Lyt til artiklen:

En mor fra Eritrea har brug for hjælp. Hendes barn er født i Danmark, men før hun kan søge om opholdstilladelse til det, skal hun dokumentere, at hun har forældremyndigheden alene. Det er vanskeligt, når barnets far bor i England.

I Baptistkirken i Odense hjælper Mogens Andersen og Torsten Wendel-Hansen hver torsdag mennesker, der har svært ved at finde vej gennem det digitale Danmark. Arbejdet er en del af en omfattende social indsats i menigheden, som spænder fra myndighedshjælp og sprogtræning til julehjælp, familiearrangementer og ture til Legoland.

Mogens Andersen (tv.) og Torsten Wendel-Hansen (th.) hjælper med at finde vej i “SystemDanmark” (Foto: Privat)

Torsten fortæller begejstret om den torsdag i kirkens café på Klosterbakken, hvor han hjalp kvinden fra Eritrea:

”Der var jo en formular på Familieretshuset, som vi kunne sende ind. Den udfyldte vi sammen. Men systemet fungerer sådan, at der automatisk genereres et brev, som sendes til modparten, til faren – på hans gamle danske adresse,” fortæller han.

Det lykkedes at få dokumentet underskrevet af faren i England.

”Vi fik det igennem fra Familieretshuset. Så var der papir på, at hun havde forældremyndigheden alene og kunne ansøge om opholdstilladelse til barnet. Der var hun jo rigtig glad,” siger Torsten.

Hjælp gennem det digitale Danmark

Når Torsten og Mogens tager fat på arbejdet torsdag eftermiddag, møder de mange forskellige udfordringer. De hjælper med at læse og forstå breve fra kommunen og andre myndigheder, forny pas og opholdskort, finde dokumenter til ansøgninger om familiesammenføring, undersøge mulighederne for at klage over afgørelser og finde rundt i skattesystemet.

Cafégæster er især mennesker med eritreisk baggrund. De kommer for at få hjælp til de praktiske og digitale problemer, der opstår i mødet med det danske samfund.

”I vores digitaliserede samfund skal du jo lave alt digitalt. Du kan ikke gå på Borgerservice og snakke med en person mere. Du skal lave det hele på nettet, og det kan de bare ikke finde ud af,” siger Mogens .

Middag efter turen til Legoland (Foto: Privat)

Sagerne ligner løg! Det problem, en person kommer ind ad døren med, er ofte kun det yderste lag. Mogens og Torsten må skrælle sig gennem breve, blanketter og myndighedskrav, før de når ind til sagens kerne. Sådan er det i historien fra begyndelsen, hvor en ansøgning om opholdstilladelse først kræver en afgørelse om forældremyndighed.

Torsten og Mogens er ikke professionelle rådgivere. De hjælper med at læse og forstå brevene, finde relevante oplysninger og formularer og finde ud af den digitale kommunikation.

Begyndte med et spørgsmål til kommunen

Det sociale arbejde har altid fyldt meget i Baptistkirken i Odense. Mogens fortæller om ”Mandemøder” for udsatte mænd, allerede da han kom til Odense i 1958. I 1980’erne så den første café dagens lys, og i 2014 blev Foreningen Klosterbakken etableret.

Allerede inden foreningens første aktiviteter blev planlagt, kontaktede initiativtagerne Odense Kommune.

”Vi sagde til dem: Vi har tænkt os at starte noget socialt arbejde op i Odense. Hvis vi skulle gøre det, hvilke opgaver tænker I så, at vi kunne tage fat i?” fortæller Mogens.

Kommunen havde mange gode ideer! En af dem handlede om børn, der ikke kom på ferie, og hvis liv var fattige på oplevelser.

Det blev begyndelsen på de årlige ture til Legoland for familier, som ellers ikke havde økonomi til den slags oplevelser.

Gennem et samarbejde med Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) fik foreningen senere kontakt med flygtninge fra Eritrea. Det sociale arbejde ændrede karakter. Der var fortsat behov for at lære dansk, men også behov for hjælp til at forstå det danske samfunds mange systemer.

Legoland er bare sjovt! (Foto: Privat)

Foreningen Klosterbakken

Mogens Andersen er formand for Foreningen Klosterbakken, der danner ramme om en del af menighedens sociale arbejde.

Foreningsformen blev oprindelig valgt for at få flere muligheder for at søge økonomisk støtte til arbejdet.

Foreningens aktiviteter, som modtager kommunal eller anden offentlig støtte, indeholder hverken forkyndelse eller andagt.

For Mogens betyder opdelingen mellem foreningens og menighedens aktiviteter ikke, at troen er uden betydning. Tværtimod er troen selve motivationen for arbejdet.

Glade børn – glade forældre efter tur i Legoland (Foto: Privat)

Forskellige behov – forskellige tilbud

Torsdagscaféen er kun én del af Foreningen Klosterbakkens sociale arbejde.

Foreningen hjælper også mennesker i akut økonomisk nød med hjælpepakker eller gavekort. Nogle modtagere finder foreningen selv. Andre henvises af sociale organisationer. Det handler måske om voldsramte kvinder eller mænd, som efter en skilsmisse er havnet i økonomisk og social krise.

Omkring jul uddeler foreningen hjælp til 50–60 familier. Mogens fortæller, at hjælpen de senere år har bestået af et gavekort til juleindkøb og Lego-pakker til børnene.

Café Klosterbakken er også en del af foreningen. Caféen fungerer som et fristed med billig kaffe, hjemmebagt kage, aviser og adgang til internettet. Frivillige står for vagterne og bager kagerne.

Onsdagstræf menighedens tilbud til især ældre – både menighedens medlemmer og andre interesserede – til foredrag, kaffe, fællesskab, sang og andagt.

Fællesskab på Klosterbakken (Foto: Privat)

Menigheden møder også familier, der mangler fællesskab og oplevelser, med tilbud om fællesspisning, socialt samvær, sommerfest og aktiviteter for børn og forældre. Arrangementerne samler 40–60 mennesker. Blandt gæsterne er der mange familier, der ikke har deres daglige gang i kirken.

Foreningens og menighedens sociale aktiviteter spænder vidt. Det ser Mogens som udtryk for den samme grundlæggende forståelse af kirkens opgave: at møde mennesker, der hvor de er.

Tro, der bliver omsat til handling

Foreningen Klosterbakkens sociale aktiviteter bygger på et kristent værdigrundlag. Men hverken hjælpen om torsdagen eller kaffen i Café Klosterbakken er betinget af, at modtagerne deltager i gudstjenester eller deler Baptistkirkens teologi.

Mange af de eritreere, der kommer, er ortodokse kristne. Andre brugere kan have en anden religion eller slet ingen religiøs tilknytning overhovedet.

“Vi skal forkynde evangeliet, og vi skal demonstrere evangeliet. Det nytter ikke noget, at vi forkynder evangeliet bare med ord, hvis vi ikke også gør det i gerning. Og jeg ser det sociale arbejde som noget, vi gør i gerning,” siger Mogens.

Det er løn i sig selv

Torsten var knap nok gået på efterløn i 2009, før han blev engageret i det sociale arbejde. Gennem årene har han fået en betydelig praktisk erfaring i at hjælpe mennesker med at færdes i ”Systemdanmark”.

Torsten hjælper i Torsdagscafeen (Foto: Privat)

Han gør ikke stort væsen af indsatsen:

”Jeg kan godt lide at gøre noget for andre. Jeg kan se, at jeg kan hjælpe dem. Det synes jeg bare er løn i sig selv,” siger han.

Men det omfattende arbejde rummer også en sårbarhed.

Mogens fortæller, at Café Klosterbakken samler en stor gruppe af frivillige cafévagter og kagebagere: Måske er 20–25 mennesker på den ene eller anden måde engageret dér. Ikke alle er medlemmer af menigheden.

Men resten af foreningens arbejde er båret af en langt mindre gruppe. Foreningens bestyrelse har i store træk været den samme siden begyndelsen. Myndighedshjælpen om torsdagen afhænger i høj grad af den viden og erfaring, Mogens og Torsten har opbygget.

Mogens og Torsten glæder sig over, at menighedens nye præst, Sambuh Langle, engagerer sig i det sociale arbejde. De håber, at flere yngre – både danske og nydanske – med tiden vil tage del i det.

For erfaringen kan gives videre, men nogen skal være parat til at tage imod den.

”Det er især Torsten og mig, som trækker det store læs. Og det er en udfordring, fordi vi bliver gamle. Hvad så? Hvor længe kan vi blive ved?” siger Mogens.

Det spørgsmål har Foreningen Klosterbakken endnu ikke et svar på.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 08. jan. 2026 - Vise fra Østerland
• 06. jan. 2026 - Den sidste gudstjeneste i Karmelkirken: ”Gå efter lyset!”
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Lyt til artiklen:

Se videoen “”Festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke”

Baptist.dk’s videograf Bent L. Hansen havde også taget turen til Vejle. Det er blevet til en video på BaptistKirkens Youtube-kanal med titlen ”Festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke”. Tjek ind og oplev stemningen! Du er et enkelt klik fra en god oplevelse – se videoen her

Der er festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke. De ukrainske sangere og musikere fra Youth Life har øvet sig på danske lovsange. Det går fint, og de er tydeligt glade for at bidrage til menighedens fest. Men da vi begynder på ”Ingen er som du” er musikken og menigheden ikke enige om melodien. I andre sammenhænge ville stemningen måske blive lidt anspændt – men ikke i Vejle.

Menighedens formand, Jan Andreasen, griber mikrofonen og undskylder over for musikerne, at han ikke har fået styr på melodien. Mødeleder Michael Andersen får mikrofonen og synger for, og musikerne falder ind på den nye melodi. Alle smiler, og temperaturen i fællesskabet stiger et par grader. Omkring 50 mennesker er samlet til festgudstjenesten denne søndag.

Lovsangsgruppen fra ukrainske Youth Life (Foto: Henrik Andersen)

Vejle Baptistkirke har inviteret til fest. Menigheden fejrer, at den er blevet selvstændig og en del af BaptistKirken. Bag invitationen gemmer sig en historie om et fællesskab, der begyndte med 18 mennesker i et privat hjem. Siden er mennesker med vidt forskellig baggrund kommet til – ikke mindst en voksende gruppe ukrainere.

Fra begyndelsen har ønsket været at bygge et fællesskab, hvor mennesker bliver set, budt velkommen og deler livet med hinanden.

Vejle Baptistkirkes formand, Jan Andreasen (Foto: Henrik Andersen)

Vi deler liv med hinanden

For Jan Andreasen er Vejle Baptistkirke meget mere end søndagens gudstjeneste. Menigheden skal være et fællesskab, der åbner sig mod verden:
”Vi sikrer os, at alle kommer ind og får en kærlig modtagelse, ikke bare første gang, men både anden, tredje og fjerde gang, de kommer,” fortæller Jan. Så bruger han en formulering, der går igen i mange andre samtaler med menighedens medlemmer:
”Vi deler liv med hinanden.”

At dele liv betyder praktisk handling i Vejle. Menighedens medlemmer møder hinanden til fællesspisning, bibelstudier og sociale arrangementer. Nogle gange går de i biografen sammen. Aktiviteterne er forskellige, men for Jan er pointen den samme: De giver anledning til at dele mere end søndagens gudstjeneste.

Det genkender Michael Andersen. Han fortæller begejstret om at tilbringe en hel menighedsweekend sammen. Der var både bibelstudier og udflugt, men for Michael var den store oplevelse at have tid sammen uden for kirkens rammer:
”Du lærer mennesker at kende på en helt anden måde,” siger han.

Mødeleder på festdagen, Michael Andersen (Foto: Henrik Andersen)

Michael fortæller om den positive forskel, det gør for fællesskabet, når man virkelig kender hinanden:
”Når vi mødes hernede, så er det et kram og et: Hej, hvor er det dejligt at se dig. Du bliver set.”

I gudstjenesten synger vi ’O store Gud’. Menighedens præst Henrik Søndergaard akkompagnerer på guitar. Der skal ikke mere til denne søndag formiddag. En guitar og menighedens stemmer.

Ukrainerne i Youth Life

Youth Life er den ukrainsktalende del af Vejle Baptistkirke og udgør i dag en stor del af menigheden. Jan Andreasen husker, at en gruppe på syv-otte unge ukrainere dukkede op i den tidligere kirke på Islandsvej. De spurgte, om de måtte synge en sang på ukrainsk. Det var de selvfølgelig velkomne til. Da de begyndte at synge, skete der noget mærkeligt: Den danske del af menigheden kendte sangen.
”Så hele menigheden sang, vi sang på dansk, og de sang på ukrainsk,” fortæller Jan. Oplevelsen blev begyndelsen på et samarbejde, hvor Youth Life holder gudstjeneste på ukrainsk og bruger kirken side om side med den danske del af menigheden.

Henrik Søndergaard akkompagnerer salmesangen på guitar (Foto: Henrik Andersen)

Michael Andersen husker også den første tid. Først var de ganske få. Siden voksede de ud af lokalerne på Islandsvej. Især de unges energi og børnene, der leger rundt om i kirken, glæder ham:
”Man bliver simpelthen glad helt ind i hjertet,” siger han.

For Michael er det afgørende ikke, om man taler dansk eller ukrainsk:
”Vi mødes om én ting. Det er Jesus, det er Bibelen.”

Plads til forskellighed

Mennesker er forskellige – også i Vejle Baptistkirke. En af menighedens præster, Jørgen Jürgensen, fremhæver rummeligheden som noget særligt. Her mødes mennesker med forskellige ståsteder, meninger og måder at være kirke på:
”Nogle gange kommer der ligefrem et bud fra salen, mens præsten taler,” griner Jørgen og fortsætter:
”Det kan godt skubbe lidt til præsten…”
Men det hører med til den åbenhed, han værdsætter ved menigheden.

Der var hilsner til den nye menighed fra Kern Sloth, Baptistkirken i Odense, og Tine Kragh, Baptistkirken i Danmark (Foto: Henrik Andersen)

Hilsner og historie

Under hele gudstjenesten har menighedens formand, Jan Andreasen, siddet bagerst i kirken – bag mixerpulten og computeren, der styrer PowerPoint-præsentationen. I en lille menighed har alle flere opgaver. Men nu er det Jans tur til at træde frem.

Efter hilsner fra Baptistkirken i Odense og Baptistkirken i Danmark fortæller Jan om menighedens historie. Han husker begyndelsen, hvor 18 mennesker sang lovsang i hans stue, mens ønsket om et nyt menighedsfællesskab i Vejle voksede frem.

”Mange af de 18 sidder her i dag,” fortæller Jan under gudstjenesten.

Den nye menighed blev knyttet til Baptistkirken i Odense, som blev fødselshjælper for arbejdet. Undervejs voksede fællesskabet: Lovsang, bibelstudier og sociale aktiviteter samlede deltagere, og samarbejdet med de ukrainske kristne i Youth Life blev en stadig større del af menighedens liv.

Der er sket meget på få år – fra lovsang i Jans stue til selvstændig menighed i BaptistKirken. Derfor er gudstjenesten også en anledning til at stoppe op og fejre udviklingen. Men for Jan Andreasen handler dagen ikke kun om at se tilbage:
”Jeg tror på, at vi kun har set begyndelsen af det her, vi er i gang med at skabe her i Vejle,” siger han.

Jørgen Jürgensen prædikede over teksten i Paulus brev til menigheden i Filippi (kp. 1, v. 3-6), hvor Paulus bl.a. siger: “… i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.”

Hvad Gud har begyndt…

Festdagen handler om en ny menighed. Men i Jørgen Jürgensens prædiken dukker også en gammel historie frem. Jørgen prædiker over Paulus’ brev til menigheden i Filippi og ordene om, at Gud vil fuldføre det gode værk, han har begyndt.

”Hvad Gud har begyndt, det vil han også se til ende,” er temaet for prædikenen. For Jørgen handler ordene også om menigheden i Vejle. Han fortæller, at der tidligere har været en baptistmenighed i Vejle. Den ophørte, og det gjorde ondt på dem, der var en del af den. Nu er der vokset en ny baptistkirke frem i Vejle: Fællesskabet begyndte med en lille gruppe mennesker, siden er flere kommet til, og nu vokser dansk og ukrainsk kirkeliv på tværs af sprog og kultur.

Jørgen glæder sig over, at historien om baptistkirken i Vejle ikke slutter med en lukket kirke:
”Når vi ser ud over dette rum, så ser vi et levende bevis på Guds trofasthed,” siger Jørgen i sin prædiken.

Optagelsen i BaptistKirken er ikke et punktum. Jørgen kalder dagen en milepæl: Noget er nået, og noget nyt begynder.

Det er også Jans blik på fremtiden: Festdagen markerer ikke en afslutning. Den markerer det, der er nået – og begyndelsen på det, der kommer.

Hvad den begyndelse fører til, ved ingen endnu. Men der er god grund til at fejre det, der allerede er vokset frem.

Der var kagemand til kaffen! (Foto: Henrik Andersen)

Kagemand og brunsviger

Gudstjenesten slutter, men festen fortsætter omkring kaffebordet. Her går man ikke hjem lige efter gudstjenesten – slet ikke når der både er kagemand og brunsviger med flødeskum.

Ved kaffebordet bliver Jans ord om, at ”vi deler liv med hinanden” næsten håndgribelige. Snakken går på kryds og tværs mellem menighedens medlemmer og gæster, danskere og ukrainere.

Den officielle del af festdagen er slut. Vejle Baptistkirke er blevet en selvstændig menighed i BaptistKirken. Men der er tilsyneladende ingen, der har travlt med at gå hjem.

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Lyt til artiklen og musikken her:

Søndag den 4. januar inviterede Karmelkirkens Baptistmenighed til nadvergudstjeneste for sidste gang som selvstændig menighed. Gudstjenesten og det efterfølgende samvær blev en vemodig afsked alt det, der var. Men gudstjenesten og de mange hilsner på dagen blev også et budskab om, at det fællesskab, der har båret menigheden siden stiftelsen i 1952, ikke går i opløsning og forsvinder blot fordi rammerne ændrer sig.

Efter gudstjenesten var der kaffe og Othellolagkage i kælderen (Foto: Henrik Andersen)

Hanne Kiel sluttede sin prædiken med et stærkt budskab om, at livet i Kristus ikke er bundet til vedtægter eller bygninger: ”Hver for sig kommer I til at gå videre ad Kristus-vejen, ud i verden. Gå efter lyset! Hvor det lys skinner, er Jesus Kristus centrum for mennesker.”

Beslutningen om at stoppe – truffet med rettidig omhu

Under gudstjenesten gav menighedsrådsformand Per Beck et samlet overblik over de beslutninger, der har ført frem til Karmelkirkens ophør som selvstændig menighed. Han pegede på, at samtalerne om fremtiden over flere år gradvist havde samlet sig om, at kræfterne blev færre.
”Det er alder og kræfter, der har været afgørende,” sagde Per og understregede, at beslutningen var truffet med rettidig omhu.

Menighedsrådsformand Per Beck redegjorde for forløbet (Foto: Henrik Andersen)

Forhandlingsmøderne førte til to hovedbeslutninger: sammenlægning med Østhimmerlands Baptistmenighed og salg af kirkebygningen.
”Vi kunne se, at en fortsættelse ikke var realistisk,” lød det fra Per.
Samtidig fremhævede han, at bygningen får nyt liv gennem salget til Youth For Christ Danmark (YFC). Per afsluttede sit indlæg med et klart budskab: Processen havde ikke handlet om mursten, men om mennesker:
”Det her skulle ikke handle om en bygning. Det var menigheden, det handlede om.”

En levende kirke i forandring

Hanne Kiel holdt den sidste prædiken i Karmelkirkens Baptistmenighed (Foto: Henrik Andersen)

I sin prædiken knyttede Hanne Kiel afskeden med Karmelkirkens Baptistmenighed sammen med et håb, der rækker videre. Hanne tog udgangspunkt i en fortælling om en kjole, der gennem årene er blevet slidt, blevet væk bag fryseren og fornyet flere gange:
“Det er med kirken og menigheden her som med min kjole: Den har været flittigt brugt og er højt elsket. Den er blevet skubbet til side, er gået i stykker, men er opstået igen til fornyet brug,” sagde hun.
Hanne mindede om den betydning, Karmelkirken har haft for mange mennesker, og understregede, at arbejdet ikke har været forgæves:
“I har rakt troen på Kristus videre til mange mennesker.”
Med afsæt i Johannesevangeliets ord om lyset, der skinner i mørket, pegede Hanne på Jesus Kristus som den, der fortsat samler og bærer.
”Menigheden lukker,” lød det, men “Kristusvejen snor sig stadig gennem verden”, og derfor går medlemmerne ikke mod tomhed, men videre ind i nye fællesskaber med samme grundlag og samme kald.

“Ungdomsbordet” fortalte om overvejelser i forbindelse med kirkens ophør (Foto: Henrik Andersen)

Valg, overvejelser og nye fællesskaber

Ud af menighedens 57 medlemmer har 23 valgt at flytte til Østhimmerlands Baptistmenighed. Ved et af bordene er det fire gamle spejderkammerater og venner gennem mange år, der deler Othellolagkagen: Karin Anesen, Lars Tørholm og Anne Tørholm sammen med ægtefællen Søren og deres datter Ida. Menighedens lukning har givet mange overvejelser, som Karin sætter ord på: ”Jeg flytter til folkekirken. Mine børn kommer i den lokale folkekirke og har fundet et fællesskab der. Jeg oplever, at folkekirken har mange tilbud, vi som familie har glæde af. Vi havde ikke længere kræfter til at fortsætte.” Anne tager ordet: ”Vi har ikke formået at fastholde vores børn i et fællesskab i Karmelkirken. Men vi er glade for det fællesskab, de har fundet i folkekirken. Det vil vi gerne støtte.”

Hilsener fra nær og fjern

Under kaffen havde ordstyrer Louise Varberg et fast greb om mikrofonen: der var alt for mange præster på talelisten! De forsikrede dog alle, at de ville fatte sig i korthed. For flere lykkedes det faktisk!

Inger Margrethe Andersen fortalte om sin barndoms oplevelser på kirkebænken (Foto: Henrik Andersen)

Hilsenerne strømmede ind. Klaus Abildgaard takkede både for samarbejdet på vegne af Baptistkirken Nørresundby – Vodskov og på egne vegne for modtagelsen, da han for 30 år siden kom til Aalborg. Og ikke mindst takkede han for, at Karmelkirken havde fundet en hustru til ham!

Inger Margrethe Andersen fortalte, hvordan hun som barn havde siddet på kirkebænken og talt murstenene i korbuen og lamellerne i radiatorskjuleren. På vegne af dem, der var vokset op i Karmelkirken, men senere havde fundet andre kristne fællesskaber, hilste Inger Margrethe: ”Tak fra alle os, der flyttede hjemmefra!”

Baptistkirkens formand, Vibeke Dalsgaard, kom med et godt råd: ”Kom glad i jeres nye menighed. Fornem stemningen og glæden det nye sted. Ræk efter et stykke tid hånden frem og tilbyd at bidrage, med det I kan give. Det er en gave at komme med evner og vilje til at arbejde.”

Vibeke Dalsgaard, formand for BaptistKirken, bragte også en hilsen (Foto: Henrik Andersen)

Fra menigheden i Østhimmerland ønskede menighedsrådsformand Sinne Christensen: ”Vores ønske som menighed er, at vi fortsat kan finde gejsten og kræfterne til at berige hinanden med fælles oplevelser.”

Et komma – ikke et punktum

Da kaffen var drukket, Othellolagkagerne spist og hilsenerne bragt, var det tydeligt, at dagen ikke kun var en afslutning, et punktum. Dagen blev et komma, for selv om Karmelkirken lukker som selvstændig menighed, så lever fællesskabet videre i de mennesker, der var menigheden og som nu går videre – ad Kristusvejen.

“Velsignet er det bånd, som os forener her…”

Relateret

• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 28. sep. 2026 - ”Vi skal forkynde evangeliet – men vi skal også demonstrere det i praksis”
• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere