Lyt til artiklen her:

Anne Thompson

• præst i Metodistkirken
• kursusleder på Børns åndelighed og tro
• underviser og foredragsholder om børns åndelighed, tro og plads i kirken
• skriver på digogmigogvitro.dk.

Hvis vi gerne vil hjælpe børn og unge til øget trivsel, kan kirken særligt udnytte, at vi er et fællesskab på tværs af forskellige aldre, og at vi i fællesskabet kan give plads til, at børn og unge kommer til orde og får lov at gøre en forskel.

At gøre en forskel

Meget af vores liv leves opdelt i aldersgrupper. I daginstitutioner, i skolen, på arbejdspladsen, til fritidsaktiviteter – og ja, ganske ofte også i kirken. Derudover betyder måden, vi har indrettet os på som samfund, at børn og unge i høj grad skal leve op til bestemte forventninger og krav.

Det første betyder, at børn og unge ikke nødvendigvis er en del af et større fællesskab, der rækker ud over en specifik aldersgruppe eller interesse. Det andet betyder, at børn og unge ikke får en erfaring af at kunne gøre en forskel hverken for sig selv eller for andre.

Begge dele er kirken perfekt positioneret og skabt til at kunne give mennesker i alle aldre og størrelser.

Det kan vi bruge til at skabe muligheder for at udvikle relationer på tværs af generationer.

Fællesskab på tværs

Menigheden består i sin natur af mennesker i forskellige aldre. Det kan vi bruge til at skabe muligheder for at udvikle relationer på tværs af generationer, så unge voksne fx lærer teenagere at kende, eller børn møder andre voksne end deres forældre.

Vi kan arbejde med vores tankegang og arbejdsformer, så børn og unge i større grad kan blive en del af vores tjeneste-teams i menigheden. For selvom børn eller unge ikke kan bære samme ansvar som voksne, kan de sagtens hjælpe og ofte bidrage værdifuldt til arbejdet.

Børn og unge kan i større grad blive en del af vores tjeneste-teams i menigheden.

En del af noget større

Dermed kan menighedens fællesskab noget, som ingen forældre eller familie er i stand til. Her kan børn og unge blive en del af at større fællesskab bundet sammen ikke af familiebånd eller alder, men af tro, arbejdsfællesskab eller en delt interesse for lyd, mission eller noget helt tredje.

Menighedens fællesskab kan give børn og unge andre mennesker end deres forældre at spejle sig i, så de møder mennesker, der har samme måde at møde Gud på, lignende interesser eller andre øren at lytte med.

Den sunde menigheds fællesskab er udadvendt, og mange menigheder har missionsprojekter, diakoni eller andre muligheder for at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker. Netop det at have udsyn og øve indflydelse ved at engagere sig og gøre en konkret forskel for andre er med til at skabe trivsel, selvtillid og oplevelsen af at bære et ansvar.

Vis interesse

Forslag til videre læsning:

Rachel Turner: It takes a church to raise a parent. Creating a culture where parenting for faith can flourish.  http://www.BRF.org.uk.

Linda Andernach Johannesen: En kirke uten vegger. Å formidle troen i en skiftende tid. Luther Forlag.

Egil Svartdahl: Gi det videre. En menighet for alle generasjoner? Hermon Forlag.

Hvis du vil gøre én ting – udover at opmuntre menighedsrådet til at arbejde med at prioritere børn og unge generelt – så tag dig tid til at lære et barn eller en ung at kende. Lær deres navn, begynd en samtale, vis interesse for dem. Også selvom det føles nyt og fremmed for dig.

Det første skridt, vi som menighed kan tage for at mindske børn og unges mistrivsel, er helt enkelt, at interessere for os for dem og begynde at danne venskaber med dem.

Tag dig tid til at lære et barn eller en ung at kende.

Kirken består i sin natur af mennesker i forskellige aldre, hvor alle får lov til at deltage aktivt i fællesskabet. At arbejde på at styrke børns og unges muligheder for at danne relationer i menigheden og deltage aktivt i fællesskabet vil ikke bare gavne børns og unges trivsel, men også menighedens trivsel.

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Baptistkirken i Danmark har en lang tradition for at drive projekter sammen med vores partnere i Burundi, Rwanda og Myanmar og opbygge deres kapacitet til selv at drive arbejdet. Det gør vi bedst med din hjælp. Arbejdet kan støttes på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’Partnerstøtte’.

I 1936 skrev den norske digter, Nordahl Grieg, digtet ”Til ungdommen” som modsvar til den spirende nazisme i Europa. Det er bedre kendt som sangen ”Kringsatt af fiender”.[1] Trods sin alder holder den stadig, og den er da også blevet ’udødeliggjort’ af blandt andre Kim Larsen. Strofen ”Krig er forakt for liv” dukker som sagt ofte op i mit hoved, når jeg besøger vores venner i Burundi, Rwanda eller Myanmar. Alle lande har været eller er ramt af krig. Og i alle tilfælde borgerkrig.

Konflikt på konflikt

I Burundi har der historisk set været mange konflikter siden selvstændigheden. Først et militærstyre, så et kup i 1966, derefter store uroligheder i 1972 og op igennem 80’erne med mere end 100.000 dræbte. Og endnu et kup i 1993, hvor omkring 300.000 blev dræbt. Siden har der været flere kupforsøg, senest i 2015. For tiden er der relativt fredeligt i Burundi.

Rwanda har også haft konflikter siden selvstændighedskampen og især huskes folkemordet i 1994, hvor op mod én million mennesker blev dræbt. Siden har et de facto-diktatur styret landet.

Lejr for internt fordrevne i Myanmar.

Myanmar har været involveret i uroligheder både før, under og efter kolonitiden. Forskellige diktaturer har siden 1948 afløst hinanden, og der har været etnisk uro i mange områder. I 2011 blev for første gang en tilnærmelsesvis demokratisk regering valgt, og burmeserne øjnede muligheden for frihed. Desværre gik drømmene under i militærkuppet i februar 2021, hvor forfølgelse, overgreb og angreb på civilbefolkningen igen blev en realitet.

Det stopper ikke, når krigens ødelæggelser og rædsler hører op. Befolkningen bærer det med sig i mange år, og det kan være ødelæggende for et samfund.

Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte.

Krigens konsekvenser og kirkens rolle

Krigene og ufreden har medført, at mange er blevet fordrevet fra deres hjem, og nogle finder også vej til Danmark, bl.a. via FN’s kvotesystem. Men mange er fortsat internt fordrevne eller bor i flygtningelejre i nabolandene. På den måde er familier blevet splittet og de etniske spændinger forstærket. Det resulterer i manglende tillid til hinanden, brudte relationer, og derfor samarbejder man ikke om løsning af problemer. Mange vender tilbage efter en periode – men til ingenting.

Her spiller vores søsterkirker en stor rolle. Med deres centrale placering i samfundet i både Afrika og Myanmar, hvor de fleste har et aktivt kirkeliv, har kirkerne en enestående mulighed for at række ud. Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte. Her kommer kirkernes kompetencer inden for mobilisering, diakoni, netværksdannelse og omsorg for alvor til sin ret.

Hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

Det er en lang proces at bringe tilliden tilbage til lokalsamfundene, mellem mennesker og i de nære relationer. Her er dialog og arbejdsfællesskab vigtigt. Det kan kirkerne med forkyndelse om fred, frelse og forsoning, og det gør kirkerne i deres arbejde, og det samarbejder vi med dem om. Når vi fx arbejder med spare- og lånegrupper, hvor tidligere fjender sidder sammen, genskabes brudte relationer. Når ægtefæller efter træning og forkyndelse igen taler sammen og deler ansvaret i familierne, så opbygges relationer og sårene heles. Når der ydes sundhedshjælp fra private undergrundsklinikker, som vi ser det i Myanmar, så genoprettes den gensidige tillid.

Edvard Griegs digt fortsætter: ”Fred er å skape. Kast dine krefter inn: døden skal tape!” Arbejdet er et bevis på, at hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

[1] Se Højskolesangbogen, 19. udgave, nr. 201

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

I september 2022 deltog jeg som BaptistKirkens delegerede ved Kirkernes Verdensråds 11. generalforsamling i Karlsruhe i Tyskland. Ni dage med taler, samtaler, workshops, bibelstudier, gudstjenester og bøn. Det var farverigt, inspirerende og lærerigt.

Farverigt

Her var koptiske kristne i farverige gevandter og hovedbeklædning, afrikanske kvinder i farvestrålende dragter, sortklædte præster med skjorte og flip, lægfolk i korte bukser og sandaler. Alene påklædningen signalerer, at vi er meget forskellige, men det var tydeligt, at her var vi sammen for at fejre glæden over den fælles tro og i anerkendelsen af, at vi trods forskelle er ét. Sammen talte vi om det vidnesbyrd, som Kirken har i verden, og som sker gennem forkyndelse af den treenige Gud og Kristus som verdens håb, men også om at møde verdens magthavere med en fælles stemme, der peger på beskyttelse af de svageste, om menneskerettigheder og om ansvar for Guds skaberværk. Vi fandt stor enhed i disse sager.

Til venstre: Afgående formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité, Dr. Agnes Aboum fra Den Anglikanske Kirke i Kenya, som ledte forhandlingerne. Til højre: Næstformand Mary-Ann Swenson fra United Methodist Church, USA. I baggrunden Georges Lemopoulos fra Kirkernes Verdensråds stab.  

Inspirerende

De personlige samtaler – enten i gruppesamtaler eller ved måltiderne – var lærerige og inspirerende. Men ikke mindst gudstjenesterne og bønnerne var noget særligt. Her lød sange fra hele verden, nogle højtidelige og gamle, nogle nye og ledsaget af caribiske eller afrikanske rytmer, der var salmer og nye lovsange – alt sammen smukt bundet sammen til en inspirerende helhed. For mig blev ikke mindst gudstjenesterne et højdepunkt.

Men ikke mindst gudstjenesterne og bønnerne var noget særligt.

Lærerigt

Flertallet af verdens kristne findes i dag på jordens sydlige halvkugle. De lever ikke under de privilegerede forhold, vi kender. For mange af vores søstre og brødre er hverdagen præget af fattigdom, forfølgelse, for nogle endda af afbrændinger af deres kirker, diskrimination, chikane, miljøproblemer og udfordringer, der er skabt af klimakrisen. Det var tankevækkende og lærerigt at indse, at emner, som vi i den rige verden ofte tænker på som politiske: menneskerettigheder, rigdom-fattigdom, klimaspørgsmål, forurening, er dagligdag for en stor del af verdens kristne, og kirkerne står i første linje, når det gælder at hjælpe, hvor der er nød.

Konflikterne

Der var et par vanskelige spørgsmål på generalforsamlingen. Den russisk-ortodokse Kirke såvel som de ukrainske ortodokse deltog, og det var svært at finde fælles fodslag i vurderingen af konflikten, hvor den russiske kirke jo officielt støtter Ruslands invasion – et synspunkt de stod alene med. Det var dog et klart ønske på generalforsamlingen, at begge kirker fortsat skal kunne rummes i Verdensrådet. Det blev også resultatet, om end der blev udtalt en klar fordømmelse af Ruslands invasion.

Generalforsamlingens tema – ”Kristus bevæger verden mod forsoning og enhed” – blev belyst på mange måder, bl.a. gennem bibelstudier. Her ledt af professor Jack Khalil fra Libanon. 

Et andet delikat spørgsmål var Israel-Palæstina konflikten, hvor nogle ønskede, at den israelske stat skulle fordømmes som en apartheidstat, mens andre ikke ville tillade den karakteristik. Her var følelserne stærke og mange. Man sluttede med at udtale, at de to synspunkter findes iblandt kirkerne, og at vi har brug for at arbejde mere med spørgsmålet i fællesskab.

Tænk, hvis det ikke fandtes!

Der rejses ofte kritik af Kirkernes Verdensråd. Nogle finder det for politisk, og at det er for megen snak og for lidt handling. Men pludselig under generalforsamlingen slog det mig: ’Tænk, hvis det ikke fandtes?’ Tænk, hvis der ikke fandtes et sted, hvor ortodokse, lutheranere, metodister, anglikanere, uafhængige afrikanske kirker, baptistkirker, pinsekirker og mange flere kunne samles for at prise Gud sammen, diskutere ligheder og forskelle, forholde os til verdens problemer sammen. Det ville være ulykkeligt. I en splittet verden er der brug for, at kirkerne søger enhed. Derfor er det også en glæde, at flere søger optagelse. Det gælder ikke mindst evangelikale og pentekostale kirker på den sydlige halvkugle.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Vi kan glemme, at mange af de centrale personer i de bibelske fortællinger har skavanker, som Gud ikke helbreder. Tænk fx på Moses, der stammede; Timotheus, der havde noget med maven; og Paulus, der havde sin ”torn i kødet” at kæmpe med. Det glemmer vi måske i vores perfekthedskultur, hvor vi efterstræber lykke og perfektion, og hvor sygdom og svaghed ofte er noget, der pakkes væk.

Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme.

Men kirken skal være et sted, hvor der er plads til mennesker i alle livsvilkår – også selvom de mirakuløse oplevelser med helbredelser udebliver. Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme. Kirken er ikke primært et fællesskab om succesoplevelser og positivt livsindhold, men et fællesskab, der har erfaringen af forgængelighed, død og lidelse som forudsætning. Gud møder os netop, hvor der kun er håb på trods.

Sandheden er jo, at Gud ofte ikke svarer på vores bønner, som vi kunne have tænkt os. Kirkehistorien er fuld af mennesker, der har bedt om helbredelse uden at blive hørt, som de kunne have ønsket sig. Tænk blot på Julian af Norwich, Simone Weil, William Stringfellow, der lærte Gud at kende i sygdom og lidelse. Og Jesus, der selv var Gud, måtte erfare, at Gud ikke altid skåner os for lidelse, selvom vi beder om det.

”Min nåde er dig nok”

Korset er ikke bare et bump på vejen, der skal overstås, så Jesus kan komme videre med sin succesfulde karriere som mirakelmager og helbreder. Korset er kulminationen på Guds åbenbaring af sig selv i Jesus. Det er i lidelsen, vi kender Gud, for Guds kærlighed virker paradoksalt nok i afmagt, ikke i magt.

Det var dét, Paulus måtte erfare, da han fik en ”torn i kødet”, for at han ikke skulle blive hovmodig. Hvad det betyder, fremgår ikke af teksten. Det væsentlige er Guds svar på Paulus’ bøn om at blive befriet fra sin plage: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”[1]

Guds magt virker i afmagt.

Vi skal ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser.

Guds svaghed er stærkere end mennesker, som Paulus også skriver, og netop derfor har Gud kaldet det, som er svagt i verden, det uperfekte, som verden ser ned på. Derfor skal vi ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser. I bibelen er mirakuløse helbredelser tegn på, at Guds rige er nær, men netop kun tegn. Jesus advarer derfor sine disciple mod at snakke for meget om hans mirakler. Det er ikke miraklerne, det handler om, men ham selv.

Det er afgudsdyrkelse at gøre nådegaverne, fx helbredelse, til troens genstand, snarere end Gud, der giver. Det er vantro at ville have tegn og beviser. Måske er Guds barmhjertighed, at vi nogle gange alligevel får de tegn, vi kræver, netop fordi vi har så svært ved at tro. Men målet må være, at vi skal tro og håbe på Gud selv.

Et nødråb

Ordet ”Gud” er i sidste ende et nødråb, som tidehvervsteologen K. Olesen Larsen i sin tid udtrykte det. Guds nåde er ikke et mirakelmiddel, der med et snuptag befrier os fra vores problemer, men Guds nåde findes der, hvor Gud virker allermest fraværende, der hvor alt håb slipper op. Guds nåde er, at vi overhovedet har lov at have en Gud. Gud giver os ikke nødvendigvis perfekt helbred og succes i livet, men i Jesus giver Gud sig selv – og dermed alt.

Vores håb skal rette sig mod Gud selv.

At følge Jesus ind i lidelse og død trods perfekthedskultur må betyde at tro og håbe på Gud, trods den lidelse vi erfarer. Vores håb skal ikke rette sig mod helbredelser, for de kan udeblive, men håbet skal rette sig mod Gud selv. Det håb kan vi samle os om i kirken trods alle bristede idealer om perfektion og succes.

[1] Paulus’ 2. brev til Korintherne kap. 12 vers 9.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere