”Hvem er iklædt sort i dag?” Sådan lød spørgsmålet, da vi netop havde sat os i møderummet i Kirkens hus i Oslo, hvor dette års møde i Nordic Faith & Order skulle til at finde sted. Det viste sig at være ”Thursdays in Black”, så var man klædt i sort, måtte man stille op til fællesfoto for i dagens anledning at protestere mod kønsrelateret vold og overgreb.

Konceptet stammer fra Kirkernes Verdensråd, men det har vist ikke rigtigt slået igennem herhjemme. At vi i Danmark kun i ringe grad interesserer os for, hvad der i det hele taget kommer fra den økumeniske bevægelse, kom til udtryk ved, at vi i år kun var to repræsentanter til mødet i Nordic Faith & Order.
Svenskerne og nordmændene var til gengæld stærkt repræsenterede med over 10 deltagere hver. Ud over de lutherske var der både katolikker, ortodokse, kvækere, baptister og metodister.

Kristi kærlighed fører verden til forsoning

Blandt de faste deltagere ved møderne i Nordic Faith & Order er brasilianske Odair Pedrose Mateus, der er formand for Faith & Order. Odair fortalte om arbejdet med at organisere det kommende møde i Kirkernes Verdensråd i Karlsruhe i 2021, hvor flere tusinde forventes at deltage. Temaet for mødet bliver, hvordan Kristi kærlighed kan føre verden til forsoning. Der er et ”urgent need for a counter cultural way of being Christian”[1], understregede Odair.

Efter dagens møde stod den på tapas og danskvand hos Oslos biskop, Kari Veiteberg, der fortalte om arbejdet med hjemløse i Oslo, der af mange opleves som en lukket og uvenlig by. Netop forsvaret for de marginaliserede, svage og underprivilegerede står i centrum for det økumeniske arbejde.

Populisme?

For tiden diskuteres det i den økumeniske bevægelse, hvad man skal stille op med politisk polarisering, ”populisme” og nationalisme. De liberale principper tages som en selvfølge i den økumeniske bevægelse. De, der ønsker at begrænse indvandring, er til gengæld allierede med ”mørke, onde kræfter”, hvis jeg forstod en oplægsholder ret. Lidt tilsvarende, at nogle stadig benægter klimaforandringerne, benægtes det i dele af den økumeniske bevægelse, at der overhovedet kan være negative følger af indvandringen.

Dog blev der på mødet lagt vægt på, at vi er nødt til at lytte til dem, der udtrykker indvandringskritiske synspunkter, for vi må jo erkende, at der også blandt kirkernes menige medlemmer er en frygt for konsekvenserne af indvandringen. Men det blev hurtigt klart, at det netop var “frygten”, vi skulle forholde os til, snarere end politiske argumenter. Det var simpelthen en sag for psykologer at finde ud af årsagen til frygten, hørte vi.

Jeg tror imidlertid, at der skal mere til. Hvis vi vil undgå polarisering, er det nødvendigt med en ligeværdig samtale, hvor vi faktisk lytter til hinandens argumenter i stedet for at afskrive nogle som ”populister”.

Har den økumeniske bevægelse en fremtid?

Den manglende evne til at forholde sig til politiske synspunkter, som ikke er på linje med de liberale principper, der gælder i den økumeniske bevægelse, rejser spørgsmålet, om den økumeniske bevægelse har en fremtid, når den er så ude af trit med den politiske virkelighed?

Problemet er måske, at den økumeniske bevægelse har sejret sig ihjel. Igennem det tyvende århundrede har man gang på gang oplevet at stå på den rette side mod fx nazisme, racisme og apartheid. Men gør dét, at man nu tager det som en selvfølge, at man har ret, mens de andre tager fejl, kunne man spørge?

Kristus i centrum

Der er ingen tvivl om, at de gode intentioner er funderet i en oprigtig kristentro. Det blev tydeligt ved de andagter og bønner, der som en selvfølge rammede dagene ind. Kristus er den røde tråd, og derfor er den økumeniske bevægelse for mig at se stadig relevant.

Det blev flere gange fremhævet, hvor vigtigt det er at stå sammen om at forkynde Kristus i en vesteuropæisk virkelighed, der bliver stadig mere sekulariseret. Her er kirkernes enhed om fx nadveren måske ikke så afgørende, som den har været.

Vi er gået fra det, som en deltager kaldte en tilstand af kristen splittelse til kristen ”bio-diversitet”. Mange oplever ikke længere mangfoldigheden af kirkesamfund som et problem. Spørgsmålet bliver så, hvad det overhovedet er for en enhed, kirkerne skal efterstræbe?

For mig at se er der stadig brug for den økumeniske bevægelse, for vi er nødt til at mødes og lære af hinanden på tværs af kirkesamfundene. Kun på den måde kan vi hver især reflektere over, hvad det vil sige at forkynde evangeliet i dag.

[1] ”Der er et påtrængende behov for en mod-kulturel måde at være kristen på.”

Relateret

• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning
• 25. mar. 2025 - Repræsentanter fra et bredt kirkelandskab udgør lokalledelsen ved dette års Himmelske Dage
• 07. nov. 2024 - Tværkirkeligt samarbejde
• 13. okt. 2024 - ”Vi tæller i millioner nu…”

Find flere

Faith and Order (”Tro og Kirkeforfatning”) eller mere præcist Faith and Order Commission (”Kommissionen for tro og kirkeforfatning”), er en gren af Kirkernes Verdensråd. Kommissionen arbejder med både teoretiske og praktiske spørgsmål om kirkens indretning og dens rolle som profetisk vidne i verden.

Temaet for mødet var moralsk stillingtagen samt dåbssyn. Vi diskuterede papiret ”Moral Discernment in the Churches” (”Moralsk refleksion i kirkerne”), som blev udsendt i 2013. Papiret er formuleret i kølvandet på den erkendelse, at moralske spørgsmål i dag har en tendens til at virke mere splittende i en økumenisk sammenhæng, end de før har gjort.

Vi er derfor nødt til at reflektere over, hvad det er for nogle ressourcer vi gør brug af, når vi diskuterer moralske spørgsmål. Hvorfor vi har så forskellige meninger om centrale spørgsmål, når vi nu – tilsyneladende – har det samme udgangspunkt? Det handler blandt andet om, hvilken rolle vi tillægger skriften, fornuft, tradition, kirkelige autoriteter, videnskab, kultur, og så videre.

Hvad med den barmhjertige samaritaner?

Fra dansk hold bemærkede Mogens Mogensen, at der burde lægges større vægt på at tænke moralske spørgsmål i forlængelse af kirkens historie (se her). Gud er en Gud, der inkarnerer sig og har en historie med mennesker, og derfor kan kirken ikke låse sig fast i ahistoriske sandheder. Vi bør lære af kirkens historiske diversitet, når vi i dag reflekterer over moralske spørgsmål.

Jeg bemærkede, at papiret, trods forsøg på at favne bredt, indeholdt nogle meget stærke påstande om fornuftens rolle. Blandt andet hævdes det, at ”alle kirker anerkender, at fornuften er central for moralsk stillingtagen”. Men særligt i en dansk sammenhæng findes en tradition for at læse fx lignelsen om den barmhjertige samaritaner som en pointe om det modsatte.

Samaritaneren giver sig ikke til at spekulere over moralske principper, han skynder sig ikke til Jerusalem for at deltage i et økumenisk møde, eller for at få det store råd til at sende delegationer ud for at hente folk op af grøfter – i stedet føler han medlidenhed med den nødstedte og hjælper ham, tilsyneladende uden større moralsk refleksion.

Der er selvfølgelig andre måder at forstå lignelsen på, men det bør dog stå klart, at der findes kirkelige traditioner, der anser moralske beslutninger for ofte at være noget intuitivt og spontant snarere end fornuftbaseret.

Den økumeniske bevægelses fremtid

På andendagen var det økumeniens fremtid samt dåbssynet, der var på dagsordenen. Odair Pedroso Mateus, formand for Faith and Order, talte kort om forholdet mellem den økumeniske bevægelse og den globale evangelikale og pentekostale bevægelse.

Mateus’ pointe var, at den økumeniske bevægelse var et produkt af reformationens syn på kirke og teologisk metode, mens evangelikalismen og pentekostalismen i højere grad overskrider de oprindelige kirkeskel i kraft af et helt andet syn på kirke og tro.

Vi er ved at tabe til efterkommerne af den radikale reformation, bemærkede Mateus med et glimt i øjet, og tilføjede, at han til et møde i Evangelisk Alliance havde påpeget, at det var den økumeniske bevægelse, der var de konservative, mens de evangelikale med deres individualisme var de egentligt moderne.

Hvordan ser danskerne på dåben?

Karen Marie Leth-Nissen fra Københavns Universitet præsenterede sit ph.d.-studie om danskernes opfattelse af dåben. Der var tale om et religionsociologisk studium af danskernes begrundelser for at døbe hhv. ikke døbe deres børn i folkekirken.

Kirken får ikke noget ud af at brande sig som modkultur, forklarede foredragsholderen, så når dens medlemmer ikke taler om Kristus i forbindelse med dåben, bør kirken heller ikke. Så vidt jeg forstod var pointen, at kirken skal tilpasse sig kulturen. Hvad det skulle gavne stod ikke helt klart i første omgang. Først senere fremgik det, at pointen var, at hvis kirken ville ”sælge” sit produkt, måtte den tilpasse sig ”markedet”.

Denne tilgang mødte hovedrysten fra flere af mødets deltagere. Fra Sverige blev der peget på, at mange i Svenska Kyrkan har erkendt, at man ikke kan opfatte sig som kulturkirke med et medlemstal på kun 50% af befolkningen. Hvis man mister medlemmer ved at tale kulturen imod, må det være sådan. Det handler ikke om at være populær, men om at være tro mod sin Herre.

Næste møde i nordisk Faith and Order

Vi blev enige om, at næste møde skulle handle om det teologiske håbs rolle i en verden præget af omskiftelighed, usikkerhed og konflikt – gerne med et eskatologisk perspektiv på ”gudsriget”. Jeg bemærkede, at vi har et ansvar for at formulere et gangbart alternativ til de udbredte populære forestillinger om verdens ende, som i mange tilfælde er ude af trit med klassisk, økumenisk teologi.

Se også Er kirken en moralsk autoritet? (på baptistteologi.dk)

Relateret

• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning
• 25. mar. 2025 - Repræsentanter fra et bredt kirkelandskab udgør lokalledelsen ved dette års Himmelske Dage
• 07. nov. 2024 - Tværkirkeligt samarbejde
• 13. okt. 2024 - ”Vi tæller i millioner nu…”

Find flere