Lyt til artiklen.

Ved forhindringsbanen havde de otte-niårige spejderbørn fået fri, så de kunne løbe ind i kirken og se den næste cirkusforestilling. Men børnene ville hellere blive ved forhindringsbanen: De mente bestemt, at de skulle være der, for at tage imod andre børn.

Store Legedag samlede omkring 1.000 børn og voksne på Skotlands Plads foran Købnerkirken på Amager. Der var cirkus i kirkesalen, snobrød, popcorn og aktiviteter på pladsen. Bag arrangementet stod Købnerkirken og kirkens spejderkreds, AmagerbroSpejderne. Og blandt de frivillige var spejderbørn, som havde fået et ansvar, de ikke havde lyst til at give fra sig.

”De syntes, det var så vigtigt, at der var nogen ude ved forhindringsbanen, at de blev ude fra cirkus for at stå der og byde folk velkommen. Også selv om vi havde dækket ind med voksne,” fortæller spejderfører Simon Jul Boeriis.

Ballondyr gør alle glade! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Sammen med Købnerkirkens børne- og familiemedarbejder Mayken Rødvig og Caroline Westh Poulsen, der er frivillig i kirkens børnearbejde, har Simon Jul Boeriis brugt mange timer på at forberede festen.

Men hvorfor bruge så mange kræfter på at arrangere en gratis fest for børnefamilier, som ellers ikke er en del af menigheden?

En fest uden bagtanker

”Store Legedag er et mål i sig selv. Vi bruger det ikke som middel til noget andet,” forklarer Mayken og fortsætter: ”Vi bruger det for eksempel ikke som middel til at få folk ind i kirken eller til at få flere spejdere i spejdergruppen. Målet er bare dagen i sig selv. At give den gave til børnefamilierne i lokalområdet.”

Store Legedag så dagens lys for fire år siden som et samarbejde mellem menigheden og den næsten nystartede spejderkreds.

Princippet er enkelt: Alle skal have mulighed for at deltage. Arrangementet får økonomisk støtte, så både entré og aktiviteter er gratis.

”Vi vil gerne lave en kæmpe fest, hvor familier kan opleve en masse ting sammen, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra,” siger Mayken.

100 kopper kaffe plus det løse… de giver et vist pres på opvaskemaskinen! (Foto: Martin Krath-Andersen)

En kirke midt i kvarteret

Skotlands Plads ligger lige foran Købnerkirken. Og det er ikke tilfældigt, at festen foregår netop dér.

Mayken fortæller, at medlemmer af menigheden for mange år siden var med til at etablere det grønne område. Simon peger på, at kirken gennem årene har engageret sig i kvarterets udvikling, blandt andet gennem etablering af legeplads og andre faciliteter på pladsen.

”Det er jo lidt det, vi gerne vil bringe videre på en moderne måde. Nye, unge kræfter, der gør det på en ny måde, men stadig i kirkens ånd,” siger Simon. Han fortæller videre, at det handler om at være til stede, hvor mennesker bor og lever deres liv.

Caroline peger på, at området omkring kirken rummer familier med meget forskellige forudsætninger. Der er både socialt udsatte boligområder og villakvarterer med velstillede familier.

”Noget af det fede ved at holde Store Legedag er, at man får lov til at se alle de familier. Både dem, der er meget ressourcestærke, og dem, som måske kommer, fordi det er det eneste, de lige har midlerne til, netop fordi det er gratis.”

Der var cirkus i kirken (Foto: Martin Krath-Andersen)

For Mayken handler kirkens engagement også om at forstå, hvilke behov mennesker har netop dér, hvor kirken ligger. Som børne- og familiemedarbejder oplever hun, at mange børnefamilier savner fællesskab. Nogle oplever ensomhed, andre synes ganske enkelt, at det kan være svært at få hverdagen med små børn til at hænge sammen.

”Der er et kæmpe behov for, at vi faciliterer nogle aktiviteter, hvor de kan komme og få relationer og danne fællesskaber. Og det ser vi en stærk søgning til,” fortæller hun.

”Der ligger sådan en ret fed kirke”

Mayken fortæller en historie om, hvordan Købnerkirken efterhånden er blevet en del af kvarterets liv.

Hendes seksårige søn er begyndt i skole, og hun er ved at lære de andre forældre at kende. En dag falder samtalen med en af de andre mødre på Skotlands Plads.

Moren ved ikke, at Mayken arbejder i Købnerkirken.

”Ej, Skotlands Plads! Jeg kender godt Skotlands Plads. Der ligger sådan en ret fed kirke. Jeg har godt nok aldrig været der, men de har alle mulige aktiviteter,” fortæller moren.

“Der ligger en ret fed kirke…” (Foto: Martin Krath-Andersen)

Hun begynder begejstret at fortælle Mayken om spejderne og Store Legedag. Og så tilføjer hun:
”Vi kommer godt nok ikke i kirke, men hvis vi en dag skulle komme i kirke, så ville vi nok starte med at gå derhen.”

Mayken er flad af grin. Til sidst må hun fortælle moren, at hun faktisk kender kirken ganske godt. For Mayken er det væsentligt, at moren oplever, at tærsklen ind til kirken ikke er højere end at hun kan træde over den.

Og det er ikke kun Store Legedag, der har betydning. Købnerkirken arrangerer også MGP-fester og andre aktiviteter for familierne i lokalområdet.

”Vi oplever efterhånden, at kirken er alment kendt i vores lokalområde som et sted, man lige holder øje med,” siger Mayken.

Børnene vokser med ansvaret

Store Legedag giver også noget til dem, der arrangerer og hjælper til ved festen. Over 60 frivillige deltog i år. Omkring 25 af dem var spejdere. Den yngste frivillige var seks år, den ældste 83.

”Der er nogen, der enormt gerne vil være ude på pladsen og møde mennesker. Og der er nogen, der hellere vil stå i køkkenet og vaske de tusind IKEA-kopper op, som vi nok har igennem opvasken på sådan en dag,” fortæller Mayken.

For arrangørerne handler det om at finde opgaver, der passer til den enkelte. Alle skal opleve, at de bidrager med noget værdifuldt. Men det er især børnene, der gør indtryk på Mayken:
”Jeg bliver bare megastolt, når jeg ser, hvor meget børn faktisk kan.”

Hun fremhæver spejdernes tradition for at give børn reelt ansvar. Ikke opgaver, der er opfundet for at beskæftige dem, men opgaver, som faktisk skal løses:
”Det kan jeg også se, at børnene i kirken, som ikke er spejdere, vokser totalt meget på. Du er ti år, du må løse det her selv. Her har vi fire oppustelige heste og en kø på 50 mennesker. Find ud af, hvad de skal!”

Koncentration! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Er det mission?

Når en kirke arrangerer en stor fest for sit lokalområde, er det nærliggende at spørge, om det er mission.

Simon tøver lidt ved spørgsmålet. Han ser det som en moderne form for mission, men bliver samtidig udfordret af den traditionelle forståelse af ordet:
”Hvorfor er det, vi ikke bare kan gøre en forskel dér, hvor vi er? Det er jo også en mission,” siger han.

Mayken er mere direkte:
”For mig er det her total mission.”

For hende begynder relationen med interessen for andre menneskers liv, åbne kirken og give dem mulighed for at føle sig hjemme.

Hun skelner samtidig mellem Store Legedag og kirkens løbende arbejde:
”Vi er meget bevidste om, at Store Legedag er noget, vi laver én gang om året. Så det er ikke, fordi vi nødvendigvis laver dybe relationer med mennesker den dag.”

Men festen kan være begyndelsen på noget andet.

”Når vi så har legestue med dem 50 gange om året, kan vi pludselig lave reelt dybe relationer med dem. Vi kan få lov til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi tror på. Men de kan også få lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de tror på. Det er på et meget ligeværdigt niveau.”

Det er dér, Mayken oplever, at kirkens arbejde for alvor bliver både mission og fællesskab.

Caroline er enig i, at kirken skal række ud over sig selv:
”Jeg synes, det er virkelig fint at kunne være kirke for nogen andre end os selv.”

Superheltene var også til Store Legedag! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Når familierne selv skaber fællesskabet

Et af de steder, hvor Købnerkirken forsøger at være kirke for andre end sig selv, er den ugentlige legestue.

Caroline er en af de frivillige. Hun anslår, at omkring 30–40 familier benytter tilbuddet, som især henvender sig til forældre, der passer deres børn hjemme.

Kirken sørger for kaffe, frugt, legetøj og fælles rytmik. Men ellers gør kirken faktisk ikke ret meget.

”Langt hen ad vejen er det forældrene selv, der er med til at skabe det rum, det bliver,” fortæller Caroline.

Hun oplever, at familierne har taget legestuen til sig. Forældre og børn kender hinanden, børnene leger, og de voksne finder sammen om det, der optager dem.

”Nogle gange tænker vi nærmest, at det ikke er nødvendigt, at vi er der. Folk skulle nok bare finde ind og gøre det, de plejer, selv hvis vi ikke var der til at facilitere det,” fortæller Caroline.

Og det er faktisk sket.

Det kræver sit barn at lave snobrød! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Da kirken glemte at holde lukket

Mayken havde en dag aflyst legestuen på grund af sygdom. Men Mayken havde glemt at låse døren. 15–20 familier gik ind og begyndte ganske enkelt at holde legestue på egen hånd.

Halvanden time senere ringede kirkens præst, Kristian Bonde-Nielsen, og spurgte, om det virkelig var meningen, at der skulle være legestue den dag.

”Nej, hvorfor ringer du?” spurgte Mayken.

Kristian kunne fortælle, at familierne åbenbart bare var gået ind og var begyndt at holde legestue ganske som de plejede.

Mayken griner stadig, når hun fortæller historien.

På Skotlands Plads samler Købnerkirken omkring 1.000 mennesker til Store Legedag. I legestuen dukker familierne op, selv om arrangementet er aflyst.

De er begyndt at føle sig hjemme.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er fredag aften i Købnerkirken. Der bliver tændt levende lys som en del af en liturgi for mennesker, der kommer med træthed, sorg og længsel i kroppen.

Fredag aften rummer bibelmeditationer, bøn, lovsange, Taizé-sange, gamle salmer, digte, stilhed og musik. Der er plads til det, der er brudt, og til håbet om, at noget nyt kan spire frem.

“Fredag aften var mere til hjertet,” fortæller præst i Købnerkirken, Kristian Bonde-Nielsen, der var en af initiativtagerne til Genklang.

Kristian fortæller, at aftenen gav sorg, træthed og længsel et sted at være. For at kunne lægge det svære i livet frem for Gud.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

“Det er jo kristendommens grundidé, at når vi lægger noget i jorden, så spirer der noget nyt frem,” siger han.

Lørdag var mere “til hovedet”, som Kristian formulerer det: oplæg, samtaler og gruppedrøftelser om spørgsmål, der fylder for mennesker, som stadig har troen og vil kirken – men som har svært ved at finde sig til rette i de kendte former.

“Det handlede om mødet mellem mennesker. Det var det vigtigste,” siger Kristian.

For dem, der fortsat søger kirkens fællesskab

Genklang var arrangeret af ’3rd way collective’, et dansk græsrodsfællesskab, der er inspireret af postevangelikale bevægelser i USA.

Postevangelikal? Kristian forklarer det enkelt:
”Det handler om mennesker med rødder i evangelikale, frikirkelige eller folkekirkelige miljøer, som ikke længere kan se sig selv i de kirkeformer, de kender – men som stadig ønsker at holde fast i troen og fællesskabet.”

Genklang?

Genklang fandt sted i weekenden fredag 17. og lørdag 18. april 2026 i Købnerkirken i København.

Genklang blev arrangeret af ’3rd way collective’ – et dansk græsrodsfællesskab inspireret af postevangelikale kristne og ønsket om at udforske en tredje vej for kirken. Efter samlingen har initiativtagerne talt om, at fællesskabet fremover skal hedde Genklang: Et rum, hvor mennesker kan genkende deres egen længsel efter tro, fællesskab og kirke hos andre.

Invitationen til Genklang blev delt i forskellige onlinefora, blandt andet på Facebook og i artiklen “En tredje vej for kirken?” på kirkeforalle.dk.

“Det er mennesker, der siger: Den måde at være kristen på kan vi ikke se os selv i. Men vi er ikke færdige med kristendommen,” siger han.

I USA er bevægelsen i høj grad vokset frem som en reaktion på en evangelikal kristendom, som mange synes er for tæt forbundet med bestemte politiske dagsordener. Dansk kirkeliv er meget anderledes, men Kristian og de øvrige initiativtagere genkender noget af længslen.

Nogle har dekonstrueret den tro, de voksede op med. For nogle har svar, de engang fik, mistet mening. Nogle føler sig hjemløse i kirken, selv om de stadig længes efter fællesskab, bøn, nadver, sang og efterfølgelse af Jesus.

“Genklang er drømmen om at skabe et sted, hvor dem, der tror, de sidder alene rundt omkring i kirkerne eller uden for kirkerne, kan mærke, at de ikke er alene,” siger Kristian.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En tredje vej

’3rd way collective’ begyndte for nogle år siden med samtaler mellem mennesker fra forskellige kirkelige sammenhænge. Baptister, metodister, folk fra Evangelisk Frikirke Danmark, pentekostale og karismatiske miljøer og lutherske sammenhænge.

”Det er ikke tænkt som et nyt kirkesamfund! Det kan jeg berolige alle med: Det er vi slet ikke organiserede nok til,” siger Kristian med et smil.

’En tredje vej’ er en søgen efter et nyt rum for mennesker, der ser noget værdifuldt i forskellige kirkelige traditioner, men mangler rum for deres tro i de kendte former.

“Der er nogle ting fra den frikirkelige tradition og kultur i Danmark, vi er rigtig glade for. Og der er nogle ting fra den lutherske folkekirkelige tradition, vi er enormt glade for. Men der er ikke noget, der rigtig passer til os,” siger Kristian.

Han pointerer, at der ikke er tale om et opgør med det eksisterende eller en dom over andre kirker. Men en søgen efter et sted, hvor længsler kan få sprog og fællesskab.

Værdier frem for facit

Fællesskabet ’3rd way collective’ har formuleret en række fælles værdier i forhold til: nåde, socialt ansvar, generøs ortodoksi, discipelskab og fuld inklusion.

Med andre ord: Et kristent fællesskab, hvor nåden bærer, hvor troen har sociale konsekvenser, hvor man lærer af andre traditioner, følger Jesus i praksis og arbejder for, at alle kan høre til.

Kristian understreger, at alle i princippet er inviteret. Værdierne giver fællesskabet retning:  “Hvis man synes, det lyder spændende, så er det nok noget for en. Og hvis man synes, det lyder mærkeligt, så giver man det nok bare lov til at blive liggende,” siger han.

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

Skuldre, der sænkede sig

Efter Genklang beskrev en deltager samlingen på Facebook som “et lettelsens suk”. En anden som “et afvæbnet fællesskab”. Et sted uden facitliste for tro. Hvor ingen skulle præstere, men hvor man kunne stille sig åben for Guds nærvær sammen med andre.

Kristian genkender oplevelsen:
“Jeg har sjældent stået for noget, hvor jeg har haft en så god fornemmelse af atmosfæren undervejs. Og jeg har fået så mange udelukkende positive kommentarer,” siger han.

Det, der overraskede ham mest, var tilliden blandt deltagerne:
“Jeg var meget overrasket over, hvor trygt og tillidsfuldt folk, jeg ikke havde mødt før, gik ind i rummet. Det var nærmest sådan, at vi bare lige sagde hej og sang en sang, og så var man klar til at dele ud af sit indre,” siger han.

Der blev grædt. Der blev lyttet. Der blev lavet kaffeaftaler. “Det var en del af drømmen,” siger Kristian: at mennesker, der troede, de stod alene, opdager andre med samme længsel.

Når kirken gør ondt

Nogle kom til Genklang, fordi de havde slået sig på kirken. Nogle kom af nysgerrighed. Nogle af længsel efter et bredere kirkeligt samtalerum. Nogle, fordi de genkendte værdierne.

Kristian fortæller, at mange samtaler kredser om kirkelige sår:
“Jeg har masser af eksempler med mennesker, som har slået sig så meget på kirke, at deres krop reagerer fysisk, bare de træder ind til en gudstjeneste,” siger han.

Han nævner skuffelser over ledelse, dogmer, bibelsyn, spørgsmål om himmel og helvede, erfaringer med ’purity culture’ – stærk kontrol med seksualitet – og kirkers syn på LGBT+.

For Kristian handler det om at tage de mennesker alvorligt, som stadig længes efter kirke, selv når kirken har gjort ondt.

“De mennesker, som har slået sig på kirken, men stadig vil kirken, det er jo dem, jeg brænder for,” siger han og fortsætter:
“Det er godt for os alle at lægge os de mennesker på sinde. For det kunne jo være os selv. Vi må arbejde med, hvordan kirken ikke er et sted, hvor man kommer til skade.”

Genklang 2026 (Foto: Lasse Åbom)

En kirke at invitere venner med i

For Kristian handler arbejdet om at være med til at skabe noget nyt:
“En af mine drivkræfter som præst i Købnerkirken er at være med til at skabe en kirke, jeg ville have lyst til at komme i, hvis jeg ikke var præst – og som jeg ville være stolt af at invitere mine venner med i,” siger han.

Noget, der giver genklang

’3rd way collective’ og Genklang er vokset frem nedefra. Det er åbent, offentligt og tilgængeligt – og stadig småt. Fællesskabet vokser gennem samtaler mere end gennem kampagner. Der er mere mund til øre end kommunikationsstrategi.

Den tredje vej begynder med mennesker, der længes efter noget andet – og opdager, at længslen giver genklang hos andre.

Fredag aften i Købnerkirken blev der tændt lys.

Nogle kom trætte. Nogle kom tvivlende. Nogle kom med kærlighed til kirken. Nogle kom med sår fra den. Nogle kom måske uden helt at vide, hvad de kom efter.

Men i stilheden, sangene, samtalerne og de sænkede skuldre opstod der et rum, hvor der var plads til at være på vej.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026

Find flere

Kristian Bonde-Nielsen blev d. 10. oktober indsat som ny præst i Købnerkirken, og det blev fejret med gudstjeneste og hyggeligt samvær. Der var mange mennesker, der var mødt op for at byde ham og Camilla og deres to piger, Sally og Rose, velkommen i Købnerkirken, og for at ønske tillykke med indsættelsen som menighedens præst. Både menighedens medlemmer og familie og venner var der for at markere dagen, hvor der udover gudstjenesten var tid til tarteletter og frikadeller i kirkens café.

Med håndspålæggelse og bøn

I forbindelse med selve indsættelsen holdt Signe Lund Christensen som repræsentant for menighedsrådet og ansættelseudvalget og Torben Andersen som repræsentant for Baptistkirken i Danmark hver en kort tale. Begge brugte de lejligheden til at byde Kristian velkommen i menigheden og i kirkesamfundet. Begge taler var præget af den glæde og begejstring, der er forbundet med at kunne byde velkommen både i det lokale og det nationale fællesskab.

Derudover var der repræsentanter fra menigheden og de andre københavnske menigheder, der hver læste et kort skriftsted til opmuntring, inden der i fællesskab blev bed for Kristian og familien samt hans virke som præst på Amager.

Nogle gange er vi får nr. 100

I sin prædiken tog Kristian udgangspunkt i lignelsen om fåret, der er blevet væk og hyrden der lader de 99 tilbage for at finde det ene. Købnerkirken skal være et sted, hvor der er plads til det ene får, både for dem, der allerede er i menigheden, men også for dem, der kommer til kirken. Som menighed skal vi tage ansvar for hinanden, og kirken skal være et sted, vi kan komme til, når vi har brug for at blive fundet.

Købnerkirken skal være et sted, hvor der er plads til det ene får

Det budskab gav genlyd blandt gudstjenestedeltagerne, og mon ikke mange kunne nikke genkendende til ønsket om at være en menighed, hvor man kan blive fundet, og hvor man kan finde andre.

Første gudstjeneste i Købnerkirken

Udover at det var første gang at Kristian skulle prædike i Købnerkirken, fortalte han at det også var den første gudstjeneste han havde været til i kirken. Derfor bliver alt nok heller ikke som det plejer. Nu skal Kristian og menigheden lære hinanden og kende.

Og som Signe Lund Christensen sagde, så består hans opgave i den første tid i menigheden i at drikke en masse kaffe. Til det formål fik han også både kaffekopper og kaffebønner.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt

Find flere

Gift og har to piger på to og fire år.

Tidligere lærer på Lindenborg i fire år.

Ansat på fuld tid i Købnerkirken.

Kristian Bonde-Nielsen, 34 år, er fra 4. oktober ny præst i Købnerkirken på Amager.

”Det er en stor velsignelse, at Kristian skal være vores præst,” skrev Signe Lund Christensen fra Købnerkirkens menighedsråd, da de offentliggjorde ansættelsen. ”Vi ser i menigheden meget frem til samarbejdet om udviklingen af Købnerkirken som en fri kirke for alle.”

Målet må være, at alle mennesker skal mødes af Guds kærlighed.

”Det er vigtigt at være en meget lokal kirke – altså en all inclusive-kirke. Det betyder, at kirken er mangfoldig. Det kan være svært. Men målet må være, at alle mennesker skal mødes af Guds kærlighed,” siger Kristian til baptist.dk og jeg citerer fra præsentationen af Kristian:

”Som præst er jeg først og fremmest optaget af, at troen på Gud må få plads, give mening og bære frugt. Jeg brænder for kirken som et fællesskab med plads til alle. Jeg brænder for, at kirken har plads til den næste generation samtidig med, at de tidligere generationer ikke sættes på sidelinjen. Jeg brænder for, at kirken skal være en velsignelse for sit lokalområde og at kirkens folk skal være en velsignelse for folk omkring dem. I virkeligheden er der ret mange ting, jeg brænder for. Derfor er det nok meget godt, man ikke skal være kirke alene!”

Legekammerater

Kristians første spørgsmål til menighedsrådet var da også, om der var ”nogen at lege med”? Som præst i Vanløse Frikirke har han været én af to præster.

”At være solopræst er jo mange præsters virkelighed. Til gengæld ved jeg nu, at det er vigtigt at have folk med. Præsten eller præsterne kan få mange gode ideer, men menigheden skal være med. Jeg tror, at jeg har lært, at jeg skal gå langsommere frem og involvere folk fra starten – udforme ideerne og være med til at give folk ansvar. Hvis folk virkelig skal have lyst til at engagere sig, så skal de også være med til at forme det, vi skal.

Hvis folk virkelig skal have lyst til at engagere sig, så skal de også være med til at forme det, vi skal.

Hvis det bare er mig, så bliver det mit projekt. Gud vil gerne involvere os alle sammen og inspirere os alle sammen. Så må jeg lytte til, hvilke drømme Gud har lagt i de folk, der er i kirken.”

Et tydeligt kald

Han har også sagt, at han har oplevet ”et tydeligt kald til at være præst i Købnerkirken.”

Oplevelsen af kald er at være draget.

”Det kan lyde meget åndeligt men er egentlig bare, at fra starten var jeg draget til at sige ja. Det, der gjorde det svært, var det, jeg skulle forlade. Jeg kunne mærke, at jeg er inspireret af Købnerkirkens visioner og de store linjer. Det kaldte på mig. Det, Gud har lagt i mig, og det, de gerne vil være, hang sammen. Oplevelsen af kald er at være draget.”

Kristian har været præst i Vanløse Frikirke i ni år. Men anser ikke sig selv for typisk ”missionsforbunder”.

”Jeg er relationel missionsforbunder – der er en masse mennesker, som betyder meget for mig i den kirke,” siger han og forklarer, at han blev kirke-menneske i gymnasiet, da Jesus blev en levende virkelighed for ham.

Kirkerne ligner hinanden

Kristian synes, at de to kirker ligner hinanden. ”Demografisk er de ikke vildt langt fra hinanden, sammensætningen af medlemmer ligner. Købnerkirken er lidt mindre. Fra Jan Kornholts tid har menigheden fået et meget missionalt DNA. Det passer mig meget godt.”

Det er altså ikke et stort skridt for ham at blive præst i en baptistkirke. ”Nu fornemmer jeg heller ikke, at Købnerkirken er en typisk baptistkirke,” fortsætter han – og jeg tænker; ”findes den typiske baptistkirke længere…”

Kristian kender en del til samarbejdet mellem Missionforbundet og BaptistKirken, da han har siddet i Programudvalget for Sommerstævnet i nogle år.

”Det, at vi har kunnet holde stævne sammen i mange år, betyder vel, at der ikke er så langt. Vi kan samarbejde om mange ting. Det er mit indtryk, at BaptistKirken nok er bredere end Missionsforbundet, som også er bred – med alt, hvad det indebærer.”

Musikalsk

Kristian er musikalsk. Han skriver sange og spiller musik, har bl.a. stået for lovsangen på Sommerstævnet i flere omgange. Hans musik er også en del af fænomenet Stille Stunder – ny, dansk, ung lovsang, som man kan finde på YouTube.

Og Købnerkirken har et stort arsenal af musik, især gospel.

Og Købnerkirken har et stort arsenal af musik, især gospel. ”Der er nogle skønne kræfter derude,” starter han og ’derude’ afspejler, at Kristian bor i Vanløse, et kvarter i metro fra Amager, og i samme åndedrag understreger han: ”Jeg skal ikke overtage noget, men helt naturligt bidrage med musik. Gospel har jeg ikke så meget erfaring med. Min vigtigste opgave er at bygge relation til korene”.

Han er uddannet på SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, som eksisterede i 00’erne. Han måtte gøre det færdigt i Sverige og Norge, da det lukkede. Flere vil også kende ham fra podcasten ’Spadestik’, hvor han lige nu arbejder sammen med Emma Frederikke Jensen, ligeledes fra Missionsforbundet. (læs mere om Spadestik her)

Han slutter: ”Lige nu glæder jeg mig til at komme i gang. At lære folk at kende. Mærke dem. Fornemme, hvor skal vi hen sammen.”

Der er indsættelsesgudstjeneste den 10. oktober i Købnerkirken.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

I Købnerkirken var der i går uddeling af gratis gavepakker. Inspireret af en organisation, der hedder ”Næstehjælperne Amager”, havde kirken samlet gaver med nye og lettere brugte ting til børn mellem nul og 14 år. ”❤️ Alle AMAGERS børn bør få mindst en gave,” var mottoet for julegavehjælpen. De forældre og bedsteforældre, der ikke har råd til julegaver, kunne komme i går i Café Julius og se, om de kunne finde noget passende. I tillæg blev de budt på en kop kaffe og et stykke kage.

Nogle af de frivillige fra gaveuddelingen i Købnerkirken.

”10 personer fra kirken og fra nabolaget havde tilbudt deres frivillige hjælp ved uddelingen. Der var i alt samlet over 1000 gaver, som dels er givet som genbrug, og dels er købt for penge, som folk har givet,” fortæller Købnerkirkens præst Jan Kornholt, der fortsætter:

“Jeg oplevede mange vidunderlige samtaler med gæsterne i kirken: Den 8-årige muslimske pige der fortalte “jeg får altså gaverne, så snart vi er hjemme, fordi vi fejrer ikke jul i min familie”. En enlig far fortalte, at de gaver, han nu havde pakket fint ind, dem ville han aldrig have råd til at købe selv. Og endelig de tre kristne afrikanske kvinder, som jeg fik en lang snak med om kirke og forfølgelse og sorg over vores afdøde venner.”

Der kom ca. 75 gæster og de fik tilsammen omkring 700 gaver. Resten af gaverne bliver i dag fordelt på et Kvindecenter på Jagtvej og et børnehjem i Husum, så alle gaverne bliver fordelt til mennesker, der har behov.

380 julegaver til Nørrebro

I Regen/Kristuskirken er der efterhånden en lang tradition for julehjælp. Her hjalp mere end 40 frivillige søndag med at pakke poser til i alt 200 familier, primært enlige forsørgere med hjemmeboende børn på Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Se en lille video her.

Her har folk skullet ansøge. ”Vi har sorteret bl.a. efter, hvor de bor. Vi vil gerne hjælpe folk, der bor i nærheden.” Der har været 350 ansøgere. Julehjælpen består af to ting, dels alt til en julemiddag med flæskesteg og sødt bagefter. Hver familie får 2-3 poser med mad. I posen ligger faktisk også en lille gave til den voksne.

”Der er også gaver til alle børn til og med 17 år, i alt uddeler vi 380 gaver. Vi har tre gymnasier, hvor de hjælper til – hvor klassekammerater giver julegaver, f.eks. til ’pige 4 år’. En stor firmapartner giver desuden 200 gaver. Og så samler vi penge ind, for vi har købt flere ting i år end tidligere. Julegaverne er kommet på de seneste år,” fortæller præsten på Nørrebro, Henrik Nissen, som må erkende, at der i år er mange, der giver julehjælp. ”Der er rift om sponsorerne.”

Torsdag d. 19. december uddeles poser og gaver fra Kristuskirken på Nørrebro.

222 flyttekasser med julehjælp

Også i Roskilde Baptistmenighed har man i mere end ti år delt meget flotte kasser ud til mennesker, der har en trang jul.

“Det er en gave at få mulighed for at give til andre,” siger de dér.

”Roskilde Julehjælp” er vokset og i år var kirkesalen fyldt af 222 flyttekasser, da modtagerne mødte op den 14. december for at hente ‘alt godt til julen’.

Mange frivillige har været engageret i registrering af ansøgninger, der skulle omkring kommunale sagsbehandlere for godkendelse – i ansøgninger til fonde, sponsorer og firmaer – i afhentning af gaver og donationer – og ikke mindst i pakning, logistik og uddeling på selve dagen.

“Det geniale ved julehjælp er, at det både velsigner byen vi bor i og styrker os som menighed. Udsatte mennesker får en lidt bedre jul og vores indbyrdes fællesskab bygges op,” siger Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke.

Barnets Blå Hus

På Bornholm har baptistmenigheden været med til at give 21 børn i Barnets Blå Hus en god optakt til julen. Her gav menigheden 10.000 kr. til julegaver til børn i familier, der lider under alkoholproblemer. Gaverne blev delt ud ved en julefest, som indledtes med kreativ julegudstjeneste i baptistkirken i Rønne.

Præsten i Korskirken i Herlev, Ole Lundegaard, fortæller, at hvis mennesker kontakter dem og spørger om hjælp til at komme igennem julen, kan de få 1000 kr.

Relateret

• 28. sep. 2026 - ”Vi skal forkynde evangeliet – men vi skal også demonstrere det i praksis”
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust

Find flere

De næste to år er der mulighed for at gøre brug af Jan Kornholts evner som iværksætter og menighedsudvikler, idet han fra november 2019 er ansat som menighedsinspirator.
Jan har været præst i flere menigheder og var i 15 år engageret i Baptistkirkens ledelse, senest som generalsekretær fra 2002-2010. Pludselig forsvandt han fra alt, hvad der havde med det store fællesskab at gøre.

Hvad skete der?
Vi fik en ny struktur og en nyvalgt ledelse med helt andre tanker om alt det, jeg troede på, og om alt det, jeg og andre havde stået for i årevis. Jeg følte mig dårligt behandlet og angrebet på min ledelsesstil og tro. Derfor måtte jeg en dag med stor smerte rydde mit skrivebord og gå hjem. At være baptist er så integreret en del af min identitet og af det at være kristen, at noget gik i stykker i mig, da jeg følte mig kasseret.

Enhver udvikling sker i samspil med relationer

Et stort bearbejdningsarbejde med hjælp fra gode venner og en psykoterapeut, og det at blive konfronteret med de personer, som havde såret mig, hjalp mig videre i mit liv. At få fortalt dem, hvordan jeg havde oplevet det, og hvad det havde ødelagt for mig, var nok.

Fagligt set blev Købnerkirken min redning, fordi min deltidsansættelse blev ændret til fuldtidsansættelse. Ellers var jeg måske endt som postbud?

Enhver udvikling af mennesker sker i samspil med nogen, der kan tale ind i ens situation.

Hvad har fyldt mest hos dig de sidste 10 år?
Mit liv i Købnerkirken og min kone Dorthes sygdom og død. Dorthes sygdomsforløb har fyldt ekstremt meget. Vi har altid arbejdet tæt sammen om at være kirke, og da jeg mistede Dorthe, mistede jeg både min ægtefælle og min måde at arbejde på.

Det første år efter Dorthes død var svært, men nu føler jeg, at jeg igen er klar til at arbejde med det, der giver mig allermest glæde og trivsel, nemlig udviklingsarbejde. Det er blevet tydeligt for mig, at min indsats skal være der. Mine personlige ønsker harmonerede med menighedsrådets tanker, og vi fik lavet en ny plan for mit arbejde. Enhver udvikling af mennesker sker i samspil med nogen, der kan tale ind i ens situation.

Behov for positiv modkultur

Hvad er der sket i Købnerkirken?
Dorthe og jeg flyttede til Købnerkirken for at engagere os i en gammel traditionel menighed med tilbagegang gennem 40 år. Den er nu forandret til en livskraftig menighed med flere aktive, flere medlemmer, flere aktiviteter, bedre økonomi og ikke mindst en forandret kultur. Kulturen er det sværeste, men det vigtigste at forandre. Det kræver en målrettet indsats gennem flere år.

Kulturen er det sværeste, men det vigtigste at forandre.

Efter to års observationer og mine almindelige præsteopgaver fulgte et par år med samtaler om visioner, ressourcer, værdier og ønsker. Efter tre-fire år begyndte nøglepersoner at gå foran ved at byde folk ind i menigheden, modgå dårlig stemning og vise en anderledes kultur. Menigheden er nu forandret, folk er mere udadvendte og initiativrige, og kirken er blevet attraktiv.

Et mirakel

Du deltog i årets sommerstævne og er nu atter ansat i BaptistKirken. Hvad er der sket?
Et mirakel. Jeg deltog kun, fordi jeg var forpligtet af en stor tilslutning fra Købnerkirken. Men en overrumplende tilfredshed og glæde ramte mig, straks jeg kom ind og mødte folk. Jeg kunne møde alle – virkelig alle – de indre sår var helede. Og så skete det mærkelige, at Per Beck på BaptistKirkens ledelses vegne udfordrede mig til at hjælpe menighederne med inspiration.

Jeg tror ikke på tilfældigheder, men på at Gud arbejder med at bane vej og give ideer, ligesom han gjorde det muligt for mig at være til stede på stævnet og at kunne sige ja til sådan en tjeneste med glæde og taknemlighed.

Jeg tror ikke på tilfældigheder, men på at Gud arbejder med at bane vej og give ideer.

Nye opgaver

Studier i 2009 og 2014 i London og Stockholm i gamle menigheder, der har fået vendt udviklingen, har givet mig stor viden, som jeg har brugt i Købnerkirken og i de 35 menigheder, jeg har besøgt de sidste ti år. Arbejdet i den lokale kirke har altid fyldt mig med glæde og engagement, og jeg har altid – også i min tid som generalsekretær – holdt meget af at besøge menighederne og være til rådighed med foredrag, workshops, inspiration og hjælp. De seneste fem år har jeg besøgt to-tre menigheder om året. Min ansættelse er en kæmpe anerkendelse af det, som jeg véd, jeg kan, og som jeg nyder.
Jeg kontakter alle menigheder inden sommer 2020 med henblik på dialog og identifikation af behov. Jeg kan hjælpe menighederne på de nævnte områder og kan også formidle kontakt til fx ‘Innovativ Kirke’, nøglepersoner fra andre menigheder eller udlandet.

Min opgave er også at være bindeled mellem menighederne og ledelsen. Jeg skal formidle mine erfaringer gennem artikler og oplæg, og i 2021 skal jeg forhåbentlig holde foredrag på sommerstævne eller landskonference på baggrund af en rapport, jeg gerne vil lave om menighedernes aktuelle udfordringer. Behovet er uklart, men det vil vise sig ved den indledende menighedskontakt. Jeg har en forsigtig forventning om, at måske 20 menigheder kommer til at indgå i et forløb.

Måske er behovet større, end det er muligt at imødekomme. Det vil bekræfte en fornemmelse, jeg har. Nu må vi se.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle

Find flere

Johanne Kofoed Lundegaard er den drivende kraft bag tøjbyttedag i Købnerkirken

Arrangementet er for alle og er særligt godt besøgt af mennesker fra lokalområdet. Der har været op mod 200 deltagere til de tøjbyttedage, der allerede er afholdt, og vi håber på endnu flere næste gang. Tøjbyttedag sætter også fokus på den forbrugskultur vi har, eller rettere prøver at gøre op med den, og i stedet sættes fokus på genbrug. Konceptet kan nemt bruges i andre kirker, spejderkredse eller lokale foreninger.

Opskrift på tøjbyttedag

Need to have

• Lokale(r)
• Borde
• Skilte, der giver anvisninger om, hvor tøjet skal ligge
• Reklame (Facebook-event) *
• Mennesker til at hjælpe med at organisere tøjet

Nice to have

• Spejl (så folk kan prøve deres tøj)
• Tøjstativer og bøjler (gør det mere overskueligt at se på)
• Toilet/omklædning
• Snacks (kan evt. sælges)
• Drikkevarer (kan evt. sælges)
• Frokost (kan evt. sælges)
• Samarbejdspartner (andre i lokalsamfundet)
• Reklame (sedler i lokalområdet, avisen)

*For event-beskrivelse, se Købnerkirkens næste tøjbyttedag på Facebook

“Kom med det, du har. Gå med det, du kan bruge”

Det er virkelig et sjovt, givende og hyggeligt arrangement, så jeg håber, der er nogle, der vil lade sig inspirere – hvis ikke til tøjbyttedag, så til at afholde andre arrangementer, der bidrager til verden og det område, vi bor i.

Se også Johanne og Jan Kornholt, præst i Købnerkirken, fortælle om tøjbyttedag

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. okt. 2021 - Indsættelse i Købnerkirken
• 01. sep. 2021 - Kirke er vi kun sammen
• 18. dec. 2019 - Glæden ved at give
• 05. dec. 2019 - Drømmen

Find flere

Købnerkirken har en spændende historie bag sig. Menigheden talte i efterkrigstiden knap 500 medlemmer og udmærkede sig i lokalsamfundet ved at udvise stort engagement for de mennesker, der havde brug for både Guds kærlighed og fremstrakte hænder. Kirkebygningen fra 1939 er både stor og rummelig. Desværre kan de seneste årtier beskrives med medlemstilbagegang og faldende aktivitetsniveau. Men menigheden er ved godt mod. Mange har holdt fast – også selvom rejsen har budt på tumult undervejs.

Vi satser benhårdt på at være en levende menighed med forkyndelse i et nutidigt sprog og musik af høj kvalitet.

Købnerkirkens rejse er ikke slut

Destination er ikke nået. For selvom der for år tilbage måske manglede tro på fremtiden, så valgte menigheden at ‘træde ud af båden’ for at følge Guds kald til at være en moderne menighed på Amager.

Gudstjenesteformerne blev justeret, og vi satser benhårdt på at være en levende menighed med forkyndelse i et nutidigt sprog og musik af høj kvalitet. Vi har de seneste år fået kontakt til musikalske ressourcer, som beriger fællesskabet på hver deres måde, og i efteråret 2017 har dygtige og engagerede mennesker påbegyndt børneaktiviteter ifm. gudstjenesterne – foreløbigt én søndag om måneden.

Oplevelser på rejsen

Vi håber og tror på, at 2017 bliver året, hvor medlemskurven knækker. I løbet af årets første 11 måneder har det gennemsnitlige gudstjenestebesøg været stigende, og 10 nye medlemmer har sluttet sig til fællesskabet. Dertil fyldes kirken flere hverdage om ugen.

Hver tirsdag mødes Amager Gospelkor. En korøvelse er ikke bare hyggesang og kaffe. Hver korøvelse er et ægte menighedsfællesskab. Mange mødes til aftensmad i Cafe Julius – vores non-profit café. Derefter toner lovsangen mod himlen i et par timer – nærmest kun afbrudt af en andagt. Der er altid mulighed for forbøn, hvor en af menighedens rutinerede sjælesørgere og forbedere altid stiller sig til rådighed. Den nye flotte gadedør er altid åben, og i sommermånederne kan det ske, at der synges fra kirketrappen. Mange kikker ind sådan en tirsdag aften for enten at nyde maden i cafeen eller for at nyde korets sang.

En korøvelse er ikke bare hyggesang og kaffe. Hver korøvelse er et ægte menighedsfællesskab.

Hver torsdag eftermiddag og aften fyldes kirken af børn og teenagere, når Gospelgeneration Kids og Next mødes. Mange tager endda deres forældre med i Café Julius, som ofte er fyldt med glæde efter en korøvelse. Også her er døren åben – og der er altid plads til flere til en korøvelse.

Det seneste års tid har vi forsøgt at etablere en sprogcafe for udlændinge, der gerne vil lære mere om Danmark og det danske sprog. Det var en succes for en tid, men i efteråret har vi i stedet prioriteret korte ‘fyraftensmøder’ med forskelligt indhold. Vi forsøger nyt – og lykkes med meget.

Men vi er på en rejse

For at leve er at rejse. En rejse med Gud, en vandring med mennesker. Vi gør os ikke forhåbninger om, at vi har fundet (alle) de vises sten (på én gang), men vi har efterhånden lært, at forandringer ikke sker på én nat, men gennem et langt sejt træk. Og vi kommer nu engang længst, når vi husker at bruge den nødvendige tid på at søge Guds råd og vejledning først.

For at leve er at rejse. En rejse med Gud, en vandring med mennesker.

Vi har tro

Tro på Gud og tro på fremtiden. Vi er på vej, men som så mange andre menigheder slås vi også med en økonomi, som ikke kan fortsætte på det nuværende niveau i flere år. Men vi tror på, at Gud har en fremtid – for vores menighed og for hele sin kirke. Vi har store planer om, at vi i det kommende år skal bruge endnu mere energi på at være kirke for vores lokalsamfund. Ikke kun for de få – men en fri kirke for alle. Der er ideer om (igen) at starte spejderarbejde i menigheden og på den måde skabe (flere) meningsfulde børne- og ungdomsaktiviteter i vores nærområde.

Så Købnerkirken er på vej. Vi er på rejse. Og skulle du læse denne artikel og få lyst til at slå følge, så er Købnerkirken også en fri kirke for dig!

Stafetten gives videre til Vrå Baptistkirke med spørgsmålet: Hvad gør I for at skabe gode aktiviteter for børn og unge?

Her kan du se hvad Jan Kornholt og Nina Luna i 2013 havde at sige om gudstjeneste som mission:

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. okt. 2021 - Indsættelse i Købnerkirken
• 01. sep. 2021 - Kirke er vi kun sammen
• 18. dec. 2019 - Glæden ved at give
• 05. dec. 2019 - Drømmen

Find flere

Selvom gennemsnittet af medlemmernes bidrag til menigheden tilsyneladende er status quo, oplever mange danske baptistmenigheder vigende økonomi. Menighederne har forskellige strategier for at øge eller i hvert fald fastholde menighedsbidragene. Samtidig er der flere menigheder, der overvejer, om de for fremtiden har råd til en præst – eller i hvert fald en fuldtidspræst.

En anden vej

”Vi gør intet for at få medlemmer til at betale større menighedsbidrag”, fortæller Jan Kornholt, præst i Købnerkirken. ”Det er spild af ressourcer. De såkaldte ’nuller’[1] er formodentlig det mest ufrugtbare sted at søge indtægter. Det er jo mennesker, som udmærket kender menigheden, og som har deres grunde til ikke at betale”.

Vi gør intet for at få medlemmer til at betale større menighedsbidrag.

Jan Kornholt fortsætter: ”Menigheden må i fremtiden vide, at kun en lille del af indtægterne vil komme via medlemmers menighedsbidrag. I fremtiden er der ingen, der vil være medlemmer af en menighed, og færre, der vil forpligte sig til langvarige – og konstant høje – bidrag. Det er et faktum – ikke noget, det nytter at beklage, og heller ikke noget, vi kan ændre. Det er et vilkår, vi må forholde os konstruktivt til. Den menighed, som fastholder den praksis, at den primære indtægt er fra menighedsbidrag, og at denne indtægt udelukkende går til at finansiere præsteløn og bygning – en sådan menighed skrumper ind og dør”.

Anderledes

Korskirken i Herlev har lavet et hæfte, de kalder ”Anderledes – om menighed og økonomi”. Det beskriver meget pædagogisk, hvordan det at følge Jesus giver et anderledes værdisæt. At ”rig er ikke den, der har meget, men den, der giver meget”.

At følge Jesus giver et anderledes værdisæt.

Menighedens præst, Ole Lundegaard, fortæller: ”Vi har på den baggrund kontaktet alle menighedens medlemmer med breve formuleret specifikt til bestemte aldersgrupper og alt efter, om man ydede. Det har betydet, at vi har en god økonomi og har set stigende bidrag år efter år, også til byggeriet”.

Korskirken bygger en ny kirke for tiden, og i det hele taget er det deres erfaring, at aktivitet er bedre end at vente på, at pengene er der.

’Nullerne’

Den store andel af medlemmer, der ikke bidrager, er en torn i øjet på mange menigheder, som baptist.dk har talt med.

Hans Ole Kofoed fra Ringsted gør sig samme tanker som Jan Kornholt: ”Vi har også en mindre gruppe medlemmer, der ikke bidrager til menighedens økonomi. Kontakt til dem har ikke skabt ændringer. I realiteten har de valgt menigheden fra uden at melde sig ud”.

I Vodskov menighed – før fusionen med Nørresundby – havde man overvejelser, om man skulle fastsætte et minimumsbidrag: ”Forslaget blev henlagt. Man ønskede at fastholde tanken om frivillighed, ligesom der var stemning for, at man forsat kunne være fuldgyldigt medlem, hvis man i en periode i sit liv ikke så sig i stand til at bidrage”, fortæller Svend Eli Jensen, dengang forstander i Vodskov menighed.

Menigheden må i fremtiden vide, at kun en lille del af indtægterne vil komme via medlemmers menighedsbidrag.

”Vi har 276 medlemmer og 154 bidragsnumre uden ydelse. I løbet af 2015 sendte vi breve ud til samtlige medlemmer med forskellig tekst alt efter alder og ydede bidrag”, fortæller Torsten Wendel-Hansen fra Odense, der havde ’lånt’ brevene fra Korskirken. ”I det forløbne år har menigheden så oplevet en øget indtægt på 185.000 kr., og det lader til at tendensen fortsætter. Nogle ’nuller’ er begyndt at yde, andre er begyndt at betale mere, og endelig var der også et pænt stort engangsbeløb. Samtidig vovede Henrik Søndergaard, præst i menigheden, at tage temaet op ved en gudstjeneste – med stort held. Henrik er også meget bevidst om at tale med dåbskandidater om økonomi, så de er klar over, hvad vi forventer af nye medlemmer – både økonomisk og personligt”. Han tilføjer: ”Det hjælper også på indstillingen til det at yde, at menigheden er inde i en god udvikling. Der kommer mange glade mennesker til gudstjenesterne.”

Rig er ikke den, der har meget, men den, der giver meget.

Offervilje

Det er noget, Jan Kornholt kan nikke genkendende til: ”Offerviljen er direkte knyttet til et menneskes engagement – det, den enkelte brænder for lige nu. En menighed må derfor have fokus på at skabe et fællesskab, der opleves værdifuldt og attraktivt lige nu for den enkelte. Det er det helt afgørende. Dels ved at formidle det glade, positive og befriende budskab om Jesus, der kan forvandle menneskers liv, og dels ved at tilrettelægge aktiviteter, som mennesker i dag finder attraktive. Drop tanken om at få mennesker til at betale hver måned i årevis, og sats i stedet på, at mennesker vil spytte i kassen her og nu, når de oplever noget meningsfyldt og livgivende!”

Jan Kornholt afrunder: ”I Købnerkirken har vi de seneste mange år haft et konstant menighedsbidrag på omkring 500.000 kr., men menighedens samlede årlige omsætning er stigende – og lige nu ca. 2,6 mio. kr.”

1    Menighedsmedlemmer, der ikke betaler, eller hvis betaling ikke er registreret på deres medlemsnummer

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 18. okt. 2021 - Indsættelse i Købnerkirken
• 01. sep. 2021 - Kirke er vi kun sammen

Find flere

Mere præcist drejer det sig om en café, kaldet Café Julius og opkaldt efter Julius Købner, som også har lagt navn til Købnerkirken. De to er altså nært beslægtede og deler adresse, men caféen er drevet af den selvstændige forening Foreningen Julius, som arbejder uafhængigt af Købnerkirken. Café Julius arbejder på flere planer. Der er visioner om frivilligt arbejde og et erfaret behov for, at kirken er med til at løse nogle situationer i lokalområdet omkring Skotlands Plads og ude i den store verden.

baptist.dk har sat formanden for Foreningen Julius, Kimmie Philipsen, og formanden for Købnerkirkens menighedsråd, Silas Anhøj Solberg, stævne for at finde ud af, hvad der egentlig sker dernede i krypten.

Hvorfor er Café Julius en god ide?

Kimmie: Du kan hjælpe andre mennesker ved at spise din aftensmad og drikke din kaffe i Café Julius – det er da et fantastisk koncept! Du gør en god gerning, samtidig med at du får varm mad i hyggelige omgivelser og er sammen med andre mennesker. Café Julius skal blive det nye samlingssted for beboerne i lokalområdet. Vi har allerede en mødre-gruppe, der mødes og spiser aftensmad en gang om ugen. Vi forventer, at Café Julius i løbet af foråret og sommeren bliver endnu mere integreret i lokalområdet, når vi får udendørs servering, og derved bliver mere synlige på Skotlands Plads. Vi støtter også lokale projekter. Fx Barnets Blå Hus, et lokalt sted for børn i misbrugsramte familier.

Silas: Ideen om en offentlig café udsprang af en visionsproces i Købnerkirken, hvor vi snakkede om, hvilken kirke vi gerne ville være, og hvordan vi kunne være relevante for vores omgivelser. Vi definerer os selv som et fællesskab af mennesker, der sammen går den vej, Jesus har vist os. Købnerkirkens vision er at møde mennesker og hjælpe dem med at følge Jesus – sammen med os. Til det formål er en offentlig café et genialt redskab. Det giver helt nye rammer for mødet med mennesker i vores nære omverden.

Vi i Købnerkirken ser Café Julius som vores café.

Kimmie: Desuden hjælper det også lokalområdet, at de frivillige medarbejdere i Café Julius bliver en del af et team og et fællesskab. Her dannes sociale relationer samtidig med, at man gør noget godt for dem, der har brug for hjælp – både i lokalområdet og ude i den store verden. Jeg hører tit, at de frivillige synes, her er hyggeligt og rart at være.

Hvorfor hedder cafeen ikke Købnerkirkens cafe?

Silas: Vi har valgt at stifte en selvstændig forening til at drive Café Julius. Der en navnemæssig meget tæt forbindelse mellem Cafe Julius og Købnerkirken – det er selvfølgelig helt bevidst, fordi vi i Købnerkirken ser Café Julius som vores café. Der er også et stort overlap mellem de aktive i cafeen og de aktive i kirken, men det har været vigtigt for os at skille tingene ad juridisk for at sikre caféen det bedste grundlag at virke på. Foreningen Julius har til formål at lave sociale projekter med næstekærlighed som en central værdi. Men foreningen har ikke et religiøst formål og forkyndelsen af det gode budskab vil altid foregå i regi af Købnerkirken. Det sikrer caféen et godt og selvstændigt udgangspunkt for at skabe gode samarbejdsrelationer også med andre organisationer, som har mere vægt på det sociale end på det kristne.

Hvad er udfordringerne og gevinsterne ved at drive Café Julius?

Kimmie: Den største udfordring er nok, at vi alle – administration som medarbejdere – er frivillige med fuldtidsjobs ved siden af. Ingen af os har erfaring med at starte virksomhed eller drive café, så vi har skullet lære meget undervejs. Det har været spændende og tidskrævende. Vi har ikke én leder, der har det store overblik, men en ledergruppe, som samarbejder om opgaven, hvilket giver lidt ekstra møder. Vi har heldigvis allerede mange frivillige medarbejdere, men vi kan sagtens bruge mange flere, så vi på sigt også kan udvide vores åbningstider.

Vi får udendørs servering, og derved bliver vi mere synlige på Skotlands Plads.

Silas: En anden udfordring er også, at mange mennesker, som vi aldrig har mødt før, ønsker at arbejde frivilligt i caféen. Det kan være svært at tilbyde dem noget at gå til hånde med i caféen, når vi stadig selv er ved at lære, hvordan man gør. Men vi er overbeviste om, at vi gør det rigtige, og vi er sikre på, at også denne opgave nok skal lykkes for os.

Kimmie: Den største gevinst er nok, at vi allerede nu genererer et overskud, og derfor kan hjælpe andre mennesker via de projekter, vi støtter. Lige nu er Café Julius nok ikke særlig kendt ude i den store verden, men vi har allerede doneret en del af vores overskud til projektet ‘Rise and Shine Nepal’ – et projekt som hjælper forfulgte enker i Nepal.

Vi har allerede doneret en del af vores overskud til forfulgte enker i Nepal.

Desuden er det da også helt fantastisk, at det strømmer til med nye frivillige medarbejdere, som vil være med til at gøre noget godt for andre mennesker og synes, at vores café er det helt rigtige sted at være. Det er vores mål og drøm, som vi allerede nu ser blive realiseret. Det er stort!

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. okt. 2021 - Indsættelse i Købnerkirken
• 01. sep. 2021 - Kirke er vi kun sammen
• 18. dec. 2019 - Glæden ved at give
• 05. dec. 2019 - Drømmen

Find flere