Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Ole Lundegaard

• BaptistKirkens repræsentant i Kirkernes Verdensråd
• præst i Korskirkens Baptistmenighed i Herlev
• indtil 2004 underviser på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 begyndte en periode med selvransagelse blandt verdens nationer. Krigen havde afsløret, hvor farligt det er at lade had og nationalisme vokse uhindret. Verden havde brug for et forum, hvor folk og grupper kunne mødes med deres forskelligheder, men i respekt for hinanden og i et ønske om at søge ikke-voldelige løsninger på konflikter. På den baggrund blev FN grundlagt i oktober 1945 af 51 lande, heriblandt Danmark.

I en splittet verden må kirker forsone

Krigen førte også til selvransagelse blandt verdens kirker. Der havde allerede tidligere i 1900-tallet været gjort forsøg på at skabe et forum for verdens kirker på tværs af kirkeskel. Men efter krigen stod det klart, at verdens kirker måtte melde klart ud, at kristne kirker – uanset hvad de kalder sig – søger enhed med hinanden og ønsker at arbejde for forsoning i verden. På den baggrund blev Kirkernes Verdensråd (KV) stiftet i Amsterdam i 1948, og Det Danske Baptistsamfund var med blandt stifterne.

Samtale og fælles handling

Man gik i gang med flere processer samtidig. Den ene var at skabe et forum, hvor kirker kunne diskutere deres forskelle i synet på fx dåb og nadver, præstetjeneste, gudstjeneste osv. Det forum eksisterer fortsat, og selvom der stadig er store forskelle i kirkernes syn, er der dog her et forum, hvor man søger at forstå og acceptere hinanden og om muligt nå til større enhed.

En anden proces handlede om at søge enhed ved at fejre gudstjeneste sammen. Siden er økumeniske gudstjenester, hvor kristne fra forskellige kirker lovsynger Gud og lytter til Guds ord sammen, blevet en ganske naturlig del af kirkernes praksis. Det sker på en meget bevægende måde, når de store konferencer med alle medlemslande og kirker finder sted – senest i 2022 i Karlsruhe i Tyskland – men først og fremmest sker det lokalt rundt omkring i verden.

Et tredje fokus har været at pege på kirkens rolle som en surdej i de samfund, vi er en del af. Det handler om mission, menneskerettigheder og socialt arbejde.

I dag betyder KV mest for dem i verden, der har det sværest.

Fællesskabet vokser

På nuværende tidspunkt er godt 350 kirkesamfund medlemmer af KV, og tallet stiger. Det er ikke mindst kirker på den sydlige halvkugle og fra verdens fattige og konfliktfyldte lande, der ønsker at være del af fællesskabet. Det hænger måske sammen med – og forstærkes af – at KV igennem de seneste ca. 20 år har fået et stadigt større fokus på at være et forum, der yder støtte til kirker, der er trængte, enten på grund af fattigdom, forfølgelse eller knægtelse af menneskerettigheder. Blandt andet er der et stigende antal baptistkirker fra Afrika, der i disse år finder, at KV er et fællesskab, der giver mening for dem. I dag betyder KV mest for dem i verden, der har det sværest.

En vanskelig manøvre

Det er ikke nogen hemmelighed, at den gode sameksistens mellem kirker ikke kommer af sig selv. Det gør den heller ikke inden for KV. Derfor rejses der også ofte kritik både indefra og udefra. Indenfor KV mener nogle, at bestemte kirkesamfund fylder uforholdsmæssigt meget eller er svære at samarbejde med. Udefra rejses kritikken ind i mellem, at KV er for politisk. Især fra evangelikalt hold finder nogle, at menneskerettigheder, retfærdighed, ikke-vold fylder for meget i forhold til mission og evangelisation – ikke desto mindre er de fleste af de nye kirker i KV netop evangelikale eller pentekostale.

Det er et spørgsmål om troværdighed

Jeg har en dyb tro på, at Jesus’ kald til enhed betyder, at vi rent faktisk skal søge enhed.

Jeg har en dyb tro på, at Jesus’ kald til enhed betyder, at vi rent faktisk skal søge enhed, og derfor er KV – og alle andre økumeniske tiltag – en sag, jeg finder af største betydning. Hvis ikke kirkerne kan søge forsoning og virke for forsoning, hvordan skulle verden så tage imod vores vidnesbyrd om Fredsfyrsten?

Læs også “Når kirke staves med stort K” om KVs generalforsamling i 2022.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Som medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd blev jeg spurgt om at fortælle lidt om de kirkelige organisationer, der er i DUF, fordi en af vores medarbejdere undrede sig over, at der var så mange forskellige. Min umiddelbare respons var, at jeg er forundret over, at vi ikke er flere. DUF-medarbejderen grinede og spurgte: Hvordan i alverden kan så mange forskellige kirkelige organisationer finde ud af at samarbejde, når de er opdelt i så mange fraktioner? Og jeg må indrømme, at det er et interessant spørgsmål.

Hvordan i alverden kan så mange forskellige kirkelige organisationer finde ud af at samarbejde, når de er opdelt i så mange fraktioner?

At ville hinanden

Udfordringen er interessant. På den ene side er vi uenige på tværs af kirken – internt i menighederne og på tværs af konfessioner. På den anden side argumenterer vi for det økumeniske sammenhold. Vi bliver ved med at insistere på at ville hinanden.

Vi bliver ved med at insistere på at ville hinanden.

Årsagen til denne insisteren ligger i kernen af Det Nye Testamente: ”Kroppen er en helhed, der er sammensat af mange dele, og alle de mange dele udgør én krop. Sådan er det også med Kristus.”[1] Her forklarer Paulus, hvad Kristus’ krop betyder – eller hvad vi taler om, når vi taler om enhed i Kristus: At i Kristus er vi bundet sammen på trods af vores mange dele.

Unikke, forskellige individer

Den udlægning ligger ikke lige til højrebenet i en dybt individualiseret kultur, som den vestlige. Vi er trænet til at tænke individuelt og til at søge vores eget for vores egen skyld. Og det i en grad, så vi nok ikke engang ved, hvad vi mister ved at gøre det.

Når vi forsøger at finde helhed alene, virker det ikke. Når vi står alene, forstår vi ikke det store billede. Vi er for sårbare og brudte til at forstå, hvad der er på spil – hvad alt det med Gud betyder. Paulus fortsætter: ”Vi er alle sammen døbt med én ånd, så vi udgør én krop, og derfor er det ligegyldigt, om vi er jøder eller ikkejøder, frie eller slaver. Vi har nemlig alle sammen drukket af den samme ånd.”[2]

Når vi forsøger at finde helhed alene, virker det ikke.

For Paulus er tanken om enheden i Kristus klar. Enheden fjerner de skel, vi sætter imellem hinanden, når vi ser ned på hinanden, fordi vi har en anden religion, nationalitet eller kommer fra et andet samfundslag. I Kristus er der enhed på trods af vores forskellighed.

Hver for sig er vi forskellige med forskellige gaver, evner og sind. Vi er unikke individer, men på samme tid er vi ikke så forskellige og unikke. Vi ligner hinanden mere, end vi tror. Vi er skabt lige, skabt af det samme og af den samme. “Som I ved består kroppen ikke kun af én del, men af mange.”[3]

Enhed af unikke individer

Når vi forstår, at vi er mere ens end forskellige, bliver det muligt at flytte samtalen fra, hvem jeg er, til hvem vi er. Så kan vi begynde at forstå Kristus i hans helhed og ikke kun som en del af hver vores individuelle, fraktionerede brudthed.

Ofte er vores udgangspunkt os selv: ”Jeg gør det for min egen skyld”, kan vi sige, for sådan er vores kultur. Vi er vores egne projekter. Det er en af de største udfordringer i vores tid, at vi isolerer os fra andre. Paulus slår fast, at vi ikke først og fremmest lever for os selv. Vi er først og fremmest en enhed, og derefter er hver enkelt af os unikke individer.

Sådan som er vi som individer, sådan er vi som kirker, en samlet enhed med mange unikke dele. Når vi står sammen i enhed, bliver vi endnu større og får en bedre forståelse af, hvem vi er – og vi kommer tættere på at forstå, hvem Kristus er, og hvad han vil med verden. ”Menigheden er Kristus’ krop og hver eneste af jer er en del af den.”[4]

Derfor var min gode DUF-kollegas spørgsmål så interessant. Det ligger i kernen af evangeliet, at vi altid står sammen på trods af vores forskelle. Det er enhed i Kristus, og det er økumeni. Det er en gave og en opgave, som vil blive ved med at forpligte os.

[1] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12 (Bibelen 2020)

[2] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 13 (Bibelen 2020)

[3] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 14 (Bibelen 2020)

[4] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 27 (Bibelen 2020)

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

• medlem af Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Den økumeniske bevægelse udfoldede sig i det tyvende århundrede ud fra et ønske om kristen enhed. At ’de alle må være ét’ blev set som forudsætningen for et troværdigt vidnesbyrd om Guds rige. Det græske begreb økumeni er dog ikke nyt, men betyder den beboede verden i sin helhed.[1]

Fra det fjerde århundrede kom økumeni til at betegne det, alle kristne har tilfælles. Det begyndte med det første økumeniske koncil i Nikæa i år 325. Her satte kejser Konstantin (272-337) Romerrigets kristne biskopper til at blive enige om kristendommens grundlag. Forinden havde der nemlig været stridigheder om centrale trosspørgsmål, især om Jesus’ identitet. Var han Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Var Jesus Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Mødet i Nikæa år 325

Det vigtigste produkt af dette økumeniske koncil var den nikænske trosbekendelse. Det slås fast, at Jesus er Guds enbårne Søn, og at det betyder, at Jesus har samme uskabte væsen som sin fader. At Jesus har samme væsen som Gud, var nødvendigt at understrege mod en række bevægelser i og uden for kirken, som benægtede Jesus’ guddommelighed.

Nogle afviste fx treenighedslæren med henvisning til, at Gud ifølge Bibelen er én. Men ifølge den teologi, der lå til grund for den nikænske trosbekendelse, udelukker Guds enhed ikke, at Jesus også er guddommelig. Gud består tværtimod af tre ligeværdige personer, Fader, Søn og Helligånd, i ét fælles guddommeligt væsen, som nogle af oldkirkens teologer, herunder Basileos af Cæsarea (330-379) formulerede det.

Kernen i evangeliet

Det er i grunden ikke meget mere mystisk, end at menneskeheden består af en mangfoldighed af personer med et fælles menneskeligt væsen. Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet. Evangeliets kerne er nemlig, at Guds Søn blev menneske for vores frelses skyld, som det også hedder i den nikænske bekendelse. At alt er skabt ved det samme Guds Ord, som også blev menneske i Jesus for at redde mennesker fra døden, er helt afgørende i klassisk kristendom. Nægter man, at Jesus er Gud selv, nægter man også, at det er Gud, der er kommet os til undsætning i ham. Det er med andre ord selve evangeliet, der er på spil.

Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Afviser man den nikænske bekendelse eller treenighedslæren, har man ikke bare stillet sig udenfor kristendommen i en bestemt historisk formulering, men er også gået på kompromis med evangeliet. Jesus er mere end fx bare en lærer, der viser, hvordan vi kan omvende os til Gud. Vi kan ikke frelse os selv, men Guds Ord er blevet menneske for at tage del i vores død, så vi kan få del i hans liv. Sådan udtrykte en af den nikænske bekendelses fremmeste forkæmpere, Athanasius af Alexandria (296-373), det. Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Konstantin var ligeglad

Roden til kirkelig enhed er i sidste ende Jesus selv, ikke en bestemt dogmatik eller lære. Netop derfor er det så afgørende, hvem Jesus er. Man kunne mene, at den nikænske bekendelse og treenighedslæren var et produkt af politisk ensretning og indblanding i kirkens tro. Kejser Konstantin udtrykte dog selv ligegyldighed overfor striden om Guds væsen, så treenighedslæren blev ikke påduttet kirken udefra.

Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet.

Protestanter vil ofte hævde, at Bibelen er den eneste autoritet i trosspørgsmål. Det efterlader dog spørgsmålet om, hvilke skrifter, der bør høre med i Bibelen, og hvordan de skal læses. Her bliver det klart, at Bibelen må læses som et vidnesbyrd om Gud, der er kommet til os i Jesus.

Den nikænske bekendelse er stadig rammen for det økumeniske arbejde. Ikke så meget fordi kirkernes enhed skal findes i en bestemt historisk formulering, men fordi den angår Guds identitet i Jesus, som altid er det fælles fundament.

[1] oikos betyder hus

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Mogens S. Mogensen:

• ph.d. i interkulturelle studier og missionsteologi
• tilknyttet Sudanmissionen, 1981-91 i Nigeria, 1991-98 i Danmark
• se også https://mogenssmogensen.wordpress.com[/facts%5D

Ordet økumeni er nært beslægtet med økonomi og økologi. Forstavelsen øko- kommer af det græske ord ’oikos’, der betyder ‘hus, familie, husholdning’. Økumeni har sin rod i ordet ’oikumene’, der betyder ’den beboede verden’ – den verden, som vi er fælles om og har et fælles ansvar for. I de seneste godt 100 år har vi brugt ordet om mellemkirkeligt arbejde i almindelighed og bestræbelserne på kirkens enhed i særdeleshed.

At holde op med at slå hinanden ihjel

På en stor missionskonference i Aarhus i 2010 sagde den amerikanske teolog Stanley Hauerwas, at det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel. At kristne fra forskellige kirkeretninger vitterligt har slået hinanden ihjel – endda i deres kristne tros navn – er de religionskrige mellem protestanter og katolikker, som fulgte efter reformationen i det 16. og 17. århundrede, et trist vidnesbyrd om.

Det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel.

Vi er som kristne kaldet til at stifte fred, men historien viser, at kirkesamfund tværtimod undertiden har bidraget til krig. Det kan ske, når kristendommen i en bestemt konfessionel udgave kobles til nationaliteten og mobiliseres til støtte i kampen mod en anden nationalitet, der er koblet til en anden kirkeretning. Det skete fx under Balkan-krigene i 1990’erne, hvor ortodokse serbere kæmpede mod katolske kroater. Den konflikt var baggrunden for Miroslav Volfs bog Exclusion and Embrace – om hvordan kristendommen kan bidrage til forsoning.

Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne.

På kirkedagene, ”Himmelske Dage”, fortalte Miroslav Volf om kirkens rolle i samfundet og verden, og den engelske historiker, Tom Holland, påviste, hvordan kristendom helt grundlæggende har haft en positiv indvirkning på udviklingen i Vesteuropa i de seneste 2000 år. Den har lagt det værdimæssige grundlag for det samfund, vi lever i. Hans nye bog er netop blevet oversat til dansk: Herredømmet – Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed.

Konflikt eller samarbejde lokalt?

Også på det lokale plan, hvor forskellige kirkeretninger kan bidrage til konflikter, er der behov for økumeni. I Øster Han Herred, hvor jeg er fra, har der siden slutningen af 1800-tallet ud over folkekirken været baptistkirker og missionsforbundskirker. I 1950’erne og 60’erne var konflikterne blevet afløst af et begyndende samarbejde, og som børn og unge krydsede vi uden problemer de konfessionelle grænser. I 1960’erne begyndte ’unge hjem’ fra de to frikirker og Indre Mission at holde møder sammen.

Da provsten, som var sognepræst i Brovst, i 1969 læste i avisen, at en sognepræst fra Lindholm skulle tale til et sådant fællesmøde i Baptistkirken, fik han biskoppen til at forbyde sognepræsten at deltage. Det økumeniske møde i Baptistkirken blev dog gennemført, men nu med universitetslektor Johs. Aagaard som foredragsholder og med emnet: ’Er det økumeniske samarbejde mere end snak?’ Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne, og også kan mødes og samarbejde som kristne. Da Brovst sogn få år senere fik en ny sognepræst, udviklede der sig et meget positivt økumenisk klima til gavn for hele byen, og for første gang begyndte man nu at holde fælles bedemøder i Evangelisk Alliances bedeuge.

Kirkens enhed

Den bibelske begrundelse for økumeni, altså spørgsmålet om kirkens enhed, findes bl.a. i Jesus’ ypperstepræstelige bøn, hvor Jesus beder for sine disciple, ”at de alle må være ét, for at verden skal tro”.[1] Derfor udsprang den moderne økumeniske bevægelse da også af kirkernes missionsarbejde. Enheden er afgørende for vores fælles troværdige vidnesbyrd om evangeliet om Jesus Kristus, for hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?

I kirkernes missionsarbejde i Afrika og Asien blev samarbejdet en påtrængende nødvendighed, og på den store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910 blev grunden lagt til forskellige økumeniske organisationer og til dannelsen af Kirkernes Verdensråd. Mission har lige siden været en drivkraft i økumeni, og kirker, der måske havde svært ved at samarbejde i deres hjemlande, kunne ofte arbejde tæt sammen, når det gjaldt om at forkynde evangeliet i Afrika og Asien.

Hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?

Måske ville det økumeniske samarbejde i Danmark også blive kraftigt styrket, når og hvis de forskellige kirker i fællesskab tog missionsudfordringen op her i landet.

Enheden er afgørende

Enheden er også afgørende for, at vi kan stå sammen i diakonal tjeneste og gøre en afgørende forskel med hensyn til at værne om menneskets værdighed og rettigheder, at arbejde for retfærdighed og at vise gæstfrihed for den fremmede på flugt fra krig og forfølgelse. Endvidere er enheden afgørende for, at vi i fællesskab kan yde et vægtigt bidrag til at værne om Guds skaberværk af hensyn til kommende generationer. Kaldet til økumenisk samarbejde gælder derfor alle kirker og alle kristne i dag.

[1] Johannes-evangeliet kap. 17, vers 21 ff.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Danske Kirkers Råd har i samarbejde med forlaget Eksistensen og Teologi for Lægfolk udgivet en ny præsentation af kirkelivet i Danmark. I hvert fald den organiserede del, som samles omkring Danske Kirkers Råd.

Det er der blevet en læseværdig bog ud af, hvis man er nysgerrig på andre end sin egen sammenhæng. Hver kirke, uanset størrelse, får ca. 14 siders præsentation, skrevet af dem selv. Jeg kan ikke anmelde bogens afsnit om BaptistKirken – for det har jeg selv skrevet. Men jeg har fået nye vinkler og oplysninger om alle de andre kirker, som er beskrevet.

Kirkelig mangfoldighed

Der er to indledende kapitler, som dels handler om den kirkelige mangfoldighed i Danmark og dels trækker tråde til den internationale økumeni. Flere gange i bogen gøres der opmærksom på, at selvom vi i Danmark oplever, at kristendommen bliver marginaliseret, bl.a. fra politisk hold, så vokser den kristne Kirke voldsomt på internationalt plan. Særligt Tonny Jakobsen fra Mosaik har en glimrende beskrivelse af væksten i den pentekostale kirke, især i det globale syd. Det samme gør sig i øvrigt gældende for baptistkirkerne på verdensplan.

Det er spændende, hvad de enkelte skribenter har fået ud af de samme spørgsmål: Nogle lægger vægt på organisationen, andre på teologien, nogle på tilblivelsen af netop deres kirke, og andre på den lange historie og særpræget – f.eks. de østlige, ortodokse kirker. Alt i alt afspejler de forskellige vinkler også hver enkelt kirkes selvbillede.

Vil favne nydanskere

Fra baptisternes nære samarbejdspartner, Evangelisk Frikirke Danmark begynder generalsekretær John Nielsen med at fortælle baggrunden for deres navneskifte fra Det Danske Missionsforbund. Ret interessant. Især fæstner jeg mig ved, at de fjerner ordet ”danske” for at signalere, at de ønsker også at favne nydanskere.

Det bringer mig til et af de store emner i bogen, migrantmenighederne. Allerede i bogens indledning problematiseres dette udtryk.

”Hvor længe vil vi kalde andre for migranter, når vi alle udgør en del af den religiøse og kirkelige mangfoldighed i Danmark”, spørger Mads Christoffersen og Jan Nilsson i kapitlet om ”Den kirkelige mangfoldighed i Danmark”.

Det følges op af kapitlet netop med overskriften ”Migrantmenigheder.” Her står: ”…da det under flygtningekrisen (i 2015) blev udbredt at bruge begrebsparret ”flygtninge og migranter” i offentligheden, begyndte ordet migrant at få den konnotative betydning ”ikke rigtig flygtning” eller ”bekvemmelighedsflygtning”. Så selvom migrant i sig selv er et neutralt ord, der dækker over, at en person har bevæget sig, så har det i manges øjne fået en negativ konnotation, der betegnet er illegitimt opholdsgrundlag.”

Stigmatiserende

Når vi bruger ordet migrantmenighed, definerer vi denne ved det, den ikke er, dansk, og det kan opleves stigmatiserende, gør forfatterne af dette afsnit, bl.a. Søren Dalsgaard fra Folkekirkens Migrantsamarbejde, opmærksom på. De henter i kapitlet et udtryk fra England; etniske minoritetsmenigheder.

Vi bruger selv ofte betegnelsen migrantmenighed i BaptistKirken. Sammen med de to internationale menigheder udgør de jo en fjerdedel af BaptistKirken. Måske vi skulle til at tænke på, hvad disse menigheder så skal hedde – hvis vi har brug for, at de skal samles under én betegnelse. Det kunne være interessant, om de selv kunne definere, hvad de vil kaldes.

Måske John Nielsen har fat i noget, når han netop skriver om nydanskerne. Kunne de samlet set hedde Nydanske menigheder?

Den universelle kirke

Nydanskere dækker så stadig ikke over de internationale menigheder, hvor det typisk er mennesker, som ikke bliver danskere, men har Danmark som et stoppested i et studie- eller karriereforløb. Men de er måske netop migranter, mennesker der flytter sig rundt i verden, og sådan set netop giver os en illustration på den universelle kirke, hvor fysiske grænser ikke gælder i Guds rige.

En interessant detalje er, at både Den katolske Kirke – af biskop Czeslaw Kozon – og den ortodokse kirke – af Emil Bjørn Hilton Saggau – betegner deres kirker som ”den næststørste kirke på verdensplan”. Saggau er forsker ved Lund Universitet med speciale i ortodokse kirker, og han skriver ovenikøbet ”på verdensplan kun overgået af den katolske kirke”. Spørgsmålet er, hvilken kirke Kozon vil beskrive som den største? Der findes dog over en mia. katolikker i verden.

Det er svært at spå

Bogens afsluttende kapitel af Maria Munkholt Christensen; ”Det er svært at spå… især om Kirken”, tager udgangspunkt i en klog og relevant samtidsanalyse. Her betegnes vores tids dominerende mennesketype: ”Det omflakkende individ, der bevæger sig uforpligtende rundt og kun opholder sig flygtigt i fællesskaber og i parforhold.”

Det genkender vi fra udfordringen i at finde frivillige til det kirkelige arbejde, både lokalt og nationalt.

Hun beskriver også de kirkesplittende udfordringer i pluralismen med bl.a. mange kønsidentiteter og samlivsformer. Som igen fører til polarisering, især imellem generationerne. ”Kirkerne kan have svært ved at rumme alle aldersgrupper og holdninger på én gang og tyr til at differentiere deres ’udbud’”.

Det er også en genkendelig tendens i baptistkirkerne.

Hun giver en indsigtsfuld og klog afslutning, hvor der opfordres til, at vi nærmer os hinanden omkring dåb og nadver, at vi ser hinanden som medvandrere på Guds mission. Hun opfordrer til yderligere dialog – og som redskab til dette er det en god idé at læse denne bog på forhånd. Det vil give et oplyst grundlag til at fortsætte en gensidig og respektfuld samtale kristne og kirker imellem.

Bogen præsenteres lørdag den 28. maj kl. 12 på Himmelske Dage.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere