Vi har i to år haft en serie, der omhandlede vores bønsliv. Det blev til en inspirerende række af artikler, som viste os, hvor ens og dog forskelligt, vi ser på vores samtale med Gud. Hvordan vi henter hjælp, hvordan vi lægger dagen i Jesus’ hænder, eller hvordan bønnen hjælper os til at rette opmærksomheden væk fra os selv. Én og anden er måske blevet inspireret til et nyt blik på bønnen og til at genfinde glæden ved samtalen med Gud.

Hvad fører livet med Gud så til?

Har troen på Jesus konsekvenser i vores liv? Ændrer vi os, så vi selv og andre mærker det? Er vi selv opmærksomme på den indflydelse, troen har på vores liv på grund af Gud? Her kan vi også inspirere hinanden.

Har troen på Jesus konsekvenser i vores liv? Ændrer vi os, så vi selv og andre mærker det?

Vi bliver ikke perfekte mennesker, fordi vi tror, hverken i egne eller andres øjne. Vi bliver heller ikke supermennesker, der overkommer det mest utrolige, ligesom vi ikke skånes for tab, sygdomme eller andre udfordringer, fordi vi tror. Men hjælper troen os til at håndtere livets glæder og sorger? Gør troen, at vi tør tage udfordringer op, som vi ellers ikke turde, og betyder troen noget for vores syn på os selv og på andre?

Til refleksion og opmuntring

Det handler heller ikke om, at vi skal fristes til at rose os selv og opremse vores gode gerninger, men formålet er refleksion, og her kan vi lære af hinanden og opmuntres af, at troen har betydning for, hvordan vi agerer i hverdagen.

Der er mange måder at tilgå spørgsmålet på, og der er mangfoldige svar. Vi glæder os til at bringe artikler herom i løbet af det nye år. Må det blive modtaget, som det er tænkt: Det handler om troens konsekvenser for den enkeltes liv med Jesus.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Baptistkirken i Danmark har en lang tradition for at drive projekter sammen med vores partnere i Burundi, Rwanda og Myanmar og opbygge deres kapacitet til selv at drive arbejdet. Det gør vi bedst med din hjælp. Arbejdet kan støttes på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’Partnerstøtte’.

I 1936 skrev den norske digter, Nordahl Grieg, digtet ”Til ungdommen” som modsvar til den spirende nazisme i Europa. Det er bedre kendt som sangen ”Kringsatt af fiender”.[1] Trods sin alder holder den stadig, og den er da også blevet ’udødeliggjort’ af blandt andre Kim Larsen. Strofen ”Krig er forakt for liv” dukker som sagt ofte op i mit hoved, når jeg besøger vores venner i Burundi, Rwanda eller Myanmar. Alle lande har været eller er ramt af krig. Og i alle tilfælde borgerkrig.

Konflikt på konflikt

I Burundi har der historisk set været mange konflikter siden selvstændigheden. Først et militærstyre, så et kup i 1966, derefter store uroligheder i 1972 og op igennem 80’erne med mere end 100.000 dræbte. Og endnu et kup i 1993, hvor omkring 300.000 blev dræbt. Siden har der været flere kupforsøg, senest i 2015. For tiden er der relativt fredeligt i Burundi.

Rwanda har også haft konflikter siden selvstændighedskampen og især huskes folkemordet i 1994, hvor op mod én million mennesker blev dræbt. Siden har et de facto-diktatur styret landet.

Lejr for internt fordrevne i Myanmar.

Myanmar har været involveret i uroligheder både før, under og efter kolonitiden. Forskellige diktaturer har siden 1948 afløst hinanden, og der har været etnisk uro i mange områder. I 2011 blev for første gang en tilnærmelsesvis demokratisk regering valgt, og burmeserne øjnede muligheden for frihed. Desværre gik drømmene under i militærkuppet i februar 2021, hvor forfølgelse, overgreb og angreb på civilbefolkningen igen blev en realitet.

Det stopper ikke, når krigens ødelæggelser og rædsler hører op. Befolkningen bærer det med sig i mange år, og det kan være ødelæggende for et samfund.

Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte.

Krigens konsekvenser og kirkens rolle

Krigene og ufreden har medført, at mange er blevet fordrevet fra deres hjem, og nogle finder også vej til Danmark, bl.a. via FN’s kvotesystem. Men mange er fortsat internt fordrevne eller bor i flygtningelejre i nabolandene. På den måde er familier blevet splittet og de etniske spændinger forstærket. Det resulterer i manglende tillid til hinanden, brudte relationer, og derfor samarbejder man ikke om løsning af problemer. Mange vender tilbage efter en periode – men til ingenting.

Her spiller vores søsterkirker en stor rolle. Med deres centrale placering i samfundet i både Afrika og Myanmar, hvor de fleste har et aktivt kirkeliv, har kirkerne en enestående mulighed for at række ud. Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte. Her kommer kirkernes kompetencer inden for mobilisering, diakoni, netværksdannelse og omsorg for alvor til sin ret.

Hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

Det er en lang proces at bringe tilliden tilbage til lokalsamfundene, mellem mennesker og i de nære relationer. Her er dialog og arbejdsfællesskab vigtigt. Det kan kirkerne med forkyndelse om fred, frelse og forsoning, og det gør kirkerne i deres arbejde, og det samarbejder vi med dem om. Når vi fx arbejder med spare- og lånegrupper, hvor tidligere fjender sidder sammen, genskabes brudte relationer. Når ægtefæller efter træning og forkyndelse igen taler sammen og deler ansvaret i familierne, så opbygges relationer og sårene heles. Når der ydes sundhedshjælp fra private undergrundsklinikker, som vi ser det i Myanmar, så genoprettes den gensidige tillid.

Edvard Griegs digt fortsætter: ”Fred er å skape. Kast dine krefter inn: døden skal tape!” Arbejdet er et bevis på, at hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

[1] Se Højskolesangbogen, 19. udgave, nr. 201

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

De blev fængslet for at mødes i ulovlige forsamlinger. Vi retter ind efter Kirkeministeriets krav til kirkelige forsamlinger. De betalte bøderne med deres indbo. Vi undgår bøderne.

Biblen fortæller om Paulus og Silas, “der sang lovsange i fængslet, så fængslets grundmure rystedes, alle døre sprang op og alles lænker faldt af”.

“Tror I på den samme Gud?” blev jeg spurgt “eller har I bare mindre mod til at følge ham?”

Måske er det modet, vi mangler? Vi vil ikke smitte – men kommer det hensyn til at fylde lidt for meget? – og troens konsekvenser for lidt?

Vores integrationsminister siger “Når religion og demokrati støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt.” Vores kirkeminister er tavs.

Hvad siger vi?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Der var nu ikke meget ulvetime over hjemmet. Nora på 9 og Isak på 5 legede stille på gulvet, og engang imellem krøb de op på skødet for at få et klem, men hele stemningen fortalte om en familie med ro og fred.

Jette og Rik er begge opvokset i kristne hjem.

”Min familie har været baptister i mange generationer”, fortæller Jette, mens Rik skiftede trossamfund, da han flyttede til Danmark: ”Jeg er opvokset i Den reformerte Kirke, men har tilhørt en evangelisk kirke de seneste 7 år i Holland.” Jette og Rik mødte hinanden på en Torchbearer-bibelskole[1] i Sverige. Her blev deres medbragte værdier og tanker om deres praktiske virke som kristne meget klare.

At række hånden frem

”Det er vigtigt for os at pointere, at vi ikke føler os specielle eller bedre end andre”, pointerer Rik, ”men fra vores hjem har vi værdier med, der gør det naturligt for os at praktisere næstekærlighed i vores hverdag.” ”Hvis nogen har brug for hjælp”, supplerer Jette, ”så rækker vi hånden frem. Det tænker vi ikke så meget over. Vi er heller ikke bange for at snakke med de ikke-kristne, vi omgås, om, hvad troen er, og hvad den betyder for os.”

Om prioritering

Arbejdet med de forskellige opgaver i menigheden oplever Jette og Rik også som en naturlig del af deres liv. Tidligere var de fx meget engagerede som kredsførere for spejderne. ”Men en anden prioritering blev nødvendig, da vi fik børnene. Særligt da vi fik Isak, og dermed havde to børn, var vi nødt til at træffe nogle aktive beslutninger”, fortæller Jette og fortsætter: ”Det var lidt smertefuldt, men vi var nødt til at erkende, at vi for en tid ikke kunne engagere os i større opgaver i menigheden.”

Det var lidt smertefuldt, men vi var nødt til at erkende, at vi for en tid ikke kunne engagere os i større opgaver i menigheden.

Personlig andagt

Det er ikke kun det kirkelige arbejde, som Rik og Jette oplever, tiden er blevet mindre til. ”Det kan godt lyde som bunker af dårlige undskyldninger, men den personlige andagt både alene og sammen med Rik forsvinder ofte i de daglige gøremål”, erkender Jette. Rik fortsætter: ”Tidligt op, aflevering af børn og af sted til arbejde, hjemkomst med mad og andre praktiske opgaver, og så ender vores bibellæsning ofte med bibelhistorie for børnene i stedet for.”

Menighedsliv

Rik finder sin personlige ro under søndagens gudstjeneste, hvor han kan sidde i kirken sammen Jette og vide, at børnene også får en god oplevelse i børnekirken. Jette arbejder i Frederikshavn, og hun bruger sin køretur til refleksion og bøn. Rik og Jette har også fundet stor glæde i at deltage i en netværksgruppe med par med små børn. Rik nævner, at det er rigtig godt at være sammen med andre, som er i samme situation som en selv.

Alle valg har konsekvenser

Det er parret meget opmærksomme på. ”Vi har fx valgt Filipskolen[2] til vores børns skolegang, fordi det er en god skole, og fordi vi ønsker at give dem en kristen ballast”, fortæller Jette og fortsætter: ”Det betyder, at de ikke oplever så mange børn og familier, som ikke er kristne. Det giver dem en mere lukket berøringsflade i skoletiden.”
Både Jette og Rik oplever , at det er nødvendigt at træffe valg. Det gælder både valget af skole og valget af at prioritere tiden til børnene, selv om især sidstnævnte oplevedes svært. De glæder sig begge til, at de – måske om ikke så længe – igen kan deltage mere aktivt i menighedens arbejde.
”Vi er startet i det små”, fortæller Rik, ”men de store opgaver må stadig vente”. De ved dog begge, at tiden kommer, for et aktivt arbejde for Guds rige var den værdi og det store ønske, der blev lagt på deres hjerter, da de mødte hinanden på bibelskolen.

[1]    Torchbearers International er en tværkirkelig kristen bevægelse, se http://www.torchbearers.org

[2]    Kristen friskole i Aalborg

* Note: Redaktionen kender Jette og Riks efternavn

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere