Lyt til artiklen:

Jævnlige oversvømmelser og jordskred forårsaget af kraftig regn lægger pres på Burundis skrøbelige økosystemer. Det gør landet til et af de mest sårbare over for klimaforandringer globalt set.

Støt arbejdet ved at sende et beløb på MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Nødhjælp Burundi’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Regn og oversvømmelser i Burundi

Burundi blev ramt igen i marts 2024. Der er jævnligt ekstrem regn i området, og denne gang forårsagede regnen jordskred og forhøjet vandstand i Tanganyika-søen, som landets største by Bujumbura ligger ud til. Det betød oversvømmelser, som påvirkede familier langs søens bredder, bl.a. i forstaden Gatumba. Huse blev oversvømmet, og veje var ufremkommelige. Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt. Jordskred syd for byen var årsag til dødsfald og sårede; mere end 500 huse blev ødelagt. Ofrene blev indkvarteret på en lokal skole og senere flyttet til en lejr for såkaldt internt fordrevne.

Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt.

Nødhjælp

Netop indbyggerne i lejren for internt fordrevne har Baptistkirken i Danmark, i samarbejde med vores partnere i Burundi, hjulpet. Vi fik 700.000 kroner[1] til at afhjælpe den værste nød. Mere end 1.500 familier, eller over 7.500 personer, blev hjulpet. I praksis fik familierne overført penge via en slags MobilePay system, og så havde de mad og andre fornødenheder til cirka en måned. ”Sammen med vores partner i Burundi, besluttede vi at uddele kontanter og benytte overførsler til telefoner”, fortæller Jean-Marie Bukeyenza, der er BaptistKirkens ansatte i Burundi, efter Lise Emming Weber-Hansen er taget hjem.

Sundhedscenter i lejren.

”Fordelen er, at familierne selv kan beslutte, hvad de vil købe, afhængigt af hvad de har brug for”, fortæller Jean-Marie videre. Det sparer også på udgifterne til at indkøbe og transportere varer og personale til at uddele tingene. Ulempen er udbuddet i nærområdet af flygtningelejren samt lokale prisstigninger. I lejren er der et midlertidigt sundhedscenter, hvor beboerne kan blive behandlet for de mest almindelige sygdomme, men de mange børn må gå fem kilometer til den nærmeste skole!

Besøg i lejrene

I oktober 2024 besøgte missionssekretær Morten Kofoed og Jean-Marie Bukeyenza den oversvømmede forstad Gatumba og lejren, der har fået hjælp. I lejren, der ligger på toppen af et goldt og vindblæst bjerg, mødte vi Kabura, der har kone og otte børn. Han havde brugt pengene på at købe mad til sin familie. På spørgsmålet om, hvad han vil gøre fremover, bliver han fjern i blikket og svarer, at det er svært at planlægge. Men han håber, han kan tjene lidt penge og starte noget forretning op, så han kan forsørge sin familie. Indtil da må han forlade sig på støtte fra andre og meget dyre lån. Hvor længe det varer, ved han ikke.

Fremtiden

Desværre er de fleste af ofrene for oversvømmelsen fortsat i lejren. De venter på, at regeringen skal tildele dem et nyt sted, hvor de kan bo. Men det er ikke lige til at finde i et land med Afrikas højeste befolkningstæthed. Myndighederne har nemlig erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig i den ødelagte forstad. Vi kunne se de skader, vandet havde forårsaget, men også at mange af husene fortsat var beboet. Nogen havde lavet interimistiske huse på pinde, mens andre havde lavet volde omkring deres hus.

Myndighederne har erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig.

”Det er hjerteskærende at se ødelæggelserne i forstaden, men vi glæder os over, at vi har hjulpet mange, og at vores støtte måske har været det, der holdt modet op hos de mange familier i den periode, hvor de havde det allerhårdest”, slutter Jean-Marie Bukeyenza af, inden vi forlader forstaden Gatumba, hvor han i øvrigt selv er fra.

Lejrens toiletter.

[1] Fra DERF, Danish Emergency Relief Fund

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Jytte Abildstrøm tager farverigt imod i døren i det økologiske bofællesskab Munksøgård ved Roskilde kl. otte en aften. Hun skulle lige have et foredrag i Holbæk først. Hun placerer os på en lille forhøjning i stuen, og så taler hun den næste time som et vandfald, så jeg har svært ved at følge med på tasterne. Hun strøer om sig med navne på miljø-koryfæer, hun har mødt. Hendes hukommelse er imponerende.

Når hun skal fortælle om sit forhold til skabelsen, begynder hun med at sige, at hun er vokset op med salmer og folkeeventyr. Hun elsker de gamle salmer, og fra nettet ved jeg, at hun lytter til morgenandagten i radioen hver morgen. Forældrene lærte hende, at der skal være konsekvens bag ordene.

Jytte Abildstrøm er stadig lynende klar og i fuldt vigør. Ud over sit engagement for klimaet maler den tidligere teaterdirektør i øvrigt også ikoner, der ses i baggrunden.

Jord, luft, vand og ild

Da Jytte var syv år i 1941 blev hendes far arbejdsløs. Familiens held var, at de kendte en gæstfri landbofamilie i Klippinge – på gården Lykkebæk. Her fik Jytte respekt for arbejdet med jorden: ”Vi ville være sultet uden den dejlige familie”.

Som otte-årig spurgte Jytte sin far: ”Hvor længe kan man grave tørv op?” Hun havde allerede fattet, at naturens ressourcer er begrænsede. Det var ilden. Respekten for luften fik hun, da hun som ung besøgte en veninde i England, hvor der blev gravet kul og koks til elektricitet. Der var sort støv overalt. Folk døde som fluer af tuberkulose. Og hun spurgte sig selv: ”Skal vi have lys på bekostning af helbredet?”

Hun sparer på vandet. I bofællesskabet bruger de regnvand til tøjvask. De bruger et sandfilter til at rense spildevandet: ”Det gør, at vi alle skal tænke over, hvad vi vasker tøj og kroppen i …”. Bofællesskabet vander grøntsagerne med regnvand, og urin fra toiletterne kommer ud på markerne: ”Brug aldrig fæces (afføring) til gødning”, understreger hun.

Miljøåret satte spor

Hun har altid boet i Vanløse – altså indtil hendes ældste søn, Lars, var med til at skabe det økologiske bofællesskab. Efter miljøåret skiftede Jytte spor. Forældrene hjalp hende med at købe en kolonihave, hvor hun byggede en masseovn, havde solfangere på taget til varmt vand, et multtoilet med et lille hul til urin og et stort hul til afføring, et rodzoneanlæg rensede spildevandet og en solcelle opladede et batteri til de to pærer, der var i huset. Et nul-energi-hus. Og naboerne kaldte hende ‘dit økologiske røvhul’.

I 20 år har hun boet i Munkesøgård, hvor 100 familier bor i fem enklaver: ”To små solceller på husets tag, som jeg har fået lov at sætte op, leverer halvdelen af mit årlige strømforbrug, men hvis jeg dør, skal jeg pille dem ned … – for jeg bor til leje”, siger hun. ”Hvis jeg dør?” griner jeg. Det bliver nok nogle andre, der piller solfangeren ned. Men der er alvor bag Jyttes grin.

Det er tragisk

”For 32 år siden sagde børnene: ’Er der en fremtid, når jeg bliver stor?’ Det er tragisk, at det nu er børnene, der skal stille de voksne til regnskab. Vi skulle have handlet meget før.” Jytte Abildstrøm er bange for at føle sig magtesløs og ked af det. Derfor holder hun stadig foredrag – og giver skideballer. Så sent som samme dag havde hun brugt en af sine gentagne vendinger: ”Du har vundet…” og den ældre dame spurgte, hvad hun havde vundet. ”En skideballe”. Fordi damen ikke brød sig om teglsten som solfangere, ”fordi røde tegl er pænere”. ”Skam dig”, sagde Jytte til hende.

Hun er kendt som et energibundt. Var teaterdirektør i Riddersalen i næsten 40 år. Undervejs fik hun bygget et økologisk inspirationshus i baggården til teateret, og det inspirerer endnu inde på Frederiksberg. Hun glæder sig i dag over, at der er andre børn, som hun selv, der får øjnene op for naturens sammenhæng med vores liv. Med ‘haver til maver’ er ringen sluttet til gården i Klippinge, når børn får adgang til skolehaver og viden om bæredygtighed.

Parti-fe for Alternativet

Hun kastede også sine årvågne øjne på Uffe Elbæk, allerede da han var kulturminister. Da han skabte Alternativet, blev hun deres ‘parti-fe’: ”De har kampen for miljøet øverst på dagsordenen. Det er det vigtigste!” Uffe Elbæk har i øvrigt besøgt hende i bofællesskabet.

Hun har et meget skeptisk forhold til kirkernes og skolernes indsats for miljøet: ”Jeg har boet hos mange præster, og det er da en skandale, at man ikke må sætte solfangere op på præstegårdene, kirkerne eller skolerne. De burde da være de første til at være holistiske.” Hun harcelerer også over turismen og det aftryk, både fly og krydstogtskibe sætter på verden.

Ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed

Jytte Abildstrøm har masser af slogans: ”Nu kan det kun gå fremad” fra H.C. Andersens eventyr ”Hørren”– lettere omskrevet. ”Klogskab skaber magt, og visdom krævet er ydmygt tjenersind”, siger hun og mindes en såkaldt lærd professor, der sagde, at ”giften først når ned til grundvandet om 80 år … og så er vi jo døde”.

Og Jytte fortsætter: ”Jeg kæmper for de kommende generationer.” Hun slutter med endnu et slogan: Der er tre ord, vi skal ændre: ”Forbrug, vækst og konkurrence” skal blive til ”ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed.” Hun og de unge er enige: ”Det vigtige er, at vi alle gør en indsats, som hjælper jord, luft, ild og vand. Til glæde for kommende slægter.”

Baptistiske og jødiske rødder

Og så en lille sidehistorie: Da Jytte Abildstrøm har budt velkommen, tager hun straks en bog fra hylden. Til min overraskelse er det ’Den blå’ – altså baptisternes historie. Hun har fået den af Bent Hylleberg, forklarer hun, og afslører, at hendes oldefar var en af de første baptister – eller rettere, han var ”en dygtig lægprædikant i Københavns Baptistmenighed” i slutningen af 1800-tallet, som der står i ’Et kirkesamfund bliver til’ (s. 87).

Jytte Abildstrøm har baptistiske aner. Hendes oldefar hed Hans Urban Hansen, som faktisk er afbilledet i ”Et kirkesamfund bliver til”.

Han hed Hans Urban Johansen (1851-1931) og var en driftig og ydmyg mand. Der er et billede af ham i historiebogen, hvor han sidder på ’Hammelvognen’: ”Omkring 1886 fremstillede han Danmarks første benzindrevne automobil. Han havde evner, der kunne have ført ham vidt i industrien, men han havde ingen ambitioner om meget andet end at forblive en god kristen. Han anskaffede sig i øvrigt aldrig selv en bil!”, står der i billedteksten. Han er også afbilledet på s. 201.

Bent Hylleberg fortæller, at Jytte var gæst i seniorkredsen i Tølløse i foråret, og virkelig i hopla. Hun vidste så faktisk ikke, at hendes oldefar var baptist, men det afslørede samtalen om den kreative forfar.

Og i løbet af samtalen med mig, fortæller hun så også, at hun faktisk er jøde: ”Min rigtige farfar hed Zabell og stammede fra Gystrow i Mecklenburg. Han var halvt jøde – så min mor var især nervøs under krigen. Men ingen opdagede noget, idet min farmor for længst var blevet gift Abildstrøm!”

Relateret

• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 28. sep. 2023 - Klimatosser i dømmeland
• 09. feb. 2023 - Forvalter af skaberværket

Find flere

Min opgivenhed handler selvfølgelig ikke kun om min egen komfort. Den kommer i lige så høj grad af, at vi i al den tid, jeg kan huske, har talt om klimaforandringerne, men alligevel er vi nået til et sted, hvor vi år efter år sætter rekord. I varme, i regn, i vind.

Gud har givet os jorden at herske over, men vi har misforstået, hvad det betyder. Vi har alt for længe tænkt, at det at herske over jorden, handlede om at underlægge den os, men vi burde herske over jorden mere, som Gud hersker over os. Hvis vi vil adlyde Guds bud til os om at herske over jorden, så må vi sørge for, at rækken af rekorder får en ende.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

I søndags blev jeg provokeret af en prædiken om splinten og bjælken (Luk 6, 37-42), hvor klimatosser blev hængt lidt ud for at være dømmende i forhold til andres adfærd; og dét i en ellers på mange måder frisindet tid.

Det var en sund provokation, selvom jeg tog mig selv i at rationalisere over de ting, som jeg selv gør og undgår, der efter egen mening giver mig mere splint end bjælke i øjet. Men jeg må alligevel modvilligt tage budskabet til mig.

Måske bør vi fokusere mere på det, som bliver os tildelt, end det som vi skal afgive som affald: Vores tid, vores penge? Bruger vi vores ressourcer fornuftigt, inden de er brugt op? Og er balancen mellem arbejde og fritid, som den bør være?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Jo, det burde være en selvfølge. Men som det var med ophævelsen af slaveriet, frigørelsen af kvinder, afskaffelsen af dødsstraf, synet på skilsmisse, afskaffelse af revselsesretten, homofili etc., så læser vi alle Bibelen og henter inspiration i kristendommen i lyset af de spørgsmål og forståelser, som i øvrigt er oppe i vores tid.

I kristendommen og for Jesus hænger Gud, menneske og natur uløseligt sammen. Som kirken gik forrest for at få ophævet fx slaveriet eller give kvinder valgret, sådan må den nu også gå forrest med økologiske tiltag i stort og småt for på den måde at være tro overfor sin rolle som forvalter af skaberværket.

Disse tanker er affødt af den megen medieomtale omkring PFAS-forurening.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Morten Lerstrup Hylleberg:

• Familiefar med hustru og tre børn og gør det selv entusiast
• har selvstændig virksomhed med formidling og iværksætteri
• en fortid som økologisk landmand og politibetjent
• halmhusbygger og lokalsamfundsaktivist!

For mange år siden sad jeg på en traktor med en sprøjte bagefter og sprøjtede Roundup på en græsmark, mens jeg lyttede til P1. En forsker og en Monsantomand (dem der sælger Roundup) drøftede, om aktivstoffet i Roundup glyphosat var til fare for jordkloden, herunder grundvandet. De var ikke enige, og min frygt var, at forskeren ville få ret i, at det ville blive et problem for grundvandet, mens mit håb var, at Monsantomanden ville få ret i, at vi nu endelig havde fundet et ’planteværnsmiddel’, som kunne bruges til at slå al den natur, vi ikke ønskede os, ihjel uden konsekvenser for jordkloden – og med store udbytter i landbruget til følge.

Jeg var i gang med min uddannelse til landmand og arbejdede derfor på forskellige gårde i Danmark og udlandet. Uanset, hvor jeg kom hen i verden, var sprøjtning af afgrøderne en helt central del af dyrkningsformen.  At opleve det skønne forår og sommer fra en traktor med lukkede vinduer med en giftsprøjte efter blev til sidst mere, end jeg kunne klare. Den agro-kemiske industri havde og har et fast greb om verdens fødevareproduktion, og jeg var lønslave i den pengemaskine.

At opleve det skønne forår og sommer fra en traktor med lukkede vinduer med en giftsprøjte efter blev til sidst mere, end jeg kunne klare

Jordkloden var forsøgskanin, og enhver tvivl – om de mange kemikalier, der blev hældt ud i naturen, var et problem for miljø og mennesker – kom industrien til gode i den hellige mammons navn! Det fik mig til at kigge efter andre måder at producere fødevarer på. Min søgen endte på den økologiske landbrugsskole, hvor jeg mødte nye tankesæt og måder at gribe både fødevareproduktion og tilværelsen i det hele taget an på.

Planetære grænser og natursyn

Det er over årene gået op for mig, at vi i den vestlige verden har et natursyn, der ikke respekterer skaberværket, men derimod driver rovdrift på det i vores stræben efter større materiel velstand og mere komfort. I den bedste mening er det lykkedes os at udvikle en økonomisk model, som er voldsomt effektiv til at skabe velstand og økonomisk fremgang, men som ikke har indtænkt skaberværket og planetens grænser som naturlige begrænsninger. Derfor har vi nu krydset mange af disse grænser, og skaberværket er ude af balance på en måde, der truer vores civilisation.

Derfor blev jeg nysgerrig på, hvordan jeg kunne gribe tilværelsen an, så jeg lever indenfor skaberværkets rammer – så godt jeg nu kan – og det vil jeg forsøge at beskrive.

Ånd eller materialisme

Mit udgangspunkt var at forsøge at frigøre mig fra det, som vores kultur og tradition i vesten byder os og forventer af os – nogen kalder det ’hverdagens centrifuge’. Vi uddanner os til en plads på arbejdsmarkedet, tager store lån for at få hus, bil, familie m.m. – og så bruger vi de næste 30 år på at betale det hele tilbage og nyder forhåbentlig livet imens. Pave Frans påpeger, at den livsstil ofte er forbundet med manglende åndelighed, og en sådan mangel opvejes i mange tilfælde af ’materiel trøst’ i form af et unødvendigt overforbrug.

CO2-lager som bolig

Derfor var det første trin at forsøge at komme til at leve uden at være bundet af gæld og dermed styret af at skulle skrabe et givet – og ofte stort – beløb sammen hver måned. Det forsøgte min hustru Hanne og jeg at indfri ved selv at bygge vores eget hus i natur- og genbrugsmaterialer som halm, ler, ålegræs, hør, træ, tækkerør af lokalt dyrket elefantgræs, gamle betonfliser og mursten, brugte stilladsplader, brugte vinduer og døre osv.

Mange af de materialer har brugt CO2 ved deres tilblivelse, og når de bliver en del af et hus, fungerer de som CO2-lager, indtil huset en dag genbruges og/eller komposteres. Når man benytter genbrugsmaterialer i stedet for at kassere dem, sparer det planeten for udledning af ny CO2 for at producere nye materialer. CO2-besparelsen ved fx at genbruge betonfliser og mursten er ret stor sammenlignet med at producere nye, for produktionen af nye materialer er ret CO2-krævende.

Desværre lykkedes det ikke udelukkende at benytte genbrugsmaterialer, så jeg vil ikke påstå, at vores hus slet ikke belaster kloden.

En væg bygget af halm – og dermed også isolereret – giver faktisk en CO2 -reduktion sammenlignet med fx rockwool, fordi halmen både skåner miljøet for CO2-udledning sammenlignet med produktion af rockwool og i sig selv er den et CO2-lager. Desværre lykkedes det ikke udelukkende at benytte genbrugsmaterialer, så jeg vil ikke påstå, at vores hus slet ikke belaster kloden, men det peger i en bæredygtig retning, og jeg glæder mig over, at biobaseret byggeri vinder frem, om end det går langsomt.

“Arkitekten” Hanne og Anton.

Huset er rart at bo i, og det har været lærerigt at bygge, men indimellem også en hård proces. Det tog tre år at få tag over hovedet og vand i hanen til en pris på ca. 350.000 kr. og tre årsværk. Det lykkedes også at gøre det uden at stifte gæld i finansverdenen, og den er jeg glad for ikke at bakke op om med månedlige rentebetalinger.

Spildevand

Vi håndterer selv vores spildevand i et pilefordampningsanlæg. Det er tilfredsstillende at trække ud i toilettet og vide, at mine næringsstoffer bliver sendt direkte ned til pilen, som gror lystigt. Vi fælder den om efteråret og bruger den til opvarmning af vores huse, til kompostmateriale og lignende. Det er et fint eksempel, på at vores ’affald’ bliver til en ressource, når det håndteres rigtigt – og på at en helt lokal løsning mindsker transport af store mængder næringsmættet vand og i samarbejde med naturen forvandler næringsstofferne til nye brugbare materialer.

Et fint eksempel er, at vores ’affald’ bliver til en ressource, når det håndteres rigtigt.

El og varme

Vores solceller svarede i mange år til vores forbrug, men det gør de ikke helt længere, og vores strømforsyning er en del af elnettet. Pt. er vi ekstra motiverede til at spare på strømmen, og vi gør os umage med at begrænse vores elforbrug ved at sætte timere på kontakterne, så der ikke er forbrug kl. 17-21, hvor transportprisen på el er ekstra høj. Derudover forsøger vi at forbruge el, når solen skinner, for da er vi selvforsynende.

Vi har masseovn i huset, men er også tilsluttet Egebjerg Nærvarme, der er et lille lokalt varmeværk baseret på afbrænding af lokalt produceret flis. Det har vi meget af i Odsherred, så det er indtil videre lykkedes at holde varmeprisen i ro.

Frihed eller forbrug

Langt hen ad vejen er der en snorlige sammenhæng mellem indtjening og forbrug: Jo flere penge jeg har mellem hænderne, jo flere bruger jeg. Det betyder, at jo ’rigere’ vi er på penge, jo mere forbruger vi. Meget af forbruget er ikke foreneligt med skaberværkets grænser, og derfor opstår de kriser, vi befinder os i.

Det betyder, at jo ’rigere’ vi er på penge, jo mere forbruger vi.

Derfor er det også gået op for mig, at det faktisk kan være en fin ting ikke at tjene så mange penge, og gældfriheden har i vores lille familie betydet, at vi gennem en del år har levet for ca. 250.000 kr. brutto om året. Det er tæt på fattigdomsgrænsen, inden den blev afskaffet. Det interessante er, at jeg faktisk ikke synes, at vi for alvor har manglet noget. Ikke noget vigtigt i hvert fald.

Vi er ydermere så heldige, at vi bor i et lille økosamfund, hvor der er legekammerater for både børn og voksne, og hvor vi har lidt jord at gøre godt med. Og her kommer så andet trin.

Tilbygningen, værelser til børnene, 2020. Strå som klimaskærm.

Jordens gaver

For mig giver det mening at dyrke jorden omkring mig på en måde, så jordens frugtbarhed og artsrigdom bevares, samtidig med at jeg producerer fødevarer. De sammenhænge ser jeg ikke bliver bevaret i det landbrug, vi kender i dag. Derfor forsøger jeg at dyrke den jord, jeg har adgang til, efter permakultur- og skovhave-principper. Den produktionsform modvirker klimaforandringerne ved at lagre kulstof, samtidig med at den er robust overfor tørke og skybrud. Gjort rigtigt kan metoderne producere mere mad pr. arealenhed eller pr. energienhed end vores traditionelle fødevareproduktion.

Jeg forsøger at dyrke den jord, jeg har adgang til, efter permakultur- og skovhave-principper.

Permakultur kræver dog flere hænder, men for mig er det kun et gode at have mulighed for at gå i haven og passe og pleje buske, træer, bier, grønsagsbede m.m., og samtidig få vedligeholdt min jordforbindelse, få frisk luft og motion – alt imens maden gror rundt om mig. Og det i et omfang, så jeg i perioder af året dårligt kan nå at høste al den mad, der vælter op af jorden. Med til permakultur hører også dyrehold, men altid tilpasset i antal og på en måde så dyrene har flere funktioner i produktionen end blot at skulle spises.

Flerårige grønsager er også en væsentlig del af permakultur, og selv på friland sætter nogle grønsager blade til salat m.m. allerede i det helt tidlige forår, fordi de har overvintret i haven med fuldt udvokset rodnet, så de begynder at gro, så snart der kommer lys og lidt varme.

Vand

For at kunne sikre en fødevareproduktion i haven er vand en væsentlig og til tider uregerlig størrelse. Indimellem regner det slet ikke, og andre gange styrter det ned, og ingen af delene er særlig ideel for planterne. Derfor er en vandreserve vigtig, og her har jeg gravet en vandtank på godt 16 m3 ned i jorden. Jeg samler regnvand fra taget og bruger det pt. til toiletskyl, som faktisk er knap ¼ af en husstands vandforbrug! Når jeg får mere styr på farven i vandet (jeg har græstag), er planen at bruge det til vaskemaskine og måske opvaskemaskine. Derudover har jeg med vandtanken sikret en fornuftig mængde vand til brug i have og drivhus.

Besparelser

Drivhuset bygger jeg lige om lidt, og dermed bliver der skabt vækstbetingelser, som ellers kun findes mange km sydpå. Det betyder, at sæsonen for hjemmedyrket mad udvides. Det er også planen at lave en biomile i drivhuset hver vinter. Ved at kompostere lokal biomasse kan vi så producere varme om vinteren og kompost til brug for den kommende vækstsæson. Produktion af egen mad mindsker mængden af transport og emballage, og råvarerne er helt friske.

Jeg minder ofte mig selv om, at de nemmeste reduktioner er dem, vi undlader at skabe, og derfor er besparelser på alt fra emballage til streaming værd at være opmærksom på.

Sidste station for maden er, at vi spiser den. Vi spiser lidt af hvert og forsøger at handle så lokalt som muligt, når vi ikke henter maden i haven. Derudover begrænser vi mængden af kød uden dog at være hverken vegetarer eller veganere, selv om jeg har stor sympati for begge dele. Faktisk har jeg ofte oplevet, at både vegetarisk og vegansk mad smager virkelig lækkert, når det har været i hænderne på en kyndig kok som min hustru Hanne.

Madrester, vi ikke selv kan bruge, får ænderne og hønsene i haven æren af at konvertere til dejlige æg, gødning og kød.

Ressourcekredsløb

I ’Fri & Fro’[1] har vi fællesspisning 1-3 gange om ugen, og det er også en rigtig fin måde at mindske madspild og energiforbrug på, samtidig med at vi dyrker fællesskabet. Madrester, vi ikke selv kan bruge, får ænderne og hønsene i haven æren af at konvertere til dejlige æg, gødning og kød. Et glimrende eksempel på et cirkulært ressourcekredsløb.

Værd at læse:

• theol. Ole Jensen: ’I vækstens Vold’ og ’På kant med klodens klima – behovet for et ændret natursyn’
• Pave Frans: ’Laudato Si – lovet være Du’
• Mira Illeris og Esben Schult: ’Permakultur’ – især side 34
• Karoline Nolsø Aaen & Tycho Holcomb: ’Permakulturhaven – om flerårige grønsager, skovhaver og gravefri dyrkning til selvforsyning og en levende fremtid’

Genbrug

Når man har fået styr på de basale behov som ly, læ og mad, kan man bevæge sig videre til det tredje trin, som for mig handler om det forbrug, jeg i øvrigt har. Det er tøj, transportmidler, ferier, legetøj, digitale dimsedutter osv. Så længe vi lever i et overflodssamfund, kan de ting ofte skaffes både brugt og billigt. Det giver mening for mig at købe brugt, fordi det sparer jordkloden for en del CO2-udledning, når ting bruges helt op.

Vi går altovervejende i genbrugstøj, køber brugte cykler, biler, mobiltelefoner osv. Heldigvis er bevidstheden om at bruge ting helt op stigende, og dermed er udbuddet af genbrugsting stort og nemt at finde i både fysiske og digitale butikker. Jeg har ofte haft held med at efterlyse ting, jeg skulle bruge, på vores lokale facebookgruppe. Indenfor få timer og i cykelafstand har jeg skaffet de dimser, jeg skulle bruge, og undgået at købe nyt.

Hvad ferier angår, prioriterer vi at undgå flyvning så vidt muligt, og der er overraskende mange skønne steder i Danmark, når man begynder at lede efter dem. Hvis vi tager udenlands, forsøger vi at planlægge, så vi er væk i mindst to uger og gerne længere.

Tanke og ord skaber handling

Al form for tiltrængt forandring begynder i det enkelte menneskes sind. Vi tænker tanker og drager slutninger ud fra dem, og det bliver herefter til vores handlinger. Derfor er det helt afgørende, hvordan vi tænker. Det bedste bud på at tænke bæredygtighed er følgende:

En given handling er bæredygtig, hvis du kan gentage den igen og igen og igen generation efter generation, uden at handlingen fratager kommende generationer samme muligheder. Den definition af bæredygtighed er til at huske, og den forsøger jeg at filtrere min gøren og laden igennem for at tjekke, om jeg er på rette vej.

Et andet filter er hele tiden at tænke det ’affald’, vi står med ét sted som en ressource et andet sted. Altså en cirkulær tankegang, hvor en given ting, som er output et sted, bliver anvendt som input et nyt sted og dermed bevarer sin værdi. Fx vil det hus, vi bor i, være nemt at pille fra hinanden, når den dag kommer. Mange af materialerne kan genbruges direkte i et andet byggeri. Andre materialer kan komposteres og blive til næring for ny vækst af fx byggematerialer, mad eller lignende.

Problemet er løsningen

Et sidste filter er ideen om, at problemet ofte er løsningen. Hvis du tænker det problem, du står overfor, som en del af løsningen, vil du ofte se muligheder, du måske ikke lige så ved første øjekast. Vi har fx i flere vintre haft mere og mere blankt vand i haven. Problemet var jo ikke vandet, men håndteringen af det. Endelig fik jeg gravet omtalte vandtank ned og ledt tagvandet hen til den, og nu er problemet blevet til en ressource, som bl.a. nedsætter vores grundvandsforbrug, mindsker tilkalkning af toilettet og sikrer os et vandlager, som vi kan tappe fra, når behovet opstår.

Afslutningsvis oplever jeg det som en spændende øvelse at arbejde med mine nære omgivelser og få mest muligt ud af dem med mindst muligt input, bortset fra min egen passion og skabertrang.

[1] ’Fri og Fro’: økologisk andelsforening bestående af 16 familier. Se https://sites.google.com/site/friunderhimlen/

Relateret

• 20. feb. 2025 - Oversvømmelser i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 16. maj. 2024 - Det dufter lysegrønt af græs
• 28. sep. 2023 - Klimatosser i dømmeland

Find flere

Steen Jep Emming:

• ’deltidsudsendt’ til Burundi fra 2021-2022 og arbejdede kvart tid i DESITEK.
• arbejder som drift- og økonomidirektør i DESITEK A/S
• siden 2007 hjulpet med vandprojekter i Burundi
• maskiningeniør fra Odense Teknikum
• 2½ år på værkstedet i Musema, Burundi, sammen med Erna og Ole Emming
• 1.-9. klasse på Odense Friskole, 10. klasse på Missionærbørneskolen i Nyantanga, Rwanda

Burundi har fire årstider – to regntider og to tørtider – og det er altafgørende, at markerne på højene bliver tilsået samtidig med, at regntiden starter, og at regnen derefter kommer i passende mængder. Burundi er på størrelse med Jylland, og befolkningen dyrker de fleste fødevarer selv. En tørke som dem, man har set i Etiopien og andre steder, vil være katastrofal for landets 12 millioner indbyggere og øjeblikkelig skabe en fødevarekrise.

Regnen er essentiel

Den livsvigtige regn dannes blandt andet ved fordampning fra urskoven, der oprindeligt strakte sig fra Rusizisletten nord for Tanganyikasøen op til vulkanerne mellem Congo og Rwanda. En del af urskoven blev på et tidspunkt ryddet for at skabe landbrugsjord, men det standsede man for 40-50 år siden, og resten er nu fredet og udlagt som nationalparker.

Større klimaforandringer, som vi ser på vores breddegrader med højere temperaturer og hyppigere voldsomme vejrfænomener, oplever vi ikke i Burundi. Regnmønstret og temperaturerne er stort set uforandrede i forhold til det, jeg husker fra 1980’erne. Dog er vandet i Tanganyikasøen steget næsten en meter over normalen de seneste år. Det er dog set før. I 1964 var vandstanden faktisk højere end nu. Til gengæld var vandstanden en meter under normalen, da vi besøgte Burundi i 2007. Så der er variation i regnmængderne over årene i nogle af de områder, som Tanganyikasøen afvander i Burundi, Tanzania, Congo og Zambia.

Den livsvigtige regn dannes blandt andet ved fordampning fra urskoven.

Tanganyika-søen er vokset.

Stigende vandstand

Den stigende vandstand er et stort problem for de mange mennesker, der har bosat sig tæt på søen de senere år. Byområder og marker oversvømmes, og søens dyr – flodheste, krokodiller og slanger – kommer pludselig meget tæt på beboelserne. Her ønsker man, at regeringen bygger diger, der kan beskytte mod den stigende sø og de svulmende floder. Men Burundi er et af verdens fattigste lande, så det er der ikke plads til i statsbudgettet, og derfor må folk i de berørte områder enten flytte eller selv tage affære.

Manglende regn

Men hvor for meget vand er et problem ét sted, kan manglende regn være det et andet sted. I de østlige egne, hvor landet flader ud mod Tanzanias savannelandskab, er regnen mere ustabil. Men da Burundis befolkningstal er fordoblet på 30 år, er man nødt til at bosætte sig og dyrke jorden i de mere ugunstige egne.

Burundis befolkningstal er fordoblet på 30 år, så man er nødt til at bosætte sig og dyrke jorden i de mere ugunstige egne.

Klimadebat og -aftryk

Klimadebatten fylder ikke meget i Burundi. Med næsten 1.000 km til nærmeste ocean og en laveste højde på 773 meter over havet er en stigning på en meter i verdenshavene ikke en direkte trussel. Landets klimaaftryk er begrænset, for el-forsyningen kommer fra vandkraft, og der er ingen boligopvarmning. CO2-udledningen kommer fra bilerne i det omfang, man kan skaffe diesel og benzin til dem, så en reduktion af et i forvejen meget lille klimaaftryk er ikke på dagsordenen.

Burundi har andre problemer

Brændebesparende ildsteder.

Til gengæld kæmper Burundi med fødevaresikkerhed, økonomi og befolkningstilvækst, og befolkningstilvæksten er måske det vigtigste at tage fat på. Vores samarbejdskirke – UEBB – har familieplanlægning med i de undervisningsprojekter, de gennemfører i landområderne, og selvom emnet traditionelt ikke er noget, man taler om, kan flere og flere se nødvendigheden af, at befolkningen ikke bliver ved med at vokse, som den har gjort hidtil.

Vi ser også brændebesparende initiativer. Det meste madlavning sker på bål, så man laver ’ildsteder’ i ler eller stål, der koncentrerer varmen fra bålet op imod gryden, så den ikke spildes på omgivelserne, for selv om træerne vokser hurtigt, kniber det ofte med at skaffe brænde.

Relateret

• 30. okt. 2025 - Åndelig udrustning
• 20. feb. 2025 - Oversvømmelser i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 07. jan. 2024 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse

Find flere

Klimakrisen får nogle progressive regeringer til at investere i bæredygtig økonomi. De forbyder brug af naturressourcer, der ikke kan fornys og reducerer – eller i bedste fald stopper – forurening af atmosfæren. Det ser ud til at være en uskyldig måde at sikre økonomisk vækst på. Men resultatet er stadigt voksende brutal produktion og forbrug. Det er ironisk, at vi skal løse problemerne med global forurening, tab af biodiversitet og voksende klimaforandringer, mens den grundlæggende bekymring for de fleste regeringer er økonomisk vækst eller mangel på samme.

Skabelsen som instrument

En del af problemet er faktisk det teologiske syn på naturen, som er udviklet i de protestantiske lande siden industrialiseringen. Vi har fået et instrumentalt syn på skaberværket. Vi mener, at skaberværkets primære funktion er at sikre en evig forbedring af menneskers velfærd. Det er en tilgang, der er centreret omkring mennesket, som om alt på vores planet skal opfylde vores behov.

Det er sandt, at der ikke ville været noget menneskeligt liv på jorden uden frugtbar jord, rent vand og passende vejrforhold. Men det betyder ikke, at menneskets behov er den eneste grund til, at der eksisterer et ikke-menneskeligt skaberværk.

Naturen har værdi i sig selv

Ifølge Bibelen har naturen en værdi i sig selv. Faktisk har Gud forudsat en orden, som er til gavn for både mennesker og resten af skaberværket; sabbatsreglerne sikrer hvile for både mennesker og planeten. Der står også i Bibelen, at skaberværket har et guddommeligt fællesskab med Skaberen. Skaberværket tilbeder Gud.[1] Og den nytestamentlige menighed tvivler ikke på, at Guds hensigt er både at frelse mennesker og hele den skabte orden: ”Ske din vilje, som i himlen således også på jorden”[2].

Guds hensigt er både at frelse mennesker og hele den skabte orden.

Men denne basale relation mellem Gud som Skaber og det ikke-menneskelige skaberværk er blevet overskygget af en forståelse, der adskiller krop og sind, det materielle og det åndelige. Dermed blev alt ikke-menneskeligt passivt underlagt mennesket. Det betyder, at vi har adskilt skaberværket fra frelsen, og vi begrænser dermed Guds handlinger til udelukkende at være åndelige.

Gud handler i det fysiske

Men Gud handler igennem de fysiske elementer. Eksempelvis vand, brød og vin – i dåb og nadver. I vores estiske frikirketradition anses dåben ganske vist som en symbolsk handling. Men vi anerkender, at vand bringer liv. Alt liv på jorden er afhængig af vand. Vand kan imidlertid også medføre lidelse; sømænd dør på havet, og landsbyer bliver skyllet væk.

I Det Gamle Testamente har vandet dog også en frelsende funktion, da jøderne krydser Det Røde Hav og senere Jordan. I den kristne dåb bringer vandet et ekko af denne historie. Skabelse og frelse bliver bundet sammen. Teologen Paul Tillich skriver: ”Hvis naturen mister sin kraft, bliver sakramenterne vilkårlige og ubetydelige.”[3] Derfor er der behov for, at naturen, Guds skaberværk, igen skal forstås som helligt.

Spørgsmålet er, om vand kun har en hellig betydning, når det bliver brugt til en dåb.

Vand som helligt

Spørgsmålet er, om vand kun har en hellig betydning, når det bliver brugt til en dåb. Kan vand ikke også i andre situationer være rensende og livgivende, som et forvandlende møde med en allestedsnærværende Gud? Fx i et glas vand til en tørstende?

Vi har brug for at se på naturen og skaberværket som hellig og som et mysterium. Når det sker, vil det vække respekt, ærefrygt og beundring. Vi vil opleve naturen, alt skabt, som noget, der tilhører Gud, og så vil fokus flytte sig fra skaberværket til Skaberen, kilden til alt liv.

Helle Liht:

• teolog, fra Estland, vicegeneralsekretær i European Baptist Federation, underviser på det estiske Free Church Theological Seminary, formand for BWA’s udvalg ”Creation Care”
• Artiklen bygger på en udgivelse i Journal of European Baptist Studies: ”Beyond Instrumentalism and Mere Symbolism, Nature as Sacramental”

Vi elsker skaberværket

I den estiske frikirke har vi længe haft en opfattelse af skaberværket som ’faldet’. Det mindsker skaberværkets værdi, og dermed mister skaberværket sin kraft til at være et tegn på Guds nåde.

Opfattelsen er, at jorden er forandret, siden Gud erklærede, at alt var såre godt. Dermed skiftede Guds herredømme over til Satans hånd. Hele jorden blev ramt af faldet og menneskelig synd, og det ’sande’ kristne fællesskab finder sin identitet i at skulle frelses fra denne lidende verden.

Heldigvis bliver Guds skaberværk mere og mere erfaret som god og smuk også her i Estland. I juni 2020 skrev de estiske baptister under på en fælleskirkelig resolution ’Vi elsker skaberværket’. Den bekræfter det gode i skaberværket, kalder på omvendelse fra destruktive vaner og inviterer til refleksion og bæredygtige handlinger i kirkerne.

Vi ser den fysiske verden som hellig og et sted at møde en frelsende og handlende Gud.

Gud er til stede

Et teologisk skifte er nødvendigt, så vi ser den fysiske verden som hellig og et sted at møde en frelsende og handlende Gud. Vi skal væk fra vores arrogante levevis og få øje på, at Gud er til stede i sit skaberværk – såvel i det, vi ikke kan forklare, såvel som det, vi kan. Det er et sakramentalt syn på skaberværket, som inviterer mennesket til at acceptere en mere ydmyg plads i skaberværkets fællesskab.

[1] Salme 19 og 104

[2] Matthæusevangeliet kap. 6, vers 10

[3] Paul Tillich, The Protestant Era, s. 112

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug

Find flere

De tidlige missionærer fortalte, at man ’i gamle dage’ kunne stille uret efter regntiderne. Det er nok en sandhed med modifikationer. Sol og regn har altid været ustabile, men det er taget til de senere år. De fattige bønder, der i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og skaffe mad nok til familierne, oplever hyppigere, at der enten er for lidt regn eller for meget. Og begge dele er skidt. En familie kan godt klare sig uden at sulte et normalt år, hvor der kommer tilpas med regn og sol. Én fejlslagen eller reduceret høst kan derimod have store konsekvenser for familierne.

En familie kan godt klare sig uden at sulte et normalt år, hvor der kommer tilpas med regn og sol.

Den mere naturlige forklaring skal ses i lyset af blandt andet globale temperaturstigninger og afskovning. Tidligere var store dele af det bjergrige Burundi og nabolandene dækket af regnskov, og landbrugsjorden var relativ frugtbar. Derfor anså man også Burundi (og Rwanda) som Østafrikas spisekammer. I takt med landets eksplosive befolkningstilvækst er behovet for landbrugsjord steget. Ved selvstændigheden i 1962 var der under to millioner indbyggere i landet. Nu er der cirka 13 millioner! Det giver unægtelig et større pres på landbrugsjord. Så problemerne står med andre ord i kø: Klimaforandringer, udpint landbrugsjord og stor befolkningstilvækst.

I Rubura gør vi noget ved det

Rubura har i mange år været et ’kraftcenter’ for udvikling. Her er bl.a. en stor og levende menighed, skoler, arbejde blandt batwa og et landbrugsprojekt på præsteskolen. Her er også fortsat uudnyttet landbrugsjord. Her forbereder vi i samarbejde med Baptistkirken i Burundi et træplantningsprojekt eller rettere et skovlandbrugsprojekt. På baggrund af en lokal analyse plantes marker og skråninger til med en kombination af afgrøder og træarter, der supplerer hinanden. På skråningerne graves render, der holder på vandet. Træerne kan bl.a. give skygge til afgrøderne og stoppe erosion, der i et bjergrigt område er et stort problem ved kraftigt regnvejr.

Der plantes forskellige typer træer

Nogle er skyggetræer, og andre er frugttræer, der bidrager til fødevaresikkerheden.

Nogle er skyggetræer, og andre er frugttræer, der bidrager til fødevaresikkerheden. Metoden er også med til at forebygge, at jorden bliver udpint, da kombinationen af forskellige træer og afgrøder bidrager til at højne jordens kvalitet. De traditionelle dyrkningsmetoder har en tendens til at udpine jorden med faldende udbytte til følge. Der etableres også en lille planteskole, så de lokale med tiden kan få træer, de kan plante på skråningerne, så de også kan holde på regnvandet.

Projektet er et lille bidrag til at dæmme op for klimaforandringer, forbedre fødevaresituationen og dermed gøre familierne mere robuste. Samtidig er projektet også med til at udvikle lokalsamfundet, da aktiviteterne kommer lokalbefolkningen til gode, og det er en demonstrationsmark for de mange landbrugsaktiviteter, vi er involveret i i Burundi.

Årets julegaver

De seneste år har vi solgt julegaver til fordel for vores arbejde i Burundi. Der har været mulighed for at købe en gave, der kom en familie i Burundi til gode. Det fortsætter vi med i år, da mange familier har nydt godt af det. Gaverne er givet til folk, vi i forvejen har kontakt til, fx gennem batwa-projektet eller menighedernes udadvendte aktiviteter. På den måde bliver det billigere at organisere tingene, da vi allerede har folk i felten.

I år bliver der mulighed for at gøre en forskel for fattige familier i Burundi ved at købe 1 myggenet til 50 kr., 5 kyllinger til 250 kr., 10 træer til 300 kr., 1 gris til 450 kr., 25 træer til 750 kr. eller et hus til 5.000 kr. Se mere om mulighederne og fremgangsmåden på http://www.baptistkirken.dk/gaver

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere

Det bliver varmere, der bliver både mere tørke og mere nedbør. Og, konkluderer man: Det er i altoverskyggende grad vores egen, altså menneskehedens, skyld.

Jeg er på ingen måder klimaklog. Og kan slet slet ikke argumentere fornuftigt hverken for eller imod. Men som spejder slog en tanke alligevel ned i mig – og her er det, at jeg gerne vil genbruge Baden Powells berømte, om end måske lidt slidte, afskedscitat:

At vi skal forsøge at efterlade kloden en smule bedre, end vi modtog den.

Det er vel trods alt det mindste, vi kan gøre.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere