og lige nu er hun altså parat til to nye, store ting i sit liv.

Fokus på 25-50-årige

”Jeg kender jo Korskirken. Har været i praktik og været ansat her på deltid siden 2018. I de tre år har jeg lært menigheden at kende. Det er en dejlig menighed, hvor jeg føler mig hjemme. Og så værdsætter jeg samarbejdet med Ole Lundegaard enormt meget.”

Menigheden har defineret klart, hvad Bodil skal koncentrere sig om: de 25-50-årige.

”Det er nøglegenerationen. Mange af dem har både børn og forældre. Der er lavet en norsk undersøgelse, som viser, at hvis en menighed skal lykkes med at være en flere-generationers menighed, skal du ramme de 25-50-årige, for så har du alle generationerne. Vi bliver aldrig en ungdomskirke og stiler heller ikke efter det,” fortæller hun videre. Menigheden har som de fleste andre danske baptistmenigheder en slagside i de aktive på 60+.

Hun er ved at samle en tænketank i målgruppen, som skal arbejde med at være en relevant og interessant kirke for deres aldersgruppe. ”Menighedsrådet har jo så meget andet, de skal have fokus på,” som hun siger.

Mesterlæren

Hun har hele sin familie i Jylland, og det har også spillet ind, at menigheden har fundet en god løsning angående højtiderne. ”Det ville være uoverskueligt at være præst i København, hvis jeg aldrig kunne fejre jul og påske med min familie.”

Bodil har været i en slags mesterlære hos Ole Lundegaard og kan varmt anbefale nye, yngre præster at slå følge med en erfaren.

”Jeg har følt mig meget privilegeret. Han er dygtig, vi går godt i spænd, men det er også vildt udfordrende, for både jeg og andre kommer til at sammenligne os.”

Thybo

Bodil sammenligner det at være baptist med det at være Thybo: ”Jeg er først og fremmest dansker, men mit modersmål er thybomål. Jeg er først og fremmest kristen, men min teologiske baggrund og mit kirke-modersmål er baptismen. Det er i mit DNA. Selvom jeg er Thybo kan jeg godt bo i København. Jeg ville også kunne komme i et andet kirkesamfund, men jeg vil altid være baptist. I øvrigt har jeg nogle af mine bedste venner og mit netværk her.”

Hun nævner frihedsidealet som centralt. At vi anerkender forskellighed, at Gud taler til os og virker forskelligt i mennesker. ”Vi skal ikke være bange for at være en broget forsamling, for vi er samlede om Kristus. Disciplene var også meget forskellige.”

Kirken skal give mening

Som nyt ledelsesmedlem glæder det hende – der har været formand for BBU for en menneskealder siden – at der er fokus på børn og unge.

”De skal opleve et kirkesamfund, der vil dem. Det er jeg bange for, at de ikke altid gør, jo, BBU (Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund) og DBS (baptistspejderne), men ikke altid kirkesamfundet.”

Når det kommer til udfordringer for kirken og kirkerne siger hun: ”Vi opleves ikke altid meningsgivende. Det er forkert at tro, at de unge er ligeglade. De er enormt formålskrævende. Hvis de kan se sig selv i formålet, engagerer de sig. Så må vi spørge dem, ”Hvordan ser den kirke ud, som I har lyst til at engagere jer i?”

Ingen plads til singler

Og så har hun en indsigt, fordi hun selv er single:

”En af vores udfordringer er, hvordan vi er kirke i et samfund, der forandrer sig. Enormt mange er singler i dag. Det er da udfordrende, at vi faktisk ikke rummer singler. Jeg oplever det selvfølgelig selv, men vil ikke kun tale på egne vegne. Jeg oplever veninder, der siger, at de ikke kommer til at sætte deres ben på en sommerlejr på Lindenborg, før de har mand og børn, for de føler sig stigmatiserede. Det er da et kæmpe problem. Heldigvis kan andre fællesskaber rumme dem, men det skal vi også kunne.”

Kvindemod

Jeg udfordrer hende til at fortælle om sine styrker som nyt ledelsesmedlem, og hun svarer:

”Bred ledelseserfaring, både fra erhvervslivet, menighedslivet og organisationslivet. Jeg er analytisk, strategisk og visionær. Andre har beskrevet mig sådan, og det tror jeg på.

Jeg er forholdsvis god til at have overblik, ikke god til detaljen, altså generalist. Så tør jeg sige min mening – har kvindemod.” Nævner at hun var den første og foreløbig eneste kvinde, der har været formand for BBU.

Hvad er din inderste bøn, når det gælder din/vores kirke?

”At vi må lede folk til Kristus. At vi må pege på ham, så folk finder ham. Vi skal inspirere folk til at leve i relation til ham og som disciple af ham.”

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Topbilledet viser opstart af en spare- lånegruppe i en batwalandsby.

Mange menigheder og enkeltpersoner støtter og engagerer sig vores arbejde i Myanmar, Rwanda og Burundi. Roskilde Baptistmenighed er eksempelvis blevet venskabsmenighed med Rubura og Korskirken er blevet venskabsmenighed med Musema i det nordlige Burundi.

Området Musema er stedet, hvor BaptistKirkens mission begyndte tilbage i 1928. Siden da har BaptistKirken været aktive i Burundi med både udsendte missionærer, projekter støttet af offentlige midler og projekter, hvor pengene er indsamlet blandt private og menigheder i det danske.

Roskilde og Rubura

Under et tre-måneders ophold for familien Vagner i Rubura i 2017 blev kimen til Roskilde Baptistkirkes store engagement i den lille landsby Rubura sået. Rubura huser præsteskole, flere skoler, landsbrugsskole og en sundhedsklinik. Familien Vagners ophold har sat sig varige spor i familiens hjerter, og da Jakob Vagner senere blev kaldet til tjeneste i Roskilde, tog familien deres engagement og hjerte for Rubura med sig.

Jakob prædiker i en menighedsplantning i Rubura med Vianney, der er præst i Rubura, som oversætter.

Grupper fra Roskilde har siden årligt besøgt Rubura og engageret sig i sundhedsarbejde på byens klinik, træning af lærerne i landbyens skoler, undervist på præsteskolen, støttet et hønseprojekt og batwalandsbyen og evangelisation i området. Der er plantet to nye menigheder, bl.a. i en batwalandsby.

De seneste år er der foregået et stort arbejde netop blandt batwa’er i området. Batwa’erne er traditionelt marginaliseret og lever isoleret, hvilket betyder, at børnene sjældent kommer i skole. Lokale kræfter begyndte arbejdet, der siden er blevet forfinet og støttet af Roskilde, private givere, kvindenetværk m.fl.

Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd.

“Vi er involveret i mission, fordi Gud er i mission. Han er på færde i vores verden, og han har inviteret os med på rejsen. Rubura er et helt særligt sted, hvor hinden mellem himmel og jord synes meget tynd. Gud er på det sted – og hvem skulle så ikke have lyst til være der også. Missionen i Rubura giver os perspektiv. Vi bringer viden ud og tager tro med hjem. Viden derud til præsteskolen, sundhedsklinikken og skolen – og tro på Gud, mennesker og fremtiden med hjem,” fortæller Jakob Vagner.

Korskirken og Musema

Alle familier i batwa-landsbyerne ved Musema har fået sundhedsforsikring og dermed adgang til lægehjælp og medicin.

Korskirken i Herlev har indenfor det seneste år også engageret sig stærkt i mission i Burundi, og der er kommet godt gang i aktiviteterne i Musema. I Danmark kommunikerer en meget engageret gruppe i menigheden direkte med folkene i Musema om aktiviteterne. Korskirken støtter dels udsatte børn og dels to små batwalandsbyer tæt på Musema.

Korskirken er med til at forbedre batwa’ernes levevilkår efter samme model som i Rubura. Der etableres spare- og lånegrupper, undervises i hygiejne og forbedrede landbrugsmetoder. Ligeledes købes der sundhedsforsikringer og der skaffes rent vand. På længere sigt, vil man også gerne i gang med husbyggeri, når basis er på plads.

Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have fingeren på pulsen.

Louise Hentze Jørgensen, tidligere ungdomsleder i Rwanda, fortæller: “I Korskirken har vi valgt at fokusere vores missionsarbejde i og omkring Musema. Det er fordi, vi gennem missionsarbejde i Rwanda og Burundi på nærmeste hold har oplevet den dybe fattigdom og de trange kår i Rwanda og Burundi og specifikt et stort behov for hjælp i Musema. Et samlet fokus i ét område har medført et større engagement gennem venskabet mellem to kirker. Den direkte kommunikation mellem Korskirken og Musema gør det muligt at have en finger på pulsen og følge med i udviklingen.

Louise fortsætter: “For os giver det et samlingspunkt, på tværs af alder og interesser. Om det er til spejder, børnekirke, gudstjenesten eller i fællesskabsgruppen, så kan vi alle hjælpe i Musema. Gennem events, indsamlinger og beretninger øges engagementet for arbejdet i Musema, samtidig med at sammenholdet i Korskirken styrkes.”

Og det nytter

Støt BaptistKirkens missionsarbejde
ved at sende en gave til konto 3201 10042879 eller MobilePay 90519 mærket ’IM-mission’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

At den nære og konkrete måde at hjælpe på nytter og virker bakkes op af tidligere ambassadør og Danida-chef Ole Lønsmann Poulsen. I Kristeligt Dagblad den 13. maj 2020, siger han:

”…små, nære projekter, der gør direkte gavn blandt de fattigste. De små landeveje, sundhedsklinikker og butikker, vandbrønde…. De gør en direkte forskel for de fattiges hverdag og økonomi. De er også lettere at beskytte mod misbrug og korruption.”

Den tidligere ambassadørs vurdering rammer meget godt ind i BaptistKirkens måde at arbejde på. Vi har mange gode Danida-finansierede projekter, der også hjælper, men fælles for både Roskilde og Korskirkens engagementer og BaptistKirkens andre projekter er, at det er nære menighedsbaserede projekter, der dygtiggør, myndiggør og omfavner de udsatte i samfundet, samtidigt med at det giver sammenhængskraft i de danske menigheder og perspektiv for vores mission.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere